Greenland - What a Wonderful World

Lystfiskeri
i Grønland


En udførlig instruktion i stangfiskeri i grønlandsk fersk- og saltvand

Af Peter Steensen

(Angling in Greenland/This instruction is avaible in Danish language only.)


Copyright text and photos: Greenland Tourism a/s 1995
Photo by Peter Steensen



Grønland for sportsfiskere
Om at rejse til og i Grønland
Til Grønland
I Grønland
Indkvartering
Hvor er det bedst at fiske i Grønland?

FJELDØRREDFISKERI
Ishavsrøding
Fjeldørred i elv
Spinnefiskeri i elv
Spinnefiskeri i sø
Fluefiskeri efter fjeldørred i sø og elv
Fjeldvandring og fiskeri
Kystfluefiskeri efter fjeldørred
Fjeldørredfiskeri fra jolle
Trolling efter fjeldørred
Isfiskeri efter fjeldørred
Genudsætning
Planlæg fjeldørred-eventyret grundigt hjemmefra
Havfiskeri
Havfiskegrej
Pirkefiskeri
Medefiskeri med naturlig agn
Udtrætning og landing
Fiskearter for havfiskeren
Andre fisk for sportsfiskere
Bølger, vind og vand
Planlæg havfisketuren grundigt hjemmefra

LAKSEFISKERI
De grønlandske laks kommer langvejs fra
Laksesæson
Hvor er laksen
Trollingfiskeri
Laksetrollingudstyr
Laksetrolling kræver planlægning

PRAKTISKE OPLYSNINGER
Fisketegn
Midnatssol.
Sikkerhed ombord på skibe.
Litteratur.
Rejsebureauer der tilbyder lystfisketure:
Yderligere information om lystfiskeri og rejser til Grønland:




Grønland for sportsfiskere
Helleflyndere i sofabords-størrelse, kæmpetorsk og megahavkatte i 10-20 kilos klassen, vaskeægte laks og hugivrige fjeldørreder i king size. Lyder det som en drøm. Det er dét ikke - i Grønland. Her kan drømmen blive virkelighed, og overalt venter fiskeeventyr i en enestående natur, der kan veksle fra de frodigste dale med gule blomster og grønne buske til nøgne stensletter, der rammes ind af forrevne fjelde med sne på toppen.
Grønland byder på et væld af muligheder for sportsfiskeren. Verdens største ø er som et stort ta'-selv-bord, men afstandene er store, og man er nødsaget til at prioritere og planlægge fisketuren grundigt, for hvor skal man starte, og hvor skal man slutte?
Næsten overalt lokker fiskeeventyr - eller så godt som - i dybblå fjorde og længere til havs, hvor helleflyndere - de største af slagsen findes langs Grønlands kyst, siger biologer, og en gang imellem går en monster-flynder på krigsstien, og får stangen til at krumme ryg, linen til at synge i vinden og hjulet til at lyde som et tandlægebor.
Grønland er også kendt for sine store havkatte og ikke sjældent landes fisk op til 15-20 kilo. Og så er der torsk på 10-20 kilo foruden et hav af mindre på 3-8 kilo, når man kan opspore dem!
Hertil kommer de kønne rødfisk. Flotte rødorange aborrefisk med skelende øjne og pigge på ryggen. Rødfisk på 1-3 kilo er hverdagskost i de grønlandske farvande.
I sensommeren invaderer stimer af vaskeægte laks de grønlandske kyster og fjorde. Laks fra nær og fjern samles ved Grønland til årets store ædegilde. Laksen følger som regel i kølvandet på de store fødestimer af lodde, kril eller tobis, og er man heldig, kan man opspore laksen med båd eller jolle. Periodisk bydes på et helt uforglemmeligt laksetrollingfiskeri med flotte fangster af sølvblanke skønheder på de smukke fjorde, hvor man kan følge de grønlandske landskaber skifte udseende fra søsiden, mens man sejler mellem sæler, hvaler og isbjerge.
Hvis man hellere vil have fast fjeld under fødderne, er der et utal af fossende vildmarkselve og gin-klare søer, der byder på bataljer med de flotteste kampivrige fjeldørreder. Også langs kysten er der et glimrende fjeldørredfiskeri i juni og juli, når fjeldørreden er på ædevandring i saltvand.
Jo Grønland er fan(g)tastisk i mere end en forstand og samtidig en verden for sig selv, som man kun kan opleve tilsvarende få steder på kloden.
Og så er der årstiderne: marts/april er vinter-Grønland med tindrende snelandskaber, hundeslædekørsel, isfiskeri efter hellefisk i fjordene og fjeldørreder fra isen på søerne, klart vejr, minusgrader og høj sol.
I maj og juni afløses det korte grønlandske forår af den arktiske sommer. Midnatssolen gør dagene lange nord for Polarcirklen. Fjeldørreden stikker i havet, torsk og helleflynder kommer ind i fjordene for at spise sig tykke i krill, tobis, rejer og lodder. Hvaler dukker op, og de første laks rammer Sydgrønland.
I slutningen af august og september ses de første tegn på efterår. Fjeldlandskabet skifter farve og gløder i øjnene med smukke orange, røde og gule farver. Vejret kan være meget flot, myggene er væk og natten sort som kul. Månedens gennemsnitstemperatur er stadig over 0 grader. Faktisk ligner vejret lidt det man oplever i juni og er karakteriseret rolige og stabile vejrforhold.
Er det klart vejr tegner nordlyset i Sydvestgrønland sine tågelignende stråler på den mørke nattehimmel - som en løber der peger helt op til stjernerne. Et uforglemmeligt syn, der kan få ethvert laserlysshow til at blegne.
Fjeldørrederne er nu på vej op i elvene for at gyde og byder på spændende bataljer. Havkatten kommer atter i hugget efter den første nattefrost og trækker ind på lavere vand efter at have holdt sommerferie med 100-200 meter vand over ryggen. Laksen er i fuld færd med at fistre rundt efter føde i fjorde og udenskærs i Davis Strædet.
I Grønland kan sportsfiskeren næsten få alt, hvad hjertet kan begære, men det kan være sin sag at vælge, hvilke af de herlige sportsfisk, man skal gå i hug med.
Hvis man kun har begrænset tid (2-3 uger) til rådighed, kan det anbefales, at kontakte de regionale og lokale turistkontorer i god tid, så den helt rigtige fiskeekspedition skrues sammen. Flere rejsebureauer arrangerer også specialture, og det kan ofte være en fordel at deltage i en "færdigpakket" tur, hvor alt er lagt til rette af rejsearrangøren. Man sparer planlægningstid, og man ved også, hvad der kan forventes af turen.
Man kan også vælge selv at arrangere en helt speciel fiskeekspedition på egen hånd eller med en gruppe ligesindede og dyppe snøren i et af de jomfruelige vande langt fra alfarvej. Det behøver ikke koste ret meget mere, hvis man er nogle stykker til at dele udgifterne. Det kan for eksempel være en helt speciel drøm om at opleve jomfruelige vande i Grønland: At komme ud til en elv eller sø, hvor ørrederne aldrig nogensinde har set en spinner - eller som måske kun besøges af et fåtal hvert år. Det kan også være fiskeklubben eller en flok gode venner som tager på havfiskeeventyr med en kutter blandt isbjerge, sæler og hvaler efter helleflynder og grov havkat. Her er helt klart en fordel at strikke et specialarrangement i samarbejde sammen med ligesindede hjemmefra - evt. i samarbejde med de rejsebureauer der har specialiseret sig i Grønland. Slip idéerne løs - og gør drømmen virkelig.
Måske fanger man ikke rekordfisken i Grønland, men man fanger næsten med sikkerhed mange fisk - og som sidegevinst får man en helt enestående og uforglemmelig natur på nethinden.

Om at rejse til og i Grønland


Til Grønland
I de senere år er det blevet nemt og væsentligt billigere end tidligere at flyve til Grønland. Flyvetiden er omkring 4-5 timer. I Grønland findes flere internationale lufthavne, der beflyves af rutefly: I Sydgrønland er det Narsarsuaq, der betjenes fra København (Danmark) og Keflavik (Island). I Østgrønland er der forbindelse mellem Kulusuk og Keflavik (Island), og Kangerlussuaq har forbindelse til Canada og København.
I 1995 var prisen for en APEX returbillet Danmark-Kangerlussuaq 4.600 kr. En APEX-billet København-Nuuk kostede cirka 7.600., mens København-Ilulisssat kostede ca 7.200 kr. og København Sisimiut lå på cirka 7.600 kr.
Fra Island til Narsarsuaq i Sydgrønland var prisen for en normal returbillet 5.400 kr., mens prisen for en APEX-billet var 3.200 kr.
Fra Island til Kulusuk kostede en normal returbillet 4.500 kr. og en APEX-billet 3.500 kr. i 1995.
Yderligere oplysninger om flybilleter, afgange og priser fås hos alle rejsebureauer, som er IATA-agenter. Derudover henvises til flyselskaberne SAS, Iceland Air og First Air's kontorer internationalt.

I Grønland
Grønlandsfly A/S varetager den interne flyvning i Grønland og dækker Narsarsuaq, Nuuk, Ilulissat, Kulusuk og Kangerlussuaq med mindre rutefly. De øvrige strækninger beflyves enten med store Sikorsky 61 helikoptere eller mindre helikoptere som Bell 212. Qaanaaq/Thule bliver befløjet via Kangerlussuaq. Planlægges specielle fiskeekspeditioner til fjerntliggende vande, sker dette ofte med mindre fly eller helikopter. Det er bl.a. muligt at chartre helikoptere hos Grønlandsfly og et 9 personers vandfly hos Suluit Air i de største byer:

Grønlandsfly
P.O.Box 1012, DK-3900 Nuuk
Tel. + 299 28888. Fax + 299 28836

Suluit Air
P.O.Box 860, DK-3900 Nuuk.
Tel. + 299 26666. Fax + 299 26961

Hvis man vil ud til en særlig afsides beliggende elv eller fjeldsø, kan det være nødvendigt at blive fløjet derud. Det er en forholdsvis dyr affære, cirka 3.000-4.000 for en halv times flyvning, men prisen er overkommelig, hvis man er flere til at dele udgiften. For 6 mand vil det fx ca. koste cirka 600 kr. pr. person for 30 minutters flyvning. Charterpriser på timebasis hos Grønlandsfly er ellers i 95-tal: 25.500 kr. for en SK61 helikopter, en Bell 212 koster 18.900 kr. pr time, en Bell 206 lejes for ca. 6.000 kr. i timen, en Bell 206 LR koster 8.300 kr. i timen og en AS 350 koster 9.000 kr. i timen (1995 tal). Fastvingede fly kan også lejes på timebasis, for eksempel koster et Dash 7 fly 21.960 kr. i timen, mens en Twin Otter koster 11.000 kr. pr. time. Fly- og helikoptertransport kan arrangeres i de største byer og lufthavne.
Hvis man ikke ønsker at flyve i Grønland, går der også en rutebåd langs kysten af det sydvestlige Grønland. Det er selskabet KNI, der besejler kysten med tre skibe. Man kan sove og spise ombord disse passagerskib til en fornuftig pris, og turen er en oplevelse i oplevelsen. Derudover findes en række mindre skibe, der lokalt forbinder bygder og byer.
Det er betydeligt billigere at sejle end at flyve, for eksempel koster en billet fra Sisimiut til Nuuk med skib fra 800 kr. for en kahytsplads - samme tur koster 2.250 kr. med fly, men det begrænsede billetudbud på kystruterne, gør det anbefalelsesværdigt, at turen betilles i særdeles god tid. Og husk i øvrigt, at Grønlands befolkning selv rejser ivrigt i sommerperioden. Det tilrådes derfor at reservere rejser med skib eller fly i god tid.
Billetbestilling, indhentning af oplysninger om afgangstider og pladsreservation foretages hos de lokale KNI-passagerkontorer, men også via det internationale distributions- og bookingsystem Amadeus, som over 100.000 rejsebureauer, turoperatører og luftfartsselskaber er koblet til. Et alternativ er at kontakte KNI's hovedkontor i Grønland:

