Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed's hjemmeside
Hop til > Oversigten > Hjemmesider for Fred

Jubilæumsskrift for

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed

Del 3 af 3 af Holger Terp
Tilbage til del 1 af 3 af festskriftet.
Tilbage til del 2 af 3 af festskriftet.

Danske kvinders Fredsforbund

Samtidig med at Fredskæden flyttede hjemmefra, fik de i 1916 en gift kusine i fredsarbejdet Kvindernes Fredsforbund, der udgav tidsskriftet Fredsraabet. Dette tidsskrift blev redigeret af Emil Dehn, der også var medlem af Dansk Fredsforening. Han havde, i modsætning til den officielle holdning i Fredsforeningen, ikke noget imod, at der kom flere fredsforeninger. Tværtimod. Des flere, jo bedre. I programerklæringen for Kvindernes Fredsforbund skriver han, at det er startet i "begyndelsen af 1916", altså nogenlunde samtidig med etableringen af Danske kvinders Fredskæde. Da det første nummer af Fredsraabet udkommer i april 1917 kender Emil Dehn meget godt Dansk Fredsforenings fordømmelse af Danske kvinders Fredskæde, men alligevel skriver han:
"Enhver [ny] Fredsforening har for Tiden Eksistensberettigelse. Lad der kun være i hundredevis af Fredsforeninger, som hver paa deres sin Maade arbejder for den største af alle sager.
"Den største", thi hvad er alt uden selve Livets Bestaaen? Uden den menneskelige Eksistens er der jo intet; Religion, Moral og alle Livets Goder og Kampe forudsætter een Ting: det levende Menneske. Men Krigen gaar ud paa at Dræbe - borttage selve Grundlaget for alt. Derfor er Fredssagen, det at Menneskelivene skal respekteres, den største Sag. Og der kan ikke være Fredsforeninger nok".
Både dansk Fredsforening og Kvindernes Fredsforbund fremhævede, at opganisationerne skam var for medlemmer af begge køn. Ligaen omtales for første gang i Fredsraabet for oktober-november 1917 og i det efterfølgende nummer er Ligaen medtaget på adresselisten.
I 1919 vedtager Dansk Fredsforening at arbejde mod krig, gennem afskaffelsen af den tvungne værnepligt. Enil Dehn mener i Fredsraabet, at der med vedtagelsen er åbnet op for et samarbejde mellem de forskellige fredsgrupper.
Selv om Ligaen i tidens løb har haft forskellige konkurrerende organisationer, både internationalt så vel som i Danmark, har medlemmerne udvist en meget stor vilje til at samarbejde med disse organisationer. Man har ikke bekriget hinanden. Ligaen har været og er tillige medlem af en række forskellige organisationer.

Oplysningsarbejde

Nok hed det sig at det var en fredsforening af og for kvinder, men kvinderne lavede ikke hele arbejdet selv, mændene måtte godt hjælpe dem. En af de første mænd, der hjalp Ligaen var forfatteren og foredragsholderen Åge Meyer Benedictsen, som kom til et "nordisk samtalemøde" i 1916 (FF 1936 s. 89).
Den første opfordring til de danske kvinder gav, efter Ligaens mening, et magert resultat. Kun 1.000 kvinder tilsluttede sig dannelsen af Danske Kvinders Fredskæde. Sektionen konkluderede, at det var fordi de danske kvinder generelt ikke vidste nok om fredssagen og drog derpå ud på en foredragsturne i hele landet, som gav mere vind i sejlene. På baggrund af de indhøstede erfaringer etableredes på Clara Tybjergs initativ et netværk af 30 foredragsholdere, som i 1917 fik specialundervisning i international politik af sagføreren Christian Christiansen Heilesen, der var medlem af Dansk Fredsforening. Foredragsholderne blev senere kaldt "de tredive". Blandt disse foredragsholderne var kendte personligheder som Ma-thilde Bajer, Henni Forchhammer, øjenlægen Estrid Hein, journalisten Ellen Hørup og Gyrithe Lemche. Denne foredragsvirksomhed fik stor indflydelse på organisationens tidlige struktur, fordi "Stiftrepræsentanterne ... skulle fortsætte med Oprettelsen af Studiekredse over hele Landet"(KIF s. 28-29). Heilesens forelæsninger blev senere udgivet i bogform: Lov mellem Landene", 1917.
Senere i februar 1930 har Ligaen fået nye foredragsholdere. Der er 14 pacifister på listen der også omfatter mænd, alle er hovedsageligt undervisere. Henni Forchhammer kan tilbyde den bredeste vifte af emner i sin foredragsvirksomhed: Folkenes forbund, specifikke emner vedrørende folkeforbundet, kampen mod hvid slavehandel, Fridtjof Nansen og hans flygtningearbejde, Karen Jeppe og arbejdet med de armenske flygtninge, den internationale kvindebevægelse og endelig et foredrag om en kalenderreform. Skal der være 12 eller 13 måneder i et år?

