Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed's hjemmesider
Hop til > Hjemmesider for Fred > Oversigten

Jubilæumsskrift for

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed

Del 1 af 3 af Holger Terp
Videre til del 2 af 3 af festskriftet.
Videre til del 3 af 3 af festskriftet.

"Der kaldes paa Kvinderne i disse Tider! Der kaldes paa dem fra Ambulancerne, hvor Ofrene for vor Tids største Skænsel ligger og stønner i Smerte og Lidelse med Blikke fulde af Vanvid.
Og Kvinderne kommer! Med kyndig Haand forbinder og plejer de de saarede; Dag og Nat, Nat og Dag finder man dem ved disse Baarer, der uophørelig bæres ind med nye Lidelser, nye Rædsler. Med Spændt Opmærksomhed lytter de efter de Ord, som de saarede og de døende fremmumler som en Hilsen til de Kære derhjemme.
Der kaldes paa Kvinderne fra Slagmarkerne, fra Løbegravene, derude hvor Pigtraadshegn, Mørsere og Aëroplaner foranstalter en Heksesabat, i Sammenligning med hvilken Dantes Helvede vilde være et taaligt Opholdssted
Og kvinderne kommer! De indtager deres Pladser i Mændenes Rækker og gør deres Værnepligt"...
Der Lides af Kvinder Verden over i det gudsforladte Ragnarok, som Krigen har skabt. Der Lider paa de tusinder Maader; der Lides i det skjulte, der Lides i det aabenbare. Men Lidelsen har kaldt paa Kvinderne med Sammenslutningens Tanke, og i disse Dage gaar budskabet fra Kvinde til Kvinde...
at samle Mennesker til Fredens Tjeneste".

Gunvar Mønster.

Dette opråb af Gunvar Mønster fra 1918 danner ikke bare baggrund for kvinders engagement i fredssagen under første verdenskrig, det kunne såmænd stadig være baggrunden for kvinders engagement i at afbøde vore dages krigsrædsler. Et engagement der naturligt må få mennesker til at forstå, at vi stadig må arbejde på at stoppe vanviddet, ikke bare lappe på skaderne som barmhjertige samaritaner.
Dette 80 års jubilæumsskrift har skiftet karakter fra den første opfordring til at skrive en artikel om Ligaens historie kom. Det er, efter min mening, ikke muligt at få skrevet en 80 årig organisations historie på et par måneder, specielt når den danske Ligas historie ikke er skrevet før. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre ordentlig, specielt ikke når jubilæet også falder sammen med vigtige begivenheder som FNs sociale topmøde i København, kombineret med uventede computerproblemer. ikke desto mindre har den del af opgaven, jeg har kunnet nå på den begrænsede tid, været et spændende stykke detektivarbejde.

Festskriftet

Jeg har set det som en hovedopgave med dette festskrift ikke bare at kopiere andres udmærkede fremstillinger af Ligaens historie, men at berette Ligaens tidlige historie. Ikke mindst som den ser ud suppleret med oplysninger fra det noget fragmentariske arkivmateriale, der har kunnet opspores.
Oversigtsmaterialet er først og fremmest tidsskrifterne Kvinden og Samfundet 1915-1916, Meddelelsesblad for Danske Kvinders Fredskæde 1924-1926 og Fred og Frihed 1926 ff. samt Ligaens internationale tidsskrifter Pax International og Pax et Libertas.
Når danske forskere har beskæftiget sig med Ligaen har det altid været som et biprodukt af andre forskningsemner, så som kvindesagen generelt eller enkelte kvindeorganisationer og personer, der var aktive i kvindesagen (Når baner brydes 1994). Til trods herfor, er der kommet interessante ting frem inden for de sidste par år, som jeg har draget stor nytte af i denne fremstilling.
Selv om det danske hovedarkiv før 1971 pt er forsvundet, viser min hastige undersøgelse, at der er en del arkivmateriale i andre arkiver og fra Ligaens mange lokale kredse. Nogle af disse lokalkreds forhandlingsprotekoller går helt tilbage til begyndelsen af trediverne.
Der ser, ved første øjekast, ikke ud til, at der er så mange arkivalier tilgængelige om den danske Ligas historie, arkivet om jødebørnene i Rigsarkivet er en markant undtagelse- og man må stærkt beklage, at besættelsestidshistorikeren Jørgen Hæstrup ikke havde sans nok til at sørge for, at resten af arkivet også blev afleveret, mens tid var.
Jørgen Hæstrup skriver om Jødebørnsarkivet, at
"Arkiverne for de to kvindeorganisationer (Danske Kvinders Nationalråd og KLFF), der er udskildt fra organisationernes "normale" arkiver alene vedrørende arbejdet med "Liga-børnene", kom til veje i løbet af undersøgelsen, overvejende i helt uordnet form. De lader sig vanskeligt eller slet ikke adskille fra hinanden, da de to kvindeorganisationers aktiviteter, især for så vidt angår arbejdets start, overlappede hinanden. Begge arkiver, der i omfang tæller adskillige tusinder sider - efter ordning opdelt i en halv snes arkivkasser + en del mapper - belyser i detaljerindvandringen af "liga-børn"" (Dengang i Danmark s. 260).

