Media Share 9/MEDIASHARE_09.ISO/mag&info/loke-017.zip/USYNLIG.ASC

Text File | 1994-01-29 | 13KB | 212 lines

                    Den usynlige mand
     Science fiction novelle af Arne Herl¢v Petersen
    Copyright (C) 1991, 1994 by Arne Herl¢v Petersen

Tidligere trykt i Politikens Magasinet 19. maj 1991 og i science fiction
novellesamlingen "Håbet er gr¢nt" (Klim 1991. 114 s. 149.oo kr.)

Hvis hr. Rasmussen havde vidst, hvad han gjorde, da han gav os det det
stileemne i fjerde klasse, havde han nok rystet på hænderne. Men for
ham var det kun en nem adgang til at kigge ind i sine umulige elevers
sind. "Hvad ville jeg g¢re, hvis jeg var usynlig" hed stileemnet. Ren
marengs og fl¢deskum for en pædagog. Her kunne man se, hvem af de
små, knortede unger nede på rækkerne, der havde destruktive impulser,
hvem der havde gode og sunde interesser, og hvem der var afvigende på
den ene eller anden lumske eller uappetitlige måde.
       For os i klassen var det bare en skæg leg. Orv, mand, kan du
ikke se, hvis man var usynlig. Så kunne man gå ind til slikmutter og tage
alle bolsjerne. Så kunne man snige sig ind til pigerne, når de tager
brusebad. Eller på wc.Tihi, fnis, fnis. Nej, ved du, hvad jeg ville, jeg ville
gå op på Amalienborg og se på kongen og dronningen, når de boller.
Hyddr, hyddr.
       Jeg var godt klar over, hvad hr. Rasmussen var ude på. Så jeg
skrev en gennemf¢rt hyklerisk stil om, at jeg ville gå rundt og hjælpe
andre mennesker med alt muligt, og i mit stille sind glæde mig, når de
blev overraskede og ikke kunne finde ud af, hvor hjælpen kom fra. Lidt
fantasil¢st og t¢rt skrevet, men pæn. Absolut pæn. Så jeg indkassere-
de mit mg+ og var godt tilfreds.
       Bortset fra at tanken blev ved med at gnave i mig, længe efter
at de andre var gået videre til nye fantasier. Tænk hvis man kunne flyve
ligesom Superman. Tænk hvis man havde en million kroner. Tænk hvis
hene med alle de flotte fregner kunne lide mig.
       Den slags tanker interesserede mig ikke. Mennesker kan ikke
flyve, fordi deres brystben ikke er indrettet til det. Jeg har ikke en
million kroner. Hende med fregnerne sn¢ftede afvisende, da jeg tilb¢d
at bære hendes taske.
       Men usynlig. Tænk at være usynlìg, Tænk på den magt, det
kunne give mig.
       Jeg var for snedig til at lade mig mærke med mine tanker. Ingen
ville kunne gætte sig til, at den barnlige dr¢m om at være usynlig havde
grebet mig, så jeg næsten ikke kunne tænke på andet.
       Udadtil var jeg den lidt stilfærdige m¢nsterelev. Jeg kom i
gymnasiet, den matematiske linje, naturligvis.  Jeg begyndte at studere
biokemi. Og i det skjulte nærmede jeg mig mit mål.
       De studerende valgte sig tit de særeste specialer. Ingen for-
ventede. ay de skulle forklare, hvorfor de lige havde valgt én ting at
beskæftige sig med frem for en anden. Så der var ingen, der studsede
over min glubende interesse for hulepaddernes stofskifte.
       Hulepadden - Proteus anguineus - er et levn fra en tid f¢r
dinosaurernes.  Den dukker kun op efter regnskyl i vandl¢b, der
str¢mmer ud fra dybe huler i Dalmatien. Man mener, at hulepadderne
kommer fra store underjordiske s¢er, som intet menneske har set. Kun
ved sjældne lejligheder skylles de ud til os.
