Media Share 9/MEDIASHARE_09.ISO/mag&info/loke-017.zip/KOMMENT.ASC

Text File | 1994-01-28 | 42KB | 1,011 lines

                       Kommentarer
                    af Torben Retb¢ll

Elektronisk post i Det Hvide
Hus
Af Torben Retb¢ll

Nu er man også begyndt at bruge elektronisk post i Det Hvide Hus i
Washington, DC. Når man sender elektronisk post (eller e-mail) til
Clinton, får man svar tilbage med det samme. På mindre end to
minutter. Det er dog ikke præsidenten selv, men en maskine, der svarer,
en såkaldt auto-responder. Den udsender et standard-svar, der begynder
sådan her:

"Tak, fordi De har skrevet til præsident Clinton via elektronisk post.
Præsidenten er opsat på at integrere dette dynamiske medium i Det
Hvide Hus' arbejde."

Stephen Horn, der er direkt¢r for Clintons elektroniske post, fortsætter
sit standard-svar med disse ord:

"Selv om mængden af post forhindrer præsidenten i personligt at
behandle hver eneste brev, bliver posten læst af staben i Det Hvide Hus.
Deres ¢nsker, ideer og forslag bliver om-hyggeligt registreret og
kommunikeret til præsidenten med et udvalg af posten én gang om
ugen."

Indf¢relsen af elektronisk post i Det Hvide Hus sker i tre omgange:

F¢rste fase er oprettelse af en Internet-adresse, så man kan modtage
e-mail udefra. Anden fase er opbygning af en database, så brugere kan
rekvirere officielle dokumenter via Internet. Tredie og sidste fase er at
udvikle kapacitet til at besvare henvendelser med elektronisk post.

F¢rste og anden fase er gennemf¢rt nu. Men tredie fase er stadig under
forberedelse.

Her f¢lger adressen på Clintons elektroniske postkasse, hvortil man kan
sende både ros og ris. Adressen er i to dele. F¢rste del er præsidentens
navn. Anden del er Det Hvide Hus. I midten står det såkaldte snabel-a,
der bruges til adresser på Internet: [e-mail]




                         * * * *

Arven efter den kolde krig
Af Torben Retb¢ll

NATOs specialist diskuterer kun problemer i
¢st, mens han overser tilsvarende fænomener i
vest

"Eksperterne er f¢rst nu ved at begynde at erkende det fulde omfang af
den massive milj¢-mæssige ¢delæggelse, der er et resultat af de militære
aktiviteter under den kolde krig."

Sådan indleder dr. Jean-Marie Cadiou (NATOs vice-general-sekretær
for videnskab og milj¢) sin artikel om den kolde krigs milj¢mæssige arv
i det seneste nummer af NATOs officielle tidsskrift NATO NYT. (1)

Det er fint, at militæret begynder at interessere sig for milj¢politik.
Desværre er Cadious artikel både ensidig og misvisende. NATOs
specialist diskuterer kun problemer i ¢st, mens han overser tilsvarende
fænomener i vest.

Når han beskriver en uheldig militær praksis i ¢st, er det underforstået,
at militæret i vest aldrig kunne optræde så hensynsl¢st over for
mennesker og milj¢.

Lad mig dokumentere denne påstand med en række citater fra Cadious
artikel. Der er seks lange passager, der anklager de nu opl¢ste stater i
¢st:

Skader på milj¢et
1. "Disse [militære] aktiviteter har, i særdeleshed i Central- og ¥steuropa
samt i dele af den tidligere sovjetunion, foranlediget så formidable
skader på milj¢et, på menneskers helbred og måske endda på den
menneskelige genotype, at konsekvenserne vil kunne mærkes gennem
årtier, og hvad angår visse former for radioaktiv forurening endda
meget længere."

2. "En særlig vigtig bekymring angår det store antal stærkt forurenede
militære områder, der tidligere var belagt med sovjetiske tropper. Disse
områder er hyppigt beliggende meget nær ved tætbebyggede områder."

3. "Afpr¢vningsområder for kernevåben i den tidligere sovjetunion blev
anvendt til i hundredevis af overfladekernesprængninger, der udsatte
befolkningerne i de tilst¢dende områder for årtiers stærk radioaktiv
bestråling, således som det især er blevet afsl¢ret i en række russiske
publikationer siden 1990. I Semipalatinsk-området i Kazakhstan og i
Altai-regionen i det sibiriske Rusland er der behov for en omfattende
indsats for at genoprette det ¢delagte milj¢ og indsamle kritiske data om
indvirkningerne på det menneskelige helbred."

4. "Et pilotstudie ... gennemf¢res ... med deltagelse af ni samarbejdspart-
nerlande, Rusland, de tre baltiske lande, Polen, Ungarn, den tjekkiske
republik, Slovakiet og Ukraine."

Ulykker med atomubåde
5. "Deltagerne i dette studie har tillige diskuteret problemer med
radioaktiv kontaminering som f¢lge af ulykker med og udfasning af
atomundervandsbåde, såsom Komsomolets i Norske-havet, der har
givet anledning til så megen bekymring i de senere år."

6. "Andre pilotstudier befinder sig på forskellige stadier af deres
udvikling. Der foreligger, for eksempel, forslag fra Ungarn og den
tjekkiske republik om fælles indsats med henblik på op-rensning af
kontaminerede militære baseområder og installationer, der er r¢mmet
af sovjetiske tropper."

Der er kun tre henvisninger til vesten eller enkelte lande i vest. Den
f¢rste er helt generel og rummer ingen anklage mod vesten. Den er
desuden præget af en besynderlig resignation. Som om man intet kan
g¢re ved problemet:

"Vi må alle, i ¢st og vest, leve med ¢delæggelserne, således som de er
spredt i vore oceaner og vor atmosfære."