KNI-Service A/S
P.O.Box 608, DK-3900 Nuuk
Tel. + 299 2 52 11. Fax + 299 2 53 11

Under sejladsen får man mange oplevelser med den prægtige vildmark, der ustandselig skifter i form og farve. Fjorde blinker, nysgerrige sæler stikker hovedet oven vande og hilser på for så at vinke adjø med et "vink" med halen. Isbjerge i alle farver fra jadegrøn til isblå sejler forbi. Hvaler dukker op og sender meterhøje sprøjt op fra blåsten.
Vejret er afgørende for transporten, og vejrskift i Grønland kan hurtigt medføre forsinkelser eller ændringer i rejseplanen, så sørg for, at der er mindst en ekstra dag i overskud, når tidsplanen lægges, hvis vejrliget skulle vise sig fra sin mindre gode side. Det er vilkårene i det arktiske. Ikke mindst flytrafikken er følsom i forbindelse med tåge eller uvejr. Også bådtransporten må til tider indstilles, når en storm kommer ind fra havet, eller når isbjerge på grund af strøm og vind lukker af for al sejlads.
Der findes ingen egentlige landeveje i Grønland. Bilkørsel kan kun finde sted i byer, lufthavne og større bygder, men ellers er de væsenligste transportmidler fly eller båd. I vinterhalvåret foregår landtransport også på snescooter - og nord for Polarcirklen også med hundeslæde.
Oftest er det umuligt at komme på fiskeri uden en båd på grund af de store afstande. En passagergodkendt båd med plads til 8-18 personer koster 4.000-6.000 kr. om dagen. Derfor er det en klar fordel at være en gruppe, hvis man vil på dagture til fjerntliggende vande. I Kangerlussuaq og Narsarsuaq findes dog tilgængelige søer og elve i nærheden af lufthavnen, hvor man på egen hånd kan vandre til fjeldørredeventyr på rimelig kort tid.


Indkvartering
Indkvartering kan ske på privat basis: i hotellejligheder, telt eller hytte, på vandrerhjem, sømandshjem eller hotel - afhængig af ens ønsker og økonomiske formåen.
I Grønland findes der hoteller i alle kategorier. De fleste hoteller er bygget indenfor de seneste 10 år og har faciliteter som bad/toilet, TV og telefon på værelset. Et enkeltværelse m. bad koster cirka 750 kr. i døgnet, mens et dobbeltværelse koster omkring 950 kr.
Sømandshjemmene var oprindeligt et tilbud til søfolk om overnatning, når skibet lå i havn. I dag kan sømandshjem benyttes af alle, der ønsker en mere enkel overnatningsmulighed. Et enkeltværelse u/bad koster fra 350 kr., mens et dobbeltværelse koster fra 500 kr.
Vandrehjem er en betegnelse, der i det grønlandske dækker over ret variable faciliteter og kan ikke sammenlignes med et vandrerhjem, som vi kender det i europæisk forstand. Mange større byer har vandrehjem med faciliteter som køkken, sovesale, bad, træk- og sliptoilet, kiosk m.v. En overnatning koster cirka 150 - 250 kr.
De fleste sportsfiskere vælger at bo i bygd eller by og bruge denne som udgangspunkt for dagture. Det er særlig tilfældet for havfiskere og laksetrolling-entusiaster, mens fjeldørredfiskere ofte tager på ture af længere varighed i landskabet med teltet som bolig.
Skal man ud til fjerntliggende fiskevande og er man indkvarteret i bygd eller by foregår transporten til fiskevandet i nogen tilfælde med helikopter eller fly der kan chartres i de største byer: Kulusuk, Narsarsuaq, Nuuk, Kangerlussuaq, Ilulissat. Det er også muligt at blive sejlet ud til fx. en bestemt elv eller sø og bo i telt eller hytte i en periode for så senere at blive afhentet. Man kan også selv vandre ud til fjeldørredelven - det er naturligvis den billigste måde at opleve Grønland på, men ikke den dårligste. Og på en kombineret fiske- og vandretur får man først rigtigt den enestående natur på kloshold, og hvis man er heldig og opmærksom, vil man nogle steder opleve ren, moskusokse, polarræv, rype, havørn eller nogle af de meget almindelige trækfugle-arter, der gæster landet i sommerhalvåret.


Hvor er det bedst at fiske i Grønland?
Det spørgsmål er altid det første, som sportsfiskere stiller, når de er i gang med at planlægge en fisketur til Grønland. Spørgsmålet kan besvares meget enkelt: der er et godt fiskeri over det hele - eller så godt som.
Alle steder giver naturen mulighed for storslåede oplevelser med fiskestangen, hvad enten det er i elv, sø eller til havs. Men når det så er sagt, så glem ikke, at Grønland er en enorm ø, og visse fiskevande er nemmere at komme til end andre. Vid også at selv de lettest tilgængelige fiskevande er meget lidt besøgt - oftest har man her vandet for sig selv.
Når man deltager i et færdigpakket turarrangement, er der ingen grund til at tænke på den interne transport i Grønland med fly eller båd, og heller ikke indkvartering eller bespisning - alt er ordnet hjemmefra.
Arrangerer man derimod turen på egen hånd, er det nødvendigt at have planlagt og overvejet transportmulighederne grundigt før afrejsen. Vælger man at fiske i et område, som ligger tæt på den Atlanthavs-lufthavn, hvor man lander, bliver transporten i Grønland relativt billigere, end hvis man ønsker at besøge et fjerntliggende fiskeområde. Som udgangspunkt skal man tillige regne med, at hver enkelt flystrækning koster mellem ca. 280 kr. til 3.000 kr.
Skal man på havfiskeri, er der behov for bådtransport. I de større byer findes normalt flere egnede og godkendte både. I de mindre byer og bygder kan det knibe med at opstøve både og joller, der er godkendt af Søfartsstyrelsen. Her findes ofte kun privatbåde, fiskefartøjer eller joller, der ejes af lokale fangere eller fiskere. Det samme gælder, når man gerne vil transporteres til fiskepladsen med båd frem for at vandre til sø eller elv.
I Sydgrønland landet flyet fra Danmark i Narsarsuaq Lufthavn. I byens udkant er der en lille havn, som anløbes af rutebåde, der besejler Sydgrønland. Rutebåden er en billig måde at rejse på sammenlignet med fly- eller helikoptertur. Områdets byer ligger tæt - efter grønlandske forhold, og meget af sportsfiskeriet i området er kortlagt af lokale. Desuden er der gode muligheder for at kombinere fjeldvandring og fiskeri i området. Der er tillige en række muligheder for overnatning i Narsarsuaq (137 indb.), Qaqortoq (3.178 indb.), Narsaq (1.753 indb.) og i de omkringliggende bygder. Flere fåreholdere i Sydgrønland tilbyder privat indkvartering i nærheden af fiskerige elve og søer.
I Narsarsuaq kan der chartres helikopter, hvis man vil transporteres ud til afsides vande. Inden for kort afstand af Narsarsuaq er der havfiskeri efter helleflynder, torsk og havkat. Der er også et glimrende fjeldørredfiskeri og et fascinerende trollingfiskeri efter laks i området. I Narsaq og Qaqortoq kan der lejes både til havfiskeri og laksetrolling. Her kan transport med båd til områdets lækre fjeldørredvande også bestilles.
I Midtgrønland findes de 3 byer: Sisimiut (4.839 indb.), Maniitsoq (3.067 indb.), Nuuk (12,483 indb.) og tæt på indlandsisen, lufthavnsbyen, Kangerlussuaq (281 indb.).
Flere gange ugentligt lander fly fra Danmark i Kangerlussuaq, hvor en række elve og søer byder på fjeldørreder tæt på byen. Det er også muligt at tage på havfiskeri fra den lille havn i byens udkant - i bunden af den 180 kilometer lange Søndre Strømfjord.
I Kangerlussuaq Lufthavn er det muligt at chartre helikopter, hvis man ønsker at besøge områdets sværttilgængelige vande.
Hvis man ønsker at besøge andre byer eller fiskevande er det nødvendigt at benytte sig af rutefly eller helikopter. F.eks. koster en enkeltbillet med helikopter til Sisimiut 1.040 kr. i 1995. Sisimiut er særlig kendt for sit formidable havfiskeri efter bl.a. helleflynder og store havkatte, grov torsk og stor rødfisk. Derudover eksperimenteres med trollingfiskeriet efter laks i området, og flere fiskerige elve og søer glimrer med velkonditionerede fjeldørreder.
Nuuk, som ligger i mundingen af Godthåbsfjorden, byder på et interessant og mangesidet fiskeri i det mægtige fjordkompleks. I byen findes flere både, som kan chartres til lystfiskeri. I Nuuk kan der også chartres helikopter og vandflyver, hvis man f.eks. vil besøge det store uberørte område "Nordlandet". Det er et sandt ørredeldorado med mange, næsten jomfruelige, fjeldørredsøer.
I Diskobugten ligger byerne forholdsvis tæt. Man kommer til Diskobugten med indenrigsfly via Kangerlussuaq til Ilulissat (4.057 indb.) eller med rutebåd. Byerne omkring Diskobugten besejles i sommerhalvåret af skibe, der dækker området regionalt og med hyppig frekvens. Det giver gode muligheder for at besøge flere fiskevande og områder. Derudover kan der chartres helikopter fra Ilulissat. Området byder både på spændende havfiskeri efter torsk og helleflynder, fjeldørredfiskeri i sø og elv og et helt utroligt fascinerende isfiskeri efter hellefisk med de lokale fiskere og fangere. I Diskobugten findes i øvrigt meget store isbjerge fra de aktive isbræer i området, hvilket gør havfiskeri til en helt enestående oplevelse.
I Østgrønland findes byen Ammassalik (1.561 indb.) med lufthavn i Kulusuk (327 indb.) og en række omkringliggende bygder. Den nemmeste vej til Østgrønland går med fly via Island. Området byder på et spændende havfiskeri efter torsk, hellefisk, havkat, havkal og helleflynder.
Fra Kulusuk og Ammasalik tilbydes også chartrede heltikopterture til fjeldørredvande langt fra byerne.
I Thuleområdet, som er det nordligst beboede område i Grønland, er der mulighed for isfiskeri efter hellefisk og polartorsk tæt ved byen Avanersuaq. Transporten til området sker via Kangerlussuaq til den amerikanske base i Pittufik.


Fjeldørredfiskeri
Zzzzzz - bremsen på hjulet giver line, og stangen slår takten an i rap staccato. En vilter fjeldørred har angrebet Mepps-spinneren i den glasklare elv og fistrer nedstrøms i rask fart.
I næste pool er vandet mere roligt, men det er fjeldørreden ligeglad med, og den kæmper bravt for friheden og katapulter flere gange ud af vandet. Til slut må den dog give fortabt og glider i al sin pragt i landingsnettet. En herlig fisk på et par kilo - og et trofæ for livet for enhver sportsfisker, der drømmer om at fange den smukke og kampglade torepdoformede ørred med krudt i.
Det er ikke uden grund, at fjeldørreden er en værdsat sportsfisk. Den er både stærk, hidsig, fandenivoldsk og kæmper som en norsk laks. En fisk på 2-3 kilo har kræfter, som var den mindst dobbelt så stor, og utallige steder glimrer søer og elve med fiskeeventyr i en unik og næsten uspoleret vildmark.
De fleste fjeldørreder, der overlistes, vejer fra 0,3 til 2 kilo. Tidligere var gennemsnitstørrelsen på Grønlands fjeldørreder større, men på grund af ulovlig garnsætning og netfiskeri i elvmundingerne har gennemsnits-størrelsen på den smukke fisk været for nedadgående. Når det er sagt, så er fiskeriet alligevel mange steder i topklasse, og kun få steder i Norden finder man et lignende trækplaster med så mange flotte fjeldørreder som i Grønland.

