"Jeg kan ikke sige, hvordan jeg kom på ideen til Vakse Viggo. Men Yvan Delporte, der var chefredaktør for Spirou-bladet [hvor Franquins serier blev trykt, red.], havde ørerne åbne for alle ideer, uanset hvor usædvanlige de var. Jeg erindrer, at jeg en dag foreslog ham, at det måske ville være morsomt, hvis vi havde en figur i bladet, som ikke optrådte i en af de løbende serier. I modsætning til det sædvanlige for tegneseriefigurer skulle han ikke have nogen særlige egenskaber. Han skulle være et smølehoved, hverken smuk eller stærk. En 'arbejdsløs' helt så kummerlig, at man ikke kunne forestille sig ham være midtpunkt i en tegneserie. Yvan var begejstret, men ideen eksisterede kun som en løs tanke, og jeg vidste ikke selv, hvad figuren kunne bruges til. I mange uger dukkede han blot umotiveret op på bladets sider og gjorde alle nysgerrige - ikke mindst Yvan og mig selv. Under ingen omstændigheder havde vi tænkt os at lave en tegneserie med ham".
Franquin om starten på Vakse Viggo
"Jeg kom kun sjældent på redaktionen og har tegnet alt sammen på fornemmelsen hjemme hos mig selv. Det er egentlig komisk og også en smule ærgerligt, at jeg aldrig studerede kontorlivet nærmere, så kunne jeg have lavet en god satire. Redaktionen i Vakse Viggo er 'kunstig', eksisterer kun i mit eget hoved og har ikke et virkeligt forbillede. Også personerne er frit opfundne".
Franquin om Viggos arbejdsplads, der på fransk er bladet Spirous redaktion i forlaget Dupuis' hus, og derfor af mange i Belgien og Frankrig anses for at rumme en del virkelighed. På dansk hedder forlaget som bekendt Serieforlaget - og dét navn fik det, før Egmont besluttede at kalde sit tegneserieforlag netop sådan.
"Viggo er som et barn. Han opfatter alt nyt lynhurtigt".
Franquin
"Man skal stadig have noget af barnet i sig. Man skal ikke lave serierne for børn men for sig selv - og det, man måske stadig har tilbage af barnet i én selv. Jeg tænker sjældent på det publikum, som skal læse serierne. Hvis man morer sig selv, mens man laver noget, bliver resultatet bedst".
Franquin
"Jeg fandt det dræbende at lave lange historier [som Splint & Co., red.]. Med Vakse Viggo er serien færdig, når jeg kommer nederst på siden. Så kan jeg begynde på en frisk - en ny side med nye overraskelser. I en lang historie er der ingen overraskelser, man kender jo historien på forhånd. I Vakse Viggo kan man også skifte miljø på hver side. I en lang serie er man f.eks. i en jungle over mange sider, og så skal man sidde og tegne grene, lianer og buske i ugevis. Til sidst gror der lianer ud af ørerne på én".
Franquin
"I starten tegnede jeg med pensel, men så opdagede jeg, at alle de andre sad og brugte pen. 'Det går meget hurtigere', sagde de. Nå, men så måtte jeg vel hellere prøve det. Så jeg gik ind i et stormagasin: 'Har de tegnepenne?' 'Ja.' 'Lad mig få en kasse'. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at der var 100, 200 - jeg ved ikke, hvor mange der var... Jeg tegnede med de penne i 12 år. I dag bruger jeg igen pensel, den giver en meget tung, præcis streg. Vakse Viggo er tegnet med pensel, mens f.eks. Splint & Co.-albummet 'SOS fra Bretzelburg' er tegnet med pen".
Franquin
E-mail: Carlsen@ForlagetCarlsen.dk.
Copyright © 1996 Forlaget Carlsen, Denmark - All rights reserved.
The illustrations and text are © 1996 the respective artists and authors - All rights reserved.
No part of this homepage may be reproduced or used in any forms or by any means, graphic, electronic or mecanical, including
photocopying, recording, taping or information storage and retrieval systems - without written permission of the publishers.