Status pr. 31/1: Pathfinders tilstand er perfekt. Den befinder sig nu 16 millioner km fra Jorden.TCM 1 blev gennemført uden problemer. Forskellige tests er blevet gennemført tilfredsstillende og nogle små problemer er blevet løst. Alt ar altså vel på vej mod Mars, hvor landingen stadig er sat til den 4. juli.
Af Bjørn Franck Jørgensen
Som noget nyt vil NASA flyve Pathfinder sonden fra opsendelse i Florida direkte til landing i Valles Ares på Mars. Ingen indledende jordomkredsninger eller parkeringskredsløb om Mars. Direkte fra start til mål.
Den næste mulighed for opsendelse indtræffer i begyndelsen af 1998, men den udnyttes sandsynligvis ikke. Planen er nemlig at indhøste erfaringer fra den første ekspedition, bearbejde dem og indarbejde korrektionerne, inden de næste sonder skal af sted. I stedet vil et andet projekt - kendt som Mars Surveyor '98 - formentlig blive opsendt i dette vindue, men herom en anden gang.
Formålet er naturligvis også at give os ny viden om forholdene på en anderledes planet og studere de klimatiske relationer, der er så vigtige at kende for bedre at kunne forstå forholdene på vores egen Jord. Efter at ARC gennem en årrække havde bearbejdet planerne, blev de i 1991 overført til JPL. Her har man siden arbejdet med at udvikle den tekniske side af projektet, som bl.a. består i at teste rovere, beregne baner og udvikle landingsprocedure.
På NASAs Office of Space Science 1994-regnskab er der afsat en beløbsramme på 150 millioner dollars til Mars Pathfinder projektet. Det er et low cost budget. Opsendelsen skal ske med en Delta raket, og efter 7 måneders flyvning trænger "Pathfinder" med stor fart ned gennem den tynde Marsatmosfære. Under den lange interplanetariske rejse bliver der brug for mange kurskorrektioner, men det er helt efter planen. Varmeskjold, faldskærm, bremseraketter og luftpuder skal gøre landingen så sikker, som det nu er muligt.
JPL har planlagt indtrængen i Marsatmosfæren og den efterfølgende landing, så der maksimalt vil opstå en G-påvirkning på 50 G (50 gange tyngdeacc. på Jorden). Hele konstruktionen er opbygget, så den kan tåle en acceleration (eller bremseeffekt) på 100 G.
Få sekunder senere vil tre faststofraketter, der er fastgjort på indersiden af den øverste del af kapslen, aktiveres, og de vil i løbet af to sekunder bringe landeren til et totalt stop kun ca. 12 meter oppe. Her vil den så holde sig svævende, indtil radaren har fundet et område, der er tilstrækkeligt plant at lande på.
Den store bremsefaldskærm er ikke længere til nogen nytte og vil på dette tidspunkt blive frigjort. Landeren, der nu er helt indkapslet i sine beskyttende luftpuder, falder de sidste 12 meter ned på overfladen, hvor den vil hoppe og rulle rundt, indtil den finder hvile. Landingsfasen er en ganske kompliceret affære, så der er gennemført talrige tests forskellige steder i laboratorier, i lufttomme siloer, i ørkenområder og andre steder, hvor forholdene på en eller anden måde kan sammenlignes med situationen på Mars.
Straks efter vil landingsmodulet aktivere disse solpaneler og snarest muligt sende informationer om sine manøvrer og de videnskabelige data, der blev opsamlet under turen ned gennem Marsatmosfæren, tilbage til Jorden. Når effekten er tilstrækkelig, vil kameraet på landeren begynde at lave optagelser af sine omgivelser, og et panoramabillede vil som det første blive sendt til Jorden - dog kun med en hastighed af nogle få hundrede bits pr. sekund. I juli 1997 vil afstanden til Mars være mere end 200 millioner km, og billedsignalet vil derfor være mere end 12 minutter undervejs til Jorden.
Under flyveturen har roveren været i en sammenpakket konfiguration langs et af de tre paneler, der som kronblade var foldet sammen omkring "Pathfinder". Først drejes roveren, så den kommer helt fri af solpanelerne. Derefter foldes den ud, så den får sin normale højde på 28 cm. Under flyvningen har roveren nemlig haft en højde på kun 18 cm. Der er kun 20 cm mellem de beskyttende kronblade og varmeskjoldet.
Den lille MarsRover er udviklet hos NASAs agentur for Advanced Concepts and Technology og er et lille teknisk vidunder i sig selv. Efter et par års tests og yderligere udvikling hos JPL kunne konceptet præsenteres i juli 1992. Hele enheden vejer 14 kg, mens selve roveren kun vejer ca. 9 kg. De resterende 5 kg er fordelt på fastgøring, en lille rampe og en del kommunikationsudstyr. Roverens længde og bredde er henholdsvis 63 cm og 48 cm, og frigangen mellem hjulene er 13 cm.
Den har i øvrigt fået kælenavnet Rocky-IV, fordi det er den fjerde model i udvikling af en serie små rovere, og navnet fik den pga. lighed med den populære, sekshjulede Rocker-bogie. Rocky-IV viste sig hurtigt at være velegnet til effektivt at udføre komplicerede og brugbare videnskabelige eksperimenter i et vanskeligt terræn. En operatør kan fra Jorden fastlægge opgaven, men det er roveren selv, der skal udføre alle operationerne og finde vej i det klippefyldte landskab.
Når roveren er klar, ruller den ned på Marsoverfladen ad den korte rampe og er derefter uafhængig - bortset fra, at landeren skal bruges som datalink i kontakten med Jorden. Det er også landerens vigtigste opgave at servicere roveren og støtte dens aktiviteter på overfladen.
Roverens tekniske betegnelse er Micro-rover Flight Experiment (MFEX), og den har tre hovedopgaver på missionen: Eksperimenter, der har at gøre med det tekniske, det videnskabelige og selve missionen. Roveren selv er primært et teknisk eksperiment og er samtidig en afprøvning af, hvorvidt Micro-rover ideen er rigtig i det dårligt kendte Marslandskab. De fremtidige rovere skal udvikles til at blive effektive til at navigere og bevæge sig rundt på overfladen af Mars.
Tidsplan for Marsmissionen Opsendelsesvindue: 5. december 1996 - 3. januar 1997 Rakettype: Delta II-7925 Rejsetid: 6-7 måneder Primære formål: Lande på Mars d. 4. juli 1997 Projektets afslutning: September 1998