Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed's hjemmesider
Hop til
> Hjemmesider for Fred
> Oversigten
Jubilæumsskrift for
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
Del 2 af 3 af Holger Terp
Tilbage til del 1 af 3 af festskriftet.
Videre til del 3 af 3 af festskriftet.
Dansk deltagelse på Kvindefredskongressen i Haag
Hvor mange danske jordmødre der deltog under Ligaens fødsel, vides
ikke med
bestemthed. Forskellige kilder oplyser forskellige navne:
1) Fem af de seks tilmeldte danske deltagere på kongressen i Haag var,
ifølge
referatet fra pjecen Kvindernes Fredskæde: Redaktøren Thora
Daugaard,
Skolekøkkeninspektrice Eline Hansen fra Det radikale venstre,
Lærer og
forfatter Eva Moltesen, Clara Tybjerg og Louise Wright. Den manglende danske
deltager, ifølge denne opgørelse, er sansynligvis Henni
Forchhammer, der blev
syg på kongrestidspunktet. Henni Forchhammer skal, ifølge, Inga
Dahlsgård
(Niels Haislund) i Dansk Biografisk Leksikon, have medvirket til, at "danske
kvinder kom med til kvindemødet i Haag".
2) Mystikken om den danske deltagerliste på Haag-kongressen breder sig.
For i
tidsskriftet Arbejderhistorie 29 skriver Christi Wickert, at følgende
damer
deltog for egen regning på konferencen, efter at have fået afslag
på
økonomisk
støtte fra det daværende Socialdemokratisk Forbund:
Socialdemokraterne "Andrea
Brockmann, Henriette Crone, Camilla Nielsen, Louise Nørlund", samt fra
Dansk
Kvindesamfund deltog "Clara Tybjerg, Thora Daugaard og frk. Manicus Hansen" (s.
25).
3) Syv danske kvinder deltog ifølge Thora Daugaard som i en mindeartikel
i Fred
og Frihed 1935:4 s 28, skriver, at Andrea Brockmann og Camilla Nielsen
repræsenterede Socialdemokratisk Kvindeforening, Henriette Crone
repræsenterede
Kvindelige Trykkeriarbejdere, Thyra Manicus-Hansen repræsenterede
Keramisk
Malerforening, Louise Nørlund repræsenterede Bureau for
Opretholdelse af
internationalt Samarbejde, Clara Tybjerg repræsenterede Danske Kvinders
Nationalraad og Thora Daugaard repræsenterede Dansk Kvindesamfund og
Danske
Kvindeforeningers Valgretsforbund.
4) For at gøre mystikken om det danske deltagerantal komplet, meddeles
det i den
norske jubilæumsbog "Fred og Frihed", at der deltog 6 danske kvinder
på
kongressen.
5) Når der er tvivl om det danske deltagerantal er det også fordi
den officielle
beretning fra kongressen nævner følgende tilmeldte delegerede og
de
organisationer de repræsenterede:
Bureau for Opretholdelsen af Internationalt Samarbejde, Louise
Nørlund.
Danske Kvinders Valgretsforbund, Thora Daugaard.
Dansk Kvindesamfund, Thora Daugaard.
Dansk Typografforbunds Kvindeafdeling, Henriette Crone.
Keramisk Malerforbund, Thyra Manicus-Hansen.
Pax og Danske Kvinders Nationalraad, Clara Tybjerg.
Rebecca-Logen, Ella Beyer og S. M. Beyer-Mohr.
Socialdemokratisk Kvindeforening, Andrea Brochmann og Camilla Nielsen og
Kvindelige Trykkeriarbejderes Forbund Henriette Crone (Bericht s 244).
Det skulle altså give 9 danske deltagere på kvindefredskongressen i
Haag.
Luise Nørlund, der ledede Dansk Fredsforenings ungdomsbevægelse,
Pax, skriver
til kongressen, at der er en ungdomsfredsgruppe i Danmark og at det er vigtigt
at beskæftige sig med fredsopdragelse.
Der er i den officielle kongresrapport et liste over delegerede og deltagere som
blev forhindret i at deltage i kongressen. Deri er der ingen danske navne.
Udover de danske deltagere var der af nordiske deltagere på
Haag-kongressen 16
fra Sverige og 12 fra Norge.
