Hovedmenu | Carlsens Tegneserie Leksikon
Af Anders Hjort-Jørgensen
Biografierne er skrevet af Anders Hjort-Jørgensen fra Tegneseriemuseet i Danmark.
Han står også bag et omfattende tegneserieleksikon, som Carlsen udgav oktober 1996, med biografier om over 600 tegneserieskabere fra hele verden og en masse illustrationer, som vi ikke har plads til her på hjemmesiden!
Skynd dig ned til din tegneserieforhandler - måske har de det endnu!
Her på hjemmesiden kan du kun læse biografier om de tegnere og forfattere, Carlsen har udgivet album af siden hjemmesidens start i juni 1996. Nye biografier tilføjes hver måned.
Spring frem til tegnere og forfattere, hvis efternavn begynder med:
A |
B |
C |
D |
E |
F |
G |
H |
I |
J |
K |
L |
M |
N |
O |
P |
Q |
R |
S |
T |
U |
V |
W |
X |
Y |
Z |
Æ |
Ø |
Å/AA
(Vent, til dokumentet er fuldt indlæst (Document done))
Ball, Murray
Murray Ball blev født i 1939 på New Zealand. Han har gennemgået uddannelser i sit hjemland, i Australien og Sydafrika. Efter diverse jobs tilbragte han fem år i England, hvor han bl.a. illustrerede børnebøger og tegnede den ugentlige avis-strip Stanley.
Derefter vendte han tilbage til New Zealand, hvor han sammen med sin familie slog sig ned som farmer i Gisborne.
I 1975 startede han den spidsfindige, udtryksfulde avisstrip "Footrot Flats" (Fæhunden), som med sin humoristiske indfaldsvinkel til livet på en fårefarm blev en stormende succes på New Zealand og i Australien. I disse to lande publiceres den i over 70 aviser og blade. Desuden er både hverdagsstrip'en og søndagssiden udgivet samlet i utallige album.
Fæhunden har også fundet vej til Danmark, hvor dens forrygende, varierede humor ligeledes har fået mange tilhængere.
Benoït, Ted
Thierry Benoit tilhører gruppen af New Wave-tegnere, der i starten af 1980'erne genopdagede den klassiske stilretning, ligne claire, den rene linie. Ted Benoit blev født i 1948 i Niort, Frankrig, afsluttede et studium ved Institut des Hautes Etudes Cinématographique og arbejdede derefter i kort tid for tv. I starten af 70'erne offentliggjorde han - inspireret af Robert Crumbs populære undergroundtegneserier - sine første, korte tegneserier i magasiner som Actuel og Geranonymo. Derefter fulgte arbejder til L'echo des Savanes og Métal Hurlant, kraftigt prægede af Benoits søgen efter en personlig stil.
I 1979 udkom hans første album, "Hopital" (Hospitalet), der på den 6. tegneseriefestival i Angoulême blev tildelt prisen for bedste historie. Året efter fulgte "Vers la Ligne Claire", som af kritikken blev udnævnt til at være "80'ernes grafiske manifest". Med dette album indrømmede Benoit sin gæld til Herge-skolen, den rene linie. I januar 1980 påbegyndte Benoit sine "Histoires Vrais" i magasinet (a suivre). De udkom som album i 1982. Derefter fulgte den første "Ray Banana"-historie i sort/hvid, "Berceuse Electrique". Den følgende i farver, "Cité lumire" (Lysets by), blev den første af disse "Tintin-historier for voksne" udgivet på dansk. I Frankrig blev en lang række af Benoits tegninger og illustrationer i 1985 samlet i albummet "La Peau de Léopard".
Hans kalejdoskopiske episoder om forfatterspiren Bingo Bongo fra Métal Hurlant er udkommet som album med titlen "Bingo Bongo et son combo congolais" (Bingo Bongo og hans Rio Trio). Desuden har Benoit skrevet manuskript og tegnet enkelte plancher til Pierre Nedjars album "L'homme de nulle part - Les Mémoires de Thelma Ritter" i 1987. I 1995 blev Benoit headhuntet af forlaget Dargaud som ny tegner på E.P. Jacobs klassiske "Blake og Mortimer", og i en stil præget af Jacobs' oprindelige sørger han dermed for sammen med forfatteren Jean van Hamme at videreføre en af den europæiske tegneseriekulturs helt store institutioner.
Berck
Arthur Berckmans blev født 3. maj 1929 i Louvain, Belgien, studerede anatomi ved Akademie Louvain og derefter dekorationskunst ved Ecole Saint-Luc i Bruxelles. I 1947 startede han som tegner ved det jesuitiske magasin Pro Apostolis og skabte hertil sine to første tegneserier, "La Vie de Saint Ignace" og "Le Pére de Smet au Nébraska". I 1955 begyndte han at arbejde for tegneseriemagasinet Tintin, hvortil han leverede tegneserien "Strapontin" til manuskript af henholdsvis René Goscinny og Jacques Acar. Den beskrev en taxichaufførs oplevelser og udkom i i alt 9 album. I 1961 startede han - til manuskript af Yves Duval - som tegner på serien "Rataplan", der i 9 albumepisoder brugte Napoleon-krigene som baggrund for de humoristiske historier. Indimellem blev det også til flere enkelthistorier som "Viva Panchito" i 1963, indtil Berck i 1970 forlod Tintin og begyndte ved Spirou.
Her startede hans samarbejde med Raoul Cauvin på albumserien "Sammy" - om de to uheldige privatdetektiver og deres humoristiske eventyr i forbudstidens Chicago. Til manuskript af Cauvin skabte han desuden i 1978 serien "Lou" (Lille Lasse) om den lille hovedrige og renlivede Lasse og hans onde, pengegriske tante. Med sin hæsblæsende, effektfulde, karikerede stil henvender Berck sig først og fremmest til et yngre publikum. I Vesttyskland er hans serier da også udgivet af Kauka-Produktion, hvortil han desuden har tegnet børnetegneserien "Mischa". I 1996 besluttede den 67-årige Berck at gå på pension og overlade tegnearbejdet på Sammy til yngre kræfter - men heldigvis har vi i Danmark en række af Bercks egne Sammy-historier til gode endnu.
Boucq, François
François Boucq blev født i 1955 i Frankrig. I 1975 fik han publiceret politiske karikaturer i bl.a. le point og l'expansion. Samme år tegnede han i kort tid for magasinet mormoil. Han måtte dog vente indtil 1978, før han fik sin signatur i tegneseriemagasinet pilote på en række korte tegneserier, bl.a. Carnet d'humour. I 1980 tegnede han til Pierre Christins manuskript Les Leçons du professeur Bourremou til magasinet fluide glacial.
I 1983 blev en række af Boucqs korte, fantasioverskridende tegneserier til (a suivre) samlet i albummet Les Pionniers de l'aventure humaine (En menneskeomsejling under huden). Til samme magasin leverede Boucq 1984-85 La Femme du magicien (Kun en illusion), en historie - skrevet af Jerome Charyn - hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed også er meget flydende. Charyn har ligeledes skrevet manuskript til Boucqs Bouche du diable (Djævlemund), publiceret i (a suivre) i 1989. Den har fået følgende kommentar af den danske tegneserieanalytiker Steffen Kronborg: "Fortællingen blander realistiske spændingselementer med fabulerende indslag og fletter samtidig myte- og symbolingredienser ind i en i øvrigt barsk historie om storpolitik - alt sammen serveret på en medrivende facon i Boucqs originale streg. Det er bestemt ikke tilfældigt at ... Boucq fremhæves som en af de 80'er-tegnere, der kan få sit helt store gennembrud i 90'erne."
I dette årti har han da også været særdeles produktiv med bemærkelsesværdige album som den billedmæssigt overdådige og episk engagerende La cathédrale invisible (Den usynlige katedral, første bind om Månemanden), til manuskript af Jodorowsky, med La dérisoire effervescene des comprimés, Un point c'est tout!, Pédagogie du trottoir og Les dents du recoin. I øvrigt har Boucq tegnet et bidrag til Hergé-mindealbummet leve tintin, og han har sammen med bl.a. Baru bidraget til antologien le violon et l'archer.
Cauvin
Med mere end 60 album-serier bag sig er Raoul Cauvin en af det belgiske forlag Dupuis' flittigste forfattere. Cauvin blev født i 1938 i Antoing, Belgien. Han startede i 1960 hos Dupuis som håndtekster og arbejdede året efter som assistent for Eddy Ryssack på "Schtroumpfs"-tegnefilmene (Smølferne).
I 1968 skrev han sine første tegneseriemanuskripter til Dupuis: "Arthur et Léopold" tegnet af Ryssack 1968-69, "Angélique" tegnet af Carlos Roque 1968-72, "Loryfland et Chifmol" tegnet af Gennaux 1968-72 og "Les Naufragés" tegnet af Claire Bretécher 1968-71. Ligeledes blev hans første tegneseriesucces "Les Tuniques Bleues" (Blåfrakkerne) publiceret fra 1970 - først med Salvé (dvs. Louis Salvérius) som tegner og fra 1973 tegnet af Lambil. I 1969 fulgte "Caline et Calebasse" tegnet af Mazel (dvs. Luc Maezelle), i 1970 "Mirliton" (Katten Kurt) tegnet af Raymond Macherot og "Sammy" tegnet af Berck, i 1973 "Pauvre Lampil" (Stakkels Lampil) tegnet af Lambil og "Les Naufragés de l'Espace" tegnet af Guy Counhaye, i 1974 "Les Vieux Bleu" (Gamle Blå) tegnet af Franois Walthery, i 1975 "Godaille et Godasse" tegnet af Sandron, "L'Agent 212" tegnet af Daniel Kox, "Boulouloum et Guiliguili" (Bummelum) tegnet af Mazel og "Christobald" tegnet af Antoinette Collin, i 1978 "Lou" (Lille Lasse) tegnet af Berck, i 1979 "Les grandes Armours Contrariées" tegnet af Bercovici og i 1981 "Les Femmes en Blanc" ligeledes tegnet af Bercovici.
I 1980 overtog han serien "Spirou et Fantasio" (Splint & Co.) fra Jean-Claude Fournier og skrev tre album til tegneren Nic Broca. Ingen af disse er udkommet på dansk. I 1984 skrev han "Pierre Tombal" til Marc Hardy, i 1986 "Les Voraces" til Glem, i 1987 "Cédric" til Laudec og i 1988 "Cupidon" til Malik. Desuden har han skrevet "Natacha"-albummet "Himlens nomader" til Walthéry. Til tegninger af Louis-Michel Carpentier skrev han de fem album i serien "Les Toyottes" (Kasmerotterne), som forlaget Casterman startede i 1980. Selv om der var tale om en originalt udtænkt og særdeles morsom funny animal-serie, havde den svært ved at finde sit publikum. Efter en pause startede den igen i 1987 - men nu som gag-serie. Sammen med Carpentier står Cauvin desuden for den humoristiske serie om caféværten "Poje". I Kris de Saegers album "Fra Cauvins arkiv", som Arboris udgav i 1995, får man en forvirret men særdeles underholdende oversigt over Cauvins enorme produktion og de mange tegnere, han har samarbejdet med.
Christin, Pierre
Forfatteren og journalisten Pierre Christin hører til blandt Europas mest markante og engagerede tegneserieforfattere. Han blev født i 1938 i Paris. Efter social-, litteratur- og politisk videnskabelige studier ved Sorbonne underviste han i fransk ved Salt Lake City-universitetet. Her traf han ungdomsvennen Jean-Claude Mézières, som fik ham til at skrive tegneseriemanuskripter. Deres første samarbejde, "Le Rhum du Punch" på 6 sider, blev offentliggjort i Pilote i 1966. Her havde Christin signeret sig "Linus". Derefter fulgte flere manuskripter til bl.a. Méziéres og Jean Giraud, indtil den første "Valerian"-episode (Linda og Valentin) blev publiceret i Pilote i 1967 - tegnet af Mézières. Da den kun strakte sig over 30 sider, blev den først genoptrykt som album i 1983 i "Méziéres et Christin avec..." (Fortællinger fra rummet) sammen med en række af parrets korte SF-serier.
Eventyrene om rum- og-tids-agenterne Valerian og Veronique, der fra byen Galaxity i året 2720 jager personer, som udnytter mulighederne for tidsrejser i forbryderisk øjemed, udviklede sig efterhånden til at være Europas mest populære SF-serie. I 1997 foreligger seriens foreløbigt sidste album, nr. 16 på dansk, med titlen "Ultralummets gidsler". Desuden udkom i 1991 Linda og Valentins galaktiske leksikon "Les Habitants du ciel", som i 1993 forelå i dansk oversættelse med titlen Folk og fæ i himmelrummet. Linda og Valentin er ingen space opera, men fremragende tegnet og intelligent fortalt politisk fiktion, hvor nutidige samfundsproblemer spejles i fremtidigt lys. I "De tusind planeters rige" fører et handelsselskabs oprør til feudalismens undergang og borgerskabets magtovertagelse. I "Landet uden stjerner" parodieres et strengt materialistisk systems modsætningsforhold til et dogmatisk patriarkalsk. Christin har udtalt: "Den aktuelle kunst skal ikke udformes med tilpasning eller omvendelse af læseren for øje - den skal forsøge at bevidstgøre. Det er ikke et spørgsmål om at påpege alternativer. Man skal synliggøre de samfundsmæssige sammenhænge. Noget lignende er svært at fremstille i teater og film - Einstein og et par andre undtaget - nemlig at fokusere på folket og de samfundsmæssige sammenhænge og ikke kun på helte."
Denne formålserklæring fra Christin fremgår også tydeligt af albummet "Rumeurs sur le Rouergue" fra 1972, tegnet af Jacques Tardi. Her vil industrifolk åbne en mine et sted i den franske provins, men det forsøger lokalbefolkningen at forhindre under ledelse af en venstreradikal og økologisk bevidstgjort aristokrat - og sammen med skovalfer, -trolde og -nisser. Den fremgår også tydeligt af den række afsluttede album, som Christin siden 1975 har produceret i samarbejde med tegneren Enki Bilal, Légendes d'aujourd'hui, hvoraf flere er udkommet på dansk. Og den fremgår af en række album tegnet af Annie Goetzinger: "La Démoiselle de la Légion d'Honneur" (Pigen fra Æreslegionen) fra 1979, "La Diva et le Kriegsspiel" fra 1981, "La Voyageuse de Petite Ceinture" (Ad egne spor) fra 1984 og "Charlotte et Nancy" (Charlotte og Nancy) fra 1987. Sidstnævnte album er udgivet under serietitlen Portraits Souvenirs. I samme serie har Christin skrevet manuskript til Jean Verns "Le Mycologue et la caman", til Puchulus' "Le boit morte, le vengeur er son double" (Dobbeltagenten fra Rumænien) og "La jeune copte, le diamantaire et son boustrophedon" og til Tournadres "L'oeil du ma"tre" og "En cercle magique".
Christin, som siden 1967 har undervist i journalistik ved universitetet i Bordeaux, har desuden skrevet manuskript til Raymond Poivets tegneserie "La Ire Campagne" i 1969, og han har skrevet de tre romaner "Les Predateurs enjolives" i 1976, "Le Future est en marche arriére" i 1979 og "Zac" i 1981. Til illustrationer af Enki Bilal skrev han i 1984 den fiktive dokumentarskildring "Los Angeles" om den forsvundne skuespillerinde Laurie Blooms skæbne, Derefter fulgte i samme stil "Lady Polaris" illustreret af Jean-Claude Mézières og i 1988, illustreret af Bilal, "Coeurs sanglants et autres faits divers" (Blødende hjerter og andre kioskbaskere) - om en række rituelle mord og deres avistække. Til Daniel Ceppi har han skrevet "La Nuit de clandestins". Sammen med Mézières er Christin i 1990 begyndt at producere album for unge talenter, bl.a. serien Canal Choc udført af Aymond, Labiano og Chapelle - assisteret af Moebius. I 1989 var Christin en af initiativtagerne til antologien om Berlinmurens fald, "Der var engang en mur".