Festlig fortale

At en organisation når 80 årsalderen bør markeres. Bedst ville det være om alle organisationens medlemmer var samlede på et sted, demonstrerende mod krig, krigsforberedelse, våbensalg, undertrykkelse og racisme. Men da dette ikke er tilfældet har jeg hermed givet mit lille bidrag til den festlige anledning.
International Liga for Fred og Frihed har en lang historie bag sig, både som en del af en international organisation og som en del af den danske fredsbevægelse. Denne historie er ikke skrevet endnu på dansk og jeg har heller ikke gjort det med dette skrift. Jeg har koncentreret mig om at berette, hvordan det gik til, at der blev dannet en stor international kvindefredsgruppe og, hvordan den blev startet i Danmark. Ud over dette har jeg prøvet på at vise, hvorledes Ligaen arbejdede, hvilke initativer man tog og, hvorledes man samarbejdede med de andre fredsgrupper i den tidlige fase af Ligaens arbejde under første verdenskrig og i begyndelsen af tyverne.
Endelig et lille ord til advarsel. Festskriftet er skrevet af en person, der ikke selv er medlem af Ligaen, så hvis medlemmerne synes at der mangler noget i fremstillingen, så er det rigtigt.
Man plejer at ønske en fødselar et langt og godt liv fremover. Jeg håber det modsatte for Ligaen. Den dag, der ikke er krig og krigsforberedelser i verden, er der ikke mere brug for fredsbevægelserne. Lad det ske snart.
Alle citater er i orginal retsskrivning.