Starten på Ligaen i Danmark
Kvinderne i Haag blev enige om at oprette nationale sektioner for at styrke
kvindernes deltagelse i fredsarbejdet og til at indsamle penge til financiering
af den næste kongres, der skulle afholdes straks efter første
verdenskrigs
afslutning.
Der grundlægges en International Kvindekomite for varig Fred, med
hovedsæde i
Amsterdam, der får følgende sammensætning:
Formand: Jane Addams.
Første næstformand Aletta Jacobs.
Anden næstformand Rosika Sscwimmer.
Kasser Jeanne C. van Lanschot Hubrecht.
Sekretærer: Crystal Macmilliam og Rosa Manus.
De danske sektionsdeltagere i den internationale Kvindekomite for varig Fred var
Thora Daugaard og Clara Tybjerg (Bericht s 319).
De nationale sektioner må frem til den kvindefredskongres, der skal finde
sted
efter verdenskrigens afslutning, bestå af op til fem personer, hvoraf
nogle
allerede er udpeget i 1915.
Der var i 1915 nationale sektioner i Belgien, Danmark, Frankrig, Holland,
Italien, Norge, Tyskland, Storbritanien og Irland, Sverige, Ungarn, USA og
Østrig. Senere fik Ligaen sektioner i flere lande. Ligaen blev
forbløffende
hurtig en verdensomspændende fredsbevægelse.
Emily Greene Balch bertter i 1940 at,
"Kongressens øjeblikkelige Maal var Sammenkaldelse af en Konference af de
neutrale, som skulde fortsætte med stadige Overvejelser i Haab om at
finde
Grundlag for en snarlig Fred - en Plan som Julia Grace Wales fra Canada havde
vagt meget stor interesse for i De forenede Stater. Paa Rosika Schwimmers
Forslag blev udsendinge sendt fra Kongressen til 14 krigsførende og
neutrale
Stater for at drøfte denne Plan med dem og overrække dem
Kongressens
Beslutninger" (s 7).
Der blev udsendt to delegationer med kvinder fra Holland, Italien,
Storbritanien, Sverige, Ungarn og USA. I maj og juni 1915 rejser de rundt i 14
hovedstæder, hvor de samtaler med statsministre, udenrigsministre og
regeringsmedlemmer og 15. oktober 1915 kan man aflægge rapport (rapporten
fra
fredsambassadørerne, Manifesto issued by Envoys of the International
Congress
of Women at the Hague to the Governments of Europe and the President of the
United States, er i sin helhed genoptrykt i Bussey s 22-24).
De udsendte kvinder mødte både velvilje og modstand,
"Jane Addams, Dr. Jacobs og de andre Udsendinge var ofte forbavsede over den
oprigtige Afsky for Krigen som Statsmændene i de Krigsførende
Lande gav Udtryk
for. Men til trods for virkelig Interesse for Planen paa enkelte ansvarlige
Steder led den Skibbrud, fordi Præsident Wilson nægtede at
støtte den" (Balch
s
7).
Danske kvinders Fredskæde og Dansk Kvindesamfund
Efter at de socialdemokratiske kvinder ikke blev støttet økonomisk
til
kvindefredskonferensen, fortsatte Thyra Manicus-Hansen, Clara Tybjerg og Thora
Daugaard sammen med Eva Moltesen og Louise Wright arbejdet med at etablere
Ligaen inden for rammerne af Dansk Kvindesamfunds regi. I Dansk Kvindesamfund
argumenteredes der for, at organisationen selv skulle tage fredssagen på
programmet og blive den danske afdeling af Ligaen, men forslaget mødte
på for
stor modstand. Sympati med tanken om kvindernes fredsarbejde er der dog i Dansk
Kvindesamfund. Thyra Daugaard beretter videre, at,
"Den Indsamling af Fredskroner og Underskrifter paa en Adresse om Ret fremfor
Magt", som Ligaens forberedende Udvalg besluttede at lægge ud med,
begyndte
nemlig paa Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Aarhus i 1916" (FF
1931:2 s 1-2).
Sammenkædningen med Dansk Kvindesamfund i den tidlige periode
fremgår
også af,
at de kvinder, der indsamlede underskrifterne blev for hver 30. underskrift
belønnet med et friabonnement på et år af Kvinden og
Samfundet.
