Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed's hjemmeside
Hop til
> Oversigten
> Hjemmesider for Fred
Jubilæumsskrift for
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
Del 3 af 3 af Holger Terp
Tilbage til del 1 af 3 af festskriftet.
Tilbage til del 2 af 3 af festskriftet.
Danske kvinders Fredsforbund
Samtidig med at Fredskæden flyttede hjemmefra, fik de i 1916 en gift
kusine i
fredsarbejdet Kvindernes Fredsforbund, der udgav tidsskriftet Fredsraabet.
Dette tidsskrift blev redigeret af Emil Dehn, der også var medlem af
Dansk
Fredsforening. Han havde, i modsætning til den officielle holdning i
Fredsforeningen, ikke noget imod, at der kom flere fredsforeninger.
Tværtimod.
Des flere, jo bedre. I programerklæringen for Kvindernes Fredsforbund
skriver
han, at det er startet i "begyndelsen af 1916", altså nogenlunde samtidig
med
etableringen af Danske kvinders Fredskæde. Da det første nummer af
Fredsraabet
udkommer i april 1917 kender Emil Dehn meget godt Dansk Fredsforenings
fordømmelse af Danske kvinders Fredskæde, men alligevel skriver
han:
"Enhver [ny] Fredsforening har for Tiden Eksistensberettigelse. Lad der kun
være
i hundredevis af Fredsforeninger, som hver paa deres sin Maade arbejder for
den største af alle sager.
"Den største", thi hvad er alt uden selve Livets Bestaaen? Uden den
menneskelige
Eksistens er der jo intet; Religion, Moral og alle Livets Goder og Kampe
forudsætter een Ting: det levende Menneske. Men Krigen gaar ud paa at
Dræbe -
borttage selve Grundlaget for alt. Derfor er Fredssagen, det at Menneskelivene
skal respekteres, den største Sag. Og der kan ikke være
Fredsforeninger
nok".
Både dansk Fredsforening og Kvindernes Fredsforbund fremhævede, at
opganisationerne skam var for medlemmer af begge køn. Ligaen omtales for
første
gang i Fredsraabet for oktober-november 1917 og i det efterfølgende
nummer er
Ligaen medtaget på adresselisten.
I 1919 vedtager Dansk Fredsforening at arbejde mod krig, gennem afskaffelsen af
den tvungne værnepligt. Enil Dehn mener i Fredsraabet, at der med
vedtagelsen er
åbnet op for et samarbejde mellem de forskellige fredsgrupper.
Selv om Ligaen i tidens løb har haft forskellige konkurrerende
organisationer,
både internationalt så vel som i Danmark, har medlemmerne udvist en
meget stor
vilje til at samarbejde med disse organisationer. Man har ikke bekriget
hinanden. Ligaen har været og er tillige medlem af en række
forskellige
organisationer.
Oplysningsarbejde
Nok hed det sig at det var en fredsforening af og for kvinder, men kvinderne
lavede ikke hele arbejdet selv, mændene måtte godt hjælpe
dem. En af de
første
mænd, der hjalp Ligaen var forfatteren og foredragsholderen Åge
Meyer
Benedictsen, som kom til et "nordisk samtalemøde" i 1916 (FF 1936 s.
89).
Den første opfordring til de danske kvinder gav, efter Ligaens mening, et
magert
resultat. Kun 1.000 kvinder tilsluttede sig dannelsen af Danske Kvinders
Fredskæde. Sektionen konkluderede, at det var fordi de danske kvinder
generelt
ikke vidste nok om fredssagen og drog derpå ud på en foredragsturne
i hele
landet, som gav mere vind i sejlene. På baggrund af de indhøstede
erfaringer
etableredes på Clara Tybjergs initativ et netværk af 30
foredragsholdere, som i
1917 fik specialundervisning i international politik af sagføreren
Christian
Christiansen Heilesen, der var medlem af Dansk Fredsforening. Foredragsholderne
blev senere kaldt "de tredive". Blandt disse foredragsholderne var kendte
personligheder som Ma-thilde Bajer, Henni Forchhammer, øjenlægen
Estrid Hein,
journalisten Ellen Hørup og Gyrithe Lemche. Denne foredragsvirksomhed
fik stor
indflydelse på organisationens tidlige struktur, fordi
"Stiftrepræsentanterne
... skulle fortsætte med Oprettelsen af Studiekredse over hele
Landet"(KIF s.