Kvinder protesterer mod krig og krigsforberedelse

"Naar jeg kommer til en By, da vil jeg stille mig paa Torvet, paa Raadhustrappen, og Mænd og Kvinder skal samles om mig. Og naar de hører mine Ord, vil der i deres Sind opstaa en forfærdelig Vrede imod Krigen. De vil samle Straa og gammelt Træ sammen paa Torvet og tænde et stort Baal, og de vil skynde sig hjem og vende tilbage med alle Mordvaaben, med alle Krigsbøger og Krigsbilleder. De vil komme med Uniformer og Trommer, med de skingre Trompeter og de vejende Faner. Og alt det vil de kaste paa Baalet og brænde det. Ja, Fredsbaalet skal brænde. Gamle Vers om blodige Heltebedrifter skal Brænde, og Børn skal kaste deres Legetøjshjælme og Træsværd paa Baalet. Rustne Ridderharnisker skal brændes ud fra Musæerne og smelte tillige med Sabler og Mitrailleuser. Alle Krigens Hæderstegn, alle dens Proklamationer og alt hvad dens er skal fortæres af Luerne. Og Kasserne skal rives ned for at give det store Fredsbaal Næring. Mure og Fæstningsgrave skal styrte sammen i Skæret af det, og Skyttegravene skal Ødelægges, og Kanoner og Mørsere skal blive til ubrugeligt gammelt Jern. Lad Fredsbaalet brænde! Lad det brænde til glæde for Menneskerne! Lad det knalde med Granater og Kardæsker! Kast Orlogsskibene paa, Kast Flyvemaskiner paa! Lad det flamme og gnistre til glæde for Gud og for Mennesker! Lad Fredsbaalet brænde! Kast Hadet paa, kast Menneskehjertets Ondskab paa, kast Grusomheden paa! Da ivl Krigen blive bange og Menneskeheden frigøre sig for sin Undertrykkers Haand" (Selma Lagerløf: Skrifter X, 2. del, s 231 ff).
Kvinder har altid været trætte af, at få deres dræbte og invaliderede sønner og mænd hjem fra slagmarkerne, hvad enten invalideringerne skyldes fysiske eller psykiske ar. I det gamle Grækenland kunne man opføre et skuespil om, hvordan kvinder nægtede at dele seng med deres krigeriske mænd, indtil de havde lagt krigsplanerne på hylden og i de islandske sagaer beskrives der ikke bare kvinder, der var årsag til strid, der beskrives også kvinder, der aktivt forsøgte at skille stridende parter.
Kvinderne ønsker heller ikke at se store dele af de offentlige budgetter gå til financiering af våbenfremstilling og væbnede styrker, når pengene meget bedre kunne anvendes til sociale forbedringer, skoleundervisning osv.. Det er en kendt sag, at skatternes størrelse har en direkte forbindelse med militærudgifternes størrelse. Den anden side af medaljen vedrørende kvinderne, er selvfølgelig, at der igennem historien har været en række meget blodtørstige damer, både som soldater og som regenter, eller som Hanne Norup Carlsen udtrykte det i en leder om den stærke mand: "Den stærke mand kan også være en kvinde" (FF 1990:1 s 3).

Fredsbevægelsernes historie

Op igennem middelalderen var det enkeltpersoner og religiøse kirkesamfund der protesterede mod krig. Først og fremmest ved at blive eller være militærnægtere. For at få fredsbudskabet tyderligere frem, blev det klart i årene omkring napoleonskrigenes afslutning, at man måtte koncentrere sig mere om selve fredsbudskabet, hvorfor ideen om egentlige foreninger til fredens fremme opstod samtidigt på begge sider af Atlanterhavet.
Det antages normalt af de fleste mandlige forskere, at de første foreninger med fred på programmet blev grundlagt i 1815, lige efter napoleonkrigenes afslutning. Når der er noget usikkerhed omkring tidspunktet for etableringen af de første fredsbevægelser skyldes det ... kvinder. Den svenske pacifist Anna T. Nilson, der organiserede Ligaens arbejde i Skåne i tyvernes begyndelse, skriver i sin lille bog om fredsbevægelserne: "Data och fakta rörande Fredsrörelsen" fra 1924, at i: "1810 bildades i Boston, U. S. A., en fredsförening av Elly Channing och Noa Worcester", (s 16). Om Anne Nilson har fejllæst de forskellige kilder til den tidlige fredsbevægelses historie, er ikke godt at vide. Noa Worcester bliver, ifølge Allen, 1930 s 4, først aktiv som pacifistisk skribent i 1813, og Elly Channing kan være en fejllæsning af Wilhelm Ellery Channing, som sammen med Worcester var en af grundlæggerne af the Massachussets Peace Society, 28. december 1815.