De fem borgerlige kongresdeltagere danner omkring juni 1916 en forløbig
organisation i Danmark under navnet Danske Kvinders Fredskæde.
Kvinderne som skabte den danske sektion af Ligaen var aktive i mange andre
sammenhænge, både før og efter dannelsen af Ligaen.
Når Henni
Forchhammer
tilsyneladende ikke er aktiv under etableringen af Danske Kvinders
Fredskæde,
skyldes det, at den idealistiske blæksprutte er travlt optaget andet
steds.
Sammen med ingenør Oluf Forchhammer, lægen Louis Frænkel, og
John
Lundquist
arbejdede Henni Forchhammer efter de retningslinjer der var udstykket af
kvindefredskongressen i Hag i "Den internationale Komité for Snarlig
Mægling" i
planlægningen af den alternative Ford Fredskonference i Stockholm i april
1916.
Dokumenterne fra denne organisation er det første man får
øje på,
når man
åbner de første kapsler med dokuenter fra Ligaens arkiv. Clara
Tybjerg var før
grundlæggelsen af Ligaen aktiv i Kvindernes Læseforening (Ude og
Hjemme
20.2.1916). Både Clara Tybjerg og Eline Hansen og flere andre var aktive
medlemmer af Dansk Fredsforening.
Danske kvinders Fredskæde
Efter at være kommet hjem fra kongressen i Haag, mødtes den danske
sektion
på
fem medlemmer i november 1915 med "en lille Kreds af Kvinder" på
Turisthotellet
i København, for at udstikke retningslinjerne for det fremtidige
fredsarbejde.
Mødetidspunktet er forholdsvis sent i forhold til etableringen af de
norske og
svenske sektioner som blev grundlagt allerede straks efter kongressen i Haag.
Ifølge den norske redegørelse fra Haag-kongressen som er trykt i
september/oktober 1915, så er situationen her i landet den at,
"Danmark har været saa stærkt optat av kvindestemmerettens
indførelse, at det
endnu ikke har kunnet opta noget direkte fredsarbeide, men medlem av den
internationale komite Thora Daugaard skriver at man med det første vil
gaa
igang dermed". Jeg blev først bekendt med den norske redegørelse
på
samme dag
som det danske jubilæumsnummer ankom fra trykkeriet til kontoret i
København.
Først i juni-juli 1916 udsender den danske sektion en redegørelse
om kongressen
i Haag og en opfordring til danske kvinder om at "træde ind i Danske
Kvinders
Fredskæde", "ved at underskrive et ønske om "Retfærd frem
for Magt"".
Blandt de første medlemmer af Danske kvinders Fredskæde er: Ida
Falbe-Hansen,
Elisabeth Grundtvig, Dr. Hedvig Reinardt, Jutta Bojesen-Møller,
snekermester
Katrine Horsbøll, Anna Hjort, Theodore Lønborg, Estrid Hein, Emma
Gad, grosser
Caroline Herding, professorinde Nyrup, Gyrithe Lemcke, Hofjærgermesterinde
Bech,
Kgl. Hof-fotograf Julie Lauberg, Astrid Stampe-Feddersen, typpograf Henriette
Crone, Frida Slebsager, Anna Hude og Eli Møller m. fl." (Kvinden og
Samfundet
1916:14 s. 203).
Fredskæden er ikke pacifistisk i starten
I den første opfordring om medlemskab fra Fredskæden gøres
der
afslutningsvist
opmærksom på, at Kvindernes Fredskæde ikke, under de
nuværende
omstændigheder,
er en pacifistisk organisation, men organisationens virke vil blive rettet mod
fremtidige krige:
Denne Fredsbevægelse er ikke nogen Anti-Forsvarsbevægelse. Vi
henvender os til
alle Kvinder i vort Land, der - som vi - ønsker og haaber paa Freden,
men - som
vi -hvis det forlanges, ligesaa fuldt som andre Landes Kvinder vil bringe
ethvert Offer for at bevare deres Lands Selvstændighed, og vi opfordrer
enhver
dansk Kvinde til i sin Kreds at virke for Tilslutning til det internationale
Kvinde-Fredsforbund, som nu - midt under Verdenskrigen - er i Færd med at
danne
sig som et Kvindernes Værn mod en Gentagelse af den ulykke, vi nu oplever
(Kvinden og Samfundet, 1916:14 s 207-208).
