Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed's hjemmesider
Hop til > Hjemmesider for Fred > Oversigten

Jubilæumsskrift for

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed

Del 2 af 3 af Holger Terp
Tilbage til del 1 af 3 af festskriftet.
Videre til del 3 af 3 af festskriftet.

Dansk deltagelse på Kvindefredskongressen i Haag

Hvor mange danske jordmødre der deltog under Ligaens fødsel, vides ikke med bestemthed. Forskellige kilder oplyser forskellige navne:
1) Fem af de seks tilmeldte danske deltagere på kongressen i Haag var, ifølge referatet fra pjecen Kvindernes Fredskæde: Redaktøren Thora Daugaard, Skolekøkkeninspektrice Eline Hansen fra Det radikale venstre, Lærer og forfatter Eva Moltesen, Clara Tybjerg og Louise Wright. Den manglende danske deltager, ifølge denne opgørelse, er sansynligvis Henni Forchhammer, der blev syg på kongrestidspunktet. Henni Forchhammer skal, ifølge, Inga Dahlsgård (Niels Haislund) i Dansk Biografisk Leksikon, have medvirket til, at "danske kvinder kom med til kvindemødet i Haag".
2) Mystikken om den danske deltagerliste på Haag-kongressen breder sig. For i tidsskriftet Arbejderhistorie 29 skriver Christi Wickert, at følgende damer deltog for egen regning på konferencen, efter at have fået afslag på økonomisk støtte fra det daværende Socialdemokratisk Forbund: Socialdemokraterne "Andrea Brockmann, Henriette Crone, Camilla Nielsen, Louise Nørlund", samt fra Dansk Kvindesamfund deltog "Clara Tybjerg, Thora Daugaard og frk. Manicus Hansen" (s. 25).
3) Syv danske kvinder deltog ifølge Thora Daugaard som i en mindeartikel i Fred og Frihed 1935:4 s 28, skriver, at Andrea Brockmann og Camilla Nielsen repræsenterede Socialdemokratisk Kvindeforening, Henriette Crone repræsenterede Kvindelige Trykkeriarbejdere, Thyra Manicus-Hansen repræsenterede Keramisk Malerforening, Louise Nørlund repræsenterede Bureau for Opretholdelse af internationalt Samarbejde, Clara Tybjerg repræsenterede Danske Kvinders Nationalraad og Thora Daugaard repræsenterede Dansk Kvindesamfund og Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund.
4) For at gøre mystikken om det danske deltagerantal komplet, meddeles det i den norske jubilæumsbog "Fred og Frihed", at der deltog 6 danske kvinder på kongressen.
5) Når der er tvivl om det danske deltagerantal er det også fordi den officielle beretning fra kongressen nævner følgende tilmeldte delegerede og de organisationer de repræsenterede:
Bureau for Opretholdelsen af Internationalt Samarbejde, Louise Nørlund.
Danske Kvinders Valgretsforbund, Thora Daugaard.
Dansk Kvindesamfund, Thora Daugaard.
Dansk Typografforbunds Kvindeafdeling, Henriette Crone.
Keramisk Malerforbund, Thyra Manicus-Hansen.
Pax og Danske Kvinders Nationalraad, Clara Tybjerg.
Rebecca-Logen, Ella Beyer og S. M. Beyer-Mohr.
Socialdemokratisk Kvindeforening, Andrea Brochmann og Camilla Nielsen og Kvindelige Trykkeriarbejderes Forbund Henriette Crone (Bericht s 244).
Det skulle altså give 9 danske deltagere på kvindefredskongressen i Haag.
Luise Nørlund, der ledede Dansk Fredsforenings ungdomsbevægelse, Pax, skriver til kongressen, at der er en ungdomsfredsgruppe i Danmark og at det er vigtigt at beskæftige sig med fredsopdragelse.
Der er i den officielle kongresrapport et liste over delegerede og deltagere som blev forhindret i at deltage i kongressen. Deri er der ingen danske navne.
Udover de danske deltagere var der af nordiske deltagere på Haag-kongressen 16 fra Sverige og 12 fra Norge.