Cosey
Bernard Cosandey blev født 14. juni 1950 i Lausanne,
Schweiz. Endnu mens han var under uddannelse på den grafiske
skole, lærte han tegneren Derib at kende og farvelagde et
par album for ham. I 1970 blev Coseys første tegneserie
offentliggjort i Le Soir, den humoristiske detektivhistorie
Monfreid et Tilbury, skrevet af André-Paul Duchateau.
Også hans to første album, Le Retour de la
Béte fra 1973 og Un Shampooing pour la Couronne -
sidstnævnte fra 1974 med tekst af Jacques Ralf - var holdt
i delvis humoristisk stil.
I februar 1975 startede magasinet Tintin publiceringen af
Jonathan, en grafisk fremragende udført tegneserie om en
ung schweizer med hukommelsestab og hans søgen efter sin
identitet i Himalaya. Konfrontationen med fortiden viser sig at
være smertefuld, men bestyrker Jonathan i beslutningen om
ikke at vende tilbage til Europa. Cosey, der selv har rejst i
Himalaya, gør gradvist sin hovedperson fortrolig med den
kultur og livsfilosofi, han møder blandt beboerne i Nepal
og Tibet. Gennem Jonathan lukker denne fremmedartede og
fascinerende verden sig også op for læseren. Ikke ved
konventionelle og trivielle dramatiske effekter og
konfliktløsninger, men gennem den poetiske realisme, som
Cosey har taget i anvendelse.
Han har i tidens løb modtaget adskillige
udmærkelser for Jonathan. I 1976 fik han "Prix
Saint-Michel des Espoirs", i 1979 "Grand Prix
Saint-Georges" og i 1982 "Grand Prix Alfred".
Førstnævnte pris uddeles til
bemærkelsesværdige nye projekter. Sidstnævnte,
som uddeles ved den årlige festival i Angoulême, er
den højeste europæiske udmærkelse. Det er helt
i overensstemmelse med Jonathans udvikling: Fra engageret,
ukonventionelt tegneserieprojekt til nuanceret, betagende
eventyrserie. Med de sammenhængende "Velkommen hjem
onkel Howard" og "Greyshore Island" - 10. og 11.
album i serien - satte Cosey i 1984 et midlertidigt stop for
Jonathan.
I stedet har han koncentreret sig om et par storslåede
tegneserieromaner, A la Recherche de Peter Pan (På sporet
af Peter Pan) i 1984-85 og derefter Le Voyage en Italie (Rejsen
til Italien) - begge i to bind. Førstnævnte, hvor
François Matille har assisteret Cosey med manuskriptet,
har Schweiz anno 1930 som udgangspunkt for en visuelt og episk
betagende skildring af en ung forfatters søgen efter
identitet. I den sidste danner 60'ernes hippieromantik og
Vietnamkrigen baggrund for en nutidig historie om identitetskrise,
bristede forhåbninger og resignation.
Derefter fulgte i 1990 albummet Orchidea og i 1992
Saigon-Hanoi, hvor Cosey fortsatte sin skildring af
menneskeskæbner i nutidens USA. I 1994 fulgte albummet
Zélie, Nord-Sud efter ide af Dino Beti og Toni Linder fra
den schweiziske ulandstøtteorganisation DDA. Senest har
Cosey i 1995 færdiggjort Joyeux No'l, May! (Glædelig
jul, May), som i 1996 foreligger i dansk oversættelse.
I alt har Cosey mellem 1976 og 1993 modtaget 14 priser i 4
lande.
Cothias, Patrick
Patrick Cothias blev født 31. december 1948 i Paris. Han afbrød et filosofistudium for at se sig om i verden, og ved hjemkomsten til Frankrig begyndte han at arbejde som forfatter og tegner med en række mindre tegneserier til magasinerne Formula 1 og Djin som resultat. Efter i 1974 bl.a. at have leveret manuskript til Régis Loisels "L'Empreint" i Pilote besluttede han at koncentrere sig om manuskriptarbejdet. Derefter skrev han i 1975 manuskript til den spanske tegner Alfonso Fonts "Les Sandberg", som blev publiceret i Pif.
Til samme magasin leverede han i 1978 manuskript til "Masquerouge" (Røde Maske), hvis 3 første album blev tegnet af André Juillard. De senere album tog Marco Venanzi sig af. I 1982 fulgte manuskripter til "Snark Saga" tegnet af Philippe Sternis i magasinet Okapi, "Orn Coeur de Chien" tegnet af Olivier Taffin i Pilote og endelig i 1983 hovedværket "Les 7 Vies de l'Epervier" (Spurvehøgen), tegnet af Juillard, i Circus. Efter afrundingen af dette engagerende og spændende episke forløb i 7. album har Cothias og Juillard fortsat serien i en ny cyklus, "Plume aux vents" (Ariane), i 1995. Andre tråde til dette store, indviklede og vidtspundne epos finder man i albumserierne "Le Fou de Roy" og "Coeur-Brlé", begge skrevet af Cothias og tegnet af henholdsvis Brice Goepfert samt Dethorey og Michel Méral, og i David Prudhommes "Ninon secrte" - samt i førnævnte "Masquerouge".
I 1983 skabte Cothias desuden sammen med tegneren Serge Carrre den humoristiske eventyrserie "Coline Maillard" til magasinet Mikado. Til magasinet Vécu skrev han historien fra 1400-tallets Japan, "Le Vent des dieux", tegnet af Adamov, som også omsatte hans historie "Les Eux de Mortelune" til tegneserie i Circus. Efter 5 album overtog Gioux tegnearbejdet på "Le Vent des dieux". Til tegneren Paul Gillon omarbejdede Cothias i 1986 Martin Grays roman "Au Nom de tous les Miens" til tegneseriemanuskript. Derefter fulgte manuskripter til Michel Rouges "Les Héros cavaliers", Sternis' "Memory", Philippe Marcelés "Le Signe du Taureau", Fonts "Alis et les Argonautes", Christian Rossis "Le Pension du Docteur Eon", Lax' "La Marquise des Lumire", Temglits "Il y a 200 ans la Révolution", Normas "Les Souvenirs de la Pendule" og Reniers "Le Masque de fer".
I 1995 skrev han "Le Saumon" til Wachs og "Beau Rivages" til Juszezak. Cothias er en af de mest overbevisende og samtidig mest produktive unge tegneserieforfattere. Han føler sig hjemme i de mest forskelligartede genrer. I 1990'erne har han desuden skrevet fremtidsfablen "Tanatha" til Dominique Hé og SF-thrilleren "Le Livre de Mars" til Parras. I "L'Empereur du dernier jour" har han til tegninger af Boube i 3 album bevæget sig tilbage til Richard Løvehjerte. Og i "Les Héros cavaliers" tager han sammen med tegnerne Rouge og Tarral i indtil videre 5 album udgangspunkt i de keltiske myter.
Davis, Jim
Jim Davis' kat Garfield er et af de mest bemærkelsesværdige fænomener inden for den nyere tegneseriehistorie. Han fortrængte Nuser fra dennes mangeårige plads som det mest populære tegneseriedyr og overgik Hagar, som indtil Garfields debut havde været kortest tid om at vinde indpas i 1000 aviser. I dag publiceres Garfield dagligt i mere end 2500 aviser.
Siden starten i 1978 er 26 Garfield-bøger udkommet i USA, hvoraf på et vist tidspunkt 7 var placeret samtidig på New York Times' hitliste over de 15 mest solgte paperbacks. Og så er der Garfield-merchandise i lange baner - over 2000 effekter - lige fra hovedpudebetræk over plakater og notesblokke til telefoner. Der er alene produceret over 200 forskellige plysfigurer.
Garfields skaber Jim Davis blev født i 1945 i Marion, Indiana, voksede op på en gård i nærheden af Fairmont og frekventerede Ball State University. Derefter arbejdede han på et reklamebureau og assisterede fra 1969 Tom Ryan* på dennes avisserie "Tumbleweeds" (Haltende Hugorm).
I 1978 solgte Davis sin egen strip, Garfield, til United Features Syndicate. Første strip blev publiceret 19.5.1978. I 1986 fulgte hans anden strip-serie, "Orson's Farm" (Orson), med en pattegris i titelrollen - mindre spidsfindig og umiddelbart mere børnevenlig i sin humor end Garfield.
Mange har forsøgt at forklare fænomenet Garfield. Bl.a. har New York-psykologen Dr. Joyce Brothers udtalt: "Den siger det, som mange mennesker gerne vil, men ikke kan sige. Og da han ikke er menneske men dyr, ville det være det rene hykleri at protestere".
United Features' chefredaktør Goldberg mener, at Garfield er den "bedste tegneseriefigur nogensinde. Vittighederne er mere baseret på katten end på situationskomik". Hertil bemærker Jim Davis - som i 1981 modtog en "Reuben" for serien - beskedent: "Garfield er morsom. Det er den eneste mulige forklaring."
Garfield slår alle rekorder: I 1995 blev Garfield trykt i 2.547 aviser i 83 lande på 26 sprog. Dermed slog den RADISERNE, og Garfielder nu den mest udbredte avistegneserie nogen sinde. Siden starten i 1978 er kurven kun gået én vej: Opad. Det samme gælder bog- og albumsalget, der sidste år steg 34,2% på verdensplan. Også i Danmark er albumsalget i fremgang, og derfor udgiver Carlsen Comics i år hele tre album med dagstriber og et med søndagssider i farver. Tv-tegnefilmene startede i 1982 og vises dels på satellitkanalen TNT, der når 62 millioner hjem, dels på en lang række kanaler i 93 lande, der når 69 millioner hjem.
Sidste nye mode i USA: Garfield-smykker af 14 karat guld.
Derib
Claude de Ribeaupierre - bedre kendt under kunstnernavnet Derib - blev født 8. august 1944 i La Tour de Peilz i det fransksprogede Vestschweiz. I 1965 blev han beskæftiget ved Studio Peyo som assistent på tegneserien "Les Schtroumpfs" (Smølferne). Samme år tegnede han 5 afsnit skrevet af Octave Joly til magasinet Spirous talentserie "Les Histoires de l'Oncle Paul" og assisterede Walthéry på manuskriptet til "Jacky et Celestin" (Jacob og Sylvester).
I 1966 skabte han til samme magasin sammen med forfatteren Charles Jadoul ridderserien "Arnaud de Casteloup". I 1967 fulgte den humoristiske agentserie om den talende hund "Attila" (Hunden Attila), skrevet af Rosy, og den ligeledes humoristiske eventyrserie om den kloge, talende ugle "Pythagore" (Pythagoras), skrevet af Job (dvs. André Jobin). De stoppede efter henholdsvis 4 og 3 albumepisoder. I 1970 skabte Derib "Yakari" til Spirou, igen med Job som manuskriptforfatter. I en omhyggelig blanding af total-, halvtotal- og nærbilleder fortalte Derib og Job om indianerdrengen Yakari, som har evnen til at kunne tale med dyrene. Derved får han også større forståelse for naturen og for den indianerkultur, han er opvokset i. Igennem mere end 20 charmerende, børnevenlige album har Derib her demonstreret sin evne til - ligesom de bedste Disney-tegnere - at få karikerede dyr til at leve på papiret. Samtidig har han demonstreret sit store kendskab til og engagement i de nordamerikanske indianerkulturer.
I 1971 forlod han Spirou og gik over til Tintin. Her tegnede han westernserien "Go West" skrevet af Greg. På trods af den karikerede stil og flere humoristiske scener er historien alvorlig nok i beskrivelsen af et vogntogs rejse over prærien. Året efter skabte han til eget manuskript sit store westernepos "Buddy Longway". Her er helten en pelsjæger, som på trods af sin hvide herkomst tager indianernes parti. Ligesom i "Yakari" er "Buddy Longway" bygget op som stærkt episke, filmiske billedcollager med stor vægt på beskrivelsen af naturmiljøer og storslåede landskaber. Og ligesom denne er "Buddy Longway" en humanistisk skildring, hvor nøglebegreberne er venskab, solidaritet og sammenhold i samhørighed med naturen. Samme indfaldsvinkel præger trilogien "Celui qui est né deux foix" (Han som blev født to gange) fra 1983-84. Her går Derib for alvor i detaljer i beskrivelsen af indianerkulturen gennem fortællingen om en medicinmands liv fra vugge til grav. Som en selvstændig fortsættelse til trilogien fulgte med indgangen til 1990'erne albumserien "Red Road" (Den røde vej), som fortæller om den nordamerikanske indianer usle vilkår i dag - 150 år senere.
Så er der straks mindre substans i Deribs "Poulain mon Ami" (Min ven Blis) fra 1985 - en sødladen historie om en dreng på landet og hans elskede føl. I 1987 blev albummet "L'Homme qui croyait é la Californie" (Manden som troede på Californien) udgivet af forlaget Lombard. Disse fire moralske westernhistorier havde manuskript af Christian Godard og fremragende tegninger og layout af Derib. Men selv om indpakningen var flot, forekom indholdet ligegyldigt i forhold til Deribs andre westernserier. På dansk foreligger også albummet "Jo", som Derib udførte for Fondation pour la Vie Siège, en humanitær fond oprettet på hans eget initiativ, i 1990-91 - et velment og nænsomt forsøg på at forklare ungdommen noget om AIDS. Sammen med Georges Pernin udgav Derib i 1982 bogen "L'Aventure d'une B.D.". Her fører Deribs figurer, de såkaldte Ahlaléés - skabt til humormagasinet Achille Talon i 1975 - læseren sikkert igennem en tegneseries tilblivelsesproces.
Foster, Harold R.
Harold Rudolph Foster hører sammen med Alex Raymond, Milton Caniff og Burne Hogarth til de store pionerer inden for den klassiske, amerikanske eventyrstrip.
Han blev født 16.8.1892 i Halifax, Canada. Som 14-årig gik han ud af skolen for at tjene penge til familien. I årene derefter arbejdede han som redaktionsbud, stenograf, jagtfører, pelsjæger og guldgraver. Samtidig begyndte han at male, og hans billeder dukkede efterhånden op på flere udstillinger og skaffede ham flere priser.
Da Foster indså, at han ikke kunne drive det vidt som kunstner i Winnipeg, hvor han havde bosat sig, cyklede han i 1921 til Chicago, fik arbejde som reklametegner og deltog i aften-kurser på Art Institute og Academy of Fine Arts.
Fosters forbilleder var J.C. Leyendecker, N.C. Wyeth, Abbey, Howard Pyle, Arthur Rackham og James Montgomery Flagg.
I 1928 erhvervede Joseph H. Neebe retten til at omsætte Edgar Rice Burroughs roman "Tarzan of the Apes" til tegneserie-strip. Han ønskede at få bogens illustrator, J. Allen St. John som tegner på serien. Da denne afslog, faldt valget på Hal Foster, som straks sagde ja pga. svigtende reklamearbejde forårsaget af den tiltagende økonomiske depression. 7.1.-16.3.1929 blev første episode af dette serieeventyr - særdeles tro mod romanforlægget - publiceret i 60 dagblade. Samtidig med Tarzan startede Nowlan og Calkins SF-strip Buck Rogers. De deler pr. tradition pladsen som tegneseriehistoriens første fortsatte eventyr-strip, selv om Roy Cranes humoristiske "Wash Tubbs" fra 1924 faktisk havde udviklet sig til dette allerede i 1928, og selv om Walter Booth allerede havde indrettet sin "Rob the Rover" (Willy på eventyr) som sådan i England i 1920.
Efter 16.3.1929 overtog tegneren Rex Maxon Tarzan-dagstrip'-en, fordi Foster ikke ønskede at fortsætte. Han vendte først tilbage til serien 15.3.1931, hvor han tegnede den første søndagsside for at aflaste Maxon.