Ishavsrøding
Fjeldørreden kendes også under navnet ishavsrøding, og man finder både stamfisk og havvandrende eksemplarer af arten - ikke kun i Grønland men også i hele det cirkumpolare område som for eksempel i Island, Canada og Nordnorge. På grønlandsk kaldes fjeldørreden Eqaluk.
Stamfisk findes i visse søer. Det er fjeldørreder, der ikke vandrer i havet - oftest fordi det givne vand ikke længere har adgang til havet. Disse stamfisk ligner de havvandrende fjeldørreder, men lever det meste af tiden i elv eller sø, og vandrer ikke i havet for at spise om sommeren. Derfor tager stamfisk mindre på i vægt end de havvandrende, der får rigelig med føde på vandringen i havet.
Det tager 3-5 år efter fødslen i ferskvandet, før de små havvandrende fjeldørreder er blevet tilstrækkelig store til at vandre fra det kolde næringsfattige ferskvand i elv og sø til det velfyldte spisekammer i havet.
I de 6-10 uger af sommertiden fisken opholder sig i havet, tager fjeldørreden ganske meget på i vægt og smovser sig fed i lodder, krill og rejer og andet godt fra havet.
Ishavsrødingen er i princippet den eneste laksefisk, som man finder i de grønlandske elve og søer. Det passer nu ikke helt, for én elv, "Kapisilit-elven" i bunden af Godthåbsfjorden, har en mindre laksebestand. Alligevel har grønlænderne valgt at kalde fjeldørreden for "Grønlandslaks. Det kan godt forvirre og er misvisende på grund af forvekslingen med de "rigtige" laks i Kapisilit-elven - de vaskeægte Atlanterhavslaks som i store stimer kommer trækkende til de grønlandske farvande i sensommeren. Disse laks kalder grønlænderne for "skællaks" på grund af laksens løse og store skæl.
Når fjeldørreden vandrer op i elven efter opholdet i saltvand, vejer den fra nogle hundrede gram til 3-4 kilo. I den første tid i elven kendetegnes fisken af sine sølvblanke skæl og den næsten grøn-blålige ryg med små lyse prikker ned langs siderne. Efter en tid i ferskvand skifter fisken farve, ryggen bliver mere grønlig, og den får lysegule prikker. Hanfisk der skal gyde får efterhånden krog, og fjeldørredens bug får den smukkeste orange-rødlige bug. Den hvide kant på de røde bryst- og bugfinner vidner altid om, at fisken er gydemoden.
Når legen er overstået i oktober-november tilbringes vinteren i elven, eller søen som den udspringer fra. Gennem det meste af vinteren tager fisken næsten ikke føde til sig i det næringsfattige og kolde ferskvand.
Fjeldørredens gennemsnitsstørrelse varierer betydeligt fra elv til elv og fra sø til sø - afhængig af fødeforholdene og vandets uberørthed. I visse vande, som ligger afsides, og derfor ikke udsættes for ulovligt netfiskeri, kan fjeldørrederne blive op til 70-80 cm, men langt størstedelen er sjældent over 60 cm. Oftest vil det være fisk op til 1-3 kilo, sportsfiskeren skal regne med. Men fisk af den størrelse er i sig selv også et stykke imponerende biologi, som enhver sportsfisker bør have respekt for. En fisk på 1-1,5 kilo kan let være 20 år gammel! Se på den tilvækst og sammenlign den f.eks. med en skandinavisk laks eller havørred, som når den vægt på blot 1-2 år.

Fjeldørred i elv
Fra juli og 4-6 uger frem regnes for den absolutte højsæson for fjeldørred, hvor de fleste af de iltre sprintere stikker op i elvmundingen og opstrøms mod gydepladserne. Da gælder det om at have spinner eller blink i vandet, for i modsætning til Atlanterhavs-laksen, som ikke tager føde til sig i ferskvand, gør fjeldørreden det - og gerne!
I Sydgrønland begynder elvfiskeriet fra midt i juli, og jo nordligere man kommer op langs kysten, desto senere vandrer fiskene op i elvene. Det er som regel altid de store fisk der vandrer først op i elven, mens de mindre fjeldørreder på 400-800 gram følger trop.
De grønlandske elve kan deles op i grumsede eller uklare smeltevandselve, og i de klare elve, der som regel udspringer fra søer, hvor grumset i vandet er blevet bundfældet.
De fleste grønlandske elve er korte, hurtigtstrømmende med stryg og fosser, og derfor vil fisken næsten uden undtagelse foretrække de rolige områder af elven uden for hovedstrømmen.
Husk i øvrigt, at jo større et fald en elv har på de nederste stykker, desto færre fisk plejer den at tiltrække! Elve, der har et for brat fald, kan i værste fald være helt fisketomme, eller kun huse en meget lille fjeldørredbestand i mundingsområdet.
Når fjeldørreden ikke vandrer, vil den oftest stå bag sten eller i dybe "høller" eller i kanter eller "bagvande" ved de pools, der altid findes nær den ene bred, når elven svinger. Bagvande er det sted, hvor strømmen i elven næsten løber modsat hovedstrømmens retning. Et typisk bagvande finder man derfor ved sving i elven. Fænomenet observeres ved, at strømmen ser ud til at køre i cirkler rundt og rundt frem for at løbe nedstrøms.
Da fjeldørreden er socialt anlagt, ynder den at vandre op i elven med ligesindede i samme størrelse som den selv, og fisken vandrer også sammen med andre fjeldørreder til gydepladsen. 3-7 fisk kan komme trækkende en efter en, og man kan ligefrem se fisk for fisk vandre fra den ene hvileplads til den næste. Når fiskene når gydepladsen, er der slagsmål om pladserne - her er der ikke noget om at dele.
I dagtimerne foretrækker fjeldørreden tit pladser i elven, hvor den kan stå i læ - særlig i klart vejr med høj solskin. Det kan være bag sten eller mindre vandgevækster, der vejrer midtstrøms, langs bredden eller bag store sten, som fisk kan stå i læ af og føle sig tryg. Når solen står lavere på himlen, vover fisken sig tit til andre steder i strømmen på sin vandring opstrøms.

Spinnefiskeri i elv
For at få mest ud af fiskeriet er en 6-8 fods (180-240 cm) enhåndsstang af grafit eller kul med en forholdsvis hurtig og rap aktion, der er beregnet til at kunne klare kastevægte fra 6-15 gram, et godt udgangspunkt. Lette og hurtige stænger, som kaster godt og giver fingerspidsfølelse med kunstagnen i enden af linen. Der er absolut ingen grund til at bruge lange uhandy stænger, alt for store hjul og i det hele taget for kraftig en udrustning. Det tager meget af spændingen ud af fiskeriet. De bedste stænger til formålet skal nemlig være så hugfølsomme, at man fornemmer selv de mindste nap og uregelmæssige udslag fra blinket.
Hvis elven er over 15 meter bred, er det dog visse steder en fordel med en lidt længere spinnestang på fx. 8 fod stang (240 cm), da man lettere kan holde linen fri af strømmen med denne stanglængde.
Vælg et lille og let fastspolehjul, der passer til stangens dimensioner, og sørg for at det er fyldt til spolekanten med 0,25 mm line. Tyndere line kan visse steder være en fordel, særlig i de helt gennemsigtige elve, hvor sigtbarheden er så god, at man næsten er nødt til at bukke sig for at finde overfladen. Hvis der for eksempel er mange sten og klippestykker, skal der mindst spoles 0,25 mm line på hjulet, ellers sætter man et hav af spinnere og blink til på bunden. Så lad elvens beskaffenhed afgøre den linetykkelse, der spoles på hjulet og medbring både 0,20 og 0,25 mm line.
Enhver spinnefisker bør medbringe 200-300 meter ekstra line udover opfyldningen på hjulet. Bare efter få dages fiskeri har linen fået så mange skader fra sliddet på sten og klipper under overfladen, at den let knækker.
Spinnefiskeri efter fjeldørred foregår oftest med små spinnere, som fx. Vibrax, Mepps no. 2-3 i sølv og kobber evt. med røde prikker, også Mepps Black Fury er blandt nogle af de mest velfangende. Rooster Tail spinnere og Panter og Mörrum spinneren er også glimrende at medbringe i grejæsken i vægte fra 4-15 gram.
Nogle af de mange blink som regnes for grønlandsfavoritter af de lokale til elv- og søfiskeri er for eksempel: Jensen Tobis, Flipper, Møresilda, Filur, Toby, Jensen Pirk, Trumf og lignende typer i vægte fra 3-12 gram.
Den havvandrende fjeldørred er som regel ikke kræsen med hensyn til spinnere, blink og fluer, når den er i elven, men den kan godt være selektiv i sit valg af kunstagn og gider ikke bruge unødig energi på at skulle forfølge "føden" flere meter i det strømmende vand. De første 2-4 dage er fjeldørreden ofte ikke så aggressiv i sin opførsel, men enhver fisk der får spinner eller blink serveret for snudeskaftet kan alligevel godt tirres til hug.
I visse vande kan en spinner med sølvske og røde prikker være det eneste saliggørende. I andre skal spinneren helst have en grøn krop. Og så er der steder, hvor en farvekombination af fx. rød, gul og sort er mest velfangende. Det afhænger bl.a af vandets farve, sigtbarhed og fødeforhold. Af den grund er der ikke andet for end at prøve forskelligt isenkram fra grejæsken og selv finde frem til de lokale favoritter.
Når det nu er sagt, så er det vigtigste da også, at man kan fiske spinner eller blink langsomt og præcist, så kunstagnen arbejder der, hvor fjeldørreden holder til: i strømkanter og bagvande - og lige over bunden.
Det er fordelagtigt at holde små pauser under indspinningen; spin/stop pauser, så blink eller spinner får lov til at stoppe op i vandet - og dale mod bunden. Det er guf, som selv en kræsen fjeldørred sjældent kan stå for - og haps! Og har man først fået en fisk, er indspinnings-hastigheden indarbejdet og man har fundet den rette spinner og en god plads. Herefter er der ikke mange finurligheder i fiskeriet!
Når den første fisk er landet, har man som regel et godt indtryk af, hvor fjeldørreden foretrækker at opholde sig i elven. Er der tale om en større pool eller roligt vand langs en strømkant, kan flere fisk stå samlet inden for et lille område. Sådanne steder skal naturligvis altid afsøges ekstra grundigt.
I visse perioder er fjeldørrederne i elven lette at skræmme, særlig når vandstanden er lav, og fiskene har stået på den samme plads i længere tid. Da kan fiskeriet brat ende, når man har landet den første fisk, selvom man kan se, at der er flere fisk på pladsen. I stedet må man skrive sig pladsen bag øret og eventuelt komme tilbage senere samme dag eller dagen efter. Så vil fiskene med garanti atter være i hopla.