Kvindefredsorganisationer - et historisk tilbageblik

Igennem enevældstiden havde kvinderne været totalt styret af mændene. De havde ingen borgerlige rettigheder, de måtte ikke uddanne sig og de havde ikke råderet over familiens formue. Heraf udtrykkene, "min mand siger også" og "hvad fatter gør" ...
Til trods for store vanskeligheder deltager kvinder i fredsarbejdet i det nittende århundrede. "Tanken var ikke ny", som Clara Tybjerg skriver det i en jubilæumsartikel i 1935, i Fred og Frihed.
De to amerikanske præster og fredsbevægelsespionærer Noa Worchester og William Ladd argumenterer meget tidlig efter dannelsen af de første fredsgrupper for, at der skal grundlægges fredsforeninger specielt for kvinder. Den første kvindefredsgruppe der blev grundlagt i 1820 er: The Female Peace Society of Chincinnati. Kvinderne i de tidlige amerikanske fredsbevægelser fik imidlertid banbuller i form af en banbulle fra the Pastorial Association of Massachussets om "Women´s Rights", hvorefter en del af de ramte kvinder fortsatte deres virke i antislaveribevægelsen. (Allan s 266-268). Da stemmeretsbevægelsen dukker op i 1838 går igen andre kvinder fra fredsgrupperne ind i den (Allen s 270).
Under Krimkrigen opfordrede den svenske forfatter Fredrika Bremer, den 4. juli 1954 i londonavisen Times kvinder til at danne et fredsforbund.
En af de første internationale kvindefredsorganisationer er den i Paris i 1896 grundlagte "Alliance universelle des femmes pour la Paix", eller Kvindernes Forening i Paris for International Afvæbning, hvor Mathilde Bajer var virksom. Det er formodentlig denne organisation der, ifølge korrespondance i Mathilde Bajers arkiv, havde nationale sektioner i Norge, Sverige og i Danmark. Afdelingerne hed hhv International Kvindekomité for varig fred, Kristiania 1906, Sveriges Kvinneliga Fredsförening, Stockholm 1893? og Danske kvinders Fredsforening (København?) 1906. Desuden var der en anden tidlig international kvindefredsgruppe, baseret i Paris: Ligue des Femmes pouer le Désarmament International. Mig bekendt er der ikke skrevet meget om disse grupper på dansk. Jeg vil meget gerne korrigeres.
Når der før Ligaens oprettelse kun var få kvindelige fredsforeninger er det selvfølgelig ikke hele historien. Der må være flere kvindeorganisationer end Kvindelig Fremskridtsforening i København, der havde tre programpunkter: Kvindesagen, Fredssagen og Arbejdersagen, hvis man skal tro bladhovedet på deres tidsskrift Hvad vi vil, der udkom første gang i 1880.
Før ligaens oprettelse, for 80 år siden, var der aktive kvinder i fredsarbejdet og i fredsbevægelserne, men der var ikke mange. Går man eksempelvis de cirka 350 biografier over fredsfolk i østrigeren Alfred Frieds bog: "Handbuch der Friedensbewegung", der er udgivet i årene 1911-1913, igennem, er mindre end ti procent af de biograferede kvinder, nemlig 29.
En af de mest berømte borgerlige kvindelige fredsforekæmpere, er den østriske forfatter Bertha von Suttner der døde i 1914, lige inden verdenskrigen begyndte. Desuden vil det i denne forbindelse være rimeligt at nævne forfatteren Ellen Key, der lavede et enormt fredsarbejde i perioden omkring første verdenskrig uden at være tilsluttet nogen fredsbevægelse.
Mange af de antimilitaristiske stemmeretsforekæmpere som var socialister er imidlertid ikke omtalt i værkerne om de borgerlige fredsbevægelser. Nogle eksempler på dem er den kvindelig socialist og antimilitarist Roxa Luxemburg, der blev myrdet af tyske militærfolk i januar 1919 sammen med antimilitaristerne Karl Liebknecht og Hans Paasche, samt antimilitaristen og anarkisten Emma Goldmann.
Efterhånden som kvinderne blev bedre organiseret og fik flere med i kampen tilkæmpede kvinderne sig flere rettigheder, bl.a. retten til universitetsuddannelser, og stemmeret til parlamenterne. Stemmeret til Folketinget fik kvinderne i Danmark med Grundloven af 1915 (kvinderne på Grønland glemte man. De fik først stemmeret i 1948). For Ligaen tidlige periode i Danmark betød stemmeretsskampen alt: kvinderne havde både erfaring med politisk arbejde og organisationserfaring. Det vil me andre ord også sige, at mange af de aktive kvinder i Ligaens tidlige historie også var aktive i andre sammenhænge, inden de gik ind i Ligaen.
Stemmeretsforkæmperne og andre kvindesagsorganisationer protesterede mod de diskriminerende forhold, som for det idealistiske arbejde betød, at arbejderkvinderne reelt ikke havde tid til fredsarbejde. Størstedelen af de kvinder, der havde tid, økonomisk overskud og uddannelse til at deltage fredsarbejdet i årene under og efter første verdenskrig var "dannede mænds døtre" (udtrykket er lånt af den engelske feminist og forfatter Virginia Woolf).