Parallelt med hverdagsstrip'en tegnede Maxon derefter søndagssiden indtil september, men i perioden 27.9.1931-2.5.1937 varetog Foster dette arbejde med en af de bedst fortalte og smukkest farvelagte eventyrserier som resultat. Maxon fort-satte den knapt så bemærkelsesværdige dagstrip.
I mellemtiden var bladkongen og indehaveren af King Features Syndicate, William Randolph Hearst, blevet opmærksom på Hal Foster. Denne var til gengæld træt af at tegne historier, han ikke selv havde skrevet, så da Hearst kom med et tilbud, som gav Foster frie hænder, slog han til. Så 13.2.1937 kunne søn-dagsudgaven af New York Journal bringe den første side med "Prince Valiant" (Prins Valiant).
Foster placerede sin historie i det 5. århundrede e.Kr. og skildrede på første side, hvordan sagnriget Thules kong Aguar må drage i eksil i Britannien. Aguars søn Valiant dukker først op på tredje søndagsside, og i det følgende beskrives, hvordan han vokser op i det farefulde sumpland og oplever sine første eventyr, som konfronterer ham med drager og andre fabelvæsener.
De første søndagssider minder i deres ensartede kasseopbygning stærkt om Fosters Tarzan, men inden for et halvt år fandt han den stil, som han skulle bibeholde igennem mere end 30 ar.
Prins Valiant ender som en af kong Arthurs riddere, oplever utallige farlige eventyr og møder endelig Aleta, Tågeøernes dronning, som han efter mange forviklinger gifter sig med. Denne begivenhed skildres i søndagssiden fra 2.10.1946. Aleta skænker Valiant tvillingedøtre og to sønner, som fra slutningen af 40rne gradvist kommer til at overtage handlin-gen.
Prins Valiant er ikke kun en bemærkelsesværdig eventyrserie med masser af spænding og romantik. Den hører også til de sjældne avistegneserier, hvor figurerne ældes i takt med ti-den.
Foster brugte normalt mere end 50 timer på en enkelt søndagsside. Derfor fik han ikke tid til at udvikle andre tegneseri-er.
Under 2.verdenskrig, da papirknaphed tvang flere aviser til at indskrænke tegneseriernes format og dermed også Prins Valiants, udfyldte Foster af hensyn til aviser, som ikke indskrænkede, den sidste tredjedel med serie-strip'en "The Medieval Castle" (Ridderborgen).
Han påtog sig heller ikke gerne illustrationsopgaver. Her er billedfortællingen "The Song of Bernadette" efter Franz Werfels roman en bemærkelsesværdig undtagelse.
I bogen "Comic Art in America" skriver Stephen Becker, at fle-re enkeltbilleder i Prins Valiant er så omfattende, at Foster må have brugt lige så megen tid på dem, som andre tegnere brug-er på en hel søndagsside.
Men ikke kun tegningerne var tidkrævende. Foster brugte også masser af tid på research for at have seriens historiske bag-grund i orden. Hans tegninger af miljøer, klædedragt, udrust-ning m.v. er da også kopieret efter den historiske virkelighed - men inden for et tidsrum af 6-700 år, præget af romantiske friheder i skildringen af vikingerne og tilsat sentimentale anakronismer som f.eks. et pyntet juletræ midt i riddersa-len.
Hal Foster, som bl.a. i en periode blev assisteret af Superman-tegneren Wayne Boring på baggrundstegningerne og Hugh Donell på farvelægningen, opfattede mere sig selv som fortæller end som tegner. Han vedblev da også at skrive serien 10 år ef-ter, at John Cullen Murphy 23.5.1971 havde overtaget tegnin-gerne. Indtil 10.2.1980 skrev og skitserede Hal Foster sin tegneserie.
Det var ikke let for ham at vælge sin efterfølger. Gray Morrow og Wally Wood tegnede hver en prøveside (henholdsvis 11.10. og 15.11.1970), før han besluttede sig for Cullen Murphy.
Hal Foster, som døde 25.7.1982, overlod i 1980 manuskriptet til Cullen Murphys ældste søn.
I Danmark dukkede Prins Valiant allerede op i det første num-mer af ugemagasinet Skipper Skræk i 1938. Her fortsatte den kontinuerligt indtil magasinet stoppede i 1963 - kun afbrudt i en kort periode under besættelsen, hvor materialet ikke var til at skaffe fra USA. I stedet tegnede Holger Philipsen en udfyldningsepisode med Prins Valiant. Efter 1963 fortsatte se-rien i ugebladet Ude & Hjemme - fra 1970 i det indlagte tegne-serietillæg. Det stoppede i 1977, men nåede at bringe en del Cullen Murphy-sider, hvor Valiants søn Arn fylder stadig mere i handlingen.
1974-81 udgav forlaget Interpresse serien i 19 album i en rædselsfuld ny-farvelægning og med omredigerede sider, som totalt spolerede det visuelle indtryk af den fra Fosters hånd smukke tegneserie.
Fra 1983 har samme forlag imidlertid rådet bod på denne forsyndelse ved at udgive serien som album - tilnærmelsesvis i det oprindelige folio-format - i uredigeret form og med farvelægning så smuk som den originale.
Frank
Den belgiske tegner og forfatter Frank Pé blev
født 15. juli 1956 i Ixelles, en forstad til Bruxelles.
Efter kunststudier på Saint-Luc-instituttet i Bruxelles fik
han i 1973 sin første tegneserie optaget i det belgiske
tegneseriemagasin Spirous rubrik for unge talenter, Carte
blanche. I 1978 dukkede figuren Broussaille (Jonas) op i
samme magasin, først som fortæller i en række
illustrerede artikler om dyr og planter, senere i små
serier af bl.a. Rivage, Clément og Bom. Med Bom som
forfatter gjorde Frank Brousaille til egentlig tegneseriehelt, og
det første album udkom i 1987. Udgangspuntet i fauna og
flora fornægtede sig ikke, og serien fremstod som en
overordentlig smuk og miljøbevidst serie, som gav Frank
rig lejlighed til at bruge sit malende og drømmende
billedsprog.
Frank har siden også i Spirou-magasinet leveret bl.a.
stripserien L'elan og med Terence som forfatter eventyret Vincent
Murat i 1984. I 1993 påbegyndte han sammen med forfatteren
og varietekunstneren (f. 1959) Zoo, der udspiller
sig i en zoologisk have i Normandiet kort før første
verdenskrig. Frank, der selv har et større antal dyr i sit
hjem, kan dermed atter en gang kombinere sine usædvanlige
tegne- og fortælletalenter med sin interesse for dyr.
Franquin, André
André Franquin, en af de mest geniale tegneseriehumorister i Europa og hovedansvarlig for den såkaldte Marcinelle-stil, blev født 3.1.1924 i Bruxelles. Han læste ved Académie St. Luc og blev i 1945 beskæftiget i samme tegnefilmstudie som Jijé, Peyo og Morris. Da studiet gik konkurs året efter, blev Franquin ansat ved tegneseriemagasinet Spirou.
Her havde Jijé allerede arbejdet i 7 år og i 1944 overtaget titelserien fra dens skaber Rob Vel.
I 1946 overtog Franquin Spirou et Fantasio (Splint & Co.) med den korte episode "Fantasio et son tank". Efter yderligere 13 korte episoder blev det første eventyr i albumlængde, "Il y a un socir Champignac" (Trolddom og champignoner), publice-ret. To år senere opfandt han "le marsupilami" (spirillen) til serien - en figur, som via sin lange hale og udtryksfulde kropssprog og mimik har fået status som tegneseriehistoriens mest markante, grafiske udtryk.
Franquin sikrede sig allerede fra starten copyright på spirillen. Derfor forsvandt den fra serien, da han i 1968 af hel-bredsgrunde overlod den til Jean-Claude Fournier.
I de 22 år, Franquin arbejdede med Spirou et Fantasio og tilførte serien intelligent humor både på det episke og visuelle plan, fik han assistance af en lang række tegneserieforfattere og -tegnere: Will, Rosy, Greg, Roba og Jidéhem.
Desværre faldt seriens humoriske og episke kvaliteter betragteligt, da Fournier overtog den i 1968, men makkerparret Tome og Janry har i l980erne fået Spirou et Fantasio på ret køl, så serien igen er et af de bedst fortalte og mest udtryksfulde humoristiske spændingseventyr i europæisk tegneseriekunst.
I 1968 helligede Franquin sig helt arbejdet med gag-serien Gaston Lagaffe (Vakse Viggo).
Det kaotiske redaktionsbud dukkede første gang op i en tilsyneladende umotiveret billedramme i Spirou et Fantasio 28.2.1957. Senere gæsteoptrådte han flere gange i serien, men da havde han allerede 5.12.1957 fået sin egen halv-sides gagserie at optræde på i ugemagasinet Spirou. I starten optrådte Splint og Kvik sammen med Viggo i dennes serie, men efter-hånden trådte de i baggrunden. I stedet befolkede Franquin redaktionslokalerne med et galleri af markante bifigurer, som ydede Viggo et intelligent modspil i humorens tjeneste.
Som assistenter på Gaston Lagaffe har Franquin bl.a. haft Jidéhem og Yvan Delporte - og i perioder Spirous læsere, som kunne indsende forslag til nye gags.
1955-59 tegnede Franquin, bl.a. til tekst af og ideer fra Greg, Goscinny, Tibet, Peyo og Craenhals, den traditionelt humoristiske Modeste et Pompon (Fumle/Sjarly) til det konkurrerende magasin Tintin. Årsagen hertil var en midlertidig uoverens-stemmelse med Spirou-udgiveren Dupuis.
I 1977 offentliggjorde Franquin i Spirou-tillægtet Le Trombone Illustré - som han selv havde formgivet - sine første Idées Noirs (Sorte sider). Da Trombone stoppede efter 30 numre, blev disse 1-2 siders absolut sort humoristiske, geniale gags fort-sat i magasinet Fluide Glacial. I 1978 tog Franquin og Delpor-te ideen op i (a suivre)-tillægget Pendant ce temps Lander-neau, som fortsatte indtil 1979.
Franquin har desuden deltaget i udformningen af Frédéric Jan-nins Arnest Ringard og Wills Isabelle. Desuden har han tegnet et utal af korte historier, enkeltgags og illustrationer, som er genoptrykt i album som Cauchemarrant, Noel et l'Elaoin og Le Livre d'Or de Franqiun. I dag tegner han knap så meget som tidligere, men koncentrerer sig hovedsageligt om sine geniale figurer Vakse Viggo og spirillen.
Sidstnævnte genoplivede han i 1987 i albumserien Le Marsupila-mi (Spirillen) i samarbejde med tegneren Batem og manuskriptforfatteren Greg og senere flere andre. I 1991 blev tegnefilmrettighederne solgt til Disney, der har produceret en række tegnefilm med figuren - men med den afgørende forskel, at den kan tale, hvilket den aldrig har gjort i Franquins serier.
Gabrion, Pierre Yves
Franskmanden Pierre Yves Gabrion er født 1956 og opvokset i Fransk Guyana. Han startede som radio- og avisjournalist, men begyndte i 1978 at tegne små, korte tegneserier til Pistil, Journal de Mickey, Fripounet og desuden redaktionelle illustrationer til aviser og blade.
Fra 1983-85 tegnede han den en-sides gag-serie Les Pensionnaires til det belgiske serieblad Spirou. Hans første albumserier, Amazonia og Tumac Humac udkom derefter på forlaget Milan. I samme periode arbejdede han på en tegnestue, bl.a. sammen med Regis Loisel og Claude Lacroix.
I 1991 påbegyndte han sit storslåede 4-binds-epos L'Homme de Java (Javamennesket) for Vents d'Ouest om ildsjælen Herbert Livingstone, der på sin egen krop gennemlever Darwins teorier om kampen for at overleve.
Han bor i dag i Angoulême, hjemby for den legendariske, årlige tegneseriefestival i Frankrig.
Giardino, Vittorio
Vittorio Giardino blev født 24. december 1946 i Bologna. Selv om han allerede tegnede sine første tegneserier, mens han gik i skole, måtte han vente til 1978 med at få offentliggjort sin første korte historie i magasinet Citta Futura. Indtil da var han beskæftiget som ingeniør. I 1979 leverede han tegneserien om privatdetektiven "Sam Pezzo" til magasinet Il Mago. Den fortsatte i 1982 i Orient Express.
Samme år startede han i dette magasin spændingsserien "Max Friedman". Her skildrer Giardino en tidligere fransk efterretningsagents begivenhedsrige oplevelser, fra han i 1938 modvilligt lader sig indblande i opklaringen af en række mord på modstandsfolk i Budapest. Giardinos udførlige tegninger i de indtil videre to album, "Ungarsk rapsodi" og "Menneskejagt i Istanbul", minder i deres indtrængende ubevægelighed om øjebliksbilleder fra en film. Hans manuskripter, som fremragende blander krimielementer med politiske begivenheder i 30'ernes Europa, rummer et mylder af intriger med en atmosfære, som nemt måler sig med de episke romaners.
I 1983 begyndte Giardino sin tredje tegneserie i magasinet Glamour. Denne serie, "Little Ego", skildrer en ung piges stærkt erotiske og eventyrlige drømme i billedfølger inspireret af Winsor McCays "Little Nemo". Som kriminalspecialist og -fan har Giardino også illustreret Boileau og Narcelacs roman "Le Soupcon". I 1988 udkom en samling af Giardinos korte historier til (a suivre) under titlen "Vacances Fatales", hvoraf halvdelen er udkommet på dansk med titlen "Fatale ferier".
Senest er Giardino gået i gang med et nyt episk flerbindværk om "Jonas Fink" til det italienske magasin Il Grifo - en historie i tre eller fire bind om det kommunistiske Tjekkoslovakiet med udgangspunkt i Prag i 1950'erne og udviklingen i de følgende årtier.
Goetzinger, Annie
Annie Goetzinger blev født i 1951 i Paris. 1967-71 gik hun på Ecole Supérieure des Arts Appliqués, hvor fremstilling af tegneserier indgår i diplomprøven. I 1972 fik hun offentliggjort "Fleur" - en tegneserie om en ung pige - i magasinet Lisette. Året efter startede hun på Pilote, hvor hun tegnede historier af Jacques Lob og Jean-Pierre Dionnet. De er senere samlet i albummet "Curriculum BD".
I 1975 startede hun i første nummer af magasinet Circus sin første lange tegneserie, "Casque d'Or", fulgt af den erotiske "Felina" med manuskript af Victor Mora. Begge gav stemningsmættede skildringer af tiden omkring århundredskiftet. I 1982 fortsatte sidstnævnte i magasinet Pilote. Her tegnede Goetzinger allerede i 1979 til Christins manuskript den forstemmende kvindeskildring "La Demoiselle de la Legion d'Honneur" (Pigen fra Æreslegionen) - første album i en længere række, som har fået serietitlen Portraits Souvenirs. I 1981 fulgte med samme manuskriptforfatter "La Diva et le Kriegsspiel", som skildrer den franske modstandsbevægelses forhør af operadivaen Camille Prévost i 1945, hvor hun står anklaget for angiveligt at have samarbejdet med tyskerne. I tilbageblik beskrives de begivenheder, som fører frem til hendes henrettelse. "La Diva et le Kriegsspiel" er en fremragende tegneserie med dybe rødder i den historiske virkelighed. Forbilledet for divaen er operasangerinden Germaine Lubin, som sang "Isolde" for Hitler i Bayreuth.