       Hulepadderne bliver en snes centirneter lange. De er blinde og
har en dusk r¢de gæller om halsen. Som de ser ud nu, har de set ud i
millioner af år.
       Men for mig var det mest interessante ved dem, at de er
gennemsigtige.
       For hvad er det at være gennemsigtig andet end at være usynlig?
       Hulepadderne er ikke perfekt gennemsigtige: deres kroppe er som
st¢vet glas. Men hvis man kunne finde ud af hvad der g¢r dem
farvel¢se, og forstærke virkningen af dette stof, så måske...
       Det kostede år af mit liv. Jeg havde ingen venner, jeg så ikke
mere til min familie. Jeg levede og åndede kun for hulepadder. Og
omsider lykkedes det mig at udvinde visse dekromatiner af huiepadder-
nea centralnervegystem. Gennem lange og besværlige processer isolerede
jeg de virksomme stoffer og fremstillede et koncentrat af dem.
       Og en aften låste jeg mig ind på laboratoriet med en injek-
tionsspr¢jte, jeg havde trukket i en automat i Istedgade, og gav mig selv
en indspr¢jtning med hulepaddernes hemmelige sto£
       Jeg sad og stirrede på mit ansigt i spejlet. Jeg så, hvordan min
hud blev blegere end huden på min mave. Jeg blev tåget og mælket.
Man kunne se skygger af kraniet gennem huden. Knoglerne blev trans-
lucente som bruskflager på fjerkræ. De blev endnu tyndere, som mat
marieglas. Mine ¢jne blev f¢rst r¢de, så falmede den r¢de farve. Jeg
blev en slags ektoplasma, et b¢lgende åndesyn.
       Jeg forsvandt. Jeg kunne se kolber og reagensglas tværs gennem
mig. T¢vende strakte jeg en hånd ud. Jeg så det sortbejdsede bord, men
ikke min egen hånd.
       Jeg så kitlens tomme ærme strække sig frem. Mit t¢j var
selvf¢lgelig ikke usynligt. Jeg brændte det omhyggeligt i en lille ovn.
Intet måtte r¢be mig. Det var en lun sommernat, men alligevel g¢s jeg,
da jeg gik n¢gen rundt i laboratoriet. Jeg kunne ikke se, at hårene på
mine arme strittede, men jeg kunne mærke det. Jeg f¢lte en slags t¢r
seksuel ophidselse ved tanken om, at ingen kunne se mig, lige meget
hvad jeg gjorde. Hvilken uh¢rt blottelse lå der ikke i dette, at jeg ikke
kun havde kastet t¢jet, men også kroppen?
       Jeg vendte og drejede mig foran spejlet og så det tomme lokale.
Jeg stillede mig op foran lyset og konstaterede, at jeg ikke kastede nogen
skygge.
       Jeg forlod laboratoriet. Jeg gik rundt i gaderne som et genfærd.
Gang på gang måtte jeg springe til side for at undgå, at folk st¢dte ind
i mig. Jeg turde kun gå over gaderne, når der slet ingen trafik var. Når
man var usynlig, skulle man have et ¢je på hver finger. Men det havde
jeg. Jeg var ¢je over det hele. Jeg var et stort, skrællet ¢je, stirrende,
dirrende. ¥jenlåget var skåret af mig, jeg kunne ikke blinke. Men alt
kunne jeg se. Mit hjerte hamrede, mens jeg gik rundt i byen og sugede
til mig og så, som jeg aldrig f¢r havde set.
       Jeg smuttede ind på en natklub. Jeg havde aldrig været den
slags steder. Nu beh¢vede jeg ikke at være bange for at g¢re mig til grin
eller se ud som en der lige er kommet ind med firetoget.
       Nu kunne ingen le ad mig. Men jeg måtte springe som en
gazelle for at undgå, at nogen skulle st¢de ind i mig. Jeg var perfekt
gennemsigtig, ingen kunne se mig. Men jeg var ikke nogen ånd. Jeg
havde vægt og masse, som jeg plejede. Engang st¢dte jeg ind i en tom
stol, der rykkede sig nogle centimeter. En kvinde ved bardisken vendte
sig om og stirrede. Men hun sagde heldigvis ikke noget.