28-29). Heilesens forelæsninger blev senere udgivet i bogform: Lov mellem
Landene", 1917.
Senere i februar 1930 har Ligaen fået nye foredragsholdere. Der er 14
pacifister
på listen der også omfatter mænd, alle er hovedsageligt
undervisere. Henni
Forchhammer kan tilbyde den bredeste vifte af emner i sin foredragsvirksomhed:
Folkenes forbund, specifikke emner vedrørende folkeforbundet, kampen mod
hvid
slavehandel, Fridtjof Nansen og hans flygtningearbejde, Karen Jeppe og arbejdet
med de armenske flygtninge, den internationale kvindebevægelse og endelig
et
foredrag om en kalenderreform. Skal der være 12 eller 13 måneder i
et år?
Love og vedtægter
Danske Kvinders Fredskædes første love blev vedtaget på et
fællesmøde mellem
repræsentskabet og Sektionen den 30. maj 1917. Til stede ved mødet
var
Borgmesterfrue i Ribe Selma Bruun, Thora Daugaard, redaktør Gyrithe
Lemche, den
finsk fødte lærer Eva Moltesen, Hedvig Sonne Hald, formanden Clara
Tybjerg og
læreren og præstefruen Anne Marie Tønnesen.
Af den første formålsparagraf fremgår det, at Danske Kvinders
Fredskæde
har til
Formaal at støtte,
"Den danske Sektion af Den internationale Kvindekomité for varig Fred".
Hovedstyrelse og organisationsstruktur
Den første bestyrelse bestod af Thora Daugaard, Henriette Beenfeldt, Fru
Oxholm-Schime, Fru Barfoed, Fru Saxild, Mathilde Jensen og Clara Tybjerg (foto
af bestyrelsen på Statsbiblioteket fra 1917-1918). Efter landsmødet
på
Christiansborg i 1921, kom hovedstyrelsen til at bestå af seks medlemmer
+ 5
suppleanter + 11 distriktsformænd
Ligaeens organisationsstruktur bliver først endelig fastlagt på et
møde
på
Christiansborg i 1921 ("Hjælp" s.4). Forretningsudvalg etableres i
1929.
Landet bliver opdelt i kredse af forskellig størrelse. De oprindelige
stiftkredse som blev senereblev kaldt distrikter, blev med tiden underopdelt
i lokale kredse som fulgte landets opdeling i valgkredse. På kortet, der
er
revideret den 12.12.1929 havde Ligaen for hver 12. distrikter en
distriktsformand og der var ca 94 kredse, med hver deres formænd. (Kort
over
Ligaens organisationsstruktur fra 1929).
På Fyn oprettedes der, f.eks., ifølge et brev fra Magrete Hundahl,
dateret
Svendborg, den 25. November 1947, seks kredse i Assens, Bogense, Faaborg,
Middelfart, Nyborg og Svendborg i efterårret 1917. I Løbet af
vinteren 1918
kommer der, som en følge af Benny Cederfelds utrættelige arbejde,
yderligere
følgende kredse til i Odense, Kerteminde, Ringe (Højrup),
Otterup, Langeland,
Ærø. Gudmekredsen kom senere Den første Kertemindekreds var
kortlivet.
Det har
ikke været mulig at lokalisere en forhandlingsprotokol for årene
1918-1924. I
Kertemindekredsens første forhandlingspritokol står der, at,
"Tirsdag den 21. April 1924 afholdes i Kerteminde et Møde foranstaltet af
"Danske Kvinders Fredskæde", med [formanden for Fynskredsen]
Kammerherrerinde
Fru Cederfeld de Simonsen som Taler. - Efter det udemærkede Foredrag slog
Kammerherreinden til Lyd for at oprette en Kertemindekreds for "D.K.F" og
anmodede Fru Skoleinspektør [Jenny] Christensen om at være
Formand.
Lørdag den 3. Maj samledes saa en Del Kvinder, efter indbydelse af Fru
Christensen, til et Møde med det Resultat, at "Fredskædens"
Kertemindekreds
dannedes". I "Hvem er vi" fra 1924, nævnes 14 kvinder som
represæntanter for
Kertemindekredsen.
I december 1925 skifter Danske kvinders Fredskæde navn til Kvindernes
Internationale Liga for Fred og Frihed (K. I. L. F. F.), Dansk Afdeling.
