Media Share 9/MEDIASHARE_09.ISO/mag&info/loke-017.zip/MONALISA.ASC

Text File | 1994-01-28 | 43KB | 756 lines

                     William Gibson

                   MONA LISA OVERDRIVE

             Oversat af Arne Herl¢v Petersen
          Copyright (C) 1988 by William Gibson
   Copyright dansk udgave (C) 1993 Forlaget Per Kofod


"Mona Lisa Overdrive", tredje bind af Gibsons Matrix-trilogi udkom
på dansk på forlaget Per Kofod i januar 1994. Bogen er på 326 s. og
kostede i januar måned 198.oo kr. Fra 1.2.94 er prisen 298.oo kr.
F¢lgende uddrag af bogen, der omfatter de f¢rste tre kapitler, må kun
kopieres sammen med de ¢vrige filer, der udg¢r Loke nr. 17. Det må
ikke g¢res til genstand for kommerciel udnyttelse.


                            1


                          SMOKE


Ånden var hendes fars afskedsgave, som en sortklædt sekretær
overrakte hende i afgangshallen i Narita.
       De f¢rste to timer af flyveturen til London lå den glemt i hendes
taske, glat, m¢rk og aflang, på den ene side præget med det alle-
stedsnærværende Maas-Neotek logo, på den anden blidt buet, så den
passede ind i brugerens håndflade.
       Hun sad meget rank på sin plads i f¢rsteklasseskabinen, og
hendes træk var samlet til en lille, kold maske, modelleret efter hendes
afd¢de mors mest karakteristiske udtryk. De omgivende sæder var
tomme; hendes far havde k¢bt luft omkring hende. Hun afslog det
måltid, den nerv¢se steward b¢d hende. De tomme pladser skræmte
ham, vidnesbyrd om hendes fars magt og rigdom. Manden t¢vede. Så
bukkede han og trak sig tilbage. Et meget kort ¢jeblik tillod hun masken
at vise moderens smil.
       Ånder, tænkte hun senere, et sted over Tyskland, mens hun
stirrede på polstringen på sædet ved siden af hende. Hvor behandlede
hendes far sine ånder godt.
       Der var også ånder uden for ruden, ånder i stratosfæren over
Europas vinter, delvise billeder, der begyndte at tage form, hvis hun lod
blikket glide ud af fokus. Hendes mor i Ueno Park, med et skr¢beligt
ansigt i septembersolen. - Tranerne, Kumi! Se tranerne! Og Kumiko så
ud over Shinobazu s¢en og så ingenting, ingen traner overhovedet, kun
nogle få hoppende sorte prikker, der bestemt var krager. Vandet var glat
som silke, af farve som bly, og blege hologrammer flakkede utydeligt
over en fjern række bueskydningsboder. Men Kumiko ville komme til
at se tranerne mange gange senere, i dr¢mme; de var origami, kantede
figurer foldet i ark af neon, lysende stive fugle, der sejlede hen over
moderens vanvids månelandskab...
       Hun huskede sin far. Hans sorte kimono stod åben over en
tatoveret storm af drager, mens han sank ind over sit skrivebords
vældige ibenholtsplade med ¢jne, der var flade og lysende, som ¢jnene
på en malet dukke. - Din mor er d¢d. Forstår du det? Og alle vegne
omkring hende skyggernes planer i hans arbejdsværelse, det kantede
m¢rke. Hans hånd der kom frem, ind i lampens lyskreds, for usikkert
at pege på hende, kimonoærmet gled tilbage og blottede en guld Rolex
og flere drager, deres manker hvirvlede op i b¢lger, prikket ud stærke og
m¢rke omkring hans håndled, mens han pegede. Pegede på hende. -
Forstår du? Hun havde ikke svaret, men l¢bet i stedet, ned til et
hemmeligt sted, hun kendte, de mindste reng¢ringsmaskiners rum. De
tikkede rundt om hende hele natten, scannede hende med få minutters
mellemrum med lyser¢de udbrud af laserlys, indtil hendes far kom ned
og fandt hende og lugtende af whisky og Dunhill cigaretter bar hende
op på hendes værelse på anden sal i lejligheden.
       Hun huskede de uger, der fulgte, d¢de dage der oftest blev
tilbragt i selskab med den ene eller den anden sortklædte sekretær,
forsigtige mænd med automatiske smil og tæt sammenrullede paraplyer.
En af dem, den yngste og mindst forsigtige, havde lavet en improviseret
kendo demonstration for hende på et overfyldt fortov i Ginza, i skyggen
af Hattori uret. Han havde sprunget behændigt frem og tilbage mellem
forskrækkede ekspeditricer og turister med store ¢jne, mens den sorte
paraply tågede ud, som den fl¢j uskadeligt gennem kunstens ældgamle,
ritualiserede buer. Og da havde Kumiko smilet, med sit eget smil, og
brudt begravelsesmasken, og ¢jeblikkelig blev skyldf¢lelsen over det
drevet endnu dybere og endnu skarpere ind i det sted i hendes hjerte,
hvor hun kendte sin skam og sin manglende værd. Men for det meste
tog sekretærerne hende med på indk¢b, gennem det ene kæmpemæssige
stormagasin i Ginza efter det andet, og ind og ud af snesevis af Shinjuku
modebutikker, der blev anbefalet af en blå plastic Michelin guide, der
talte et stift turistjapansk. Hun k¢bte kun meget grimme ting, og meget
dyre ting og sekretærerne marcherede ubevægelig ved hendes side med
de skinnende poser i deres hårde hænder. Hver eftermiddag, når hun
kom tilbage til sin fars lejlighed, blev poserne pænt anbragt på hendes
værelse, hvor de blev liggende ur¢rte og uåbnede, indtil pigerne fjernede
dem.
       Og i den syvende uge, lige f¢r Kumiko fyldte tretten, blev det
arrangeret, at hun skulle til London.

- Du skal være gæst hjemme hos min kobun, sagde hendes far.
       - Jamen, jeg ¢nsker ikke at rejse, sagde hun og viste ham
moderens smil.
       - Det skal du, sagde han og vendte sig bort. - Der er problemer,
sagde han til skyggerne på arbejdsværelset. - I London er du ikke i fare.
       - Og hvornår skal jeg komme tilbage?
       Men hendes far svarede ikke. Hun bukkede og forlod hans
arbejdsværelse, stadig med moderens smil på ansigtet.