Love og vedtægter

Danske Kvinders Fredskædes første love blev vedtaget på et fællesmøde mellem repræsentskabet og Sektionen den 30. maj 1917. Til stede ved mødet var Borgmesterfrue i Ribe Selma Bruun, Thora Daugaard, redaktør Gyrithe Lemche, den finsk fødte lærer Eva Moltesen, Hedvig Sonne Hald, formanden Clara Tybjerg og læreren og præstefruen Anne Marie Tønnesen.
Af den første formålsparagraf fremgår det, at Danske Kvinders Fredskæde har til Formaal at støtte,
"Den danske Sektion af Den internationale Kvindekomité for varig Fred".

Hovedstyrelse og organisationsstruktur

Den første bestyrelse bestod af Thora Daugaard, Henriette Beenfeldt, Fru Oxholm-Schime, Fru Barfoed, Fru Saxild, Mathilde Jensen og Clara Tybjerg (foto af bestyrelsen på Statsbiblioteket fra 1917-1918). Efter landsmødet på Christiansborg i 1921, kom hovedstyrelsen til at bestå af seks medlemmer + 5 suppleanter + 11 distriktsformænd
Ligaeens organisationsstruktur bliver først endelig fastlagt på et møde på Christiansborg i 1921 ("Hjælp" s.4). Forretningsudvalg etableres i 1929.
Landet bliver opdelt i kredse af forskellig størrelse. De oprindelige stiftkredse som blev senereblev kaldt distrikter, blev med tiden underopdelt i lokale kredse som fulgte landets opdeling i valgkredse. På kortet, der er revideret den 12.12.1929 havde Ligaen for hver 12. distrikter en distriktsformand og der var ca 94 kredse, med hver deres formænd. (Kort over Ligaens organisationsstruktur fra 1929).
På Fyn oprettedes der, f.eks., ifølge et brev fra Magrete Hundahl, dateret Svendborg, den 25. November 1947, seks kredse i Assens, Bogense, Faaborg, Middelfart, Nyborg og Svendborg i efterårret 1917. I Løbet af vinteren 1918 kommer der, som en følge af Benny Cederfelds utrættelige arbejde, yderligere følgende kredse til i Odense, Kerteminde, Ringe (Højrup), Otterup, Langeland, Ærø. Gudmekredsen kom senere Den første Kertemindekreds var kortlivet. Det har ikke været mulig at lokalisere en forhandlingsprotokol for årene 1918-1924. I Kertemindekredsens første forhandlingspritokol står der, at,
"Tirsdag den 21. April 1924 afholdes i Kerteminde et Møde foranstaltet af "Danske Kvinders Fredskæde", med [formanden for Fynskredsen] Kammerherrerinde Fru Cederfeld de Simonsen som Taler. - Efter det udemærkede Foredrag slog Kammerherreinden til Lyd for at oprette en Kertemindekreds for "D.K.F" og anmodede Fru Skoleinspektør [Jenny] Christensen om at være Formand.
Lørdag den 3. Maj samledes saa en Del Kvinder, efter indbydelse af Fru Christensen, til et Møde med det Resultat, at "Fredskædens" Kertemindekreds dannedes". I "Hvem er vi" fra 1924, nævnes 14 kvinder som represæntanter for Kertemindekredsen.
I december 1925 skifter Danske kvinders Fredskæde navn til Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (K. I. L. F. F.), Dansk Afdeling.

