Artikler om krig og fred
Hop til
> Hjemmesider for Fred
> Oversigten
Fornærmelser af det tyske forbundsværns ære
Af Holger Terp
Siden den kolde krigs ophør har den tyske regering mindsket
forbundshærens størrelse. I takt med at hæren i de senere
år er blevet formindsket, er officerernes accept af kritik blevet
tilsvarende mindsket med udgangspunkt i en retssag om et citat af den tyske
antimilitarist Kurt Tucholsky, som hævdede, at "soldater er mordere". Et
lovforslag rettet mod ærekrænkende ytringer overfor det tyske
forbundsværn, kommer den 15.3.96 til førstebehandling i
forbundsddagen.
Hvilken ære har det tyske forbundsværn? Forbundsværnet er
oprettet i 1949 og dens soldater har ikke officielt deltaget i væbnede
konflikter. Altså har forbundsværnet ingen ære af deltagelse
i krig. Er det forbundsværnets forgængeres ære der skal
forsvares? Tænker man på æren over Kejserrigets nederlag
under første verdenskrig? Æren over Kapp-kuppet i 1920? Æren
over de private paramilitære korps i Weimarrepublikken, eller nazisternes
militærapparats ære?
Man kan frygte, at hvis lovforslaget bliver vedtaget, forringes mulighederne for
at føre en saglig politisk debat om Tysklands fremtidige udvikling og
herunder tysk militarismes fremtid. Det vil, hvis lovforslaget omsættes i
lovgivning f. eks ikke længere være mulig at omtale Tyskland som
landet, hvor kanonerne blomstrer.
Et meget ungt demokrati
Tyskland, har historisk set ikke en lang tradition for demokrati. Diktatoren
Bismarch og hans arvetagere bestemte udviklingen i Tyskland langt op i tiden
efter forbundsrepublikkens indførelse. Preussen blev indbegrebet af et
samfund der var gennemsyret af militarismen og alt dens væsen.
På grund af militarismen, våbenfabrikanterne som kanonkongen Krupp,
militærfolkene og politikerne var der enkelte fredsgrupper og nogle meget
aktive pacifister og antimilitarister i Tyskland før første
verdenskrig. Af de borgerlige pacifister kan specielt nævnes de dengang
verdensberømte forfattere Bertha von Suttner og Alfred Fried som lagde
et enormt arbejde i at grundlægge fredsarbejdet i de tysktalende lande.
Kulminationen på de borgerlige pacifisters arbejde kom i 1908 med den
anden Haag-konference, hvor man fik vedtaget enkelte begrænsninger og
regulativer for krigsførsel. Men generelt var de borgerlige pacifister
accepterede medlemmer af et borgerligt samfund, det samme kan man ikke sige om
de socialistiske antimilitarister som var meget skarpere i deres analyser af den
politiske anvendelse af militarismen.
Den socialdemokratiske antimilitarist Karl Liebknecht skrev i 1907 klassikeren
"Militarismus und anti-Militarismus" = militarisme og antimilitarisme (oversat
til svensk), hvilket ikke bekom militærmyndigheder i Berlin vel.
Honoraret for forfatterskabet blev takseret til halvandet års
fængsel for højforræderi. (Liebknecht, Karl: Militarismus
und Antimilitarismus unter besonderer Berüsichtigung der internationalen
jugendbewegung. - Berlin ; Leipzig: A. Hoffmann Verlag ; Leipzig
buchdrückeriaktiengesellschaft. 1907. vii, 129 s. og Der hochverratsprozess gegen Liebknecht vor dem Reichsgericht;
Verhandlungs-berichtnebst eimen Nachtword. - Berlin : Buchhandlung, 1907. - 87
s.).