Værnepligt
Fredskæden i Danmark interesserede sig under første verdenskrig
underlig nok
ikke for militærnægterspørgsmålet, på samme
måde som
f.eks. syndikalisterne og
medlemmerne af Landsforeningen for Konsekvente Antimilitarister gjorde det. Det
var dog ellers kvindernes sønner og mænd der blev indkaldt til
militærtjeneste,
hvilket den syndikalistiske redaktør Christian Christensen havde gjort
opmærksom
på, allerede i 1912, hvor han spørger arbejderkvinderne,
"Men dagen maa vel komme, hvor Kvinden opfatter sin Moderpligt dybere, hvor hun
ikke giver sin lille Dreng Tinsoldater og uden Modstand lader Skolen slaa hans
logiske Sans ihjel og udleverer ham til Sessionsbaasen og
Slagtertrøjen"(Solidaritet 1912:26).
I november 1916 har Christian Christensen igen bud efter kvinderne i den
antimilitaristiske kamp,
"Arbejdermødre, længes I ikke efter den Dag, da I ikke
behøver at frygte for, at
Jeres Sønner sendes ud paa Slagmarken og Dræbes?"
(Militærnægternes
Kamp.
Solidaritet 1916:254).
Hvis Ligaen har interesseret sig for
militærnægterspørgsmålet under
første
verdenskrig fremgår det ikke af det foreliggende kildemateriale.
Militærnægterspørgsmålet dukker først op
på Ligaens
program efter kongressen i
Zürich, hvor det i resolution 4 fra kongressen hedder:
"den tvungne værnepligt afskaffes efter internationale Aftaler".
I midten af 1930´erne er man kommet så langt i
militærnægterspørgsmålet, at man
udsender en pjece med "Lov om Værnepligtiges Anvendelse til civilt
Arbejde".
Kontingent og økonomi
Medlemskontingentet fastsættes i 1916 til Een kr., kaldet Fredskronen, en
gang
for alle. Meget tidligt spørges det interesseret til, hvad fredskronen
skal
bruges til. De fem meddeler i november 1916, i Kvinden og Samfundet, i, hvad
der må betegnes som en hensigtserklæring fra Danske Kvinders
Fredskæde, at
de
har anvendt 700 kr. til porto og tryksager, og at man i øvrigt vil
anvende
midler til oversættelse og anskaffelse af fredslitteratur, til udgivelse
på
dansk af fredslitteratur, til anlæggelse af et kartotek, i hvilket
navnene på
de kvinder der opfører sig på fredslisterne, indføres i
alfabetisk orden, til
lokaleleje i forbindelse med møder o. l., til oprettelse af
studiecirkler med
det formål for øje at forberede danske kvinder til deltagelse i
den
kvindekongres, der skal afholdes umidlbart efter fredsslutningen, til
agitationsarbejde i enhver form såvel gennem pressen som på anden
måde.
Når man valgte denne kontingentform var det tilsyneladende fordi man
troede at
man repræsenterede en midlertidig organisation, der ville blive
overflødig
efter statsmændenes kongres efter krigen, hvor folkets forbund blev
dannet. Det
skulle desværre blive brug for organisationen i lang tid fremover,
hvorfor man
måtte etablere en varende organisation og opgive kontingentpolitikken.
Kontingentpolitikken blev opgivet i 1923, hvorefter man gik over til at
opkræve
et årligt kontingent på en krone. I samme tidsrum kostede det kr.
2,50 at være
medlem af Dansk Fredsforening.
Fredsdagen
Den 4. februar 1918 stilles der for første gang forslag om afholdelse af
en
fredsdag. Den første af de to årlige Kvindernes Fredsdage blev
afholdt den 13.
september samme år.
På fredsdagen 1918, 1920, 1922 osv. solgte Ligaens medlemmer Fredsflaget,
kaldet
det hvide flag. Når man valgte et hvidt flag som symbol for fredsdagen,
er det
formodentlig som en reaktion mod salget af Dannebrog på Valdemarsdagen,
hvis
indtægter gik til støtte for forsvarsformål.
Der er en anelse tvivl om, hvor meget Ligaen indsamlede på den
første Fredsdag.
Der er tre forskellige opgørelser:
1) Thora Daugaard meddeler den svenske sektion, at man havde indsamlet
20.-25.000 kr.(brev i Ligaens arkiv, Statsbiblioteket, Århus).
