Media Share 9/MEDIASHARE_09.ISO/mag&info/loke-017.zip/TIMOR.ASC

Text File | 1994-01-28 | 19KB | 472 lines

Introduktion

¥sttimor er en tidligere portugisisk koloni, der
blev invaderet af nabolandet Indonesien den 7.
december 1975. Siden da er mindst 200.000
mennesker omkommet som f¢lge af krig, sult
eller sygdom. Næsten en trediedel af
befolkningen f¢r in-vasionen.

Det er en af de værste massakrer i hele verden
siden 1945. Både absolut og relativt. Alligevel er
den temmelig ukendt for offentligheden. Mange
har ikke h¢rt om ¥sttimor og ved end ikke,
hvor det ligger. Disse artikler fortæller om
konflikten og g¢r status efter 18 års besættelse.

Fra koloni til invasion
Af Torben Retb¢ll

Timor er en ¢ nogle hundrede kilometer nord for Australien. I
kolonitiden var den delt mellem Holland, der havde den vestlige del, og
Portugal, der havde den ¢stlige del.

I 1949, da Indonesien blev selvstændigt, blev Vesttimor en del af denne
stat, men ¥sttimor var fortsat under Portugal. Indtil 1974 erklærede
talsmænd for den indonesiske regering flere gange, at man ikke havde
noget krav på den ¢stlige del af ¢en.

Da "nellike-revolutionen" i april 1974 styrtede den fascistiske regering
i Portugal, blev der mulighed for en fri politisk udvikling i den gamle
koloni.

I modsætning til Portugals afrikanske kolonier (Angola, Mozambique
og Guinea-Bissau) havde der ikke været væbnet guerillakamp på
¥sttimor, men der blev hurtigt dannet tre politiske partier:

* APODETI, Timors Folkedemokratiske Sammenslutning, der gik ind
for en sammenslutning med med nabolandet Indonesien.

* UDT, Timors Demokratiske Union, der gik ind for selvstændighed
efter en længere over-gangsperiode.

* FRETILIN, Den Revolutionære Front for et Uafhængigt ¥sttimor,
der ¢nskede selv-stændighed med det samme.

I f¢lge udenlandske iagttagere havde det konservative APODETI
opbakning fra ca. fem procent af befolkningen, mens det liberale UDT
havde 25 og FRETILIN ca. 60 procent af befolkningen bag sig.

Ikke nogen aftale
Den nye portugisiske regering indledte allerede i 1974 forhandlinger om
en fredelig afkolonisering, men dens opmærksomhed var mest rettet
mod de afrikanske kolonier, og der blev ikke truffet nogen aftale.
Regeringen i Jakarta gentog sine officielle erklæringer om, at den ikke
gjorde krav på området, men uofficielt begyndte den at forberede en
overtagelse.

APODETIs rolle var hurtigt udspillet. Deres opbakning var meget
begrænset. Derfor satsede Indonesien i stedet på UDT.

I august 1975 fors¢gte dette parti (efter opfordring fra Indonesien) at
tage magten ved et kup. Fors¢get mislykkedes imidlertid. Det blev
nedkæmpet af FRETILIN i en borgerkrig, der varede omkring fire uger
og kostede 2-3.000 mennesker livet. Tidspunktet og tallene er værd at
bemærke, fordi nogle kommentatorer senere har påstået, at st¢rstedelen
af de d¢de havde mistet livet under borgerkrigen (og ikke som f¢lge af
Indonesiens aggression).

Den portugiske administration flygtede fra ¢en under borgerkrigen, og
fra september til december 1975 havde FRETILIN den faktiske kontrol
med (næsten) hele området. Uden-landske bes¢gende i denne periode
bekræftede, at borgerkrigen var slut, og at FRETILIN så ud til at have
opbakning fra st¢rstedelen af befolkningen.

Samtidig fors¢gte partiet stadig at få en aftale om en fredelig
afkolonisering i stand med Portugal - men stadig uden held.

Indonesien begyndte sine væbnede angreb fra Vesttimor allerede i
september 1975. FRETILIN forsvarede sig og appellerede desuden til
omverdenen om at standse indoneserne, men ingen reagerede: Formelt
var ¥sttimor stadig en koloni og ansvaret Portugals.

I denne situation valgte FRETILIN at erklære området for en
selvstændig stat den 28. november 1975. Men allerede få dage senere -
den 7. december 1975 - kulminerede Indonesiens angreb i en massiv
invasion af hovedstaden Dili fra landsiden, vandsiden og fra luften.