Den anden henvisning til vesten gælder det f¢romtalte pilotstudie, ni
¢stlande deltager i. Det "gennemf¢res under fælles tysk-norsk ledelse."
Underforstået: Problemerne findes i ¢st, l¢sningen i vest. Vi har ikke
selv den slags problemer, men vi kan l¢se dem for andre.

Den tredie og sidste henvisning til vesten drejer sig om et andet
pilotstudie, der "ledes i fællesskab af Nederlandene og De Forenede
Stater." Cadiou fortæller, at det "indebærer en evaluering af teknologi-
ske afhjælpningsmetoder til behandling af kontaminerede landområder
og grundvands-ressourcer."

Han tilf¢jer, at det har l¢bet i fem år og har gennemf¢rt "mere end 29
forskellige demon-strationsprojekter." Men han afsl¢rer ikke, hvor de
forurenede områder ligger. Kunne det tænkes at være i vesten?!

To fotografier
Forfatterens ensidige holdning underst¢ttes af redaktionen. Artiklen er
illustreret med to fotografier af militær milj¢-¢delæggelse. Begge i ¢st.
Naturligvis.

Den f¢rste billedtekst lyder: "Usikrede underjordiske lagre af kemiske
containere på tidligere sovjetiske militære områder så som dette udg¢r
en trussel mod den omgivende jord og grund-vandet."

Den anden billedtekst fortæller: "Disse rustne kanistre til kemikalier er
typiske for for-ureningen af de tidligere sovjetiske baseområder."

Der er mange milj¢problemer i ¢st, og en del af dem skyldes den kolde
krig. Det er sandt. Men de problemer, Cadiou nævner, findes også i
vest.

De anklager, han retter mod Sovjetunionen og dets allierede i Wars-
zawa-pagten, kan også rettes mod USA og dets allierede i NATO, som
Cadiou arbejder for. Er det årsagen til hans tavshed om denne side af
sagen?

Giftigt affald
Det amerikanske forsvarsministerium producerer omkring 500.000 tons
giftigt affald om året. Mere end de fem st¢rste kemiske koncerner i USA
tilsammen. Problemerne er alvorlige, som den amerikanske journalist
Seth Shulman skriver i sin bog The Threat at Home:

"USAs væbnede styrker har uden hensyn til de gældende milj¢be-
stemmelser forurenet så godt som hver eneste af sine militære installatio-
ner i USA og utvivlsomt flere hundrede i resten af verden." (2)

Selv etablerede medier er begyndt at kritisere det amerikanske militærs
mishandling af milj¢et. Et eksempel er Newsweek, der har stemplet
Pentagon som "Amerikas værste og mest be-skyttede forurener." (3)

New York Times har for nylig skrevet, at amerikansk militær i
1950'erne brugte folk som fors¢gskaniner ved at udsætte dem for
radioaktiv stråling. (4)

Avisen har også skrevet, at USA har gennemf¢rt mere end 200
hemmelige atompr¢ve-sprængninger i Nevada, foruden dem, der
allerede var kendt for offentligheden. (5)

Disse beretninger i New York Times bygger på hemmelige dokumenter,
der nu er frigivet til offentligheden.

Hvis Cadiou ved noget om disse forhold, holder han det i hvert fald helt
for sig selv.

Artiklen i NATO NYT handler i f¢lge sin overskrift og det indledende
afsnit om arven efter den kolde krig, der som bekendt havde to
frontkæmpere (USA og USSR). Men derpå drejes perspektivet: Cadiou
anklager den ene part, mens han frikender den anden, der tilfældigvis er
hans arbejdsgiver.

Det er let at ford¢mme fjendens forbrydelser og tie om sine egne. Men
ikke særlig hæderligt eller sandfærdigt. NATO er som en vestlig
organisation særlig forpligtet til at værne om milj¢et i sin egen del af
verden. Det g¢r man ikke ved at fortie problemerne og lade, som om de
slet ikke findes hos os.


Noter

1. Jean-Marie Cadiou, "Den kolde krigs milj¢mæssige krav," NATO
NYT, november 1993, side 33-35; overskriften er ramt af en trykfejl:
Der skal ikke stå krav, men arv, som det fremgår af teksten.

2. Seth Shulman, The Threat At Home: Confronting the Toxic Legacy
of the U.S. Military, Beacon Press, Boston, 1992; jeg har anmeldt denne
bog i Dagbladet Arbejderen, 22. maj 1993, side 6-7.

3. Bill Turque og John McCormick, "The Military's Toxic Legacy,"
Newsweek, 6. august 1990, side 40-43.

4. "Fors¢gsdyr i USA: Mennesker brugt i fors¢g på at lave strålevåben,"
Århus Stiftstidende, 16. december 1993; "Straffefanger i USA udsat for
radioaktiv bestråling: Fors¢gskaniner i den kolde krig," Århus
Stiftstidende, 17. december 1993; oversat fra New York Times.

5. "USA sprængte over 200 hemmelige atombomber," Århus Stiftstiden-
de, 8. december 1993; oversat fra New York Times.



                        * * * * *


IGC: Et alternativt netværk
Af Torben Retb¢ll

Hvis man ¢nsker at vide noget andet andet og
mere om verdens tilstand, end de store medier
fortæller, b¢r man absolut pr¢ve dette netværk

Institute for Global Communications (IGC) driver en række elektroni-
ske netværk: Peacenet, Econet, Labornet, m.m.

Her finder man information og debat om den internationale fredsbe-
vægelse, milj¢bevægelse og arbejderbevægelse ud fra en progressiv
holdning til tilværelsen.

Dette forum er tilgængeligt for enhver, der har en computer, et modem
og en telefon.

Materialet er organiseret i konferencer, der er opdelt efter lande, emner
eller begge dele på én gang. Der er f.eks. en om El Salvador, en om
Guatemala og en om Nicaragua. Der er indtil flere om regnskove og
forurening af vand, jord og luft.

