Forord, især til gymnasielærere
Hvor er hele baggrundshistorien - og alle farvebillederne?

Træk i rammernes kanter for at ændre deres størrelse.
Bemærk venligst, at bogstaverne KUN henviser til denne plan; de findes ikke i samlingen! - men:
Klikker du på et bogstav på planen, ruller teksten til det rigtige sted.

Faraonernes Ægypten

Trappen fra forhallen til Antiksamlingen på 3. sal fører ind midt i et stort åbent rum (rum 303) med ovenlys. Den ægyptiske samling begynder i rummets højre del med "Faraonernes Ægypten", der dækker hele den faraoniske periode (3000 f.Kr.-30 e.Kr.).

Nyere genstande findes i den anden ende af Antiksamlingen, i rummet "Fra Rhinen til Eufrat" (rum 318), hvor livet i Ægypten som romersk provins belyses. Den forhistoriske periode kan ikke studeres før i 1997 - salen, hvor de prædynastiske genstande skal udstilles sammen med den nærorientalske samling, er stadig under ombygning.

Ved nyopstillingen gjaldt det for om mig at lade mennesket komme i centrum - ligesom det er sket i resten af Antiksamlingen. Jeg har naturligvis også gjort mig en række tanker om, hvordan den besøgende ville opleve samlingen; og især om, hvordan den ville fungere ved skoleomvisninger. Resultatet af disse overvejelser mener jeg bedst at kunne udtrykke gennem denne mini-guide til samlingen (citater fra tekster i udstillingen står i anførselstegn):

De levendes land

"Ægypten var en gave fra Nilen, en strimmel frugtbar jord langs floden fra Aswan i syd til Middelhavet 1200 km længere mod nord. Nildalen syd for Cairo kaldtes Øvre Ægypten, og deltaet nord for Cairo hed Nedre Ægypten. Landet havde naturlige grænser til alle sider: Mod øst og vest den ugæstfri ørken, ved Aswan klipper i Nilen, den såkaldte første katarakt, som hindrede den frie sejlads sydpå, og ved Middelhavet deltaets uvejsomme sumpe.

Ved slutningen af forhistorisk tid, ca. 3000 f.Kr. bestod landet af en række selvstændige centre langs Nilen. I de næste 3000 år herskede konger, faraoner fra 30 dynastier, over det samlede land. Kongedømmet var helligt og indstiftet af guderne, men den levende konge blev kun regnet for et menneske, der spillede rollen som gud på jorden. Den døde konge blev derimod en gud med plads blandt de utallige andre guder.

Guderne var usynlige, men i templerne kunne de tage bolig i statuer eller i hellige dyr, der udtrykte deres væsen. En af de vigtigste guder var solguden Re. Farao var søn af Re, og Re skabte pyramiden af solstråler, så den døde konge kunne forene sig med solen."

[Omvisning i samlingen]

Samlingens første del er altså viet de levende ægyptere, de guder, der vågede over dem, samt (med en enkelt undtagelse) de dele af gravene, der var tilgængelige for de levende.

Farao selv sidder i den bageste, venstre fritstående montre (A) i skikkelse af kongerne Taharka (690-664 f.Kr.) og Amasis (570-526 f.Kr.), mens en ukendt konge vises som en lille bronzesfinx, der symboliserer kongens styrke. To kongetorsoer står frit på gulvet: kong Amenophis 3. (1403-1365 f.Kr.)(B) og kong Psammetik 1. (664-610 f.Kr.)(C). Begge konger holder offerborde. Statuerne har derfor sandsynligvis stået i templer ligesom den sorte basaltstatue af falkeguden Horus. Horus var et med den levende farao, men samtidig faraos beskytter.[OP]

Hieroglyffernes historie

Faraonernes Ægypten opstår ved begyndelsen af historisk tid. I vægmontren (D) illustreres skriftens historie.

"Hieroglyf-skriften blev opfundet ca. 3000 f.Kr. , og den sidste hieroglyf-indskrift er fra 394 e.Kr. De ca. 700 skrifttegn forestiller håndgribelige ting. Som i en rebus brugte man tingenes navne til at stave nye ord. Ved siden af hieroglyfferne fandtes der også en mere enkel udgave af tegnene, den "hieratiske" håndskrift.