Vesten og FN
Af Torben Retb¢ll

USA, England og Australien kendte indonesernes plan om at invadere
¥sttimor i forvejen, men gjorde ikke noget for at standse den.
Tværtimod. De gav dem gr¢nt lys. Det fremgår af en række hemmelige
dokumenter, der siden er offentliggjort.

I juli 1975 skrev den britiske ambassad¢r i Jakarta, at "befolkningen i
portugisisk Timor er ude af stand til at ud¢ve retten til selbestemmelse."
Han fortsatte:

"Set herfra er det absolut i Storbritanniens interesse, at Indonesien
overtager området så hurtigt og så ubemærket som muligt. Hvis det
bliver alvorligt, og der bliver et skænderi i FN, b¢r vi dukke hovederne
og undgå at gå imod indoneserne."

En måned senere (august 1975) rapporterede den australske ambassad¢r
i Jakarta, at han havde talt med sin amerikanske kollega:

"Hans nuværende holdning er, at USA b¢r lade tingene gå deres gang.
Hans noget kyniske kommentar til mig var, at hvis indoneserne griber
ind, så håber man [dvs. USA], at de g¢r det 'effektivt, hurtigt og uden
at bruge vores [militære] udstyr'."

I oktober 1975 blev fem udenlandske journalister (to australske, en
britisk og en new zea-landsk) myrdet i Balibo af indonesiske soldater,
der havde krydset grænsen. Australien forholdt sig tavs. Der kom ingen
protest.

Invasionen den 7. december 1975 begyndte umiddelbart efter, at USAs
præsident Gerald Ford og udenrigsminister Henry Kissinger havde
afsluttet et officielt bes¢g i hovedstaden Jakarta.

Da Ford dagen efter blev spurgt, hvad han mente om invasionen,
smilede han og sagde: "Det kan vi tale om en anden gang."

Kissinger havde under opholdet i Jakarta fortalt pressen, at "USA
forstår Indonesiens hold-ning" i sp¢rgsmålet om ¥sttimor.

Ford¢mmer invasionen
FNs Sikkerhedsråd vedtog i december 1975 en resolution, der
ford¢mmer invasionen og opfordrer Indonesien til at trække sine
styrker tilbage. Man vedtog en tilsvarende tekst i april 1976. Disse
resolutioner er bindende. Men Indonesien ignorerede dem uden straf.

Daniel Patrick Moynihan, USAs daværende FN-ambassad¢r, forklarer
hvorfor i sine erindringer fra 1978:

"USA ¢nskede, at tingene skulle gå, som de gjorde, og arbejdede for at
sikre dette. Udenrigs-ministeriet ¢nskede, at FN skulle være ineffektivt,
uanset hvilke forholdsregler, der blev truffet. Denne opgave blev
overladt til mig, og jeg gennemf¢rte den med stor succes."

Moynihan praler ligefrem af, at han har forhindret FN i at standse en
ulovlig invasion.

Fra 1975 til 82 vedtog FNs Generalforsamling hvert år en tilsvarende
tekst. Disse resolutioner er kun vejledende. Indonesien kan uden videre
ignorere dem, og det g¢r man.

Teksten blev år for år mere og mere udvandet. Samtidig blev det stadig
sværere at få den vedtaget, fordi mange medlemmer stemte imod,
undlod at stemme eller bare blev væk.

¥sttimor er stadig på FNs dagsorden. Men siden 1982 har Portugal og
dets allierede ikke sendt en resolution til afstemning. Hvis man taber,
kan Indonesien betragte sin invasion som legaliseret af FN. Derfor er
sagen udsat på ubestemt tid.


Indonesiens motiver
Af Torben Retb¢ll

Hvad vil Indonesien med ¥sttimor? Og hvorfor lader vestmagterne
(med USA i spidsen) Indonesiens generaler slippe godt fra en åbenlys
aggression?

Der er flere forklaringer:

1. POLITIK. Indonesien havde i forvejen den vestlige del af ¢en. Det
er "naturligt" at man vil afrunde sit imperium ved at beherske hele ¢en.
Dertil kommer, at FRETILIN, det dominerende parti, var
socialdemokratisk. For det reaktionære styre i Jakarta var det en
revolutinær trussel, en provokation, der måtte standses. Man ¢nskede
ikke et Cuba lige uden for sin egen bagd¢r.