Ligaens fødsel

Ligaen grundlægges under kvindefredskongressen i Haag der fandt sted i dagene 28. april 1. maj 1915. Clara Tybjerg skriver, at fredsideen fik ny aktualitet på baggrund af første verdenskrigs blodige begivenheder.
Første verdenskrig er den første industrialiserede krig, hvis udvikling kom helt bag på generalerne, som ikke havde forstået den forudgående teknologiske udvikling. Man anvendte rytteri overfor fjender med maskingeværer. De kæmpende hære gravede skyttegrave, og generalerne angreb ofte den anden side, hvilket medførte meget store tab af menneskeliv.
Resultatet af krige kan betragtes på mange måder: galgenhumoristisk som "Den gode soldat Swejk" gør det. Som noget der skal overleves, som de syv tyske drenge i "Intet nyt fra vestfronten" gør det. Hvis ikke man opfatter det som et fænomen der "skaber en overkapacitet af dobbeltsenge". Ofrene betragter kun krig fra én side, som galskab, som Thora Daugaard beskriver første verdenskrig. Kriges ofre er kvinder, børn, fattige, soldater og dyr. Alene 9 mio heste dræbtes under første verdenskrig, uden at der var en eneste dyreværnsforening, der protesterede mod slagteriet.
Det meget aktive medlem af Ligaen, Anne Marie Tønnesen, beskriver oprustningsudgifterne som en lindorm, der har lagt sig på guldet - "Rustningsbyrden knuger Landene" (s 4).

Undfangelsen

I 1914 rejste en del europæiske stemmeretsforkæmpere og pacifister rundt i USA, hvor der var stor modstand blandt fredsbevægelserne og socialisterne mod landets deltagelse i verdenskrigen. Den verdensberømte amerikanske socialarbejder og forfatter Jane Addams og socialisten Eugene V. Debs og den engelske stemmeretsforkæmper Emmeline Petrick-Lawrence var blandt de mange, rejste land og rige rundt og holdt taler og møder mod landets deltagelse i verdenskrigen, men amerikanernes krigsbegejstring var større end krigsfrygten.
I september 1914 havde den ungarske pacifist Rosika Schwimmer og amerikaneren Carrie Chapman Chatt overragte den daværende amerikanske præsident Wilson en international adresse, der bad ham indkalde til en neutral mæglingskonference.
Jane Addams og andre kvinder inspireres af de europæiske stemmeretsforkæmpere til at grundlægge The Womens´ Peace Party i januar 1915 som blev forløberen for den amerikanske sektion af ligaen. Kvindernes fredsparti fik sit arbejdsprogram ved at afskrive den engelske fredsgruppe Union of Democratic Controls arbejdsprogram (Rotten s 22).
Kvinderne enedes om at holde en international kvindefredskongres i Haag som erstatning for en international stemmeretskonference i Berlin, der blev aflyst pga krigsudbruddet. Stemmeretskonferencen blev aflyst i november 1914, hvorefter en kommite begyndte at rundsende invitationer til en forberedende konference der blev holdt i Holland i februar 1915. Efter denne forberedende konference rundsendes invitationer til selve kvindefredskonferencen til en lang række kvindeorganisationer verden over.
Der indbydelsen til Kvindefredskonference fordi,
"Fra mange Lande har vi faaet Opfordring til at sammenkalde til en international Kvindekongres for at diskutere, hvad Verdens Kvinder kan eller bør gøre i anledning af de frygtlige Tider, vi nu gennemlever.
Vi hollandske Kvinder, som lever i et neutralt Land - let tilgængeligt for Kvinder fra andre Lande - har derfor paataget os det Ansvar at sammenkalde en saadan international Kvindekongres. Vi synes, at det i høj Grad tiltrænges, at Kvinder - i en Tid, hvor der findes saa meget Had mellem Folkene - viser, at vi kan opretholde vor Solidaritet og gensidige Venskab. Kvinder venter paa at mødes. Verden venter paa deres Bidrag til Løsningen af Dagens store Problem!
Kvinder! Hvilken Nationalitet, hvilket Parti I tilhører! Eders nærværelse vil være af stor Betydning. Jo større det Antal, der deltager i Kongressen, jo stærkere dens Indflydelse. Eders nærværelse vil vise, at ogsaa I ønsker at nedlægge Eders Protest mod denne frygtelige Krig og at I ønsker at hjælpe til at forhindre en Gentagelse i Fremtiden
Lad os ikke kalde forgæves paa Eder!
[underskrevet af]
Dr. Aletta Jacobs. Dr. Mia Boissevain. Rosa Manus. F. J. Vallier-Kraane. H. van Biema. C. Ramondt. J. C. van Landschot Rubrecht."
Selv om den hollændske organisationskomité var af den opfattelse, at det under første verdenskrig var let at komme til landet, var det ikke helt uden problemer for en række tilmeldte til kongressen. På grund af en smædekampagne i franske aviser kommer der ingen af de franske delegerede til kongressen. Der var 180 tilmeldte englændere, kun 75 af dem får et pas, men ingen af dem fik udrejsetilladelse. De tre englændere, der trods alt var på kongressen kom sammen med den amerikanske delegation. Bortset fra eksilrusseren Aleksandra Kollontaj, var der ikke nogen russere eller andre østeuropæiske delegerede til stede på kongressen.
Kvindefredskongressen i Haag blev dermed ikke så stor og så representativ som organisationskomiteen havde håbet på.
Kongressen omtales i den følgende tid bare som "Kvindekonferencen i Haag", hvilket bl.a. medførte, at kongresberetningen blev forkert klassificeret på Det kongelige Bibliotek.