Spinnefiskeri i sø
Visse elve er forbundet med søer, hvor fjeldørrederne vandrer op for at gyde. Andre søer, som ikke har adgang til havet, har som tidligere nævnt en bestand af stamfisk, som også er spændende at overliste. Måske er disse ørreder ikke nær så store, men det er jo ikke altid størrelsen, der er afgørende for fangstglæden. Og fiskeriet kan være mindst lige så udfordrende og betagende, fx. er det i søerne meget normalt, at man på klos hold oplever, at fjeldørreden kommer susende i spinnerens eller blinkets kølvand. Det får næsten hjertet helt op i halsen, og hvis fisken ikke hugger med det samme, så kan den måske overlistes i næste kast, hvis man skifter spinner eller blink eller fx. prøver en anden farve eller vægt.
I klare søer står fjeldørreden ofte i områder med stillestående vand - i bugter og vige og ikke sjældent på grænsen, hvor det stille vand møder lidt strøm, eller dér hvor vinden rifler overfladen.
Hvis søen har en markant skrænt, er det et oplagt fjeldørredrevir. På sådanne pladser oplever man ikke så sjældent, at der står sort med fisk på grænsen mellem det lave og dybe vand. Så gælder det om at have bremsen rigtigt justeret og holde tungen lige i munden! Og det samme gør sig også gældende på spidser af odder og pynter med dybt vand nær land.
Hvis der er små elve som har tilløb til søen, så prøv disse områder. Her ynder mange fisk at stå i det iltrige vand, og ofte er det netop sådan en plads, der altid disker op med fjeldørreder.
Når man fisker i mindre klare søer og vil dække en skrænt eller lidt dybere vand må spinner eller blink gerne gå så dybt, så kunstagnen lige akkurat studser over bunden. Stangen holdes eventuelt lodret, så den peger op i luften under indspinningen, mens man nøkker lidt med stangspidsen.
Små livlige blink på 6-12 gram ideelle til søfiskeri, da de kan spinnes dybt, og er lette at tilføre markante bevægelser. Det samme gælder de spinnere, som man bruger til elvfiskeri, men de må godt være nummeret større under søfiskeri (se side..). Og glem ikke blyhoved-spinnere som fx. Mörrum-spinneren og de franske Mepps blyhovedspinnere i vægte op til 12 gram, som visse steder er helt suveræne, da deres konstruktion jo gør, at spinnerens blad drejer rundt hele tiden, selv når der holdes spin/stop-pauser under indspinningen.

Fluefiskeri efter fjeldørred i sø og elv
Fluefiskeri i Grønland praktiseres enten i grumsede smeltevandselve eller i klare elve og søer. I de uklare elve skal man virkelig arbejde for hver eneste fisk. Og her vil en fluefisker med synkeline og store, buskede, gerne farvestrålende fluer alligevel kun fange 1 fisk for hver af de 10 fisk en spinnefisker lander. Fluefiskeri i sådanne vande er derfor ikke videre anbefalelsesværdig for dem, der blot vil fange fisk i et væk - men det kan lade sig gøre, hvis man er tålmodig og ihærdig nok.
Til formålet er en AFTM 7-8 klasse udrustning med 50-75 meter bagline og flydeline, sink tip line eller en langsomtsynkende line og fluer og streamers str. 1-4 i hidsige kulører det bedste valg, og fluemønstre som March Brown, March Brown Silver og Krogsgaard størrelse 4-6 er klassikere til de grønlandske fjeldørreder. Også streamers og vådluer i fluorescerende farver kan være trumf - særlig ambulancerøde (orangerøde) har vist sig velfangende. Det samme gælder streamers og vådfluer med rød hale eller rød krop og mørke fluer med lidt sølv og gult.
Det meste fluefiskeri efter fjeldørred i elv er nedstrømsfiskeri, og det er nødvendigt at dække fiskens standplads relativt præcist med "fjerkræet" i enden af forfanget. Fluen skal også fiskes meget langsomt og så dybt som muligt. I de grumsede smeltevandselve, som næsten er flødefarvede og hurtigtstrømmende, har fluefiskeren ofte dårlige kort på hånden.
For at få succes med fluestangen i elvene, gælder det om at afsøge de traditionelle standpladser for fjeldørreden; altså pools, strømlæ og nær klipper, og de pladser hvor der dannes bagvande og strømlæ.
I klare eller lavvandede elve og søer er en klasse 6-7, 7-8 med flydeline og 50-75 meter bagline et udmærket udgangspunkt. I de lidt dybere elve kan det være en fordel af udskifte flydelinen med en langsomtsynkende line eller evt. en sink tip line. I nogle søer er langtkastende liner fx. WF line at foretrække, særlig i de vande, hvor der kræves lange kast for at nå ud for dybere vand.
I visse af de klare søer er det ikke usædvanligt at se "ringende" fjeldørreder, der sutter insekter i sig fra overfladen. Her kan man i højsommeren opleve et klassisk tørfluefiskeri, når de store mygge- og knot-klækninger foregår. Vær dog opmærksom på, at det kræver sin mand at opleve mange fisk på tørflue - og i det hele taget at lokke fjeldørreden til at stige efter "småkravlet", men derfor er det også en betagende form for fiskeri for "Feinschmeckere".
Særlig små fluer i størrelse 8-14 egner sig på det tidspunkt, men ellers er fluer i hidsige og provokerende farver ofte med til at tænde op under fjeldørredens huginstinkt.
I søerne kan fjeldørrederne være lette at skræmme, og lyde fra småsten, der rasler i vandet, eller for uhæmmet trampen på brinken forplanter sig forbavsende godt i vand. Skulle fjeldørreden opholde sig nær bredden, går der ikke mange minutter, før den er skræmt til den anden ende af søen.

Fjeldvandring og fiskeri
Fjeldvandring og fjeldørredfiskeri er en glimrende kombination. Og kun få steder i verden kan man opleve det arktiske miljø på tomandshånd som i Grønland, hvor der spredt udover landskabet findes næsten jomfruelige vande med store og gamle fisk.
Elve rumler, og bække mousserer i fjerntliggende dalstrøg, hvor forrevne fjeldtoppe rammer herlighederne ind. Stilheden næsten larmer, og luften smager anderledes tør, men også ren og klar.
Men før en fjeldfisketur bliver en succes, skal den planlægges grundigt, så man bl.a. sikrer sig, at der er fisk i de vande, som man satser på at besøge. Og når fjeldfisketuren planlægges så HUSK at tage hensyn til fjeldørredens vandringer! I visse elve vandrer den først sent op efter fødevandringen i havet, og der er intet værre end at komme til et vand, som man regner med er fyldt med fisk - og så er der bare ikke en eneste!
Tag derfor altid kontakt med regionale eller lokale turistkontorer, og indhent oplysninger om fiskevande og gode områder for fjeldvandring i god tid, før turen planlægges. De lokale turistkontorer kan være behjælpelige med oplysninger og give gode tips til, hvor, hvornår og hvordan turen bedst skrues sammen.
Greenland Tourism a/s har de senere år udarbejdet en række vandrekort, som kan være en stor hjælp i planlægningen. Med disse kort i hånden er det meget lettere at lægge vandreturen til rette og lægge en nøjagtig tidsplan.
Der findes vandrerkort, der dækker Narsarsuaq, Narsaq, Qaqortoq, Alluitsup Paa og Ivittuut Kommune. I 1996 udgives kort over Ammassalik, Sisimiut, Ilulissat og Nanortalik. Desuden findes der en række ældre kort og en række nye under udarbejdelse, som kan rekvireres på lokale turistkontorer, der også giver oplysninger om evt. fjeldørredvande, ruter og andre forhold, som man har brug for i planlægningen af turen. Men sammenlignet med andre fjeldområder i Norden er Grønlands nogle af de mest uoptegnede - og det skal der tages højde for under planlægningen. For eksempel skal man passe på ikke at undervurdere de enorme afstande, der eksisterer i Grønland, og som ofte snyder på et kort, særligt i 1:250 000 måleforhold. Bruges kortet rigtigt, kan man hjemmefra opstøve de mere fjerntliggende søer og elve, som i princippet er uberørte, og sjældent besøges af de lokale. Det kan være man skal ud på en lang tur med båd, fly eller til fods, men hvad gør det, hvis man oplever et fiskeeventyr, der siger sparto.
Tit kan man finde vej ved at gå efter stednavne på kortet. Mange navne har nemlig en betydning for eksempel betyder Equalit: fjeldørred og Kapisilit: laks, ligesom Quinqua betyder: elven i bunden af fjorden. Stednavnene fortæller på den måde meget om lokaliteten .
Spinnefiskeri efter fjeldørred på kysten
I den første del af sæsonen fra midt i juni måned til fisken vandrer tilbage til elven, kan man opleve et spændende fiskeri efter fjeldørreder i elvmundingen, langs kysten og i bunden af fjordene - og særlig i perioden omkring stigende vand.
Det er først og fremmest et spinnefiskeri med blink. Dette fiskeri minder i princippet om skandinavisk kystfiskeri efter havørred, men fluefiskere kan også være med, hvis teknikken er i orden.
Det har vist sig, at fjeldørrederne sjældent vandrer særlig langt fra fødeeleven - de fleste finder man i nabolaget. Ofte foregår fjeldørredens vandring næsten altid langs med kysten, og det kan derfor ofte betale sig at henlægge fiskeriet til pynter og odder, hvor fisken kommer nær land p.g.a. gunstige strøm- og fødeforhold. Afsøg pynter, odder og rev ved elvmundingen særlig effektivt med kast i vifteform i ferskvandsudtrækket fra elven. Det er særlig i den sidste halvdel af perioden med stigende vand, at fiskeriet foregår og ofte på det helt lave vand. Tit kan det betale sig at vente på fiskene kommer forbi og afslører sig i overfladen - så gælder det om at komme i gang med grejerne.
Områder med tangklatter, muslinge- og stenrev der bryder overfladen og markante stenformationer ved elvmundingen skal afsøges særlig grundigt. Fjeldørrederne trækker tit i stimer - ofte kan der være dødt i de første par kast, men så sker der pludselig ting og sager. Fisk på fisk lokkes på afveje.
Som spinnefisker må man eksperimentere med forskellige kunstagn, farvekombinationer og så vidt muligt bruge forskellige indspinningstempi, så blinket opfører sig sygt i vandet og lokker. Pludselig er der en fisk, som hugger; man har fundet den rette recept, det helt rigtige blink eller en god plads.
Tidligt på sæsonen er fjeldørreden som regel sulten, og foretrækker de lidt større mundfulde, der fx imiterer lodde og tobis. I juli/august når fjeldørreden efterhånden kommet i nogenlunde kondition, bliver den mere kræsen og går nogle gang kun efter små lækkerbiskner, fx. rejer eller mindre krebsdyr.
Allround udrustningen der bruges til elvfiskeri passer glimrende til kystfiskeri efter fjeldørred men til tider er en stang på 8-9 fod (240-270 cm) nødvendig for at kunne opnå tilstrækkeligt lange kast og for at kunne styre kunstagnen ordentligt på grund af bølger eller vind på land eller langs med kysten.
Kunstagn med en livlig og levende gang, som kan gå højt i vandet selv ved langsom indspinning, skal der til.
Af blink, der hører til blandt de bedste, kan fx nævnes: Jensen Tobis, Flipper, Møresilda, Filur, Toby, Jensen Pirk, Trumf, og lignende slanke og vimsende typer i vægtklasser fra 3-12 gram.
Spinnere skal også bruges flittigt, fx: Vibrax str. 1-3, Mepps Aglia og Black Fury 1-3, Panter 7 gram, Jensen Insect 7 gram, Mörrum-spinneren og Droppen 3-12 gram , samt de andre man bruger til elv- og søfiskeriet.
Det er ikke nødvendigt at medbringe vadebukser i bagagen. De er både tunge, upraktiske og fylder urimelig meget.