¥sttimors sprog, religion og tradition er forskellig fra, hvad man finder
på Vesttimor, som f¢lge af den historiske udvikling. Vesttimor er
overvejende muslimsk og sproget indonesisk, mens ¥sttimor er
overvejende katolsk og det fælles sprog tetum. Det f¢rste fremmedsprog
er portugisisk. Men disse forskelle bet¢d intet for Indonesien, for så vidt
man i det hele taget havde kendskab til dem.

2. STRATEGI. Indonesien er en stormagt i Asien, som vesten gerne vil
være gode venner med. I 1975 var man endnu midt i den kolde krig.
Tidligere på året havde USA været n¢dt til at forlade både Vietnam,
Laos og Cambodia. I denne situation gjaldt det om at holde fast på de
positioner, man havde.

Det indonesiske militær-styre under Suharto blev anset for en solid
vestlig bastion. Hvis Suharto ville have ¥sttimor, ville vesten ikke stå i
vejen for ham. Især fordi vesten ikke selv havde nogen interesser på spil
i denne koloni (helt anderledes end da Irak invaderede Kuwait i august
1990).

¥sttimor kunne ofres. Men det skulle naturligvis helst gå diskret til. Det
var ikke meningen (og ikke forventet), at den indf¢dte befolkning skulle
g¢re modstand. I hvert fald kun kortvarigt og symbolsk.

3. ¥KONOMI. Indonesien rummer vigtige natur-ressourcer, vesten
gerne vil have adgang til. Desuden er Indonesien et stort marked.
Mange af Indonesiens 180 mio. indbyggere er fattige. Det er sandt. Men
et mindretal er meget rige, og den generelle levestandard stiger i takt
med den hastige ¢konomiske vækst. For tiden er hovedstaden Jakarta
den by, hvor der bygges mest, i hele verden.

Farvandet mellem Timor og Australien (The Timor Gap) rummer olie.
I 1989 indgik Australien og Indonesien en traktat om udvinding af
denne olie. Men havet og olien under det tilh¢rer ¥sttimor. Indonesien
kan ikke tale for ¥sttimor. Derfor er traktaten ugyldig.

Det mener i hvert fald Portugal, der i 1991 bragte sagen ind for Den
Internationale Domstol i Haag, hvor den stadig er under behandling.

Selv hvis domstolen st¢tter Portugal og annullerer traktaten, har
kendelsen kun moralsk betydning. Domstolen har ingen midler til at
gennemtvinge sine beslutninger.

Den olie, der skulle være med til at sikre det ¢konomiske grundlag for
et selvstændigt ¥sttimor, bliver nu udvundet til glæde for Australien,
Indonesien og de private kompagnier, der står for operationen.
¥sttimor får ingen indflydelse på dette olieventyr i Stillehavet.

Den seneste udvikling
Af Torben Retb¢ll

Trods vanskelige vilkår er der stadig aktiv og
passiv modstand mod den blodige besættelse

Den 15. december 1993 fandt et såkaldt "forsonings-m¢de" sted mellem
to grupper af ¢st-timoresere: Dels de interne, der bor i det besatte land,
dels de eksterne, der lever i eksil.

M¢det blev afholdt i England, ca. 30 kilometer fra London. Men
m¢destedet var hemmeligt. To journalister fik lov at interviewe
deltagere på den udtrykkelige betingelse, at de ikke afsl¢rede stedet. Selv
om m¢det blev arrangeret af den indonesiske ambassade i London, har
man officielt ikke noget med sagen at g¢re.

Den eksterne delegation blev ledet af Abilio Araujo, der tidligere på året
blev afsat som præsident for FRETILIN, fordi han var for gode venner
med Indonesien. Der var en dagsorden med to punkter: Udvikling og
retfærdighed. Der blev ikke udsendt noget kommuniqué og heller ikke
holdt nogen pressekonference.

Det var et usædvanligt m¢de, det f¢rste af sin slags, og det er endnu
uvist, hvilke kon-sekvenser det får. (1)

Måske har det allerede fået én:

Den 23. december meddelte AFP fra Jakarta, at Abilio Araujo var
velkommen til at bes¢ge Indonesien:

"Vi er parat til at modtage enhver, der ¢nsker at vende tilbage ... på
betingelse af, at han ikke stiller sp¢rgsmål om ¥sttimor, der er en del af
Indonesien," udtalte Susilo Sudarman, der er minister for sikkerhed og
politik. (2)

Stadig i fængsel
Imens sidder modstandsbevægelsens leder stadig i fængsel. Xanana
Gusmao blev fanget af indoneserne i november 1992. I maj 1993 blev
han id¢mt livsvarigt fængsel efter en retssag, som Amnesty International
og andre uafhængige organisationer ikke kunne få adgang til.