Starten på Ligaen i Danmark

Kvinderne i Haag blev enige om at oprette nationale sektioner for at styrke kvindernes deltagelse i fredsarbejdet og til at indsamle penge til financiering af den næste kongres, der skulle afholdes straks efter første verdenskrigs afslutning.
Der grundlægges en International Kvindekomite for varig Fred, med hovedsæde i Amsterdam, der får følgende sammensætning:
  • Formand: Jane Addams.
  • Første næstformand Aletta Jacobs.
  • Anden næstformand Rosika Sscwimmer.
  • Kasser Jeanne C. van Lanschot Hubrecht.
  • Sekretærer: Crystal Macmilliam og Rosa Manus.
    De danske sektionsdeltagere i den internationale Kvindekomite for varig Fred var Thora Daugaard og Clara Tybjerg (Bericht s 319).
    De nationale sektioner må frem til den kvindefredskongres, der skal finde sted efter verdenskrigens afslutning, bestå af op til fem personer, hvoraf nogle allerede er udpeget i 1915.
    Der var i 1915 nationale sektioner i Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Italien, Norge, Tyskland, Storbritanien og Irland, Sverige, Ungarn, USA og Østrig. Senere fik Ligaen sektioner i flere lande. Ligaen blev forbløffende hurtig en verdensomspændende fredsbevægelse.
    Emily Greene Balch bertter i 1940 at,
    "Kongressens øjeblikkelige Maal var Sammenkaldelse af en Konference af de neutrale, som skulde fortsætte med stadige Overvejelser i Haab om at finde Grundlag for en snarlig Fred - en Plan som Julia Grace Wales fra Canada havde vagt meget stor interesse for i De forenede Stater. Paa Rosika Schwimmers Forslag blev udsendinge sendt fra Kongressen til 14 krigsførende og neutrale Stater for at drøfte denne Plan med dem og overrække dem Kongressens Beslutninger" (s 7).
    Der blev udsendt to delegationer med kvinder fra Holland, Italien, Storbritanien, Sverige, Ungarn og USA. I maj og juni 1915 rejser de rundt i 14 hovedstæder, hvor de samtaler med statsministre, udenrigsministre og regeringsmedlemmer og 15. oktober 1915 kan man aflægge rapport (rapporten fra fredsambassadørerne, Manifesto issued by Envoys of the International Congress of Women at the Hague to the Governments of Europe and the President of the United States, er i sin helhed genoptrykt i Bussey s 22-24).
    De udsendte kvinder mødte både velvilje og modstand,
    "Jane Addams, Dr. Jacobs og de andre Udsendinge var ofte forbavsede over den oprigtige Afsky for Krigen som Statsmændene i de Krigsførende Lande gav Udtryk for. Men til trods for virkelig Interesse for Planen paa enkelte ansvarlige Steder led den Skibbrud, fordi Præsident Wilson nægtede at støtte den" (Balch s 7).

    Danske kvinders Fredskæde og Dansk Kvindesamfund

    Efter at de socialdemokratiske kvinder ikke blev støttet økonomisk til kvindefredskonferensen, fortsatte Thyra Manicus-Hansen, Clara Tybjerg og Thora Daugaard sammen med Eva Moltesen og Louise Wright arbejdet med at etablere Ligaen inden for rammerne af Dansk Kvindesamfunds regi. I Dansk Kvindesamfund argumenteredes der for, at organisationen selv skulle tage fredssagen på programmet og blive den danske afdeling af Ligaen, men forslaget mødte på for stor modstand. Sympati med tanken om kvindernes fredsarbejde er der dog i Dansk Kvindesamfund. Thyra Daugaard beretter videre, at,
    "Den Indsamling af Fredskroner og Underskrifter paa en Adresse om Ret fremfor Magt", som Ligaens forberedende Udvalg besluttede at lægge ud med, begyndte nemlig paa Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Aarhus i 1916" (FF 1931:2 s 1-2).
    Sammenkædningen med Dansk Kvindesamfund i den tidlige periode fremgår også af, at de kvinder, der indsamlede underskrifterne blev for hver 30. underskrift belønnet med et friabonnement på et år af Kvinden og Samfundet.
    De fem borgerlige kongresdeltagere danner omkring juni 1916 en forløbig organisation i Danmark under navnet Danske Kvinders Fredskæde.
    Kvinderne som skabte den danske sektion af Ligaen var aktive i mange andre sammenhænge, både før og efter dannelsen af Ligaen. Når Henni Forchhammer tilsyneladende ikke er aktiv under etableringen af Danske Kvinders Fredskæde, skyldes det, at den idealistiske blæksprutte er travlt optaget andet steds. Sammen med ingenør Oluf Forchhammer, lægen Louis Frænkel, og John Lundquist arbejdede Henni Forchhammer efter de retningslinjer der var udstykket af kvindefredskongressen i Hag i "Den internationale Komité for Snarlig Mægling" i planlægningen af den alternative Ford Fredskonference i Stockholm i april 1916. Dokumenterne fra denne organisation er det første man får øje på, når man åbner de første kapsler med dokuenter fra Ligaens arkiv. Clara Tybjerg var før grundlæggelsen af Ligaen aktiv i Kvindernes Læseforening (Ude og Hjemme 20.2.1916). Både Clara Tybjerg og Eline Hansen og flere andre var aktive medlemmer af Dansk Fredsforening.