Ånden vågnede ved Kumikos ber¢ring, da de begyndte at gå ned mod
Heathrow. Den 51. generation af Maas-Neotek biochips fremtryllede en
utydelig skikkelse i sædet ved siden af hende, en dreng fra et falmet
jagtlitografi, med benene i lysebrune ridebukser og st¢vler sk¢desl¢st
over kors. - Goddag, sagde ånden.
       Kumiko blinkede og åbnede hånden. Ånden flakkede og
forsvandt. Hun så ned på det lille glatte apparat i hånden og lukkede
langsomt fingrene sammen.
       - Dav igen, sagde han. - Jeg hedder Colin. Og du?
       Hun stirrede. Hans ¢jne var lysende gr¢n r¢g, hans h¢je pande
bleg og glat under en uregerlig m¢rk pandelok. Hun kunne se sæderne
på den anden side af midtergangen gennem hans lysende tænder. - Hvis
det er lidt for genfærdsagtigt for dig, sagde han med et stort smil, - så
kan vi stille på skarpheden...
       Og der var han et ¢jeblik, ubehageligt skarp og virkelig, så
luven på hans m¢rke jakkes revers'er dirrede med hallucinatorisk
klarhed. - Men det tager på batterierne, sagde han og svandt hen til
samme tilstand som f¢r. - Jeg fik ikke dit navn. Det smil igen.
       - Du er ikke virkelig, sagde hun strengt.
       Han trak på skuldrene. - Du beh¢ver ikke tale h¢jt. Dine
medpassagerer ville måske tro, du var lidt underlig, hvis du forstår hvad
jeg mener. Subvokaliser. Jeg opfatter det hele gennem huden...
       Han rettede benene ud og strakte sig med hænderne foldet bag
nakken. - Sikkerhedsbæltet, lille fr¢ken. Jeg beh¢ver selvf¢lgelig ikke
selv spænde mig fast, da jeg, som du påpegede, ikke er virkelig.
       Kumiko rynkede brynene og smed apparatet over i sk¢det på
ånden. Han forsvandt. Hun spændte sikkerhedsbæltet, så over på
tingesten, t¢vede og samlede den så op igen.
       - Så er det altså f¢rste gang, du er i London? spurgte han, da
han kom fejende ind fra periferien af hendes synsfelt. Hun kunne ikke
lade være med at nikke. - Og du har ikke noget mod at flyve? Du er ikke
bange for det?
       Hun rystede på hovedet og f¢lte sig latterlig.
       - Nå, men bare rolig, sagde ånden. - Jeg skal nok passe på dig.
Heathrow om tre minutter. Kommer der nogen og henter dig i luft-
havnen?
       - Min fars forretningsforbindelse, sagde hun på japansk.
       Ånden smilede. - Så er du utvivlsomt i gode hænder.
       Han blinkede. - Man kan ikke se på mig, jeg kan sprog, vel?
       Kumiko lukkede ¢jnene, og ånden begyndte at hviske til hende,
noget om Heathrows arkæologi, om sten- og jernalderen, keramik og
redskaber...

- Miss Yanaka? Kumiko Yanaka?
       Englænderen tårnede sig op over ham. Hans gaijin-korpus var
sv¢bt i elefantfolder af m¢rk uld. Små m¢rke ¢jne så udtryksl¢st på
hende gennem stålindfattede briller. Hans næse så ud som om den var
blevet trykket næsten flad og aldrig groet sammen igen. Hans hår, eller
det der var tilbage af det, var barberet ind til grå stubbe, og hans sorte
strikhandsker var flossede og fingerl¢se.
       - Ser du, sagde han, som om det var noget, der ¢jeblikkelig ville
berolige hende, - jeg hedder Petal.

Petal kaldte byen Smoke.
       Kumiko rystede på det k¢lige, r¢de læder; gennem vinduet i den
ældgamle Jaguar så hun sneen hvirvle ned og smelte på den vej, Petal
kaldte M4. Den sene eftermiddagshimmel var farvel¢s. Han k¢rte
lydl¢st og effektivt med læberne spidset, som om han var lige ved at
fl¢jte. Trafikken var, set med Tokyo¢jne, absurd let. De accelererede
forbi et ubemandet Eurotrans fragtfart¢j, hvis flade forstævn var
dækket af sensorer og rækker af forlygter. Til trods for Jaguarens
hastighed, f¢lte Kumiko det som om hun på en måde stod stille.
Londons partikler begyndte at samle sig om hende. Mure af våde
mursten, buer af beton, sortmalet smedejern, der stod op i spyd.
       Mens hun så til, begyndte byen at tage form. Væk fra M4
kunne hun se glimt af ansigter gennem sneen, når Jaguaren ventede ved
krydsene, r¢dmossede gaijin-ansigter over m¢rkt t¢j, hager klemt ned
mod halst¢rklæder, kvinders st¢vlehæle, der tikkede gennem s¢lvpytter.
Rækkerne af butikker og huse mindede hende om de vidunderligt
detaljerede rekvisitter, hun havde set udstillet omkring et leget¢jsloko-
motiv i et galleri i Osaka, der handlede med europæiske antikviteter.
       Dette mindede overhovedet ikke om Tokyo, hvor fortiden, alt
hvad der var tilbage af den, blev plejet med nerv¢s omsorg. Dér var
historien blevet en mængde, noget sjældent, der blev stykket ud af
regeringen og bevaret af loven og erhvervsmidler. Her virkede det som
om den var det, tingene var lavet af, som om byen var én samlet
udvækst af mursten og granit, utallige lag af betydning og budskaber,
tid efter tid, ophobet gennem århundreder efter diktat fra handelens og
imperiets nu næsten udechifrerbare DNA.
       - Beklager, Swain ikke selv kunne komme ud og tage mod dig,
sagde den mand, der hed Petal. Kumiko havde ikke så svært ved at
forstå hans dialekt som hans måde at opbygge sætninger på; til at
begynde med troede hun, undskyldningen var en kommando. Hun
tænkte på at aktivere ånden, men forkastede så tanken igen.
       - Swain, dristede hun sig til at sige. - Er mr. Swain min vært?
       Petals blik fandt hendes i spejlet. - Roger Swain. Har din far
ikke fortalt dig det?
       - Nej.
       - Åh.
       Han nikkede. - Mr. Kanaka er meget sikkerhedsbevidst i disse
sager. Det siger sig selv... En mand i hans stilling og så videre...
       Han sukkede h¢jt. - Undskyld varmen ikke er på. Værkstedet
skulle have ordnet...
       - Er De en af mr. Swains sekretærer?
       Hun henvendte sig til de stubbede k¢dvalker over den tykke,
m¢rke frakkekrave.
       - Hans sekretær?
       Han virkede som om han tænkte over det. - Nej, sagde han til
sidst. - Det er jeg ikke.
       Han svingede den gennem en rundk¢rsel, forbi skinnende
metalmarkiser og aftenmylderet af fodgængere. - Har du spist? Fik du
noget at spise i flyveren?
       - Jeg var ikke sulten.
       Bevidst om sin moders maske.
       - Nå, men Swain har noget til dig. Han spiser masser japaner-
mad, ham Swain.
       Han lavede en sær lille smæklyd med tungen. Han så tilbage på
hende.
       Hun kiggede forbi ham, så snefnuggenes kys, vinduesviskernes
udslettende fejen.