Indbydelse til konferencen i Danmark

Indbydelsen til kvindefredskonferencen blev i Danmark modtaget af en række forskellige kvindeorganisationer og enkeltpersoner. Indbydelsen til konferencen omtales således i Kvinden og Samfundet for 30. marts 1915. Dagen efter afholder "en snevrere Kreds af danske Kvinder" et møde, for at forberede den danske deltagelse i konferencen. Til stede ved mødet var: Andrea Brockmann, Anna Buch, Henriette Crone, Thora Daugaard, Henni Forchhammer, Eline Hansen, Karen Hessel, Anna Johansen, Mathilde Lautrup, Ulrikke Mathiesen, Marie Mørch, Camilla Jensen, Louise Nørlund, Astrid Paludan-Müller, Camilla Persson, Astrid Stampe og Clara Tybjerg.
På mødet nedsættes et arbejdsudvalg, bestående af formanden Eline Hansen, sekretæren Thora Daugaard, Henriette Crone, Henni Forchhammer, Thora Knudsen, Camilla Nielsen og Louise Nørlund,
"Med det Formaal, at søge at vække danske Kvindeforeninger (og blandede Foreningers) Interesse for denne Kongres" (Brev, dateret 3.4.1915. Socialdemokratiets Arkiv, ABA)
Dansk Kvindesamfunds hovedkontor, Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse, var, ifølge Thora Daugaard,
"Samlingsstedet for de Traade, der hurtigt knyttedes mellem den indbydende Komité i Holland og Danske Kvindeforeninger. Her dannedes det Udvalg, der skulle forberede Danmarks Deltagelse i denne Fredskongres under Krigstid" (FF 1930:2 s 1-2).
Arbejdet gav hurtigt resultater.
Allerede i næste nummer af Kvinden og Samfundet kunne "Fællesstyrelsen bekendtgøre", fortsætter Thora Daugaard, "at den vilde forsøge at sende en Repræsentation".
Interesserede opfordres til at støtte konferencedeltagelsen økonomisk. Dansk Kvindesamfunds medlemmer indsamler 500 kr.
Socialdemokratiet blev anmodet om at støtte konferencen såvel økonomisk som med aktiv deltagelse. Thorvald Stauning udtrykte sin sympati med sagen, men afslog at give nogen form for støtte med begrundelse i, at de nordiske socialdemokratier allerede i januar 1915 havde afholdt en fredskonference i København, og Thorvald Stauning anså det for for rigtigst ikke at deltage i foretagender, der iværksattes udenom Socialdemokratiets internationale ledelse (Brev dateret 10.4.1915 til Thora Daugaard, Socialdemokratiets Arkiv, ABA).

