En planets bane om Solen er en næsten cirkelformet ellipse. Der er ikke den store forskel på størrelsen af ellipsens storakse og ellipsens lilleakse. En ellipse har i modsætning til cirklen (et særligt tilfælde af en ellipse) to brændpunkter. Kepler's 1. lov.
En baneellipse har ligeledes to brændpunkter, og Solen befinder sig i det ene. Det betyder, at en planets mindsteafstand nås, når den passerer storaksens skæring med ellipsen i den ende af storaksen, hvor Solen har sin placering. Dette punkt kaldes Perihelium (det solnærmeste punkt).
Den største afstand mellem planeten og Solen opnås ved skæringen mellem storaksen og ellipsen i den modsatte ende af figuren, det såkaldte Aphelium (det solfjerneste punkt).
Forskellen mellem disse ekstreme værdier og middelafstanden kaldes ellipsens eksentricitet. Eksentriciteten kan også udtrykkes som storaksens længde divideret med længden af afstanden mellem de to centre.
I følge Keplers 2. lov overstryger en forbindelseslinie mellem planeten og Solen lige store arealer i lige store tidsrum. Det medfører rent geometrisk, at en planet i perihelium må have mere fart på end i aphelium for at denne lovmæssighed kan overholdes. Isacc Newton fastslog senere årsagssammenhængen, idet det er den stærkere tyngdekraft fra Solen ved perihelium, der giver planeten en større acceleration. Tyngdekraften fra Solen aftager med kvadratet på afstanden.
Hvis man har oplysning om en planetbanes middelafstand til Solen og banen eksentricitet, kan man let udregne den maksimale afstand (aphelium) og den minimale afstand til Solen (perihelium).
1) Afstanden til Solen ved Perihelium: Middelafstanden * (1-e)
2) Afstanden til Solen ved aphelium: Middelafstanden * (1+e)
Eksempel:
Jordens afstand til Solen i perihelium: 149.597.870*(1-0,0167) = 147.099.580 km Jordens afstand til Solen i aphelium: 149.597.870*(1+0,0167) = 152.096.150 km
Forskellen udgør ca. 5 millioner km.
Jorden er iøvrigt nærmest Solen i begyndelsen af januar og fjernest i begyndelsen af juli.