Kystfluefiskeri efter fjeldørred
Kystfluefiskeri er i rivende udvikling - også i Grønland, selvom det må siges at være en sport forbeholdt specialister og feinschmeckere. Men er man i rimelig god træning med fluegrejet, og i stand til at opnå rimelige kastelængder og kender fluefiskeriets grundregler, er det en ualmindelig fascinerende sport i den smukke og dragende kystnatur, når fjeldørreden er i havet for at æde sig tyk.
Det bedste fiskeri opleves som regel først i juli i elvmundingerne, når vandet er stigende. På det tidspunkt fistrer fjeldørrederne frem og tilbage i ferskvandsudtrækket fra elven og er ofte fit for fight.
En god standardudrustning til kystfluefiskeri består af en stang på 2,40-3,60 meter (8-12 fod) AFTM klasse 6-7,8-9. Ethvert fluehjul kan i princippet anvendes bare det er saltvandsbestandigt, har en ordentlig bremse og kan rumme mindst 80 meter bagline (Dacron) foruden fluelinen.
Mest udbredt er brugen af flydeline, WF eller shootinghead og et 2,5-3 meters forfang.
Af gode fluer kan fx anbefales: Mickey Finn, Stickleback, Black Palmer, Tobis, Blue Dun, Blue Dun Grizzly, Zulu Palmer, reje- og krebsdyrimitationer og streamers, der efterligner lodde eller hundestejle, men også buskede fluer som opfører sig tovligt i vandet siger visse dage sparto.
Afsøg pynter, odder og rev i nærheden af elvmundingen særlig effektivt. Områder med muslinge- og stenrev, der bryder overfladen og markante stenformationer skal afsøges særlig grundigt. Fiskeriet er bedst ved stigende vand, særlig den sidste del af tidevandsstigningen byder på det bedste fiskeri, fordi fjeldørreden da er på kastehold og nusser rundt efter føde på det helt lave vand.
Tidligt i sæsonen - i juni og juli - tages fluen ind i lange forholdsvis hurtige bevægelser med små pauser, så "fjerkræet" af og til får lov at dale mod bunden. Senere i sæsonen kan det ofte være en fordel at skifte fra streamers, som jo skal minde om fiskeyngel, til mindre hackle-fluer, der efterligner rejer, små krebsdyr, hundestejle, store tanglopper eller snegle. Farvestrålende fluer i hidsige kulører fx rødorange, ambulancerød og gul er særlig givtige - det får tit fjeldørreden til at se rødt!
Det er svært at sige noget præcist om de bedste fisketidspunkter, men især aften- og morgenfiskeriet give gode fangster. På dette tidspunkt opholder fjeldørreden sig helt nær land, og man kan ligefrem høre plask og se "ringe" fra fisk, der møver rundt på det helt lave vand. Det allerbedste tidspunkt er dog i den sidste halvdel af perioden omkring stigende vand. Denne del af tidevandsperioden får ofte fjeldørreden i hopla. Her har fluefiskere de optimale muligheder for at opleve stram line med viltre fisk, der går fejl af rejer, tanglopper eller en anden lille lækkerbisken og fluen i enden af forfanget.


Fjeldørredfiskeri fra jolle
Når man fisker fra jolle og driver over rev og pynter, har man en glimrende mulighed for at afsøge kysten - fra søsiden. Det er en effektiv form for fiskeri, når fjeldørreden er i havet for at æde, da man kan affiske kyststrækningerne og mundingerne, mens man driver ind over de produktive pladser i bunden af fjorden, hvor fjeldørreden er på jagt efter føde.
Man kaster i bådens drivretning, og det skal der selvfølgelig kompenseres for under indspinningen. Når man finder en god plads, kan man eventuelt ankre op og lægge kast i vifteform ind over det produktive område. Særlig skrænter i elvmundingens nærhed og stenformationer, hvor lavt og dybt vand mødes skal udforskes.
Til fiskeriet anvendes de samme blink, som man bruger til spinnefiskeri i elv, sø og på kysten.

Trolling efter fjeldørred
"Træk med blink" efter båden eller overfladetrolling, som dette fiskeri også kaldes, er en effektiv form for fiskeri, når fjeldørreden er på ædetræk i saltvand.
I stedet for at kaste ud og spinne ind 300 gange, er det lettere at trække blink 20-40 meter bag jollen, mens man sejler i gåtempo.
Man kan udmærket fiske med 2-4 stænger på samme tid - 1 eller 2 på hver sin side af båden med hvert sit blink fx et Toby blink på 7-18 gram, en Tasmanian Devil eller en sort og grå Rapala-wobler på 7-9 cm, en lille Nils Master wobler eller måske en spinner. I realiteten er blink og spinnere til formålet de samme som dem man bruger til kystfiskeri. Det samme gælder stang, hjul, og line.
Blink og woblere kastes 20-40 meter bag båden. Forskellige blink og spinnere afprøves, mens man zig-zagger frem og tilbage langs kysten Mange kilometer indbydende kystlinje afsøges hurtigt.
Under fiskeriet er det vigtigt at sørge for, at kunstagnen går "rigtigt" i bådens kølvand. Kig på stangspidsen. Hvis den dikker, går blink, spinner eller wobler rigtigt, men står stangspidsen stille har kunstagnen måske fanget grøde eller tang, som skal fjernes fra trekrogen.
Hvis man vil fiske mere effektivt og dække et større område og lægge en større spredning på kunstagnene bag båden, er fiskeri med planerboard det helt rigtige.
Planerboardet findes i forskellige udformninger, men minder i princippet om en plov, der trækker ud til siden - 20-50 meter og sejler parallelt med båden. Det er helt almindeligt, at man fisker med to planerboards - et på hver side af båden.
Planerboardet er fastgjort til en mast, der rager et par meter op over båden, fordi den snor, som er bundet i planerboardet, skal holdes fri af vandet.
Når planerboardet er sat ud, fires det antal meter af hjulet, som man ønsker kunstagnen skal fiske bag båden. Herefter klemmes fiskelinen fra hjul og stang i en lineclips og sættes på planerboardsnoren.
Så snart man giver line på hjulet, vil lineclipsen glide ud ad planerboardsnoren, og man kan på den fikse vis selv bestemme, hvor langt ude eller nær båden, lineudløseren og hermed også hvor kunstagnen skal fiske. Herefter justeres bremsen på hjulet - den må ikke stå for hårdt og skal stå så stramt, at linen ikke trækkes af hjulet på grund af vandpresset.
Lad gerne knarren på hjulet være slået til. Den er god bidmelder, hvis man ikke selv er opmærksom, i det brøkdel af et sekund fisken hugger.
Stangen sættes i en holder, og linen strammes op. Resten af stængerne gøres parate til fiskeri på samme vis, da intet er til hinder for, at man fisker med flere lineudløsere på planerboardsnoren på samme tid. Det er faktisk meningen!
Nu gælder det bare om at opspore de sultne fjeldørreder, mens man sejler i gåtempo langs kysten.
Pludselig bøjer stangen som et suppehår, en fjeldørred er gået i fælden.
Fjeldørreden, der er kroget, vil som regel straks gå op til overfladen. Så følger den pænt med det første stykke, hvis den ikke stikker af i et vildt udløb. Det kan variere fra fisk til fisk.
Inden fjeldørreden landes, skal dækket ryddes for grej, så intet er i vejen. Når fisken nærmer sig båden, vil den ofte forsøge endnu et udløb - et sidste desperat forsøg på at slippe tilbage i friheden.
Læg et jævnt pres på fisken, og lad den cirkle rundt langs bådsiden, til den har rendt det gale af sig. Styr den så ind i landingsnettets masker med hovedet først og løft kalorius ombord i båden.
Et stort landingsnet er det sikreste landingsredskab. Rammen skal have en diameter på i hvert fald en meter, og netposen skal være dyb.
Rens altid dagens første fjeldørred med det samme og studer dens maveindhold. Her finder man sikre fingerpeg i retning af, hvad fjeldørreden spiser, og hvilken taktik og kunstagn, man skal vælge.

Isfiskeri efter fjeldørred
Isfiskeri efter fjeldørred er en næsten uudforsket metode at fange den spændende fisk på, når de overvintrer i de grønlandske søer, som ikke bundfryser. Det er ellers et fiskeri, som har vundet stor udbredelse i nordlige Skandinavien og Canada, men som endnu ikke har bredt sig med samme entusiasme i det grønlandske.
Til fiskeriet bruges en hel speciel stang - en såkaldt pimpelstang - der består af en kort klinge på halvmeters længde, som har et håndtag og et lille hjul monteret.
Hvis man vil prøve dette fiskeri skal grejet anskaffes hjemmefra, da det ikke forhandles i Grønland. Men man kan nu også klare sig med spinnegrejet, hvis det skulle være - det eneste man skal skifte ud er linen, som ikke bør være tykkere end 0,20 mm.
Der findes et utal af jigs og pirke i forskellige udformninger og farver på 2-12 gram på markedet, der er velegnet til fiskeriet. De fleste af isfiskepirke er udstyret med en lille tavs over krogen, som kan agnes op med fx. Power Bait, en reje eller evt. lakseæg af den slags man kan købe på dåse. Ligegyldig hvilken agntype der vælges, gælder det først om at finde fjeldørrederne og lokke dem til hug.
Ofte vil man finde fjeldørrederne nær søens dybe partier, ud for tilløb til søen eller i nærheden af underjordiske kildevæld. Ofte må man prøve forskellige pladser før man har opsporet fiskene - men er den første snøret, er der som regel andre i nærheden.
Udover isfiskegrejet har man brug for et isbor. De steder man ikke kan leje isbor, må man selv medbringe det. Kontakt de regionale eller lokale turistkontorer for yderligere oplysninger.

Genudsætning
Der er ingen grund til at slå flere fjeldørreder ihjel, end dem man selv ønsker at fortære. Det er en huskeregel, som enhver sportsfisker, der besøger Grønland bør skrive sig bag øret.
Fjeldørreder som genudsættes uden skrammer, sår og uden alt for mange men overlever - for det meste. Men det er vigtigt, at fisken behandles skånsomt, ikke mindst under landing og krogløsnings-operationen, ellers har den ikke mange chancer.
Under fighten stiger fiskens mælkesyre-koncentration i blodet betydeligt - det kan man mange gange se på fisken, efter den er landet på fx. blodudtrædninger ved finnerne og hovedregionen. Fisk, der er i mælkesyrechok, overlever ikke altid, og slet ikke hvis man bare plumper fisken i vandet. I stedet skal man give fisken "kunstigt åndedræt". Det er let gjort og går ud på, at fjeldørredens hoved holdes op mod strømmen, så der løber frisk vand gennem gællerne. Er vandet stillestående føres fisken blidt frem og tilbage i vandet, mens man holder den forsigtigt under bug og hale. Først når gællerne igen pumper regelmæssigt, giver man slip på fisken. Hvis fisken først får kunstigt åndedræt på denne vis, betyder det i de fleste tilfælde, at fjeldørreden genvinder kræfterne og overlever.
Under landingen så pas på, at fiskens beskyttende slimlag ikke beskadiges, når fisken landes, og hold aldrig fisk, der skal genudsættes i øjenhulen - det er dyrplageri.
Når man har landet de fisk, som man skal have til aftensmad i lejren, kan det være en fordel at fiske med modhageløse kroge. Disse kroge gør i sig selv fiskeriet ekstra spændende, da man ikke kan tillade sig at lave fejl, før fisken slår sig løs. De modhageløse kroge fra fiskens mund med et snuptag, mens almindelige kroge kræver brugen af krogløser.

Planlæg fjeldørred-eventyret grundigt hjemmefra
Hvis man har helt specielle ønsker om at besøge fjerne vande, der ligger langt fra by eller bygd, kan man eventuelt vælge at blive fløjet ud på fiskepladsen af Grønlandsfly. Det er en oplagt måde at få rigtige fiskeeventyr, hvis man er nogle stykker, der rejser sammen. Så er prisen også overkommelig. Sådanne fiskeekspeditioner bør dog planlægges til mindste detalje hjemmefra. Bl.a. skal der indhentes de nødvendige tilladelser og helikopter eller fly skal bestilles i god tid.
Hvis man kun har begrænset tid til rådighed (1-2 uger), kan det anbefales, at man vælger at deltage i en færdigpakket tur som flere rejsebureauer tilbyder. Det sparer ikke kun en masse planlægningstid, men man ved også hjemmefra, hvad der kan forventes af arrangementet, da det som regel er gennemprøvet og af en vis kvalitet.