Efter dette mesterværk samarbejdede Goetzinger og Christin om albummene "Voyageuse de Petite Ceinture" (Ad egne spor), hvor de beskæftiger sig med indvandrere og racisme i Paris, og "Charlotte et Nancy" (Charlotte og Nancy), som følger to på alle måder vidt forskellige piger og deres karriere inden for modebranchen. I 1989 stod Goetzinger selv for albummet "Barcelonight". Det samme var tilfældet med det følgende Portraits Souvenirs, "Rayon Dames". Til manuskript af Andreas Knigge og sin senere ægtemand, den norske tegneserieredaktør Jn Sveinbjørn Jnsson, har Annie Goetzinger desuden tegnet AIDS-albummet "Die verlorene Zukunft"/"Tapt fremtid"/"L'Avenir perdu".
Guerts, Jean-Richard
Se Janry
Hamme, Jean van
Jean van Hamme blev født 16.1.1939 i Bruxelles. Han blev uddannet som civilingeniør, men skrev alligevel i 1968 sit før-ste tegneseriemanuskript til Paul Cuveliers erotiske tegneseriealbum "Epoxy". Samme år indgik han i redaktionen ved tegneseriemagasinet Tintin og fortsatte her sammen med Cuvelier dennes tegneserie "Corentin" (Kim og Sabu / Corentin Felt).
I 1969 skrev han manuskript til Geris (dvs. Henri Ghion) Mr. Magellan, i 1974 afløste han Greg som forfatter på André Cherets Domino og skrev til Dany albummet "Histoire sans héros" (I dødens skygge) og senere "Arlequin" (Klør Knægt).
1974-78 fulgte manuskripter til 3 Michel Logan-album tegnet af André Beautemps, og i 1977 skabte han sammen med tegneren Grzegorz Rosinski fantasy-serien Thorgal, der er blevet en af Europas mest solgte spændingsserier.
Fra 1983 har han skrevet thrillerserien XIII til tegneren William Vance og "S.0.S Bonheur" til Griffo. I 1990 fulgte albumserien Largo Winch tegnet af Francq.
Parallelt hermed har han skrevet adskillige romaner, film og tv-drejebøger.
Hegerfors, Sture
I 1965 organiserede den svenske journalist, forfatter og
tegner, Sture Hegerfors, sammen med galleriejeren Bo Karlsson,
tegneserieudstillingen Seriernas fantastiska värld i
Stockholm, og den blev opfattet som stærkt provokerende af
datidens kulturarbejdere, pædagoger, psykologer og
sociologer.
For at dæmme op for den ensidige kritik af tegneserier
besluttede Sture Hegerfors at anvende finkulturens egne regalier:
Han stiftede et akademi, som skulle have atten medlemmer og
uddele årlige priser. Blandt de første atten
medlemmer lykkedes det at få både kunstnere,
lærere, forfattere og journalister til at stille op, og
prisuddelingerne blev medvirkende til at løsne op for
kulturelitens nedladende holdning til tegneserier i Sverige.
Svenska Serieakademin har siden hvert år - bortset fra
enkelte år, hvor man ikke har fundet værdige modtagere
- under stor mediedækning uddelt Adamson-prisen til
både en anerkendt interenational og en anerkendt svensk
tegneserieskaber. Svenska Serieakademin er i dag verdens
ældste interesseorganisation for tegneserier.
I 1966 udgav Sture Hegerfors sin første bog om
tegneserier, Svisch! Pow! Sock!, som siden er fulgt af en
række andre værker som Prattbubblan,
Seriöst om serier og Kalle Anka, Mick Jagger och
jag. Senest i 1996 har han i Comics - 100 år med
Tegneserier samlet hele mediets historie på 184 sider i et
værk, som i forbindelse med tegneseriens 100-års
jubilæum udgives simultant i flere lande. Endvidere har han
gennem alle årene skrevet en lang række artikler om
bl.a. tegneserier, ligesom han har arrangeret udstillinger om
seriemediet og produceret en række tv-programmer og serier.
Hegerfors var desuden i en årrække medlem af
Féderation Internationale des Centres de Recherches sur
les Bandes Dessinées, en internationale organisation med
tilknytning til Unesco, som arbejdede med et leksikon over
alverdens serieskabere og -figurer.
I 1976 opbyggede Sture Hegerfors sammen med Bo Karlsson i
Svenska Serieakademins regi et tegneseriemuseum, der indgik i den
Gøteborgske forlystelsespark Liseberg. I museet kunne man
gennem hundredevis af originaltegninger følge
tegneseriemediets udvikling og desuden bl.a. besøge
Fantomets kraniegrotte og Supermans telefonboks i naturlig
størrelse. Selv om der første år var 35.000
gæster på Svenska Seriemuseet, måtte det
allerede i 1978 lukke på grund af ombygning af parken, men
dele af originalmaterialet har siden 1991 kunnet ses på
vandreudstillingen Seriekopplingar, sammensat af Sture
Hegerfors og grafikeren Lasse Åberg, over hele Sverige.
Da Helsingborg i 1985 skulle fejre 900-års
jubilæum fik Hegerfors den ide at lade en international
tegneseriekongres indgå som del af arrangementet. Under
titlen COMICS '85 fik han samlet en fornem række af
internationale koryfæer lige fra Superman-skaberen Jerry
Siegel over Lee Falk, Burne Hogarth, Sergio Aragonés og
Jerry Dumas til André Franquin og Carsten Graabæk.
Siden er kongressen årligt indgået i den store Bok &
Biblioteksmässa i Gøteborg, hvert år med deltagelse
af flere internationale seriestjerner. Fra Danmark har bl.a.
Nikoline Werdelin, Peter Madsen og Peter Snejbjerg medvirket.
Hegerfors er ud over sit formandskab i Svenska Serieakademin
også medlem af Bild och Ord Akademin, som uddeler priser
til informationsarbejdere, der formår at forene tekst og
illustrationer eller ord og illustrationer til en helhed.
Sture Hegerfors er den internationalt mest kendte
skandinaviske tegneserieekspert efter gennem mere end 30 år
at have rejst verden rundt til tegneseriemesser og -kongresser.
Ud over sit journalistiske og organisatoriske arbejde i
tegneseriernes tjeneste har han også selv tegnet små,
humoristiske serier. På hans internetadresse
kan man bidrage
med forslag til punchlines for hans vittighedsserie Smiles
from Göteborg.
(Billedet viser Sture Hegerfors (t.h.) sammen med Lasse Aaberg (t.v.))
Hesseldahl, Morten
Morten Hesseldahl blev født 11. december 1964 i Odense.
Han var med til at starte tegneseriebutikken "Den Blå Bil"
i Odense, som i 1985 blev til tegnestuen med samme navn. Her
virkede han som forfatter og skrev bl.a. albumserien Et
spørgsmål om Wagner (udgivet 1986) og den umoristiske
detektivserie Bernard Bizarre (bragt i Kulørte Sider) til
Thomas Hauge.
I 1984 begyndte Hesseldahl et samarbejde med tegneren Henrik
Rehr, som samme år resulterede i 1-sides-tegneserien
På glatis til det satiriske magasin Kystbane Komix. Derefter
gik de i gang med avisserien Julius, som med sit eventyrlige og
fantasifulde indhold retter sig mod børnelæserne.
Den er senere blevet udgivet i albumformat.
I 1988 leverede Hesseldahl manuskript til Peter G. Heydenreichs
forrygende new wave-thriller Panik i dagbladet B.T. Denne historie
udkom som album i 1989. I 1990 startede samme dagblad
føljeton-publiceringen af Hesseldahl og Heydenreichs nye
new wave-thriller, albumserien Domenica. Samtidig var tegneren
Peter Snejbjerg i gang med at omsætte Hesseldahls manuskript
Magtens privilegium til tegneserie. Denne forrygende tegneserie
fuld af handling og mystik i Ægypten anno 1916 - i kraftig
gæld til Indiana Jones og Fu Manchu - udkom som album i
1991 med titlen Den skjulte protokol. Samme år leverede
Hesseldahl manuskriptarbejde til forlaget Tellerups
skrækhæfte "Slim nr. 7" - inspireret af en af Dennis
Jürgensens børnebøger.
Sammen med tegneren Niels Roland gik Henrik Rehr og Morten
Hesseldahl i 1990 i gang med 5-årsprojektet Danmark besat.
Frem til 1995 fortalte den med en episode om året om livet
i Danmark og danskerne under tyskernes besættelse 1940-45.
Selv om Morten Hesseldahl er for ung til at have oplevet
besættelsestiden, præges hans manuskript af stor
viden om tiden - og af menneskeligt engagement. Danmark besat
blev i 1995 fulgt op med tillægsbindet Svanesang, hvor
Morten Hesseldahl i en spændende og engagerende historie
sammen med tegneren Niels Roland og farvelæggeren Michael
Jensen leverede en kritisk kommentar til det hykleriske
"retsopgør" efter befrielsen i 1945. Et retsopgør,
hvor tyskernes prominente og magtfulde danske samarbejdspartnere
undgik at blive retsforfulgt - i modsætning til de
"små fisk", hvoraf mange blot havde fulgt den danske
regerings henstillinger om at samarbejde med
besættelsesmagten.
I 1996 har Morten Hesseldahl taget hul på en ny
albumserie, Kold krig, som tager udgangspunkt i de storpolitiske
spændinger i verden efter 2. verdenskrig.
Ved siden af arbejdet som tegneserieskaber har Morten
Hesseldahl været særdeles aktiv inden for den danske
forlagsverden. I 1986 udgav forlaget Stavnsager hans fagbog
Erotik og eventyr. Derefter var han i en periode ansat ved det
københavnske pressebureau P.I.B. som redaktionsassistent.
Samtidig var han med til at starte forlaget "Bogsyndikatet"
sammen med Mich Vraae og Jesper Klein. I 1990 fik Morten
Hesseldahl sammen med Niels Roland udgivet lærebogen Vi
laver tegneserier (med tilhørende video) hos bogforlaget
Gyldendal. Her har han siden arbejdet som redaktør.
Huppen, Hermann
Hermann Huppen blev født 17.7.1938 i Beverce, Belgien. Efter afsluttet skolegang arbejdede han som møbeldesigner, tegner, dekoratør og på et arkitektkontor, før han i 1963 leverede 3 L'Oncle Paul-episoder til tegneseriemagasinet Spirou. I spejderbladet Plein Feu fik han i 1965 offentliggjort episoden Histoires en able. Derefter begyndte magasinet Tintins chefredaktør Greg at interessere sig for det unge talent, så i starten af 1966 dukkede den 4-siders "Billet Surprise" op i magasinet. Her løste Interpol-agenten Bernard Prince sin første opgave. Både den og de 5 følgende korte historier var skrevet af Greg og tegnet af Hermann, som han nu signerede sine tegneserier. Parallelt hermed tegnede han også en række korte tegneseriebiografier om bl.a. Crazy Horse, Abraham Lincoln, Sitting Bull og Daltonbrødrene til Tintin. I 1967 blev den første længere Bernard Prince-episode, "Les Pirates du Lokanga" på 23 sider, publiceret. Interpol-agenten var nu blevet eventyrer på de verdenshavene i lystyachten "Cormoran" sammen med protegéen Djin og den barske, whiskydrikkende sømand Barney Jordan. Efter endnu en episode på 22 sider blev den første episode i albumlængde publiceret, fulgt af yderligere tolv, to korte historier og tre ligeledes korte til pocketbogformat. I 1977 opgav Hermann arbejdet med denne efterhånden fremragende tegnede, herligt detaljerede og forbilledligt fortalte eventyrserie for at hellige sig andre projekter. Bernard Prince blev derefter tegnet af Dany, som havde særdeles svært ved at leve op til forgængeren. I 1967 påbegyndte Hermann desuden en anden albumtegneserie i Tintin, Jugurtha skrevet af Jean-Luc Vernal. Denne serie om den numidiske prins blev hurtigt udsat for offentlig kritik, fordi Vernal ikke fulgte den traditionelle historieskrivning om romernes sejr over numidierne. I stedet for Sallustius' "Bellum Jugurthinum" brugte han den afvigende "Jugurtha humain" som kilde. Efter 2 album, som afsluttes med, at Jugurtha fængsles og føres til Rom, opgav Hermann arbejdet på denne glimrende tegnede, historiske eventyrserie. I 1976 blev serien videreført af Franz, stadig med tekst af Vernal, som lader Jugurtha undslippe fra Rom og sender ham på rejse for at finde et nyt land til sit folk. Disse fiktive eventyr om den historiske Jugurtha har efterhånden opnået en speciel kvalitet med stor succes til følge i det fransksprogede område. I 1969 startede Hermann sammen med Greg sin tredje serie til Tintin. Da de konkurrerende magasiner Pilote og Spirou havde taget fat på westerngenren i henholdsvis Blueberry og Jerry Spring, følte Tintins redaktion sig forpligtet til det samme. Det blev til Comanche (Red Kelly) - et westernepos over 10 album, som rangerer blandt tegneseriehistoriens bedste. I 1990'erne har Greg genoplivet serien i foreløbig 3 album, tegnet af Michel Rouge. I 1979 publicerede Métal Hurlant Hermanns Jeremiah, som han selv skrev og tegnede. Denne overbevisende blanding af postatomar SF og westernfiktion blev samme år fortsat i den franske "aflægger" af det vesttyske magasin Zack, Super-As. Efter at have forladt Tintin tegnede Hermann sin nye serie for det vesttyske forlag Koralle. Da Zack stoppede, overtog Ehapa og Carlsen albumudgive1sen. I forhold til sine tidligere tegneserier skaffede Hermann sig fortællemæssig frihed i Jeremiah. Samtidig blev hans tegnestil og sideopbygning mere utvungen og løs. I en yderst sparsom og økonomisk stil leverede han i 1980 børnetegneserien Nic (Lille Nic i drømmeland) med tekst af svogeren Morphé til Spirou. Tydeligt inspireret af Winsor McCays Little Nemo skildrer den en lille drengs fantastiske drømme i tre hyggelige og underfundige album. Parallelt med Jeremiah skrev og tegnede Hermanns den dramatiske, engagerende middelalderserie Les Tours de Bois-Maury (Tårnene i Maury-skoven). Det er vel nok Hermanns til dato bedste, mest vedkommende og menneskeskeligt komplicerede værk. Som alle hans tidligere tegneserier er den præget af megen vold, der også her indgår som en nødvendig og naturlig del af person- og miljøbeskrivelsen. Denne albumserie sluttede med bd. 10, "Olivier", hvor hovedpersonen, ridder Aymer dør kort før han får øjenkontakt med tårnene på det fædrende gods, som han langt om længe har genvundet. Ligesom Joe Kubert var Hermann en god ven af bosnieren Ervin, som også var hans litterære agent. Under belejringen af Sarajevo, hvor Ervin boede, sendte han også telefax om den faktiske situation til Hermann, hvilket afstedkom albummet "Sarajevo Tango". Her udtrykker Hermann sin indignation over den vestlige verden og FN's svigt og hykleri over for de krigsramte lande i eks-Jugoslavien i fremragende tegneserieforløb, som i en sammensmeltning af nådesløs realisme og grov satire formidler en desillusioneret og tragisk historie. I 1982 udgav Editions Alain Littaye bogen "Hermann", som ved siden af et udførligt interview også viser en hel del af Hermanns utallige illustrationer og bogomslag. I 1989 udgav Interpresse albummet "Sære fortællinger" med 4 absolut voldelige og skrækindjagende, korte tegneserier af Hermann.
Janry
Jean-Richard Guerts blev født i 1957 i Belgien. Han
startede inden for tegneseriebranchen som assistent for Francis,
Greg, Turk, De Groot og især Dupa.
I 1981 overtog han sammen med Tome den humoristiske
eventyrserie Spirou et Fantasio (Splint & Co.), som siden
André Franquin forlod den i l968 havde været i
hænderne på Jean-Claude Fournier, Raoul Cauvin/Nic
Broca og Yves Chaland.
Indtil 1987 skrev og tegnede Janry og Tome serien i
fællesskab og gav den igen det dynamiske udtryk, som havde
præget Franquins mesterlige version. Ligesom han forstod de
også at krydre de originale og spændende historier
med spidsfindig humor og intelligente gags. Samtidig moderniserede
de serien og bibragte den mere dynamisk action og større
farlighed i spændingsmomenterne.