Tre måneder senere nedsatte præsident Suharto dommen til tyve års
fængsel i et fors¢g på at mildne udenlandsk kritik af det indonesiske
regime. Den d¢mte frihedskæmper er nu overf¢rt til selve Indonesien:
Cipinang-fængslet i Jakarta.

I december 1993 meddelte UPI fra Jakarta, at Xanana havde skrevet til
Den Internationale Jurist-Kommission for at få sin dom annulleret. De
indonesiske myndigheder var rasende: Hvordan var det lykkedes ham
at få et brev smuglet ud af fængslet og helt ud af landet?

"Vi vil unders¢ge, om motivet bag det var penge eller en anden grund,"
sagde general Feisal Tanjung, der er chef for de væbnede styrker. (3)

Myndighederne slår hårdt ned på enhver for form modstand eller
protest mod den indonesiske besættelse:

I december 1993 fik en aktivist fra ¥sttimor, Alberto Rodrigues Pereira,
22 måneders fængsel for at flå det indonesiske flag i stykker.

Anklageren, der havde forlangt tre års fængsel, fremhævede, at den
sigtede havde begået sin forbrydelse den 16. august, dagen f¢r
Indonesiens national-dag. Det var åbenbart en skærpende
omstændighed.

Dommen mod Pereira faldt kort efter, at en anden ¢sttimoreser, Pedro
Sarmento da Costa, fik et års fængsel for at "vanære den indonesiske
valuta" (rupiah).

Pedro Sarmento Da Costa havde skrevet et brev til præsident Suharto
på en 10.000 rupiah-seddel (værdi knap 30 kroner), hvor han forlangte
erstatning til ofrene for massakren på Santa Cruz-kirkegården den 12.
november 1991, hvor indonesiske soldater dræbte mindst 100 og sårede
endnu flere. (4)

Den lokale biskop
En af de få, der kan kritisere indoneserne uden at blive straffet, er den
lokale biskop Carlos Felipe Ximenes Belo. Den katolske kirke er den
eneste lovlige organisation, der ikke styres af Jakarta. Mange slutter sig
til den katolske kirke, fordi det er den eneste lovlige måde at markere sin
utilfredshed (ligesom man tidligere har set det i Polen).

Indonesien ¢nsker ikke at lægge sig ud med Vatikanet. Derfor har
biskoppen flere rettigheder end de fleste. Men han ved på den anden
side, at han må optræde forsigtigt. Derfor går hans kritik på
humanitære sp¢rgsmål, og ikke politiske.

I november sidste år var han i Australien, på et af sine sjældne bes¢g i
udlandet, hvor han deltog i en særlig messe i Saint Patrick's Cathedral
i Melbourne, på to-års-dagen for massakren på Santa
Cruz-kirkegården.

"Tænk på fremtiden og på, hvordan man kan bygge en ny generation -
en fremtid baseret på fred og retfærdighed," siger biskoppen, der ved, at
han ikke kan sige hvad som helst, hvis han ¢nsker at vende hjem igen.

Efter messen beder den australske journalist Mark Baker ham fortælle,
hvad han mener om Jakarta-regeringens påstand om, at tropperne
trækkes tilbage, og at spændingerne i området mindskes: "Tror De på
det?" sp¢rger han og smiler bredt. "Jeg vil gerne se det, f¢r jeg tror det."
(5)

Solidaritet
Uden for ¥sttimor foregår der mange aktioner for at vise solidaritet
med ¢sttimoresernes kamp. I England er man for tiden i gang med en
kampagne, hvis formål er at forhindre den britiske virksomhed British
Aerospace i at sælge flere Hawk-jagerfly til Indonesien, fordi de bruges
til folkemord på ¥sttimor.

I sommeren 1993 gav London-regeringen British Aerospace tilladelse til
at sælge Indonesien 24 jagerfly til en samlet værdi af 500 mio. britiske
pund (inklusive reservedele og uddannelse).

Indonesien menes imidlertid at have planer om at k¢be yderligere 144
fly, selv om landet ikke trues af nogen fremmed magt. Det militære
udstyr skal bruges til at undertrykke befolkningen hjemme og i de
besatte områder (¥sttimor og Vest Papua).