    Danske kvinders Fredskæde

    Efter at være kommet hjem fra kongressen i Haag, mødtes den danske sektion på fem medlemmer i november 1915 med "en lille Kreds af Kvinder" på Turisthotellet i København, for at udstikke retningslinjerne for det fremtidige fredsarbejde. Mødetidspunktet er forholdsvis sent i forhold til etableringen af de norske og svenske sektioner som blev grundlagt allerede straks efter kongressen i Haag. Ifølge den norske redegørelse fra Haag-kongressen som er trykt i september/oktober 1915, så er situationen her i landet den at, "Danmark har været saa stærkt optat av kvindestemmerettens indførelse, at det endnu ikke har kunnet opta noget direkte fredsarbeide, men medlem av den internationale komite Thora Daugaard skriver at man med det første vil gaa igang dermed". Jeg blev først bekendt med den norske redegørelse på samme dag som det danske jubilæumsnummer ankom fra trykkeriet til kontoret i København. Først i juni-juli 1916 udsender den danske sektion en redegørelse om kongressen i Haag og en opfordring til danske kvinder om at "træde ind i Danske Kvinders Fredskæde", "ved at underskrive et ønske om "Retfærd frem for Magt"".
    Blandt de første medlemmer af Danske kvinders Fredskæde er: Ida Falbe-Hansen, Elisabeth Grundtvig, Dr. Hedvig Reinardt, Jutta Bojesen-Møller, snekermester Katrine Horsbøll, Anna Hjort, Theodore Lønborg, Estrid Hein, Emma Gad, grosser Caroline Herding, professorinde Nyrup, Gyrithe Lemcke, Hofjærgermesterinde Bech, Kgl. Hof-fotograf Julie Lauberg, Astrid Stampe-Feddersen, typpograf Henriette Crone, Frida Slebsager, Anna Hude og Eli Møller m. fl." (Kvinden og Samfundet 1916:14 s. 203).

    Fredskæden er ikke pacifistisk i starten

    I den første opfordring om medlemskab fra Fredskæden gøres der afslutningsvist opmærksom på, at Kvindernes Fredskæde ikke, under de nuværende omstændigheder, er en pacifistisk organisation, men organisationens virke vil blive rettet mod fremtidige krige:
    Denne Fredsbevægelse er ikke nogen Anti-Forsvarsbevægelse. Vi henvender os til alle Kvinder i vort Land, der - som vi - ønsker og haaber paa Freden, men - som vi -hvis det forlanges, ligesaa fuldt som andre Landes Kvinder vil bringe ethvert Offer for at bevare deres Lands Selvstændighed, og vi opfordrer enhver dansk Kvinde til i sin Kreds at virke for Tilslutning til det internationale Kvinde-Fredsforbund, som nu - midt under Verdenskrigen - er i Færd med at danne sig som et Kvindernes Værn mod en Gentagelse af den ulykke, vi nu oplever (Kvinden og Samfundet, 1916:14 s 207-208).