Fra 1987 har Tome skrevet og Janry tegnet Spirou et Fantasio.
I fællesskab skriver og tegner de dog stadig serien Petit
Spirou (Den lille Splint), som i gagform siden 1987 har fortalt
om figurernes barndom.
Jensen, Michael
Michael Jensen blev født i 1960. 1977-78 tilbragte han
i USA, bl.a. med at studere Remington og Russells westernmalerier.
Derefter studerede han videre i Danmark, aftjente sin
værnepligt som garderhusar 1980-81 og arbejdede så i
3 år på Krogerup Højskole.
Samtidig var han begyndt at tegne tegneserier, og i 1984 udkom
- med Bo Bjørnvig som manuskriptkonsulent - første
del af albumserien Lykkeridderne. Den fortæller i bedste
Dumas-stil og på grundlag af grundig historisk research om
tre danske bønderkarle, der bliver lejesoldater i Tyskland
under 30-årskrigen først i 1600-tallet. Efter de 3
album, I fjendens sold, I Wallensteins lejr og Møde ved
Breitenfeld, bragte udgiveren, forlaget Carlsen, serien til en
forhåbentlig midlertidig afslutning i 1987 - midt i et
episk forløb med masser af løse tråde. Michael
Jensens streg virker i denne serie ikke umiddelbart tillokkende,
men ved nærmere bekendtskab viser den sig at formidle
både menneskeskæbner og historiske tableauer flot,
så man som læser ikke undgår at blive engageret.
I 1986 blev Michael Jensen medlem af
tegnestuefællesskabet Gimle i København. Her tegnede
han samme år bl.a. Mordet i Finnerup Lade til Viborg
Stiftsmuseum. I 1987 medvirkede han ved forlaget Bogfabrikkens
tegneserie-antologi København med en historie om den
danske konge, Chr.IV. Da Lykkeridderne stoppede begyndte han at
farvelægge for kollegerne på tegnestuen. Bl.a. har
han farvelagt Niels Rolands serie Gunnar og Frank Madsens Kurt
Dunder i Afrika.
I 1991 udkom Michael Jensens indtil videre bedst tegnede, mest
stilsikre solo-album, Bruderov i Böhmen - en herlig,
uforpligtende og underholdende røverhistorie og
forvekslingskomedie. Den foregår ligesom Lykkeridderne i
starten af 1600-tallet og henlægger sin handling til egnen
omkring Prag.
Efter afslutningen af Danmark besat udkom i 1995
tillægsbindet Danmark befriet med titlen Svanesang.
Også den var skrevet af Morten Hesseldahl og tegnet af
Niels Roland. Derimod var Henrik Rehr som farvelægger
erstattet af Michael Jensen, som udførte arbejdet på
fremragende vis, hvilket han er fortsat med i Hesseldahl og
Rolands nye albumserie, Kold krig.
Jodorowsky, Alexandro
Alexandro Jodorowsky blev født i 1930 som søn af russiske emigranter i Iquigue i det nordlige Chile. Han gik i skole i Santiago, studerede psykologi og filosofi i to år og vendte sig så mod teateret. I en alder af 23 år var han leder af en gruppe på 50 skuespillere. To år senere rejste han til Paris for at få uddannelse hos den berømte mimiker Etienne Decroux, som han senere skrev et drama til. Tilbage i Latinamerika skrev han et surrealistisk teaterstykke sammen med Leonora Carrington, Max Ernsts kone.
I midten af 60'erne begyndte Jodorowsky at interessere sig for fantasy og skrev til det franske magasin midi-minuit fantastique. I Paris udkom hans roman "Le Locataire", som blev filmatiseret af Roman Polanski i 1976 som "Den nye lejer", ligesom også Jodorowskys første film - bygget over Thomas Manns fortælling "Die vertauschten Köpfe" - havde premiere her. Derefter fulgte filmene "Fando y Liz", "El Topo", "Montana Sacre" og "Tusk", hvoraf et par stykker har opnået kultstatus.
Mens han arbejdede på drejebogen til filmatiseringen af Frank Herberts SF-epos "Dune", som han skulle have instrueret, mødte Jodorowsky i 1976 Moebius/Jean Giraud i Paris. Til ham skrev han tegneserien Les Yeux du Chat og det stort anlagte SF-epos i 6 bind, John Difool - om en naiv privatdetektiv, som engang i fremtiden ved et tilfælde bliver nøglefigur i et makabert spil om planetens fremtid. Det amerikanske fagtidsskrift the comics journal kaldte dette samarbejde "a wedding of two great visionary fantasists".
Jodorowsky havde allerede skrevet tegneseriemanuskripter siden midten af 60'erne. I Mexico var udgivet 6 hæfter med hans androideventyr Anibal 5 i 1966 - tegnet af Manuel Moro Cid. I 1967 leverede han til dagbladet el heraldo de mexico en tegneserie, som han ikke kun skrev og tegnede. Han optrådte også selv som hovedperson. Serien blev publiceret igennem flere år, hvor den beskrev Jodorowskys kunst, filosofi og igangværende projekter. Om serien har han udtalt: "Jeg kunne ikke tegne i starten, men jeg har taget ved lære, ikke sandt?" Jodorowskys gennembrud inden for tegneseriemediet kom dog først i 1980 med John Difool i magasinet métal hurlant.
Senere har han skrevet SF-fantasy-serien Alef-Thau til Arno og Le Dieux jaloux og L'Ange carnivore til den italienske tegner Sylvio Cadelo (f. 1948). Sidstnævnte har også omsat Jodorowskys La Saga d'Alandor til tegneserie. I 1988 udkom første del af foreløbig fem af hans og tegneren Georges Bess' stort anlagte tegneserieepos Le Lama blanc (Den hvide lama) som album hos Les Humanoides Associes - med buddhisme og tibetansk mystik som ingredienser. Samme år skrev Jodorowsky Avant l'Incal til tegneren Zoran Janjetov. Her fortælles om den unge John Difools oplevelser i foreløbig fire album. Til tegneren Juan Gimenez har han desuden skrevet La Caste des méta-barons (Metabaronernes kaste), og sammen med Moebius og Jean Annestay leveret en nøgle til John Difool's univers, "Les Mystères de l'Incal".
I 1990 har Jodorowsky genoptaget Anibal Cinq, men nu tegnes serien om den James Bond-agtige cyborg af Georges Bess. Sammen med Moebius gik han i 1992 i gang med den nutidige komedie om treenigheden, Le Coeur couronné (Det kronede hjerte). Samme år skrev han La Cathédrale invisible (Den usynlige katedral, første bind om Månemanden) til Boucq. Desuden har Jodorowsky skrevet La Passion de Diosamante til tegneren Jean-Claude Gal.
Juillard, André
André Juillard blev født 9. juni 1948 i Paris, hvor han senere gik på kunsthåndværkerskolen. I 1974 startede hans første tegneserie, "La Longue piste de Loup Gris" - skrevet af Claude Verrien - i magasinet Formule 1. Samme år begyndte han at tegne for samme forlags nye magasin Djin, bl.a. tegneserien "Roméo et Juliet". To år senere havde han faste serier i begge magasiner. Formule 1 publicerede hans "Bohémond de Saint-Gilles" (Korstogsridderen) med manuskript af Verrien, og til Djin tegnede han i samarbejde med Didier Convard og til Pégé og Jacques Josselins manuskript "Les Missions d'Isabelle Fantouri" (Anabelle Ami).
Parallelt hermed tegnede han et større antal korte historier - bl.a. også til magasinerne Fripounet og Pif. I sidstnævnte startede i 1980 hans historiske eventyrserie "Masque Rouge" (Røde Maske) skrevet af Patrick Cothias. Her er hovedpersonen en maskeret hævner, som kæmper de undertryktes sag. To år senere videreudviklede han dette tema sammen med Cothias. I magasinet Circus præsenterede han sit foreløbige mesterværk, "Les 7 vies de l'épervier" (Spurvehøgen), som foregår i Frankrig i tiden omkring mordet på Henrik IV, og som foregriber begivenhederne i "Masque Rouge". Efter afrundingen af dette engagerende og spændende episke forløb i 7. album har Cothias og Juillard fortsat serien i en ny cyklus, "Plume aux vents" (Ariane), i 1995. Andre tråde til dette store, indviklede og vidtspundne epos finder man i albumserierne "Le Fou de Roy" og "Coeur-Brlé", begge skrevet af Cothias og tegnet af henholdsvis Brice Goepfert samt Dethorey og Michel Méral, og i David Prudhommes "Ninon secrte".
I 1983 tog Juillard til manuskript af Jacques Martin udgangspunkt i Napoleonskrigene i serien "Arno". Den startede ligeledes i Editions Glénats Circus, men rykkede i 1985 over i samme forlags historiske tegneseriemagasin Vécu. Det samme gjorde de følgende episoder af "Spurvehøgen". Efter 3 album overlod Juillard tegnearbejdet på "Arno" til Denoel. I 1988 tegnede Juillard desuden "Le Tonkinois" skrevet af Rodolphe til forlaget Futuropolis. I 1995 stod han selv for "Le cahier bleu", som udspilles i Paris 1992. Juillard har desuden sammen med bl.a. Baru bidraget til antologien "Le Violon et l'Archer".
Kuijpers, Henk
Henk Kuijpers blev født 10. oktober 1946 i Haarlem,
Holland.
Inspireret af Tillieux, Hergé og Franquins album
udarbejdede han i 1973 - efter at have afsluttet et
sociologistudium - sine første tegneserier til magasinet
Pep og blev straks tilbudt en kontrakt.
Efter to korte historier dukkede hans tegneserieheltinde
Franka op i sin første historie af albumlængde i
1974. Denne spændende og eventyrlige tegneserie med
udgangspunkt i et atmosfæremættet, omhyggeligt og
detaljeret beskrevet Rotterdam, præges både af ligne
claire og Marcinelle-stilen. Historierne er udarbejdet med omtanke
af Kuijpers selv og placerer sig via tilbagevendende bifigurer
inden for sit eget, lukkede univers.
Sammenlignet med Roger Leloups Yoko Tsuno og Francois
Walthérys Natacha rummer Kuijpers' heltinde mange flere
nuancer som figur - og ikke mindst som kvinde - betragtet. I
modsætning til sine to kvindelige kolleger i heltindefaget
er Franka imidlertid kun blevet en begrænset succes uden
for hjemlandets grænser. Faktisk er serien kun slået
an i Holland og Danmark.
Leloup, Roger
Roger Leloup - ved siden af Edgar-Pierre Jacobs, Jacques
Martin og Bob de Moor en af de mest succesfulde
repræsentanter for Hergé-skolen - blev født
17. november 1933 i Verriers, Belgien. Efter et kunststudium blev
han i 1950 assistent for Jacques Martin som ansvarlig for
baggrundstegningerne i tegneserien Alix. 1955-69 arbejdede han i
Studio Hergé, hvor han varetog tegningerne af tekniske
detaljer i Tintin. F.eks blev flyet "Carreidas" i
"Flight no. 714 til Sydney" til efter hans udkast.
I 1969 fik Leloup publiceret sin første
egenproduktion, tegneserien M. Bouffu i magasinet j 2 jeunes.
Gennembruddet fik han året efter med Yoko Tsuno i magasinet
spirou. Serien startede med 6 korte historier - for de
førstes vedkommende skrevet af Maurice Tillieux - hvori
læserne blev præsenteret for et tv-hold på tre
personer og deres fælles eventyr. Snart trådte den
japanske elektronikspecialist Yoko Tsuno dog frem som seriens
heltinde med de to mænd i gruppen som væsentlige
bifigurer. I den første historie af albumlængde,
"Nærkontakt i jordens indre", holdt SF-elementet,
som kom til at præge flere af de følgende album, sit
indtog i serien.
Hergés indflydelse mærkes tydeligt i Yoko
Tsuno, som dog også er præget af Marcinelle-stilen.
Men man savner den dynamik, som præger Franquin og Tillieuxs
værker, fordi de lidt for moralske historier ofte fortaber
sig i beskrivelser af teknik.
McDonnell, Patrick
Hvert år modtager tegneseriebureauer over hele verden tusindvis af forslag til nye tegneseriestriber. Tegnerne håber naturligvis at se deres værk i aviserne, men det lykkes kun for de færreste - og endda oftest kun i den lokale presse. At få udgivet striberne i albumform på flere kontinenter er kun de virkelige mestre beskåret.
For amerikaneren Patrick McDonnell er det hele lykkedes på få år med Mutts (Mis og Fister). Serien er andet og mere end blot en ny variant af tegneseriemediets evigt populære "Funny Animals"-genre. På overfladen drejer den misvisende enkle struktur i Mis og Fister sig om Fisters hengivenhed over for sin herre Osvald og den lille hunds usædvanlige venskab med nabokatten Mis.
Historierne om Mis og Fister - plus den geskæftige fugl Ib, den sørgeligt stavnsbundne akvariefisk Bent og deres menneskelige bofæller - synes forudbestemt til at få en hædersplads på køleskabsdøren hos læsere, som deler deres hjem med firbenede, skællede eller fjerklædte venner. Men præcis som McDonnells vigtigste inspirationskilder, klassikeren Krazy Kat af George Herriman og de første årgange af Charles Schultz' Peanuts (Radiserne), er Mis og Fister en tegneserie, der er skabt til at kunne nydes på mere end ét plan.
Mis og Fister får folk til at le, men mange af McDonnells gags har også subtile filosofiske undertoner. Seriens på en gang umiddelbare humor kombineret med dens underfundighed er formentlig forklaringen på, at millioner af mennesker, uanset alder og baggrund, allerede har taget de "sjove dyr" til sig.
McDonnell har i mange år været en eftertragtet illustrator i en række store amerikanske blade som New York Times, Reader's Digest og Time - og i ti år har han tegnet en månedlig stribe, Bad Baby, til et amerikansk blad for nybagte forældre. Mis og Fister er hans første daglige stribe, og den fortællerytme passer ham godt:"Nu har jeg omsider, hvad jeg altid har ønsket mig", siger han, "en daglig stribe - et blivende hjem for alle mine firbenede venner". McDonnell bor sammen med sin egen hund, Fister, i New Jersey vest for New York.
Mis og Fister er den første tegneserie, der på dansk er udgivet på dåse. I 1996 udgav Carlsen Comics et 32 siders miniaturealbum med flere striber om Mis og Fister - indkapslet i en elegant, lille dåde af samme størrelse som en dåse tomatkoncentrat.
Milton, Ingo
Ingo Milton blev født i 1954. Allerede i 1972 fik han
publiceret sin og broderen Freddys krimistrip Zenit i dagbladet
Jyllands- Posten. I 1977 forlod han
kunsthåndværkerskolen i Kolding og arbejdede herefter
på reklamebureu.
I 1980 var han med til at danne tegnesetuefællesskabet
Gimle i København, og 1983-86 arbejdede han med layout
på Valhalla-tegnefilmen.
I 1987 deltog han uden at vinde i dagbladet Ekstra Bladet's
tegneseriekonkurrence, men konkurrencebidraget Skyggen - efter
H.C.Andersens historie - blev samme år bragt som
føljeton i det konkurrerende dagblad B.T. I 1993 udkom
denne personlige og flot gennemarbejdede tegneserie i et
albumformat, som fremhævede den afbalancerede sort/hvide
grafik og de stemningsfulde miljø- og
interiørskildringer.
I samme stil begyndte Ingo Milton i 1989 at udvikle sin
tegneserie fra 1400-tallets Danmark, Narrenes hat. Projektet, som
i mellemtiden har skiftet titel til Skalken Joff, udgives nu med
første bind i albumformat i efteråret 1996, farvelagt
af Lasse Holm.
