Artikler om krig og fred
Hop til
> Hjemmesider for Fred
> Oversigten
Dansk eksport af nægter-idé
Danmark skal eksportere militærnægter-ordningen til u-lande.
Udviklingsministeren lover støtte til fredsgrupper, som vil arbejde
med at stable ordningen på benene
Af Geert Grønnegaard
Som læserne af NB nok ved, er egentlige
militærnægterordninger i alt væsentligt kun kendt og brugt af
lande i Vesteuropa og i den engelsk-talende verden. Vi kan være
utilfredse med mangt og meget i administrationen af den danske ordning og over
at man overhovedet har en tjeneste der er påtvunget voksne mennesker ved
lov. Men ingen er vist i tvivl om, at selv en halvdårlig
nægterordning er et virkeligt fremskridt sammenlignet med slet ingen
ordning at have.
En menneskeret
Spørgsmålet om individuel ret til at nægte
militærtjeneste har været behandlet af FN, både i underudvalg
om menneskerettigheder og på selve generalforsamlingen. De fleste lande
har officielt støttet princippet, i hvert fald ikke stemt imod, at man
anbefalede de medlemslande, som ikke havde muligheden for
militærnægtelse indbygget i deres lovgivning, at sørge for
at få det snarest. Det kom først på tryk i resolution L-75
fra 1987, men er blevet yderligere styrket i sommeren 1995 ved en ny resolution
besluttet uden afstemning.
De gode viljer har altså officielt forpligtet hinanden i FN, men når
ambassadørerne så er vendt hjem fra New York til deres lande, har
de hurtigt glemt alt om nægtere igen, Siden 1987 har meget få lande,
stadig væsentligt kun i Europa, legaliseret militærnægtelse,
og selv hos Danmarks officielle allierede Grækenland og Tyrkiet er det kun
sket i en meget chikanerende og strafagtig form.
Dansk nægterhistorie
I Danmark har vi kendt og brugt systemet snart i trekvart århundrede, og
efterhånden har det fundet en form, så næsten alle parter kan
leve med det. Der er stadig elementet af pligt, tvang, men altså ikke
så knugende at nogen behøver at græde sig i søvn om
natten over det.
Den nu halvfjerdsårige forening for pacifister, Aldrig mere Krig, har i
alle årene haft en hånd med i denne danske ordning. Det var
foreningens stiftere der lagde krop til ved de første interneringer af
nægtere i Grib Skov, og da der skulle laves en rigtig lov i
Stauning-tiden (1931), blev disse pacifister bedt om at lave et udkast som de
selv kunne godkende. Nægternes udkast blev i alt væsentligt
ophøjet til lov og med små ændringer frem og tilbage over to
menneskealdre er det hvad vi kender i dag.
Socialdemokratiet i Danmark må retfærdigvis medgives en stor del af
æren for at det gik så nogenlunde smertefrit. Det unge parti var
forstående overfor pacifismens idé, og på det rigtige
tidspunkt havde det rege-ringsmagten. Senere er partiet blevet mere
militærvenligt, men det har altid forstået at det var vigtigt at
opretholde nægterordningen som en individuel kattelem for modstanderne.
Man kan sige, at Socialdemokratiet har sørget for at det blev stuerent
og acceptabelt at være militærnægter her i landet.
Solidaritetsarbejde
I Aldrig mere Krig har vi dog ikke kunnet slå os til tåls med at
have en god ordning i Danmark, når vi fra meningsfæller ude i den
store verden må høre, hvor gruelig meget ondt de må
gennemgå i deres mere eller mindre militærdiktaturer. Vi har ment,
at vi godt kunne skubbe lidt på, også i den officielle danske
udenrigstjeneste, for at få indført nogle mere tålelige
forhold for nægtere i ulandene efter de retningslinier de selv har stemt
for i FN.
Tidligere udviklingsminister Helle Degn (S) støttede tilsyneladende denne
tanke ved i et svar til Folketinget i sommeren 1995 at erklære sig rede
til på regeringens vegne at støtte oprettelsen af
militærnægtersystemer i ethvert land, som måtte ønske
det efter FN's anbefaling, med "rådgivning og andre ressourcer".
Selv med dette gode tilsagn fra Helle Degn fandt vi at det gik for trægt.
I Danida holdt man sig tilbage fra overhovedet at nævne sagen, selv
overfor lande som vi ydede betydelig bistand. Og når ingen hørte
om det, kunne ingen heller vide at de kunne indhente rådgivning og
ressourcer i et lille land som Danmark. Så vi bad i et brev den nye
udviklingsminister Poul Nielson (S) om at presse lidt mere på.
Poul Nielson har svaret på vores henvendelse i et meget
imødekommende brev af 21. feb. 1996. Ministeren bekræfter fuldt ud
sin forgængers tilsagn om rådgivning og ressourcer, og stiller sig
endog åben overfor konkrete forslag til, hvordan og hvor Danida med
fordel kunne gribe ind til fremme af FN-resolutionen om
militærnægterlovgivning. Noget i retning af, at Danida er parat til
at gribe ind, men blot savner ideer til og traditioner for hvordan det bedst
gøres.
Staten vil støtte
For de danske nægtere, der interesserer sig for og har kontakter til
nægtere i de mere eksotiske udlande, er Poul Nielsons svar en glimrende
opmuntring. Det åbner mulighed for, at de kan støtte deres venner,
ikke blot med personlig moralsk sympati, men også med den viden at de kan
regne med kontant hjælp fra den danske udenrigstjeneste, hvis de lokalt
"kunne få noget op at stå".
Man kunne f.eks. tænke sig, at en lille gruppe tog på sig at
arbejde for en militærnægterlov i deres land under henvisning til
FN-resolutionen. Allerede på et sådant jomfrueligt
græsrodsniveau ville gruppen nu kunne søge bistand på en
dansk ambassade eller konsulat. De ville kunne få støtte til drift
af et kampagnekontor, porto, telefon, tryksager, evt. rejseudgifter.
Ambassaden ville kunne sikre adgang til forhandlinger på regeringsniveau
og kunne gøre rede for de danske tilbud om støtte, også
udover de traditionelle bistandsprojekter. I en vis udstrækning ville en
sådan fremmed bevågenhed direkte kunne beskytte en lokal gruppe mod
vilkårlig politisk forfølgelse.
Milionbeløb
Hvis man antog at gruppen fik held med sine anstrengelser, så det blev
besluttet at oprette et nyt militærnægterkorps i landet, ville
tilsagnet "andre ressourcer" rimeligvis betyde et eller andet tocifret
millionbeløb til at udstyre en lejr i bushen. Som rådgiver og
finansier ville Danmark sandsynligvis kunne udvirke, at en sådan lejr
mere kom til at ligne en højskole end et fængsel. Finansudvalget i
København ville ved bevillingen skele til hvad det koster at
administrere og drive den danske nægterordning.
Salgsbrocure
Poul Nielson åbner også for en eventuel fornyelse af det
dokumentationsmateriale som ministeriet råder over i
nægterspørgsmål. Her kunne tænkes en slags
"salgsbrochure" på flere sprog, måske en video. Og ministeren vil
gerne orienteres om lande og situationer, hvor nægtere i særlig
grad lider nød, sådanne sager, hvor en officiel henvendelse fra
den danske udenrigstjeneste kunne tænkes at mildne forholdene.
Der er nok at tage fat på, i de fleste lande dømmes
militærnægtelse stadig som en grov forbrydelse.
Geert Grønnegaard er medlem af Aldrig mere Krigs hovedbestyrelse.