HAVFISKERI


Store helleflyndere, grumme havkatte, herlige torsk i 10-15 kilos klassen,
og rødfisk med store skelende øjne samt en række andre spændende arter i uforurenede arktiske farvande, gør Grønland til et eldorado for havfiskere.
De mange rovfisk, der holder til ved Grønland har kronede dage, for farvandene er i bogstaveligste forstand et smækfyldt spisekammer. Her er sprællevende med ammasetter (lodder), krebsdyr, rejer, store tobis - ja næsten godt fra havet.
Mange steder i det grønlandske er havfiskeriet med stang, hjul og line så godt som uudforsket. Hver eneste tur kan byde på overraskelser. Men manglen på viden og erfaring omkring fiskeriet kan desværre også være et af problem for besøgende sportsfiskere, da man kun få steder har sat system i fiskeriet og optegnet de mest produktive pladser. At udforske og kortlægge de tusindvis af produktive pladser som er spredt ud over den store ø, er også et stort og næsten uoverskueligt arbejde, men der gøres meget lokalt i det grønlandske for at opspore de bedste havfiskepladser og -områder til gavn for tilrejsende havfiskere.
Havet omkring Grønland er både stort og dybt. Dybder på 400-600 meter er ikke så usædvanlige, men det er heldigvis ikke her det meste sportsfiskeri praktiseres. Størstedelen af havfiskeriet foregår på dybder på 20-90 meter. Indimellem er det nødvendigt at kunne affiske større dybder på 150 meter eller mere, fx. hvis man går efter rødfisk og grov havkat.

Havfiskegrej
Langt det meste sportsfiskeri i havet ved Grønland foregår med pirke på 150-400 gram. Det er vigtigt med kraftigt grej: 20-50 punds stænger og multiplikatorhjul som fx. Ambassadeur 10 000, Penn eller Shimano-hjul i samme størrelse, der kan rumme mindst 200 meter 0,60 mm. nylonline. Hjulet af ovennævnte type er robuste og udstyret med bremser, der er tiptop i orden. Bremsen på hjulet må nemlig aldrig gå i hug eller uregelmæssigt, når den udsættes for et jævnt træk. Hvis det er tilfældet skal bremseskiverne skiftes eller hjulet til eftersyn. Havfiskelinen skal enten være på 0,50-0,60 mm nylon line eller 30-70 punds Dacron, eller spunden line som det også hedder eller den nye Kevlarline, er et endnu bedre valg. Fordelen ved den spundne line og Kevlarlinen er, at den næsten ikke er elastisk. Selv når man fisker på 150 meter vand, har man så meget "Fingerspitzgefühl" med pirken i vandet, som var den lige under kølen.
Nylonline er derimod elastisk og giver sig faktisk meget - 20-50%. Af den grund har man svært ved at fornemme de forsigtige nap, når man fisker på dybder over 50 meter.
Nogle havfiskere foretrækker at bruge heltrukket stålwire-line, men det er kun nødvendig på dybder over 150-200 meter. Wiren er meget tynd i forhold til styrken, og fanges derfor næsten ikke af strømmen. Den er desuden helt uelastisk og giver sig ikke en tøddel, så man har altid god kontakt med agnen i enden af linen. Problemet med stålwire er bare, at den har tendens til at kinke - og sker det - knækker wire meget let.
Ligegyldig hvilken linetype man foretrækker, så medbring ekstra line fx. 300-500 meter hjemmefra, så linen på hjulet kan skiftes, hvis det skulle blive nødvendigt. Nylonline forhandles ikke alle steder i Grønland og det kan fx. være svært at få lige præcis den linetykkelse man leder efter.
De fleste havfisk ved Grønland er ikke videre kræsne, når de er i hugget, men sølv og farvestrålende pirke slår sjældent fejl.
Pirke sælges mange steder lokalt, men de er forholdsvis dyre og kan let koste 90-120 kroner stykket. Og selvom pirke vejer godt til i bagagen, så regn med at miste et par pirke på hver dagtur. Det kan derfor anbefales, at et godt arsenal af pirke på 100-400 gram medbringes - som kan dække det fiskeri, man kommer ud for.
Det er kun sjældent man har brug for pirke over 300 gram, og i de fleste fjorde har man ingen problemer med at "holde" bunden med 200 grams pirke, og vide at man fisker der. Kun i den heftigste periode af tidevandsvendingen har man brug for pirke over 300 gram for at fiske ved bunden, hvor mange rovfisk i øvrigt foretrækker at opholde sig, når strømmen løber stærkest. Det er altid en god idé at skifte krogen på købepirkene ud med trekroge i størrelse 6-8/O. Disse kroge er solide og kan klare hårdere belastninger, og det er der brug for, særlig når der er helleflynder i sigtekornet.
Husk ophængere i grejboksen - og brug dem flittigt. I Grønland kan ophængere bruges til det meste havfiskeri - med eller uden agn. Norske gummimak, Red Gill, lyskroge, Eddystone Eel og lignende er glimrende, og giver en ekstra chance for gevinst, men da der i de grønlandske farvande, er mulighed for virkelig grov fisk, skal man ikke fiske med mere end en eller allerhøjst to ophængere. Hugger en dublé torsk på 2 gange 10 kilo, er sådan en dynamisk duo mere end vanskelig at få til overfladen, selv for den mest erfarne havfisker.
Mange vælger at fiske med agnet ophænger. En fiskestrimmel fra ulk, torsk eller anden fisk sættes på krogen, så det blottede kød vimrer frit i strømmen efter pirken. En strimmel kød på 5-15 centimeter skæres ud af fisken, der bruges til agn. Strimlen skal være tilspidset og mere tyk i den ene ende end i den anden, så agnstykket nærmest minder om en spids vimpel. Den tykke ende af strimlen sættes fast i pirkens trekrog. I vandet vil fiskestrimlen dingle og lokke som en hale på pirken. Ikke kun med de vimsende bevægelser i strømmen, men også med sin lugt. Denne fiskemetode er meget udbredt og også et velkendt trick, der bruges flittigt af lokale af snelle- og håndlinefiskere.
Stangbælte er ikke nødvendigt, men det er alligevel godt at have et med i bagagen hjemmefra, hvis en 100 kilos helleflynder er på krigsstien. Havfiskeri på dybder omkring 40-80 meter kan være anstrengende og tungt, og her kan et stangbælte være behageligt at bruge - ikke mindst lysken bliver temmelig øm efter få timers fiskeri.
En grejboks er nødvendig for havfiskeren. Dels har man et sikkert sted til opbevaring af pirke, ophængere, svirvler, linespoler, tang, kniv og andre småting. Og dels kan man let finde frem til det, man har brug for lynhurtigt. På større fiskeekspeditioner til havs er der altid tendens til, at ting forsvinder, netop når man skal bruge dem. Hvis grejer og småting har en fast plads i en boks, er de lettere at finde - i hvert fald i teorien!
Husk varmt tøj. Vejret i Grønland kan skifte meget og hurtigt - ikke mindst på havet. Fra sommer og sol til vintervejr på mindre end en time! Visse sommerdage kan man op til midt på dagen fiske i skjorteærmer, mens det pludselig hen på eftermiddagen bliver så bidende koldt, at man må iføre sig trøje, termotøj og jakke.
På overkroppen er det bedst at være iført flere lag tyndt tøj end en tyk sweater, da det er luften mellem lagene, der isolerer. Termotøj og fiberpels er ideelt til formålet. Det fylder ikke kun mindre end almindeligt tøj i bagagen, men det holder også langt bedre på varmen. Samme isolerende egenskaber har sweatere af uld eller bomuld. Udover 2-3 lag tøj indvendig er et godt gammeldags sæt regntøj næsten altid værdsat - dels er det vind- og vandtæt og dels sker der ikke noget ved, at der kommer skidt og snavs eller fiskeslim på beklædningen.
Ofte vil havfiskeren have behov for at have et til to lag under fiskebukserne, fx. lange underbukser og eventuelt termobukser. Hvis det blæser eller føles råkoldt, er det godt at have et vind- og vandtæt sæt overtræksbukser ved hånden, der både isolerer, men også kapsler kroppen af for kulden.
Det kan være koldt om fingrene, og der er næsten intet værre, når man skal fiske koncentreret. Neopren-handsker er et godt valg og holder på varmen, også selvom de bliver våde. Uldhandsker er et glimrende alternativ.
Glem ikke hue eller hat og halstørklæde. Når vinden kommer direkte fra indlandsisen, er det koldt om ørene.
Varmt fodtøj er nødvendigt. Gummirøjser er det dårligst tænkelige, da de overhovedet ikke isolerer. Det ideelle fodtøj er vandtætte læderstøvler, som er et par numre for store, og som levner plads til 1-2 par termo- eller uldsokker.

Pirkefiskeri
Der er ingen finurligheder i det grønlandske pirkefiskeri. Når pirken har nået bunden, laves små nøkkebevægelser med stangspidsen. Der er på ingen måde grund til de helt store armbevægelser på dybder under 30-50 meter. Det er bedre at pirken småhopper og får lov til at lokke og blinke i vandet. Drej en gang imellem et par meter line ind på hjulet, så pirken løftes et par meter over bunden - og lad den så falde ned til bunden. På dybder over 50 meter skal der laves noget kraftigere pirkebevægelser for at kompensere for linens elasticitet.
En af de bedste måder at styre pirkefiskeriet er med den såkaldte "tommelfingermetode". Det er en såre effektiv måde at betjene pirkegrejet, som hurtig er lært: Når pirken har nået bunden, slår man ikke multiplikatorhjulets spole til. I stedet placeres højre hånds tommel på spolen, så den blokeres og gør det umuligt for linen at løbe af hjulet. Nu laver man de karakteristiske pirkebevægelser med stangen. Med mellemrum slækkes tommelfingerens pres på spolen, så linen får friløb, og pirken løber mod bunden. Pirk videre efter samme recept en tid. Når der er så meget line ude i vandet på grund af bådens drift og strømmodstanden, at man kun har dårlig kontakt med pirken, spoles linen på hjulet, og man begynder forfra.

Medefiskeri med naturlig agn
Medefiskeri med naturlig agn er særlig effektivt, hvis man vil fange visse fisk ved bunden - dem der først og fremmest bruger lugtesansen for at opspore byttet.
Essensen i dette fiskeri er med andre ord, at fisken skal snuse sig frem til byttet, der ligger blottet på en krog på bunden. Mange vælger at fiske med en agnet pirk, men hvis man satser på fx. havkat kan bundfiskeri med naturlig agn være ekstra givtigt. Havkatten er en udpræget bundfisk, der snuser sig frem til byttet og forsigtigt vurderer, om det er spiseligt eller ej. Bl.a. muslinger står meget højt på havkattens liste over favoritføde og er en suveræn agn.
Hvis man vil fiske med muslinger kan man samle dem ved lavvande i bunden af fjordene eller ved havneanlæg - og det er sjældent noget problem at samle nok til en dags fiskeri på en time til halvanden. Problemet kan derimod være at sætte muslingeindmaden på krogen, for det bløde kød sidder dårligt på krogskaftet og ryger let af. For at forhindre det sker, og for at lave en rigtig godbid til havkatten, er det en god idé at medbringe fintmaskede hårnet eller bandagenet hjemmefra. Hårnet købes i de fleste manufakturbutikker. Alternativet er fintmaskede bandagenet, der forhandles af de fleste apoteker.
Åbn 4-8 muslinger, tag indmaden ud og pak den klæbrige masse ind i hår- eller bandagenettet, der agnes op på en krog, str. 3/O-4/O. i. Det er ikke nødvendigt med store agnstykker, for havkatten foretrækker små mundfulde på størrelse med en valnød. Til fiskeriet kan man også bruge tilspidsede strimler af fisk, fx, ulk, torsk eller fjordtorsk (uvak) på 5-15 cm, der føres en eller to gange på krogskaftet. Den tykke ende skal på kroge, så cirka halvdelen af agnen rager ud over krogspidsen og bevæger sig som en hale i vandet.
Medefiskeri fra drivende båd er den mest udbredte metode til afdækning af større områder, mens fiskeri fra opankret båd praktiseres mere sjældent.
Til medefiskeri kan man snildt gøre brug af den standardudrustning, som anvendes til pirkefiskeri.
Ligesom ved det traditionelle pirkefiskeri gælder det om at få forfanget og den naturlige agn til at arbejde på bunden, og det skal den gøre hele tiden.
Så snart forfanget er firet ned til bunden, strammes linen op, så man fornemmer loddet i enden af forfanget slæber henover bunden. Med mellemrum gives line på hjulet, da strømmen og den drivende båd efterhånden løfter forfang og agn op i vandet. Nu og da er man også nødt til at rulle line på hjulet, fordi man driver op over en skrænt eller top.
De fleste fisk er forsigtige, når de hugger. Efter de første varsomme nap er registreret, skal man give fisken tid til at sluge agnen. Først når den tager line og svømmer af sted med byttet i munden, løftes stangen bagover i et behersket modhug.
Til driftfiskeri er et forfang som paternosterforfanget det mest brugte, men det kan forbedres, hvis man binder dét, som på tegningen. Her er blyloddet i bunden af forfanget udskiftet med en pirk, hvor krogen er fjernet. I stedet monterer man en linetavs på 10-15 cm, der går ud til den agnede krog. Under fiskeriet skal forfanget studse hen over bunden, og det gælder om ikke at lave for store armbevægelser - nærmest tværtimod. Mange fisk er sky fx. havkatten og prøvesmager agnen, før den sluger mundfulden på krogen. Giv fisken tid og bliv ikke for ivrig, når de første nap fornemmes. Slå i stedet koldt vand i blodet og lad fisken få lidt tid, før man laver et hurtigt men behersket modhug, så krogen får fat i fiskens mund.
Glidetaklet bruges til fiskeri fra opankret båd. Taklet adskiller sig fra paternosterforfanget ved at fisken kan tage agnen uden at mærke modstand fra blyloddet. Når en fisk tygger forsigtigt på agnen, bliver blyloddet liggende på bunden, og fisken mærker ikke nogen modstand, når den løfter agnen på krogen op fra bunden.