De fleste konferencer k¢rer udelukkende på engelsk. Men enkelte (især
om Latinamerika) k¢rer på spansk eller portugisisk.

Hver konference kan opfattes som en opslagstavle. Man kan læse de
informationer, andre har sat op. Man kan selv sætte nye opslag op, hvis
man har relevante informationer eller ¢nsker at kommentere, hvad
andre har skrevet.

Der er flere hundrede konferencer, der k¢rer parallelt. Jeg har udvalgt
omkring 40, som jeg holder ¢je med. På nogle er der stor aktivitet. På
andre sker der ikke ret meget. Det afhænger af dem, der formidler
konferencen, og af brugerne.

Ingen censur
Her kan alternative organisationer komme til orde uden at blive
censureret af kommercielle interesser. Her er plads til de problemer og
konflikter, de etablerede medier går langt udenom for at tækkes
erhvervslivet.

På IGCs konference om ¥sttimor kommer der således nye dokumenter
til hver næsten eneste dag. For tiden er der over 350 foruden et arkiv
med ældre data. Ingen avis bringer så mange og så hurtige infor-
mationer om ¥sttimor.

Bougainville er en ¢, der fors¢ger at bryde med Papua Ny Guinea.
Politiken har aldrig skrevet et ord om denne konflikt. Det fremgår af
avisens database POLTXT. På IGCs konference om Bougainville er der
for tiden mere end 600 dokumenter: Fra Amnesty International og
mange andre kilder.

Det store udbud af informationer lyder måske overvældende og
uoverskueligt, men IGCs system er meget brugervenligt indrettet,
således at man hurtigt f¢res rundt til de konferencer, man selv har
udvalgt, og med det samme kan se, om der er kommet noget nyt til,
siden man var der sidst.

Det koster 15 dollars at starte et abonnement hos IGC, og derpå 10
dollars om måneden. For dem får man en times brug på nettet om
måneden. Bruger man mere, koster det mere. Abonnenter modtager en
stor manual til at begynde med og desuden IGCs tidsskrift NetNews
hver eller hver anden måned.

Man beh¢ver ikke være på Internet for at melde sig til IGC, men det er
en fordel. Er man kun på IGC, skal man hver gang ringe til Stockholm,
hvor IGCs nærmeste super-computer står. Er man på Internet i
forvejen, skal man kun ringe til Århus eller K¢benhavn. Telefon-
regningen kommer naturligvis oveni hver gang.

Er man på Internet, og har man et internationalt kreditkort, kan man
tegne abonnement via e-mail. Det går hurtigere og giver tillige to gratis
timer på nettet.

Peacenet, Econet, Labornet m.m. er en guldgrube af informationer.
Hvis man ¢nsker at vide noget andet andet og noget mere om verdens
tilstand, end de store medier fortæller, b¢r man absolut pr¢ve dette
netværk.





Adresse

Institute for Global Communications; 18 De Boom Street; San
Francisco, CA 94107; USA; telefon [phone]; fax [phone].
Elektronisk post: [e-mail].



                        * * * * *

Mordet på Martin Luther King
Af Torben Retb¢ll

Måske får vi omsider at vide, hvem der myrdede
Martin Luther King for mere end 25 år siden

En pensioneret forretningsmand har tilstået, at han hyrede den person,
der myrdede den sorte borgerretsforkæmper Martin Luther King Jr. i
1968. Han og fire andre personer har lovet at r¢be navnet på morderen
og andre, der stod bag aktionen, hvis de selv får lov at gå fri.

Det skriver Andrew Billen i den britiske s¢ndagsavis The Observer. (1)

Martin Luther King blev myrdet på Lorraine Motel i Memphis,
Tennessee, den 4. april 1968. Han blev kun 39 år. Mordet har altid
været omgærdet med megen mystik, ligesom mordet på præsident John
F. Kennedy i november 1963.

De nye afsl¢ringer ser ud til at frikende James Earl Ray, der for tiden
afsoner en dom på 99 år for mordet på King.

Ray var kendt som forbryder. Da mordet fandt sted, var han på flugt
fra fængslet. Han havde lejet et værelse over for det motel, hvor King
boede. Han tilstod, da han blev pågrebet, men siden har han fastholdt
sin sin uskyld.

Tror på sammensværgelse
Mange amerikanere afviser påstanden om den enlige hvide racist. De
tror mere på en sammensværgelse, men det er i f¢lge sagens natur
vanskeligt at bevise.

De fem vidner (to mænd og tre kvinder), der nu tilstår, hævder, at:

* Morderen var ikke Ray;

* Det skud, der dræbte King, kom fra et buskads over for motellet, og
ikke fra Rays værelse;

* Den mand, der hyrede morderen, blev betalt med store sedler og
skaffede mordvåbnet af vejen efter drabet;

* Man havde s¢rget for finde en syndebuk, der kunne få skylden for
mordet (sandsynligvis Ray);

* Morderen var en af de lokale folk og kendt som en god skytte;

* Manden fik 10.000 dollars for sin indsats, men det vides ikke, om han
stadig lever.

Den pensionerede forretningsmand, der er hvid, fik selv 100.000 dollars
for at organisere mordet. Han hævder, at han blev kontaktet af to
mænd, den ene fra New Orleans og den anden fra Tennessee. "New
Orleans" kan, som Andrew Billen bemærker, læses som et kodeord for
mafiaen.

Hvorfor har de fem meldt sig nu? De var tilsyneladende bange for, at dr.
Bill Pepper, der har unders¢gt sagen i 16 år, og som siden 1988 har
været Rays forsvarer, skulle finde frem til dem og få dem anklaget for
mordet.

Med andre ord: Hellere fortælle sandheden frivilligt og få immunitet end
risikere en anklage for mord.

