Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed's hjemmesider
Hop til
> Hjemmesider for Fred
> Oversigten
Jubilæumsskrift for
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
Del 1 af 3 af Holger Terp
Videre til del 2 af 3 af festskriftet.
Videre til del 3 af 3 af festskriftet.
"Der kaldes paa Kvinderne i disse Tider! Der kaldes paa dem fra Ambulancerne,
hvor Ofrene for vor Tids største Skænsel ligger og stønner
i Smerte og Lidelse
med Blikke fulde af Vanvid.
Og Kvinderne kommer! Med kyndig Haand forbinder og plejer de de saarede; Dag og
Nat, Nat og Dag finder man dem ved disse Baarer, der uophørelig
bæres ind med
nye Lidelser, nye Rædsler. Med Spændt Opmærksomhed lytter de
efter de Ord,
som
de saarede og de døende fremmumler som en Hilsen til de Kære
derhjemme.
Der kaldes paa Kvinderne fra Slagmarkerne, fra Løbegravene, derude hvor
Pigtraadshegn, Mørsere og Aëroplaner foranstalter en Heksesabat, i
Sammenligning med hvilken Dantes Helvede vilde være et taaligt
Opholdssted
Og kvinderne kommer! De indtager deres Pladser i Mændenes Rækker og
gør
deres
Værnepligt"...
Der Lides af Kvinder Verden over i det gudsforladte Ragnarok, som Krigen har
skabt. Der Lider paa de tusinder Maader; der Lides i det skjulte, der Lides i
det aabenbare. Men Lidelsen har kaldt paa Kvinderne med Sammenslutningens
Tanke, og i disse Dage gaar budskabet fra Kvinde til Kvinde...
at samle Mennesker til Fredens Tjeneste".
Gunvar Mønster.
Dette opråb af Gunvar Mønster fra 1918 danner ikke bare baggrund
for kvinders
engagement i fredssagen under første verdenskrig, det kunne
såmænd stadig
være
baggrunden for kvinders engagement i at afbøde vore dages
krigsrædsler. Et
engagement der naturligt må få mennesker til at forstå, at vi
stadig må
arbejde
på at stoppe vanviddet, ikke bare lappe på skaderne som
barmhjertige
samaritaner.
Dette 80 års jubilæumsskrift har skiftet karakter fra den
første opfordring til
at skrive en artikel om Ligaens historie kom. Det er, efter min mening, ikke
muligt at få skrevet en 80 årig organisations historie på et
par måneder,
specielt når den danske Ligas historie ikke er skrevet før. Det
kan simpelthen
ikke lade sig gøre ordentlig, specielt ikke når jubilæet
også falder sammen
med
vigtige begivenheder som FNs sociale topmøde i København,
kombineret med
uventede computerproblemer. ikke desto mindre har den del af opgaven, jeg har
kunnet nå
på den begrænsede tid, været et spændende stykke
detektivarbejde.
Festskriftet
Jeg har set det som en hovedopgave med dette festskrift ikke bare at kopiere
andres udmærkede fremstillinger af Ligaens historie, men at berette
Ligaens
tidlige historie. Ikke mindst som den ser ud suppleret med oplysninger fra det
noget fragmentariske arkivmateriale, der har kunnet opspores.
Oversigtsmaterialet er først og fremmest tidsskrifterne Kvinden og
Samfundet
1915-1916, Meddelelsesblad for Danske Kvinders Fredskæde 1924-1926 og
Fred og
Frihed 1926 ff. samt Ligaens internationale tidsskrifter Pax International og
Pax et Libertas.
Når danske forskere har beskæftiget sig med Ligaen har det altid
været som et
biprodukt af andre forskningsemner, så som kvindesagen generelt eller
enkelte
kvindeorganisationer og personer, der var aktive i kvindesagen (Når baner
brydes 1994). Til trods herfor, er der kommet interessante ting frem inden for
de sidste par år, som jeg har draget stor nytte af i denne fremstilling.
Selv om det danske hovedarkiv før 1971 pt er forsvundet, viser min
hastige
undersøgelse, at der er en del arkivmateriale i andre arkiver og fra
Ligaens
mange lokale kredse. Nogle af disse lokalkreds forhandlingsprotekoller
går helt
tilbage til begyndelsen af trediverne.
