Hovedmenu | Edgar Pierre Jacobs artikel

Edgar P. Jacobs og imperiets stolte sønner

Af Frank Madsen

Edgar-Pierre Jacobs kendes af danskere som manden bag Blake og Mortimer. Serien har ikke haft helt så stor succes i Danmark som i sit hjemland, Belgien, hvor den næst efter Tintin og Asterix hører blandt de populæreste.
Ikke uden grund har danske lćsere besværet sig over seriens mange tekstkasser med beskrivelser af, hvad der umiddelbart fremgår billederne, og over de noget stive tegninger. Også mangelen på kvindelige figurer har optaget tegneserielæsere, der op gennem 70'erne har lært, at det er et udtryk for kønsdiskrimination. Havde Jacobs påbegyndt serien i 1975, havde meget måske også været anderledes, men serien stammer faktisk helt tilbage fra 1946. Det er derfor, mange af seriens figurer går i habit og der heller ikke optræder nogen hippier kunne man tilføje.

Operasanger

Jacobs blev født i Bruxelles cirka 1906, omtrent samtidig med Hergé, som han dog først skulle lære at kende næsten 40 år senere. Som barn interesserede han sig for skuespil og levende billeder. Som tolvårig overværede han sin første operaforestilling, en interesse, der varede ved lige siden. Snart fik han undervisning i sang og maling, og i 20'erne tog han eksamen på musikkonservatorium med pris og medalje. Straks herefter tog han af sted til et job som baryton ved operaen i byen Lille i Frankrig, Her blev han, til krisen i 30'erne gjorde belgisk arbejdskraft ugleset.
Tilbage i Belgien forsøgte Jacobs at starte en karriere som sanger, men i 1940 kom tyskernes besættelse og umuliggjorde operavirksomhed i år fremover. På operaen i Lille havde Jacobs flittigt opøvet sit tegnetalent ved at tegne teaterkostumer og rollestudier, så han blev ansat som illustrator på datidens populæreste ungdomsblad i Belgien og Frankrig, "Bravo", Hans opgave var at illustrere bladets føljetoner og noveller. En af "Bravo"s tegneserier var den amerikanske "Jens Lyn" af Alex Raymond. Da USA efter japanernes angreb på Stillehavsbasen Pearl Harbour gik ind i krigen på Englands side, blev amerikanske tegneserier uønskede i de tyskbesatte lande, og leverancerne fra USA hørte op. "Bravo"s redaktør bad Jacobs om han ikke kunne lave en belgisk fortsættelse af "Jens Lyn"-episoden, der var blevet afbrudt midt i handlingen. Jacobs sagde ja, men tyskerne modsatte sig en fortsættelse af en amerikansk tegneserie, så Jacobs måtte brat afslutte "Jens Lyn"-eventyret. I stedet bad redaktøren Jacobs om at lave sin egen serie i samme stil som "Jens Lyn", og det blev til "Le Rayon U", "U-strålen". Historien var meget lig sit oplæg, og fortsatte et par år i "Bravo".

Mødet med Hergé

I sommeren 1943 præsenterede en fælles ven Jacobs og Hergé for hinanden. De to havde ikke mødtes tidligere, og Jacobs kendte ikke en gang Tintin. Hergé blev interesseret, da han herte, at Jacobs lavede "Le Rayon U" i farver for "Bravo" og bad Jacobs lære ham noget om farvelægningstekniken. Casterman overvejede på dette tidspunkt at genudgive de gamle Tintin-albums, som tidligere var blevet udgivet i sort/hvid på 120 sider, i farver og brudt om til 62 sider. Der forestod et større arbejde for Hergé og hans på det tidspunkt eneste assistent, Alice Devos. Men snart efter bad Hergé Jacobs blive sin assistent på Tintin-serien, der på det tidspunkt gik som dagstribe i avisen "Le Soir". Samtidig fik Jacobs ansvaret for omarbejdelsen af Tintin-historierne til farvealbums. Jacobs startede hos Hergé den 1.januar 1944. Første opgave var "Tintin i Congo" og "Tintin Amerika". Derefter gik de over til "Rackham den Rødes skat", der netop var blevet færdig i "Le Soir", og som naturligvis også skulle ud i den nye farveudgave.
Derefter vendte de tilbage til de gamle Petit-Vingtieme-albums, og renoverede "Kong Ottokars Scepter" og "Den blå Lotus". I "Kong Ottokars Scepter" blev baggrunde og uniformer omhyggeligt balkaniseret af Jacobs. Nogle af de flotteste detaljer og baggrunde i det omtegnede album var slet ikke med i det oprindelige album fra 1938. I sort/hvid-udgaven var der på mange billeder ingen baggrunde overhovedet. Jacobs' indflydelse på Hergé, hvad angår sans for detaljer og korrekte interiører blev særlig tydelig, da de gik i gang med arbejdet på "De syv krystalkugler" og "Soltemplet", hvor Jacobs tog på museum i Bruxelles for at skitsere columbianske fund til baggrundene i de to a1bum, og det var også Jacobs, der omsider fandt en villa, der kunne danne forbillede for Professor Bergamottes villa i "De syv krystalkugler". Ganske som serietegnere i dag morer sig med at flette hinanden ind deres serier, afstedkom samarbejdet mellem Jacobs og Hergé en del indforståede morsomheder: I "Faraos cigarer" kom Jacobs til at figurere på forsiden og inde i serien, i skikkelse af E.P.Jacobini, ægyptolog, stående balsameret i en mumiekiste. I "Kong Ottokars Scepter" er en række af hoffolkene på de sidste sider karikaturer af de to og deres venner. Jacobs blev som assistent hos Hergé frem til 1947. Forinden havde Hergé oplevet Belgiens befrielse og en standsning af Tintin-serien, der gik den tyskvenlige avis "Le Soir".