Medlemmer i den danske Liga

Der eksistrerede et kartotek over de medlemmer, som betalte fredskronen, og siden har man vel på samme måde som andre organisationer ført kartotek over medlemmerne. I mangel af hovedarkivet, må man anvende lokalkredsenes arkiver for at finde ud af, hvem der var medlem. Der kom hurtigt så mange medlemmer i Ligaen, at den ikke kunne have en fast rubrik i medlemsbladet over nyindmeldte på samme måde som Kristeligt Fredsforbund og Kvindernes Fredsforbund havde det, men i 1924 trykker man en adresseliste over Ligaens tillidsfolk. Andre medlemmer vil fremgå ved en gennemlæsning af Fred og Frihed.
Ligaens tillidsfolk og medlemmer er kommet fra alle samfundslag.
Det er dog kendetegnende, at der er mange højskolefolk blandt de lokale ledere af kredsene. Ægteparrene har dels passet højskolen, manden har arbejdet i Aldrig mere Krig og konen i Ligaen. Bergliot og Svend Haugaard er et markant eksempel på dette, men der er flere.
Antal medlemmer i Ligaen fremgår af arkivregistranten.
Nogle af tallene er afrundede
  • 1917 7.000
  • 1920 15.000
  • 1928 10.802
  • 1937 25.000 Den danske sektion af ligaen er den største medlemsmæssigt set af alle!
  • 1941 22.331 (FF 1943 s 50).
  • 1942 22,300
  • 1943 24,300
  • 1945 22.000 (FF 1945 s 48).
  • 1969 5.999 (BT 9.12.1969).
  • 1995 300
  • 2000 ?

    Wilson-mødet i Paladsteatret

    Det første større møde som Ligaen tog initativ til var Wilson-mødet i Paladsteatret i København, den 15. december 1918. Blandt anbefalerne til mødet var Danske Kvinders Nationalraad, Københavns Kommunelærerindeforening, Kvindernes Handel- og Kontoristforening, Dansk Kvindesamfund, International Kvindeforbund for det internationale Hjælpesprog, Husholdningsforeningen Hjemmets Tarv, Kristne Kvinders Vælgerforening og Frisindet Ungdom (organisationsdeltagerne fremgår af det trykte referat fra mødet, der sikkert har givet stor pressedækning).
    Talerne på mødet var Borgmester i København Viggo Bentzon, journalisten Helge Rode og Gyrithe Lemche.
    Allerede ved det første større møde Ligaen arrangerer, ser man altså et samarbejde mellem mange forskellige kvindeorganisationer.
    Når Ligaen interesserede sig for Den amerikanske præsident Wilsons program for en fredsafslutning efter første verdenskrig, var det fordi hans programpunkter på mange måder stemte overens med Ligaens. I 1917 modtager han en takkeskrivelse for sine mæglingsbestræbelser fra den hollandske paraplyorganisation Anti-Oorlag-Raad som den danske Liga lader oversætte og trykke.