Medlemmer i den danske Liga
Der eksistrerede et kartotek over de medlemmer, som betalte fredskronen, og
siden har man vel på samme måde som andre organisationer
ført kartotek
over
medlemmerne. I mangel af hovedarkivet, må man anvende lokalkredsenes
arkiver
for at finde ud af, hvem der var medlem. Der kom hurtigt så mange
medlemmer i
Ligaen, at den ikke kunne have en fast rubrik i medlemsbladet over nyindmeldte
på samme måde som Kristeligt Fredsforbund og Kvindernes Fredsforbund
havde det,
men i 1924 trykker man en adresseliste over Ligaens tillidsfolk. Andre medlemmer
vil fremgå ved en gennemlæsning af Fred og Frihed.
Ligaens tillidsfolk og medlemmer er kommet fra alle samfundslag.
Det er dog kendetegnende, at der er mange højskolefolk blandt de lokale
ledere
af kredsene. Ægteparrene har dels passet højskolen, manden har
arbejdet i
Aldrig mere Krig og konen i Ligaen. Bergliot og Svend Haugaard er et markant
eksempel på dette, men der er flere.
Antal medlemmer i Ligaen fremgår af arkivregistranten.
Nogle af tallene er afrundede
1917 7.000
1920 15.000
1928 10.802
1937 25.000 Den danske sektion af ligaen er den største
medlemsmæssigt set af alle!
1941 22.331 (FF 1943 s 50).
1942 22,300
1943 24,300
1945 22.000 (FF 1945 s 48).
1969 5.999 (BT 9.12.1969).
1995 300
2000 ?
Wilson-mødet i Paladsteatret
Det første større møde som Ligaen tog initativ til var
Wilson-mødet i
Paladsteatret i København, den 15. december 1918. Blandt anbefalerne til
mødet
var Danske Kvinders Nationalraad, Københavns
Kommunelærerindeforening,
Kvindernes Handel- og Kontoristforening, Dansk Kvindesamfund, International
Kvindeforbund for det internationale Hjælpesprog, Husholdningsforeningen
Hjemmets Tarv, Kristne Kvinders Vælgerforening og Frisindet Ungdom
(organisationsdeltagerne fremgår af det trykte referat fra mødet,
der sikkert
har givet stor pressedækning).
Talerne på mødet var Borgmester i København Viggo Bentzon,
journalisten
Helge
Rode og Gyrithe Lemche.
Allerede ved det første større møde Ligaen arrangerer, ser
man altså
et
samarbejde mellem mange forskellige kvindeorganisationer.
Når Ligaen interesserede sig for Den amerikanske præsident Wilsons
program for
en fredsafslutning efter første verdenskrig, var det fordi hans
programpunkter
på mange måder stemte overens med Ligaens. I 1917 modtager han en
takkeskrivelse
for sine mæglingsbestræbelser fra den hollandske
paraplyorganisation
Anti-Oorlag-Raad som den danske Liga lader oversætte og trykke.
Fred og Frihed
I de første år af foreningens historie, havde Ligaen ikke sit eget
tidsskrift.
Man klarer sig med løbesedler og flyveblade og meddelelser til de andre
fredsblade og kvindeblade. Sagen er den, at et af foreningens medlemmer,
redaktøren Lemche i 1918 gik fra stillingen som redaktionschef af Dansk
Kvindesamfunds tidsskrift Kvinden og Samfundet, og blev redaktør af
Tidens
Kvinder, hvor hun stillede en side til rådighed for Ligaen.
Bladet Fred og Frihed blev grundlagt i 1924 som "Meddelelsesblad for Danske
Kvinders Fredskæde" efter en længere diskusion på
landsmødet i
november 1923 på
Christiansborg (MDKF:1924:1 s.8). Fred og Frihed er således det
ældste
nulevende danske fredsblad, efter at Forsoningsforbundets tidsskrift
Fredsvarden gik ind i begyndelsen af 1970´erne.
Da Fredskæden i 1924, fik sit sit eget medlemsblad, "Meddelelsesblad for
Danske
Kvinders Fredskæde", skulle der betales særskilt for bladet, med det
uundgåelige
resultat, at kun omkring 1/4 af medlemmerne var abonnementer, hvilket var et
tilbagevende tema på formandsmøderne.
