Så fik filmen "Sekten" premiere. Den gav en del debat i medierne om sekters funktioner og formål i samfundet. Det blev også livligt debatteret, hvorvidt sekter er farlige eller ej.
Eftersom en sekt blot er et "samfund med religiøse særmeninger", er det vel næppe sekten i sig selv, der er farlig. Det kan derimod være den måde, som sekten udøver sin mission på. Hvis der anvendes vold eller andre lovstridige midler, må sekten naturligvis opfattes herefter - som lovstridig.
Hvad der ofte har givet sekters deres generelle negative skær er dog deres dogmatisme ("anskuelser, der hævdes kritikløst og uden bevis"). Her ligger efter min opfattelse det farlige element ved enhver sekt. Dogmatismen betyder opgivelse af den sunde kritik og erstatningen af søgen efter sandheden med en blind tro på bestemte opfattelser.
Hvis man ikke accepterer en åben dialog, men i stedet baserer sig på ensretning og dogmer, ender det ofte med en katastrofe. Historien er overstrøget med utallige eksempler på dette lige fra den dogmatiske kirke i middelalderen og dens syn på astronomiske forhold over nutidens fundamentalister til kommunismen.
Pudsigt nok ser sekter ofte dette omvendt. De opfatter sig selv i et modsætningsforhold til det etablerede samfund og dermed som brydende med "den etablerede tro". Dermed opfatter sekter ofte sig selv som "åbne over for nytænkning". I virkeligheden er medlemmerne ude af stand til at erkende, at sekten selv er opbygget som et dogmatisk system.
Denne dobbelt-opfattelse kan man også genfinde i masser af ufo-grupper. Også i Denmark findes grupper, der på den ene side set hævder, at de ikke er sekteriske - de opfatter sig jo netop selv som åbne, fordi de som sekt tillader deres "særmeninger". Men samtidig er de dogmatiske, grænsende til det totalitære. De har en blind tro på en bestemt kontaktperson eller på en bestemt teori om ufoernes herkomst.
Man genfinder disse forhold i mange forskellige ufo-sammenhænge. Jeg deltager i en Internet-konference, hvor en forbavsende stor del af indlæggene indeholder personlige beskyldninger mod personer med andre meninger om ufoer end afsenderen. De bliver kaldt alt som fx "dumme", "ignorante" og "kriminelle". Man latterliggør hinanden og kaster mudder i hovedet på hinanden i en udstrækning, der er fuldstændig meningsløs.
Jeg har selv mærket det på Internettet. Ved at rejse min kritiske røst mod nogle af de værste udsagn fra primært amerikanske ufologer, er jeg blevet stemplet som CIA-mand og uvidende om ufoer samt fået nogle meget følelsesladede reaktioner frem.
Jeg har ofte spekuleret over, hvorfor ufo-emnet får disse følelser frem i folk. Hvorfor kan ufo-interesserede ikke diskutere emnet i fred og ro. Lytte til hinandens argumenter i en åben dialog uden dogmer. Det er jo en videnskab, vi beskæftiger os med...eller?
Det overfladiske svar er - har jeg konkluderet - at ufoer for mange mennesker handler om følelser og ikke fakta. Ikke mindst de mennesker, der interesserer sig for ufoer, fordi de selv har haft en observation. Disse er ofte de mest dogmatiske og lukkede for argumenter og en almindelig diskussion.
Den mere dyberegående forklaring kan være (er), at ufoer er en religion for mange. Dermed er ringen sluttet til definitionen af en sekt = "samfund med religiøse særmeninger". At opfatte ufoer som en religion i stedet for en "videnskab" forklarer mange åbenlyse forhold såsom den følelsesmæssige betydning for mange mennesker, men også det forhold, at der stort set ingen udvikling har været i vores (her ment som samfundets) forståelse af fænomenet gennem 50 år.
SUFOI's næstformand, Peter Nørgaard, gav en usædvanlig god vinkel på dette i sin tale ved SUFOI's jubilæumsfest: Hvis ufoer ikke findes, vil det være nødvendigt at opfinde dem!