Der ser, ved første øjekast, ikke ud til, at der er så mange
arkivalier
tilgængelige om den danske Ligas historie, arkivet om
jødebørnene i
Rigsarkivet
er en markant undtagelse- og man må stærkt beklage, at
besættelsestidshistorikeren Jørgen Hæstrup ikke havde sans
nok til at
sørge
for, at resten af arkivet også blev afleveret, mens tid var.
Jørgen Hæstrup skriver om Jødebørnsarkivet, at
"Arkiverne for de to kvindeorganisationer (Danske Kvinders
Nationalråd og KLFF), der er udskildt fra organisationernes "normale"
arkiver
alene vedrørende arbejdet med "Liga-børnene", kom til veje i
løbet af
undersøgelsen, overvejende i helt uordnet form. De lader sig vanskeligt
eller
slet ikke adskille fra hinanden, da de to kvindeorganisationers aktiviteter,
især for så vidt angår arbejdets start, overlappede hinanden.
Begge arkiver,
der i omfang tæller adskillige tusinder sider - efter ordning opdelt i en
halv
snes arkivkasser + en del mapper - belyser i detaljerindvandringen af
"liga-børn"" (Dengang i Danmark s. 260).
Festlig fortale
At en organisation når 80 årsalderen bør markeres. Bedst
ville det være
om alle
organisationens medlemmer var samlede på et sted, demonstrerende mod krig,
krigsforberedelse, våbensalg, undertrykkelse og racisme. Men da dette
ikke er
tilfældet har jeg hermed givet mit lille bidrag til den festlige
anledning.
International Liga for Fred og Frihed har en lang historie bag sig, både
som en
del af en international organisation og som en del af den danske
fredsbevægelse.
Denne historie er ikke skrevet endnu på dansk og jeg har heller ikke
gjort det
med dette skrift. Jeg har koncentreret mig om at berette, hvordan det gik til,
at der blev dannet en stor international kvindefredsgruppe og, hvordan den blev
startet i Danmark. Ud over dette har jeg prøvet på at vise,
hvorledes Ligaen
arbejdede, hvilke initativer man tog og, hvorledes man samarbejdede med de
andre fredsgrupper i den tidlige fase af Ligaens arbejde under første
verdenskrig og i begyndelsen af tyverne.
Endelig et lille ord til advarsel. Festskriftet er skrevet af en person, der
ikke selv er medlem af Ligaen, så hvis medlemmerne synes at der mangler
noget i
fremstillingen, så er det rigtigt.
Man plejer at ønske en fødselar et langt og godt liv fremover. Jeg
håber det
modsatte for Ligaen. Den dag, der ikke er krig og krigsforberedelser i verden,
er der ikke mere brug for fredsbevægelserne. Lad det ske snart.
Alle citater er i orginal retsskrivning.
Kvinder protesterer mod krig og krigsforberedelse
"Naar jeg kommer til en By, da vil jeg stille mig paa Torvet, paa
Raadhustrappen, og Mænd og Kvinder skal samles om mig. Og naar de
hører mine
Ord, vil der i deres Sind opstaa en forfærdelig Vrede imod Krigen. De vil
samle
Straa og gammelt Træ sammen paa Torvet og tænde et stort Baal, og
de vil skynde
sig hjem og vende tilbage med alle Mordvaaben, med alle Krigsbøger og
Krigsbilleder. De vil komme med Uniformer og Trommer, med de skingre Trompeter
og de vejende Faner. Og alt det vil de kaste paa Baalet og brænde det.
Ja, Fredsbaalet skal brænde. Gamle Vers om blodige Heltebedrifter skal
Brænde,
og Børn skal kaste deres Legetøjshjælme og
Træsværd paa Baalet.
Rustne
Ridderharnisker skal brændes ud fra Musæerne og smelte tillige med
Sabler og
Mitrailleuser. Alle Krigens Hæderstegn, alle dens Proklamationer og alt
hvad
dens er skal fortæres af Luerne.
Og Kasserne skal rives ned for at give det store Fredsbaal Næring. Mure og
Fæstningsgrave skal styrte sammen i Skæret af det, og Skyttegravene
skal
Ødelægges, og Kanoner og Mørsere skal blive til ubrugeligt
gammelt Jern.