Blake og Mortimer

Der skulle gå to år, før "De syv krystalkugler" blev genoptaget, hvor den var blevet afbrudt den 2. september 1944, omkring side 57 i albummet, Det var i det nystartede ugeblad "Tintin", som Hergé samarbejdede med forlæggeren Raymond Leblanc om. En gruppe tegnere samledes omkring Hergé, og heriblandt naturligvis også Jacobs. Jacobs havde villet lave en historisk serie til bladet, men det havde to andre tegnere allerede besluttet sig for. I stedet gik
Jacobs i gang med en science fiction-serie med helteparret kaptajn Francis Blake fra den britiske kontraspionage MI5 og professor Philip Mortimer. Den første historie hed "Le Secret de 1 Espadon" ("Sværdfiskens hemmelighed"). Den handlede om 3. verdenskrig; et noget særpræget tema bare to år efter den forrige krig var afsluttet.
Der var ikke fra starten planer om albumudgivelse af historierne, så den første Blake og Mortimerhistorie blev en sag på to albums med et samlet sidetal på 144. Denne historie fik vi først på dansk i slutningen af 80'erne med titlen "Kampen om verdensherredømmet". Problemet med at forteelle historier på korte sidetal er Jacobs' bekendt: "En historie, der kan presses ned på 46 sider, er en utankelighed for mig. Jeg kan ikke nå at fortælle noget som helst på så få sider", siger han selv.
Alle de klassiske Blake og Mortimer-historier udkom i 50'erne: Efter "Pyramidens hemmelighed" kom den spændende historie om Dr. Septimus og "Det gule mærke", og tyveriet af de engelske kronjuveler. Historien vækker mindelser om 20'ernes tyske stumfilm, og at Jacobs i sin ungdom har været i biografen for at se "Doktor Caligaris kabinet", kan der vist ikke være megen tvivl om. I de tidlige Blake og Mortimer historier er der spænding og mystik, parret med et umærkeligt skær af det engelske imperiums verdensomfattende magt og betydning, der får det til at se så naturligt ud, at to engelske gentlemen løber hjemmevante rundt i Kairos gader og fanger forbrydere for næsen af det lokale politi, der pr. definition er lige den tak sløvere, der er nødvendig for at vore venner får held med deres jagt. Netop det faktum, at England endnu i 50'erne var en førende stormagt i folks bevidsthed, gav samtidens franske læsere en ekstra dimension under læsningen af disse to imperiesønners bedrifter i begivenhedernes naturlige centrum, England. I dag er engelske aristokraters verdensomspændende aktiviteter som detektiver og verdensmænd afløst af amerikanske FBI-agenter af anderledes kontant karakter. De evindelige piber er afløst af Marlboro-cigaretten, hvis tobakkken da ikke helt er lagt på hylden.

1950'erne - Jacobs' glansperiode

Af de fem Blake og Mortimer-historier, Jacobs lavede i 50'erne, er den "SOS Meteorer" min personlige favorit. Den var omtrent samtidig med Tintin-historien "Det hemmelige våben", og foregår ligeledes under den kolde krig. I denne historie forsøger Sovjetunionen gennem manipulationer med vejret at tage verdensherredømmet gennem et angreb på Frankrig. Ud over at det fortæller meget om Frankrigs opfattelse af sig selv, er det også en blændende godt fortalt historie. I modsætning til Jacobs svageste album, hvor science fictionen tager overhånd, er det en historie, hvor science fiction-elementet bruges som led i en detektivhistorie. Der hviler en sær uheldsvanger og regntung stemning over dette album, og det er spækket med biljagter, flugt over Paris' tage, mystiske forsvindinger samt Mortimers underholdende arbejde i felten som detektiv; noget der næsten når op på siden af "Sherlock Holmes og Mysteriet i Boscombe-dalen", hvad angår fund af spor og logisk resonnement. For hver mystisk hændelse, Jacobs løfter sløret for, dukker nye gåder frem, indtil man efter 50 siders intens spænding begynder at ane komplottets virkelige omfang, der heerefter antager uhyggelige dimensioner.
I 60'erne kom endnu tre album. Det sidste var starten på en ufuldendt beretning med titlen "Les Trois Formules du Professeur Sato" ("Professor Satos tre formler"), der kom i Tintinbladet 1971-72. Sygdom nedsatte Jacobs' arbejdstempo i 60'erne, og dette skulle blive sidste Blake og Mortimereventyr. Jacobs døde i 1987, og på grundlag af hans skitser færdiggjorde Bob de Moor fortællingens andet bind i 1989.