Swains bolig i Notting Hill bestod af tre sammenbyggede victorianske
ejendomme, der lå et eller andet sted i en snestorm af pladser, rundveje
og gyder. Petal, der gik med to af Kumikos kufferter i hver hånd,
forklarede hende, at nummer 17 også var indgangen til nummer 16 og
18. - Det nytter ikke noget at banke på dér, sagde han og pegede klodset
med de tunge kufferter i hånden på den skinnende r¢de maling og de
pudsede messinglister på d¢ren til nummer 16. - Der er ikke andet inde
bagved end en halv meter jernbeton.
       Hun så ned ad rundvejen, næsten ens facader forsvandt i dens
flade bue. Sneen faldt tættere nu, og den tomme himmel var oplyst af
natriumlygternes laksefarvede gl¢d. Gaden lå ¢de, sneen var frisk og
uden spor. Der var en fremmedartet skarphed over den kolde luft, en
svag, gennemtrængende antydning af forbrænding, af gammeldags
brændstoffer. Petals sko satte store, klart afgrænsede spor. Det var sorte
ruskindssko med spidse snuder og særdeles tykke riflede såler af
knaldr¢d plastic. Hun begyndte at ryste, mens hun fulgte i hans spor op
ad de grå trappetrin til nummer 17.
       - Det er mig, sagde han til den sortmalede d¢r. - Luk op.
       Så sukkede han, stillede alle fire kufferter i sneen, trak den
fingerl¢se handske af h¢jre hånd og trykkede håndfladen mod en
lysende stålcirkel, der sad i niveau med et af d¢rpanelerne. Kumiko
syntes, hun h¢rte en svag hvinen, en myggelyd, der steg i h¢jden, til den
forsvandt, og derefter vibrerede d¢ren under de dæmpede st¢d af
magnetiske bolte, der blev trukket tilbage.
       - De kaldte den Smoke, sagde hun, da han rakte ud efter
messingd¢rhåndtaget, - byen...
       Han holdt inde. - Smoke, sagde han, - ja.
       Og han åbnede d¢ren ind til varme og lys. - Det er et gammelt
udtryk, en slags kælenavn.
       Han l¢ftede op i hendes kufferter og sjokkede ind i en forhal
med blåt gulvtæppe og hvide panelvægge. Hun fulgte efter ham, og
d¢ren lukkede sig af sig selv efter hende, og boltene sk¢d på plads igen.
Et ståltryk i mahogniramme hang over det hvide panel, heste på en
mark, små klart tegnede skikkelser med r¢de jakker. Chipånden Colin
burde bo der, tænkte hun. Petal havde stillet hendes kufferter fra sig
igen. Sammenpressede flager af sne lå på det blå tæppe. Nu åbnede han
endnu en d¢r og afsl¢rede et forgyldt stålbur. Han trak tremmerne til
side med en raslende lyd. Hun stirrede forbl¢ffet ind i buret. - Eleva-
toren, sagde han. - Ikke plads til dine ting. Jeg tager en tur til.
       Selv om den så så gammel ud, steg den ganske glat op, da Petal
trykkede på en hvid porcelænsknap med en stubbet pegefinger. Kumiko
blev n¢dt til at stå meget tæt op ad ham imens; han lugtede af fugtig uld
og en blomsterduftende barbersprit.
       - Vi har anbragt dig ¢verst oppe, sagde han og viste hende ned
ad en smal korridor, - fordi vi mente, du måske ville være glad for fred
og ro.
       Han åbnede en d¢r og viste hende ind. - Jeg håber, det er godt
nok...
       Han tog brillerne af og pudsede dem energisk med en sammen-
kr¢llet papirsserviet. - Nu skal jeg hente din bagage.
       Da han var gået, gik Kumiko langsomt rundt om det sorte,
massive marmorkar, der dominerede midten af det lavloftede, overfyldte
værelse. Væggene skrånede stejlt op mod loftet og var dækket af plettet
guldspejlglas. Et par små kvistvinduer flankerede den st¢rste seng, hun
nogen sinde havde set. Over sengen var spejlet forsynet med små lys, der
kunne indstilles, ligesom læselysene i en flyvemaskine. Hun stillede sig
ved siden af karret og r¢rte ved den buede hals på en forgyldt svane, der
fungerede som hane. Dens udspredte vinger var håndtagene på hanen.
Luften i værelset var varm og stille, og et ¢jeblik var det som om hendes
mor fyldte det, en smertende tåge.
       Petal r¢mmede sig i d¢ren. - Nå, sagde han og kom ind med
hendes bagage. - Er alt så i orden? Er du blevet sulten? Ikke? Så vil jeg
lade dig finde dig til rette...
       Han anbragte kufferterne ved siden af sengen. - Hvis du skulle
få lyst til at spise, skal du bare ringe.
       Han pegede på en forsiret antik telefon med sammenrullet
messingr¢r og drejet elfenbensgreb. - Du skal bare tage den op, du
beh¢ver ikke dreje. Du kan få morgenmad, når du vil. Bare sp¢rg en
eller anden, så viser de dig hvor. Så kan du også m¢de Swain...
       Fornemmelsen af hendes mor var forsvundet, da han kom
tilbage. Hun pr¢vede at f¢le den igen, da han havde sagt godnat og
lukket d¢ren efter sig, men den var væk.
       Hun blev stående længe ved siden af karret og str¢g det glatte
metal på svanens k¢lige hals.2