Senere, under første verdenskrig, forbydes fredsbevægelser og
antimilitaristiske organisationer i en lang række af de
krigsførende lande, herunder Tyskland. Krigsmodstand var, ifølge
myndighederne, lig med højforrædderi, en anklage Karl Liebknecht
som rigsdagsmedlem igen måtte forsvare sig imod i 1916. Ikke for som det
eneste medlem af Rigsdagen at have stemt mod krigsbevillingerne i december 1914,
men fordi han 1. maj 1916 havde tilladt sig at uddele antimilitaristisk
litteratur under en demnstration i Berlin. Liebknecht blev i retten
idømt seks år almindeligt fængsel, og blev desuden
fradømt sine borgerlige rettigheder. Liebknecht løslades i
forbindelse med novemberrevolutionen i 1918, kaldet Spartakus-oprøret. I
januar 1919 dræbes Karl Liebknecht sammen med Rosa Luxemburg, Hans
Paasche og andre antimilitarister af højreorienterede officerer
(Carsten, F. C.: War against War : British and German Radical Movements in the
first World War. London: Batsfield Academic and Educational Ltd. 1982 - 285 s. ;
specielt s. 85 ff.)
Nazisternes forfølgelse af pacifister
I Veimartiden frem til 1933 blomstrede politisk kaos. På grund af
fredsbetingelserne efter første verdenskrig måtte tyskerne afruste
størstedelen af de væbnede styrker, hvilket mange
militærfolk var imod. Det blev lavet en masse paramilitære
organisationer.
Også pacifisterne organiserede sig. Erfaringerne fra første
verdenskrig blev opsummeret i parolen Nie Wieder Krieg og betød klarere
markeringer af modstanden mod militarismen, oprustningen,
våbenfabrikanterne osv.
Pacifismen i Tyskland voksede så meget, at nazisterne senere
kunne udarbejde en bibliografi over tysksproget pacifistisk tidsskriftlitteratur
som udgives i 1938: Reichel, Karl Ferdinand: Die Pazifistische Presse : Eine
Übersicht über die in deutscher Sprache im In- und Ausland bis 1935
veröffenlichten pazifistichen Zeitschriften und Zeitungen. -
Würzburg : Konrad Trilsch Verlag, 1938. - 96 s. ; Zeitung und Leben :
Schriftenreihe Herausgegeben von: univ.-Prof. Dr. Karl d'Ester, Direktor des
Instituts für Zeitungswissenschaft an der Universität München ;
61). Hvorvidt der er udarbejdet litteraturlister over andre pacifistiske
publikationsformer vides, i skrivende stund, ikke.
Allerede under rigsdagsbranden i februar 1933 arresterede nazisterne mange
kendte tyske pacifister så som Carl von Ossietzky, Ernst Togler og Ludwig
Renn m.fl.
Nazisternes begrundelse for arrestationen af pacifisterne var den, at
pacifisternes afslørende virksomhed, som i morgenudgaven af
"Völkischer Beobacther" den 28. marts 1933, kaldes "jødisk
skrækpropaganda", som skadede "tyske interesser" ved at være en
trussel mod nazisternes egen kaprustning. Denne var desværre for dem,
blevet afsløret i det pacifistiske tidsskrift "Die Weltbune", allerede i
årene forinden nazisternes statskup, hvilket medførte
frihedsberøvelse af den senere nobelfredsprismodtager Carl von
Ossietzky.
Det var dog ikke alle pacifister, der blev arresteret af nazisterne.
Nogle af pacifistene var så heldige eller forudseende at emmigrere, men
"myndighederne" i Berlin forsøgte at ramme de politiske flygtninge
på en anden måde. Tyske pacifistiske flygtninge fik i løbet
af trediverne både frataget deres statsborgerskab og deres ejendom i Det
tredie Rige. Blandt disse pacifistiske, statsløse tyske emmigranter, kan
nævnes Albert Einstein, journalisten Friederich Wilhelm Sollman, Dr.
Friedrich Wilhelm Foester, Otto Lehman Rusßblütt (Politiken 26. 8.
1933), Kurt Tucholsky samt medlemmerne af kunstnergruppen Das junge Rheinland. Museumsmanden Ernst Frederich' fredsmuseum i Berlin blev beslaglagt og lavet om til et SA-soldaterhjem (B70. 1990:12. s. 647-648. Se også Finn Helds artikler "Fredsmuseerne i Berlin" og "Ernst Friederich - en pacifistisk museumsmand". (Ikkevold 1989:1. s. 16-20).
Udvalgt litteratur som viser vej til nogle af de tyske fredsorganisationer i
mellemkrigsårene.
- Ammundsen, Valdemar:
Krig og krigsførende Kristne : Strejflys fra Tyskland, Frankrig,
England / Valdemar Ammundsen. - København : Gad, 1916. - 266 s.