    Fred og Frihed

    I de første år af foreningens historie, havde Ligaen ikke sit eget tidsskrift. Man klarer sig med løbesedler og flyveblade og meddelelser til de andre fredsblade og kvindeblade. Sagen er den, at et af foreningens medlemmer, redaktøren Lemche i 1918 gik fra stillingen som redaktionschef af Dansk Kvindesamfunds tidsskrift Kvinden og Samfundet, og blev redaktør af Tidens Kvinder, hvor hun stillede en side til rådighed for Ligaen.
    Bladet Fred og Frihed blev grundlagt i 1924 som "Meddelelsesblad for Danske Kvinders Fredskæde" efter en længere diskusion på landsmødet i november 1923 på Christiansborg (MDKF:1924:1 s.8). Fred og Frihed er således det ældste nulevende danske fredsblad, efter at Forsoningsforbundets tidsskrift Fredsvarden gik ind i begyndelsen af 1970´erne.
    Da Fredskæden i 1924, fik sit sit eget medlemsblad, "Meddelelsesblad for Danske Kvinders Fredskæde", skulle der betales særskilt for bladet, med det uundgåelige resultat, at kun omkring 1/4 af medlemmerne var abonnementer, hvilket var et tilbagevende tema på formandsmøderne.
    Den norske sektion af Ligaen har i den tidlige fase af sit arbejde heller ikke sit eget medlemsblad. I stedet for anvender man fra 1917 Norges Fredsforenings tidsskrift, Folkefred som meddelelsesblad.
    Den første redaktrice og distributør af bladet var Voldborg Ølgaard i Århus. Hun var redaktør til og med 1937. I 1926 skifter bladet navn til det nuværende Fred og Frihed, men med undertitlerne: Mellemfolkelig Forstaaelse, International Retsorden og international Afrustning. Undertitlen "meddelelsesblad fra" skal opfattes helt bogstavelig. Formanden, Thyra Daugaard, takker i det aller første nummer af bladet "de Medlemmer af Fredskædens Hovedstyrelse, der ved deres Initativ har bragt Fredskæden og Fredsligaen dette skridt frem" og oplyser, at formålet med medlemsbladet er, "at kunne holde sine Arbejdere vel Underrettet om Søsterorganisationernes Fredsarbejde i andre Lande". "Bladet kommer som en beskeden Budbringer om et Arbejde", fortsætter formanden,
    "der slet ikke nogensinde kan ophøre, saa vist som Mennesker aldrig kunne ophøre at arbejde for og tro paa Fredstanken. Bevidst eller ubevidst ligger Ønsket og Haabet om Fred hos ethvert Menneske, ogsaa hos dem, der stiller sig aller mest overlegen overfor Tanken om Opnaaelse af den ene Ting i hele Fredsarbejdet, som Kvinderne særligt virker for: at internationale Stridigheder maa afgøres ved andre Midler end Krig".
    Første nummer af Meddelsesblad For danske kvinders Fredskæde er et dobbeltnummer, men har kun nr. et, hvorfor det næste udkomne nr. har nr. 3. De første numre trykkes i et lille oplag. fordi medlemmerne får ikke tilsendt bladet pr. automatik, som det ellers nu om dage er kotume i alle foreninger. I nr. fem slår Dagmar Jørgensen til lyd for, at man prøver på at få foreningens medlemmer til at abonnere på bladet.
    Ved årsskiftet 1924-1925 har Meddelelsesbladet så stor fremgang, at Fredskædens hovedbestyrelse får forøgede journalistiske ambitioner. Bladets sidetal skal fordobles, idet
    "Ved denne udvidelse vil Bladet jo blive i Stand til at bringe fyldigere Meddelelser om Arbejdet Herhjemme og Artikler og Oplysninger om de mange Forhold og Foretagender af Interesse og Forbindelse med Fredsarbejdet i andre Lande, som Dagspressen kun flygtigt omtaler eller helt forbigaar". (MB 1924:11/12 s. 58).
    Det blev ved planen.
    Ligaenønskede ganske vist kun have kvinder som medlemmer, mænd kunne godt få optaget artikler i bladet.
    I slutningen af 1945 opfordres medlemmerne igen til at abbonere på bladet. Denne gang med pisken over nakken. Hvis de ikke ville, så var det ud af vagten. 1.800 benytter sig af tilbudet og 8 procent af medlemmerne faldt fra (FF 1946:1 s 3).

    Bladsamarbejde med Aldrig mere Krig fra Januar 1992

    Igennem hele 1980´erne skrantede Fred og Frihed, dels på grund af det faldende medlemstal og dels på grund af et faldende abonnementstal. Aldrig mere Krig var i stort set samme situation og for at spare produktionsudgifter til begge foreningers blade slog man dem sammen, således at kun de to første og de to sidste sider er forbeholdt foreningerne hver i sær. Sammenslutningen af fredstidsskrifter var i øvrigt en typisk begivenhed over hele verden i begyndelsen af 90´erne.
    Fred og frihed er et af de ældste fredsblade i Danmark og man kan ved en gennemlæsning af tidsskriftet få ikke et bare godt blik over, hvad der er sket i Ligaen, men også over begivenhederne i de andre danske fredsgrupper og man får også et godt indtryk af den danske historie i den periode Fred og Frihed er udkommet i.
    Til ethvert godt møde hører en sang. Den danske liga har udgivet tre sangbøger i 1927, 1933 og i 1949 og der er også mange sange og digte i Fred og Frihed.
    Det sociale samvær på møderne var og er vigtige for ligaens medlemmer, hvad ryster en flok damer sammen bedre en en god kop kaffe og hjemmebag? I Skivekredsen tog man konsekvensen af dette vigtige forhold i Ligaens arbejde og henlagde møder til Friis Farsøes konditori.