                       KID AFRIKA

Kid Afrika kom susende ind i Dog Solitude den sidste dag i november,
med en hvid pige ved navn Cherry Chesterfield ved rattet i sin antikke
Dodge.
       Slick Henry og Little Bird var i gang med at pille den rundsav,
der udgjorde Dommerens venstre hånd, fra hinanden, da Kids Dodge
dukkede op. Dens lappede sk¢rt sendte brune stråler bagud af det
rustr¢de vand, der samledes i pytter på Solitudes ujævne slette af
sammenpresset stål.
       Little Bird så den f¢rst. Han havde skarpe ¢jne, Little Bird, og
en 10X s¢kikkert, der dinglede på hans bryst mellem knogler af
forskellige dyr og antik flaskehals-patronmessing. Slick så op fra det
hydrauliske håndled og så Little Bird rette sig op i sin fulde h¢jde af to
meter og rette s¢kikkerten ind mellem det net af upoleret stål, der
dannede det meste af Fabrikkens sydmur. Little Bird var meget tynd,
næsten skeletagtig, og de lakerede vinger af hår, der havde givet ham sit
navn, stod i skarp silhouet mod den blege himmel. Han barberede sig
tæt i nakken og i siderne, langt op over ¢rerne, med vingerne og den
aerodynamiske anderumpe så han ud som om han havde en hovedl¢s
brun måge på hovedet.
       - Wow, sagde Little Bird, - det var som satans.
       - Hvad?
       Det var svært at få Little Bird til at koncentrere sig, og de skulle
være to om arbejdet.
       - Det er ham niggeren.
       Slick rejste sig op og t¢rrede hænderne ned over bukselårene,
mens Little Bird pillede den gr¢nne Mech-5 microsoft ud af fatningen
bag ¢ret - så han ¢jeblikkelig glemte den otte decimalers servo-kali-
brerings procedure, der skulle til for at få ordnet Dommerens rundsav. -
 Hvem er det, der k¢rer?
       Afrika k¢rte aldrig selv, hvis han kunne undgå det.
       - Det kan jeg ikke se.
       Little Bird lod s¢kikkerten rasle tilbage i halskædernes ben og
messing.
       Slick gik hen til ham ved vinduet for at se Dodge nærme sig.
Med mellemrum pyntede Kid Afrika på luftpudevognens matsorte lak
med sk¢nsom anvendelse af en spraydåse. Den dystre virkning blev
modvirket af rækken af forkromede kranier, der var svejset fast på den
massive forreste kofanger. På et tidspunkt havde de hule stålkranier haft
r¢de julelys i ¢jnene; Kid var måske ved at blive mindre optaget af sit
image.
       Da luftpudevognen kom skridende op til Fabrikken, h¢rte Slick
Little Bird sjokkede tilbage til skyggerne. Hans svære st¢vler skrabede
gennem st¢v og fine, skinnende spiraler af metalspåner.
       Slick så forbi en sidste st¢vet dolk af rudeglas, mens luft-
pudevognen sank ned i sit sk¢rt foran Fabrikken, hvor den st¢nnede og
slap damp ud.
       Der var noget, der raslede i m¢rket inde bag ham, og han vidste
at Little Bird stod omme bag det gamle reservedelsstativ og satte den
hjemmelavede lyddæmper på den kinesiske randantænder, de brugte til
kaniner.
       - Bird, sagde Slick og smed skruen¢glen ned på presenningen. -
 Jeg ved godt, du er et lille uvidende racistisk r¢vhul fra New Jersey,
men beh¢ver du også absolut minde mig om det hele tiden?
       - Jeg bryder mig ikke om den nigger, sagde Little Bird omme
bag stativet.
       - Næ, og hvis den nigger ellers gad lægge mærke til dig, så ville
han heller ikke bryde sig om dig. Hvis han vidste, du stod og rodede
med den skyder der omme bagved, så ville han proppe den ned i halsen
på dig sidelæns.
       Ingen reaktion fra Little Bird. Han var vokset op i de hvide
rækkebyer i New Jersey, hvor ingen anede en kæft om noget som helst
og hadede alle, der vidste noget.
       - Og jeg ville hjælpe ham med det.
       Slick lynede sin gamle brune jakke op og gik ud til Kid Afrikas
luftpudevogn.
       Den st¢vede rude i ratsiden gled summende ned, så man kunne
se et blegt ansigt, domineret af et par enorme ravfarvede motorbriller.
Slicks st¢vler knasede over ældgamle dåser, der var rustet så tynde som
gamle blade. Chauff¢ren trak motorbrillerne ned og så på ham med
sammenknebne ¢jne; en kvinde, men nu hang de ravfarvede briller
rundt om halsen på hende og dækkede over munden og hagen. Kid
måtte sidde i den anden side, hvilket var godt i det usandsynlige tilfælde,
at Little Bird skulle begynde at skyde.
       - Gå rundt om, sagde pigen.
       Slick gik rundt om vognen, forbi de forkromede kranier og
h¢rte Kid Afrikas rude glide ned med samme lille, demonstrative lyd.
       - Slick Henry, sagde Kid, og hans åndedræt blev en hvid sky, da
det ramte luften i Solitude, - hej.
       Slick så ned på det lange, brune ansigt. Kid Afrika havde store
n¢ddebrune ¢jne, der var smalle som en kats, et ganske tyndt overskæg
og hud, der havde samme glans som b¢ffellæder.
       - Hej, Kid.
       Slick kunne lugte r¢gelse af en slags inde fra vognen. - Hvordan
går det så?
       - Udmærket, sagde Kid og kneb ¢jnene sammen, - kan du
huske, at du sagde engang, at hvis jeg nogen sinde havde brug for en
tjeneste...
       - Ja, sagde Slick, der f¢lte et f¢rste stik af ængstelse. Kid Afrika
havde reddet hans liv engang i Atlantic City; havde overtalt nogle vrede
racebr¢dre til at lade være med at smide ham ud fra balkonen på 43.
etage i et udbrændt h¢jhus. - Er der nogen, der vil kyle dig ud fra en h¢j
bygning?
       - Slick, sagde Kid, - der er nogen jeg gerne vil præsentere dig
for.
       - Er vi så kvit?
       - Slick Henry, denne smukke pige her er miss Cherry Che-
sterfield fra Cleveland i Ohio.
       Slick b¢jede sig ned og så på chauff¢ren. Lyst mankehoved,
malet om ¢jnene. - Cherry, det er min nære, personlige ven, mr. Slick
Henry. Da han var en ung rod, var han i Deacon Blues. Nu er han en
gammel rod, der har gravet sig ned herude for at dyrke sin kunst, forstår
du. En talentfuld mand, forstår du.
       - Det er ham, der laver robotter, sagde pigen med en klump
tyggegummi i munden, - sagde du.
       - Lige netop, sagde Kid og åbnede d¢ren. - Vent på os her,
Cherry skat.
       Kid trådte ud på Solitude, sv¢bt i en minkpels der strejfede
hans gule strudsest¢vlers pletfri snuder, og Slick opfangede et glimt af
noget omme bag i luftpudevognen, et lynhurtigt ambulanceglimt af
bandager og sonder...
       - Hej, Kid, sagde han, - hvad er det, du har der omme?
       Kids besmykkede hånd kom op og vinkede Slick tilbage, mens
vognens d¢re smækkede i og Cherry Chesterfield trykkede på vindues-
knapperne.
       - Det må vi snakke om senere, Slick.