Dr. Bill Pepper selv erklærer:

"Jeg tror, sporet i sidste ende f¢rer til FBIs direkt¢r, J. Edgar Hoover,
og nogle af hans kontakter i erhvervslivet og efterretningtjenesterne. Jeg
er overbevist om, at verden i en ikke ret fjern fremtid vil få en meget klar
idé om, hvem der virkelig stod bag mordet på dr. King."

Mafiaen og FBI
Mistanken om et komplot, der involverer mafiaen og myndigheder som
FBI, er ikke ny.

De britiske journalister John Edginton og John Sergeant har lavet en
dokumentarfilm for den britiske TV-station BBC med udgangspunkt i
denne teori. Deres film Who Killed Martin Luther King? blev vist på
britisk TV i september 1989 og på kabel-TV i USA i marts 1990.
Edginton og Sergeant har også skrevet om denne mistanke i det
amerikanske tidsskrift CovertAction Information Bulletin. (2)

Det nye er, at en af hoveddeltagerne i komplottet tilstår sin medvirken
til aktionen.

Nyheden kom frem i december 1993. Andrew Billens artikel var på
forsiden af Observer, og han havde en endnu st¢rre artikel inde i avisen.
(3)

Men den danske presse var ikke interesseret, så vidt jeg kan se. Politiken
omtalte mordet på King i fire meget korte artikler i f¢rste halvdel af
1993. Den skrev intet om sagen i anden halvdel af 1993. Det fremgår af
avisens database (POLTXT). (4)

James Earl Ray, der nu er 65, har siddet i fængsel i 25 år for en
forbrydelse, han nægter at have begået. Er han en morder eller en
syndebuk for en sammensværgelse, der involverer både mafiaen og FBI?

Svaret nærmer sig nu. Måske kommer sandheden for en dag, hvis sagen
atter kommer for retten med nye informationer og nye vidner. Måske
får vi omsider at vide, hvem der myrdede Martin Luther King for mere
end 25 år siden.



Noter

1. Andrew Billen, "Memphis businessman admits to hiring Martin
Luther King's assassin," The Observer, 12. december 1993, side 1.

2. John Edginton og John Sergeant, "The Murder of Martin Luther
King Jr.," CovertAction Information Bulletin, nr. 34, sommer 1990, side
21-27; dette tidsskrift har siden skiftet navn til CovertAction Quarterly.

3. Andrew Billen, "The conspirator confesses," The Observer, 12.
december 1993, side 27.

4. Politiken, 9. februar; 24. marts; 5. og 6. april 1993.


                        * * * * *

De sorte pantere
Af Torben Retb¢ll

"Sårene fra 60'erne kan ikke heles helt, f¢r de
militante aktivister fra 60'erne får fuld retfær-
dighed"

Flere medlemmer af De Sorte Panteres Parti (Black Panther Party), der
fors¢gte at organisere USAs sorte indbyggere i 1960'erne, sidder stadig
i fængsel. Nogle af dem er klart politiske fanger, der blev d¢mt på falske
beviser. Andre fik usædvanlig hårde domme for forbrydelser begået i
kamp med myndigheder, der selv br¢d loven for at knuse de sorte
pantere.

Det skriver Terry Bisson i en rapport for bevægelsen Arm The Spirit,
der distribueres på det elektroniske netværk Internet. (1)

Forbundspolitiet FBI opfattede BPP som en revolutionær trussel, og
dets svar på denne trussel var en hemmelig og ulovlig krig (COINTEL-
PRO, en forkortelse for Counter Intelligence Program), hvis omfang
f¢rst blev kendt og bevist mange år efter, da hemmelige dokumenter
blev frigivet til offentligheden.

FBI ville provokere medlemmer af BPP til at begå ulovligheder, man
bagefter kunne d¢mme dem for. Eller bare d¢mme dem ved at manipu-
lere med den juridiske proces. Det lykkedes ofte. Mange, især ledere,
blev d¢mt, og mange af dem sidder stadig bag tremmer:

Robert "Seth" Hayes har siddet siden 1971, Teddy "Jah" Heath siden
1973. Andre eksempler på langtids-fanger er Herman Bell, Albert "Nuh"
Washington og Anthony Bottoms.

Falske beviser
En undtagelse er Dhoruba Bin Wahad, der blev l¢sladt i 1991, efter 19
år i fængsel. Hans dom blev annulleret, fordi myndighederne havde
brugt falske beviser for at få ham d¢mt. Der er lavet to dokumentarfilm
om Dhoruba. Sidste år blev en af dem vist på norsk TV og anmeldt i
Dagbladet Arbejderen. (2)

Men Elmer "Geronimo" Pratt, hvis sag sag har fået en del omtale i den
alternative presse, sidder stadig i fængsel, selv om han også blev d¢mt
på falske beviser. (3)

Der er lavet en dokumentarfilm om ham med titlen Framed: The Story
of Geronimo Pratt, produceret af Dennis Mueller og Masimo Pillow.

Det engelske verbum "to frame" betyder at stille en fælde for én eller
lave en sammen-sværgelse imod én, og det er, hvad myndighederne
gjorde, da man anklagede Pratt for mord.

Filmen blev vist på en konference for alternative forskere og aktivister
på Loyola University i Chicago. Den bliver næppe vist på kommercielt
TV. Hverken i USA eller Europa. En anmeldelse distribueres på
Peacenet af det alternative nyhedsbureau New York Transfer News
Collective. (4)

Ikke de eneste
Terry Bisson fremhæver, at de sorte pantere ikke er de eneste politiske
fanger i USA. Der er mange andre: Indianere som Leonard Peltier (5)
og independentistas, der kæmper for Puerto Ricos uafhængighed. (6)
Men de sorte pantere har siddet længst af alle, og deres skæbne er særlig
uretfærdig.