    Værnepligt

    Fredskæden i Danmark interesserede sig under første verdenskrig underlig nok ikke for militærnægterspørgsmålet, på samme måde som f.eks. syndikalisterne og medlemmerne af Landsforeningen for Konsekvente Antimilitarister gjorde det. Det var dog ellers kvindernes sønner og mænd der blev indkaldt til militærtjeneste, hvilket den syndikalistiske redaktør Christian Christensen havde gjort opmærksom på, allerede i 1912, hvor han spørger arbejderkvinderne,
    "Men dagen maa vel komme, hvor Kvinden opfatter sin Moderpligt dybere, hvor hun ikke giver sin lille Dreng Tinsoldater og uden Modstand lader Skolen slaa hans logiske Sans ihjel og udleverer ham til Sessionsbaasen og Slagtertrøjen"(Solidaritet 1912:26).
    I november 1916 har Christian Christensen igen bud efter kvinderne i den antimilitaristiske kamp,
    "Arbejdermødre, længes I ikke efter den Dag, da I ikke behøver at frygte for, at Jeres Sønner sendes ud paa Slagmarken og Dræbes?" (Militærnægternes Kamp. Solidaritet 1916:254).
    Hvis Ligaen har interesseret sig for militærnægterspørgsmålet under første verdenskrig fremgår det ikke af det foreliggende kildemateriale. Militærnægterspørgsmålet dukker først op på Ligaens program efter kongressen i Zürich, hvor det i resolution 4 fra kongressen hedder:
    "den tvungne værnepligt afskaffes efter internationale Aftaler".
    I midten af 1930´erne er man kommet så langt i militærnægterspørgsmålet, at man udsender en pjece med "Lov om Værnepligtiges Anvendelse til civilt Arbejde".

    Kontingent og økonomi

    Medlemskontingentet fastsættes i 1916 til Een kr., kaldet Fredskronen, en gang for alle. Meget tidligt spørges det interesseret til, hvad fredskronen skal bruges til. De fem meddeler i november 1916, i Kvinden og Samfundet, i, hvad der må betegnes som en hensigtserklæring fra Danske Kvinders Fredskæde, at de har anvendt 700 kr. til porto og tryksager, og at man i øvrigt vil anvende midler til oversættelse og anskaffelse af fredslitteratur, til udgivelse på dansk af fredslitteratur, til anlæggelse af et kartotek, i hvilket navnene på de kvinder der opfører sig på fredslisterne, indføres i alfabetisk orden, til lokaleleje i forbindelse med møder o. l., til oprettelse af studiecirkler med det formål for øje at forberede danske kvinder til deltagelse i den kvindekongres, der skal afholdes umidlbart efter fredsslutningen, til agitationsarbejde i enhver form såvel gennem pressen som på anden måde.
    Når man valgte denne kontingentform var det tilsyneladende fordi man troede at man repræsenterede en midlertidig organisation, der ville blive overflødig efter statsmændenes kongres efter krigen, hvor folkets forbund blev dannet. Det skulle desværre blive brug for organisationen i lang tid fremover, hvorfor man måtte etablere en varende organisation og opgive kontingentpolitikken. Kontingentpolitikken blev opgivet i 1923, hvorefter man gik over til at opkræve et årligt kontingent på en krone. I samme tidsrum kostede det kr. 2,50 at være medlem af Dansk Fredsforening.

