Syg Galileo-sonde ved Jupiter
Rumsonden Galileo, da den i 1989 blev afsendt fra Rumfærgen.
Lang - men udbytterig rejse
NASAs Galileo-sonde blev afsendt fra Rumfærgen den 18. oktober 1989. Efter en tur ind
omkring Venus og forbi Jorden to gange (gravity assist) var der endelig oparbejdet tilstrækkelig
hastighed til, at den kunne nå ud til Jupiter inden for en overskuelig tidsramme. Den 38
måneder lange Venus-Jord "gravity assist" sluttede med en sidste passage af Jorden i
december 1992.
Undervejs var Galileo to gange på besøg i asteroidebæltet. Det gav mulighed for at se
nærmere på et par af de små planeter. I oktober 1991 fløj Galileo-sonden tæt forbi Gaspra (nedenfor) og lavede her den første detaljerede næroptagelse af en asteroide.
Optagelse af asteroiden Gaspra i oktober 1991, mens afstanden var 5.300 km. Gaspra måler 19 x 12 x 11 km og
roterer omkring en akse, der går fra øverste venstre hjørne mod nederst højre. Tyngdekraften på overfladen er så
lille, at en 100 kg mand kun ville veje 100 gram.
I august 1993 passerede
Galileo tæt forbi Ida og konfirmerede for første gang tilstedeværelsen af en lille måne i
kredsløb omkring en asteroide.
Asteroiden Ida, som Galileo fløj tæt forbi den 28. august 1993 på sin vej mod Jupiter. Billedet er lavet, men Galileo
befandt sig godt 3 km fra asteroiden, der på den længste led måler 56 km.
I juli 1994 bidrog Galileo også med optagelser af de mere end
20 spektakulære kometnedslag på Jupiters natside.
I juli 1994 befandt Galileo sig i en position 238 millioner km fra Jupiter. Herfra kunne Galileos kamera se
nedslagsstedet, hvor komet Shoemaker-Levy ramte Jupiters skylag. Optagelserne er fra den 22. juli 1994, hvor W-
fragmentet ramte Jupiter. Det første billede viser intet, mens de næste tre billeder viser nedslagets eksplosive
udvikling med 2 1/3 sekunders interval.
Antenneproblemer
Men der er problemer. Den 4,8 meter store parabolantenne er monteret på toppen af
rumsonden, hvor det udfoldede, tætmaskede net holdes på plads af 18 paraplystivere.
Antennen skulle have været brugt til at transmittere videnskabelige data fra Jupiter med en
kapacitet på 134.400 bits pr. sekund (svarende til et helt billede pr. minut).
Antennen ville imidlertid ikke folde sig helt ud. Tre af stiverne (nr. 9, 10 og 11) har låst sig fast
i hinanden. Motoren, der skal åbne parabolen, er kørt fast. Talrige forsøg med at affyre
raketmotoren i korte, kraftige pulser har ikke hjulpet. Teknikerne har desuden prøvet at lade
Galileo roterer med højeste hastighed på 10 omdrejninger pr. minut, men det har ikke frigjort
de fastlåste stivere. Intet ser ud til at hjælpe.
Alligevel vil man prøve endnu en gang i marts 1996, hvor Galileos hovedmotor skal løfte
sonden ud i et højere kredsløb om Jupiter. Denne påvirkning vil blive den største, Galileo bliver
udsat for, siden starten.
Foreløbig har teknikerne valgt at skifte til den mindre antenne, der primært blev brugt under
kommunikationen med sonden i det indre Solsystem. Men for at sikre sig, at alle data når frem
fra Galileo-sonden ude ved Jupiter, må sendehastigheden sættes ned til kun 8-16 bits pr.
sekund. Forskellen mellem de to antenners sendestyrke kan sammenlignes med forskellen i
styrken af lyset fra en projektør og en lille 10.000 gange svagere pære, og så er den uden
parabol.