       Jeg fik lyst til  noget at drikke. Folk drak giftigt farvede cock-
tails. Jeg kunne jo ikke bestille, men jeg kunne stjæle. Det var en af
fordelene ved at være usynlig.
       En kvinde lo skræppende som en kakadue og stillede et glas
campari fra sig. Jeg rev glasset til mig og t¢mte det.
       Jeg var kommet flere skridt væk, f¢r jeg blev klar over, at der
var noget galt. En kvinde stirrede på mig. Hendes ¢jne blev kuglerunde
og hun åbnede munden, men hun sagde heldigvis i■e noget. Jeg så ned
ad mig selv.
       Den knaldr¢de campari svævede midt i luften. Den så ud som
kviks¢lvs¢jlen på et termometer. Jeg var usynlig, men det, jeg lige havde
drukket, var det ikke.
       Det var et held, at de fleste mennesker var halvfulde og i ¢vrig
så optaget af sig selv og dem de snakkede med, at de ikke havde ¢jne for
meget andet. Jeg skyndte mig ud på wc og låste d¢ren efter mig. I spejlet
så jeg campariens lille r¢de streg, der gik lige ned gennem spiser¢ret og
samledes i en lille s¢ i mavesækken.
       Nu jeg var ude på wc, kunne jeg lige så godt unders¢ge,
hvordan det forholdt sig med kroppens affaldsprodukter. Det viste sig,
at de var lige så usynlige som min krop. Jeg ventede, og den r¢de
campari falmede og forsvandt. Dekromatinet i min krop påvirkede altså
det, jeg drak eller spiste og gjorde det langsomt farvel¢st. Men jeg måtte
passe på kun at spise og drikke i enrum for fremtiden. Ellers ville jeg
blive afsl¢ret.
       Jeg havde ikke lyst til at blive på natklubben længere. Egentlig
havde jeg tænkt mig at f¢lge med nogle af gæsterne hjem, men nu ville
jeg bare tilbage til mit eget værelse.
       Jeg fandt n¢glen over d¢ren og låste mig stille ind. Jeg gik i seng
og sov, til formiddagssolen vækkede mig.
       Jeg lå og gassede mig og så på dynen, der bevægede sig af sig
selv. Det var godt, jeg boede alene. Hvilken af mine gamle dagdr¢mme
skulle gå i opfyldelse i dag?
       Jeg besluttede mig til, at det skulle være den med at gå ud og se
på damer. Jeg havde ingen erfaringer med kvinder. Slet ingen. Mit liv
havde været opfyldt af hulepadder. Men nu kunne jeg se mig mæt.
       Jeg gik hen på sv■mmeanstalten.
       De var der i alle aldre, st¢rrelser, former og farver. Hvor tit
havde jeg ikke siddet i bussen og lagt mappen over sk¢det for ikke at
r¢be mit begær, når jeg tænkte på det, de alle sammen gemte inde bag
bluserne og nederdelene. Nu kunne jeg se det. At bryster kunne være så
forskellige. At k¢nshår kunne have så mange iorskellige farver. Jeg var
i pubertetsdrengens slaraffenland. Jeg gloede og gloede og kunne næsten
ikke få nok. Måske kom jeg til at pruste, for jeg syntes, nogen så over
på mig, mens jeg stod og stirrede på kvinderne i brusebadet. Jeg
bestemte mig til at k¢le mig af med en kold dukkert og l¢b ud og lod
mig glide helt stille ned i vandet.
       Jeg h¢rte  nogle unge piger hvine h¢jt. De pegede over på mig.
Jeg så ned på mig selv og blev iskold over det hele. Jeg var usynlig, men
min krop dannede en boble i vandet. Jeg var luftfarvet, men jeg for-
trængte lige så meget vand, som hvis jeg havde haft mine naturlige
farver. Jeg satte aftryk i vand. Jeg var en dråbe, jeg var som mumierne
i Pompejis aske, der selv er forsvundet, men har efterladt et omrids i
luft af deres kroppe.
