Militærnægterforeningen's hjemmesider
Hop til > Hjemmesider for Fred > Oversigten

Tyrkiet forfølger militærnægterleder

Af Øjvind Vilsholm

Lederen af den tyrkiske militærnægterforening ISKD var midlertidigt på fri fod i januar. Osman Murat Ülke skulle have stillet på sin kaserne i Bilecik efter, at han blev løsladt fra et militærfængsel d. 27. december 1996. Da Osman er militærnægter, tog han selvfølgelig ikke frivilligt til militærlejren. Osman afholdt i stedet en pressekonference, hvor en endnu en gang erklærede, at han er militærnægter. Derved har Osman igen forbrudt sig mod den tyrkiske lovgivning, der ikke tillader, at man "fjerner militæret fra folket".
D. 28. januar blev Osman idømt 6 måneders fængsel for at have "fjernet militæret fra folket", fordi han brændte sin indkaldelsesordre d. 1. september 1995. Efter dommen blev Osman overført til Mamak militærfængslet for senere at blive overført til Bilecik-lejren, hvor man vil tvinge ham til at aftjene sin militærtjeneste.
Osman allerede en gang tiltalt for lydighedsnægtelse, fordi han ikke vil bære våben og iføre sig en uniform. Osman kan forvente en straf på flere års fængsel, hvis han blive ved med at nægte at udføre militærtjeneste.

Osman fik kort tid på fri fod

Efter at en retssag om lydighedsnægtelse var indledt ved den militære domstol i Eskisehir, blev lederen af Tyrkiets militærnægterforening, Osman Murat Ülke, midlertidigt løsladt af de tyrkiske myndigheder. Osman skulle møde i retten igen d. 30 januar, hvor retssagen mod ham fortsætter. Sagen blev imidlertid gennemført uden Osmans tilstedeværelse. To dage forinden var han nemlig blev idømt 6 måneders fængsel og blev øjeblikkelig fængslet m.h.p. en hurtig overførsel til militærlejren i Bilecik.
Osman er anklaget for ulydighed (art. 87/1 i den tyrkiske militære straffelov), fordi han nægter at iføre sig militæruniform og aftjene sin værnepligt i det tyrkiske militær. I Bilecik vil Osman derfor igen begå "kriminelle handlinger", og han kan forvente yderligere sigtelser. Osman får støtte fra nær og fjern, men dem, der hjælper ham chikaneres af politiet, som ikke vil lade de internationale repræsentanter overvære retssagen.

Osman retsforfølges dobbelt

Osman har forbrudt sig mod den tyrkiske lov på to punkter, og der verserer derfor to retssager mod ham uafhængigt af hinanden. For det første er Osman anklaget for at "fjerne militæret fra folket", og for det andet er han anklaget for lydighedsnægtelse.
Det var i forbindelse med den første retssag, man kunne læse om Osmans fængsling i sidste nummer af NB (nr. 4/96). Osman er anklaget for at fjerne militæret fra folket, fordi han ved en pressekonference d.1. september 1995 brændte sin soldaterbog og sin indkaldelse. Osman blev først anholdt d. 7. oktober 1996, og fra den dag blev han holdt tilbage under stærkt kritisable forhold frem til retssagen mod ham d. 19. november. Denne retssag foregik ved den militære domstol i Ankara, og sagen sluttede d. 28. januar, hvor Osman blev idømt 6 måneders fængsel.
Efter det første retsmøde d. 19. november blev Osman løsladt og ført til militærforlægningen Bilecik, hvor han begik sin anden "forbrydelse". Osman forbryder sig mod den militære straffelov ved at nægte at aftjene militærtjeneste. Han bliver nu retsforfulgt efter den militære straffelovs ? 86, 87 og 88, der handler om lydighedsnægtelse. Strafferammen er op til fem års fængsel. Indtil videre er Osman kun tiltalt i henhold til ? 87, som har en strafferamme på fængel mellem 6 måneder og 2 år. Der blev afholdt et retsmøde i denne sag d. 30. januar uden Osmans tilstedeværelse. Sagen fortsætter d. 6. marts.