    Fredsdagen

    Den 4. februar 1918 stilles der for første gang forslag om afholdelse af en fredsdag. Den første af de to årlige Kvindernes Fredsdage blev afholdt den 13. september samme år.
    På fredsdagen 1918, 1920, 1922 osv. solgte Ligaens medlemmer Fredsflaget, kaldet det hvide flag. Når man valgte et hvidt flag som symbol for fredsdagen, er det formodentlig som en reaktion mod salget af Dannebrog på Valdemarsdagen, hvis indtægter gik til støtte for forsvarsformål.
    Der er en anelse tvivl om, hvor meget Ligaen indsamlede på den første Fredsdag.
    Der er tre forskellige opgørelser:
    1) Thora Daugaard meddeler den svenske sektion, at man havde indsamlet 20.-25.000 kr.(brev i Ligaens arkiv, Statsbiblioteket, Århus).
    2) I Fredsbladet meddeler Ligaen, at man har indsamlet cirka 40,000 kr. (mere herom senere).
    3) Af det bogtrykte regnskab for Fredsdagen fremgår det, at Ligaen har indsamlet 31,300 kr.
    Indsamlede beløb for fredsdagene 1920, 1922, 1920.
    I Dansk Fredsforening var man ikke glade for den unge pige der flyttede hjemmefra for at blive selvstændig. Forholdet mellem de to organisationer startede ellers godt ved, at en frøken Gunvar Mønster skrev ind til Fredsbladet i efteråret 1916 og gjorde opmærksom på kvindernes indsamling af medlemmer og fredskroner. I det næste nummer af Fredsbladet forklarer Clara Tybjerg over for Dansk Fredsforeningers medlemmer, hvad den nye fredsorganisation er for en størrelse.
    Da det går op for hovedbestyrelsen i Dansk Fredsforening, at der ikke bare forsvinder aktive medlemmer over i den nye konkurrent, men at de også er gode til både at hverve helt nye medlemmer og til at indsamle store beløb til deres eget formål, er der krig på kniven. Begge organisationer får samtidigt den idé at indsamle penge på en fredsdag og de ansøger begge Justitsministeriet om tilladelse til at holde indsamlingsdagen. Justitsministeriet deler sol og vind lige og giver organisationerne en indsamlingstilladelse hvert andet år, således at de skulle skiftes til at samle penge ind.
    Både i Fredsforeningens hovedbestyrelse, i kredsene i København og i Århus er Ligaen til debat og kritik. Damerne får læst og påskrevet i flere alenlange artikler i Fredsbladet.
    Henriette Beenfeldt skriver i Fredsbladet, at hun ikke måtte offentliggøre kvindernes indsamlingsansøgning til justitsministeriet på Dansk Fredsforenings årsmøde, hvor hun var delegeret for Fredsforeningen, fordi hun var pålagt tavshedspligt af justitsministeriet.
    Kendskabet til Ligaens ansøgning om pengeindsamling fører til kritik i Københavnskredsen, både af, at der kommer nye konkurrenter og af deres arbejdsmetoder. Henriette Beenfeldt forklarer sig vedrørende nye fredsgrupper,
    "Som det vil være de fleste af Dansk Fredsforenings Medlemmer bekendt, er der i Tidernes løb opstaaet en hel Del Foreninger her i Landet med det samme Formaal, men om hvis Eksistensberettigelse, der paa sidste Generalforsamling i Københavnskredsen var stærk Uenighed ...
    Vi indenfor Dansk Fredsforening vil staa vort fælles smukke Formaal alvorligt ivejen om vi ikke snarest indstiller Diskussionen herom og herefter med Sympati ser de nye Sammenslutninger opstaa, rent bortset fra, at en saadan Optræden vil tjene os til langt større Hæder. Vi tør jo ikke overse, at ikke ethvert Sind vil føle sig tilpas indenfor vor Forenings Rammer, stærkt konservative eller religiøse Mennesker saaledes ikke; da nu deres Interesse for selve Fredssagen ikke bør forspildes, men bør faa sit afgjorte Udtryk gennem Tilslutning til en Fredsforening, er det kun godt, at saadanne findes med Programmer efter disse Menneskers forskellige Sindelag. I modsat Fald faar man dem ikke indrullet, hvorefter de vil vedblive at staa ikke blot som en ligegyldig, men som en hæmmende Skare for vort Arbejde, idet de som ikke har sluttet sig til en Sag, altid bliver taget til Indtægt af deres Modstandere.