- Jeg synes ikke, det er så meget at bede om, sagde Kid Afrika og lænede
sig op ad en n¢gen metalarbejdsbænk, pakket ind i sin mink. - Cherry
har lægeteknikerbevis, og hun ved, hun får sine penge. S¢d pige, Slick.
       Han blinkede.
       - Kid...
       Kid Afrika havde en fyr omme bag i vognen, der var d¢d, i
coma eller noget i den retning, han havde hægtet ham på pumper og
poser og r¢r og et simstim apparat af en slags, alt sammen boltet fast til
en gammel ambulancebåre af blik, batterierne og det hele.
       - Hvad er det for noget?
       Cherry, der var fulgt efter dem ind, efter at Kid havde taget
Slick med ud for at vise ham fyren omme bag i vognen, så tvivlende op
på den tårnh¢je Dommer eller i hvert fald det meste af ham; armen med
rundsaven lå som de havde efterladt den, på den fedtede presenning på
gulvet. Hvis hun har lægeteknikerbevis, tænkte Slick, så har lægetekni-
keren sikkert ikke opdaget, det er blevet væk endnu. Hun havde mindst
fire læderjakker på, alle sammen flere numre for store.
       - Slicks kunst, sagde jeg jo.
       - Han er ved at d¢, den fyr. Han stinker af pis.
       - Kateteret kom l¢s, sagde Cherry. - Hvad skal den her
overhovedet?
       - Vi kan ikke beholde ham her, Kid, han kreperer. Hvis du
absolut vil slå ham ihjel, så prop ham ned i et hul ude på Solitude.
       - Den mand er ikke ved at d¢, sagde Kid Afrika. - Han er ikke
såret, han er ikke syg...
       - Hvad helvede er der så i vejen med ham?
       - Han er nede, mand. Han er ude på en lang tur. Han trænger
til fred og ro.
       Slick så fra Kid over på Dommeren og tilbage til Kid. Han
havde lyst til at komme i gang med den arm. Kid havde sagt, han gerne
ville have Slick til at beholde fyren fjorten dage, måske tre uger; han
ville lade Cherry blive tilbage, så hun kunne passe ham.
       - Jeg forstår det ikke rigtig. Ham fyren, er han en af dine
venner?
       Kid Afrika trak på skuldrene i minkpelsen.
       - Hvorfor beholder du ham så ikke hjemme hos dig selv?
       - Der er ikke så stille. Ikke fredeligt nok.
       - Kid, sagde Slick. - Jeg skylder dig en tjeneste, men ikke noget,
der er så sært som det her. Og desuden skal jeg arbejde, og under alle
omstændigheder så er det bare lidt for sært. Og så er der også Gentry.
Han er taget ind til Boston nu; han kommer tilbage i morgen aften, og
han vil ikke syne som det. Du ved nok, hvordan han er lidt underlig med
folk... det er også f¢rst og fremmest hans, stedet her, det er sådan, det
er med det...
       - De havde dig ud over rækværket, mand, sagde Kid Afrika
s¢rgmodigt. - Kan du ikke huske det?
       - Ved du hvad, det kan jeg godt huske, jeg...
       - Du husker ikke ret godt, sagde Kid. - Ja ja, Cherry. Lad os
komme afsted. Vi vil n¢dig skulle over Dog Solitude om natten.
       Han satte af fra stålbænken.
       - Kid, h¢r her...
       - Det kan være det samme. Jeg anede fandeme ikke engang,
hvad du hed, dengang i Atlantic City. Jeg tænkte ikke andet end at jeg
ikke havde lyst til at se ham den hvide fyr alle vegne ud over gaden,
ikke? Nå, men hvis jeg ikke vidste, hvad du hed dengang, så ved jeg det
vel heller ikke nu.
       - Kid...
       - Ja?
       - OK, så bliver han her. H¢jst fjorten dage. Vil du give mig dit
ord på, at du kommer tilbage og henter ham? Og du hjælper mig med at
ordne det med Gentry?
       - Hvad skal han have?
       - Stoffer.

