Formørkelserne i efteråret 1996

Månens baneplan hælder 5° i forhold til Jordens baneplan (ekliptika), og det er den egentlige årsag til, at der ikke er solformørkelse ved hver nymåne. I den ene halvdel af måneomløbet befinder Månen sig over ekliptika, og i den anden halvdel er Månen under ekliptika. De to symboler markerer månebanens skæring med ekliptika.

I dette efterår indtræffer to formørkelser, der begge kan iagttages fra Danmark. Formørkelser af himmellegemer hører til nogle af naturens mest spektakulære hændelser.

Uden en omkredsende måne ville vi hverken kunne opleve sol- eller måneformørkelser. Ved solformørkelser er det Månen, der glider ind foran Solen og dækker en større eller mindre del af den. Ved måneformørkelser bevæger Månen sig ind i Jordens skygge på den anden side af Jorden. Da Månen er ca. 14 dage om at bevæge sig et halvt omløb, vil de to omtalte formørkelser netop indtræffe med et par ugers mellemrum. En sådan formørkelsesperiode optræder, når de geometriske betingelser er til stede, og det er de med knap 6 måneders interval.

To forskellige mønstre

Mønstret af formørkelser er nemlig bestemt af to forskellige måneperioder. Den ene periode kender vi som Månens velkendte, skiftende faser, mens den anden er forbundet til en langsom ændring af månebanens orientering i rummet. Månens baneplan hælder ca. 5° i forhold til det baneplan (ekliptika), som Jordens bane omkring Solen beskriver. I de fleste tilfælde passerer Månen ved fuldmåne over eller under Jordens skygge og ved nymåne over eller under solskiven (set fra Jorden), og det er der ingen dramatik ved. Kun når de rette betingelser fra begge perioder er til stede, opstår der formørkelser.

Måneformørkelse

Hvis hele Månen befinder sig i Jordens kerneskygge, er formørkelsen total. Månen farves da rød, idet en smule af sollyset brydes i Jordens atmosfære.

Måneformørkelser opstår altid ved fuldmåne, fordi Månen i denne fase netop befinder sig i modsat retning af Solen - dvs. ud for Jordens natside. Her strækker en lang kegleformet skygge sig fra Jorden og bagud i rummet. Skyggen har en længde, der er op til tre gange så stor, som Månens afstand fra Jorden. Den lille Måne kan derfor let indeholdes i Jordens kerneskygge.

Den 27. september er der total måneformørkelse tidligt om morgenen. Formørkelsen er total, fordi hele Månen bliver opslugt i Jordens skygge.

Betingelsen er opfyldt, fordi Månen netop befinder sig i Jordens baneplan samtidig med, at det er fuldmåne. Som bekendt er det fuldmåne med godt 4 ugers mellemrum, og alle ved nok, at der ikke er måneformørkelse ved hver fuldmåne. Inden Månen rammer Jordens kerneskygge, vil den passere gennem et område, hvor der er halvskygge - dvs. en zone, hvor noget af sollyset rammer Månens overflade. Jorden er med andre ord kun delvis i vejen for sollysets vej til Månen.

Måneformørkelsen  
den 27. september 1996  
      
(Alle tider i dansk sommertid)     
            
Start på den partielle fase	kl. 3.12   
Start på den totale fase	kl. 4.19   
Fuldmåne			kl. 4.51   
Midten af den totale fase	kl. 4.54   
Slut på den totale fase		kl. 5.29   
Slut på den partielle fase	kl. 6.36   
Solen står op (i Kbh.)		kl. 7.07   
Månen går ned (i Kbh.)		kl. 7.17   

Begivenheden kan ses samtidigt fra hele den halvdel af Jorden, der vender mod Månen. Fra Danmark, der ligger i yderkanten af denne zone, vil måneformørkelsen - set herfra - finde sted på den sydvestlige himmel.

