Et flot og kraftigt stjerneskud fra meteorsværmen Perseiderne. Optagelsen er lavet gennem et fast opstillet kamera, hvis lukker var åben i 11/2 time, før stjerneskuddet kom.

I de mørke nætter omkring den 12. august er der udsigt til et himmelsk festfyrværkeri af stjerneskud. Observationsforholdene er i år noget nær det perfekte til iagttagelse af meteorsværmen, Perseiderne - eller Skt. Laurentii tårer, som de lidt poetisk også kaldes.

Den romerske kejser Heliogabal (218-222) stammede fra Syrien, hvor han var præst i byen Hemesa. Her dyrkede og tilbad man solguden Elagabal. Den vigtigste guddom i denne kultur var en stor, sort kegleformet sten, der angiveligt skulle være faldet ned fra himlen. Da Heliogabal blev kejser, tog han himmelstenen med sig til Rom, hvor der på Palatinerhøjen blev opført et tempel for den.

Så længe han var ved magten, blev der arrangeret pragtfulde fester til ære for den guddommelige sten. En generation senere (i år 258) under forfølgelserne af de kristne i Romerriget blev pave Sixtus II fængslet og henrettet. Da paven blev ført bort, forsøgte hans medhjælper, diakonen Laurentius, at hjælpe ham, men uden held, og Laurentius græd bitterligt.

Når himlen græder

Få dage senere blev også Laurentius pågrebet og måtte lide den smertefulde død at blive brændt liggende på en rist. Men selv i denne alvorlige stund bevarede Laurentius sin munterhed og udbrød: Nu kan I godt vende mig om, stegen har vist fået nok på denne side!

For romerne blev Skt. Laurentius én af de helt store helgener, og netop hans tårer har fået plads på himlen. Hvert år på Skt. Laurentii-dag den 10. august - dagen, da han måtte se sin pave blive ført bort for at lide martyrdøden - begynder himlen et fyrværkeri af tårer i form af talrige stjerneskud, som vi kalder Skt. Laurentii tårer eller stjerneskudssværmen Perseiderne.

Stjerneskud er små, faste partikler (som regel småsten, grus, sandskorn o.lign.), der med stor fart trænger ned gennem Jordens atmosfære.

Hvad er et stjerneskud?

Stjerneskud er små, faste partikler (som regel småsten, grus, sandskorn o.lign.), der med stor fart trænger ned gennem Jordens atmosfære. Sammenstødshastigheden er et resultat af Jordens bevægelse i sin bane omkring Solen samt partiklernes egen fart og retning i forhold til Jordens bane. Partiklerne kan have næsten alle hastigheder fra nogle få km/s og op til 50-60 km/s. Jordens fart i banen om Solen er ca. 30 km/s.

De enkelte sporadiske stjerneskud (5-10 pr. time) synes at komme fra alle mulige retninger. Det er dog karakteristisk, at aktiviteten er stigende efter midnat, fordi den side af Jorden, vi befinder os på, så vender fremad i Jordens bevægelsesretning omkring Solen.

Under en meteorsværm vil alle de hurtige partikler trænge ned gennem atmosfæren i parallelle baner. En iagttager oplever af perspektiviske grunde, at stjerneskuddene synes at stråle ud fra samme punkt på himlen - den såkaldte radiant.

Når de kommer i byger

Flere gange om året kan man fra Jordens overflade opleve de såkaldte meteorsværme (talrige stjerneskud) som f.eks. den føromtalte sværm. Disse sværme udmærker sig for det første ved, at antallet af stjerneskud er markant højere end stjerneskuddene fra sden sporadiske baggrund, og for det andet ved, at alle stjerneskuddene, der stammer fra meteorsværmen, synes at komme fra samme punkt på himlen - den såkaldte radiant.

Herfra stråler de ud i alle retninger - som eger i et cykelhjul. Det er dog kun en perspektivisk oplevelse af en stor mængde stjerneskud, der følges ad parallelt ned gennem atmosfæren. Radiantens placering på himlen i et stjernebillede giver normalt sværmen dens tilhørende navn. Perseidernes radiant ligger således i stjernebilledet Perseus.

De stjerneskud (meteorer), der giver anledning til meteorsværme, er hovedsagelig rester fra kometer, hvis kerner fordamper fra overfladen, når de opvarmes under passagen ind gennem det indre Solsystem. Opvarmningen af kometens isede kerne frigiver en mængde støv og gas samt talrige indefrosne småsten, der efterhånden spreder sig i kometens baneplan.

Der, hvor en kometbane skærer Jordens baneplan (den røde kugle på tegningen), vil Jorden hvert år ved samme tid trænge igennem kometens efterladenskaber.

Deres baner

En komets baneplan kan have mange forskellige vinkler i forhold til Jordens baneplan, men det er karakteristisk, at kometen - ligesom planeterne - har Solen som omdrejningspunkt. Det betyder også, at kometbaneplanet vil skære Jordens baneplan det samme sted. Og hvad der er endnu vigtigere - Jorden når frem til dette skæringspunkt i sin bane om Solen på samme tid hvert år.

Der, hvor en kometbane skærer Jordens baneplan (ekliptika), vil Jorden hvert år ved samme tid trænge igennem kometens efterladenskaber, som selv er i bevægelse i en retning bestemt af kometens oprindelige bevægelse.