Little Bird dukkede op igen, mens Kids Dodge rullede væk over
Solitude. Han kantede sig frem fra en bakke af sammenpressede biler,
rustne plader af sammenkr¢llet stål, der stadig viste pletter af lys lak.
       Slick så ham fra et vindue h¢jt oppe i Fabrikken. Der var
indfældet sektioner af klunset plastic i firkanterne i stålkonstruktionen,
i hver sin farve og tykkelse, så når Slick lagde hovedet på skrå til den
ene side så han Little Bird gennem en rude af lyser¢d lucit.
       - Hvem bor her? spurgte Cherry fra værelset bag ham.
       - Mig, sagde Slick. - Little Bird, Gentry...
       - I dette her værelse, mener jeg.
       Han vendte sig om og så hende ved siden af båren og det
maskineri, der h¢rte til. - Det g¢r du, sagde han.
       - Er det dit værelse?
       Hun stirrede på de tegninger, der var sat op med tape på
væggene, de f¢rste ideer til Dommeren og hans Efterforskere, Lig-
kværneren og Heksen.
       - Det skal du ikke bekymre dig om.
       - Bare du ikke tror noget, sagde hun.
       Han så på hende. Hun havde et stort r¢dt sår i mundvigen.
Hendes afblegede hår stod om hende som statisk elektricitet. - Det skal
du som sagt ikke bekymre dig om.
       - Kid sagde, I har str¢m.
       - Ja.
       - Så må vi hellere få ham sat til, sagde hun og vendte sig om
mod båren. - Han bruger ikke så meget, men batterierne er nok ved at
l¢be t¢r.
       Han gik gennem værelset og så ned på det udtærede ansigt. - Du
må hellere fortælle mig noget, sagde han. Han kunne ikke lide de r¢r. Et
af dem gik ind i et næsebor, og bare tanken gav ham kvalme. - Hvem er
den fyr her, og præcis hvad helvede laver Kid Afrika med ham?
       - Ikke noget, sagde hun og bankede et billede frem på et
biomonitorpanel, der var bundet til foden af båren med s¢lvtape. -
Stadig REM, som om han dr¢mmer hele tiden...
       Manden på båret var spændt fast i en splinterby blå sovepose. -
Sagen er den, at han - hvem han end er - betaler Kid for det her.
       Et dermatrodenet var klistret hen over fyrens pande; et enkelt
sort kabel var surret langs kanten af båren. Slick fulgte det op til den
tykke, grå pakke, der tilsyneladende dominerede det apparatur, der var
anbragt på overbygningen. Simstim? Det så ikke sådan ud. Et cyberspa-
ce apparat af en eller anden art? Gentry vidste en hel masse om
cyberspace, eller i det mindste snakkede han om det, men Slick kunne
ikke huske noget om, at man kunne blive bevidstl¢s og være koblet på
alligevel... Folk koblede sig ind for at snuse rundt. Satte dermatroderne
på, og så var de derude, hvor alle verdens data var stablet op som en
kæmpestor neonby, så man kunne suse rundt og ligesom få greb om det,
visuelt i det mindste, for hvis man ikke gjorde det, så var det for
kompliceret at pr¢ve at finde vej til nogle bestemte data, man havde
brug for. Ikonik, kaldte Gentry det.
       - Betaler han Kid?
       - Ja, sagde hun.
       - For hvad?
       - For at holde ham sådan her. Og gemme ham af vejen.
       - Fra hvem?
       - Det ved jeg ikke. Det sagde han ikke.
       I den stilhed, der fulgte, kunne han h¢re mandens regelmæssige,
raspende åndedræt.         3

                         MALIBU

Der var en lugt i huset; den havde altid været der.
       Den tilh¢rte tiden og den salte luft og entropien i de dyre huse,
der var bygget for tæt på havet. Måske var den også noget specielt for
steder, der var beboet kortvarigt, men hyppigt, huse der blev lukket op
og lukket til, når deres rastl¢se beboere ankom og rejste igen. Hun
forestillede sig værelserne tomme, rustflager der blomstrede lydl¢st på
krom, bleg mug der slog ud i dunkle hj¢rner. Arkitekturen havde
opmuntret til en vis grad af rust, som anerkendte den de evige processer;
de kraftige stålrækværk langs verandaen var ædt tynde som håndled af
års skumspr¢jt.
       Huset kr¢b som sine naboer sammen på stumper af smuldrede
fundamenter, og hendes ture ud ad stranden f¢rte undertiden til fors¢g
på arkæologiske fantasier. Hun pr¢vede at forestille sig en fortid for
dette sted, andre huse, andre stemmer. På disse ture ledsagedes hun af
en væbnet fjernkontrol, en ganske lille Dornier helikopter, der steg op
fra sin usynlige rede på taget, når hun trådte ned fra verandaen. Den
kunne svæve næsten lydl¢st og var programmeret til at undgå hendes
synslinje. Der var noget længselsfuldt over den måde, den fulgte hende
på, som var den en kostbar men ikke værdsat julegave.
       Hun vidste, at Hilton Swift holdt ¢je med hende gennem
Dornier'ens kameraer. Der skete ikke meget i strandhuset, der undgik
Sense/Nets opmærksomhed; hendes ensomhed, den uge alene, hun
havde forlangt, var under stadigt opsyn.
       Hendes år i branchen havde fremkaldt en enestående immunitet
over for iagttagende blikke.

Om natten tændte hun undertiden de projekt¢rer, der var anbragt under
verandaen og oplyste de kæmpestore grå sandloppers hieroglyfiske
krumspring. Selve verandaen lod hun ligge i m¢rke ligesom den
forsænkede dagligstue bag hende. Hun sad på en stol af simpel, hvid
plastic og så loppernes brownske dans. I projekt¢rernes grelle skær
kastede de ganske små, næsten usynlige skygger, flygtige buer over
sandet.
       Lyden af havet sv¢bte hende ind i sin bevægelse. Sent om
natten, når hun sov i det mindste af de to gæsteværelser, arbejdede den
sig ind i hendes dr¢mme. Men aldrig ind i den fremmedes indtrængende
erindringer.
       Valget af soveværelse var instinktivt. Det store soveværelse var
mineret og udl¢ste gammel smerte.
       Lægerne på klinikken havde fisket afhængigheden ud af
receptorcentrene i hendes hjerne med kemiske pincetter.