Siden midten af 80'erne har Ingo Milton via reklamebureauet
Advance har haft tilknytning til LEGO. Denne tilknytning er bl.a.
resulteret i små instruktive tegneserier, som beskriver
anvendelsen af Lego's legetøj i de årlige kataloger.
Desuden har han i en årrække farvelagt albumforsider
for forlagene Interpresse og Carlsen.
Manara, Milo
Milo Manara blev født 12.9.1945 i Luson i den italienske Bolsano-provins. Han ville være kunstmaler og studerede i Mala-ga hos den spanske billedhugger Berrocal. I slutningen af 60erne opdagede han "voksen"-tegneserierne i form af franske udgi-velser som Guy Pellaerts "Jodelle" og Jean Claude Forests "Barbarella" og begyndte at interesserede sig for tegneseriemediet som udtryksform.
For at tjene penge tegnede han 1968-71 for de italienske fumettineri-hæfter Genius, Terror og Jolanda Almaviva. Han færdiggjorde i gennemsnit to historier om måneden, og denne bibeskæftigelse tillod ham at studere arkitektur ved universitetet i Venedig.
Derefter skabte han sammen med Silverio Pisu det satiriske magasin Telerompo og begyndte så i 1974 at arbejde for magasinet Corriere dei Ragazzi. Til manuskript af Milo Milani tegnede han "Il Fumetto della realta" og i 1975 "Parola alla Giuria".
Til manuskript af Pisu skabte han i 1976 til magasinet Alter Linus tegneserien "Lo Scimmiotto" (Abekongen) efter en 400 år gammel kinesiske legende. Denne grafiske roman blev offentliggjort i det franske magasin Charlie og åbnede de franske forlags øjne for Manaras talent.
Ved siden af en del korte historier, som afspejlede Manaras maoistiske engagement - bl.a. til det franske magasin Pilote - blev han medarbejder hos forlaget Larousse på "Histoire de Fran-ce en bande dessinée" og "La Découverte du Monde" 1977-79.
Gennembruddet kom i 1978 med tegneserien H.P. og Guiseppe Bergman i (a suivre), hvor helten bryder op fra hverdagens fortrædeligheder og drager ud på jagt efter det store eventyr - ved Orinocos øvre løb, hos revolutionære i junglen, i armene på en blond nymfoman og i sine egne narko-fantasier. Konstant dukker H.P. op i billederne med kryptiske bemærkninger - et portræt af Manaras forbillede Hugo Pratt, som med Corto Maltese har skildret eventyret i sin renkultur.
Manara har skabt 3 bind mere i denne overordentligt smukt teg-nede men svært tilgængelige grafiske romanserie: En forfatter søger seks personer, Dies Irae og Eller en drøm. I alle 4 bind er erotikken en fast bestanddel af eventyret i form af velskab-te, letpåklædte piger, som konstant pirrer den frustrerede helt.
Til Pilote leverede Manara i 1981 den absurde westernserie "Quatre Doigts" (Papirmanden), hvor han for første gang viste sig som en glimrende farvelægger. Tidligere havde han kun vist sit talent som fremragende sort/hvid-fortæller.
Til (a suivre) frembragte Manara en række korte historier med pornografisk tilsnit, som senere blev udgivet i albummet "Trompeuse Apparence" (Skinnet bedrager).
L'Echo des Savanes bragte hans historie om kvinden, der bliver seksuelt stimuleret via fjernstyring, "Le Declic" (Kli-k-toris). Den blev senere filmatiseret af Jean-Louis Richard.
Manaras mest vidtspændende og smukkeste værk blev til i manuskriptsamarbejde med "læremesteren" Hugo Pratt - "Estate Indiana" (Indian Summer), som blev publiceret i det italienske magasin Corto Maltese.
Indian Summer fortæller over 144 sider om banale, men for de implicerede dramatiske begivenheder i Kanaan i New England i l600-tallet. Sex og erotik er også væsentlige ingredienser i dette episke og kunstneriske mesterværk - men her brugt til at berette om menneskeligt snævertsyn og indestængte følelser, som får frit løb.
I 1990 overførte Manara i samarbejde med filminstruktøren Fedrico Fellini et af dennes ikke-realiserede filmprojekter til tegneserie. Rejsen til Tulum, som den hedder i den danske oversættelse, indeholder elementer fra en lang række Fellini-film og "forener surrealismen og modernismens erfaringer med massemediekunstens krav om detaljeret naturalisme", som der stod i en foromtale i Politiken.
I 1995 nåede Hugo Pratt kort før sin død at færdiggøre manuskriptet til El Gringo, som Manara illustrerede og som bragte mindelser om Indian Summer.
I dansk oversættelse foreligger desuden i serien "Vovehalsene" fra 1980 Manaras "Den afskyelige snemand" skrevet af Alfredo Castilli. Den udkom oprindeligt i serien "Un Uomo un'Avventura" i 1978 med titlen "L'Uomo della nevi". Desuden er udgivet den utilsløret pornografiske "Il Profumo dell'invisibile" (En duft af karamel) fra 1986 samt Jean-Pierre Enards roman "L'Art de la Fessée" (Kunsten at give en endefuld) fra 1988 med saftige il-lustrationer af Manara.
Endelig blev Milo Manaras "Candide camera" (Skjult kamera) publiceret i L'Echo des Savanes i 1988.
Mézières, Jean-Claude
Jean-Claude Mézières blev født 23. september 1938 i Paris. Som 15-årig gik han på Ecole des Arts Appliqués. To år senere solgte han sine første tegninger til forlaget Fleurus, og året efter meldte tegneseriemagasinet spirou sig som aftager. I 1961 blev han beskæftiget som tegner i forlaget Hachettes studio, hvor han bl.a. leverede illustrationer til 5-bindsværket "Histoire des Civilisations". Derefter begyndte han i 1963 at arbejde med reklame.
I 1965 tog han et halvt år til USA, hvor han mødte barndomsvennen Pierre Christin. Med ham som forfatter tegnede Mézières derefter en række korte tegneserier, som ved Jean Girauds mellemkomst i 1966 blev solgt til tegneseriemagasinet Pilote. Derefter fulgte yderligere en række korte arbejder med ide og/eller tekst af Fred, Reiser, Lob og Goscinny. I november 1967 offentliggjorde Pilote så første episode af Mézières og Christins SF-tegneserie "Valérian" (Linda og Valentin). Denne historie, hvor Valérian (Valentin) møder sin senere ledsager Véronique (Linda) for første gang, udkom dog først i albumform i 1983 sammen med flere korte historier - udgivet på dansk i 1984 med titlen "Fortællinger fra rummet". Først den anden historie i serien om de to agenter i tid og rum, "Storbyen der druknede", udkom som album hos Dargaud efter føljeton-publicering i Pilote. Siden 1970 er der udkommet 15 album. Desuden er 5 af de i alt 7 korte historier fra perioden 1969-70 - produceret til Dargauds pocketbog-serie Super pocket Pilote - udkommet på dansk i bogen "Ad rummets veje".
Efterhånden som Pilote ændrede sin redaktionelle linie og i højere grad rettede sig mod et mere modent publikum, udviklede Christin og Mézières ligeledes "Valérian" i samme retning. Eventyrene fra universets forskelligartede civilisationer tjente i stadig stigende grad som fantasifulde reflektioner af problematiske forhold i den verden, vi lever i. Mézières afpassede sin stil efter disse nye tendenser, frigjorde sig hurtigt fra den traditionelle fransk-belgiske eventyrstil og gav sin tegneseriegrafik et friere, mere eksperimenterende udtryk. De grafiske raffinementer blev dog aldrig - som man oplevede det hos andre Pilote-tegnere i starten af 70'erne - et formål i sig selv. De stod altid i den episke fortællings tjeneste. I 1991 udkom Linda og Valentins galaktiske leksikon "Les Habitants du ciel", som i 1993 forelå i dansk oversættelse med titlen "Folk og fæ i himmelrummet". Ud over at være et underholdende, fiktivt leksikon giver det et godt indblik i Christin og Mézières detaljerede arbejdsproces, når de skaber albummenes fantasifulde, men troværdige SF-miljøer.
Ved siden af "Valérian" arbejder Mézières også med reklame, tegner bogforsider og plakater. Desuden tegnede han korte historier til Fluide Glacial nr. 5 og 34 og til Métal Hurlant nr. 7, 41 og 50. Sammen med Christin leverede han i 1987 den tæt illustrerede, fiktive dokumentarfortælling "Lady Polaris". I 1981 udgav forlaget Pepperland albummet "Mézi avant Mézières", en samling af hans tidlige arbejder. I 1990 arbejdede Christin og Mézières en overgang for forlaget Les Humanoides Associes med at udvikle unge talenter i albumserien Canal Choc, bl.a. udført af Aymond, Labiano og Chapelle - i starten assisteret af Moebius og andre etablerede tegnere.
Pini, Wendy & Richard
Den amerikanske tegner Wendy Fletcher blev født i 1952. Hun fik sin første tegneserie offentliggjort i fanzinet Antares, som blev udgivet af hendes daværende ven, Gary Walker.
I 1972 giftede hun sig med Richard Pini (f. 1950). Seks år senere skabte hun med ham som medforfatter den episke fantasy-serie "Elfquest" (Elverfolket) - stærkt inspireret af Ralph Bakshis tegnefilm "Wizards" (Krigens troldmænd), som de så i 1977.
De store, amerikanske tegneserieforlag Marvel og DC afslog imidlertid at udgive serien med den begrundelse, at den ikke var tilstrækkelig kommerciel. Det lille forlag Power Comics turde godt løbe risikoen og sendte derfor det første hæfte på markedet i et oplag på 5000 eksemplarer. Wendy og Richard Pini var dog så skuffede over trykningens kvalitet, at de lånte penge af familie og venner, så de selv kunne udgive hæfte nr. 2. Forlaget kaldte de WaRP Graphics (Wendy and Richard Pini).
Da "Elfquest" sluttede i 1988 med episoden "Blue Mountain", lå førsteoplaget pr. nummer på omkring 50.000 eksemplarer. Da de fem første hæfter blev farvelagt og udgivet samlet i bogform, blev førsteoplaget på 3000 eksemplarer udsolgt på 10 dage.
Hæfteserien Elfquest nåede på 12 år at blive en af tegneseriehistoriens største successer, selv om den blev distribueret via direct sales ordningen. I kølvandet på hæftets succes er fulgt flere Elfquest-portfolier og utallige merchandise-artikler, bl.a. figurer og T-shirts, og der går vedholdende rygter om en filmatisering. I midten af 80erne erhvervede Marvel retten til at genoptrykke serien og sende den i almindelig distribution.
Baggrunden for denne kommercielle succes er eventyret om en gruppe elver i en Tolkien-inspireret verden og deres kamp for at finde en fredelig plet, hvor de ikke behøver frygte truslen fra de intolerante mennesker og andre udyr. Gennem hele historien løber som en bred rød tråd det problematiske kærlighedsforhold mellem krigeren Ilder og den skønne Leetah - fra hver sin elverkultur.
1978-88 koncentrerede Wendy Pini sig fortrinsvis om sin "Elfquest"-saga, men berømmelsen førte diverse tilbud med sig, og i 1980 leverede hun således et bidrag til Marvels prestige-magasin Epic nr. l.
Efter afslutningen på det første epos med Elverfolket (bind 1-20) skabte hun i 1989 en meget rost og berømmet grafisk roman over tv-serien "The Beauty and the Beast" (Skønheden og udyret), hvor hun fik mulighed for at blande romantiske fantasyelementer ind i en såre nutidig spændingshistorie. I 1990 udkom en efterfølger om den blide, bomstærke løvemand og den skønne advokat fra Wendy Pinis hånd.
I starten af 80erne udfærdigede Wendy Pini en række udkast til en tegnefilm baseret på Michael Moorcocks fantasy-figur Elric of Melnibone. De er senere samlet i bogen "Law and Chaos: The Stormbringer Art by Wendy Pini".
I juli 1990 startede Wendy & Richard Pini udgivelsen af et nyt "Elfquest"-epos, der på dansk starter i album 21 og foreløbig når bind 37 ved udgangen af 1996. Samtidig forbereder det succesrige ægtepar et tredje epos samt en film med Elverfolket.
Roland, Niels
Niels Roland blev født 20. juli 1958 i København
og voksede op i Brønshøj. Efter gymnasiet studerede
han filmvidenskab ved Københavns Universitet men
afbrød studiet for at beskæftige sig med malerkunst.
Samtidig arbejdede han bl.a. som postarbejder, autolakerer og
rengøringshjælp på et hospital.
Alt dette førte ham ind på arbejdet med
tegneserier, og i 1986 fik han udgivet sit første album,
"Atelieret", på forlaget Interpresse. Denne samling
historier forholdt sig satirisk til en gruppe 80'er-bohemers
færden - formidlet af en uhyre sikker, udtryksfuld og ren
streg og overskuelig layout. Med Kurt Mortensen som forfatter
tegnede Roland derefter albummet "New Roses Rock", som Interpresse
udgav i 1987. Her hudflettes den danske rockscene i beskrivelsen
af en gruppe bevidstgjorte, venstreorienterede musikere og deres
vej til glimmerrock og berømmelse. Samme år startede
Rolands dobbeltstrip Succes i Ekstrabladet Søndag. I 1988
udkom denne satire over de unge, smarte og succesfulde som album
på Ekstrabladets forlag. Ligeledes i 1988 kunne man i
Rolands album "Firbenenes by", som Interpresse udgav, opleve et
portræt af den generation, der gik i gymnasiet i 1977 - 10
år efter.
I HK-bladet nr. 8/1988 begyndte Niels Rolands humoristiske
halvside om kontormusen Tines hverdag. Fra starten af 1989 kunne
han supplere dette fagforeningsarbejde med den lunt satiriske
historie om den danske arbejder, Gunnar, til SID's Fagbladet -
udsendt som album i slutningen af året som gave til SID's
medlemmer, og senere efterfulgt af yderligere seks, hvoraf de
sidste i samarbejde med forlagene Ultima og Bogfabrikken er
kommet i fri handel. Leder man efter dansk samtidshistorie, dansk
hverdagsmiljø og -design fra 1940 til nu, er der masser at
hente i Gunnar, som iøvrigt er flot farvelagt af Michael
Jensen. Som medforfatter på serien optræder Per
Vadmand. Gunnars "bedre halvdel", Karin, har også fået
sin tegneserie i Rolands streg. Den optræder i KAD's
Kvindernes fagblad.
I 1988 afløste Niels Roland Claus Deleuran som tegner
af den absurde tegneserie Kilroy på forsiden af
Ekstrabladets nu hedengangne tegneserietillæg om
lørdagen. Desuden leverede han serien Kanaliteter til
tv-stationen Kanal 2's medlemsblad.
Med Morten Hesseldahl som forfatter og Henrik Rehr som
rentegner gik Niels Roland i december 1989 i gang med Danmark
besat. Den 9.april 1990, 50-årsdagen for den tyske
besættelse af Danmark, startede 1. episode af denne
albumserie i B.T., som havde iværksat produktionen sammen
med forlaget Carlsens daværende tegneserieredaktør,
Carsten Søndergaard. Serien kom til at omfatte 5 bind - et
for hver af besættelsesårene. De fortæller,
hvad danskerne oplevede og følte igennem "de 5 onde
år". Researchen er foregået via studieture,
bøger og samtaler med mennesker, der husker de 5 år.
Men det har ikke været nemt for de tre skabere både
at holde sig til historiske kendsgerninger og samtidig give
historiens persongalleri eget liv og personlighed. Danmark besat
blev i 1995 fulgt op med tillægsbindet "Svanesang", hvor
Niels Roland og Morten Hesseldahl leverer en kritisk kommentar
til det hykleriske "retsopgør" efter befrielsen i 1945.