Kvindefredskongressen i Haag

Fanny Arnskov citerer Jane Addams for at sige i åbningstalen:
"Vi er ikke kommen sammen for at lægge Skylden for Krigen paa den ene eller den anden. Vi har allesammen vor Del af Skylden. Vi er derimod kommet sammen for at søge at standse det forfærdelige der sker rundt om os". (FF 1945:5 s 34).
Ligaens barselsstue skulle have været Fredspaladset i Haag, men Fredspaladset kunne ikke rumme de mange deltagere, hvor kongressen rent faktisk blev holdt vides i skrivende stund ikke. Kongressen vedtog i løbet af forhandlingerne et arbejdsprogram frem til næste kongres ud fra 17 resolutioner:
"Vi Kvinder af forskellige Nationer, klasser, religioner og partier, forsamlede til en international Kongres:

Kvinder og Krig

1) Protest

Vi Kvinder, forsamlede til international Kongres, protesterer imod Krigsvanviddet og Krigsrædslerne, der medfører en hensynsløs Ofring af Menneskeliv og Ødelæggelse af meget af det, som Humaniteten har været Aarhundrede om at bygge op-

2) Kvinders Lidelser under Krig

Denne internationale Kvindekongres erklærer sig i uoverensstemmelse med den Antagelse, at Kvinder kan beskyttes under den nuværende Maade at føre Krig paa, og den nedlægger sin alvorlige Protest mod den Uret, som Kvinder i Krigstider er Ofre for, og især mod de grufulde Voldshandlinger mod Kvinder, som ledsager enhver Krig -

Skridt Henimod Fred

3) Om Fredsafgørelsen

Denne internationale Kongres, der bestaar af Kvinder fra forskellige Nationer, af forskellige Klasser, Trosbekendelser og Partier, forener sig i at udtrykke sin Medfølelse med alle som lider under Krigen, til hvilken Nation de end hører som kæmper for deres Land eller stønner under Krigens Byrder.
Da Flertallet af Folkene i hvert af de for Tiden Krigsførende Lande føler sig overbevist om, at de ikke kæmper som Angribere, men i Selvforsvar for deres nationale Eksistens, kan der ikke være uforsonelige Vanskeligheder imellem dem, tværtimod, deres fælles Ideal giver et Grundlag, paa hvilken en højmodig og ærefuld Fred maa kunne sluttes.
- Denne Kongres opfordrer derfor indtrængende Regeringerne Verden over til at standse denne Blodsudgydelse og Paabyde Fredsforhandlinger. Kongressen Kræver, at den Fred, der følger, skal blive varig, og derfor hvile paa Retfærdighedsprincipper, og i disse indbefattet de Principper, som denne Kongres har givet Udtryk for i de efterfølgende Resolutioner 5, 6, 7, 8, og 9.

4) Vedvarende forsat mægling

Denne internationale Kvindekongres beslutter at opfordre de neutrale Lande til at gøre Skridt til at danne en Konference af neutrale Nationer, som uopholdelig skal tilbyde vedvarende Mægling, saaledes at Konferencen opfordrer hver af de krigsførende Magter til at fremkomme med Forslag, og selv vedvarende og samtidig forelægger Forslag som Forhandlingsgrundlag.

Principper for Opnaaelse af en varig Fred.

5) National Selvbestemmelsesret.

Da denne internationale Kvindekongres anerkender Folkenes Ret til Selvstyre, stadfæster den den Opfattelse, at intet Territorium skal kunne overdrages uden Samtykke fra de i dette boende Mænd og Kvinder, og den ivrer imod, at Selvstyre og et demokratisk Parlament skulle kunde nægtes noget Folk.-

6) Forhandling og Voldgift.

Denne internationale Kvindekongres, som nærer den Overbevisning, at Krig er fornægtelse af Fremskridt og Civilisation, anmoder indtrængende alle Nationers Regeringer om at enes om at henvise fremtidige internationale Stridigheder til Forhandling og Voldgift.-

7) Internationalet Pres.