Solformørkelsen den 12. oktober 1996

Den aktuelle formørkelse opstår ved månebanens opstigende knude (hvor Månen bevæger sig fra at være under til at være over ekliptika). Det bemærkelsesværdige ved denne formørkelse er, at det først er nymåne så sent som 21 timer og 45 min. efter, at Månen har passeret den opstigende knude. Det medfører, at Månen allerede er nået godt op over ekliptika, før den - set fra Jorden - får kontakt med solskiven. Det betyder også, at den skyggekegle, som Månen kaster bagud i rummet mod Jorden, ikke rammer Jordens overflade, men i stedet for sigter hen over Jordens nordpol. Imidlertid er Månen i sin elliptiske bane om Jorden tæt på den største afstand, og månediameteren syner derfor mindre end normalt. Hvis Månens skyggekegle havde haft retning mod f.eks. Danmark, ville vi alligevel ikke have oplevet en total formørkelse, men en ringformet, hvor Solens rand ville stå som en lysende ring omkring nymånen. Retningen af skyggekeglen vil dog medføre, at vi fra Jordens nordlige halvkugle kommer til at se en formørkelse, hvor den øverste del af solskiven er dækket af Månen.

Den 12. oktober kl. 16.00 vil Solen tage sig omtrent sådan ud. sKl. 16.22 indtræffer den maksimale fase på 68% formørkelse.

Desto nordligere man befinder sig i Europa (i retning mod Barentshavet), desto mere af solskiven vil være dækket af nymånen. Omvendt vil man i Nordafrika kun opleve, at en mindre del af den øverste solrand vil være formørket, mens vi fra København, som ligger ret højt på jordkloden, vil se hele 68% af solskivens diameter være dækket af Månen. Den maksimale fase er 76%, men det skal altså opleves til havs nord for Nordkap.

 
Solformørkelsen den 12. oktober 1996   
          
(Alle tider i dansk sommertid)     
              
Månens første   
kontakt med solskiven		kl. 15.07    
Nymåne				kl. 16.14    
Den maksimale fase (68,1%)	kl. 16.22    
Månens sidste   
kontakt med solskiven		kl. 17.33    
Solen går ned i København	kl. 18.15    
Månen går ned i København	kl. 18.18

Sikkerhed

Formentlig vil mange millioner mennesker i Europa iagttage den kommende solformørkelse, og der er god grund til igen at advare mod uforsigtighed. Det drejer sig naturligvis om det stærke sollys, der kan skade øjets nethinde. Normalt er øjets naturlige reaktion over for stærkt lys, at irisblænden indsnævrer det mørke pupilområde, så mindre lys slipper ind til den følsomme nethinde - en fuldautomatisk blænde, der virker inden for et normalområde. Er det ikke nok, reagerer vi normalt på en smertevirkning i øjet, når lysintensiteten bliver for høj, og vender ansigtet bort - eller lukker øjnene. Under en solformørkelse er situationen ikke normal. Intensiteten af sollyset er under en partiel solformørkelse uændret stor fra den del af solskiven, der stadig er synlig. Derimod er den samlede lysmængde reduceret i forhold til graden af formørkelse, og smertegrænsen nås måske ikke. Ved en stor grad af formørkelse (70-90% af solskiven) er den samlede lysintensitet så reduceret, at irisblænden ikke indsnævrer pupilåbningen maksimalt. Resultatet bliver, at lyset fra den tilbageblevne solskive fanges af en for stor pupilåbning. Da lysintensiteten på nethindens celler stiger med kvadratet på forøgelsen af pupilåbningens diameter, risikerer man at få en skade for livet ved uforsigtigt og ukritisk at betragte den aparte solskive uden et sikkert filter.

Pas på med almindelige solbriller

Sollyset, der trænger ned gennem atmosfæren, består af mange forskellige bølgelængder, infrarødt lys (varmestråling), synligt lys og ultraviolet lys (der bl.a. skader vores hud). I sagens natur kan bølgelængder i IR og UV (infrarødt og ultraviolet) ikke ses med øjet, men energien herfra afsættes på samme måde som ved synligt lys. Tilsammen udgør det en strålingsstyrke, der kan skade nethinden. Mange almindelige solbriller reducerer kun styrken af det synlige lys, mens andre tillige har indbygget et UV-filter. De sidstnævnte er klart bedre og naturligvis at foretrække. IR-filtrering er derimod en sjældenhed, men denne stråling er normalt heller ikke så risikabel. Man er dog bedst hjulpet med egentlige sollysfiltre, der er tilpasset specielt til iagttagelse af Solen. Sådanne formørkelsesbriller kan købes på Tycho Brahe Planetarium.

