Artikler om krig og fred
Hop til
> Hjemmesider for Fred
> Oversigten
Fremgang for dødens købmænd
Lithauen opruster. Da præsidenten for Lithauen var på
officielt besøg i Danmark udtalte han, at
Lithauen satser stærkt på at blive medlem af NATO.
Af Finn Held
I Lithauen er man nemlig helt opmærksom på, at det koster noget
at blive medlem af den anerkendte militærorganisation: derfor skal
militæret udvikles og udvides og der skal afsættes flere penge
på militærbudgettet.
Når Danmark ønsker NATO udvidet, og når Danmark bl.a.
argumenterer med, at Lithauen og andre lande selv ønsker det,
bidrager vi naturligvis til de pågældende landes oprustning og
militarisering.
NATO udvider
Der er ingen som har givet gode grunde til, at den militæralliance,
som blev oprettet for at skabe en kollektiv sikkerhedspagt over for, hvad
man opfattede som en kommunistisk/sovjetisk trussel, nu skal udvides.
Der er ikke mere nogen kommunistisk/sovjetisk trussel. Men der er f.eks. et
NATO-land - Tyrkiet - som anvender NATO-våben og NATO-uddannelse og
NATO-organiseringer til at føre krig mod kurderne, afbrænde
deres byer og forfølge befolkningerne og i øvrigt se stort
på menneskerettighederne, hver gang deres NAT-partnere bebrejder dem
noget.
Og der er i øvrigt et andet NATO-land, Gærkenland, som nu
øger udgifterne til militæret for at kunne forsvare sig mod -
NATO-landet Tyrkiet!
Der er således særdeles gode grunde til såvel NATOs
fortsatte eksistens og NATOs udvidelse: NATO i samarbejde med
våbenindustrien i de lande, som både er medlemmer af NATO og som
producerer våben.
Det er nu ganske interessant at se at de lande, som spiller hovedrollen i
NATO, også spiller hovedrollen, når det drejer sig om at
producere og eksportere våben. I den årlige rapport fra Det
internationale Institut for Strategiske Studier (IISS) (refereret i
Information 9.10. og 10.10) oplyses det, at USA har kontrollen med over
halvdelen af verdensmarkedet, hvad våben angår, nemlig med et
årligt våbensalg på omkring 85 milliarder kroner. Herefter
følger Storbritannien, Frankrig, (Rusland) og Tyskland (og Kina
på sjettepladsen).
NATO-politikerne har stort set kun et argument, når de skal
prøve at forsvare udgifterne til militære udvidelser:
usikkerheden i verden.
Og den er da til at få øje på:
F.eks. i Tjetjenien, hvor Rusland brutalt nedkæmpede tjetjenernes - i
øvrigt også brutale - oprør. Her har NATO haft een
stabiliserende funktion: at støtte russerne moralsk i deres
fremfærd.
F.eks. i Tyrkiet, hvor tyrkiske NATO-tropper brutalt bekæmper kurderne
og deres - ofte også brutale - forsøg på at opnå en
eller anden form for mindretalsanerkendelse.
F.eks. på Balkan, hvor en borgerkrig fik lov at udvikle sig uden at
NATO greb ind, før det kunne ske uden risiko for tab af NATO-soldater
og NATO-materiel og med det resultat, at de etniske udrensninger blev
ført til ende og stort set fik det internationale samfunds stiltiende
blåstempling.
Hvem køber så våben?
Det gør Mellemøsten, og her er Saudi-Arabien den
største våbenimportør. Landene i Mellemøsten
importerede for knap 13 milliarder dollars i 1995 mod 12 milliarder i 1994.
Det er bl.a. de stigende oliepriser, som betyder at de arabiske lande kan
investere flere penge i militære våben.
Østasien importerer også mange våben, her takket
være først og fremmest store ordrer fra Indien, Taiwan,
Sydkorea, Pakistan, Kina, Thailand og Vietnam.
Men NATO-udvidelserne betyder ikke alene øget våbenhandel og
indtægter til våbenproducenterne. NATO-udvidelserne er
også udtryk for de nye fronter, som trækkes op mod fremtiden.
Fronterne mod den muslimske verden eller mod den asiatiske verden.
Her ser vi så det samme billede som under Golf-krigen. Medlemmerne af
FNs sikkerhedsråd, som besluttede den militære intervention,
havde på forhånd financieret og solgt våben til Iraq og
på den måde givet Saddam Hussein mulighed for at opbygge og
bruge den hær, som invaderede Kuwait. Nu forsyner NATO fremtidens
potentielle fjendelande med de våben, som på et eller andet
tidspunkt bliver taget i anvendelse og kommer til at true verdensfreden
så alvorligt, at NATO-landene må gribe ind til forsvar for
demokratiet og freden.
Mens dette skrives gør en række NATO-lande klar til at yde en
militær indsats i Zaire. Angiveligt for at
nødhjælpsforsyningerne kan komme frem. Ikke mindst Frankrig har
lagt vægt på, at der gøres noget for de sultende og
døende i området. På samme tid afsløres det, at
bl.a. Frankrig har sørget for at levere våben til
området.
Som Jørgen E. Petersen sagde i en orienteringsudsendelse i Danmarks
Radio: Hvad med et øjeblik at gemme alle billederne og
informationerne om rædslerne i Zaire-området bort og
fortælle om de våben, der er strømmet ind i landet, og om
de våbenhandlere og de regeringer, som tjener på det og lader
det foregå.