PROGRAM
Torsdag:
Bier Cirkus
Fredag:
Cantillon-bryggeriet
Ølbutikket Bieres Artisanales
Værtshuset Kulminator
Lørdag:
‘t Brugs Beertje
‘t Spinnekopke
Toone - og Bier Cirkus
Søndag:
Smagsprøve i lufthavnen
Herunder er en kort beskrivelse af vore oplevelser. Klik på det understregede for en detaljeret beretning med alle detaljer eller bladr ved hjælp af rullepanelet.
Bier Cirkus
Cantillon-bryggeriet
Ølbutikken Bieres Artinasales
Kulminator
‘t Brugs Beertje - det lille ølsted i Brügge
‘t Spinnekopke - den lille edderkop
Toone - og Bier Cirkus endnu en gang
En “fumble” af Øl-Anders |
Jomfruen
KØLIGs jomfru-studierejse gik til øllets mekka, Belgien. Flyselskabet hed meget passende
Virgin Express og er et discount-selskab, som flyver tur-retur mellem København og
Bruxelles for 1049 kroner, så det kunne dårligt betale sig at blive hjemme! Bortset fra at vi
ikke fik nogen mad på den knap halvanden time lange tur, var der nu ikke meget discount
over flyselskabet.
Vel ankomne til Bruxelles lufthavn tog vi toget til centrum, hvor formanden. Øl-Anders, begik
sit Hybris. Han havde - sådan set fornuftigt nok - dedukteret sig frem til, at sådan en
Samsonite-kuffert måtte være ideel at importere et større kvantum kvali-øl i. Således
overbevist havde han forhandlet detaljerne på plads med svigermor, der tilfældigvis var i
besiddelse af en Samsonite, så han selv med China Airways ville få importen sikkert i havn.
Vel ude af Gare du Nord besluttede et flertal udenom formanden at vandre til
vandrehjemmet da vi alle bar bagagen i rygsække. Formanden var let at lokalisere på den
pibende lyd fra kuffertens hjul og den karaktistiske KLONK!-HVIN-klonk!-lydsekvens hver
gang han skiftede fra gå-mode til løfte-mode. KLONK!’et stammede fra gå-håndtagets
nedslag, HVIN’et fra kuffertens bærehåndtag og det lille klonk! lød når kufferten igen blev
sat.
Viking Night - med masser af “mjød”
Vandrerhjemmet hed CHAB og det var noget med Vincent van Gogh, som vistnok havde
boet der engang, eller også var det hans barnebarn. Vi boede fint i tre værelser til 100 kr.
pr. snude pr. nat.
Turens første mål var Bier Cirkus, som er et ret nyt ølsted lidt uden for centrum. Bier Cirkus
har 170 forskellige øl på kortet, så det var vel et passende sted for de endnu uerfarne
KØLIG-medlemmer at starte udforskningen. Vi kom alt for tidligt i byen til at få ordentlig
mad, da Belgien åbenbart retter sig efter de sydlandske spisetider med aftensmad efter kl.
20. Derfor måtte den stakkels bartender tømme sine lagre af snacks og spaghetti for at
mætte de sultne vikinger. Især Øl-Søren og Øl-Lars måtte til fadet flere gange.
Vi havde annonceret vores ankomst til den lokale guru, Stephen d’Arcy, som kvitterede ved
at arrangere en Viking Night for sine ølkumpaner. Stephen er englænder, bor og arbejder i
Bruxelles, og anfører her en lille, men tapper gruppe af ølentusiastiske landsmænd fra
CAMRA, den engelske ølforbruger-organisation. Stephen gav os den første indføring i det
bedste af belgisk øl, velsignede vores program og udleverede nogle eksemplarer af sin lille
specialguide til øl, barer, bryggerier mm. i Bruxelles og omegn. Sammen med Stephen
dukkede flere af hans kumpaner op, heriblandt en ivrig samler af øletiketter, samt nogle
andre ølentusiaster, der efter vommens størrelse at dømme har dyrket denne hobby i
nogen tid.
