En af forårets store filmbegivenheder, i hvert fald set fra et science fiction synspunkt, var premieren på Tim Burtons film Mars Attacks. Takket være TV3 og det faktum, at hverken SUFOIs formand eller næstformand havde tid, blev undertegnede inviteret til at overvære anmelderfremvisningen af filmen, og senere anmelde den i TV3s morgen-tv.
Mars Attacks! er en sort og grotesk science fiction parodi. En massiv invasionsflåde om bord på en armada af flyvende tallerkener, som George Adamski ville have været stolt af, sætter kursen mod Jorden.
De første, der opdager noget, er naturligvis amerikanerne. De har dog meget svært ved at finde ud af, hvordan de skal reagere. Overhøgen general Decker (Rod Steiger) går ind for et angreb med atomvåben - og jo før, jo bedre. Ærkevidenskabsmanden Donald Kessler (Pierce Brosnan) ser derimod en strålende mulighed for nye forskningsmuligheder, mens præsidenten (Jack Nicholson), godt hjulpet af sin pressesekretær (Martin Short) ser marsmændene som et stort skridt på vejen til genvalg.
Det viser sig imidlertid snart, at marsmændene har alt andet end gode hensigter. En stort anlagt modtagelsesceremoni ender i det rene ragnarok, da de systematisk giver sig til at nedlægge tilskuerne.
Marsmændene er iøvrigt ikke noget kønt syn. De er som taget ud af 1950ernes billige hæfter med bloddryppende science fiction historier. De har små tynde kroppe og store hoveder med enorme hjerner. Og så lyder deres sprog nærmest som små gøende hunde. Det er da også meget tydeligt, at de jordiske hunde forstår, hvad der foregår, når marsmændene siger noget. Desværre har instruktøren ikke gjort noget videre ud af dén detalje. Det kunne ellers nok have været interessant.
Det varer ikke ret længe, inden der er kaos overalt. Det ender med at falde tilbage på en gammel halvsenil bedstemor og hendes barnebarn at frelse Jorden. Det viser sig nemlig, at den amerikanske countrymusiks svar på Jodle Birge er mere, end hvad invasionsstyrkerne kan klare.
Filmen er fyldt med utrolige effekter, både når man ser på eksperimenterne i marsmændenes laboratorier, og når man ser Las Vegas blive jævnet med jorden. Desværre er det efter min mening ikke nok til at redde filmen. Selv om et næsten enstemmigt dansk anmelderkorps gav filmen stjerner i stribevis, synes jeg ikke, den var særlig god.
Bevares, der er da fine skuespillerpræstationer i den. Specielt Jack Nicholsen er forrygende som præsidenten, der har godt med smør på stemmebåndene, når han skal tale med pressen, men i det store hele fungerer filmen ikke.
Mars Attacks! er inspireret af en serie samlekort til tyggegummipakker, som den amerikanske tegner Len Brown lavede i 1962. Der blev lavet i alt 55, og det er en håndfuld af dem, som Tim Burton har brugt. Det kan ses! Filmen består af en række meget fine scener, bundet sammen af lange, sløve og dræbende sekvenser, som gang på gang får tempoet til at falde til noget i retning af nulpunktet. I sådan en situation kan selv ikke Jack Nicholson, Glenn Close, Anette Benning, Pierce Brosnan eller Danny DeVito redde situationen. Desværre Tim Burton. Du har lavet mange gode film, men Mars Attacks! er en svipser.
Du kan få mere at vide om filmen på Internettet på adressen: www.marsattacks.com
Læs iøvrigt også artiklen "De gode, de onde og de latterlige" (om science fiction film med erobringsivrige fremmede) i UFO-Vision nr. 5, som netop er udkommet.