International delegation nægtet adgang

En gruppe på næste 20 personer var mødt op for at følge retssagen mod Osman d. 27. december. De blev alle stoppet af omkring 10 politifolk ved indgangen til det militære område. De fleste af politifolkene var i uniform, og de modtog de fremmødte meget uvenligt.
Bart Horeman fra den Hollandske militærnægterforening VD fortæller til NB, at en politibetjent i civil videofilmede de fremmødte, mens en anden optog al samtale på bånd. Bart var selv til stede som repræsentant for det internationale netværk af militærnægterorganisationer, der støtter Osman i hans kamp mod de tyrkisk myndigheder.
"Først ville politifolkene ikke lade nogen af os passere - heller ikke Osmans advokat Hülya Ücpinar," beretter Bart, "men efter en del diskussion fik advokaten og alle øvrige med tyrkiske identitetspapirer lov til to ad gangen at fortsætte hen til indgangen til det militære område - først efter en nøje granskning af deres papirer selvfølgelig."
De internationale observatører fik imidlertid ikke lov til at passere - det drejede sig ud over Bart Horeman om Albert Baele fra den engelske Peace Pledge Union. Først fik de oplyst, at begrundelse alene var den, at militærbasens øverstbefalende ikke havde givet lov.
Derefter udviklede der sig en halv times diskussion, hvor Bart og Albert med Serdar Tekin fra den tyrkiske militærnægterforening som tolk prøvede at få en fornuftig forklaring på, at de ikke kunne få lov til at overvære retssagen. Var man bange for spionage? Ville man skjule noget om denne retssag?

Ulovligt krav om tilladelser

"Vi bad også om at få lov at tale med den øverstbefalende," fortæller Bart videre, "men det afviste de. Det var helt tydeligt, at de udelukkende var deres egen beslutning, at udelukke os. Så bad vi venligt en betjent om selv at forelægge den øverstbefalende vores anmodning." En betjent gik og kom ret hurtigt tilbage og fortalte, at den øverstbefalende havde sagt nej.
"Derefter kom en militær vagt - Yilmaz Ulus, hvis man skal tro hans navneskilt - han fortalte os et dusin gange, at vi ikke kunne komme ind, fordi vi ikke havde en tilladelse. Vi forklarede til gengæld ham et dusin gange, at vi kom for at overvære en retssag, og at i Europa - ja selv i Grækenland - har alle lov til at overære militære retssager."
Netop som Bart, Albert og Serdar havde opgivet at komme forbi, ankom en bil med en tilsyneladende meget betydningsfuld officer. "Vi gik hen mod bilen, men blev straks stoppet at et par betjente," fortæller Bart. "Vi bad om at komme til at tale med officeren, men det afviste betjentene. Officeren i bilen var tilsyneladende ret utilfreds, og han bad betjentene tage vores pas og notere sig alle vores personlige data. Vi afleverede vores pas til inspektion atter en gang. Vi bad om navnet på officeren i bilen og om navnet på den betjent, som havde kommandoen, men uden resultat." Da de fik deres papirer igen besluttede de at opgive at komme til at overvære retssagen mod Osman.

Osman fri

Da de tyrkiske observatører kom tilbage fra retssagen nedsatte man hurtigt en gruppe, der skulle gå hen til værnepligtskontoret for at prøve at komme til at se og tale med Osman, inden han blev sendt tilbage til militærforlægningen i Bilecik. Gruppen bestod af Osmans sagfører - Hülya, Coskun Üsterci, Ferda Ülker samt Serdar, Albert og Bart.
Bart fortæller: "Vi kunne uden videre gå ind på på kontoret, og vi fik at vide, at Osman endnu ikke var kommet. Hülya spurgte kontorlederen, som var en meget venlig militærmand, hvad de ville gøre, når Osman kom. Han fortalte, at de ville give Osman en skriftlig besked om at melde sig hos lederen af det 9. kompagni i Bilecik den samme dag."
Bart fortæller videre: "Så ankom en militærbil til kontoret og få minutter senere stod Osman foran os. Han omfavnede os alle, og vi var lykkelig over at se ham igen." Osman fik sin skriftlige besked og penge til bussen, så han kunne forlade kontoret sammen med de øvrige. Osman var på fri fod igen efter at have været tilbageholdt i to en halv måned.