Det er på tide, mener Bisson, at USAs regering viser den nåde, selv bitre
fjender undertiden kan mobilisere.

Som et eksempel nævner han, at Israel i 1993 l¢slod den palæstinensiske
fange, der havde siddet længst af alle: Salim Hussein Zerai, der blev
l¢sladt efter 23 år i fængsel.

Men den tidligere sorte panter Sundiate Acoli, der har siddet siden 1973,
fik afslag på sin ans¢gning om benådning efter 20 år i fængsel.

Man beh¢ver ikke være enig med disse menneskers handlinger for at
forstå deres engagement og for at anerkende, at de uretfærdigheder, de
kæmpede imod, var reelle og stadig findes i dag. (7)

Som Bisson formulerer det:

"Sårene fra 60'erne kan ikke heles helt, f¢r de militante aktivister fra
60'erne får fuld retfærdighed."



Noter

1. Terry Bisson, "No Justice, No Mercy for the Panthers," Arm The
Spirit, via Internet, Usenet (map), 13. december 1993.

2. Min artikel "Dhoruba Bin Wahad: Politisk fange i USA," Dagbladet
Arbejderen, 25. august 1993, side 6.

3. Ward Churchill og Jim Vander Wall, Agents of Repression: The
FBI's Secret Wars Against the Black Panther Party and the American
Indian Movement, South End Press: Boston, 1988, side 77-94.

4. "Film Review: Framed: The Story of Geronimo Pratt," New York
Transfer News Collective, via Peacenet (justice.usa), 6. december 1993.

5. Mine artikler i Arbejderen, 23. november og 8. december 1993.

6. Min artikel i Arbejderen, 10. november 1993.

7. Min artikel i Arbejderen, 14. juni 1991.



                        * * * * *

Plan forpurret
Af Torben Retb¢ll

Både lokale og udenlandske milj¢bevægelser
som Rainforest Action Network hilser den nye
beslutning velkommen

Costa Ricas ministerium for energi, miner og natur-ressourcer har
forpurret den amerikanske virksomhed Stone Container Corporations
plan om at rasere en af de sidste regnskove i Centralamerikas lavland og
det omgivende milj¢. (1)

Planen, der blev omtalt i Dagbladet Arbejderen i november 1993, gælder
Osa-halv¢en på den sydlige del af Costa Ricas Stillehavskyst, tæt ved
Panama, hvor Stone i l¢bet af de kommende år vil fælde 27 mio. træer.

Ved Dulce-bugten mellem halv¢en og fastlandet vil koncernen desuden
bygge det st¢rste savværk i Centralamerika og anlægge en havn til at
udskibe 600.000 tons træ om året. Hver dag skal 150 lastbiler trans-
portere de fældede træer ned til bugten, hvor store fragtskibe to gange
om måneden skal hente træ til koncernens papirm¢ller i USA. (2)

For at få tilladelse til at gennemf¢re sin plan afleverede Stone i
november 1993 en rapport om påvirkningen af milj¢et, på engelsk
Environmental Impact Statement, eller EIS. Den 13. december blev
denne EIS-rapport afvist af en kommission under ministeriet for energi,
miner og natur-ressourcer (MIRENEM). Dermed har myndighederne
sat en stopper for koncernens plan, i hvert fald indtil videre.

En omfattende kampagne
Både lokale og udenlandske milj¢bevægelser som Rainforest Action
Network satte en omfattende kampagne i gang for at standse Stone, og
de hilser den nye beslutning velkommen.

Manola Alosa fra en af de lokale milj¢bevægelser udtaler: "Vi er glade
for, at kommissionen har indset, hvor ringe Stones EIS-rapport er.
Dette vil åbne en offentlig diskussion om at flytte savværket til et andet
sted."

Pamela Wellner fra Greenpeace, San Francisco, erklærer: "Mange
milj¢bevægelser har investeret tid og ressourcer i at beskytte Osa-halv-
¢en, der anses for at være en af Costa Ricas perler, og de vil ikke lade
den blive ¢delagt af Stones savværk."

Den amerikanske virksomhed har åbent erklæret, at man flytter til
udlandet for at undgå USAs love om truede arter. Hertil siger Randall
Hayes, leder af Rainforest Action Network: "Stone tror, de kan
manipulere med regeringer og erhvervsliv i Centralamerika, men de
undervurderer mange mennesker i disse lande, der vil kæmpe for at
beskytte milj¢et."

En særlig lejrskole
På Osa-halv¢en er man for tiden i færd med at bygge en særlig lejrskole,
hvor eleverne skal lære om regnskoven. Skolen opf¢res for midler
indsamlet ved salget af B¢rnenes Ulands-kalender i Danmark i 1990.


Sidste år sendte Århus Stiftstidende en af sine journalister til Costa Rica
for at se, hvordan det går med projektet, og juleaftensdag bragte avisen
en hel tema-side om Costa Ricas regnskove.

Thorkil Green Nielsen fortæller om to projekter, der begge admini-
streres af den århusianske regnskovs-gruppe Nepenthes: Dels et område
ved Tortuguero nationalpark i nord ved Atlanterhavet, dels lejrskolen
i Agua Buena på Osa-halv¢en i syd ved Stillehavet. (3)

De f¢rste bygninger (fire sovesale og en spisesal) blev indviet i november
1993. I de kommende måneder opf¢res en række palmeblads-hytter, der
skal fungere som klasseværelser og m¢delokaler.

Når de danske penge om et par år slipper op, skal skolens ¢konomi
hvile i sig selv, fortæller avisen. Derfor vil man allerede i år ansætte en
medarbejder, der skal skabe indtægtsgivende aktiviteter, som f.eks.
turistophold og milj¢kurser for private virksomheder.

Thorkil Green Nielsen nævner ikke Stone Container Corporation, selv
om koncernen truer netop den regnskov og netop det milj¢, hans
reportage drejer sig om.