Hun lavede mad til sig selv i det hvide k¢kken, t¢ede br¢d op i mikro-
ovnen og smed pakker af fryset¢rret schweizisk suppe ned i pletfri
stålgryder, kantede sig sl¢vt ind i det navnl¢se, men mere og mere
velkendte rum, hun på subtil måde havde været så isoleret fra af det
designede stof.
       - Man kalder det livet, sagde hun til det hvide k¢kkenbord. Og
hvad ville Sense/Nets faste psykologer få ud af det, tænkte hun, hvis en
eller anden skjult mikrofon opfangede det og sendte det videre til dem?
Hun r¢rte rundt i suppen med en rustfri stålpisker og så dampen stige
op. Det hjalp at g¢re noget, tænkte hun, bare g¢re noget selv; på
klinikken havde de insisteret på, at hun skulle rede sin egen seng. Nu
¢ste hun sin egen tallerken suppe op og rynkede panden, da hun
huskede klinikken.

Hun havde forlangt at blive udskrevet efter en uges behandling.
Lægerne protesterede. Afgiftningen var gået aldeles pragtfuldt, sagde de,
men terapien var ikke begyndt. De påpegede tilbagefaldstallene for
klienter, der ikke fuldf¢rte programmet. De forklarede, at hendes
forsikring var ugyldig, hvis hun afbr¢d behandlingen. Sense/Net skulle
nok betale, sagde hun til dem, med mindre de foretrak, hun betalte dem
selv. Hun fiskede sin platin MitsuBankchip frem.
       Hendes Lear kom en time senere; hun sagde, den skulle tage
hende over til Los Angeles lufthavn, bestilte en bil til at m¢de sig der og
aflyste alle indgående samtaler.
       - Undskyld, Angela, sagde jetflyet og krængede ind over
Montego Bay få sekunder efter at de var startet, - men Hilton Swift er
her og kræver adgang.
       - Angie, sagde Swift. - Du ved, vi bakker dig op, hundrede
procent. Det ved du også godt, Angie.
       Hun vendte sig om og stirrede på den sorte, ovale h¢jttaler. Den
var anbragt i glat, grå plastic, og hun forestillede sig, at han kr¢b
sammen der omme, med sine lange l¢berben foldet smertefuldt og
grotesk sammen bag Lear'ens skot.
       - Det ved jeg godt, Hilton, sagde hun. - Det var s¢dt af dig at
ringe.
       - Du er på vej til Los Angeles, Angie.
       - Ja. Det var det, jeg sagde til flyveren.
       - Til Malibu.
       - Nemlig.
       - Piper Hill er på vej ud til lufthavnen.
       - Tak, Hilton, men jeg vil ikke have Piper her. Jeg vil ikke have
nogen. Jeg vil have en bil.
       - Der er ikke nogen i huset, Angie.
       - Godt, Hilton. Det er sådan, jeg vil have det. Ikke nogen i
huset. Huset, tomt.
       - Er du nu sikker på, at det er en god idé?
       - Det er den bedste idé jeg har haft længe, Hilton.
       Der blev stille. - De sagde, det gik så godt, Angie, med
behandlingen. Men de ville gerne have dig til at blive.
       - Jeg har brug for en uge, sagde hun. - En uge. Syv dage. Alene.

Efter den tredje nat, hun var i huset, vågnede hun ved daggry, lavede
kaffe og klædte sig på. Kondensvand stiplede det brede vindue, der
vendte ud mod verandaen. S¢vnen havde ikke været andet end det; hvis
hun havde dr¢mt noget, huskede hun det ikke. Men der var noget - en
fornemmelse af fart, næsten svimmelhed. Hun stod i k¢kkenet og
mærkede keramikgulvets kulde gennem tykke frottésokker, med begge
hænder om den varme kop.
       Noget dér. Hun rakte armene ud, l¢ftede kaffen som en
alterkalk, en gestus der samtidig var instinktiv og ironisk.
       Det var tre år siden, loa'erne havde redet hende, tre år siden de
overhovedet havde r¢rt hende. Men nu?
       Legba? Eller en af de andre?
       Fornemmelsen af at der var noget, forsvandt hurtigt. Hun
stillede koppen fra sig på k¢kkenbordet så hurtigt, at kaffe pjaskede ud
over hendes hånd, og l¢b ud for at finde sko og en jakke. Gr¢nne
gummist¢vler fra strandskabet og en tyk blå bjergjakke, hun ikke kunne
huske, for stor til at have været Bobbys. Hun skyndte sig ud af huset,
end ad trappen uden at tage sig af den summende lyd af leget¢js-
Dornier'ens propel, mens den l¢ftede sig op bag hende som en tålmodig
guldsmed. Hun så nordpå, hen over virvaret af strandhuse, hvor den
forvirrede masse af tage mindede hende om en barrio i Rio og styrede
så sydpå, mod Kolonien.