Imidlertid blev der afsendt ny software, der gør det muligt, at sendehastigheden kan sættes
10 gange op. Dataene bliver nu pakket, så de kun fylder omkring 1/80 af det oprindelige - og
det vel at mærke uden tab af informationer. Endvidere undlader man at sende de dele af
billederne, som ikke bærer nogen information (den sorte himmelbaggrund omkring objekterne).
Trods disse vanskeligheder forventer man stadig gode resultater fra missionen. På Tycho
Brahe Planetarium vil vi i de næste mange måneder følge Galileo-sondens arbejde omkring
Jupiter, og alle interessante billeder og resultater vil løbende blive præsenteret og opdateret
i publikumsarealet.
Månen og Jorden fotograferet i samme felt som en hilsen fra Galileo. Det var det sidste sonden så til Jorden på sin
vej ud mod Jupiter.
Flere problemer
Kort efter, at teknikerne hos Jet Propulsion Laboratory (JPL) havde givet Galileo besked om
at tage det første billede af Jupiter den 11. oktober, indløb i stedet en katastrofal fejlmelding
hos JPL, som varetager kommunikationen. Et farvebillede sammensættes af 3 optagelser
gennem hvert sit farvefilter. Derefter bliver optagelserne lagt efter hinanden på sondens
båndoptager og vil ved en passende lejlighed blive transmitteret til Jorden. Den store antenne,
der normalt skulle kunne returnere billedet til Jorden, er desværre delvis sat ud af spillet.
Da optagelserne var færdige, gav sondens computer båndoptageren besked om at spole
tilbage til det klare stykke tape, der indikerer, at båndet er spolet tilbage til start. Da man
dagen efter ville afspille båndet for at afsende billederne til Jorden via den lille antenne,
opdagede man, at båndoptageren stadig spolede tilbage. Der blev givet ordre til at stoppe -
med det kedelige resultat, at den blev "hængende" i en slags stand-by mode.
I den efterfølgende uge gennemgik teknikerne en identisk båndoptager, som findes om bord
på et testfartøj, der befinder sig hos JPL. De fandt både flere mulige mekaniske og elektriske
fejl, der kunne forklare udfaldet, men ingen endelig løsning på problemet. En test den 20.
oktober viste dog, at båndoptageren stadig var funktionsdygtig. Det var en stor lettelse, fordi
båndoptageren nu var kommet i en nøgleposition. Kommunikationen mellem sonden og Jorden
kan ikke længere klares direkte med den store antenne. Langt de fleste optagelser må nu
optages på bånd, og først efter redigering og komprimering af filerne kan de afsendes via den
lille antenne i et særdeles moderat tempo.
Tirsdag den 21. oktober gav teknikerne båndoptageren ordre til at spole frem og tilbage 25
gange over det sted på båndet, hvor den var gået i stå under tilbagespolingen, og hvor båndet
muligvis var blevet svækket. Det foregik uden problemer. Men da man ikke havde kendskab
til båndkvaliteten på omtalte sted, besluttede man sig til ikke at ville benytte den første del af
båndet, hvor de tre første optagelser desværre befinder sig. Heldigvis så det ud til, at resten
af båndet fungerede tilfredsstillende, og i skrivende stund - i begyndelsen af november - så
det trods alt ud til, at Galileo noget svækket alligevel var klar til mødet med Jupiter i
begyndelsen af december.
Forventninger til fremtiden...
- Alle data fra atmosfæreeksperimentet.
- Næsten kontinuerlig overvågning af Jupiters magnetosfære i 2 år.
- Cirka 1500 billeder af de fire galileiske måner, Jupiter og dens ringe.
- 11 meget nære passager af: Io(1), Europa(3), Callisto(3) og Ganymedes(4).
- Yderligere 5 passager af Voyager-klassen (nærmere end 80.000 km).
Bjørn Franck Jørgensen
Denne side vedligeholdes af
tycho@inet.uni-c.dk
Tilbage til Planetariets hjemmeside