    Man har hævdet, at eventuelle Henvendelser til Regering og Rigsdag vilde have større Vægt, naar de foretoges af een stor Forening, men en samlet Henvendelse fra alle Foreningerne vil have endnu større Vægt, da en saadan vil omfatte langt flere Menneskers Ønsker end Dansk Fredsforening giver Udtryk for" (Fredsbladet 1918:4 s 27).
    I Fredsbladet 1918:5 er der flere artikler for og imod nye fredsforeninger. Flertalllet af Hovedbestyrelsen og flertallet af de delegerede på Københavnskredsens generalforsamling var imod de nye foreninger. Dedenrot-Berg spørger, om man kan være stærk konservativ som fredsven, men Rud. Petersen er enig med Henriette Beenfeldt. Formanden for Fredsforeningen kaldes en "gammel ængstelig Politiker", efter at han har fastslået at,
    "Saadanne Foreninger lettere kom i Kontakt med Dele af Samfundet, som den store Forening ikke vilde kunne komme i Berøring med" (Fredsbladet 1918:5 s 37).
    Henriette Beenfeldt henviser desuden om fredsdagen til at,
    "samtlige Landes Sektioner, 22 i Tallet, har forpligtiget sig overfor Hovedkvarteret i Amsterdam til i hvert Land til at tilvejebringe Midler til den Kvindekongres, som i lighed med hvad andre Organisationer paatænker (Arbejderne f. Eks.) agtes sammenkaldt til samme Tid og Sted som den store Fredskongres...
    Naar man endvidere har forholdt Kvinderne det urigtige i Dannelsen af en speciel Sammenslutning, maa bl.a. dette anføres, at Organisationen ser sin store, uomtvistelige Eksistensberettigelse i det Faktum, at Kvinderne, Mødrene til alle Krigens ulykkelige Ofre endnu aldrig er bleven spurgt og derfor nu kræver sine Synspunkter taget i alvorlig Betragtning ved det ny Verdenssamfunds Grundlæggelse".
    Vrøvl, svarer landsretssagfører og formand for Dansk Fredsforening, Niels Petersen, kvinderne i Danmark har jo stemmeret:
    "Og naar det saa er, bliver det vanskeligt at fatte, hvorfor Kvinder skulde Føle Trang til at danne særlige Fredsorganisationer. Heldigvis er Mændene dog ikke faldet paa at følge Eksemplet og samle sig i mandlige Fredsforeninger. Paa alle andre omraader i det offentlige Liv -politiske, sociale og kulturelle - ser man da ogsaa Mænd og Kvinder mødes til Samarbejde. Og for Fredssagens Vedkommende synes dette Samarbejde saa nødvendigt og ligetil, at det burde betragtes som en Selvfølge"...
    "Hun fastholder blot, at Kvinderne gør Ret i at optræde paa egen Haand. I modsætning hertil, finder jeg denne seperatistiske Bevægelse højst uheldig. Tiden opfordrer til Samling og ikke til Splittelse og herhjemme har Fredsvennerne deres rette Samlingssted i Dansk Fredsforening" (Fredsbladet 1918:12 s 101).
    Clara Tybjerg replicerer i næste nummer af Fredsbladet, at Ligaens program afviger meget fra Fredsforeningens på et væsentligt punkt:
    "den stærke Betoning af Kvinders politiske Ligestilling med Mænd i alle Lande som et af de Krav, der skal sikre en varig Verdensfred" (Fredsbladet 1919:1 s 4).
    Sjovt nok er alle Ligamedlemmernes indlæg i Fredsbladet afsluttet med en opfordring til indmeldelse i ... Dansk Fredsforening.
    På dansk Fredsforenings landsmøde i 1920 skærpes tonen over for Ligaen. Nu snakkes der ligefrem om tyveri af Fredsdagen, fordi det går op for foreningens medlemmer, at de skal deles om indsamlingsdagen. Man argumenterer desuden med, at Ligaen ikke har et program, ikke udsender regnskab for fredsdagen og at den i øvrigt var en fiasko. Beskyldningerne får Ligaens samlede bestyrelse til at fare i blækhuset. I Fredsbladet 1920:11 s 92, skriver man bl.a.:
    "Danske Kvinders Fredskæde har udsendt et udførligt Regnskab for Fredsdagen 1918, og at Foreningens daglige Regnskab hvert Aar fremlægges til godkendelse for dens Stiftrepræsentanter ved det aarlige Møde mellem disse og Hovedledelsen i København. Hvad vort Program angaar, tillader vi os dels at henvise til vore Love, som staar til Disposition for enhver ... der anmoder derom ... samt til vor internationale Organisations sidste Kongres i Zürich Maj 1919, fra hvilken vi vedlægger den af vort internationale Kontor udsendte Rapport...