Lad Fredsbaalet brænde! Lad det brænde til glæde for
Menneskerne! Lad det
knalde
med Granater og Kardæsker! Kast Orlogsskibene paa, Kast Flyvemaskiner
paa! Lad
det flamme og gnistre til glæde for Gud og for Mennesker! Lad Fredsbaalet
brænde! Kast Hadet paa, kast Menneskehjertets Ondskab paa, kast
Grusomheden
paa! Da ivl Krigen blive bange og Menneskeheden frigøre sig for sin
Undertrykkers Haand" (Selma Lagerløf: Skrifter X, 2. del, s 231
ff).
Kvinder har altid været trætte af, at få deres dræbte og
invaliderede
sønner og
mænd hjem fra slagmarkerne, hvad enten invalideringerne skyldes fysiske
eller
psykiske ar. I det gamle Grækenland kunne man opføre et skuespil
om, hvordan
kvinder nægtede at dele seng med deres krigeriske mænd, indtil de
havde lagt
krigsplanerne på hylden og i de islandske sagaer beskrives der ikke bare
kvinder, der var årsag til strid, der beskrives også kvinder, der
aktivt
forsøgte at skille stridende parter.
Kvinderne ønsker heller ikke at se store dele af de offentlige budgetter
gå til
financiering af våbenfremstilling og væbnede styrker, når
pengene meget bedre
kunne anvendes til sociale forbedringer, skoleundervisning osv.. Det er en
kendt sag, at skatternes størrelse har en direkte forbindelse med
militærudgifternes størrelse. Den anden side af medaljen
vedrørende
kvinderne,
er selvfølgelig, at der igennem historien har været en række
meget
blodtørstige
damer, både som soldater og som regenter, eller som Hanne Norup Carlsen
udtrykte
det i en leder om den stærke mand: "Den stærke mand kan også
være en
kvinde"
(FF 1990:1 s 3).
Fredsbevægelsernes historie
Op igennem middelalderen var det enkeltpersoner og religiøse kirkesamfund
der
protesterede mod krig. Først og fremmest ved at blive eller være
militærnægtere. For at få fredsbudskabet tyderligere frem,
blev det klart i
årene omkring napoleonskrigenes afslutning, at man måtte
koncentrere sig mere
om selve fredsbudskabet, hvorfor ideen om egentlige foreninger til fredens
fremme opstod samtidigt på begge sider af Atlanterhavet.
Det antages normalt af de fleste mandlige forskere, at de første
foreninger med
fred på programmet blev grundlagt i 1815, lige efter napoleonkrigenes
afslutning. Når der er noget usikkerhed omkring tidspunktet for
etableringen af
de første fredsbevægelser skyldes det ... kvinder. Den svenske
pacifist Anna T.
Nilson, der organiserede Ligaens arbejde i Skåne i tyvernes begyndelse,
skriver i sin lille bog om fredsbevægelserne: "Data och fakta
rörande
Fredsrörelsen" fra 1924, at i: "1810 bildades i Boston, U. S. A., en
fredsförening av Elly Channing och Noa Worcester", (s 16). Om Anne Nilson
har
fejllæst de forskellige kilder til den tidlige fredsbevægelses
historie, er
ikke godt at vide. Noa Worcester bliver, ifølge Allen, 1930 s 4,
først aktiv
som pacifistisk skribent i 1813, og Elly Channing kan være en
fejllæsning af
Wilhelm Ellery Channing, som sammen med Worcester var en af grundlæggerne
af
the Massachussets Peace Society, 28. december 1815.
Kvindefredsorganisationer - et historisk tilbageblik
Igennem enevældstiden havde kvinderne været totalt styret af
mændene. De havde
ingen borgerlige rettigheder, de måtte ikke uddanne sig og de havde ikke
råderet over familiens formue. Heraf udtrykkene, "min mand siger
også" og "hvad
fatter gør" ...
Til trods for store vanskeligheder deltager kvinder i fredsarbejdet i det
nittende århundrede. "Tanken var ikke ny", som Clara Tybjerg skriver det
i en
jubilæumsartikel i 1935, i Fred og Frihed.