Håndskriften blev ca. 700 f.Kr. stenografi-agtig, den såkaldte "demotiske" skrift. "Koptisk", dvs. ægyptisk skrevet med græske bogstaver, blev indført af kristne ægyptere i 200-tallet e.Kr. Sproget er nu dødt, men bruges endnu i den koptiske kirke."

Genstandene i montren skal give et indtryk af, at skriften bogstaveligt talt blev brugt i årtusinder, og at den var lige så anvendelig og avanceret som rene alfabet-skrifter. Der er eksempler på skrift brugt i alle mulige sammenhænge, fra krukkesegl med kongenavne fra 1. dynasti (ca. 2850 f.Kr.) til en indskrift bag på en romersk statuette af guden Khons (30 f.Kr. - 395 e.Kr.). Skriverens værktøj: palet og papyrusglatter ligger i bunden af montren, og en dødebog på papyrus og kalkstens-skærver - såkaldte ostraka - viser de forskellige materialer, man skrev på. Skriverguden Thot, der beskyttede elever og deres lærere, har fået en hel hylde.

Fra vugge til grav

Temaet for den forreste fritstående montre (E) ud for hieroglyfmontren hører tematisk sammen med siderummet (rum 302) til højre for denne montre.

"De færreste brugsgenstande er fundet, hvor folk levede. Ægypternes huse af lersten er næsten alle forsvundet under de moderne byer. Langt de fleste fund, og de fineste, stammer fra gravkamre. Hverdagens husgeråd var næppe så kunstfærdigt.

Gravgaverne blev valgt med omhu, for de skulle sikre genfødslen. Alt hvad der ledte tanken hen på vækst og frugtbarhed blev brugt som dekoration: grøn papyrus, blå lotusblomster, unge piger, aber, katte og killinger."

Skaberguden Khnum med vædderhoved skabte den første ægypter på sin drejeskive, og dæmonbetvingeren Bes (og Hor-merti) holdt alt ondt væk fra hans hus. De var til stede i statuetter, som dekoration på senge eller som beskytter på magiske knive, der blev brugt til at ridse beskyttene magiske cirkler om sovende eller fødende kvinder (se siderummet).

De nøgne kvinder, der danner håndtag på et spejl og en ske, symboliserer liv og frugtbarhed. Desuden var et af ordene for spejl "Ankh", dvs. liv, og pigen holder en papyrus, et symbol på nyt liv, der spirer og gror. Spejlets flade, der oprindelig var blank og skinnende, lignede og genspejlede solen (der i ægypternes opfattelse var linseformet), og morgensolen, der stod op hver morgen, var et af de mest anvendte billeder på genopstandelsen - normalt i form af skarbæen, guden Khepri. Et udvalg af skarabæer ligger på montrens bund. Ved rummets skrå sidevæg (F) ligger en kolossal udgave af samme, vel en tempelstatue. [OP]

De øvrige genstande, der hører til temaet "Fra vugge til grav", er udstillet i venstre del af siderummet (302) (G). Pladsen tillader desværre ikke, at mere end 3-4 personer opholder sig her ad gangen. Men hvis eleverne har projektopgaver, vil materialet kunne anvendes.

El-Amarna

Højre del af siderummet (H) viser udelukkende genstande fra el-Amarna, Akhen-Aton og Nefertete's by, der lå midt mellem Cairo og Luxor på Nilens højre bred.

"Byen el-Amarna blev grundlagt af kong Akhen-Aton i 1360 f.Kr. 17 år senere var kongen død, og hans by blev forladt. Husene blev tømt for alt af værdi. Sandet dækkede byen, indtil udgravningerne begyndte i 1891."

I modsætning til de øvrige af dagligdagens ting stammer genstandene fra el-Amarna ikke fra grave, men fra selve byen. Her fandt udgraverne koste, fiskekroge og bøjede søm - uanselige ting, der ikke var fremstillet med evigheden for øje, samt sporene af et liv i luksus. En hel hylde viser produktionen af tidens nyeste statussymbol: glas.

Byens ægyptiske navn var Akhet-Aton, solskiven Aton's horisont. Det var specielt for denne periode, at Aton blev eneste tilladte gud, mens alle andre templer i landet lukkede. To sandstensrelieffer fra et tempel i Luxor viser syrere, med hænderne løftet i bøn. Lignende scener viser, at de hylder Akhen-Aton og Nefertete.