Udtrætning og landing
Når fisken er fældet og solidt kroget, skal den have mulighed for at rase ud. Hold hele tiden stram line, og begynd at "pumpe" fisken mod overfladen. Hæv stangen op ad i en jævn bevægelse, så det ukendte løftes op fra dybet, og spol så line på hjulet, mens stangen sænkes. Fortsæt med denne pumpebevægelse, men vær parat til at give line og justere hjulets bremse, hvis fisken gør modstand. Metoden er nødvendig at mestre for kunne lande storfisk. Det er samtidig en god metode til at få selv små duellanter op fra dybt vand, for der lægges alt for mange armkræfter i at køre fisken op på hjulet..

Fiskearter for havfiskeren



Helleflynderen, eller Nataarnaq som den kaldes på grønlandsk, regnes af sportsfiskere for Nordatlantens konge og er en helt formidabel fisk at få på krogen. Helt sikkert det fornemste bytte for havfiskeren i Grønland!
Helleflynderen fanges spredt langs hele vestkysten, men er bl.a. særlig udbredt i områderne ved bankeområdet Paamiut til Sisimiut og i Diskobugten.. Den er en grådig rovfisk, og en af de fisk som kan bevæge sig frit i forskellige vandlag, fordi den har en svømmeblære. Selvom helleflynderen er grådig, er den en vanskelig fisk at overliste, da den kun er aktiv i begrænsede perioder af døgnet. Disse hugperioder ligger ofte i perioden omkring stigende vand .
Fisker man for eksempel udenskærs kan tidevandet betyde meget for fangstresultatet. Erfaringer viser i øvrigt, at man oplever det bedste fiskeri, når strømmen mellem skær og smalle fjorde står stille. Når tidevandsstrømmen er på sit højeste, søger helleflynderen ofte læ på bunden. På dette tidspunkt hugger den ikke gerne, men det sker dog.
Helleflynderfiskeriet for sportsfiskere ved Grønland drejer sig for det meste om fisk fra 10-60 kilo. Større fisk af slagsen landes dog jævnligt af kroglinefiskerne på vestkysten og de ryger af og til også i trawlfiskernes netposer. Her kan det være fisk af andre proportioner, og monster-flyndere på omkring 4 meter i længde der vejer 100-300 kilo landes hvert år.
I hovedreglen finder man dog de store "flyndere" på over 100 kilo længere til havs - ofte på skråninger og nær toppe ved de store fiskebanker ud for det sydvest og midtgrønlandske område.
Helleflynderen er ualmindelig langsomtvoksende, selvom den kan nå en imponerende størrelse. Det har bl.a. vist sig, at fisken først kønsmoden, når den er 10-15 år. Da er den omkring en meter lang og vejer cirka 10-15 kilo.
Gydningen foregår på 300-1000 meter vand - fra december til maj. Æggene stiger efter klækningen op mod overfladen, og ungerne lever pelagisk på cirka 100 meters dybde.
Umiddelbart efter legen vandrer helleflynderen ind på lavere vand for at frådse i de store fødeforekomster nærmere kysten. Her æder den overdimensionerede fladfisk torsk, håising, fjordtorsk (uvak), laks og også gerne fjeldørred
Helleflyndere på 10-50 kilo vandrer ofte helt ind i bunden af fjordene. Og fra midt i juni til oktober har fisk af ovennævnte størrelse en forkærlighed for at opholde sig på skrænter ud for ferskvandsudløb, hvor der er aflejringer af sand eller grus.
Hvis man er blandt de heldige og er på dette rette sted på det rette tidspunkt, kan man 10 meter under kølen pludselig skimte omridset af en stor fladfisk, der glider lige så elegant og graciøst hen over det lyse sand eller grusbunden. Flere lokale linefiskere kan berette om, hvordan de har set sofabords-store helleflyndere sværme rundt på lavt vand, mens fjeldørrederne næsten hopper ud af vandet af skræk og rædsel. Ser man en fisk over bunden, gælder det om at holde godt fast i grejet, bede til Gud og holde krudtet tørt!
Pirke- og medefiskeri - eller en kombination fra drivende båd over de produktive pladser er vejen til helleflynder.
Agnet pirk bruges meget til dette fiskeri af lokale håndline og snellefiskere, og er en effektiv metode, fordi fiskestrimlen på pirkens trekrog giver pirken en mere livlig gang og spreder et duftspor i vandet. Helleflynderen er nysgerrig og kombinationen af den blinkende pirk og den vellugtende kødstrimmel, der lokker i vandet, kan få grovæderen til at følge pirken helt op til få meter under båden, før den pludselig langer til fadet.
Det er ofte en fordel at vælge pirke på 200-350 gram, der har en store bæreflade, og som derfor arbejder livligt i strømmen. Det har også vist sig, at det kan betale sig at lade pirken arbejde fra bunden og op til midtvandet, hvorefter man atter firer pirken ned til bunden
- for så at gentage proceduren. Helleflynderen er nemlig nysgerrig af natur og tiltrækkes ofte af alt, der opfører sig anderledes i vandet.
Man kan optimere pirkefiskeriet ved at montere en ophænger, størrelse 1/O-3/O cirka en halv til en meter oppe over pirken, der agnes med en fiskestrimmel på 5-8 cm. Den bedste agn til dette formål er fjeldørred, siger grønlænderne, men en ulkehale eller en strimmel kød fra torsk eller fjordtorsk (uvak) kan udmærket bruges.

Havkatten i Grønland kan blive stor. Der findes tre arter ved Grønland, nemlig den blå havkat (Anarhicius denticulutus), den stribede havkat (Anarhicius lupus) og den plettede havkat (Anarhicius minor).
Mange tror, at havkatten er en forslugen og hidsig rovfisk, der jager uhæmmet. Det er helt forkert. Havkatten er nemlig en meget forsigtig fisk, der fortrinsvis lever af muslinger, krabber og andre skaldyr, som det frygtindgydende gebis og de stærke kæber er som skabt til at knuse. Og skulle der ryge en tand, når havkatten skruer bisserne om et skaldyr, ja så sker der ikke noget ved det, fordi fisken skifter tænder hvert år.
Havkattens vækst er ret langsom i det arktiske - de store havkatte på omkring en meters længde menes at være omkring 20 år gamle.
Særlig medefiskeri med naturlig agn og fiskeri med agnet pirk giver flest fisk. I sidstnævnte tilfælde fisker man den agnede pirk med meget langsomme og bløde pirkebevægelser lige over bunden.
Lige så forsigtig havkatten kan hugge - lige så hidsig og vild er de, når den er snøret, kan den få stangen til bøje i dumpe, men hårde hug - en sej modstander at få på tomandshånd. Og selvom fisken ikke kan regnes for en hurtigsvømmer, så kæmper den altid bravt for hver centimeter line.
Pas i øvrigt på de store havkattes tænder. De kan være sylespidse, så de så let som ingenting bider gennem læderhandsker og støvler. Gør derfor altid brug af en langnæbbet tang, når krogen løsnes fra tandsættet.
Den blå havkat kan blive op til 35-40 kilo, og den er den største af havkatte-arterne. Den er en udpræget dybhavsfisk, som ofte foretrækker dybder over 100 til 600 meter og fanges kun meget sjældent af sportsfiskere. Den er som regel mørkt blålig i farven med utydelige pletter. Kødet er temmelig vandet, og den er ikke en populær spisefisk blandt grønlænderne.
Den stribede havkat er mest udbredt og findes på klippebund, hvor den lever et ensomt liv med at finde føde. Ellers søger den det meste af tiden skjul i sprækker og revner på bunden. Den bliver op til 125 cm og 25 kilo og overlistes bedst på naturlig agn, men fanges også tit på pirk og ophænger - med eller uden agn. På grønlandsk kalder kaldes den stribede havkat Qeeraaraq, og fisken adskiller sig fra de andre havkattearter ved at leve på lavere vand fortrinsvis klippebund.
Den plettede havkat, eller Qeeraq Milattoq som den hedder på grønlandsk, kan blive stor. Fisk på 120-140 cm og 30-35 kilo landes jævnligt af kroglinefiskere. Den er udbredt i de grønlandske farvande mod nord til Upernavik og Ammassalik.
Verdensrekorden for plettet havkat stammer i øvrigt fra Grønland. Ud for Sisimiut blev der i først i 1980'erne landet en fisk på 23,35 kilo på stang og line. Den rekord er endnu aldrig slået.
Den plettede havkat foretrækker at opholde sig på muslingebund og også en lidt blød bund med enkelte sten. Den er en udpræget bundfisk, som færdes på dybder fra 25-600 meter, men findes oftest på 100-150 meter, hvor den støvsuger bunden for muslinger krabber, søpindsvin.

Torsken, som kaldes Saarullik på grønlandsk, findes visse steder i rigelige mængder og den kan blive kolossal i de grønlandske farvande. Hvert år landes der torsk op til 20-30 kilo, og for havfiskeren er en fisk af den kaliber noget af en udfordring, der siger sparto, for grønlandske torsk kæmper altid til ug - uanset størrelsen.
Desværre er torskefiskeriet på Grønland gået gradvist tilbage de senere år, og i visse områder er det sparsomt med den sjove duellant, men der er stadig et utal spændende og næsten jomfruelige områder med store torsk bl.a. i det midtgrønlandske hav- og fjordområder fx. ved Sisimiut og videre mod nord.
Torsken opholder sig det meste af tiden ved bunden, men i Grønland hænder det ikke sjældent, at man finder de populære sportsfisk i de frie vandmasser. Her er det særlig i kanter af fødefiskestimer og knolde med god vandventilation, der holder på regel torsk i rigelige mængder.
Så snart lodderne (ammasetterne) kommer på gydetræf i de grønlandske fjorde om sommeren, er der torsk i kølvandet. Og så længe ammasetterne er i nabolaget findes torsken på det lavere vand, dvs. 20-80 meter.
Indenskærs og i fjordene findes torsken talrigst på og nær knolde og toppe på 40-80 meter vand - ofte står fiskene lige over bunden, så det gælder om at holde et vågent øje med ekkoloddet, og se hvor det tegner fisk.
Torskefiskeriet indenskærs varer som regel til den første rigtige frostperiode, herefter søger torsken mod dybere vand. Vinteren igennem opholder fiskene sig ofte på dybder på 150-200 meter og nedefter.
Morgen- og aftenfiskeriet samt fiskeriet i perioden omkring stigende vand er i reglen det mest givtige. Det skyldes bl.a, at fødefiskestimer henholdsvis splittes og samles på disse tidspunkt, og så har torsken optimale jagtmuligheder. Og kan man for eksempel opspore toppe, strømsteder med god vandventilation og godt med fødefisk under kølen, er der ofte torsk på kastehold.
Havområderne og fjordsystemerne er store og fiskepladserne mange, og hvis man ønsker at opleve et godt torskefiskeri kræves lokalkendskab. Selv med lokalkendskab kan det kan alligevel visse dage være sin sag at opspore torsk af god størrelse.
Når det gælder torsk er pirkefiskeri den mest udbredte metode. Agnet pirk og agnede ophængere er et ligeså effektivt våben, hvis man vil fælde den formidable fighter.