Flere møder med politiet

Osman havde ikke tænkt sig at tage til sin militærforlægning i Bilecik frivilligt. Men allerede da gruppen af Osman og hans støtter forlod Eskisehir den samme aften blev de passet op af politiet. Gruppen skulle til at tage bussen til Istanbul, og de var lige ved at stige ombord, da to politibetjente kom lige hen til Bart og Albert og bad dem vise deres pas. Bart fortæller:
"De andre prøvede at spørge om grunden til dette pludselige check, men de fik ikke noget svar. Vi gav dem vores papirer og efter tre minutter kom betjentene tilbage. De undskyldte og sagde, at alt var i orden."
Lidt senere, da gruppen havde sat sig ned bagest i bussen, kom to politibetjente i civil op ad midtergangen. Bart fortæller: "De forlangte identitetspapirer fra alle tyrkerne i gruppen. De skrev navnene på flere af gruppens medlemmer ned. Da de til sidst spurgte Osman, som sad i de fjerneste hjørne, om at vise sine papirer, måtte han fortælle, at han ikke havde nogen.
Coskun brød ind og forklarede, at vi var ved at følge Osman til hans militærforlægning i Bilecik (bussen stoppede faktisk i Bilecik på vej mod Istanbul). Det kunne betjentene acceptere, så de forlod bussen."
Ifølge Bart var de først timer af busturen meget intense, de frygtede hele tiden en ny konfrontation med politiet ved stoppet i Bilecik. Imidlertid skete der ikke noget, og gruppen nåede sikkert til Istanbul.

Pressekonference

Bussen ankom næste morgen i Istanbul, og allerede samme dag blev der afholdt en pressekonference i menneskerettighedsorganisationen IHDs kontorer: Osman fastslog endnu en gang, at han ikke er nogen soldat, og at han aldrig nogen sinde vil blive det. Osman vil ikke følge ordren om at melde sig til den øverstbefalende på det 9. regiment i Bilecik. Han vil hverken flygte eller skjule sig, og han vil returnere de penge, han fik til at dække rejsen til Bilecik.
På pressekonferencen fortalte Albert Beale om War Resistors International, og hvordan det internationale militærnægternetværk støtter militærnægtere i lande som f.eks. Tyrkiet, hvor militærnægtere bliver undertrykt.
Bart fortalte den tyrkiske presse, at han og Albert var blevet nægtet adgang til retssagen, og at man derfor ikke kunne tale om, at retssagen havde været offentlig. Bart gjorde desuden opmærksom på, at det er i strid med FNs menneskerettighedskonventions resolution 89/59, at man ikke har nogen militærnægterordning.

Sidste nyt:

Retssagen d. 28. januar
Osman var anklaget for at have fjerne militæret fra folket, fordi han d. 1. september 1995 brændte sin soldaterbog og sin indkaldelse ved et pressemøde. Osman blev idømt 6 måneders fængsel, og fordi man i Tyrkiet normalt kun aftjener en tredjedel af straffen, slipper han for at afsone yderligere straf, eftersom Osman var fængslet i over to måneder op til det første retsmøde.