De store gudefamilier

Efter Amarna-tiden svingede pendulet igen, nu blev hele byen forladt, og man dyrkede igen de vante guder med Amon-Re i spidsen. Den bageste montre til højre i det første rum (303) (I) viser Ægyptens to vigtigste gudefamilier: Guderne fra Luxor og Memphis.

Solguden Re fra Heliopolis (i Cairos udkant) blev i Luxor underordnet guden Amon (dvs. Den Skjulte) fra Hermopolis (vest for el-Amarna) og fik i Luxor under navnet Amon-Re begge guders egenskaber i forening. Guden bærer i menneskeskikkelse en flad krone med to høje fjer på hovedet, hvis han da ikke vises som den veludrustede frugtbarhedsgud Min. Amon-Re blev desuden dyrket i skikkelse af levende Nilgæs og væddere.

Derfor må den knælende mand med et vædderhoved i hænderne nødvendigvis være en præst, der ofrer til Amon - også selvom statuettens indskrift fortæller, at manden var arbejder i Kongernes Dal. De arbejdere, der 1550-1080 f.Kr. byggede kongegravene i Luxor, havde et lille tempel i forbindelse med deres by Deir el-Medina, hvor de selv fungerede som præster.

Familien betød alt for ægypterne, så derfor var det naturligt, at man også forestillede sig, at guderne havde familie. Gribbegudinden Mut i kvindeskikkelse (navnet betyder "Mor") er Amon-Re's hustru, og måneguden Khons ("Vandreren") med måneskive og -segl på hovedet deres barn.

Gudefamilien i Memphis bestod af skaberguden Ptah, der vises som en mand svøbt i en kappe, krigsgudinden Sakhmet (dvs. Den Mægtige Kvinde) i løveskikkelse og Nefertum, der kendes på sin lotusblomst. Men Ptah kan også tage dyreskikkelse, og i Ptah's tempel i Memphis boede Apis-tyren, der fik en kongelig begravelse i Serapæum på gravpladsen Sakkara, når den var død. Tyren hed Ptah's "levende sendebud", så naturligt nok var der kun én Apis ad gangen.

De to gudefamilier forenes i gudindeskikkelsen. En af samlingens mest imponerende figurer er den løvinde-buste, der vogter indgangen til mumierummet (J). Der findes så mange af disse sorte løver, at det er givet, at denne som de andre stammer fra hovedtemplet i Luxor, det store Karnak-tempel, der var viet Amon-Re. I en sidebygning, der tilhørte Amon-Re's hustru Mut, lod Amenophis 3. opstille 600 af disse statuer. Både Mut og Sakhmet kan altså vises som en kvinde med løvehoved.

Der knytter sig en speciel historie til Antiksamlingens statue: Den har tilhørt Frederik 7.; efter hans død i 1863 arvede grevinde Danner den og skænkede den til Nationalmuseet.

Fra gravkapeller

Det store mumierum (301) har titlen "Osiris' rige". Men genstande fra de dele af gravene, der var offentligt tilgængelige, er som nævnt udstillet i det første rum nær indgangen til mumierummet. Den største genstand er en falsk dør (K), det vigtigste element i en ægyptisk grav - det sted, hvor den dødes sjæl kunne træde fra det hinsides ud til de levende og modtage sine ofre. Døren er prydet med billeder af offerbringere, og den døde ses sidde ved et veldækket offerbord, mens hieroglyfferne gentager offerbønnen om, at dødeguden Anubis vil garantere den døde "brød og øl, okser og fugle..."

I et lille, lukket rum ved siden af den falske dør stod der gerne en eller flere statuer af den afdøde. Den dødes sjæl kunne tage bolig i statuen, og gennem dens øjne se ud ad et lille vindue på offerbringerne og nyde duften af den røgelse, de brændte af. En sådan dobbeltstatue af en mand og hans Ka - hans sjæl - samt hans søn er udstillet ved bagvæggen i mumierummet (301) (L).

Den falske dør er fra en kasseformet privatgrav, en såkaldt mastaba fra pyramidetiden, Gamle Rige, 2410 f.Kr. Først da kongerne ved Ny Riges begyndelse ca. 1550 f.Kr. gik over til at lade sig begrave i skjulte klippegrave i Kongernes Dal i Luxor, blev det tilladt for privatpersoner at bygge en pyramide. Privat-pyramiderne var almindeligvis af ubrændte lersten; kun var toppen og gravstenen af sten. På pyramidetoppen bagest i det første rum (303) (M) understreges det, at pyramiden var et solsymbol. Allerøverst ses solen i sine tre skikkelser: som morgensolen - skarabæen Khepri - som middagssolen - falkeguden Re-Harakhte - og som nattesolen - guden Atum med kongekrone.