Hvor lang tid der går med denne passage afhænger af meteorstrømmens bredde og den hældning, kometbanen skærer ekliptika med. Erfaringsmæssigt vil næsten alle meteorsværme have en periode med maksimal aktivitet, hvor antallet af stjerneskud er højt. Nogle sværme har et meget snævert og markant maksimum, mens andre har et bredere og måske mere diffust. Jorden bevæger sig omkring Solen én gang om året, og Jordens bane kan ligesom de andre planeters inddeles i 360°. Udgangspunktet - eller 0° punktet - er forårspunktet, dér, hvor Solen står (set fra Jorden) ved forårsjævndøgn. Man kan også sige, at Jorden på denne dag befinder sig ved en ekliptisk længde på 180°.

Perseiderne udgør en bred strøm af partikler, der skærer Jordens bane ved længdeintervallet mellem 300° og 330° (23/7-22/8). Den maksimale tæthed rammer ved omkring 319°, som Jorden når frem til den 12. august.

Hvad sker der i atmosfæren?

Når Jorden bevæger sig gennem kometresterne, trænger millioner af små partikler med stor hastighed dybt ned i Jordens atmosfære, hvor de efterhånden bremses. I en højde af ca. 100 km over Jordens overflade er luften blevet så tæt, at både partiklerne og luften gløder ved den gnidningsvarme, der opstår under opbremsningen. Stjerneskuddenes lysende spor er ofte 50 km lange lysende rør af glødende luft, der hurtigt køles ned, hvorefter de ikke længere er synlige.

I sjældne tilfælde ankommer også lidt større partikler. De gløder meget voldsomt og kan endda ses helt nede fra Jordens overflade. I sådanne tilfælde vil det glødende luftspor holde sig på nattehimlen i længere tid.

Hvis partiklerne er store nok, overlever de passagen gennem Jordens atmosfære og falder ned på Jorden. Her kan man, hvis man er heldig, finde resten som en såkaldt meteorit.

Hvis partiklerne er endnu større, vil de ofte nå helt ned på Jordens overflade efter opbremsningen i atmosfæren. Det sidste stykke (måske 10 km) sker i frit fald. Stenen efter et sådant nedfald kaldes en meteorit, mens det synlige spor på himlen kaldes en meteor eller lidt mere poetisk - et stjerneskud.

Perseidernes oprindelseskomet - Swift-Tuttle - har en omløbstid på godt 130 år og passerede sidste gang gennem det indre Solsystem i 1992-93.

Hvorfra stammer Perseiderne?

Oprindelseskometen hedder Swift-Tuttle. Den har en omløbstid på godt 130 år og passerede sidste gang gennem det indre Solsystem i 1992-93. En kometpassage sker normalt enten uden for eller inden for Jordens bane, men komet Swift-Tuttles bane krydser ret præcist Jordens bane - dog ikke samtidig med, at vores planet er fremme ved skæringspunktet.

Hvornår præcis er Jorden fremme?

Da året ikke er opdelt i et helt antal døgn, men i 365,24 døgn, er det nødvendigt med en skudårsregulering, der kan opfange den kvarte dag og efter 4 år udløse en ekstra dag (skuddag). Da døgnlængden ikke er præcis 365¼, må man korrigere skudårsmekanismen ved at udelade skuddagen tre gange på fire hundrede år.

Det medfører, at tidspunktet for passage af 319° længde varierer fra år til år - dog inden for et døgn.Som regel ligger det dog i begyndelsen af døgnet den 12. august.

Hvor?

Med det nye drejelige stjernekort, som DR og Tycho Brahe Planetarium har ladet fremstille, kan man let finde stjernebilledet Perseus over den nordøstlige horisont. Man indstiller blot dato og klokkeslet, finder Perseus på kortet og retter opmærksomheden mod himlen over den horisont (NØ), der på kortet er nærmest stjernebilledet. Den gule firkant i venstre billede svarer til udsnittet til højre.

Observationsvejledning

Man skaffer sig de bedste observationsforhold ved at fjerne sig fra forstyrrende lys. Før midnat (kl. 1) kan man vælge fortrinsvis at have udsigt til den østlige himmel. Efter midnat er der frit valg.

Radianten befinder sig højt på himlen i den øverste del af stjernebilledet Perseus. Først på natten (inden midnat) ses Perseus højt i nordøst - lige under det velkendte stjernebillede Cassiopeia, der mest ligner et W. Efterhånden som natten skrider frem, vil Perseus komme nærmere og nærmere zenit (lodret over vore hoveder). Husk, at det først er midnat lokalt efter kl. 1 (pga. sommertid). Perioden fra midnat og frem til kl. 4 vil være den bedste til iagttagelse af Perseiderne.

På Tycho Brahe Planetarium er alle forestillinger efterfulgt af en kort gennemgang af den aktuelle stjernehimmel. I perioden fra den 29. juli til den 13. august vil der tillige være en introduktion til den kommende stjerne-skudssværm.

Rigtig god fornøjelse.



Denne side vedligeholdes af tycho@inet.uni-c.dk

Tilbage til Planetariets hjemmeside