Gennem mere end et år er komet Hale-Bopp blevet fulgt af astronomer, mens den langsomt har arbejdet sig ind gennem Solsystemet. Nu er den her. Bliver den århundredets komet, eller...
Allerede sidste år blev vi præsenteret for en komet ud over det sædvanlige - nemlig Hyakutake, der passerede tæt forbi Jorden. Mange husker sikkert den diffuse komet, der majestætisk bevægede sig op langs Karlsvognen, passerede Nordstjernen og siden forsvandt mod den nordvestlige horisont.
Den nære passage var interessant, fordi det gav os mulighed for at studere fine detaljer omkring Hyakutakes kerne. Ulempen var dog, at det samlede indtryk af kometens lysstyrke var spredt ud over et stort område på himlen, hvilket medførte, at det var nødvendigt at observere "den fremmede gæst" langt fra byens lys, hvis man ville have en fuldendt oplevelse.
For komet Hale-Bopps vedkommende vil situationen imidlertid være helt anderledes. Passagen sker nemlig på stor afstand (cirka ni gange så stor som ved Hyakutake), og kometen vil derfor synes mindre på himlen. Men da Hale-Bopp har en kerne, hvis diameter formentlig er 15-20 gange større end Hyakutakes, kan overfladen, hvorfra fordampningen foregår, let være 300 gange så stor som overfladen på Hyakutakes kerne.
Den samlede lysstyrke vil således - på trods af den store afstand - alligevel være sammenlignelig med Hyakutakes og måske endda overgå den. Det vigtigste er dog, at hele kometen (både hoved og hale) pga. den store afstand kun fylder et lille område på himlen, og som følge heraf vil den fremstå lysstærkere i kontrast til den mørke himmelbaggrund. Dét er afgjort en fordel for den totale oplevelse, som kan blive rigtig god for såvel det blotte øje, som for prismekikkerten og den astronomiske kikkert.
I modsætning til planeter og asteroider er kometer nærmest at sammenligne med snavsede snebolde - mere præcist består de af en masse støv og småsten bundet sammen af frosne luftarter. Under passagen ind gennem det indre Solsystem opvarmes kometens nedfrosne kerne. De frosne gasser (luftarter) fordamper livligt fra kernens overflade, og med stigende aktivitet desto mindre afstanden er til Solen.
Dog fører de aktive jets deres frigjorte materiale langt bort og med så stor hastighed, at den svage tyngdekraft fra kometkernen ikke kan fastholde det. Fordampningen fra overfladen sker til gengæld med meget ringe hastighed, og materialet kan lettere fastholdes i kometkernens nærhed.
Når kometen er kommet så tæt på det indre Solsystem, at vi fra Jorden vil kunne observere kerneområdet, er udsigten til selve kernen desværre ofte spærret, fordi den er "pakket ind" i en flere hundrede tusinde kilometer tyk, næsten uigennemsigtig atmosfære - den såkaldte koma.
1: Lystrykket fra Solen er meget svagt, men det påvirker alligevel komaens frigivne gas- og støvpartikler, der langsomt presses bagud i retningen bort fra Solen. Da kometen samtidig bevæger sig langs sin bane, som let kan være på tværs af den dannede hales retning, vil konsekvensen ofte blive, at en sådan hale, hvis synlige del består af støv, vil krumme en smule. Krumningens retning i rummet afslører kometens bevægelsesretning i forhold til Solen. Hvis disse to retninger falder sammen, vil krumningen være næsten umulig at iagttage. Det stærke sollys bevirker endvidere, at visse gasser i komaen ioniseres, dvs. at de bliver til positivt eller negativt ladede partikler (også kaldet ioner).
2: Solen udsender også selv ladede partikler, der strømmer ud fra dens overflade og spredes i alle retninger i planetsystemet. Når de ioniserede partikler så rammer kometens koma, der selv indeholder store mængder ladede partikler, rives disse af komaens overflade og føres med solvinden i retningen bagud i rummet - bort fra Solen. Solvindens hastighed er temmelig stor, og den dannede langstrakte hale - den såkaldte ionhale - vil altid være meget lige og som regel også meget lyssvagere end den mere krumme støvhale.
Ude i skiven kondenserede stoffet også - dog ikke i stjerner, men i større og mindre støvbolde. Støvkorn og andet materiale fra skyen stødte ind i hinanden og klumpede sig sammen til en slags "babyplaneter", der kun målte nogle få kilometer i diameter. I de følgende hundrede millioner af år kolliderede disse "babyplaneter" og dannede stadig større objekter - planeterne var under dannelse.