    Fredsarbejdet i Ligaen

    Siden Ligaens start har dens medlemmer hovedsageligt arbejdet for følgende emner:
  • Fredssagen set både på baggrund af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og også mere principjelt anskuet,
  • Nødhjælpsarbejde som har forgået i stort set alle konfliktområdet i den mellemliggende tid,
  • Fredsundervisning hvor man ville afskaffe det nationalistiske og krigeriske indhold i undervisningsmaterialet og i stedet for gøre eleverne mere internationalt orienteret, Ligaaens medlemmer har været imod:
  • Racisme, en klar antiracistisk holdning, der er kommet til udtryk både rettet mod nazisterne og facisterne i trediverne og mod det sydafrikanske apartheidsystem, men også imod nutidens "små"racisme mod indvandrere og flygtninge i Danmark.
  • Undertrykkelsen af kvinder og undertrykkelsen af borgerlige rettigheder.
  • Våbenhandel, våbenproduktion, oprustning, militarisme og våbenanvendelse.
    Måden arbejdet er forgået på har været ved oplysningsarbejde, fredelige demonstrationer og samarbejde med andre fredsorganisationer. Beredvilligt har man stillet spalteplads til rådighed for nye initativer, specielt Fredsvennernes Hjælpearbejde i årene under og efter besættelsen, men også mange nyere fredsorganisationer har nydt godt af Ligaens samarbejdsvillighed.
    Ligaen har siden 1969 været åben for mænds deltagelse i deres arbejde. Der er i dag mere end nogensinde før brug for hele mennesker i fredsarbejdet.
    Kvindernes Internationale Liga for fred og frihed i Danmark skifter på landsmødet i Askov i september/oktober 1969 navn til International liga for fred og frihed.
    Ollis Klem skriver om begrundelsen for navneskiftet i Fred og Frihed, nr. 6. 1969, i en leder: "Før landsmødet: Har vi evnen til at overleve? - og viljen?
    "Ethvert landsmøde er af stor betydning for ligaens arbejde - man ser tilbage, gør status og ikke mindst, man ser fremad og overvejer.
    Ved dette landsmøde står vi overfor afgørende beslutninger, som må tages, hvis ligaen skal overleve herhjemme, og som de foreslåede lovændringer giver udtryk for"...
    ..."Er vi alle villige til at anerkende, hvad man har gjort på internationalt plan, at vor arbejde først og fremmest er politisk (dog stadig ikke partipolitisk), at vi, hvis vi vil have indflydelse og tilgang, må være aktivt med i den del af dagens politik, der skal fremme vort langsigtede mål: Afskaffelse af årsager til krige?
    Har vi evnen til at kommunikere, hvor kommunikation er nødvendig, og har vi viljen og kræfter til at virke med den direkte konfrontation, som siikkert idag er nødvendig, hvis man vil fremme sine interesser og tanker og nå et resultat?
    Er vi istand til at forny os og vor arbejdsformer så meget, at den naturlige kløft mellem generationerne eliminres, og at unge af begge køn, der føler sig tiltrukket af vort formål, vil slutte sig til os og give os en nødvendig tilgang og nyt initativ? Mænds fremtidige aktive medlemsskab vil sikkert arbejde i samme retning og give nye impulser og inspiration til arbejdet ude i kredsene, selv om vi stadig officielt skal være Kvindernes internationale Liga for Fred og Frihed"...
    ...det foreslås
    "i det nye lovudkast, at man fastsætter årskontingentet på hvert landsmøde beregent efter et budget over hovedkontorets udgifter, således at hovedkontoret får halvdelen af kontingentet til disse absolut nødvendige fastlagte udgifter, altså samme andel, som man altid har fået af fredsdagsprovenuet, der nermest har dannet grundlaget for hovedkontorets eksistens. Hovedkontorets centrale stilling, og dets stærkt øgede arbejdsindsats i de senere år er en naturlig konsekvens af en ændret arbejdsfordeling og en begyndende strukturændring[,] der sikkert ikke kan standses. Måske burde man allerede nu gå videre med en forenkling af vores indviklede organisationsform?
