STJERNER

En stjernes livsforloeb. Stjerner foedes ud af kolliderende gasskyer, som enkeltvis traekker sig sammen og begynder at lyse. Stjernen gennemloeber et langt liv foer den i sin alderdom svulmer op som en roed kaempestjerne i et sidste deperat forsoeg paa at skaffe braendsel til dens evigt kraevende indre flammehav. Til slut falmer den og ender som hvid dvaerg. Visse stjerner kan dog do paa vaesentligt mere voldsomme maader i supernova-eksplosioner mm.

Stjerner er store himmellegemer af gas, som lyser på grund af kernereaktioner dybt i deres indre. De findes i et væld af forskellige størrelser og lysstyrker, fra lyssvage dværgstjerner mindre end 1 procent af Solens diameter til supergiganter, flere hundrede gange større end vores "egen" stjerne, Solen. Deres overfladetemperaturerer svinger fra de meget varme blå-hvide stjerner (mere end 100,000 grader celsius) til kolde, røde stjerner (2000 grader celsius).

Solen er på alle måder en gennemsnitsstjerne med en overfladetemperatur på ca. 5500 grader celsius. Stjerner bliver dannet af skyer af støv og gas. Sådanne tåge-skyer er ikke jævnt fordelt i rummet men indeholder tættere områder - fødestedet for nye stjerner. Tåger består fortrinsvis af en blanding af brint og helium i forholdet 10 til 1. Derfor har stjerner også denne sammensætning.

Stjerners energi stammer fra kernereaktioner, som omdanner brint til helium. Fire brintatomer presses sammen og omdannes til et heliumatom - samme princip som i en brintbombe. Der er grænser for en stjernes størrelse. Et gaslegeme med en masse mindre end 6 procent af Solens kan ikke blive til en stjerne, fordi forholdene i dets indre ikke er tilstrækkeligt ekstreme til at starte en kernereaktion. Denne 6 procents grænse må anses for at være den grænse, som adskiller en planet og en stjerne. Hvis kæmpeplaneten Jupiter havde været amkring 60 gange større, ville den være blevet til en lille stjerne. På den anden ende af skalaen er der stjerner, som er mere end 100 gange større end Solen.

Vores egen Sol blev dannet for omkring 4.6 milliarder år siden og har levet ca. halvdelen af dens liv. Om nogle få tusinde millioner år, vil den begynde at løbe tør for brint i dens kerne.



Denne side vedligeholdes af tycho@inet.uni-c.dk

Tilbage til Planetariets hjemmeside