Formørkelser generelt

Partielle solformørkelser har vi oplevet et par gange i løbet af de sidste år. Men det er længe siden, vi i Danmark har haft en solformørkelse, hvor så stor en del af solskiven vil blive formørket. Den kommende formørkelse den 12. oktober bliver ikke total noget sted på Jorden, fordi Månens skyggekegle slet ikke rammer Jorden, men i stedet for sigter mod et punkt hen over Nordpolen. Set fra Jorden forekommer Solen og Månen at være lige store, men det er kun tilsyneladende. Solen er ca. 400 gange så stor, men samtidig også 400 gange så langt væk. Det er et fantastisk sammentræf af omstændigheder, der medfører, at måneskiven - under en solformørkelse - lige akkurat kan dække solskiven, eller sagt på en anden måde, at Månens skyggekegle netop kan nå Jorden. Solformørkelser opstår som bekendt ved, at Månen ved nymåne kaster sin skygge på Jorden. Men det sker kun, når Månen er tæt ved månebanens knuder - nemlig dér, hvor månebanen skærer ekliptika (Jordens baneplan omkring Solen).

Dragen sluger Solen

Beregninger eller forudsigelser af, hvornår og hvor ofte denne særlige situation opstår, har optaget mange gamle kulturer, fordi man forestillede sig, at den livgivende Sol virkelig var ved at forsvinde. Uanset hvilke ritualer man måtte have fundet på for at “redde” lyset, må man medgive, at de rituelle aktiviteter har virket hver gang. Solen er altid kommet tilbage og har udfyldt sin vante rolle. Magien fungerede! I dag betragtes sol- og måneformørkelser mere som kuriøse begivenheder, om end de hører til naturens mest spektakulære hændelser.

Men hvordan?

Hvornår opstår en solformørkelse?

Månebanen hælder 5° i forhold til Jordens årlige bane om Solen (ekliptika), og det er den egentlige årsag til, at der ikke er solformørkelse ved hver nymåne. I den ene halvdel af måneomløbet befinder Månen sig over ekliptika, og i den anden halvdel er Månen under ekliptika. De to punkter, hvor månebanen skærer ekliptika, kaldes knuder, og forbindelseslinien mellem de to knudepunkter kaldes knudelinien. Den opstigende knude er det sted i Månens bane, hvor Månen passerer ekliptika for at komme til den øverste del af sin bane, mens den nedstigende knude beskriver det sted i banen, hvor Månen igen passerer ned under ekliptika.

Betingelsen for, at en formørkelse kan opstå, er derefter, at Månen befinder sig tæt ved én af de to knuder netop på det tidspunkt, hvor den bevæger sig ind mellem Solen og Jorden. Med andre ord skal nymånens lange skygge ligge i ekliptikaplanet for at kunne ramme Jorden. Det er netop derfor, at Jordens baneplan bærer navnet ekliptika (eclipse=formørkelse). Den symbolske mening kan ses i de astronomiske tegn for opstigende W - og nedstigende knude , der skal forestille hoved og hale på Dragen, der sluger Solen ifølge gamle forestillinger om årsagen til formørkelser.

Ved nymåne passerer Månen ind mellem Jorden og Solen. Solen skinner på den side af Månen, vi ikke kan se, og Månen kaster samtidig en lang skygge bagud i rummet i retning mod Jorden. Det er nymåne med i gennemsnit 29½ døgns mellemrum, men i de fleste tilfælde passerer Månens skyggekegle hen over eller under Jorden uden at ramme selve jordkloden, fordi månebanen hælder ca. 5° i forhold til Jordens bane.

Solformørkelsen er kun total, når selve den kegleformede kerneskygge rammer Jorden. Under en partiel formørkelse er det kun den omgivende halvskygge, der rammer Jorden. I dette tilfælde passerer kerneskyggen enten lige over Jordens nordpol eller lige under Jordens sydpol. Den partielle formørkelse kan derefter ses fra den del af kloden, der ligger nær ved det pågældende nord- eller sydpolsområde. Man skelner således mellem 3 forskellige typer af solformørkelser, som er illustreret herover. Læs i "AKTUEL ASTRONOMI", efterår 1996, nr. 4 mere om, hvordan man kan beregne, hvornår de næste solformørkelser indtræffer.



Denne side vedligeholdes af tycho@inet.uni-c.dk

Tilbage til Planetariets hjemmeside