    Jeg er overbevist om, at vi har evnen til at overleve, men har vi viljen til at betale, hvad det koster? - Landsmødet vil vise det".
    Slut på lederen. Olllis Klems organisatoriske beretning på landsmødett som jeg endnu ikke har datoen for, er desværre ikke trykt i Fred og Frihed.
    Lulla Winther, nyvalgt redaktør af Fred og Frihed, skriver i lederen i det efterfølgende nummer af bladet, Dagen derpå:
    "Hvor mange har mon opdaget, at vi har været med i en revolution? Eller er det, fordi vi alle er vokset med opgaven, så det er et led i den udvikling, som uværeligt kommer, men som oftes synes en march på stedet? Hvad jeg taler om? Såmænd om det, at vi nu har åbnet for mænds ligeberettigede medlemsskab af den danske sektion af ligaen. Vi hedder nu "International Liga for Fred og Frihed". Og vi byder hermed alle mænd velkommen, som vil være med i arbejdet - også dem, som nu lovligt går over fra at være passive. Der er nok at tage fat på"...
    Det er muligt at der findes referater fra landsmødet på kvindehistorisk Samling i Århus. Anne Hansen har et kort rerferat fra landsmødet i oktobernummeret, hvori hun skriver:
    "Det har længe været et klart ønske, at vi kunne drage vore mænd ind i Ligaens arbejde, men deres position som passive medlemmer har hidtil gjort vores bestræbelser i så henseende en smule vanskelige. Nu vedtog landsmødet en lovændring, som rydder denne hindring af vejen, og der vil snart blive udsendt et tillæg til vores love, hvori der bl.a. skal stå, at enhver person - ikke blot enhver kvinde - kan blive medlem af "International Liga for Fred og Frihed". Det nye navn er en naturlig konsekvens af bestemmelsen om mænds medlemsskab, og da det desuden er lettere og mere håndterligt end det gamle, må det hilses med tilfredshed".
    Førstegangsdeltageren på landsmødet Dorte Schønemand skriver i i samme nummer i artiklen: Indtryk fra landsmødet:
    "Mange havde nok set frem til dette landsmøde med bange anelser på grund af de særlige programpunkter, der denne gang var på dagsordenen: Ændring af navnet, mænds adgang til fuldt medlemsskab og kontingentforhøjelse.
    Men var stemningen under møderne enkelte gange ved at nærme sig kogepunktet, så lykkedes det dog at finde frem til acceptable afgørelser"...
    Jeg håber, at jeg med denne kortfattede fredstilling af Ligaens tidlige historie har givet et indblik i, hvorfor der dannes nye fredsgrupper og jeg har forsøgt at beskrive nogle af de vanskeligheder der har været i forbindelse med etableringen af Ligaen. I den mellemliggende tid har Ligaen gennem sit store arbejde vist sin berettigelse.
    På et senere tidspunkt må Ligaens fulde historie skrives. En af måderne man kan få kommende medlemmer i tale på, er ved at have en historie at fortælle. Den danske Liga og de andre fredsbevægelser har mange ufortalte historier. Festskriftet er en del af en egentlig forskningsvejledning om Ligaens historie, som pt er under udarbejdelse. Den håber jeg er færdig inden Ligaens 100 års jubilæum.
    Til lykke til den livsbekræftende bedstemor, der har forstået at følge med tiden. Det bedste ønske ville selvfølgelig være, at fornuften sejrede, og arbejdet blev overflødigt i fremtiden. Da vi må erkende, at det ikke er tilfældet lige nu, vil jeg håbe på alle gode ønsker for fremtiden, men da håb og ønsker realistisk set desværre ikke er nok, så...
    Er der nogen der vil sende mig en indmeldelsesblanket og et girokort?
    Holger Terp

    Se kildelisten til dette festskrift.
    Tilbage til del 2 af 3 af dette festskrift.
    Tilbage til del 1 af 3 af dette festskrift.

    Hop til > Kvindernes   Internationale   Liga   for   Fred   og   Frihed's   hjemmeside > Hjemmesider   for   Fred > Oversigten
    "Jubilæumsskrift 3/3" - Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed - Oprettet 01/02-96 - Opdateret 12/3-97 - WebMaster: Tom Vilmer Paamand