Lidt historie

Mennesket har gennem årtusinder søgt en god forklaring og beskrivelse af planeternes bevægelse på himlen. Fra at være noget guddommeligt - eller noget symbolsk nåede man i Europa i 1600- tallet frem til den erkendelse, at de lysende, vandrende prikker på himlen, hverken var mystisk eller gudernes måde at gøre sig synlige på, men var faktiske himmellegemer med en fysisk tilstedeværelse.

Man konstaterede endvidere, at ikke alt kredsede om Jorden, og at Jorden måske blot var en planet som alle de andre. Planetsystemets udforskning ændrede i dette århundrede menneskehedens syn på sin omverden. Fra et geocentrisk verdensbillede med Jorden i centrum af al ting - til det heliocentriske ændredes med et slag vores verdenssyn på mange andre ting. Også på områder, der ikke har med naturvidenskaben at gøre.

Det var Ptolemæus, der i det 2. århundrede beskrev det geocentriske verdensbillede. Et verdensbilleder, der overlevede i mere end 1400 år, og som havde afgørende indflydelse på vores religion og sikrede f.eks. astrologien en vis logik. Da den polske astronom Nicolaus Copernicus (1473-1543) ved sin død publiserede sit heliocentriske eller solcentrerede verdensbillede, faldt en hel række uafklarede spørgsmål smukt på plads. De mærkelige retrograde (baglæns) bevægelser, som planeterne på himlen udførte, kunne på simpel vis forklares ved en overhalingseffekt, når vi ombord på Jorden bevæger os i forhold til den planets bevægelse, som vi observerer. Disse sløjfer på himlen var ikke reelle men kun tilsyneladende.

De første kikkertobservationer

Den italienske videnskabsmand Galileo Galilei (1564-1643) var den første, der rettede en kikkert mod himlens objekter. Hans observationer understøttede den copernikanske teori med vigtige data.

Synet af bjerge og kratere på Månen og de udstrakte mørke lavasletter, så vel som solpletter og deres bevægelse overbeviste Galileo om, at himlen ikke var guddommelig perfekt og uforanderlig. Hans opdagelse af, at fire store måner kredsede om Jupiter, fortalte ham, at Jorden ikke var centrum for alle himlens bevægelser.

Kirkens stærke position fik ham dog til at afsværge denne viden, og de næste 350 diskuterede videnskabsmænd, teologer og historikere om på hvilken måde, man atter kunne samle videnskab og religion i et "holistisk" verdensbillede, indtil kirken langsomt måtte akceptere og omgøre den berømte kendelse fra 1616 og anerkende Galileo i 1992.

Den tyske astronom Johannes Kepler (1571-1630) udarbejdede en simpel og præcis beskrivelse af planeternes bevægelser på grundlag af Tycho Brahe's mere end 20 årige observationsprogram, der med stor præcision bestemte stjerners og planeters positioner.

Kepler udarbejde tre love for planeternes bevægelser:

1) Alle planeter bevæger sig om Solen i ellipseformede baner med Solen i ellipsens ene brændpunkt.

2) En hver planet bevæger sig i sin bane, så en tænkt linie fra Solen til planeten overskrider lige store arealer i lige store tidsrum.

3) Forholdet mellem kvadraterne på to planeters omløbstid er magen til forholdet mellem deres middelafstand til Solen i tredie potens (d3 = p2).



Denne side vedligeholdes af tycho@inet.uni-c.dk

Tilbage til Planetariets hjemmeside