Nederst på lerstenspyramiden sad gravstenen. På en af gravstenene på væggen bag pyramiden (N) ses et billede af en sådan grav. Begravelsen er i fuld gang. Mumierne holdes oprejst foran gravkapellet med pyramidetag, mens de afdødes søn iført panterskind foretager "mundåbningen", den centrale handling ved begravelsen, der sætter sjælen fri.

Før Osiris?

Hvordan ægypterne i forhistorisk tid forestillede sig livet efter døden, ved vi meget lidt om. Men skelettet i den lave fritstående montre (O) af en ung mand fra kong Slanges følge (ca. 2870 f.Kr.), omgivet af krukker med mad og sminkepalet og våben viser os, at forestillingen om et liv efter døden allerede eksisterede i 1. dynasti. Som det tydeligt fremgår, var man endnu ikke begyndt at balsamere de døde. Skelettet og lerkrukkerne stammer fra samme grav. De øvrige genstande er fra tre samtidige grave, alle i Abydos. Kraniet var tilstede i graven, men det er ikke fulgt med til Nationalmuseet. [OP]

I Osiris' rige

"Pyramiden førte den dødes sjæl til solen, til solguden Re, men sjælene levede samtidig videre i underverdenen, hvor Osiris var konge. Ifølge myten var Osiris oprindeligt farao i Ægypten, men blev myrdet af sin bror Seth.

Osiris' søster og hustru, Isis, vækkede ham til live. Men ikke til et liv på jorden. I stedet blev han konge i de dødes rige, der var et spejlbillede af Ægypten, hvor ægypternes sjæle måtte arbejde for kongen på hans marker."

I mumierummet (301) findes Osiris med familie på de to gravsten på væggen (P) samt i højre halvdel af den lille vægmontre (Q).

Gravudstyr fra Mellemste Rige og Anden Mellemtid

Kister og andet gravgods er udstillet i de øvrige fem montre i mumierummet. Hver montre rummer hovedsagelig genstande fra samme periode. Således er gravgods fra 2155-1785 f.Kr. udstillet i montren til højre for indgangen (R).

Typisk for tiden er den kasseformede kiste, forsynet med to øjne, så den døde kan se ud mod solopgangen. Mumien ligger på siden nede i kisten, men den er meget dårligt bevaret. Kunsten at balsamere var endnu ikke fuldt udviklet. Oven på kisten og på montrens bagvæg er der udstillet et sæt gravmodeller. Man troede, at modellerne i gravkammerets mørke ville fortsætte deres daglige dont for den døde: bære korn i lade, male mel, bage og brygge samt slagte. Bådene skulle gøre det muligt for den dødes sjæl at tage på pilgrimstogt til Abydos, til dødeguden Osiris' grav.

Gravmodellerne blev efterhånden afløst af "mumieformede såkaldte ushabti-figurer. De skal på afdødes vegne arbejde på dødeguden Osiris' marker. Derfor holder de jordhakker i hænderne og bærer en sandsæk på ryggen."

Mumier og dødetro

"For en ægypter sluttede livet ikke med døden. Sjælene, Ka'en og Ba'en, levede videre, men ville dø, hvis legemet forsvandt. Derfor begyndte ægypterne ca. 2700 f.Kr. at balsamere de døde. Teknikken blev hele tiden forbedret, og den nåede sit højdepunkt ca. 800 f.Kr.:

Indvoldene blev fjernet gennem et snit i venstre side, men hjertet skulle blive på sin plads. Undertiden blev hjernen også fjernet. Kroppen blev derefter dækket med natron. En måned senere blev den knastørre krop smurt over med lak, og der blev hældt lak ind i kroppen. De tørrede indvolde blev lagt tilbage i kroppen eller begravet i fire såkaldte kanope-krukker, hvis låg var dekoreret med gudehoveder.