Den norske sektion af Ligaen har i den tidlige fase af sit arbejde heller ikke
sit eget medlemsblad. I stedet for anvender man fra 1917 Norges Fredsforenings
tidsskrift, Folkefred som meddelelsesblad.
Den første redaktrice og distributør af bladet var Voldborg
Ølgaard i
Århus. Hun
var redaktør til og med 1937. I 1926 skifter bladet navn til det
nuværende Fred
og Frihed, men med undertitlerne: Mellemfolkelig Forstaaelse, International
Retsorden og international Afrustning. Undertitlen "meddelelsesblad fra" skal
opfattes helt bogstavelig. Formanden, Thyra Daugaard, takker i det aller
første
nummer af bladet "de Medlemmer af Fredskædens Hovedstyrelse, der ved
deres
Initativ har bragt Fredskæden og Fredsligaen dette skridt frem" og
oplyser, at
formålet med medlemsbladet er, "at kunne holde sine Arbejdere vel
Underrettet om
Søsterorganisationernes Fredsarbejde i andre Lande". "Bladet kommer som
en
beskeden Budbringer om et Arbejde", fortsætter formanden,
"der slet ikke nogensinde kan ophøre, saa vist som Mennesker aldrig kunne
ophøre
at arbejde for og tro paa Fredstanken. Bevidst eller ubevidst ligger
Ønsket og
Haabet om Fred hos ethvert Menneske, ogsaa hos dem, der stiller sig aller mest
overlegen overfor Tanken om Opnaaelse af den ene Ting i hele Fredsarbejdet, som
Kvinderne særligt virker for: at internationale Stridigheder maa
afgøres ved
andre Midler end Krig".
Første nummer af Meddelsesblad For danske kvinders Fredskæde er et
dobbeltnummer, men har kun nr. et, hvorfor det næste udkomne nr. har nr.
3. De
første numre trykkes i et lille oplag. fordi medlemmerne får ikke
tilsendt
bladet pr. automatik, som det ellers nu om dage er kotume i alle foreninger. I
nr. fem slår Dagmar Jørgensen til lyd for, at man prøver
på at få
foreningens
medlemmer til at abonnere på bladet.
Ved årsskiftet 1924-1925 har Meddelelsesbladet så stor fremgang, at
Fredskædens
hovedbestyrelse får forøgede journalistiske ambitioner. Bladets
sidetal skal
fordobles, idet
"Ved denne udvidelse vil Bladet jo blive i Stand til at bringe fyldigere
Meddelelser om Arbejdet Herhjemme og Artikler og Oplysninger om de mange
Forhold og Foretagender af Interesse og Forbindelse med Fredsarbejdet i andre
Lande, som Dagspressen kun flygtigt omtaler eller helt forbigaar". (MB
1924:11/12 s. 58).
Det blev ved planen.
Ligaenønskede ganske vist kun have kvinder som medlemmer, mænd
kunne godt
få
optaget artikler i bladet.
I slutningen af 1945 opfordres medlemmerne igen til at abbonere på bladet.
Denne
gang med pisken over nakken. Hvis de ikke ville, så var det ud af vagten.
1.800
benytter sig af tilbudet og 8 procent af medlemmerne faldt fra (FF 1946:1 s 3).
Bladsamarbejde med Aldrig mere Krig fra Januar 1992
Igennem hele 1980´erne skrantede Fred og Frihed, dels på grund af det
faldende
medlemstal og dels på grund af et faldende abonnementstal. Aldrig mere
Krig var
i stort set samme situation og for at spare produktionsudgifter til begge
foreningers blade slog man dem sammen, således at kun de to første
og de to
sidste sider er forbeholdt foreningerne hver i sær. Sammenslutningen af
fredstidsskrifter var i øvrigt en typisk begivenhed over hele verden i
begyndelsen af 90´erne.
Fred og frihed er et af de ældste fredsblade i Danmark og man kan ved en
gennemlæsning af tidsskriftet få ikke et bare godt blik over, hvad
der er sket
i Ligaen, men også over begivenhederne i de andre danske fredsgrupper og
man får
også et godt indtryk af den danske historie i den periode Fred og Frihed
er
udkommet i.
Til ethvert godt møde hører en sang. Den danske liga har udgivet
tre
sangbøger i
1927, 1933 og i 1949 og der er også mange sange og digte i Fred og
Frihed.