Hovedparten af "babyplaneterne" blev brugt til opbygning af de store planeter, mens resten blev efterladt og stadig bevæger sig rundt i Solsystemet - mere eller mindre i deres oprindelige form. Nogle af dem består hovedsagelig af sten og metaller - de såkaldte asteroider. Andre består af mere letfordampelige stoffer som vand, kulilte og en række gasser i frossen tilstand - nemlig kometerne.
Engang kunne man finde kometer overalt i Solsystemet. Men tæt inde omkring Solen fordampede de og forsvandt. Kun de kometer, hvis baner lå langt ude i de koldeste yderområder, forblev intakte. Mange af dem fortsatte med at kredse omkring Solen i kæmpeskivens yderste regioner - uden for Neptun og Plutos baner i det såkaldte Kuiper-bælte, hvis yderste del danner broer til den Oortske sky: en enorm sfære af kometer, der omgiver vort Solsystem i en afstand, som overstiger 10.000 AE (1 AE = 150 mio. km. eller Jordens afstand til Solen). Det er faktisk en betragtelig del af afstanden til den nærmeste stjerne.
De fleste af disse kometer er forblevet i deres frosne verden, hvor de i al ubemærkethed langsomt kredser om vort Solsystem. Af endnu ukendte årsager rives enkelte ud af deres søvnige tilværelse og trænger dybt ind i Solsystemet - helt ind gennem planeternes verden, hvor de på mere eller mindre spektakulær vis er en påmindelse om vort Solsystems dynamiske udvikling.
Tro ikke, at kampen er forbi endnu, den er bare langt mindre intens end i Solsystemets barndom. Planeterne vokser nemlig stadig - men kun langsomt, fordi kometer og meteoritter støder sammen med dem. Begivenheder som f.eks. komet Shoemaker-Levy 9's voldsomme sammenstød med planeten Jupiter i 1994 er en påmindelse om, at det stadig er alt for tidligt at fjerne skiltet med "Under opbygning".
Navnet sneboldkamp er et særdeles passende udtryk, når man tænker på, at kometkernerne bedst kan sammenlignes med snavsede snebolde - isklumper blandet med småsten og interplanetarisk støv. Dette blev da også bekræftet, da den europæiske rumsonde GIOTTO passerede tæt forbi komet Halleys kerne, der viste sig at være en stor snavset snebold på 8x15 km.
Alan Hale, der er ph.d. i astronomi fra New Mexico State University, og som nu bor i Cloudcroft, New Mexico, er en af verdens mest aktive kometobservatører. Han har set næsten 200 kometer gennem en lang årrække.
Den anden, Thomas Bopp, der bor i en forstad til Phoenix, Arizona, er ivrig amatørastronom. Han var sammen med en større gruppe taget ud i ørkenen 150 km syd for Phoenix for at observere under de gunstige forhold. Begge observatører så kometen som et diffust objekt tæt ved den kugleformede stjernehob M70 i stjernebilledet Skytten.
Koordinater Afstand Vinkel Lysstyrke TMag Dato (UT) R.A. Dec. Delta r Theta Måne (1) (2) (3) 1997 jan 3 18 45,5 +05 16 2,531 1,728 28.2 80 3,7 3,6 3,5 1997 jan 8 18 53,4 +06 35 2,449 1,664 29.4 28 3,6 3,4 3,2 1997 jan 13 19 01,8 +08 04 2,363 1,602 30.9 62 3,4 3,2 3,0 1997 jan 18 19 10,8 +09 43 2,273 1,539 32.6 120 3,2 3,0 2,8 1997 jan 23 19 20,6 +11 34 2,179 1,477 34.5 151 3,0 2,7 2,5 1997 jan 28 19 31,2 +13 39 2,083 1,416 36.4 116 2,8 2,5 2,2 1997 feb 2 19 43,0 +15 58 1,985 1,356 38.3 67 2,6 2,2 1,8 1997 feb 7 19 56,1 +18 33 1,886 1,297 40.1 35 2,4 1,9 1,6 1997 feb 12 20 11,0 +21 26 1,788 1,240 41.8 78 2,2 1,6 1,3 1997 feb 17 20 28,0 +24 37 1,693 1,186 43.3 123 1,9 1,3 1,0 1997 feb 22 20 47,9 +28 05 1,602 1,134 44.5 139 1,7 1,0 0,7 1997 feb 27 21 11,4 +31 46 1,519 1,086 45.5 112 1,5 0,7 0,4 1997 