Ikke desertør

Osman benyttede retssagen til at forklare sin militærnægtelse: "Militærtjeneste er det sidste punkt, hvor staten har ubegrænset magt over en ung mand. Og med dette håber staten at fuldende en proces af tvungen socialisering. I hæren bliver mand adskilt fra sit humanitære ansvar og rettigheder. Den unge mand bliver fyldt med chauvinistiske og patriarkalske værdier forbundet med ubegrænset lydighed, en autoritær tænkemåde og had til "andre". Igennem dens funktion og dets socialiseringsproces er militærtjenesten virkelig "nationens skole"."
Osman fortsatte sin proklamation: "At have retten til at leve er også at have retten til ikke at forårsage død. At slå et andet menneske ihjel er den mest indlysende måde at bekæmpe retten til at leve på. I denne sammenhæng er militærnægtelse ikke bare en ret for mig, men et ansvar," sluttede Osman.
Efter sin tale blev Osman spurgt om begivenhederne siden det første retsmøde d. 19. november. Hvordan har var blevet ført til Bilecik, nægtet at blive soldat, var blevet sat i militærarresten og siden været i retten tiltalt for ulydighed i Eskisehir d. 27. december.
Da dommeren hørte, at Osman ikke var taget til Bilecik efter retsmødet d. 27. december, som har var blevet beordret til, kaldte dommeren ham en desertør. Osman svarede: "Jeg er ikke desertør, jeg er militærnægter."
Til slut blev Osman idømt 6 måneders fængsel, som han allerede har siddet af under varetægtsfængslingen. Der venter imidlertid nye domme på Osman, når han bliver overført til Bilecik.
Indtil videre ser det ud til, at han foruden "stadig lydighedsnægtelse" også bliver totalt for desertering. Hver gang Osman sendes til Bilecik, vil han blive tiltalt for "stadig lydighedsnægtelse". Detter kan fortsætte i det uendelige.

Måtte ikke besøge Osman

Retssagen blev fulgt af 20 tilhørere, som støttede Osman. Iblandt tilhørerne var Rudi Friedrich fra Connection-eV i Tyskland og Augustin Yugueros de la Torre fra MOC, Spanien. Dagen efter retssagen forsøgte de sammen med Osmans to advokater og en af Osmans venner at besøge Osman. Rudi og Augustin fik imidlertid ikke lov til at besøge ham, og de tre øvrige fik først lov til at besøge Osman efter lang tids parlamenteren.
De tre, der fik lov til at besøge Osman kunne fortælle at han holdes indespærret under normale forhold. Osman sender hilsner til alle, der har skrevet til ham.

Vi iler med at bringe nyt i næste nummer af NB. På grund af NBs lange produktionstid, kan der dog allerede været sket nyt i sagen, når du læser dette. Hvis du vil høre sidste nyt er du velkommen til at kontakte MNF på vores kontor i Dronningensgade. Har du lyst til at give en hånd med i kampen for Osman, så hold dig endelig ikke tilbage. Ring 31 57 67 25 tirsdag eller torsdag mellem 18 og 20 og hør, hvad du kan gøre.

Kort nyt om kampen for Osman

Stolte forræddere
På et pressemøde d. 29. januar i menneskerettighedsorganisationen IHDs kontor i Ankara udtalte et medlem af Osmans organisation Izmir SKD om det, at man kalder militærnægtere for forrædere: "Når patrioter er de mennesker, som overtræder alle menneskerettigheder, eller som laver økonomisk og social profit på krig, så er vi stolte af at blive kaldt forrædere."
0jv.

Solidariske kurdere i Frankfurt

D. 28. januar lavede fem tyrkiske kurdere en solidaritetsaktion foran det tyrkiske konsulat i Frankfurt. De erklærede alle fem, at de var militærnægtere. Under aktionen fik de fem spontant selskab af endnu en kurder, der også erklærede at være militærnægter i solidaritet med Osman.
Øjv.

Giv Osman en hjælpende hånd

Osman er nu i militærets hænder i militærlejren i Bilecik, og så længe han nægter at adlyde ordrer om gøre militærtjeneste overtræder han den tyrkiske lovgivning. Vi vil derfor ligesom i sidste nummer opfordre læserne til at skrive til den tyrkiske ministerpræsident for at støtte Osmans sag. Skriv under på vedlagte erklæring, og send den til Militærnægterforeningen, så sender vi den videre til Tyrkiet.


Primeminister Erbakan
Basbakanligi Konulu
Ankara
Tyrkey

Regarding the charges on Osman Murat Ülke.