Det sociale samvær på møderne var og er vigtige for ligaens
medlemmer, hvad
ryster en flok damer sammen bedre en en god kop kaffe og hjemmebag? I
Skivekredsen tog man konsekvensen af dette vigtige forhold i Ligaens arbejde og
henlagde møder til Friis Farsøes konditori.
Fredsarbejdet i Ligaen
Siden Ligaens start har dens medlemmer hovedsageligt arbejdet for
følgende
emner:
Fredssagen set både på baggrund af den aktuelle
sikkerhedspolitiske
situation og også mere principjelt anskuet,
Nødhjælpsarbejde som har forgået i stort set alle
konfliktområdet i den
mellemliggende tid,
Fredsundervisning hvor man ville afskaffe det nationalistiske og krigeriske
indhold i undervisningsmaterialet og i stedet for gøre eleverne mere
internationalt orienteret,
Ligaaens medlemmer har været imod:
Racisme, en klar antiracistisk holdning, der er kommet til udtryk både
rettet mod nazisterne og facisterne i trediverne og mod det sydafrikanske
apartheidsystem, men også imod nutidens "små"racisme mod
indvandrere og
flygtninge i Danmark.
Undertrykkelsen af kvinder og undertrykkelsen af borgerlige rettigheder.
Våbenhandel, våbenproduktion, oprustning, militarisme og
våbenanvendelse.
Måden arbejdet er forgået på har været ved
oplysningsarbejde, fredelige
demonstrationer og samarbejde med andre fredsorganisationer. Beredvilligt har
man stillet spalteplads til rådighed for nye initativer, specielt
Fredsvennernes Hjælpearbejde i årene under og efter
besættelsen, men
også mange
nyere fredsorganisationer har nydt godt af Ligaens samarbejdsvillighed.
Ligaen har siden 1969 været åben for mænds deltagelse i deres
arbejde. Der er i
dag mere end nogensinde før brug for hele mennesker i fredsarbejdet.
Kvindernes Internationale Liga for fred og frihed i Danmark skifter på
landsmødet i Askov i september/oktober 1969 navn til International liga
for
fred og frihed.
Ollis Klem skriver om begrundelsen for navneskiftet i Fred og Frihed, nr. 6.
1969, i en leder: "Før landsmødet: Har vi evnen til at overleve?
- og viljen?
"Ethvert landsmøde er af stor betydning for ligaens arbejde - man ser
tilbage,
gør status og ikke mindst, man ser fremad og overvejer.
Ved dette landsmøde står vi overfor afgørende beslutninger,
som må
tages, hvis
ligaen skal overleve herhjemme, og som de foreslåede lovændringer
giver udtryk
for"...
..."Er vi alle villige til at anerkende, hvad man har gjort på
internationalt
plan, at vor arbejde først og fremmest er politisk (dog stadig ikke
partipolitisk), at vi, hvis vi vil have indflydelse og tilgang, må
være aktivt
med i den del af dagens politik, der skal fremme vort langsigtede mål:
Afskaffelse af årsager til krige?
Har vi evnen til at kommunikere, hvor kommunikation er nødvendig, og har
vi
viljen og kræfter til at virke med den direkte konfrontation, som
siikkert idag
er nødvendig, hvis man vil fremme sine interesser og tanker og nå
et
resultat?
Er vi istand til at forny os og vor arbejdsformer så meget, at den
naturlige
kløft mellem generationerne eliminres, og at unge af begge køn,
der føler
sig
tiltrukket af vort formål, vil slutte sig til os og give os en
nødvendig
tilgang og nyt initativ? Mænds fremtidige aktive medlemsskab vil sikkert
arbejde i samme retning og give nye impulser og inspiration til arbejdet ude i
kredsene, selv om vi stadig officielt skal være Kvindernes internationale
Liga
for Fred og Frihed"...
...det foreslås
"i det nye lovudkast, at man fastsætter årskontingentet på
hvert
landsmøde
beregent efter et budget over hovedkontorets udgifter, således at
hovedkontoret
får halvdelen af kontingentet til disse absolut nødvendige
fastlagte udgifter,
altså samme andel, som man altid har fået af fredsdagsprovenuet, der
nermest har
dannet grundlaget for hovedkontorets eksistens. Hovedkontorets centrale
stilling, og dets stærkt øgede arbejdsindsats i de senere år
er en naturlig
konsekvens af en ændret arbejdsfordeling og en begyndende
strukturændring[,]
der sikkert ikke kan standses. Måske burde man allerede nu gå
videre med en
forenkling af vores indviklede organisationsform?