Albummet var farvelagt af Michael Jensen. I 1996 påbegynder
Morten Hesseldahl og Niels Roland på en ny albumserie, Kold
krig, som tager udgangspunkt i de storpolitiske spændinger
i verden efter 2. verdenskrig.
Midt i arbejdet på Danmark besat fik Niels Roland udsendt
sin mesterlige motorsportsserie fra 30rnes Nazi-Tyskland, "Guder
før mørket", der endnu en gang beviste tegnerens
evne til at gengive en periodes stil, miljø og mennesker
uhyre præcist. 1. oplag udkom på forlaget Tellerup, 2.
oplag tog Ultima sig af.
Ud over disse tegneserier var Roland i 1987 tilknyttet LEGOs
tegneserieprojekt med to Jim Spaceborn-minialbum som resultat.
LEGO indstillede imidlertid projektet, inden de blev udgivet.
Sammen med Frank Madsen har han leveret 7
matematikundervisningshæfter til Gyldendal, som i 1990
desuden har udgivet Roland og Hesseldahls lærebog og video
i tegneseriemageri, "Vi laver tegneserier".
Niels Roland har gentagne gange modtaget og været
nomineret til Det Danske Tegneseriekonvents pris i flere
kategorier.
Rosinski, Grzegorz
Grzegorz Rosinski er den eneste polske tegner, hvis tegneserier har fået succes i Vesteuropa.
Rosinski blev født 3.8.1941 i Stalowa Wola, studerede kunst i Warszawa og fik sine første tegninger offentliggjort som 16-årig.
Da han forlod kunstakademiet, begyndte han at tegne plakater, pladeomslag og bogillustrationer. I 1968 begyndte han at tegne sine første tegneserier, "Kpt. Zbik" og "Kpt. Zloss" (Kaptajn Kloss). Senere arbejdede han for det første polske tegneseriemagasin, Alfa, og i 1976 for Relax. Derefter blev det belgiske tegneserieforlag Lombard opmærksom på Rosinski og kontaktede ham - bl.a. efter at have bemærket en række tegninger, han under en rejse til Bruxelles havde fået placeret i det belgiske tegneserietillæg Le Trombone illustré.
Rosinskis første tegneserie til det fransksprogede marked blev dog "La Croisière fantastique" - tegnet under pseudonymet Rosek - til forlaget Dupuis' magasin Spirou i 1976.
Til Lombards magasin Tintin skabte han samme år til manuskript af Jean van Hamme den realistiske, veltegnede og underholdende fantasy-serie Thorgal, som senere har skaffet ham flere tegneseriepriser.
I 1980 skabte Rosinski til manuskript af André-Paul Duchateau SF-serien "Hans", der ligeledes blev publiceret i Tintin.
To år efter flyttede Rosinski permanent til Belgien. I 1987 skabte han det store Tolkien-inspirerede fantasy-epos "Le Grand pouvoir du Chinkel" til (a suivre) - igen med manuskript af Van Hamme.
I starten af 1990erne fulgte endnu en fantasy-serie, "Complainte des landes perdues" (Den forsvundne hedes sang), til manuskript af Jean Dufaux, om kongedatteren Sioban.
Smet, Mårdøn
Morten Schmidt - som for nemheds skyld kalder sig Mårdøn Smet - blev født 7. august 1961. Efter folkeskolen begyndte han at tegne tegneserier, men lod sig for en sikkerheds skyld uddanne som stenhugger. I 1979 begyndte Morten Schmidts tegninger og tegneserier at dukke op i forlaget Balder & Brages amatørhæfte På Stribe. Derefter fulgte under signaturen Mårdøn Smet bidrag til andre alternative udgivelser som Danske striber i 1982, Besat af begær i 1983, Dannebrog Comics i 1984 og Blomstrende spaghetti i 1986. I 1983 dannende han sammen med bl.a. Rune Kidde, Frank Madsen, Trine Vester og Peter Kielland-Brandt tegnestuefællesskabet Tegneserieværkstedet. Efter en omskiftelig tilværelse blev det til Pinligt Selskab, hvor Smet arbejdede sammen med bl.a. Teddy Kristiansen, Peter Kielland og Henrik Rehr - indtil 1994 dør om dør med tegnestuen Gimle.
Albummet Spildte Guds ord på Balle-Lars udgivet af Interpresse i 1984 blev Mårdøn Smets første professionelle tegneseriearbejde. Indholdsmæssigt adskiller det sig dog ikke væsentligt fra hans tidligere og senere bidrag til diverse amatør-fanzines. Spildte Guds ord på Balle-Lars er en samling slibrige, pornografiske, bundsjofle ulækkerheder tegnet i en uhyre sikker og udtryksfuld streg. Gennem disse grovkornede og humoristiske tegneserier afsøger Smet ethvert tænkeligt tabuemne som en provokation over for læserne. Han får sikkert mange til at erkende, at de ikke er så frisindede, som de troede. Med samme indfaldsvinkel bidrog Mårdøn Smet til Interpresses magasin Kulørte sider i 1986 og til Bogfabrikkens tegneserieantologier København i 1987 og Danske fristelser i 1988. Ganske andre ulækkerheder blev det til i 1991, hvor forlaget Tellerup sendte det danske skræk-album Slim nr. 7 på markedet. Men også her viste Smet sit talent.
I slutningen af 1985 indtil 17. december 1986 blev Mårdøn Smet sidste tegner på svenskeren Jan Lööfs strip Felix til manuskript af Per Vadmand. Det blev også Mårdøn Smet, som inden for samme tidsrum kom til at afslutte Cosper og Jørgen Mogensens Alfredo - assisteret af bl.a. Jonas Wagner, Trine Vester og Peter Kielland-Brandt. I 1992 var han involveret i Bamse for det svenske Serieförlaget (Egmont).
Og i 1991 begyndte Smet at tegne Mumitroldene - i første omgang til det finske marked. Det blev til en række velfortalte, stemningsfulde og børnevenlige episoder, som forholdt sig loyalt til Tove og Lars Janssons klassiske tegneserie. Efterhånden begyndte Mårdøn Smets egen personlige skabertrang imidlertid at kunne mærkes i serien med den mesterligt fortalte, dynamiske og plastisk udtryksfulde historie Rejsen til Misantropolis/For enden af regnbuen som et helt overdådigt højdepunkt. Dermed bragte han sig selv i så megen uoverensstemmelse med producentens ønsker og det oprindelige koncept, at han måtte forlade projektet. Men Smets danske kolleger forstod at værdsætte indsatsen og kårede hans Mumi-album Den lange vej hjem til årets bedst tegnede på Tegneseriekonventet i 1995.
I øvrigt kårede samme forum hans Sutterøvbamse fra ikke-historien af samme navn fra fanzinet Fahrenheit til bedste tegneseriefigur i 1993. Til samme fanzine har Mårdøn Smet desuden leveret flere voldelige, ulækre, anstødelige tegneseriebidrag siden 1991, bl.a. den plastisk ekspressive, mimisk outrerede gagserie Stig & Martha. Mårdøn Smets indtil videre sidste tegneserie er den forrygende detektivparodi Hieronymus Borsch, som startede i det svenske hæfte Bacon & gg i 1995. Her placerer Mårdøn Smet sig stilmæssigt mellem Misantropolis og Stig & Martha.
Smith, Jeff
"Det bedste, Amerika har givet os siden Steen & Stoffer", har man sagt om Jeff Smiths fabelagtige krydsning mellem realisme og "funny animals". I hjemlandet er Bone da også røget direkte ind på hitlisterne og har allerede vundet adskillige fornemme priser, og nu går serien sin sejrsgang i Europa. Serien om de små "knogledyr" er et hæsblæsende eventyr med lige dele humor, mystik og spænding, som opfylder det gamle udsagn om at kunne læses af alle aldre. Enhver, der har prøvet at løbe hjemmefra blot for at opdage, at verden udenfor er besynderlig og overvældende, vil nyde at følge de tre fætres oplevelser.
Bone er et eventyr. Det gode kæmper mod det onde, både i konkret og overført betydning.
De uhyggelige rottemonstre repræsenterer den fysiske ondskab, men selv de mest grusomme eksistenser rummer muligvis forsonende træk. Det samme gælder for en af fætrene, den hjerteløse forretningsmand Phoney Bone. Godheden selv er den smukke Thorn og hendes bedstemor, som elsker at spise æbletærte og løbe om kap med køer.
Dramaet udspilles i den skovklædte dal, menneskenes land, der for de tre fætre fra Boneville (deres hjemby, som vi ikke får lov at besøge) er en vildt fremmed eventyrverden.
Mange Bone-fans har den opfattelse, at Jeff Smith dukkede op af intetheden, fik en enestående ide og høstede enorm anerkendelse fra den ene dag til den anden. Helt så let er den 36-årige amerikaner dog ikke kommet til succesen.
Faktisk var Bone-figurerne næsten 30 år undervejs, før en større offentlighed fik kendskab til dem og verdensmarkedet åbnede sig for Jeff Smith. Han er født 1960 i McKnees, Pennsylvania, og startede med at tegne sine små "knogledyr" og den unge pige, Thorn, allerede i børnehaven.
Fast besluttet på at blive serietegner, søgte han bevidst ind på statsuniversitetet i Ohio, der udgav en daglig studenteravis.
Ved at melde sig til journalist- og kunststudier sikrede Smith sig adgang til at komme til at arbejde for avisen og under sine fire år på universitetet udviklede han gennem en daglig tegneseriestribe sin ide fra barndommen om nogle tegneseriefigurer, der er fanget i en fantasyverden fuld af mennesker.
Jeff Smith var inspireret først og fremmest af Walt Kellys klassiske Pogo, men også af Carl Barks' Onkel Joakim og Charles Schultz's Radiserne. Man fornemmer ligeledes Charles Dickens' personkarakteristik, brødrene Grimms grusomme eventyr og Tolkiens fantasyunivers i Bone, men forbløffende nok knirker og knager Smiths serie ikke under den tunge vægt af inspirationskilder serien bærer dem med lethed ogfunkler i stedet af sin egen sprudlende energi og charme.
Snart fik de store pressebureauer øjnene op for den bemærkelsesværdige serie, og jagten på Jeff Smith gik ind. Bureauernes redaktører ville imidlertid have ham til at lave mange ting om, bl.a. skulle Bone-fætrene kommunikere gennem tænkebobler i stedet for talebobler "sådan gør Garfield og Nuser jo", som han fik at vide.
Men Jeff Smith ville ikke ændre på sin grundlæggende ide. I stedet lagde han tegneserieambitionerne på is og grundlagde et tegnefilmselskab, der i flere år leverede animation til Hollywood.
I 1991 skulle det være. Jeff Smith besluttede sig for selv at udgive Bone, så han kunne være sikker på, at den ville få den udformning, som han havde tænkt sig.
I to år gik det på bedste beskub Bone druknede simpelthen i mængden af tegneserier i USA. Men fra et solgt oplag på helt ned til 1.000 eksemplarer begyndte der efter ti udgivelser at ske et skred: Oplaget steg fra 3.500 til 5.000, derefter til 8.000, så 15.000, og i løbet af få måneder var det helt oppe på 60.000. Bone er i dag den mest solgte sort/hvide tegneserieudgivelse i USA.
Selv om succesen nu har bredt sig til Europa Bone er slog allerede tidligt i 1995 igennem med et brag i Frankrig, Tyskland og Finland og efteråret 1995 i Danmark og Sverige står Jeff Smith sammen med sin kone og to ansatte fortsat selv for udgivelsen og kontrollerer personligt alle rettigheder, herunder et stigende antal merchandisingprodukter.
Da succesen var ved at tage form, henvendte Walt Disney Productions sig til Jeff Smith for at høre, om de kunne udgive Bone. Han tilbød dem en kort historie, der blev bragt som ekstraserie i et amerikansk Disney-blad. Det er eneste gang, at Bone har været trykt i farver, og Smith gav kun Disney lov til at trykke historien én gang i det bestemte blad hvilket er første gang i historien, at den store koncern har udgivet en tegneseriefigur, som de ikke ejer alle rettigheder til.
Jeff Smith foretrækker Bone i sort!hvid, selv om han godt er klar over, at der er visse læsere, han dermed ikke får i tale. "Men", som han siger, "Steen & Stoffer sælger flere eksemplarer end en hvilken som helst anden tegneserie, og den er kun i sort/hvid".
Bone (udtales på engelsk "Båun") betyder "knogle". Navnet henviser til fætrenes knoglelignende udseende, eller, som er kritiker måske mere præcist beskrev dem: "Besjælede udtræk af knogler". Fone har ingen dybere betydning ud over den fonetiske; Smiley derimod betyder naturligvis "smilende", og Phoney betyder "falsk" og "forloren".
Tome
Philippe Vandevelde blev født i 1957 i Bruxelles. Han
startede karrieren som tegner og manuskriptforfatter inden for
tegnefilm og reklame og blev derefter sammen med Janry assistent
for Dupa på dennes serier Cubitus (Fuzzy) og Chlorophylle
(Kloro).
I 1979 begyndte han sammen med Janry at bidrage til magasinet
Spirous sider med spil og opgaver, "Jeuréka". I 1981
overtog Tome, som han nu kaldte sig, og Janry i fællesskab
magasinets titelserie Spirou et Fantasio (Splint & Co.) og viste
sig som værdige arvtagere efter André Franquin.
Humor var der stadig masser af, men historierne var tilsat flere
og farligere spændingselementer, ligesom man også
fornemmer seksuelle spændinger mellem de to køn -
dog på det anstændige plan.
I 1987 overlod Tome tegnearbejdet til Janry og koncentrerede
sig om manuskriptet. Samme år startede serien om figurernes
barndom, Le Petit Spirou (Den lille Splint), som de fortsat
skriver og tegner i fællesskab.
I 1986 begyndte Tome at skrive manuskripter til tegneren Luc
Warnants karikerede spændingsserie Soda - om politimanden
David Salomons desillusionerende opgaver når han ikke
optræder i præsteforklædning over for sin
bekymrede mor. Også den bringes i Spirou. Serien tegnes nu
af Gazzotti.
Tome har desuden leveret manuskripter til Darasses humorserie
Le gang Mazda og til Berthets Sur la route de Selma.
Trudeau, Garry Beekman
Garretson Beekman Trudeau blev født i 1948 i det landlige velhaverområde Saranac Lake uden for New York. Han er sjette generation i en familie af læger, men valgte selv at tage en grafisk universitetsuddannelse ved Yale-universitetet. Hans læge-tiptipoldefar havde dog også satiriske evner, idet han i midten af forrige århundrede blev fordrevet fra New York fordi han lavede statuetter, der karikerede lægestanden - og sammen med en kunstmaler levede en tid sammen med Osage-indianerne.
Sommerferierne fra universitetet brugte Garry Trudeau til at studere verden: Som arkæolog i England, som assistent på den amerikanske ambassade i Madrid, som operatør af et elektronmikroskop på en videnskabelig forskningsinstitution, som fotoresearcher for Time-Life og som assistent for en teaterproducer.
I 1968 skabte han til Yales tidsskrift serie-strip'en "Bull Tales". Hovedpersonen var den højrøstede sportsidiot B.D., som han modellerede over universitetets football-stjerne Brian Dowling, der på denne måde blev berømt på mere end én måde - han blev senere en feteret quarterback for Boston Patriots og bruger i dag en Trudeau-tegning af B.D. på sit visitkort som salgsdirektør i et stort firma.
Året efter overgik serien til Yale Daily News, og Michael J. Doonesbury overtog efterhånden hovedrollen som seriens universelle mr. Good Guy, men omgivet af et forbløffende persongalleri.
I 1970 fik Trudeau serien afsat til Universal Press Syndicate, som 26. oktober startede lanceringen i 29 aviser under titlen Doonesbury. Snart blev strip'en bragt i mere end 400 aviser i USA og indbragte i 1975 Trudeau Pulitzer-prisen - USA's fornemste udmærkelse - som den første tegneserietegner nogen sinde. I dag bringes serien i mere end 1000 aviser.