    I anledning af den Formodning, som Dansk Fredsforenings Formand fremsatte om, at Fredsdagen i Aar var blevet en Fiasko, skal vi blot hertil bemærke, at Indsamlingen i Aar indbragte os en Bruttoindtægt af ca. 48,000 Kr. mod ca. 40,000 Kr i 1918. I Følge Opgivelser i "Fredsbladet" var Indtægten ved Dansk Fredsforenings Indsamling i 1919 ca. 27,000 kr".
    Ligaens Hovedstyrelse har tilsyneladende overdrevet indtægterne fra fredsdagen i polemikken med Fredsforeningen. Det må vist kalde politik.
    Desuden oplyser Ligaen, at man har cirka 15,000 medlemmer.
    Jesper Simonsen er ikke tilfreds med svaret. Han går efter manden, undskyld udtrykket, og ikke efter bolden i sit svar, hvori han medgiver, at 15,000 har betalt een kr., og at Fredskæden selv er af den opfattelse, at der er tale om en forening, men,
    "Forholdet er, saa vidt jeg ved det, at Sektionen selv udpeger sine Medlemmer og Stiftrepresæntanter, og Sektionen har ingen Medlemmer ud over de Nævnte.
    Om Fredskæden er at bemærke, at dens "Medlemmer" ingen Pligt har til at betale Kontingent eller andet Bidrag. "Medlemmerne"har heller ingen Ret til at vælge Bestyrelse; der afholdes ingen Generalforsamling eller andre Medlemsmøder, og - hvad der her er det betydningsfulde - Sektionens Regnskab forelægges ikke Sektionens Medlemmer, eller valgte Represæntanter for disse, til Behandling og Kritik, til Godkendelse eller Forkastelse. Da Fredskædens Led saaledes ikke har de Pligter eller Rettigheder, som et Foreningsmedlem ellers har, kan Kæden ikke kaldes en Forening i den almindelige Betydning af dette Ord".
    Græsrødder, altså...
    Så sent som ved Dansk Fredsforenings årsmøde i Ringsted i juli 1925 kritiserer Jesper Simonsen Ligaen, men nu er det deres politik, det er galt med,
    "Ved et Krav om et saadant fast Samarbejde, røres der ved noget Fundamentalt. Det er ikke Dansk Fredsforening, som har forladt de andre Fredsgrupper, men omvendt. Vi kan ikke slaa af paa Idealerne, fordi de andre har villet gaa deres egne Veje. Kvindernes Fredskæde skilte sig ud paa Spørgsmaalet om, hvorvidt vi kunne kræve Afrustning herhjemme, før det kunne ske andre Steder".
    Fru kammerherre Benny Cederfeld de Simonsen, der var til stede på Dansk Fredsforenings årsmøde svarede ham og andre kritikere, ved at sige,
    "Det er godt, at der er flere Organisationer, der fører Arbejdet i videre Kredse. Det har sin store Betydning, at Kvindernes Fredsliga er internationalt organiseret. Hvad angaar Spørgsmaalet om Afrustning herhjemme, er forholdet dette i Kvindernes Fredskæde som det ogsaa er i Dansk Fredsforening, at Meningerne er delte".
    Hun afslutter med at sige,
    "Vi arbejder dog alle mod samme Maal".
    Hvornår parterne forliges vides i skrivende stund ikke, men den forhenværende radikale undervisningsminister K. Helveg Petersen skriver i Dansk Fredsforenigs jubilæumsbog, 75 års fredsarbejde, at,
    "I 1927 nedsatte følgende fem organisationer Dansk Freds- og Folkeforbundsforening, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Danske studerendes Folkeforbundsunion, Kristeligt Fredsforbund og Danske Kvinders Nationalråd, et udvalg, der kaldtes Fællesudvalget til Fremme af Freds- og Folkeforbundsarbejdet i Danmark" s 36). Så på det tidspunkt har de da kunnet være i stue sammen.

    Se fortsættelsen (3:3) af dette festskrift - om blandt andet Danske kvinders Fredsforbund.
    Tilbage til del 1 af 3 af dette festskrift.
    Se kildelisten til dette festskrift.

    Hop til > Kvindernes   Internationale   Liga   for   Fred   og   Frihed's   hjemmeside > Hjemmesider   for   Fred > Oversigten
    "Jubilæumsskrift 2/3" - Aldrig mere Krig - Oprettet 01/02-96 - Opdateret 060197 - WebMaster: Tom Vilmer Paamand