Jeg er overbevist om, at vi har evnen til at overleve, men har vi viljen til at
betale, hvad det koster? - Landsmødet vil vise det".
Slut på lederen.
Olllis Klems organisatoriske beretning på landsmødett som jeg endnu
ikke har
datoen for, er desværre ikke trykt i Fred og Frihed.
Lulla Winther, nyvalgt redaktør af Fred og Frihed, skriver i lederen i
det
efterfølgende nummer af bladet, Dagen derpå:
"Hvor mange har mon opdaget, at vi har været med i en revolution? Eller er
det,
fordi vi alle er vokset med opgaven, så det er et led i den udvikling, som
uværeligt kommer, men som oftes synes en march på stedet? Hvad jeg
taler om?
Såmænd om det, at vi nu har åbnet for mænds
ligeberettigede
medlemsskab af den
danske sektion af ligaen. Vi hedder nu "International Liga for Fred og Frihed".
Og vi byder hermed alle mænd velkommen, som vil være med i arbejdet
- også
dem,
som nu lovligt går over fra at være passive. Der er nok at tage fat
på"...
Det er muligt at der findes referater fra landsmødet på
kvindehistorisk Samling
i Århus. Anne Hansen har et kort rerferat fra landsmødet i
oktobernummeret,
hvori hun skriver:
"Det har længe været et klart ønske, at vi kunne drage vore
mænd ind i
Ligaens
arbejde, men deres position som passive medlemmer har hidtil gjort vores
bestræbelser i så henseende en smule vanskelige. Nu vedtog
landsmødet en
lovændring, som rydder denne hindring af vejen, og der vil snart blive
udsendt
et tillæg til vores love, hvori der bl.a. skal stå, at enhver person
- ikke blot
enhver kvinde - kan blive medlem af "International Liga for Fred og Frihed".
Det nye navn er en naturlig konsekvens af bestemmelsen om mænds
medlemsskab, og
da det desuden er lettere og mere håndterligt end det gamle, må det
hilses med
tilfredshed".
Førstegangsdeltageren på landsmødet Dorte Schønemand
skriver i i
samme nummer i
artiklen: Indtryk fra landsmødet:
"Mange havde nok set frem til dette landsmøde med bange anelser på
grund af de
særlige programpunkter, der denne gang var på dagsordenen:
Ændring af
navnet,
mænds adgang til fuldt medlemsskab og kontingentforhøjelse.
Men var stemningen under møderne enkelte gange ved at nærme sig
kogepunktet,
så
lykkedes det dog at finde frem til acceptable afgørelser"...
Jeg håber, at jeg med denne kortfattede fredstilling af Ligaens tidlige
historie
har givet et indblik i, hvorfor der dannes nye fredsgrupper og jeg har
forsøgt
at beskrive nogle af de vanskeligheder der har været i forbindelse med
etableringen af Ligaen. I den mellemliggende tid har Ligaen gennem sit store
arbejde vist sin berettigelse.
På et senere tidspunkt må Ligaens fulde historie skrives. En af
måderne man
kan
få kommende medlemmer i tale på, er ved at have en historie at
fortælle. Den
danske Liga og de andre fredsbevægelser har mange ufortalte historier.
Festskriftet er en del af en egentlig forskningsvejledning om Ligaens historie,
som pt er under udarbejdelse. Den håber jeg er færdig inden Ligaens
100 års
jubilæum.
Til lykke til den livsbekræftende bedstemor, der har forstået at
følge med
tiden. Det bedste ønske ville selvfølgelig være, at
fornuften sejrede, og
arbejdet blev overflødigt i fremtiden. Da vi må erkende, at det
ikke er
tilfældet lige nu, vil jeg håbe på alle gode ønsker
for fremtiden, men da
håb
og ønsker realistisk set desværre ikke er nok, så...
Er der nogen der vil sende mig en indmeldelsesblanket og et girokort?
Holger Terp
Se kildelisten
til dette festskrift.
Tilbage til del 2 af 3 af dette festskrift.
Tilbage til del 1 af 3 af dette festskrift.