2) I Fredsbladet meddeler Ligaen, at man har indsamlet cirka 40,000 kr. (mere
herom senere).
3) Af det bogtrykte regnskab for Fredsdagen fremgår det, at Ligaen har
indsamlet
31,300 kr.
Indsamlede beløb for fredsdagene 1920, 1922, 1920.
I Dansk Fredsforening var man ikke glade for den unge pige der flyttede
hjemmefra for at blive selvstændig. Forholdet mellem de to organisationer
startede ellers godt ved, at en frøken Gunvar Mønster skrev ind
til Fredsbladet
i efteråret 1916 og gjorde opmærksom på kvindernes indsamling
af medlemmer
og
fredskroner. I det næste nummer af Fredsbladet forklarer Clara Tybjerg
over for
Dansk Fredsforeningers medlemmer, hvad den nye fredsorganisation er for en
størrelse.
Da det går op for hovedbestyrelsen i Dansk Fredsforening, at der ikke bare
forsvinder aktive medlemmer over i den nye konkurrent, men at de også er
gode
til både at hverve helt nye medlemmer og til at indsamle store
beløb til deres
eget formål, er der krig på kniven. Begge organisationer får
samtidigt den idé
at indsamle penge på en fredsdag og de ansøger begge
Justitsministeriet om
tilladelse til at holde indsamlingsdagen. Justitsministeriet deler sol og vind
lige og giver organisationerne en indsamlingstilladelse hvert andet år,
således
at de skulle skiftes til at samle penge ind.
Både i Fredsforeningens hovedbestyrelse, i kredsene i København og
i Århus
er
Ligaen til debat og kritik. Damerne får læst og påskrevet i
flere alenlange
artikler i Fredsbladet.
Henriette Beenfeldt skriver i Fredsbladet, at hun ikke måtte
offentliggøre
kvindernes indsamlingsansøgning til justitsministeriet på Dansk
Fredsforenings
årsmøde, hvor hun var delegeret for Fredsforeningen, fordi hun var
pålagt
tavshedspligt af justitsministeriet.
Kendskabet til Ligaens ansøgning om pengeindsamling fører til
kritik i
Københavnskredsen, både af, at der kommer nye konkurrenter og af
deres
arbejdsmetoder. Henriette Beenfeldt forklarer sig vedrørende nye
fredsgrupper,
"Som det vil være de fleste af Dansk Fredsforenings Medlemmer bekendt, er
der i
Tidernes løb opstaaet en hel Del Foreninger her i Landet med det samme
Formaal,
men om hvis Eksistensberettigelse, der paa sidste Generalforsamling i
Københavnskredsen var stærk Uenighed ...
Vi indenfor Dansk Fredsforening vil staa vort fælles smukke Formaal
alvorligt
ivejen om vi ikke snarest indstiller Diskussionen herom og herefter med Sympati
ser de nye Sammenslutninger opstaa, rent bortset fra, at en saadan
Optræden vil
tjene os til langt større Hæder. Vi tør jo ikke overse, at
ikke ethvert Sind
vil føle sig tilpas indenfor vor Forenings Rammer, stærkt
konservative eller
religiøse Mennesker saaledes ikke; da nu deres Interesse for selve
Fredssagen
ikke bør forspildes, men bør faa sit afgjorte Udtryk gennem
Tilslutning til en
Fredsforening, er det kun godt, at saadanne findes med Programmer efter disse
Menneskers forskellige Sindelag. I modsat Fald faar man dem ikke indrullet,
hvorefter de vil vedblive at staa ikke blot som en ligegyldig, men som en
hæmmende Skare for vort Arbejde, idet de som ikke har sluttet sig til en
Sag,
altid bliver taget til Indtægt af deres Modstandere.
Man har hævdet, at eventuelle Henvendelser til Regering og Rigsdag vilde
have
større Vægt, naar de foretoges af een stor Forening, men en samlet
Henvendelse
fra alle Foreningerne vil have endnu større Vægt, da en saadan vil
omfatte langt
flere Menneskers Ønsker end Dansk Fredsforening giver Udtryk for"
(Fredsbladet
1918:4 s 27).
I Fredsbladet 1918:5 er der flere artikler for og imod nye fredsforeninger.