Den næste måned gik med at svøbe mumien i hørlærred. Det var ofte slidt tøj, der blev genbrugt. Hele ritualet skulle i alt tage præcis 70 dage. Der blev ofte - men ikke altid - lagt amuletter mellem bandagerne. Den vigtigste amulet var en udskåret skarnbasse, en såkaldt hjerte-skarabæ, der skulle beskytte den døde ved Osiris' domstol. Den færdige mumie blev lagt i en eller flere kister, anbragt inden i hinanden, alt efter hvad familien havde midler til."

Gravudstyr fra Ny Rige og Tredje Mellemtid

Gravgods fra 1550-700 f.Kr. findes i montren til venstre i rummet, montren ved bagvæggen samt den fritstående montre. Kisterne er nu mumieformede, og der kan evt. ligge et mumiebræt (en slags forlænget mumiemaske) over mumien i kisten. Kistemodellerne skifter fra tid til anden. Kisterne med gul bundfarve i endemontren samt den fritstående montre (S) er meget almindelige. Men de blev kun fremstillet i Luxor i 21. dynasti (1070-945 f.Kr.) og især brugt af præster og deres familier. Kisterne blev malet næsten færdige, før de blev solgt. Kun den dødes navn manglede at blive skrevet på passende steder i teksten - hvis skiveren huskede det! Navnet mangler på mumiebrætet til højre i montren ved bagvæggen (T). Det viser, at køberens familie åbenbart ikke kunne læse! Antiksamlingens gule kister er en gave fra det ægyptiske museum i Cairo. I 1891 fandt man i én klippegrav 153 mumier af Amon-præster med familie i enkelte eller dobbelte kister. Mumierne og de fleste kister blev i Cairo, men resten samt diverse ushabtifigurer blev fordelt mellem 16 andre museer.

Mens man i Mellemste Rige nøjedes man med én ushabtifigur i graven, skulle der nu ideelt være en for hver dag i året og en opsynsmand med skørt og pisk for hver uge på 10 dage, i alt 417. Alle ushabti'ene i montren stammer fra denne grav, men de har tilhørt forskellige personer.

[Gæster betragter kvindemumien]

I en kort periode, i 22.-25. dynasti (945-664 f.Kr.), erstattede man den inderste kiste med en såkaldt kartonnage, en slags skal af "lærredspapmache", der blev snøret sammen om mumien, før den blev malet. Man kunne ikke tage mumien ud af kartonnagen uden at ødelægge malingen. I montren til venstre (U) ses mumien af en 35-årig højtstående præstinde fra Karnaktemplet med sin kartonnage. Den lå ved ankomsten til Danmark i trækisten, der tydeligvis har tilhørt en mand - kisten har skæg. En inspektør ved museet i Cairo forærede mumie og kiste til en dansk ingeniør i 1870. Dengang var det som nævnt meget almindeligt, at museet delte ud af sine "dubletter".

Mumien blev halvt pakket ud ved ankomsten til Nationalmuseet i 1878, men da der øjensynligt ikke var kostbarheder mellem bandagerne, opgav man projektet. I 1941 prøvede man igen, og klædte denne gang kvinden af til skindet. Den virkelige "kostbarhed" har nu vist sig at være ikke mellem bandagerne, men bandagerne selv. De bestod af otte tunikaer, sjaler og måske også draperede kjoler. Det er muligt, at de har været brugt i selve Karnaktemplet, hvor præstinden boede. I hvert fald kommer de alle fra samme værksted, for de er meget fint forarbejdede med samme slags fine blå ægkanter og broderi langs halsudskæringen og "ærmegabene". 3 af tunikaerne er udstillet i montren ved bagvæggen (V).[OP]

Gravgods fra Sentiden og Ptolemæisk Tid

Gravudstyr fra 700-30 f.Kr. findes i montren til højre (X). Da man igen gik over til at anvende en inderkiste af træ i stedet for en kartonnage, blev det almindeligt at beskytte mumien magisk med et net af blå fajanceperler. Men som det kan ses på mumien i den hvide kiste, går de skrøbelige net let i stykker. Et helt net som det, der ses på hylden bagest i montren (Y), er en stor sjældenhed. Det fine hørgarn, der holder det sammen, er stadig det originale.

De ældste religiøse tekster fandtes i gravkamrene i pyramiderne fra kong Unas' og fremefter (fra 2325 f.Kr.). Men demokratiseringen af gravskikkene gjorde med tiden anvendelsen af de religiøse tekster mulig for alle og enhver. Fra og med Ny Rige blev det almindeligt, at den døde fik en "Dødebog" med sig i graven:

Den ægyptiske Dødebog

"En "Dødebog" består af en samling illustrerede magiske formularer. Ikke to Dødebøger er ens. Der findes 200 formularer i alt, men bøgerne indeholder aldrig dem alle. Nogle var mere populære end andre.