De to amerikanske præster og fredsbevægelsespionærer Noa
Worchester og
William
Ladd argumenterer meget tidlig efter dannelsen af de første fredsgrupper
for,
at der skal grundlægges fredsforeninger specielt for kvinder. Den
første
kvindefredsgruppe der blev grundlagt i 1820 er: The Female Peace Society of
Chincinnati. Kvinderne i de tidlige amerikanske fredsbevægelser fik
imidlertid
banbuller i form af en banbulle fra the Pastorial Association of Massachussets
om "Women´s Rights", hvorefter en del af de ramte kvinder fortsatte deres virke
i antislaveribevægelsen. (Allan s 266-268). Da stemmeretsbevægelsen
dukker op i
1838 går igen andre kvinder fra fredsgrupperne ind i den (Allen s
270).
Under Krimkrigen opfordrede den svenske forfatter Fredrika Bremer, den 4. juli
1954 i londonavisen Times kvinder til at danne et fredsforbund.
En af de første internationale kvindefredsorganisationer er den i Paris i
1896
grundlagte "Alliance universelle des femmes pour la Paix", eller Kvindernes
Forening i Paris for International Afvæbning, hvor Mathilde Bajer var
virksom.
Det er formodentlig denne organisation der, ifølge korrespondance i
Mathilde
Bajers arkiv, havde nationale sektioner i Norge, Sverige og i Danmark.
Afdelingerne hed hhv International Kvindekomité for varig fred,
Kristiania
1906, Sveriges Kvinneliga Fredsförening, Stockholm 1893? og Danske
kvinders
Fredsforening (København?) 1906. Desuden var der en anden tidlig
international
kvindefredsgruppe, baseret i Paris: Ligue des Femmes pouer le Désarmament
International. Mig bekendt er der ikke skrevet meget om disse grupper på
dansk.
Jeg vil meget gerne korrigeres.
Når der før Ligaens oprettelse kun var få kvindelige
fredsforeninger er det
selvfølgelig ikke hele historien. Der må være flere
kvindeorganisationer end
Kvindelig Fremskridtsforening i København, der havde tre programpunkter:
Kvindesagen, Fredssagen og Arbejdersagen, hvis man skal tro bladhovedet
på
deres tidsskrift Hvad vi vil, der udkom første gang i 1880.
Før ligaens oprettelse, for 80 år siden, var der aktive kvinder i
fredsarbejdet
og i fredsbevægelserne, men der var ikke mange. Går man eksempelvis
de cirka 350
biografier over fredsfolk i østrigeren Alfred Frieds bog: "Handbuch der
Friedensbewegung", der er udgivet i årene 1911-1913, igennem, er mindre
end ti
procent af de biograferede kvinder, nemlig 29.
En af de mest berømte borgerlige kvindelige fredsforekæmpere, er
den
østriske
forfatter Bertha von Suttner der døde i 1914, lige inden verdenskrigen
begyndte. Desuden vil det i denne forbindelse være rimeligt at
nævne
forfatteren Ellen Key, der lavede et enormt fredsarbejde i perioden omkring
første verdenskrig uden at være tilsluttet nogen
fredsbevægelse.
Mange af de antimilitaristiske stemmeretsforekæmpere som var socialister
er
imidlertid ikke omtalt i værkerne om de borgerlige fredsbevægelser.
Nogle
eksempler på dem er den kvindelig socialist og antimilitarist Roxa
Luxemburg,
der blev myrdet af tyske militærfolk i januar 1919 sammen med
antimilitaristerne Karl Liebknecht og Hans Paasche, samt antimilitaristen og
anarkisten Emma Goldmann.
Efterhånden som kvinderne blev bedre organiseret og fik flere med i kampen
tilkæmpede kvinderne sig flere rettigheder, bl.a. retten til
universitetsuddannelser, og stemmeret til parlamenterne. Stemmeret til
Folketinget fik kvinderne i Danmark med Grundloven af 1915 (kvinderne på
Grønland glemte man. De fik først stemmeret i 1948). For Ligaen
tidlige periode
i Danmark betød stemmeretsskampen alt: kvinderne havde både
erfaring med
politisk arbejde og organisationserfaring. Det vil me andre ord også
sige, at
mange af de aktive kvinder i Ligaens tidlige historie også var aktive i
andre
sammenhænge, inden de gik ind i Ligaen.