Informationer om denne trussel har været tilgængelige i mange
måneder, f.eks. via det elektroniske netværk Peacenet, der udsendte en
generel appel om koncernens planer, (4) en speciel appel om savværket
(5) og en beretning om myndighedernes afvisning af Stone. (6) Historien
har (som nævnt) også været omtalt i Dagbladet Arbejderen. (7)

Men det fortæller Århus Stiftstidende ikke noget om. Med andre ord:
Den udsendte med-arbejder overser en vigtig side af den historie, han er
udsendt for at dække.



Noter

1. "Costa Rican Government Thwarts Stone Container's Efforts to
Build Wood Chip Mill in Osa Peninsula," Peacenet, 21. december 1993
(pn.alerts).

2. Min artikel "Regnskov truet af amerikansk gigant," Dagbladet
Arbejderen, 9. november 1993, side 5.

3. Thorkil Green Nielsen, "R¢vere i regnskoven" og "En gr¢n julegave
til Costa Ricas b¢rn," Århus Stiftstidende, 24. december 1993, 1. del side
6.

4. "Stop Stone Container from Ravaging Costa Rica," Peacenet, 22.
oktober 1993 (nwfor.events).

5. "Stop Stone Container from Building a Wood Chip Mill on the Golfo
Dulce in the Osa Peninsula of Costa Rica," Peacenet, 28. november 1993
(en.alerts).

6. Som note 1.

7. Som note 2.

                        * * * * *

Fortsat i fængsel
Af Torben Retb¢ll

Der er tilsyneladende kun én mulighed tilbage:
En eksekutiv benådning fra præsidenten

Den amerikanske indianer Leonard Peltier, der har siddet 18 år i
fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået, blev ikke l¢sladt i det
internationale år for indf¢dte folk: Den 14. december blev hans
ans¢gning om en pr¢vel¢sladelse afvist af United State Parole Board.
Derfor håber hans tilhængere nu på en benådning fra præsidenten.

På h¢ringen den 14. december 1993 blev der fremlagt vidnesbyrd i fire
timer:

En udtalelse fra Peltiers advokat Ramsey Clark; resolutioner fra
indianer-stammer og kirkelige organisationer; st¢tte-erklæringer fra
medlemmer af den amerikanske Kongres; dokumenter, der viser, Peltier
kan fors¢rge sig selv og sin familie; og en lejekontrakt, der viser, han har
et sted at bo efter sin l¢sladelse.

Voteringen varede til gengæld kun 30 min., hvorefter udvalget sagde nej
og foreslog Peltier at s¢ge igen efter 15 år mere i fængsel. (1)

Advokat E. Faye Williams, der er koordinator for Leonard Peltier
Freedom Campaign i Washington-området, skrev til præsident Bill
Clinton for at fortælle ham, at den 20. december var udpeget til en
international L¢slad-Leonard-Peltier-dag.

"Millioner af mennesker har underskrevet appeller, resolutioner,
erklæringer og har skrevet breve til Dem med anmodning om at udstede
en eksekutiv benådning," skrev Williams i sit brev til Clinton.

En halv million appeller
På Peltier-dagen, den 20. december, afleverede komiteen en halv million
appeller til Det Hvide Hus i Washington, DC. Men forel¢big har
præsidenten ikke reageret. (2)

Peltier er (som tidligere omtalt i Dagbladet Arbejderen) id¢mt to gange
livsvarigt fængsel for at have dræbt to FBI-agenter under en skud-episo-
de i Pine Ridge-territoriet i staten South Dakota i juni 1975.

Sagen har været igennem mange instanser i det amerikanske retssystem.
En appel-domstol erklærede, at retssagen og de senere appeller var
blevet manipuleret af FBI, men afviste alligevel at give ham en ny
retssag. (3)

Sammen med Leonard Peltier Defense Committee i Kansas organisere-
de Leonard Peltier Freedom Campaign i slutningen af 1993 en inter-
national kampagne for en benådning. Herfra stammer de mange
appeller, der blev afleveret til Det Hvide Hus lige f¢r jul. (4)

Amnesty International
Mange personer og organisationer har i årenes l¢b st¢ttet Peltiers sag.
Amnesty International har også været nævnt. I det amerikanske
tidsskrift 14850 Magazine, der er opkaldt efter postnummeret for
Ithaca, New York, skriver Tony del Plato, at organisationen har
adopteret Peltier som samvittigheds-fange. (5)

Det er imidlertid ikke korrekt, som Ray Mitchell fra den britiske
afdeling af Amnesty for-klarer:

"AIs bekymring går på, at Peltier ikke har fået en fair retssag. AI
forlanger ikke hans l¢s-ladelse som politisk fange, men derimod en ny
retssag for at sikre en retfærdig behandling."

Mitchell citerer fra en tidligere AI-kampagne til fordel for indf¢dte folk:

"Amnesty International sendte observat¢rer til Peltiers retssag i 1977 og
til efterf¢lgende appeller og h¢ringer i 1978, 1983, 1984 og 1991.
Organisationen har ofte givet udtryk for sin bekymring over uregel-
mæssigheder i den proces, der f¢rte til hans dom, herunder den
omstændighed, at hans udlevering til USA fra Canada i 1976, så han
kunne stilles for en domstol, fandt sted på grundlag af dokumenter, FBI
senere indr¢mmede at have fabrikeret.

Amnesty International har noteret flere tilfælde, hvor det så ud til, at
medlemmer af American Indian Movement og andre blev udsat for
falske anklager for forbrydelser, blev selektivt anklaget eller frataget
retten til en fair retssag på grund af deres race eller politiske aktiviteter."
(6)

Domstolene vil ikke give ham en ny retssag; udvalget for pr¢vel¢sladelse
vil ikke slippe ham fri trods 18 års fængsel; og H¢jesteret har nægtet at
h¢re hans sag. Der er tilsyneladende kun én mulighed tilbage: En
eksekutiv benådning fra præsidenten.