Flere af de angiveligt opdigtede figurer har ligesom B.D. forbilleder i virkeligheden. Onkel Duke er bygget over forfatteren Hunter S. Thompson, Mike Doonesbury er løseligt bygget over hans værelseskammerat på universitetet, mel-millionærsønnen Charlie Pillsbury fra Minnesota, og feministen Joanie Caucus blev han inspireret til, da hans ældste kusine meddelte, at hun forlod sin mand og sine tre børn midt på en landevej for at realisere sig selv - ifølge Trudeau den tætteste lighed mellem en virkelig person og en figur i serien.
Doonesbury, som i starten gjorde sig lystig over diverse personer fra universitetsmiljøet, tog snart fat på amerikansk inden- og udenrigspolitik og blev til tider sprængfarlig i sin satiriske behandling af stoffet. Konservative aviser har fra tid til anden afsagt serien, og i maj 1972 blev den udsat for censur, da Trudeau lod en af sine personer give justitsminister John Mitchell skylden for massakren på Kent State University. Det samme skete i 1973, da Trudeau lod seriens radiovært, Mark Slackmeyer, dømme Watergate-indbryderen John Mitchell "Skyldig! Skyldig! Skyldig!"
Flere aviser afsagde desuden serien, da den i juni 1985 spillede på forbindelsen mellem Frank Sinatra og den organiserede kriminalitet. Og George Bush havde Trudeau i sin hule hånd fra start til slut - uden nogen sinde at vise hans ansigt i serien. Bush har da også udtalt, at Trudeau er den eneste kritiker, han aldrig vil tilgive. Der var dog også ofre med humor: Nixons medarbejder John Ehrlichman, som faldt i forbindelse med Watergate, undskyldte over for Trudeau at han var nødt til at træde tilbage og dermed ville ødelægge tegneserien ved ikke længere at kunne medvirke.
De eneste striber, hans pressebureau direkte har nedlagt veto mod at distribuere, var abort-sekvensen "Silent Scream", som udelukkende blev trykt i The New Republic.
Alligevel er Doonesbury blevet en slags national institution både som hverdagsstrip og søndagsside og er i flere aviser flyttet fra tegneseriesiden til ledersiden - i øvrigt mod Trudeaus vilje, da han helst ser den placeret på tegneseriesiden.
Han har også ved flere lejligheder lagt sig direkte ud med de amerikanske avisredaktører.Første gang, da han holdt 21 måneders sabbat fra serien - noget, ingen avistegneserietegner nogen sinde havde gjort før. Aviserne var rasende, men da Trudeau genoptog serien mange måneder senere viste det sig, at endnu flere aviser end før ville abonnere på den. Efter Trudeau fulgte bl.a. Gary Larson (Langt ude) og Bill Watterson (Steen & Stoffer), og resultatet af de tre tegneres oprør er blevet, at de fleste avistegneserietegnere nu har fire uges ferie hvert år.
Anden gang var, da aviserne flere år i træk formindskede tegneseriernes format. Til sidst begyndte Trudeau at kræve, at Doonesbury skulle have en bredde på mindst 18,5 cm mod avisernes krav om kun 16 cm. Opfyldte de ikke kravet, ville han ikke levere serien til dem.
Fremstillingen af de daglige striber og søndagssiderne med Doonesbury foregår på den måde, at Trudeau tegner meget nøjagtige blyantstegninger, som han faxer til rentegneren Don Carlton, der bor nær ved hans pressebureau i Kansas City, og som tegner dem efter med tusch. Carlton tegner endog Trudeaus signatur efter. På trods af, at de rentegnede originaler således aldrig har rørt Trudeaus hånd og ikke er signeret af ham personligt, er de stærkt efterspurgte og sælges for 600 dollars stykket. Alle pengene går til hjælpeprogrammer for hjemløse.

Foto fra musicalen "Doonesbury".
I 1983 blev serien omsat til musicalen "Doonesbury" på Broadway, der imidlertid fik blandet kritik, og Trudeau har også skrevet flere tv-film med politiske emner. Størst succes uden for tegneseriespalterne havde han i 1984 med den musikalske anti-Reagan-revy, "Rap Master Ronnie", der turnerede over hele USA i fire år.
Senest er han gået ind i den elektroniske tidsalder med CD-ROM-udgivelser. Den første er "25 years of Doonesbury", hvor man kan finde enhver stribe ved at definere politiske emner eller personer og få nærmere oplysninger om de konkrete begivenheder fra perioderne. Den anden er "The Doonesbury Election Game", et spil, hvor man er kampagneleder og kan vælge mellem nuværende, kommende eller tidligere kandidater og give forskellige Doonesbury-figurer opgaver som led i kampagnen. Alt overskud fra salget af CD-ROM'erne går til organisationer for hjemløse i USA og børn i den tredje verden, ligesom Trudeau altid har doneret hele overskuddet fra merchandisingprodukter med Doonesbury-figurer til velgørenhed.
Trudeau er gift med den utroligt populære tv-journalist og nyhedsoplæser Jane Pauley med hvem han har tre børn, de 11-årige tvillinger Rachel og Ross og lillebror Tommy på 9 år. Børnene har kun lov at se tv én time om dagen i lejligheden med udsigt til Central Park i New York. Hver uge arbejder lægger Trudeau pennen en halv dag for at arbejde som frivillig på et center for hjemløse på Manhattan.
Vance, William
William van Cutsem, som offentliggør sine tegneserier under pseudonymet William Vance, blev født 8.9.1935 i Anderlecht, Belgien. Han afsluttede et studium ved kunstakademiet i Bruxelles i 1956 og arbejdede derefter som reklametegner. I 1962 leverede han sine første tegninger til tegneseriemagasinet Tintin, hvortil han to år senere til manuskript af Yves Duval tegnede den romantiske sejlskibsserie Howard Flynn - kraftigt inspireret af romanerne om Horatio Hornblower. I 1965 fulgte westernserien Ray Ringo skrevet af Jacques Acar og endelig i 1965 - da James Bond-bølgen var på sit højeste - agentserien Bruno Brazil med tekst af Louis Albert (dvs. Greg).
Efter 5 korte historier fulgte i 1968 første album-episode af i alt 9, hvori Bruno Brazil og hans Kaiman-gruppe kæmper mod mafiaen og Sovjets efterretningsvæsen. I det 9. album, "Quitte ou double pour Alak 6" (Kvit eller dobbelt), må gruppen dog se sig besejret. Et par af dem dør, mens andre - deriblandt Bruno Brazil - pådrager sig store kvæstelser. Dermed sluttede redaktøren og forfatteren Greg serien for at hellige sig andre opgaver.
I 1977 udkom de fem korte historier som tiende album, "Dossier Bruno Brazil" - suppleret med nye tegninger og sider, hvor eks-Kaiman Gaucho og efterretningschefen oberst L overvejer, om Brazil igen kan beskæftiges som agent og i den forbindelse mindes hans første sager
Samtidig med Bruno Brazil tegnede Vance serien Bob Morane på grundlag af Henri Vernes' SF-romanserie. Den havde tidligere haft Dino Attanasio og Gérald Forton som tegnere.
Vance tegnede 18 albumepisoder - indtil 1975 til Femmes d'Aujourd'hui og 1975-79 til Tintin. Derefter overtog hans assistent og svoger Felicimo Coria serien.
Til Femmes d'Aujourd'hui tegnede han i 1972 en kort westernserie, i 1973 ridderserien "Roderic" med tekst af Lucien Meys og i 1974 startede endnu en ridderserie, "Ramiro", skrevet af Jacques Stoquart.
Selv om Vances tegnestil - der på en gang er grafisk perfekt og bringer mindelser om Letraset-arkenes sterile, præfabrikerede overføringsfigurer - først og fremmest egner sig til realistiske nutidstemaer, tog han i 1976 fat på endnu en historisk serie til samme dameblad, Bruce J. Hawker. Dette romantiske, spændingsfyldte sejlskibseventyr fra starten af 1800-tallet - præget af imponerende, detaljerede tegninger af store og små sejlskibe, stemningsmættede miljøer og storladne landskaber - fortsatte i Tintin i 1979.
I 1983 skabte Vance til manuskript af Jean van Hamme agentserien XIII til Spirou. Efter 1985 fortsatte den som albumudgivelse fra Dargaud, og alene i det fransksprogede område venter mere end 100.000 inkarnerede læsere spændt på hvert nyt bind i den nervepirrende thriller.
Vance har også genoptaget "Ramiro", nu både skrevet og tegnet af ham selv.
Vandevelde, Philippe
Se Tome
Watterson, Bill
Bill Watterson blev født i 1958 i Ohio, hvor han voksede op i Chagrin Falls. Efter eksamen i statskundskab fra Kenyon College i Gambier, Ohio, hvor han i fire år leverede politisk satiriske cartoons til college-bladet, blev han ansat som satirisk tegner ved Cincinatti Post. Efter seks måneders prøvetid blev han afskediget, fordi redaktøren ikke var tilfreds med hans arbejde.
I 1980 begyndte Watterson sine forsøg på at få solgt en tegneserie til et af de store tegneseriesyndikater. I en af disse dukkede en lille dreng og hans tøjtiger op som bipersoner. De faldt i United Features smag, og syndikatet foreslog Watterson at udvikle en strip med disse to.
Da Watterson havde serien klar, var United Features aligevel ikke interesseret. I stedet blev den købt af Universal Press Syndicate, som derefter kunne lancere "Calvin & Hobbes" (Steen & Stoffer) i de amerikanske aviser i slutningen af 1985. Fire år senere blev den bragt både som hverdagsstrip og søndagsside i mere end 600 amerikanske aviser og var samtidig blevet en succes uden for USA. I 1987 modtog Watterson prisen som "Cartoonist of the Year" fra National Cartoonists Society for denne konstant iderige, urkomiske og spidsfindige strip.
Seriens ide er uhyre enkel. Alle gags udspilles omkring Steen og hans tøjtiger Stoffer, der i Steens fantasi er en levende, eftertænksom tiger, som dog har svært ved at leve op til tigerens natur. For Steens forældre, lærer og (få) jævnaldrende er og bliver den dog en tøjtiger. Denne enkle grundide har Watterson til stadighed forstået at variere på original og genial vis - serveret i lige så enkle, men uhyre udtryksfulde og barokke tegninger.
Utallige kommercielle interesser har forsøgt at overtale Watterson til at sælge rettighederne til f.eks. tegnefilm, T-shirts, underbukser og tøjdyr med Steen & Stoffer. Men på trods af tilbud om overordentligt store millionbeløb har Watterson aldrig sagt ja til nogen af dem - han mener, det vil undergrave hans integritet og være ødelæggende for læsernes oplevelse af serien. Selv om der mange steder florerer f.eks. T-shirts med Steen & Stoffer-motiver, kan man altså være sikker på, at der i alle tilfælde er tale om ulovlige piratprodukter.
Ved udgangen af 1995 har Bill Watterson indstillet arbejdet med Steen & Stoffer for at hellige sig andre og indtil videre ukendte opgaver. Man mener dog, at han kunne tænke sig at skrive og tegne børnebøger.
Wijn, Piet
Piet Wijn blev født 17. maj 1929 i Hilversum, Holland, og fik en uddannelse som tegner ved Rex's tegneskole i Amsterdam. Derefter blev han ansat ved Toonder Studio i 1947, hvor han blev beskæftiget med tegnefilm. I 1948 blev hans første tegneserie, "De zwarte Hertog", publiceret i ugehæftet Tom Poes. Derefter fulgte "De Moorse Tovenaar" og "Manuella y Gonza" 1948-49 og "Verowin" i 1950.
I 1949 begyndte Wijn at arbejde freelance. Til Swan Features Syndicate fik han solgt den romantiske og handlingsmættede middelalderserie "Aram van de Eilanden". Den startede i Tom Poes-hæftet i 1951 og blev fortsat af Wijn indtil 1960. I Danmark blev denne handlingsmættede og karakterfaste serie en overgang omkring 1960 publiceret i flot sort/hvid i ugebladet Ude og hjemme under titlen "Aram". I starten af 60'erne vendte Wijn tilbage til Toonder Studio, hvor han 1962-63 arbejdede på "Tom Poes" (Tom Puss), 1962-64 på "Holle Pinkel", 1967-71 på "Koning Hollewijn", fra 1969 på "Panda" og 1969-72 på "Kappie" (Cappy).
I 1964 startede Piet Wijn på sin folkeeventyragtige tegneserie "Puk en Poddedijn". Det blev i første omgang til 18 historier. 1973-75 fulgte endnu 8 historier. I 1969 tegnede han 14 historier med "Lille Stygge Ulv" til det hollandske magasin Donald Duck. I 1973 begyndte Wijn at arbejde for det hollandske pigemagasin Tina. Her tegnede han "Jennifer Scott" skrevet af Andries Brandt, "Heidi" skrevet af Patty Klein, "Gloria van Goes" skrevet af Paul Deckers og "Maartje het Ganzenmeisje" skrevet af Rudy Jansen.
I 1975 startede han sin mest populære tegneserie, "Douwe Dabbert" (Gammelpot), i Donald Duck. Her blander han i en hyggelig, rund, stemnings- og udtryksfuld stil virkelighed og eventyr og demonstrerer sin evne til at fortælle gode og fængslende historier for børn. Indtil nu er det blevet til 20 album - udgivet i Holland, Danmark, Spanien, Sverige, Indonesion, Vesttyskland og Saudiarabien. De første 13 album har Piet Wijn tegnet med højre hånd - de 7 seneste med venstre. Under forarbejdet til nr. 14, "Røverne fra Dalby", fik han et slagtilfælde og blev lammet i hele højre side af kroppen. Endnu mens han lå på hospitalet, begyndte han at optræne sin venstre hånd til at tegne på samme måde som han hidtil havde gjort med sin højre. Wijn genvandt noget af førligheden i højre side af kroppen, men aldrig den hele. Han tegnede derfor med venstre hånd skitser til hele album 14 og de første 17 sider af album 15, "Den troløse tjener", mens rentegningen blev overladt til det hollandske Donald Duck-blads art director, Lucas Abedy. Fra og med planche 18 i album 15 har Piet Wijn igen selv lavet både skitser og rentegning og er nu venstrehåndet - uden at det har kunnet ses på tegningerne. I Danmark er desuden udkommet Piet Wijns glimrende tegneserieversion af Hector Malots dejlige tåreperser, børneklassikeren "Frændeløs".
Aaberg, Lasse
Efter realeksamen i 1955, lagerarbejde 1955-59 og kunststudier
1960-65 har den svenske multikunstner Lasse Åberg sat sit
præg på en lang række kulturelle udtryksformer.
Som filmkunstner er han internationalet anerkendt, og som
billedkunstner er betragtes han som folkelig i ordets
bedste betydning. Hans billeder udstråler ofte den samme
varme, der præger hans film. Også tegneserier har
hans store interesse, og han er i dag medlem af Svenska
Serieakademin. som grafisk tilrettelægger af Comics - 100
år med Tegneserier har han fået sine evner og
interesser til at gå op i en højere enhed. På
internetadressen http://www.docs.uu.se/~larsbe/texter/fantomen.txt
kan man læse et digt, han har skrevet om Fantomet uden
bukser, og på adressen
http://www.artnet.se/arthtml/aberg.htm kan man se eksempler
på hans malerier.
(Billedet viser Lasse Aaberg (t.v.) sammen med Sture Hegerfors (t.h.))

E-mail: Carlsen@ForlagetCarlsen.dk.
Copyright © 1996 Forlaget Carlsen, Denmark - All rights reserved.
The illustrations and text are © 1996 the respective artists and authors - All rights reserved.
No part of this homepage may be reproduced or used in any forms or by any means, graphic, electronic or mecanical, including
photocopying, recording, taping or information storage and retrieval systems - without written permission of the publishers.