Stemmeretsforkæmperne og andre kvindesagsorganisationer protesterede mod
de
diskriminerende forhold, som for det idealistiske arbejde betød, at
arbejderkvinderne reelt ikke havde tid til fredsarbejde. Størstedelen af
de
kvinder, der havde tid, økonomisk overskud og uddannelse til at deltage
fredsarbejdet i årene under og efter første verdenskrig var
"dannede mænds
døtre" (udtrykket er lånt af den engelske feminist og forfatter
Virginia
Woolf).
Ligaens fødsel
Ligaen grundlægges under kvindefredskongressen i Haag der fandt sted i
dagene
28. april 1. maj 1915. Clara Tybjerg skriver, at fredsideen fik ny aktualitet
på baggrund af første verdenskrigs blodige begivenheder.
Første verdenskrig er den første industrialiserede krig, hvis
udvikling kom helt
bag på generalerne, som ikke havde forstået den forudgående
teknologiske
udvikling. Man anvendte rytteri overfor fjender med maskingeværer. De
kæmpende
hære gravede skyttegrave, og generalerne angreb ofte den anden side,
hvilket
medførte meget store tab af menneskeliv.
Resultatet af krige kan betragtes på mange måder: galgenhumoristisk
som "Den
gode soldat Swejk" gør det. Som noget der skal overleves, som de syv
tyske
drenge i "Intet nyt fra vestfronten" gør det. Hvis ikke man opfatter det
som et
fænomen der "skaber en overkapacitet af dobbeltsenge". Ofrene betragter
kun
krig fra én side, som galskab, som Thora Daugaard beskriver
første verdenskrig.
Kriges ofre er kvinder, børn, fattige, soldater og dyr. Alene 9 mio
heste
dræbtes under første verdenskrig, uden at der var en eneste
dyreværnsforening,
der protesterede mod slagteriet.
Det meget aktive medlem af Ligaen, Anne Marie Tønnesen, beskriver
oprustningsudgifterne som en lindorm, der har lagt sig på guldet -
"Rustningsbyrden knuger Landene" (s 4).
Undfangelsen
I 1914 rejste en del europæiske stemmeretsforkæmpere og pacifister
rundt i USA,
hvor der var stor modstand blandt fredsbevægelserne og socialisterne mod
landets
deltagelse i verdenskrigen. Den verdensberømte amerikanske
socialarbejder og
forfatter Jane Addams og socialisten Eugene V. Debs og den engelske
stemmeretsforkæmper Emmeline Petrick-Lawrence var blandt de mange, rejste
land
og rige rundt og holdt taler og møder mod landets deltagelse i
verdenskrigen,
men amerikanernes krigsbegejstring var større end krigsfrygten.
I september 1914 havde den ungarske pacifist Rosika Schwimmer og amerikaneren
Carrie Chapman Chatt overragte den daværende amerikanske præsident
Wilson en
international adresse, der bad ham indkalde til en neutral
mæglingskonference.
Jane Addams og andre kvinder inspireres af de europæiske
stemmeretsforkæmpere
til at grundlægge The Womens´ Peace Party i januar 1915 som blev
forløberen for
den amerikanske sektion af ligaen. Kvindernes fredsparti fik sit arbejdsprogram
ved at afskrive den engelske fredsgruppe Union of Democratic Controls
arbejdsprogram (Rotten s 22).
Kvinderne enedes om at holde en international kvindefredskongres i Haag som
erstatning for en international stemmeretskonference i Berlin, der blev aflyst
pga krigsudbruddet. Stemmeretskonferencen blev aflyst i november 1914, hvorefter
en kommite begyndte at rundsende invitationer til en forberedende konference
der blev holdt i Holland i februar 1915. Efter denne forberedende konference
rundsendes invitationer til selve kvindefredskonferencen til en lang
række
kvindeorganisationer verden over.
Der indbydelsen til Kvindefredskonference fordi,
"Fra mange Lande har vi faaet Opfordring til at sammenkalde til en international
Kvindekongres for at diskutere, hvad Verdens Kvinder kan eller bør
gøre i
anledning af de frygtlige Tider, vi nu gennemlever.
Vi hollandske Kvinder, som lever i et neutralt Land - let tilgængeligt for
Kvinder fra andre Lande - har derfor paataget os det Ansvar at sammenkalde en
saadan international Kvindekongres. Vi synes, at det i høj Grad
tiltrænges, at
Kvinder - i en Tid, hvor der findes saa meget Had mellem Folkene - viser, at vi
kan opretholde vor Solidaritet og gensidige Venskab. Kvinder venter paa at
mødes. Verden venter paa deres Bidrag til Løsningen af Dagens
store
Problem!