Denne internationale Kvindekongres anmoder indtrængende alle Nationers Regeringer om at enes om at anvende social, moralsk og økonomisk Tryk overfor ethvert Land, som griber til Vaaben i Stedet for at henvise sin Sag til Forhandling og Voldgift.-

8) Folkets Kontrol med Udenrigspolitikken.

Da Krig i almindelighed ikke foraarsages af Folkets store Masser, som ikke ønsker den, men af Grupper, der repræsenterer Sær-Interesser, hævder denne internationale Kvindekongres, at udenrigspolitiske Spørgsmaal maa underkastes Folke-Kontrol, og erklærer, at den kun kan anerkende det System for folkeligt, som indbefatter lige Repræsentation af Mænd og Kvinder.

9) Kvinders politiske Frigørelse.

Da den forenede Indflydelse af alle Landes Kvinder er en af de stærkeste Magter til at forebygge Krig, og da Kvinder kun kan have fuldt Ansvar og virksom Indflydelse, naar de har samme politiske Rettigheder som Mænd, kræver denne internationale Kvindekongres politisk Valgret og Valbarhed for Kvinder.

Internationale Samvirke

Herunder vedtages en række resolutioner 10, 11, 12, 13, 14 og 15 som ikke er refereret i fuld udstrækning i Kvinden og Samfundet. De vigtigste punkter i disse resulutioner er:
a) en tredje Haag-konference skal sammenkaldes straks efter krigens ophør,
b) voldgiftdomstolen og Haag-konferencens ansvarsområde skal udvides til en pernament fredskonference,
c) våbenfabrikation skal sættes under international kontrol,
d) handelsfrihed
e) det hemmelige traktatsysem skal afskaffes.

Børneopdragelse og Fredstanken

16) Denne international Kongres af Kvinder gør sig til ivrige Fortalere for Nødvendigheden af, at Børneopdragelsen ledes saaledes, at Børnenes Tanker og Ønsker føres i Retning af Idealet om varig Fred.

Kvinder og den kommende Fredskonferennce.

17) Denne internationale Kvindekongres anmoder indtrængende om, at den Konference, som skal udarbejde Fredsbetingelserne efter denne Krig, i den varige Freds, saavel som i Civilisationens Interesse vil udtale sig til Gunst for Nødvendigheden af, at Kvinder i alle Lande bliver politisk frigjorte.
18) Denne internationale Kvindekongres fremhæver energisk, at Folkerepræsentanter bør tage Del i denne Konference efter Krigen, og at der blandt dem bør findes Kvinder.

Skridt der skal foretages i Anledning af de vedtagne Resolutioner

19) Denne internationale Kvindekongres beslutter, at et internationalt Møde af Kvinder skal holdes paa samme Tid og Sted som Magternes Freds-Konference efter denne Krig med det Formaal at stille praktiske Forslag til denne Konference.
20) Sendebud til Regeringerne
Denne internationale Kongres delegerer Sendebud til at forelægge de paa Kongressen vedtagne Resolutioner for Herskerne i de krigsførende og neutrale Lande i Europa og til Præsidenten for de Forenede Stater - og til indtrængende at anmode Verdens Regeringer om at standse denne Blodsudgydelse og oprette en varig og retfærdig Fred.
Disse Sendebud skal værer Kvinder fra saavel neutrale som krigsførende Lande, og skal udpeges af den internationale Komite for denne Kongres. De skal indgive Beretning om Resultatet af deres Mission til "den internationale Kvinde-Komite for varig Fred", som et Grundlag for videre Optræden".
Der findes flere forskellige danske udgaver af resolutionerne fra Kvindefredskongressen i Haag. Denne ovenstående tekst er sakset fra Kvinden og Samfundet nr. 9/10 1915 s 137-138.
Se fortsættelsen (2:3) af dette festskrift - om blandt andet Dansk deltagelse på Kvindefredskongressen i Haag.
Se kildelisten til dette festskrift.

Hop til > Kvindernes   Internationale   Liga   for   Fred   og   Frihed's   hjemmeside > Hjemmesider   for   Fred > Oversigten
"Jubilæumsskrift 1/3" - Aldrig mere Krig - Oprettet 01/02-96 - Opdateret 060197 - WebMaster: Tom Vilmer Paamand