Multimediemani

Der må nu siges at være noget utroligt beroligende ved at smide sig i sofaen, ovenpå en lang arbejdsdag, og gribe i pudestakken efter den gode gamle ven - fjernbetjeningen. Med hjemmevant følelse af hygge lader jeg mine aggressive fingre kærtegne de små nubrede gummiknapper. Det er altid vældig afslappende, et øjeblik, at kunne fjerne sig fra sin ellers så kedelige hverdag ind i en verden af hungersnød, krige og dét der er værre. Fjernbetjeningen giver én en følelse afmagt i en verden fuld af kaos. Her er det mig, der bestemmer, og dog, tanken strejfer mig, måske er det hele bare et dække for de tusindvis af reklamer, vi hver dag får sprøjtet ind i hovedet. Måske ser vi ikke skyggesiden af denne glamourøse verden. Det er som en tikkende bombe hvornår springer den og vender vrangen ud, så alt det udenlandske bræk kan komme til syne?

Det foruroliger mig.

Nu ringer det på døren. Hvad skal jeg gøre. Tænk nu, hvis det er Dennis fra Vizir, der kommer for at se på min hvide hverdagsvask. Vi zir det er ham. Men nej - heldigvis, reddet på stregen. Det er bare postbudet. Hvad har han mon med til mig i dag? Reklamer reklamer , reklamer. Og en avis heldigvis. Som voksen nyder jeg den intellektuelle udfordring, det er at granske ind og udland til min morgenkaffe. Og hvad var der mere? En multimedia CD-rom til min computer - min elskede computer. Dén er jeg nært knyttet til. Dén gør min dag fuldkommen og hos den har jeg siddet mange gange, ud på de sene nattetimer, og surfet på nettet. Dette righoldige net spækket med uanede muligheder. Jeg dvæler lidt ved de kære minder, jeg har

Pludselig bliver mine ellers så lykkelige tanker brutalt revet væk1 og en mørk sky sænker sig over mit humør. Den lå nederst i bunken.

Regningen fra Teledanmark var ankommet. Det så sort ud. Jeg fortryder øjeblikkeligt, at jeg brugte så meget tid på at chatte med Mike. Frustreret zapper jeg videre til TV3, der netop er i gang med deres såkaldte reklamekavalkade. Jeg ser på mælkesnitten , pampers og allways. Og dér er den - Teledanmarks mest lumske reklame, som jeg selv faldt for i fjor. Dét var en fejltagelse - en stor én, for nu er jeg ovenikøbet blevet syg. Jeg går til psykolog -computer psykolog, for jeg har ingen venner mere. Ad min tid har jeg brugt på 'Comp", som jeg kalder ham Han er min bedste ven. Nej, nej - jeg må ud af denne verden, han er jo bare en maskine. Min computerpsykolog er heldigvis ved at få mig på rette spor. Jeg regner med at blive helbredt inden for et års tid, hvis ikke mere, for sådan en psykisk sygdom kan tage lang tid at kurere. Men jeg håber sådan, at jeg kan blive rask, så jeg atter kan kaste mig ud i et nyt liv. Apropos et nyt liv, så er Teledanmark jo netop gået ind i en ny fase, hvor de skal prøve at leve op til deres nye ejeres krav og forventninger, til megafirmaet, der efterhånden har fået et godt tag i de danske brugere.

Bare det ikke ender i en form for præstationsangst fra "Tele s" side og overbelastning fra kundernes side. Jeg bliver helt konfus, bare af at bruge et par sekunder på at fundere over, hvor hektisk det må være i de store fede kabler og ledninger, der bugter sig vildt og voldsomt under København. Jeg må zappe igen, når jeg tænker nærmere over alle de beskeder, der hvert eneste minut - ja hvert sekund drøner igennem disse elektroniske slanger6. Hvad mon dem sker nu, når amerikanerne har fået del i 42% af firmaets aktier - snart vil man måske kunne se små hvide stjerner på gode gamle Dannebro?!?

Dette afskrækker mig kraftigt, og i et usselt forsøg på at flygte fra realiteterne graver jeg mig længere ned i de bløde sofapuder, tænder for videoen og bliver allerede helt salig over den svage summen, da maskinen går i gang.