Kvinder! Hvilken Nationalitet, hvilket Parti I tilhører! Eders
nærværelse vil
være af stor Betydning. Jo større det Antal, der deltager i
Kongressen, jo
stærkere dens Indflydelse. Eders nærværelse vil vise, at
ogsaa I ønsker at
nedlægge Eders Protest mod denne frygtelige Krig og at I ønsker at
hjælpe til
at forhindre en Gentagelse i Fremtiden
Lad os ikke kalde forgæves paa Eder!
[underskrevet af]
Dr. Aletta Jacobs. Dr. Mia Boissevain. Rosa Manus. F. J. Vallier-Kraane. H. van
Biema. C. Ramondt. J. C. van Landschot Rubrecht."
Selv om den hollændske organisationskomité var af den opfattelse,
at det under
første verdenskrig var let at komme til landet, var det ikke helt uden
problemer for en række tilmeldte til kongressen. På grund af en
smædekampagne
i
franske aviser kommer der ingen af de franske delegerede til kongressen. Der
var 180 tilmeldte englændere, kun 75 af dem får et pas, men ingen
af dem fik
udrejsetilladelse. De tre englændere, der trods alt var på
kongressen kom
sammen med den amerikanske delegation. Bortset fra eksilrusseren Aleksandra
Kollontaj, var der ikke nogen russere eller andre østeuropæiske
delegerede til
stede på kongressen.
Kvindefredskongressen i Haag blev dermed ikke så stor og så
representativ som
organisationskomiteen havde håbet på.
Kongressen omtales i den følgende tid bare som "Kvindekonferencen i
Haag",
hvilket bl.a. medførte, at kongresberetningen blev forkert klassificeret
på Det
kongelige Bibliotek.
Indbydelse til konferencen i Danmark
Indbydelsen til kvindefredskonferencen blev i Danmark modtaget af en række
forskellige kvindeorganisationer og enkeltpersoner. Indbydelsen til konferencen
omtales således i Kvinden og Samfundet for 30. marts 1915. Dagen efter
afholder
"en snevrere Kreds af danske Kvinder" et møde, for at forberede den
danske
deltagelse i konferencen. Til stede ved mødet var: Andrea Brockmann,
Anna Buch,
Henriette Crone, Thora Daugaard, Henni Forchhammer, Eline Hansen, Karen Hessel,
Anna Johansen, Mathilde Lautrup, Ulrikke Mathiesen, Marie Mørch, Camilla
Jensen, Louise Nørlund, Astrid Paludan-Müller, Camilla Persson,
Astrid Stampe
og Clara Tybjerg.
På mødet nedsættes et arbejdsudvalg, bestående af
formanden Eline
Hansen,
sekretæren Thora Daugaard, Henriette Crone, Henni Forchhammer, Thora
Knudsen,
Camilla Nielsen og Louise Nørlund,
"Med det Formaal, at søge at vække danske Kvindeforeninger (og
blandede
Foreningers) Interesse for denne Kongres" (Brev, dateret 3.4.1915.
Socialdemokratiets Arkiv, ABA)
Dansk Kvindesamfunds hovedkontor, Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse,
var,
ifølge Thora Daugaard,
"Samlingsstedet for de Traade, der hurtigt knyttedes mellem den indbydende
Komité i Holland og Danske Kvindeforeninger. Her dannedes det Udvalg,
der
skulle forberede Danmarks Deltagelse i denne Fredskongres under Krigstid" (FF
1930:2 s 1-2).
Arbejdet gav hurtigt resultater.
Allerede i næste nummer af Kvinden og Samfundet kunne
"Fællesstyrelsen
bekendtgøre", fortsætter Thora Daugaard, "at den vilde
forsøge at sende en
Repræsentation".
Interesserede opfordres til at støtte konferencedeltagelsen
økonomisk. Dansk
Kvindesamfunds medlemmer indsamler 500 kr.