Blandt aftenens topscorere var Westvleteren 10. Det er et ægte trappist-bryg, som kun
brygges på de 6 tilbageværende klostre i Trappist-ordenen. Bryggeriet er meget lidt
kommercielt: Hvis man vil købe deres øl må man selv hente det ved klosterets port i
Westvleteren, så det føres kun på meget få barer. Og så er smagen jo himmelsk: Mørk
ristet malt sammen med rigeligt humle, muligvis med en lille smule sukker tilsat ved
tapningen. Andre hits var Hercule, Rochefortoise, Rochefort 8 og 10 og Caricole. Den
sidste er en såkaldt “bieres artisanales”, som er øl, der kun brygges i små mængder med
masser af arbejde, råvarer og smag, og som stort set kun findes på 70 cl flasker. Vi har
importeret smagsprøver til KØLIG-mødet fredag d. 25. oktober.
Aftenen sluttede i baren i CHAB, hvor der var rigelige forsyninger af mere ordinære belgiere
som Chimay, Verbodene Vrucht og Hoegarden Grand Cru. For KØLIG-medlemmer med
dårlig mødestatistik: En ordinær belgisk øl ligger på 7-8% og de stærke mellem 11 og 12%.
Det blev sent.
“De springer over hvor gæret er lavest”
Fredag morgen startede med en vandretur (denne gang uden kuffert) gennem centrum af
Bruxelles. På den berømte Grand Place stod vi længe og beundrede de smukke bygninger.
For en kort tid deltes selskabet: Fire drak kaffe mens de tre andre besøgte Brewery
Museum i den belgiske bryggeriforenings hovedkvarter.
Dernæst gik turen til Cantillon Brewery, et gammelt familiedrevet bryggeri midt i Bruxelles
bycentrum. Efter en kort introduktion af Madame van Roy fik vi lov til at gå rundt på egen
hånd. Her brygges øl efter ældgamle metoder. Efter urten er kogt, køler den natten over i et
stort, åbent kar oppe under taget. Gær og bakterier kommer til på naturlig vis fra luften og
når brygget efterfølgende tappes i egetræsfade starter en vild gæring, som varer en uges
tid. Processen fortsætter i adskillige faser, som den videnskabeligt orienterede del af
klubben havde studeret i en artikel fra Scientific American (august 1996). Hverken øllet eller
brygmesteren behøver dog megen videnskab - det virker bare. Slutproduktet efter 1 års
lagring og mærkværdige processer med mælkesyrebakterier, eddikesyrebakterier,
brettenomyces-gær m.v. hedder Lambic. Denne blandes med 2 og 3 år gamle bryg til
Gueuze (udtales gøøs), som vi smagte på stedet. Og det var ved denne smagsseance, Øl-
Johnny udgød en sætning af den kaliber, andre gemmer på til deres dødsleje: “De springer
over hvor gæret er lavest”.
“If you buy 60 crates we deliver by car”
Efter Cantillon spiste vi frokost på en mellemøstlig restaurant (vi fik vin da de kun havde
ordinært øl), og så ville vi flotte os med en taxa. Det tog hundrede år, for taxaerne i
Bruxelles kører åbenbart kun i nærheden af EU’s forskellige bygninger. Målet var
forretningen Bieres Artisanales, en specialbutik for øl og tilhørende relikvier. Det var svært
at vælge mellem de ca. 400 forskellige øl på lager, særligt da Virgin Express’
bagagegrænse på 20 kg kom os i hu. Vi købte rigeligt ind og anskaffede også nogle flotte
glas til klubbens fremtidige møder. Indehaveren tilbød at sende en palle med 60 kasser øl til
Danmark - det grinede vi meget af, det er da afsindig meget øl. Ikke desto mindre har vi nu
bestilt denne palle øl, som forhåbentlig når frem inden KØLIG-mødet fredag d. 25. oktober.