En samvittighedsfuld serieskaber

Jacobs baggrunde er som de fleste af Bruxelles-skolens serier omhyggeligt naturalistiske, og Jacobs var nærmest ortodoks på det område. Hans omhyggelige og postkortagtige baggrunde og ekstremt realistiske virkelighedsskildringer, f.eks. Mena House i Ægypten, "Det gule mærke"s London og egnen omkring Geneste-søen i "SOS meteorer", der er korrekte til mindste detalje. Hergé har sagt om sin kollega: "Man må have set tegneren Jacobs i arbejde, for at indse hvilken utrolig hengivenhed han lægger i sit værk. Det er et spørgsmål om tro, om dyb overbevisning: Jacobs tror på det, han laver, han lever sig ind i den fortælling, han beretter."
Om sin omhyggelighed med detaljer har Jacobs selv fortalt: Jeg snakkede med en god ven om, at jeg havde en figur, der skulle af sted med bussen til Mykerinos i "Pyramidens hemmelighed". "Jamen, så lad ham dog tage af sted", sagde min ven, hvortil jeg svarede: Nej, det er umuligt, for på det tidspunkt af dagen går bussen slet ikke!" Også professor Grossgrabensteins hus i "Pyramidens hemmelighed" eksisterer i virkeligheden. De realistiske baggrunde virker stærkest i de historier, hvor Blake og Mortimer bevæger sig i kendte omgivelser, og hvor de fantastiske science fiction-begivenheder kommer til dem på Blake og Mortimers hjemmebane. Jacobs skildrer London på så realistisk og atmosfæremættet vis i "Det gule mærke", at man uafvidende sluger Dr. Septimus' uhyrlige teorier og den usandsynlige underjordiske bunker under hans hus i Bloomsbury kvarteret. Anderledes mislykket virker de to albums, hvor miljøerne og handlingen er lagt ud i en fantasiverden: "Gåden om Atlantis" og "Den d jævelske fælde". Her har læseren ingen holdepunkter fra sin egen virkelighed, og Jacobs' historie får ikke det altoverskyggende nærvær, som "Det gule mærke" havde.

De famøse tekstkasser

Jacobs' fortælleteknik med de mange tekstkasser skyldes for en stor del hans indgang til mediet: Hans overtagelse af Alex Raymonds "Jens Lyn", der i 30'erne lignede Prins Valiant til forveksling, hvad angår fortælleteknik. For ham har det snarere været de nymodens talebobler, der lignede et fremmedelement i serien, fordi de gentog blot den dialog, han i forvejen var vant til at skrive i den ledsagende tekst, som vi i dag kun kender det fra Prins Valiant. Desuden var Jacobs, der var en kender af spændingsromaner og især landsmanden Simenon, utilfreds med at tegneserien ikke egnede sig til at fortælle så nuancerede og komplicerede historier som bogen. Derfor var det nødvendigt med tekstkasser, hvis serien skulle holdes på et rimeligt sidetal og formidle de stemninger, Jacobs ønskede. Dette bevirker måske, at serien i dag umiddelbart virker tung at læse, men det gør så sandelig også, at serien erobrer noget af bogens karakter tilbage, hvad angår en omfangsrig og detaljeret fortælling. At der så til gengæld bliver plads til så mange facetter og detaljer, at man kan overse nogen, første gang man læser serien, er en anden sag. Den svenske tegneserieskribent Göran Ribe mener, at tekstkasserne tilfører serien et element fra filmen, nemlig underlægningsmusik, der forstærker og understreger handlingen i historien. Og at fortællestilen stadig har sine tilhængere kan man se af de mange nye tegneserier af yngre belgiske serieskabere, der bærer spor af ivrig læsning af Blake og Mortimer. Det er serier som Tardis "Adele" og Floc'hs værker. Også Dominique Hé er tydeligt inspireret, dog uden at være i stand til at fortælle i billeder.
Imperiets to sønner lever videre.



E-mail: Carlsen@ForlagetCarlsen.dk.

Copyright © 1996 Forlaget Carlsen, Denmark - All rights reserved.
The illustrations and text are © 1996 the respective artists and authors - All rights reserved.
No part of this homepage may be reproduced or used in any forms or by any means, graphic, electronic or mecanical, including
photocopying, recording, taping or information storage and retrieval systems - without written permission of the publishers.