Socialdemokratiet blev anmodet om at støtte konferencen såvel
økonomisk
som med
aktiv deltagelse. Thorvald Stauning udtrykte sin sympati med sagen, men afslog
at give nogen form for støtte med begrundelse i, at de nordiske
socialdemokratier allerede i januar 1915 havde afholdt en fredskonference i
København, og Thorvald Stauning anså det for for rigtigst ikke at
deltage i
foretagender, der iværksattes udenom Socialdemokratiets internationale
ledelse
(Brev dateret 10.4.1915 til Thora Daugaard, Socialdemokratiets Arkiv, ABA).
Kvindefredskongressen i Haag
Fanny Arnskov citerer Jane Addams for at sige i åbningstalen:
"Vi er ikke kommen sammen for at lægge Skylden for Krigen paa den ene
eller den
anden. Vi har allesammen vor Del af Skylden. Vi er derimod kommet sammen for at
søge at standse det forfærdelige der sker rundt om os". (FF 1945:5
s 34).
Ligaens barselsstue skulle have været Fredspaladset i Haag, men
Fredspaladset
kunne ikke rumme de mange deltagere, hvor kongressen rent faktisk blev holdt
vides i skrivende stund ikke. Kongressen vedtog i løbet af
forhandlingerne et
arbejdsprogram frem til næste kongres ud fra 17 resolutioner:
"Vi Kvinder af forskellige Nationer, klasser, religioner og partier, forsamlede
til en international Kongres:
Kvinder og Krig
1) Protest
Vi Kvinder, forsamlede til international Kongres, protesterer imod
Krigsvanviddet og Krigsrædslerne, der medfører en
hensynsløs Ofring af
Menneskeliv og Ødelæggelse af meget af det, som Humaniteten har
været
Aarhundrede om at bygge op-
2) Kvinders Lidelser under Krig
Denne internationale Kvindekongres erklærer sig i uoverensstemmelse med
den
Antagelse, at Kvinder kan beskyttes under den nuværende Maade at
føre Krig paa,
og den nedlægger sin alvorlige Protest mod den Uret, som Kvinder i
Krigstider
er Ofre for, og især mod de grufulde Voldshandlinger mod Kvinder, som
ledsager
enhver Krig -
Skridt Henimod Fred
3) Om Fredsafgørelsen
Denne internationale Kongres, der bestaar af Kvinder fra forskellige Nationer,
af forskellige Klasser, Trosbekendelser og Partier, forener sig i at udtrykke
sin Medfølelse med alle som lider under Krigen, til hvilken Nation de
end hører
som kæmper for deres Land eller stønner under Krigens Byrder.
Da Flertallet af Folkene i hvert af de for Tiden Krigsførende Lande
føler sig
overbevist om, at de ikke kæmper som Angribere, men i Selvforsvar for
deres
nationale Eksistens, kan der ikke være uforsonelige Vanskeligheder
imellem dem,
tværtimod, deres fælles Ideal giver et Grundlag, paa hvilken en
højmodig og
ærefuld Fred maa kunne sluttes.
- Denne Kongres opfordrer derfor indtrængende Regeringerne Verden over til
at
standse denne Blodsudgydelse og Paabyde Fredsforhandlinger. Kongressen
Kræver,
at den Fred, der følger, skal blive varig, og derfor hvile paa
Retfærdighedsprincipper, og i disse indbefattet de Principper, som denne
Kongres har givet Udtryk for i de efterfølgende Resolutioner 5, 6, 7, 8,
og 9.
4) Vedvarende forsat mægling
Denne internationale Kvindekongres beslutter at opfordre de neutrale Lande til
at gøre Skridt til at danne en Konference af neutrale Nationer, som
uopholdelig
skal tilbyde vedvarende Mægling, saaledes at Konferencen opfordrer hver
af de
krigsførende Magter til at fremkomme med Forslag, og selv vedvarende og
samtidig forelægger Forslag som Forhandlingsgrundlag.
Principper for Opnaaelse af en varig Fred.
5) National Selvbestemmelsesret.
Da denne internationale Kvindekongres anerkender Folkenes Ret til Selvstyre,
stadfæster den den Opfattelse, at intet Territorium skal kunne overdrages
uden
Samtykke fra de i dette boende Mænd og Kvinder, og den ivrer imod, at
Selvstyre
og et demokratisk Parlament skulle kunde nægtes noget Folk.-
6) Forhandling og Voldgift.