Noter

1. "A Sad Day for Native American History," Peacenet, 14. december
1993 (justice.usa).

2. "Peltier Supporters Demand Presidential Pardon," Peacenet, 27.
december 1993 (justice.usa).

3. Min artikel "L¢slad Leonard Peltier!," Arbejderen, 23. november
1993, side 5.

4. Min artikel "Kampagne for Peltier," Arbejderen, 8. december 1993,
side 5.

5. Tony del Plato, "The Continuing Indian Wars: The Case of Leonard
Peltier," 14850 Magazine, 1993, via Internet, Usenet (map), 30.
december 1993.

6. Ray Mitchell, "Amnesty International on Leonard Peltier," Internet,
Usenet (map), 5. januar 1994.


                        * * * * *

De glemte brændpunkter
Replik
Af Torben Retb¢ll

Vover "Information" nu at gå imod str¢mmen
og bryde med den flok-mentalitet, der præger de
store medier?

Bravo! Dagbladet Information fortjener ros for at bringe to hele sider
om de kriser og konflikter, der normalt ligger uden for de store mediers
horisont. (1)

Her er f.eks. Marokkos invasion af den tidligere spanske koloni
Vestsahara (2) og Indonesiens invasion af den tidligere portugiske
koloni ¥sttimor, (3) som jeg i mange år har fors¢gt at få medierne til at
behandle - for det meste dog uden held.

Her er også en kort beskrivelse 24 andre konflikter, som medierne
"glemmer," og en interessant artikel om, hvorfor nogle konflikter
fors¢mmes, mens andre dækkes til hudl¢shed, så man næsten ikke orker
at h¢re mere om dem.

Desværre er der indtil flere fejl i de 41 linier om ¥sttimor:

1. Indonesiens invasion fandt ikke sted "ti dage efter at Portugal havde
meddelt, at ¥sttimor ville få selvstændighed."

Det var ti dage efter, at den nationale frihedsbevægelse FRETILIN
havde proklameret ¥st-timor en selvstændig stat. Denne proklamation
blev udsendt i håb om, at andre stater eller FN ville forsvare landet mod
Indonesiens aggression. Det hjalp bare ikke, for stærke magter (og
dermed også FN) holdt med aggressoren.

2. Indonesien annekterede ¥sttimor i juli 1976 (og ikke i maj dette år).

3. FRETILIN er et portugisisk akronym, der står for Frente Revolucio-
nária do Timor Leste Independente (og ikke hvad Information skriver).

4. Oversigten fortæller, at "konflikten har kostet over 100.000 menne-
sker livet."

I f¢lge Amnesty International og andre iagttagere er det værre endnu.
Mindst 200.000 mennesker er omkommet som f¢lge af krig, sult eller
sygdom. Omkring en trediedel af befolkningen f¢r invasionen den 7.
december 1975.

Det er således en af de værste massakrer i hele verden siden 1945.
Alligevel er den temmelig ukendt for offentligheden. Mange mennesker
har aldrig h¢rt om ¥sttimor, og ved end ikke, hvor det ligger. (4)

5. Portugals forhandlinger med Indonesien har stået på siden juli 1983
(og ikke kun fra efteråret 1993). De har, som avisen skriver, ikke f¢rt til
nogen l¢sning.

I papirkurven
Disse konflikter er ikke glemt, fordi der ikke findes oplysninger om
dem. Informationer findes. Medierne bestrider dem ikke. De smider
dem bare i papirkurven. Konflikterne er glemt, fordi stormagterne ikke
har nogen interesse i dem eller ikke har nogen interesse i at få dem frem.
Og medierne f¢lger ofte deres ¢nsker. (5)

Tag f.eks. konflikten om Bougainville, hvor en opr¢rsbevægelse kæmper
for l¢srivelse fra Papua Ny Guinea. Den får tre linier i Informations
oversigt. Men ikke en eneste i Politiken. Det fremgår af avisens database
(POLTXT). Til gengæld har den været omtalt i en af Danmarks mindste
aviser, nemlig Dagbladet Arbejderen. (6)

På det alternative netværk Peacenet, der k¢res af Institute for Global
Communications, er der for tiden mere end 600 dokumenter om
Bougainville! (7)

De to temasider om de glemte konflikter er under alle omstændigheder
et godt initiativ. Er det et signal om nye tider? Vover Information nu at
gå imod str¢mmen og bryde med den flok-mentalitet, der præger
journalistikken i de store og etablerede medier?



Noter

1. Vera Bundgaard, Mads Qvortrup, Birgitte Vestermark, Jens
Lohmann og Charlotte Aagaard, "Verdens glemte brændpunkter" og
Jens Lohmann, "Konflikter rykker nærmere," Information, 14. januar
1994, side 10-11.

2. Min bog Konflikten om Vestsahara, forlaget Manifest: K¢benhavn,
1983.

3. Min bog East Timor, Indonesia and the Western Democracies,
IWGIA: K¢benhavn, 1980.

4. Mine temasider om ¥sttimor i Dagbladet Arbejderen, 7. december
1993, side 6-7.

5. Min bog Massemedier og menneskerettigheder, forlaget KLIM:
Århus, 1991.

6. JPC/HC, "Den glemte krig i Stillehavet," Arbejderen, 4. januar 1994,
side 5.

7. Min artikel i Arbejderen, 8. januar 1994, side 14.


                        * * * * *

Den radioaktive skandale
Kommentar
Af Torben Retb¢ll

Det er fint at informere om magtens overgreb
mod mennesket, men hvorfor vente på gr¢nt lys
fra de store medier?