Flertalllet af Hovedbestyrelsen og flertallet af de delegerede på
Københavnskredsens generalforsamling var imod de nye foreninger.
Dedenrot-Berg
spørger, om man kan være stærk konservativ som fredsven, men
Rud. Petersen
er
enig med Henriette Beenfeldt. Formanden for Fredsforeningen kaldes en "gammel
ængstelig Politiker", efter at han har fastslået at,
"Saadanne Foreninger lettere kom i Kontakt med Dele af Samfundet, som den store
Forening ikke vilde kunne komme i Berøring med" (Fredsbladet 1918:5 s
37).
Henriette Beenfeldt henviser desuden om fredsdagen til at,
"samtlige Landes Sektioner, 22 i Tallet, har forpligtiget sig overfor
Hovedkvarteret i Amsterdam til i hvert Land til at tilvejebringe Midler til den
Kvindekongres, som i lighed med hvad andre Organisationer paatænker
(Arbejderne
f. Eks.) agtes sammenkaldt til samme Tid og Sted som den store Fredskongres...
Naar man endvidere har forholdt Kvinderne det urigtige i Dannelsen af en speciel
Sammenslutning, maa bl.a. dette anføres, at Organisationen ser sin
store,
uomtvistelige Eksistensberettigelse i det Faktum, at Kvinderne, Mødrene
til
alle Krigens ulykkelige Ofre endnu aldrig er bleven spurgt og derfor nu
kræver
sine Synspunkter taget i alvorlig Betragtning ved det ny Verdenssamfunds
Grundlæggelse".
Vrøvl, svarer landsretssagfører og formand for Dansk
Fredsforening, Niels
Petersen, kvinderne i Danmark har jo stemmeret:
"Og naar det saa er, bliver det vanskeligt at fatte, hvorfor Kvinder skulde
Føle
Trang til at danne særlige Fredsorganisationer. Heldigvis er
Mændene dog ikke
faldet paa at følge Eksemplet og samle sig i mandlige Fredsforeninger.
Paa
alle andre omraader i det offentlige Liv -politiske, sociale og kulturelle -
ser man da ogsaa Mænd og Kvinder mødes til Samarbejde. Og for
Fredssagens
Vedkommende synes dette Samarbejde saa nødvendigt og ligetil, at det
burde
betragtes som en Selvfølge"...
"Hun fastholder blot, at Kvinderne gør Ret i at optræde paa egen
Haand. I
modsætning hertil, finder jeg denne seperatistiske Bevægelse
højst uheldig.
Tiden opfordrer til Samling og ikke til Splittelse og herhjemme har
Fredsvennerne deres rette Samlingssted i Dansk Fredsforening" (Fredsbladet
1918:12 s 101).
Clara Tybjerg replicerer i næste nummer af Fredsbladet, at Ligaens program
afviger meget fra Fredsforeningens på et væsentligt punkt:
"den stærke Betoning af Kvinders politiske Ligestilling med Mænd i
alle Lande
som et af de Krav, der skal sikre en varig Verdensfred" (Fredsbladet 1919:1 s
4).
Sjovt nok er alle Ligamedlemmernes indlæg i Fredsbladet afsluttet med en
opfordring til indmeldelse i ... Dansk Fredsforening.
På dansk Fredsforenings landsmøde i 1920 skærpes tonen over
for Ligaen. Nu
snakkes der ligefrem om tyveri af Fredsdagen, fordi det går op for
foreningens
medlemmer, at de skal deles om indsamlingsdagen. Man argumenterer desuden med,
at Ligaen ikke har et program, ikke udsender regnskab for fredsdagen og at den
i øvrigt var en fiasko. Beskyldningerne får Ligaens samlede
bestyrelse til at
fare i blækhuset. I Fredsbladet 1920:11 s 92, skriver man bl.a.:
"Danske Kvinders Fredskæde har udsendt et udførligt Regnskab for
Fredsdagen
1918, og at Foreningens daglige Regnskab hvert Aar fremlægges til
godkendelse
for dens Stiftrepræsentanter ved det aarlige Møde mellem disse og
Hovedledelsen
i København. Hvad vort Program angaar, tillader vi os dels at henvise
til vore
Love, som staar til Disposition for enhver ... der anmoder derom ... samt til
vor internationale Organisations sidste Kongres i Zürich Maj 1919, fra
hvilken
vi vedlægger den af vort internationale Kontor udsendte Rapport...