Den, der kom, hed Mamman Brigitte eller Grande Brigitte, og selv om
der er nogle, der opfatter hende som Baron Samedis hustru, er der
andre, der kalder hende "den ældste af de d¢de".
       Koloniens dr¢mmearkitektur rejste sig til venstre for Angie, et
kaos af form og ego. Skr¢beligt udseende neonsmykkede kopier af
Watts Towers rejste sig ved siden af neo-brutalistiske bunkere med
facader af bronze basrelieffer.
       Mure af glas spejlede Stillehavets morgenskyer, da hun gik
forbi.
       Der havde været tider i de sidste tre år, hvor hun havde f¢lt det,
som om hun var ved at krydse, eller vende tilbage over en linje, en subtil
troens grænse, for at opdage, at hendes tid med loa'erne havde været en
dr¢m eller at de h¢jst havde været smitsomme klynger af kulturel
resonans, der var tilbage fra den tid hun havde tilbragt i Beauvoirs
oumphor i New Jersey. At se med andre ¢jne: ingen guder, ingen ryttere.
       Hun gik videre, beroliget af brændingen, af strandtidens ene
evige ¢jeblik, dens nu-og-altid.
       Hendes far var d¢d for syv år siden, og den journal han havde
f¢rt over sit liv havde ikke fortalt hende meget. At han havde tjent
nogen eller noget, at hans l¢n havde været viden, og at hun havde været
hans offergave.
       Undertiden f¢lte hun det, som om hun havde haft tre liv, hvert
af dem spærret af fra de andre af noget, hun ikke kunne give navn, og
at der aldrig ville være håb om helhed.
       Der var barneerindringerne om Maas buebyen, hugget ind i
toppen af et taffelbjerg i Arizona, hvor han havde klynget sig til en
sandstensbalustrade, vendt ansigtet mod vinduet og f¢lt det som om
hele det flade plateau var hendes skib, at hun kunne styre ud i disse
solnedgangsfarver hinsides bjergene. Senere havde hun fl¢jet bort
derfra, og angsten var noget hårdt i hendes strube. Hun kunne ikke
længere huske det sidste glimt af faderens ansigt. Men det måtte have
været på den mikrolette svæver, mens de andre fly var t¢jret mod
vinden, en række af regnbuefarvede natsværmere. Det f¢rste liv endte
den nat; hendes fars liv var også endt.
       Hendes andet liv havde været kort, hurtigt og meget mærkeligt.
En mand ved navn Turner havde f¢rt hende bort, ud af Arizona og
efterladt hende hos Bobby og Beauvoir og de andre. Hun huskede ikke
meget om Turner, andet end at han var h¢j, med hårde muskler og et
plaget udtryk. Han havde taget hende til New York. Så havde Beauvoir
taget hende til New Jersey, sammen med Bobby. Dér havde Beauvoir
lært hende om hendes dr¢mme på 52. etage i en markedsbygning.
Dr¢mmene er virkelige, havde han sagt, og hans brune ansigt skinnede
af sved. Han havde lært hende navnene på dem, hun havde set i
dr¢mmene. Han lærte hende, at alle dr¢mme rækker ned til et fælles
hav, og han viste hende på hvilken måde, hendes var anderledes og de
samme. Du alene sejler på det gamle og det nye hav, sagde han.
       Hun blev redet af guder i New Jersey.
       Hun lærte at overgive sig til rytterne. Hun så loa'en Linglessou
trænge ind i Beauvoir i oumphor'en, så hans f¢dder sprede de diagram-
mer, der var tegnet med hvidt mel. Hun kendte guderne i New Jersey,
og kærligheden.
       Loa'erne havde styret hende, da hun begav sig ud sammen med
Bobby for at opbygge sit tredje, sit nuværende liv. De passede godt
sammen, Angie og Bobby, f¢dt af tomrum, Angie af Maas Biolabs rene,
tomme rige og Bobby af Barrytowns kedsomhed...

Grande Brigitte r¢rte hende uden varsel; hun snublede, så hun næsten
faldt på knæ i brændingen, mens havets lyd blev suget ind i det
tusm¢rkelandskab, der åbnede sig foran hende. De kalkede kirkegårds-
mure, gravstenene, piletræerne. Lysene.
       Under den ældste pil en mangfoldighed af lys, de forvredne
r¢dder blege af voks.
       Barn, kend mig.
       Og Angie f¢lte hende dér, lige med ét, og vidste, hvem hun var,
Mamman Brigitte, Mademoiselle Brigitte, den ældste af de d¢de.
       Jeg har ingen kult, intet særligt alter.
       Hun opdagede, hun gik fremad, ind i lysenes skær, med en
summen i ¢rerne, som skjulte piletræet en vældig bikube.
       Mit blod er hævn.
       Angie huskede Bermuda, nat, en orkan; hun og Bobby havde
vovet sig ud i dens ¢je. Sådan var Grande Brigitte. Stilheden, f¢lelsen af
tryk, af ufattelige kræfter der et ¢jeblik blev holdt i skak. Der var
ingenting at se under piletræet, ikke andet end lysene.
       - Loa'erne... jeg kan ikke kalde på dem. Jeg f¢lte noget... jeg
kom ud for at se...
       Du bliver kaldt til mit reposoir. H¢r mig. Din far tegnede vévés
i dit hoved; han tegnede dem i k¢d, der ikke var k¢d. Du blev viet til
Ezili Freda. Legba f¢rte dig ind i verden for at tjene sine egne formål.
Men du fik sendt gift, barn, et coup-poudre...
       Hendes næse begyndte at bl¢de. - Gift?
       Din fars vévés er ændret, delvis udslettet, tegnet om. Selv om du
er holdt op med at forgifte dig selv, kan rytterne alligevel stadig ikke nå
dig. Jeg er af en anden slags.
       Der var en frygtelig smerte i hendes hoved, blodet dunkede i
tindingerne... - Lad mig...
       H¢r mig. Du har fjender. De smeder rænker imod dig. Meget
står på spil i denne sag. Frygt giften, barn!
       Hun så ned på sine hænder. Blodet var r¢dt og ægte. Den
summende lyd blev stærkere. Måske var den i hendes hoved. - Hjælp
mig! Hjælp! Forklar...
       Du kan ikke blive her. Det er d¢den.
       Og Angie faldt på knæ i sandet, mens lyden af brændingen slog
ind om hende, blændet af solen. Dornier'en svævede nerv¢st foran
hende, to meter borte. Smerten trak sig ¢jeblikkelig tilbage. Hun t¢rrede
sine blodige hænder i den blå jakkes ærmer. Fjernkontrollens batteri af
kameraer roterede og summede.
       - Det er i orden, lykkedes det hende at få frem. - Næseblod.
Ikke andet end næseblod...
       Dornier'en sprang frem og igen tilbage. - Jeg går tilbage til
huset nu. Jeg har det fint.
       Den steg roligt ud af syne.
       Angie holdt om sig selv og rystede. Nej, lad dem ikke se det. De
vil vide, der er sket noget, men ikke hvad. Hun tvang sig selv op at stå,
vendte sig og begyndte at vade tilbage over stranden, samme vej hun var
kommet. Mens hun gik rodede hun i bjergjakkens lommer for at finde
en kleenex eller noget andet, lige meget hvad, hun kunne bruge til at
t¢rre blodet af ansigtet.
       Da hendes fingre fandt hj¢rnerne af den lille, flade pakke, vidste
hun ¢jeblikkelig, hvad det var. Hun stoppede op, dirrende. Stoffet. Det
var umuligt. Men det var der. Men hvem? Hun vendte sig om og stirrede
på Dornier'en, til den gled væk.
       Pakken. Nok til en måned.
       Coup-poudre.
       Frygt giften, barn.