- Bjørke, Harald:
Bertha von Suttner : I kamp mot våpene / Harald Bjørke. -
Oslo : Folkereisning mot Krig, 1989. - 82 s. : ill. . - ISBN82-90409-41-9
- Faßbinder, Clara Marie:
Bertha von Suttner und ihre Töchter : Ein Versuch : Das Leben der
Friedensnobelpreisträgerin und ihr große Zeil : Die Frauenbewegung
in Deutschland und der Friedensgedanke : Die friedensarbeit der deutschen Frau
in unser Zeit / Clara Marie Faßbinder. - Gelsenkirchen : Westdeutsche
Frauenfriedenbewegung, 1964. - 50 s. : ill. ; 24 cm.
- Fried, Alfred Hermann:
Handbuch der Friedensbewegung : Erster Teil: Grundlagen, Inhalt und Ziele
der Friedensbewegung Zweiter Teil: Geschicte, Umfang und Organisation der
Friedensbewegung / Alfred Hermann Fried ; [introduction] Daniel Gasman. - New
York : Garland Publishers, 1972. - xv, 269 + 492 s.. Genoptryk af anden udgave,
1911-1913. ; The Garland Library of War and Peace). - ISBN 0-8240-0240-7
- Hafner, Sebastian:
Revolutionen der blev forrådt : Tyskland 1918/19
/ Sebastian Hafner. - København : Det Schønbergske Forlag, 1971.
- 186 s. - ISBN 87-570-0552-4
- Hallgarten, Constance:
Als Pazifistin in Deutschland : Biographische Skizze / Constance
Hallgarten. - Stuttgart : Conseil Verlag, 1956. - 112 s. : ill. ;
portræt.
- Baurmeister, Anette [ed]:
Das Junge Rheinland : Eine Friedensidee / [redaktør] Anette
Baurmeister ; Inge Bodesohn-Vogel. - Düsseldorf : Stadtmuseum der
Landhaupstadt Düsseldorf ;Claassen, 1988. - 174 s. : ill. ; 30 cm. - ISBN
3-546-47772-3
- :
Das Junge Rheinland : - en fredsidé / . - Holte : Gl. Holtegaard,
1990. - 30 s.
- Lauritsen, Susanne:
Om den antifascistiske arbejdermodstand i Tyskland 1933-1939 / Susanne
Lauritsen ; Bente Jensen ; Vibeke Kold. - : , 1986. - 59 s. : ill.
- Moltke, Kai:
Vesttysklands nazigeneraler og Danmark / Kai Moltke. - København :
Tiden, 1951. - 32 s.
- Niemöller, Martin:
Tysklands Skyld, Tysklands Haab og Tysklands Skam / Martin
Niemöller. - København : De unges Forlag, 1946. - 48 s.
- Ossietzky, Carl von:
227 Tage im Gefägnis : Briefe, Texte Documente / Carl von Ossietzky
; [ed] Stefan Berkholz ; [forord] Oscar Lafontaine ; ["Der
Weltbühneprozeß von 1931"] Ingo Müller. - Darmstadt :
Luchterland Literaturverlag, 1988. - 318 s. : ill. - ISBN 3-630-86670-0
- Ossietzky, Carl von:
Carl von Ossietzky : 1889-1938 : Ein Lebensbild : "Von mir ist weiter
nichts zu sagen" / Carl von Ossietzky ; [ed] Richard von Soldenhoff. -
Weinheim*Berlin : Quadriga, 1988. - 336 s. : ill. ; 30 cm. - ISBN 3-88679-173-4
- Kjelling, Anne Cecilie [ed]:
The Peace History Commission. IPRA/Malta 31 Oktober - 4 November 1994
Papers / [ed] Anne Cecilie Kjelling et al. - Oslo : , 1995. - 204 s. ; 30 cm.
(Artiklel om Hans Paasche).
- Raloff, Karl:
Et bevæget liv : Fra kejserrige og Weimarrepublik til et nyt
Tyskland / Karl Raloff. - København : Fremad, 1969. - 204 s. : ill.
- Scholl, Inge:
Die Weisse Rose / Inge Scholl. - København : Aschehoug, 1995. - 79
s. : ill. ; Easy Readers). - ISBN 87-11-08838-9