       De hvinende piger kom over mod mig. Jeg skyndte mig op.
       - Se, et sp¢gelse. Se der, råbte pigerne.
       Jeg kastede et blik ned ad mig selv. Vanddråber hang på mig og
dannede mine konturer i luften. Jeg kunne se tværs gennem mine f¢dder
og se fliserne gennem dem, men jeg satte alligevel våde fodaftryk.
       Endnu en gang måtte jeg styrte ud på wc og låse mig inde.
       Jeg t¢rrede mig omhyggeligt over det hele. Jeg turde ikke låse
op, men kravlede over skillevæggen til en anden bås og forsvandt ud den
vej. Jeg h¢rte mange ophidsede stemmer, men de fl¢d sammen til en
summen i mine ¢rer.

       Jeg var træt, mere træt end jeg burde være.
       Kunne det have noget med dekromatinet at g¢re? Hæmoglobi-
net i mit blod var blevet farvel¢st. Bet¢d det, at mit vandagtige blod
ikke længere kunne transportere ilten effektivt rundt?
       Når krybdyr trænger til energi, lader de solen varme deres kolde
blod op. Måske virkede solenergi også på mig?
       Jeg gik gennem byens sommergader og mærkede varmen suge
ind i mig. Jeg var et omvandrende drivhus. Solens stråler stod lige
gennem mig. Drivhusvarmen gjorde mig ¢r i hovedet. Jeg fik feber.
       Folk stoppede op og stirrede måbende efter mig. Jeg så, at lyset
blev brudt af min krops prisme. Et regnbuebundt dansede over fortovet
bag mig. Jeg skyndte mig ind i skyggen igen.
       Jeg gik ind i parken. Men mine f¢dder trykkede græsset ned.
Bfæsten afsl¢rede mig, fordi jeg gav læ. Dyrene kunne lugte min fært.
Jeg var usynlig, men jeg f¢lte mig mere udsat og blottet end nogen sinde.
Og jeg havde været så koncentreret om at finde hulepaddernes hemme-
lighed, at jeg ikke havde skænket det en tanke, hvordan jeg skulle
genvinde mine farver og blive synlig igen.
       Nu var der ingen vej tilbage.
       Der er gået år nu, og jeg f¢ler, jeg er en skygge af mig selv. Hvis
jeg kunne se mit eget ansigt, ville jeg sikkert se hule kinder, gl¢dende
¢jne, en usund teint.
       Jeg t¢r ikke gå ude om dagen. Lyset kan afsl¢re mig. Snefnug
lægger sig på mig og r¢ber mig. Regnen og blæsten er mine fjender.
       Jeg t¢r ikke spise eller drikke, når andre kan se mig. Jeg kan
ikke tale med nogen. Jeg troede, jeg havde nok i mig selv. Nu f¢ler jeg
mig som en udst¢dt. Hvis jeg bliver syg, kan jeg ikke gå til læge. Hvis jeg
falder, vil ingen hjælpe mig op. Jeg er bange for trafikken. Jeg er bange
for mennesker. Jeg er bange for mig selv
       Jeg kunne selvf■lgelig ikke beholde min lejlighed. Officielt var
jeg forsvundet. Alle mine kære ting blev smidt i containeren og
fremmede fiyttede ind. Jeg lever som en menneskelig Proteus anguineus
i de dybeste huler og de fjerneste afkroge, hvor jeg blindt kryber
sammen og forbander hr. Rasmussen og det ¢jeblik, han gav os dette
usalige stileemne.
       Jeg sniger mig gennem menneskenes land. Jeg er den, der
kommer ind ad d¢ren, når den springer op uden grund. Jeg er den, der
får gulvplankerne på loftet til at knirke, når ingen er deroppe. Jeg er
den, der puster dig i nakken, når du sidder alene i din stue, b¢jet over en
bog.
       Jeg t¢r aldrig give mig til kende.
       Men jeg ser dig altid.