Forskellen på Chimay Grande Reserve årgang ‘83 og ‘92
Indkøbene blev fragtet til CHAB og så gik det med tog til Antwerpen, hvor første og vigtigste
mål var baren Kulminator. På dette mødested for ølentusiaster fra hele verden skulle vi
møde Peter Crombecq, formand for OBP (Objective Bier Proevers) og forfatter til den
bedste ølguide til Benelux. Mødet mislykkedes af forskellige årsager, men vi fik da prøvet
en eftermiddagsøl.
Øl-Søren og Øl-Pernille dukkede op efter at have besøgt Horta-museet i Bruxelles på egen
hånd. Øl-Sørens knæ var møgbeskidte og Øl-Pernille smilede voldsomt. Det skulle senere
vise sig hvorfor...
Middagen blev italiensk, igen med vin! Og så tilbage til Kulminator for en gang seriøs
ølprøvning. Vi bestilte to flasker Chimay Grande Reserve, den ene årgang 1983, den anden
årgang 1992. Det er et meget nobelt bryg (fra et trappistkloster ligesom Westvleteren), der
udvikler sig med årene. Flaskerne (stor størrelse) blev serveret liggende i en kurv -
bundfaldet skulle jo nødigt komme med i vores glas! Smagen var tydelig mere moden for
den gamle: Den minder lidt om portvin og er klart mere rund i smagen end årsungen fra ‘92.
Vi kunne dog ikke sige, at den ene er bedre end den anden - de er begge fremragende,
men forskellige. Nuhmmmm. Vi smagte flere klassiske bryg og endnu et par liggende
flasker. Den ene vil gå over i historien: En Abbaye des Rocs fra 1987. Det er en trippel i
verdensklasse med megen karakter og aroma. Trippel betegner en mørkt-gylden øltype af
klostertraditionen med meget alkohol, nogen sødme og en krydret aromatisk smag. Den
kostede 120 kroner og var alle pengene værd. En anden hitter var en Westvleteren Blanche
fra 1985 på kun 4% (en belgisk light-øl?), en meget speciel øl, som Pernille smagte.
På vejen hjem mod Bruxelles var vi blevet tørstige, så vi prøvede et mærkeligt bryg af
plasticflaske kaldet Bruenvater. På grund af gruppens generelle væskemangel scorede den
en rimelig karakter på KØLIGs skala, nemlig omtrent det samme som en dansk pilsner.
Aftenen sluttede selvfølgelig atter i baren på CHAB.
“Herfra kaster memlingerne sig ud i hundredtusindvis hvert år. Det er derfor det hedder Brügge”
Lørdagens udflugtsmål var et bryggeri og en bar i Brügge. En times togtur bragte lidt
Interrail-stemning fra en svunden tid frem, inden vi gik mod Straffe Hendrik-bryggeriet. Vi
opdagede hurtigt, at Brügge fylder langt mere i turistguiderne end Bruxelles - byen var
stoppet med mennesker. På vandreturen fra stationen så vi hele tiden skilte mod memlinge-
museet, som viste sig at fremvise kniplinger, men inden da fik Øl-Lars komponeret kommentaren ovenfor.
“Den er jo lisså tynd som guldøl”
Vi nåede at kigge os lidt omkring i bymidten og fik bl. a. købt nogle af de lokale vafler inden
vi deltog i en guidet tur på bryggeriet, der beskæftiger 1 brygmester og 3 guider!
Hovedparten af øllet brygges nu på et mere moderne bryggeri. Rundturen inkluderede en
smagsprøve fra fad og foranlediget af ølguidens påstand om, at flaskeudgaven var ganske
anderledes end fadøllen, købte vi selvfølgelig en flaskeudgave også. Formanden udtalte sig
utvetydigt negativt om flaskeudgaven, men resten af gruppen var ikke så skråsikre. Vi var
dog alle enige om, at det var noget tyndt sprøjt - kun 6%! Ikke meget sammenlignet med de
op mod små 12% “de tykke” sniger sig op på. Det fik igen Øl-Lars, den vittige sjæl, til at
diske op med en fiks bemærkning: “Den er jo lisså tynd som guldøl!”.
Til frokosten fandt vi to gode steder at spise, begge udvalgt efter Stephen d'Arcy's ølguide.