Dear Sir,

I am very concerned about the case of the chairman of Izmir Savas Karsitlari Dernegi, Osman Murat Ülke, who was arrested on October 7th 1996 in Izmir. After the trail on th 19th of November he was sent to the Bilecik camp and there he was imprisoned because of "disobedience". On January 28th Osman was sentenced to 6 months of prison for alienting the people from the military, and was sent to Bilecik again. He was not allowed to be present at the trail against him on disobedience on January 30.

Osman Murat Ülke is not a criminal. His only "crime" is that he does not want to be a soldier. Something that is perfectly legal in other countries. In Denmark the state recognized 771 conscientious objectors in 1995 and allowed them to do civillian service instead of serving in the army.
The prosecution of a conscientious objector violates the freedom of thought and expression.

The human rights commision of the United Nations has recognized conscientious objection as a human right on March 8th, 1995 in Geneva.

Therefore I urge you to give up the charges on Osman Murat Ülke immediately.

Yours sincerely

(Underskrift, navn og adresse)




Dokumentation

Osmans militærnægtererklæring

Offentliggjort på en pressekonference d. 1. september 1995 i Izmir

"Goddag. Denne pressekonference holdes ikke af ISKD, det er mig alene, der er ansvarlig for den.
Som I ved, er retssagen ved den store generalstabs militærdomstol om mit brud på artikel 155 afsluttet d. 29. august.
Arif Hikmet lyidogan, lederen af den forbudte forening for kvindelige krigsmodstandere i Istanbul, blev idømt en hæftestraf på 6 måneder, studenten Gökhan Demirkiran fik 4 måneder og Mehmet Sefa Fersal fik 2 måneder. Jeg selv blev frifundet. Dommeren spurgte os, om vi havde aftjent vores militærtjeneste, selvom dette spørgsmål overhovedet ikke havde noget med anklagen mod os at gøre. Vi var anklaget for at "fjerne militæret fra folket". Men med dette spørgsmål sikrede han sig, at jeg til trods for min frifindelse blev overgivet til rekrutteringskontoret i Cankaya-distriktet.
Militæret har på denne måde valgt at henlede andre instansers opmærksomhed på de mennesker, som de ikke kan ramme juridisk. Under alle omstændigheder er jeg ikke nogen desertør - jeg er militærnægter. Jeg tænker hverken på at flygte fra min værnepligt eller på at aftjene den. Jeg ser ingen grund til at flygte, for jeg forsvarer retten til at nægte militæret uden at skulle skjule mig.
Ifølge papirerne fra rekrutteringskontoret skal jeg være soldat med det samme, og jeg skal stille ved det 9. feltjægeruddannelsesregiment i Bilecik (Bursa-provinsen) d. 31. august - altså i går. Som I ser, er jeg stadig her. Jeg har ikke meldt mig. Også selvom jeg ikke er nogen desertør, ser jeg ingen mening i at melde mig ved kasernen. Tværtimod: Jeg vil nu her i jeres påsyn brænde min soldaterbog, da jeg ikke kan anse den for at være min. Desuden vil jeg brænde en del af de dokumenter, jeg har i denne kuvert, nemlig min indkaldelse. Resten er statsejendom, dem vil jeg sende tilbage. De kan måske finde på noget andet at bruge dem til. Til sidst vil jeg vedlægge de 101.000 tyrkiske lire (ca. 12 kr.), som jeg har fået til forplejning på rejsen til Bilecik.
Jeg er ikke nogen soldat. Og jeg vil heller aldrig blive det. Jeg er naturligvis klar over, at jeg vil blive anholdt. Indtil det kommer så vidt - hvor længe det så må vare - vil jeg ikke ændre min måde at leve på. Jeg kan findes her på ISKD-kontoret. Men jeg vil endnu en gang understrege, at jeg vil kæmpe til det sidste på kasernen, og jeg vil på ingen måde lade dem gøre mig til en soldat."
Oversat fra tysk af Øjvind Vilsholm


Hop til > Militærnægterforeningen's   hjemmeside > Hjemmesider   for   Fred > Oversigten
"Tyrkiet forfølger militærnægterleder" - Militærnægterforeningen - Oprettet 15/03-97 - Opdateret 12/3-97 - WebMaster: Tom Vilmer Paamand