Dødebogens ægyptiske navn var "Formularer for at forlade (graven) om dagen". Teksterne skulle altså først og fremmest forhindre, at den døde blev fanget i graven.

Desuden skulle de sikre den døde et evigt liv, på en og samme tid i solgudens følge på himlen og som arbejder på Osiris' marker i underverdenen."

Antiksamlingens dødebog forrest i montren (Z) tilhørte kvinden Ta-ker-heb, der levede i Luxor ca. 300 f.Kr.

"På bagsiden af Ta-ker-heb's Dødebog findes et billede af "Hjertevejningen". Det er det eneste billede, der ikke kan undværes. Foran Osiris' trone kontrollerer Horus og Anubis, at hendes hjerte er let som en fjer, symbolet på kosmisk orden. Skriverguden Thot skriver resultatet ned, og den døde Ta-ker-heb kan nu træde ind i Osiris' rige."

Hellige dyr

"Ægyptiske guder lånte træk fra dyr. De hellige dyr blev anset for at være "levende gudebilleder". Når de døde, blev de begravet ved de templer, de boede i."

Den ældste balsamerede Apis-tyr, man har fundet, stammer fra slutningen af 18. dynasti (ca. 1325 f.Kr.). Men først i Sentiden, var det almindeligt at en hel dyreart på én gang blev anset for hellig. Ville man ofre til en gud, var en af mulighederne at købe en dyremumie af præsterne og ofre den til guden. Undersøger man dyremumierne, opdager man, at præsterne somme tider ikke kunne vente, til dyrene døde en naturlig død!

På hylden i montren (Æ) ligger der hellige krokodiller i alle størrelser og prislag - fra 30 cm til 2 m. Krokodillerne var viet guden Sobek, en vand- og frugtbarhedsgud, der bl.a. blev dyrket i Kom Ombo nord for Aswan - sikkert fordi der var naturlige krokodilleynglesteder på sandbanker i Nilen på dette sted.

"Dyremumier kunne udsmykkes meget fornemt. Men blot knogler af et helligt dyr havde særlig kraft. De blev opbevaret i små, hule relikvieskrin."

I venstre halvdel af den lille vægmontre (Ø) findes bl.a. "masker til kattemumier samt relikvieskrin. Katten var viet Bastet, den milde sol, gudinde for fred og frugtbarhed." I den første fritstående montre i det første rum (303) (E) findes der flere Bastet-figurer.

Ægypten efter Kleopatra - rum 318

"Ved Kleopatras død år 30 f.Kr. blev Ægypten en del af Romerriget. Den faraoniske religion levede videre, og de romerske kejsere byggede store templer til de ægyptiske guder. Gudinden Isis blev populær blandt romerne, og hendes tilhængere lod sig stadig mumificere.

Efter 250 e.Kr. blev kristendommen udbredt i Ægypten, selvom de kristne blev forfulgt indtil Konstantin den Stores tid, 306-337 e.Kr. Den koptiske, dvs. ægyptiske, kirke var enerådende fra ca. 400 e.Kr., til landet blev en del af den arabiske verden i 641 e.Kr."

Som nævnt i indledningen findes montren med Ægypten som romersk provins i det sidste rum (318) i den modsatte ende af Antiksamlingen. Romersk indflydelse er tydelig på alle områder: gudefigurene er iklædt romersk dragter, mumiekisten viser en lille pige i Isis-præstinde-kjole og snørestøvler, og mumiemaskerne, de såkaldte Fajum-portrætter, viser den døde en face, som ser personen ud gennem en rude, der adskiller denne verden og det hinsides.


Du er læser nummer [tal]

Dette er en artikel fra NOTER nr. 128, udgivet af historielærerforeningen for gymnasiet og hf. Bladet kan købes ved henvendelse til foreningen på tlf. 66 11 72 80 eller ved at sende et brev til histlaerer_forening@fc.sdbs.dk

Til Nationalmuseets homepage

[Pil
op]Op
[Pil til venstre]Elins homepage

[Elin Rand Nielsen]

Opdateret 17. marts 1996, kl. 13.30.