Denne internationale Kvindekongres, som nærer den Overbevisning, at Krig
er
fornægtelse af Fremskridt og Civilisation, anmoder indtrængende
alle Nationers
Regeringer om at enes om at henvise fremtidige internationale Stridigheder til
Forhandling og Voldgift.-
7) Internationalet Pres.
Denne internationale Kvindekongres anmoder indtrængende alle Nationers
Regeringer om at enes om at anvende social, moralsk og økonomisk Tryk
overfor
ethvert Land, som griber til Vaaben i Stedet for at henvise sin Sag til
Forhandling og Voldgift.-
8) Folkets Kontrol med Udenrigspolitikken.
Da Krig i almindelighed ikke foraarsages af Folkets store Masser, som ikke
ønsker den, men af Grupper, der repræsenterer
Sær-Interesser, hævder
denne
internationale Kvindekongres, at udenrigspolitiske Spørgsmaal maa
underkastes
Folke-Kontrol, og erklærer, at den kun kan anerkende det System for
folkeligt,
som indbefatter lige Repræsentation af Mænd og Kvinder.
9) Kvinders politiske Frigørelse.
Da den forenede Indflydelse af alle Landes Kvinder er en af de stærkeste
Magter
til at forebygge Krig, og da Kvinder kun kan have fuldt Ansvar og virksom
Indflydelse, naar de har samme politiske Rettigheder som Mænd,
kræver denne
internationale Kvindekongres politisk Valgret og Valbarhed for Kvinder.
Internationale Samvirke
Herunder vedtages en række resolutioner 10, 11, 12, 13, 14 og 15 som ikke
er
refereret i fuld udstrækning i Kvinden og Samfundet. De vigtigste punkter
i
disse resulutioner er:
a) en tredje Haag-konference skal sammenkaldes straks efter krigens
ophør,
b) voldgiftdomstolen og Haag-konferencens ansvarsområde skal udvides
til en
pernament fredskonference,
c) våbenfabrikation skal sættes under international
kontrol,
d) handelsfrihed
e) det hemmelige traktatsysem skal afskaffes.
Børneopdragelse og Fredstanken
16) Denne international Kongres af Kvinder gør sig til ivrige Fortalere
for
Nødvendigheden af, at Børneopdragelsen ledes saaledes, at
Børnenes
Tanker og
Ønsker føres i Retning af Idealet om varig Fred.
Kvinder og den kommende Fredskonferennce.
17) Denne internationale Kvindekongres anmoder indtrængende om, at den
Konference, som skal udarbejde Fredsbetingelserne efter denne Krig, i den
varige Freds, saavel som i Civilisationens Interesse vil udtale sig til Gunst
for Nødvendigheden af, at Kvinder i alle Lande bliver politisk
frigjorte.
18) Denne internationale Kvindekongres fremhæver energisk, at
Folkerepræsentanter bør tage Del i denne Konference efter Krigen,
og at der
blandt dem bør findes Kvinder.
Skridt der skal foretages i Anledning af de vedtagne Resolutioner
19) Denne internationale Kvindekongres beslutter, at et internationalt
Møde af
Kvinder skal holdes paa samme Tid og Sted som Magternes Freds-Konference efter
denne Krig med det Formaal at stille praktiske Forslag til denne Konference.
20) Sendebud til Regeringerne
Denne internationale Kongres delegerer Sendebud til at forelægge de paa
Kongressen vedtagne Resolutioner for Herskerne i de krigsførende og
neutrale
Lande i Europa og til Præsidenten for de Forenede Stater - og til
indtrængende
at anmode Verdens Regeringer om at standse denne Blodsudgydelse og oprette en
varig og retfærdig Fred.
Disse Sendebud skal værer Kvinder fra saavel neutrale som
krigsførende Lande, og
skal udpeges af den internationale Komite for denne Kongres. De skal indgive
Beretning om Resultatet af deres Mission til "den internationale Kvinde-Komite
for varig Fred", som et Grundlag for videre Optræden".
Der findes flere forskellige danske udgaver af resolutionerne fra
Kvindefredskongressen i Haag. Denne ovenstående tekst er sakset fra
Kvinden og
Samfundet nr. 9/10 1915 s 137-138.
Se fortsættelsen (2:3) af dette festskrift -
om blandt andet Dansk deltagelse på Kvindefredskongressen i
Haag.
Se kildelisten
til dette festskrift.