Den dag, solen skinnede

Solen skinnede i trætoppene, og fuglene fløjtede. Sommeren flød forbi langs marken. Mulden lå som en mor, der lod kornet vokse op og suge til sig gennem solens lys. Eleverne sad på deres stole med sløjfer i håret og ventede på klokkens befrielse, så de kunne komme ud at løbe i kornet og lade sig omfavne af jorden, der ikke længere ville give pletter på deres sommertøj nu, hvor regnen var ovre.

Verden smilede til dem, og bladene strakte sig mod lyset som også børnene strakte sig for at se ud af vinduet i klasseværelset og tage del i verdens glæde. En fugl fløj forbi vinduet og trak suset fra naturen ind til børnene, og deres længsel voksede. Blomsterne struttede og virrede med hovederne i blæsten mens den vinkede til en bille, der kom spadserende langs et græsstrå. Naturen syntes i harmoni med sig selv den dag og åbnede sig i et smil af farver og dufte.

Eleverne vred sig i smerte over at være ude af stand til at opleve dette men havde altid denne distance til naturen. De havde set den på TV mange gange, og vidste alt om, hvor hurtigt græsset vokser, men de havde ikke følt græssets berøring mod kinden på en sommerdag eller fået et bistik uden, at deres mor var kommet rendende. "Sum-sum" sagde bierne og stemte i kor med fuglene og landmandens nynnen og den støj, der af en eller anden grund altid findes i en skov. Måske var det myrene eller regnormene, der havde besluttet sig til at lave larm? Kridtet kradsede over tavlen med en fart, der overhalede de fleste dyr i skoven, og som overdøvede naturens lyde, der ellers havde besluttet sig at sabotere undervisningen.

Solen kærtegnede dyr og mennesker med et løfte om varme og venskab. Dog ved enhver, at solens troskab ikke er til at stole på, men eleverne håbede, den ville vare i det mindste til de var færdige. Den dag holdt solen ord, men mærk mine ord; du kan bede enhver mariehøne på din vej om at flyve op til Vorherre, men solen gør, hvad der passer den.

© 1996 Female Nerd