Det ene hold smagte forskellige øl fra De Gouden Boom-bryggeriet i Brügge og det andet
hold fandt et værtshus, der serverede den mørke og stærke Gouden Drak på fad. Hvor
stærk blev illustreret af skiltet ved baren: “Kun 3 Gouden Drak pr. kunde”.
De havde hverken Westvleteren eller Abbaye des Rocs!
Om eftermiddagen besøgte vi ‘t Brugs Beertje, som er et kendt, ja måske endda folkeligt,
ølsted i Brügge. Det er bl. a. nævnt i Politikens guidebøger og er som sådan lidt for
populært for kræsne KØLIG-medlemmer på ekskursion. Alligevel fik vi os nogle gode øller,
selvom turens strabadser var tæt ved at overmande flere af deltagerne. De øvrige holdt
hovedet højt og spurgte bl. a. efter Westvleteren og Abbaye des Rocs - de havde ingen af
dem! Hvilke eksamen for os syv danskere: At besejre belgierne på eget græs!
På vejen mod et supermarked med de rigtige øl til lavere priser end hos Bieres Artisanales
kom KØLIG forbi en forretning med brudekjoler, og så er vi tilbage ved de slidte knæ og det
brede smil fra Kulminator: Søren havde friet til Pernille på den helt rigtige, romantiske måde
under deres tur på Horta-museet! For at fejre det gav de en runde svære øl i toget tilbage til
Bruxelles.
Vi var blevet anbefalet en restaurant ved navn t’Spinnekopke, noget i retning af Den lille
Edderkop. Maden skulle være god og øl-udvalget være stort - de fleste retter endda fremstillet med øl. Desværre viste øl-udvalget sig
at være temmelig begrænset og tjeneren kom med en decideret løgnehistorie da vi fik
serveret en efterligning i stedet for den ægte Westvleteren, som var på menukortet. Til
gengæld var bøfferne helt i top! Et sted mellem 4 og 5 på KØLIG-skalaen (som sikkert snart
bliver universel standard). Stemningen passede os dog ikke så godt, så vi gik ret hurtigt
efter maden. Så fik vi jo også mere tid til at gå på værtshuse.
Op ad bakken
Efter ‘t Spinnekopke havde vi brug for en rigtig succes-oplevelse, så vi gik efter Stephen
d’Arcys anbefalinger på Toone, som skulle være godt. Men atter fik vi en op-ad-bakke-
oplevelse: Ventetiden var lang, de serverede de forkerte øl i de forkerte glas og så væltede
der ovenikøbet et læs øl-ignorante gæster ind mens vi sad der. Flere i selskabet tog hjem,
men en hård kerne havde endnu lyst til gode øl. Derfor rejste Anders, Søren, Michael og
Johnny tilbage til rødderne: Bier Cirkus! Vi nåede lige en enkelt øl inden lukketid og
fortsatte lidt endnu på CHAB.
Formandens Nemesis
Søndag var det tid til hjemrejse. Vi havde travlt med at pakke kassevis af øl i vores
håndbagage (eller Samsonite-kuffert, hvis man havde en sådan), men formanden valgte
dog at fragte de mest værdifulde øl hjem i håndbagagen. Til formålet havde Øl-Anders
medbragt en slags pose med en snor som skulderrem. Desværre var posen åbenbart ikke
designet til styrkemæssigt at bære et antal 0,7 liters ølflasker, så mellem folk og fæ i
Bruxelles lufthavn brast snoren og de dyrebare dråber flød på gulvet! En af flaskerne blev
kun en smule utæt, så den måtte vi drikke i lufthavnen.
Formanden har stadig svært ved at tale om situationen, som er meget traumatisk for ham,
så hvis du møder ham i grådkvalt tilstand, så skynd dig at tale om hans fine glas, som overlevede faldet. Det får ham straks tilbage til livet.
Reportage:
Øl-Søren
Øl-Anders
Fotos:
Øl-Lars
Øl-Pernille
Last Updated by Søren Houmøller on 05-11-96