Månens baneplan hælder 5° i forhold til Jordens baneplan (ekliptika), og det er den egentlige årsag til, at der ikke er solformørkelse ved hver nymåne. I den ene halvdel af måneomløbet befinder Månen sig over ekliptika, og i den anden halvdel er Månen under ekliptika. De to symboler markerer månebanens skæring med ekliptika.
I dette efterår indtræffer to formørkelser, der begge kan iagttages fra Danmark. Formørkelser af himmellegemer hører til nogle af naturens mest spektakulære hændelser.
Uden en omkredsende måne ville vi hverken kunne opleve sol- eller måneformørkelser. Ved solformørkelser er det Månen, der glider ind foran Solen og dækker en større eller mindre del af den. Ved måneformørkelser bevæger Månen sig ind i Jordens skygge på den anden side af Jorden. Da Månen er ca. 14 dage om at bevæge sig et halvt omløb, vil de to omtalte formørkelser netop indtræffe med et par ugers mellemrum. En sådan formørkelsesperiode optræder, når de geometriske betingelser er til stede, og det er de med knap 6 måneders interval.
Hvis hele Månen befinder sig i Jordens kerneskygge, er formørkelsen total. Månen farves da rød, idet en smule af sollyset brydes i Jordens atmosfære.
Måneformørkelser opstår altid ved fuldmåne, fordi Månen i denne fase netop befinder sig i modsat retning af Solen - dvs. ud for Jordens natside. Her strækker en lang kegleformet skygge sig fra Jorden og bagud i rummet. Skyggen har en længde, der er op til tre gange så stor, som Månens afstand fra Jorden. Den lille Måne kan derfor let indeholdes i Jordens kerneskygge.
Den 27. september er der total måneformørkelse tidligt om morgenen. Formørkelsen er total, fordi hele Månen bliver opslugt i Jordens skygge.
Betingelsen er opfyldt, fordi Månen netop befinder sig i Jordens baneplan samtidig med, at det er fuldmåne. Som bekendt er det fuldmåne med godt 4 ugers mellemrum, og alle ved nok, at der ikke er måneformørkelse ved hver fuldmåne. Inden Månen rammer Jordens kerneskygge, vil den passere gennem et område, hvor der er halvskygge - dvs. en zone, hvor noget af sollyset rammer Månens overflade. Jorden er med andre ord kun delvis i vejen for sollysets vej til Månen.
Måneformørkelsen
den 27. september 1996
(Alle tider i dansk sommertid)
Start på den partielle fase kl. 3.12
Start på den totale fase kl. 4.19
Fuldmåne kl. 4.51
Midten af den totale fase kl. 4.54
Slut på den totale fase kl. 5.29
Slut på den partielle fase kl. 6.36
Solen står op (i Kbh.) kl. 7.07
Månen går ned (i Kbh.) kl. 7.17
Begivenheden kan ses samtidigt fra hele den halvdel af Jorden, der vender mod Månen. Fra Danmark, der ligger i yderkanten af denne zone, vil måneformørkelsen - set herfra - finde sted på den sydvestlige himmel.
Den 12. oktober kl. 16.00 vil Solen tage sig omtrent sådan ud. sKl. 16.22 indtræffer den maksimale fase på 68% formørkelse.
Desto nordligere man befinder sig i Europa (i retning mod Barentshavet), desto mere af solskiven vil være dækket af nymånen. Omvendt vil man i Nordafrika kun opleve, at en mindre del af den øverste solrand vil være formørket, mens vi fra København, som ligger ret højt på jordkloden, vil se hele 68% af solskivens diameter være dækket af Månen. Den maksimale fase er 76%, men det skal altså opleves til havs nord for Nordkap.
Solformørkelsen den 12. oktober 1996 (Alle tider i dansk sommertid) Månens første kontakt med solskiven kl. 15.07 Nymåne kl. 16.14 Den maksimale fase (68,1%) kl. 16.22 Månens sidste kontakt med solskiven kl. 17.33 Solen går ned i København kl. 18.15 Månen går ned i København kl. 18.18
Partielle solformørkelser har vi oplevet et par gange i løbet af de sidste år. Men det er længe siden, vi i Danmark har haft en solformørkelse, hvor så stor en del af solskiven vil blive formørket. Den kommende formørkelse den 12. oktober bliver ikke total noget sted på Jorden, fordi Månens skyggekegle slet ikke rammer Jorden, men i stedet for sigter mod et punkt hen over Nordpolen. Set fra Jorden forekommer Solen og Månen at være lige store, men det er kun tilsyneladende. Solen er ca. 400 gange så stor, men samtidig også 400 gange så langt væk. Det er et fantastisk sammentræf af omstændigheder, der medfører, at måneskiven - under en solformørkelse - lige akkurat kan dække solskiven, eller sagt på en anden måde, at Månens skyggekegle netop kan nå Jorden. Solformørkelser opstår som bekendt ved, at Månen ved nymåne kaster sin skygge på Jorden. Men det sker kun, når Månen er tæt ved månebanens knuder - nemlig dér, hvor månebanen skærer ekliptika (Jordens baneplan omkring Solen).
Hvornår opstår en solformørkelse?
Månebanen hælder 5° i forhold til Jordens årlige bane om Solen (ekliptika), og det er den egentlige årsag til, at der ikke er solformørkelse ved hver nymåne. I den ene halvdel af måneomløbet befinder Månen sig over ekliptika, og i den anden halvdel er Månen under ekliptika. De to punkter, hvor månebanen skærer ekliptika, kaldes knuder, og forbindelseslinien mellem de to knudepunkter kaldes knudelinien. Den opstigende knude er det sted i Månens bane, hvor Månen passerer ekliptika for at komme til den øverste del af sin bane, mens den nedstigende knude beskriver det sted i banen, hvor Månen igen passerer ned under ekliptika.
Betingelsen for, at en formørkelse kan opstå, er derefter, at Månen befinder sig tæt ved én af de to knuder netop på det tidspunkt, hvor den bevæger sig ind mellem Solen og Jorden. Med andre ord skal nymånens lange skygge ligge i ekliptikaplanet for at kunne ramme Jorden. Det er netop derfor, at Jordens baneplan bærer navnet ekliptika (eclipse=formørkelse). Den symbolske mening kan ses i de astronomiske tegn for opstigende W - og nedstigende knude , der skal forestille hoved og hale på Dragen, der sluger Solen ifølge gamle forestillinger om årsagen til formørkelser.
Ved nymåne passerer Månen ind mellem Jorden og Solen. Solen skinner på den side af Månen, vi ikke kan se, og Månen kaster samtidig en lang skygge bagud i rummet i retning mod Jorden. Det er nymåne med i gennemsnit 29½ døgns mellemrum, men i de fleste tilfælde passerer Månens skyggekegle hen over eller under Jorden uden at ramme selve jordkloden, fordi månebanen hælder ca. 5° i forhold til Jordens bane.
Solformørkelsen er kun total, når selve den kegleformede kerneskygge rammer Jorden. Under en partiel formørkelse er det kun den omgivende halvskygge, der rammer Jorden. I dette tilfælde passerer kerneskyggen enten lige over Jordens nordpol eller lige under Jordens sydpol. Den partielle formørkelse kan derefter ses fra den del af kloden, der ligger nær ved det pågældende nord- eller sydpolsområde. Man skelner således mellem 3 forskellige typer af solformørkelser, som er illustreret herover. Læs i "AKTUEL ASTRONOMI", efterår 1996, nr. 4 mere om, hvordan man kan beregne, hvornår de næste solformørkelser indtræffer.