I anledning af den Formodning, som Dansk Fredsforenings Formand fremsatte om, at
Fredsdagen i Aar var blevet en Fiasko, skal vi blot hertil bemærke, at
Indsamlingen i Aar indbragte os en Bruttoindtægt af ca. 48,000 Kr. mod
ca.
40,000 Kr i 1918. I Følge Opgivelser i "Fredsbladet" var Indtægten
ved Dansk
Fredsforenings Indsamling i 1919 ca. 27,000 kr".
Ligaens Hovedstyrelse har tilsyneladende overdrevet indtægterne fra
fredsdagen i
polemikken med Fredsforeningen. Det må vist kalde politik.
Desuden oplyser Ligaen, at man har cirka 15,000 medlemmer.
Jesper Simonsen er ikke tilfreds med svaret. Han går efter manden,
undskyld
udtrykket, og ikke efter bolden i sit svar, hvori han medgiver, at 15,000 har
betalt een kr., og at Fredskæden selv er af den opfattelse, at der er
tale om
en forening, men,
"Forholdet er, saa vidt jeg ved det, at Sektionen selv udpeger sine Medlemmer og
Stiftrepresæntanter, og Sektionen har ingen Medlemmer ud over de
Nævnte.
Om Fredskæden er at bemærke, at dens "Medlemmer" ingen Pligt har til
at betale
Kontingent eller andet Bidrag. "Medlemmerne"har heller ingen Ret til at
vælge
Bestyrelse; der afholdes ingen Generalforsamling eller andre
Medlemsmøder, og -
hvad der her er det betydningsfulde - Sektionens Regnskab forelægges ikke
Sektionens Medlemmer, eller valgte Represæntanter for disse, til
Behandling og
Kritik, til Godkendelse eller Forkastelse. Da Fredskædens Led saaledes
ikke har
de Pligter eller Rettigheder, som et Foreningsmedlem ellers har, kan Kæden
ikke
kaldes en Forening i den almindelige Betydning af dette Ord".
Græsrødder, altså...
Så sent som ved Dansk Fredsforenings årsmøde i Ringsted i
juli 1925 kritiserer
Jesper Simonsen Ligaen, men nu er det deres politik, det er galt med,
"Ved et Krav om et saadant fast Samarbejde, røres der ved noget
Fundamentalt.
Det er ikke Dansk Fredsforening, som har forladt de andre Fredsgrupper, men
omvendt. Vi kan ikke slaa af paa Idealerne, fordi de andre har villet gaa deres
egne Veje. Kvindernes Fredskæde skilte sig ud paa Spørgsmaalet om,
hvorvidt vi
kunne kræve Afrustning herhjemme, før det kunne ske andre
Steder".
Fru kammerherre Benny Cederfeld de Simonsen, der var til stede på Dansk
Fredsforenings årsmøde svarede ham og andre kritikere, ved at
sige,
"Det er godt, at der er flere Organisationer, der fører Arbejdet i videre
Kredse. Det har sin store Betydning, at Kvindernes Fredsliga er internationalt
organiseret. Hvad angaar Spørgsmaalet om Afrustning herhjemme, er
forholdet
dette i Kvindernes Fredskæde som det ogsaa er i Dansk Fredsforening, at
Meningerne er delte".
Hun afslutter med at sige,
"Vi arbejder dog alle mod samme Maal".
Hvornår parterne forliges vides i skrivende stund ikke, men den
forhenværende
radikale undervisningsminister K. Helveg Petersen skriver i Dansk Fredsforenigs
jubilæumsbog, 75 års fredsarbejde, at,
"I 1927 nedsatte følgende fem organisationer Dansk Freds- og
Folkeforbundsforening, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed,
Danske studerendes Folkeforbundsunion, Kristeligt Fredsforbund og Danske
Kvinders Nationalråd, et udvalg, der kaldtes Fællesudvalget til
Fremme af
Freds- og Folkeforbundsarbejdet i Danmark" s 36). Så på det tidspunkt har de da kunnet være i stue sammen.
Se fortsættelsen (3:3) af dette festskrift -
om blandt andet Danske kvinders Fredsforbund.
Tilbage til del 1 af 3 af dette festskrift.
Se kildelisten
til dette festskrift.