Kampagnen organiseres af British Aerospace Campaign i samarbejde
med grupper som TAPOL (The Indonesia Human Rights Campaign),
British Coalition for East Timor og The Irish East Timor Solidarity
Campaign. (7)

Myndighederne i Jakarta har ofte erklæret, at debatten om ¥sttimor er
forbi. Modstands-bevægelsen er knust, og befolkningen er tilfreds,
påstår man. Men kendsgerningerne siger noget andet:

Trods vanskelige vilkår er der stadig aktiv og passiv modstand mod den
blodige besættelse.



Noter

1. "Talks Held in Secret Location," Peacenet, 15. december 1993 (fra
TAPOL).

2. "Abilio Araujo Can Visit Indonesia," Peacenet, 23. december 1993
(fra AFP).

3. "Xanana Leak Probed," Peacenet, 30. december 1993 (fra UPI).

4. "Timorese Flag Ripper Sentenced," Peacenet, 22. december 1993 (fra
UPI).

5. "Bishop Belo: A Figure of Courage," Peacenet, 22. november 1993
(fra Melbourne-avisen The Age).

6. "Help Stop Further BAe Deals to Indonesia," Peacenet, 6. januar
1994 (fra East Timor Action Network, USA).


Et usædvanligt samfund
Af Torben Retb¢ll

Bag den demokratiske facade er Indonesien et
militær-diktatur, der bruger alle midler for at nå
sine mål.

Indonesien er på mange punkter et usædvanligt samfund. Man siger, der
er:

(1) Demokrati. Men når der er valg, får regeringspartiet GOLKAR
omkring 60 procent af stemmerne, mens de to oppositionspartier må
dele resten.

(2) Opposition. Men den har meget begrænsede muligheder, og det er
forbudt at arbejde for at skifte regeringen ud.

(3) Pressefrihed. Men hvis pressen kritiserer regeringen og især
præsident Suharto, risikerer den at blive lukket for en tid eller
permanent.

(4) Fredelig udenrigspolitik. Men regeringen brugte magt til at
overtage Vest Papua i 1960'erne og ¥sttimor i 1970'erne.

Siden et mislykket (og omdiskuteret) kup-fors¢g i 1965 har Indonesien
haft et anti-kommunistisk og pro-vestligt styre, der får civil og militær
bistand fra vesten. Der er en klar sammenhæng mellem bistand og
krænkelser af menneske-rettigheder: Jo flere forbrydelser, jo mere
bistand.

Landet ledes af general Suharto, der nu er 71. I marts 1993 blev han
valgt til en ny fem-års-periode som præsident. For sjette gang. Kun få
statsoverhoveder har siddet så længe.

Præsidenten vælges af en forsamling, hvis medlemmer i stor
udstrækning er udpeget af Suharto selv og hans parti GOLKAR.

Try Sutrisno, der nu er 57, er pensioneret general og chef for de
væbnede styrker. Han var ansvarlig for en massakre på ¥sttimor i
november 1991, hvor mindst 100 blev dræbt og endnu flere såret. I
marts 1993 blev han forfremmet til vice-præsident.

Bag den demokratiske facade er Indonesien et militær-diktatur, der
bruger alle midler for at nå sine mål.

Dokumentation

B¥GER

Carmel Budiardjo og Liem Soei Liong, **The War against East
Timor**, Zed Books: London, 1984.

John G. Taylor, **Indonesia's Forgotten War: The Hidden History of
East Timor**, Zed Books: London, 1991.

TIDSSKRIFTER

**Tapol Bulletin**, udgives af The Indonesia Human Rights
Campaign, 111 Northwood Road, Thornton Heath, Surrey CR4 8HW,
England; redakt¢r: Carmel Budiardjo.

**Timor Link**, udgives af Catholic Institute for International
Relations, Unit 3, Canonbury Yard, 190A New North Road, London
N1 7BJ, England; redakt¢r: John Taylor.

FILM

**Cold Blood: The Massacre of East Timor**, produceret af Yorkshire
Television, januar 1992 (indk¢bt af DR-TV i 1993, men endnu ikke
vist).

**Death of a Nation**, produceret af den australske journalist John
Pilger, ITV, England, 22. februar 1994.

NETVÆRK

Det alternative netværk Peacenet har siden 1991 k¢rt en konference om
¥sttimor (reg.easttimor). For tiden indeholder den mere end 350
dokumenter, og nye kommer til næsten hver eneste dag. Ældre
dokumenter gemmes i et arkiv. Læs mere om elektroniske netværk i
mine artikler i **Dagbladet Arbejderen**, 2. november 1993 og 8.
januar 1994.