"Amerikansk presse har generelt ikke meget at være stolt af i forbindelse
med den radioaktive affære. Nogle medieiagttagere sammenligner
skandalen med S & L kreditforenings-svindelen, som pressen også
havde vanskeligt ved at få greb om."

Således skriver Jacob Bjerg M¢ller, Politikens korrespondent i Wa-
shington, DC, i en helsides-artikel om den radioaktive skandale, dvs. de
seneste informationer om, at USA udf¢rte mindst 200 hemmelige
atompr¢vesprængninger foruden dem, man kendte til i forvejen, og
brugte sin egen befolkning som fors¢gskaniner ved at udsætte den for
radioaktiv bestråling. (1)

Jacob Bjerg M¢ller fortsætter:

"Hvis pressen generelt svigtede, er der dog en markant undtagelse. På
den lille New Mexico-avis, The Albuquerque Tribune, har den kvindlige
reporter Eileen Welsome i årevis stædigt arbejdet med sagen.

Efter at hun i 1987 læste [den Demokratiske politiker] Ed Markeys
rapport [American Nuclear Guinea Pigs, fra 1986] har hun med loven
om offentlighed i forvaltningen i hånden tvunget energiministeriet til at
frigive dokument efter dokument.

Eileen Welsome k¢rte sin artikel-serie i New Mexico-avisen i november
sidste år, men både de ansete ¢stkyst-aviser og de landsdækkende
tv-selskaber ignorerede stort set historien.

Artiklerne blev imidlertid læst i energiministeriet i Washington, og de
var medvirkende til, at ministeren besluttede sig til at l¢fte sl¢ret for alle
hemmelighederne. Nu står de store aviser i k¢ for at låne Eileen
Welsomes materiale, og hun hævdes at være storfavorit til årets Pulitzer-
pris."

Selektiv dækning
Det er lidt usædvanligt, at en stor avis som Politiken fortæller om
kollegernes fors¢mmelser. Normalt afsl¢rer man ikke hinanden på
denne måde. Men korrespondentens beskrivelse af den selektive
dækning er helt korrekt.

De uhyggelige historier, der nu dukker op i de store medier, bekræfter,
hvad alternative og lokale medier har sagt i årevis: Det militær-industri-
elle kompleks har begået mange af de forbrydelser, man plejer at
anklage den anden supermagt (USSR) for.

Informationerne vælter frem for tiden. Men, som David Peretz
bemærker i en rapport for Workers World Service, er der visse punkter,
medier og magthavere ikke taler om:

"De anbefaler ikke sigtelser mod dem, der er ansvarlige for det r¢gsl¢r,
der blev udsendt for at skjule sandheden. Kontorer som energimini-
steriet har, når alt kommer til alt, vidst besked om disse sager i årevis."

David Peretz sp¢rger:

"Hvad med de store våben-producenters rolle? Hvor fede profitter tjente
de på at udvikle den plutonium og de bomber, der blev anvendt i
regeringens pr¢vesprængninger? Og hvad med de medlemmer af
Kongressen, de guvern¢rer og borgmestre, der vidste besked?" (2)

For et syns skyld
Systemet og institutionerne plejer at gå fri ved den slags skandaler, mens
man lader et par hoveder rulle for et syns skyld. Sådan klarede man
Watergate-affæren i 1970'erne og Iran-contra-affæren i 1980'erne. Og
sådan vil man sikkert også klare problemerne i denne omgang.

Hvad med Politiken selv? Den har heller ikke meget at være stolt af.
Jacob Bjerg M¢ller henter sin inspiration i New York Times, Washing-
ton Post og de landsdækkende TV-stationer (ABC, CBS og NBC samt
CNN). Når de er tavse om en sag, er han det også. Når de tager den op,
g¢r han det samme. Og han s¢rger som regel for at præsentere historien
som en nyhed, selv om den alternative eller lokale presse ofte har
behandlet den længe f¢r. Her er nogle eksempler på dette m¢nster:

* S & L skandalen, hvor flere hundrede spare- og låne-kasser gik fallit,
kommer i Politiken den 7. maj 1990. Det er på det tidspunkt en gammel
nyhed. Jacob Bjerg M¢llers artikel nævner ikke, at den alternative
presse i flere måneder har unders¢gt CIAs rolle i skandalen. Det g¢r de
store medier heller ikke. (3)

* Mistanken om, at Reagan-Bush-kampagnen indgik en hemmelig
aftale med Iran om at vente med at l¢slade de amerikanske gidsler i
Teheran til efter præsidentvalget i 1980, kommer i Politiken den 17.
april 1991. Det er på det tidspunkt en gammel nyhed. Jacob Bjerg
M¢ller nævner ikke, at den alternative presse har unders¢gt sagen siden
1987. Det g¢r de store medier heller ikke. (4)

Som journalist i Washington, DC, har Jacob Bjerg M¢ller let adgang til
alternative og lokale organisationer i USA. Men han ops¢ger dem
tilsyneladende ikke. Han holder sig til de etablerede medier, der er
ber¢mte (eller berygtede) for at fortie sandheder, der stiller systemet i et
dårligt lys. Det er fint at informere om magtens overgreb mod menne-
sket, men hvorfor vente på gr¢nt lys fra de store medier?












Noter

1. Jacob Bjerg M¢ller, "Bomben ramte den amerikanske virkelighed,"
Politiken, 13. januar 1994, 3. del, side 3.

2. David Peretz, "Cold War Testing: U.S. Radiated Humans," Internet,
Usenet (map), 10. januar 1994.

3. Mit læserbrev i Politiken, 23. maj 1990; min artikel i Arbejderen, 23.
juni 1990.

4. Min kommentar i Socialistisk Weekend, 4. december 1987; mine
artikler i Arbejderen, 8. august 1990; 2. og 8. maj 1991; og 1. februar
1992.