mar 4 21 39,5 +35 34 1,447 1,042 46.0 72 1,3 0,5 0,1 1997 mar 9 22 13,2 +39 14 1,387 1,003 46.2 45 1,1 0,2 -0,2 1997 mar 14 22 53,3 +42 26 1,344 0,970 46.0 69 0,9 0,0 -0,4 1997 mar 19 23 39,3 +44 45 1,320 0,944 45.5 104 0,8 -0,1 -0,5 1997 mar 24 00 29,3 +45 48 1,316 0,926 44.6 134 0,8 -0,1 -0,6 1997 mar 29 01 19,1 +45 25 1,332 0,916 43.4 134 0,8 -0,2 -0,7 1997 apr 3 02 05,4 +43 45 1,367 0,915 42.0 91 0,8 -0,2 -0,6 1997 apr 8 02 45,7 +41 08 1,418 0,922 40.4 37 0,9 -0,1 -0,5 1997 apr 13 03 19,5 +37 59 1,482 0,938 38.7 43 1,1 0,1 -0,3 1997 apr 18 03 47,6 +34 35 1,555 0,962 36.8 92 1,2 0,3 -0,1 1997 apr 23 04 10,9 +31 11 1,635 0,994 34.9 146 1,4 0,5 0,1 1997 apr 28 04 30,5 +27 54 1,719 1,031 32.9 148 1,6 0,8 0,4 1997 maj 3 04 47,3 +24 47 1,804 1,074 31.0 82 1,8 1,0 0,7 1997 maj 8 05 01,9 +21 51 1,890 1,121 29.1 15 2,0 1,3 1,0 1997 maj 13 05 14,9 +19 06 1,975 1,172 27.3 47 2,2 1,6 1,3 1997 maj 18 05 26,6 +16 32 2,057 1,226 25.6 104 2,4 1,9 1,6 1997 maj 23 05 37,2 +14 07 2,137 1,282 24.2 165 2,6 2,1 1,8 1997 maj 28 05 47,0 +11 50 2,214 1,340 23.0 127 2,8 2,4 2,1 R.A. & Dec. = Geocentriske astrometrisk timeværdi og deklination Delta = Geocentrisk afstand til kometen i AE r = Heliocentrisk afstand til kometen i AE Theta = Sol-Jord-komet vinkel i grader Måne = Måne-Jord-komet vinkel i grader TMag = Totale størrelsesklasse (lysstyrke) 1 = 0,4 + 5*log(Delta) + 5,6*log(r) 2 = -0,5 + 5*log(Delta) + 9,0*log(r) / (bj) 3 = -0,9 + 5*log(Delta) + 10 *log(r) / (bj) TMag(1) er udregnet på basis af observationer udført i sep/okt 1996 TMag(2) er udregnet på basis af observationer udført i nov 1996 TMag(3) er udregnet på basis af observationer udført i dec 1996
I de næste to uger fra den 20. februar til den 5. marts er forholdene på den østlige morgenhimmel stærkt generet af månelyset.
Fra den 15. til den 25. marts vil månelyset igen genere en del - lige bortset fra under måneformørkelsen den 24. marts. Men fra den 26./27. marts skulle forholdene være noget nær de ideelle, idet den aftagende Måne står sent op. Man kan så benytte den første del af aftenen og natten til at observere kometen i NNV og herefter krybe til køjs, når Månens lys bliver for generende. Den 23. marts er Hale-Bopp nærmest Jorden, men da har den endnu ikke nået sin maksimale lysstyrke. Den vil nemlig fortsætte med at stige indtil den 1. april, hvor kometens afstand til Solen er mindst.
Efter den 10. april vil månelyset for alvor begynde at genere, og det er nu ved at være sidste chance for at se kometen med det blotte øje. Der er dog stadig mulighed i endnu et par dage, men efter den 13. april kniber det. I de sidste dage af april kan man måske være heldig at få et sidste glimt af Hale-Bopp lavt ved den vestlige horisont efter solnedgang. Men det kan meget vel blive en "kamp" mellem kometens klarhed og den lyse aftenhimmel. De to uger omkring den 1. april bør give de bedste oplevelser.
Det er en god idé at reservere plads på telefon 33 12 12 24 til de anførte forestillinger, da disse ved tidligere begivenheder ofte har været udsolgt. Prisen for særforestillingerne er 30 kr.
Observationerne, der er gratis, vil foregå i samarbejde med Københavns Astronomiske Forening efter forestillingerne og gennemføres kun, hvis det er klart vejr. Der vil blive opstillet kikkerter på Planetariets bastion ud mod søen, hvorfra der er frit udsyn mod den nordlige horisont.
Ole Rømer Observatoriet, Århus
Orion Planetarium, Jels
Rundetårn, København
Ole Rømer Museet, Vestskoven, Tåstrup