Rødfisk
smager herligt og er lidt af en arktisk specialitet. Der findes 3 arter rødfisk ved Grønland, og den største af arterne, Sebastes marinus, kan blive op til 1 meter lang og veje op til 10-15 kilo. Fisk af den kaliber regner biologer for at være omkring 60 år gamle, men dem er der ikke mange af. De fleste rødfisk man fanger har en gennemsnitsstørrelse på et til halvanden kilo, men uanset størrelsen er det altid en ualmindelig smuk fisk, som man ikke kan undgå at blive betaget af.
Rødfisken er en udpræget bundfisk og ynder at opholde sig ved eller lige over bunden. De største rødfisk fanges i reglen på det dybt vand omkring 80-200 meter, og det har i øvrigt vist sig, at den vandrer meget op og ned i vandmasserne i løbet af døgnet. Men der er undtagelser, og det har vist sig, at selv store rødfisk nu og da ynder at opholde sig på 20-50 meter vand - på helt specielle pladser. Rødfisken føder levende unger.
Rødfisken er en aborrefisk, og den ligner også familiemedlemmet - i formen, den har de samme skarpe gællelåg og spidse pigge.
Vær i øvrigt forsigtig, når fisken tages af krogen, for de spidse pigge og de skarpe gællelåg er ikke ufarlige at skære eller stikke sig på.
Rødfisk lever primært af krebsdyr, bløddyr eller rejer og fanges på pirk og ophænger. Ophængerne er dog fiskens favorit - særlig de kulørte og livlige af slagsen.
Det kan være svært at fornemme rødfiskens forsigtige hug, når man fisker i 100 meters dybde eller mere. Men så snart man mærker en varsom rusken i linen, er der sikkert rødfisk på spil. Vent dog lidt med at rulle pirk og forfang op, og lad tacklet blive i vandet. På kort tid bliver der "fuldt hus" - og hver eneste krog kan være pyntet med hver sin fisk. Når rødfisken bekender kulør i dybet, har den ikke så sjældent fået dykkersyge på grund af trykforandringen. Øjnene står næsten på stilke, og mavesækken hænger ud af munden på den flotte rødorange fisk. Af den grund kan rødfisk der er fanget på dybt vand ikke genudsættes på grund af tryksyge. Vær forsigtig når rødfisken løftes indebords, for den drysser let af krogene.

Fjordtorsk, eller uvak som den kaldes på grønlandsk, optræder talrigt næsten overalt i de grønlandske farvande. Uvakken minder lidt om torsken i udseende, men her holder sammenligningen op, for den kæmper langt fra så godt som den rigtige torsk og bliver heller nær så stor - sjældent over 3-4 kilo. Man kan i øvrigt let skelne mellem de to fisk, for uvakken er mere plump af udseende, og så er finnerne mindre og afrundede i forhold til torskens. Uvakken har også en mørkere farve og kan visse steder have et rødligt skær. Derudover har den en mørkere sidelinje en torsken.
Uvakken finder man som regel på alle dybder, men den optræder talrigst på dybder ned til 80 meter. Visse steder er antallet af uvakker så overvældende, at de udgør et reelt problem for sportsfiskerne. Her kan uvakker hugge uophørligt, og hvis andre rovfisk er i farvandet, levner den forslugne fjordtorsk dem ikke en chance for at komme først til pirken eller den naturlig agn.

Hellefisken, kan forveksles med en helleflynder, men den bliver sjældent større end 1 meter og 10-15 kilo. Hellefisken har også en mere gråblå farve - på begge sider - og er mere slank og symmetrisk i sin form end sin storebror helleflynderen. Desuden kan den skelnes fra helleflynderes ved sin lige sidelinje over brystfinnen og så sidder venstre øje placeret lige foran rygfinnen. Hellefisken er en udpræget arktisk fisk og træffes ofte pelagisk i de frie vandmasser, hvor biologerne antager at den svømmer på tværs i vandet.
I sydlige Grønland findes hellefisk især i isfjorde, men den er mest udbredt i Nordgrønland - mod nord til Qaanaaq og Ittoqqortoormiit. Hellefisk foretrækker de store dybder på 200-400 meter vand, ofte på isfjordens bløde og lidt slammede bund. Hellefisken, som hedder Qalerarik på grønlandsk, er ikke så almindelig en fangst for sportsfiskere, men overlistes nu og da på specielle pladser. Føden består fortrinsvis af rejer og småfisk.
Om vinteren fanges hellefisk direkte fra isen med håndline og krogline bl.a. i Ummannaq-området og fra isen i Ilulissat. Dét fiskeri må siges at være en usædvanlig udfordring for sportsfiskeren, der ønsker en hel speciel isfiske-oplevelse i det arktiske.
Isfjordsfiskeriet har sin helt specielle charme. Det er en ultimativ form for fiskeri, der foregår om vinteren fra isen blandt andet i Ilulissat. Her kan man vinteren igennem tage på tur med lokale fiskere og få en ultimativ oplevelse på hundeslæde og lande hellefisk fra isen. Hellefisken vejer 10-15 kilo i gennemsnit og er et prægtigt bytte at lokke på afveje - og den er underlig nok en af de fisk, som det endnu ikke har været mulig at aldersbestemme, fordi den lever ved en konstant temperatur.

Havkal, eller Grønlandshaj, som sportsfiskere ynder at kalde den underlige skabning lever på dybder fra 200-600 meter. Den er Grønlands største fisk og kan blive op til 6,5 meter lang. Havkalen er en stor brun haj. Den er altædende, men føden består hovedsagelig af fisk og ådsler. Da Grønlandshajen, som grønlænderne i øvrigt kalder Eqalussuaq, ser meget dårligt benytter den primært sin lugtesans for at finde sin føde.
Grønlandshajen er udbredt i flere af de store fjordsystemer mod nord til Quaanaaq og Danmarkshavn, men kun få steder fiskes der efter den mystiske skabning, som er særlig kendt for sin fine lever, der gennemsnitlig vejer 20-25 kilo. For sportsfiskere er den ikke nogen fremragende og hurtig fisk, men lever i stedet helt op til sit latinske navn "somnious", der betyder: "det søvnige". De sportsfiskere, som har dystet med en sådan karl siger for det meste, at det næsten er som at have en tung sæk kartofler i den anden ende af linen, men den er nu alligevel fascinerende at overliste , for de sportsfiskere, som ønsker noget mere specielt - og mest af alt på grund af sin enorme størrelse.
Havkalen har ofte faste pladser, den søger hen til for at spise. Erfaringer fra Norge siger, at det derfor er en fordel at koncentrere fiskeriet om bestemte pladser, og at man skal forfodre før og under fiskeriet. Til det formål er en gammel kartoffelsæk med friskkværnet fisk, der er iblandet hvaltran, sælspæk eller fiskeolie - lige hvad der tænder havkalens appetit. Forfodret i kartoffelsækken fires ned sammen med ankret på 200-300 meter vand eller mere. Her vaskes indholdet af sækken langsomt ud i vandet, og der dannes et duftspor, som lokker havkalen til. For at duftsporet kan holde sig konstant skal der laves en ny portion forfoder efter et par timers fiskeri.
Havkalen kan blive stor, men i de fleste tilfælde kan man klare sig med forholdsvis lette grejer. En 30-50 punds stang og et hjul, der kan rumme en passende linekapacitet, fx. Penn 6/O-10/O, men ethvert multiplikatorhjul, der kan rumme mellem 300-600 meter 0,60 mm line kan bruges.
Da der fiskes på dybt vand, er spunden line (Dacron), Kevlarline eller wireline ofte en fordel, da man har større følsomhed med de første forsigtige hug. I enden af linen er der brug for et wireforfang på 5-7 meter. Riggen bindes af to stykker 200-kilos wireforfang: 1,5 meter wire med krogen, der kobles til en svirvel som så følges af endnu 3-5 meter wire. Den indskudte kobling, som svirvlen i realiteten er, hindrer at linen kinker under fiskeriet, og wiren filtrer sig sammen.
Vælg en enkeltkrog i størrelse 10/O-12/O, der agnes med hvalkød, sælspæk, fiskestykker eller råddent kød - og gerne med en ordentlig luns!
Havkalen er ikke kendt for sin kampvilje, alligevel kan det være nødvendigt med stangbælte og skuldersele, når en 3 meters haj skal op fra 300 meters dybde.
Havfiskeri efter Grønlandshaj kan arrangeres for de sportsfiskere, der er interesserede i det. Turen kræver dog meget planlægning hjemmefra. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er meget lidt viden og erfaring at trække på lokalt for de sportsfiskere, der ønsker at være pionere inden for dette fiskeri. En ekspedition efter Grønlandshaj vil ofte være lettest at tilrettelægge for en lille gruppe entusiaster, der sammen hyrer en båd en periode.

Håisingen er som uvakken en af de fisk, der ofte landes, når man står til søs på havfiskeri. Håisingen minder om den almindelige ising, og den kan blive stor - 3-4 kilo er ikke unormalt. Håisingen regnes ikke for en særlig god spisefisk, da dens kød er vandet, men den smager faktisk ikke dårligt, hvis fileterne fra fisken udvandes med salt en dags tid, så noget af væsken trækkes ud af kødet.
Håisingen er grådig, har en stor mund og kan let finde på at sluge en 300 grams pirk i en mundfuld - eller så godt som - og den fanges både på pirk og ophænger med eller uden agn samt på bundfiskeri med naturlig agn.

Andre fisk for sportsfiskere
Havfiskeri rummer altid overraskelser, og man ved aldrig med sikkerhed, hvad der hugger i den anden ende af linen. Det er også tilfældet i det arktiske, hvor der udover de ovennævnte arter nu og da også er andre spændende duellanter tilstede i de grønlandske farvande.
Forsøgsfiskeri i Sydgrønland har fx. afsløret, at den nordatlantiske tun fra tid til anden opholder sig i sydgrønlandske farvande i kortere perioder. Tunen trækker ofte langt til havs, og det er den lune Golfstrøm kan transporterer dem så langt mod nord.
Den nordatlantiske tun er en spændende sportsfisk. Den bliver stor - op til 400 kilo og er en fabelagtig fighter. Men kendskabet til tunens tilstedeværelse ved Grønland er meget beskeden på nuværende tidspunkt.
Sildehajen er en anden spændende sportsfisk, som forsøgsfiskeri har afsløret findes i de farvandene omkring Grønland - og særlig i det sydgrønlandske. Den er ligesom tunen glad for varmt vand, og når den er på besøg er det ofte fordi den er kommet på afveje med den lune Golfstrøm. Men alene tilstedeværelsen af den prægtige sportsfisk i Sydgrønland kan nok få mange havfiskere til at få fiskefeber - hvis de altså ikke har det på forhånd.
I perioder er der også store sild, som kommer nær land og i fjordene. Det foregår særlig i Sydgrønland i sensommeren. Her er det periodisk også muligt under varme somre at støde på sej og lubber på afveje, men disse arter til sjældenhederne.
Ulken er meget almindelige i de grønlandske farvande, og de bliver store. Der findes flere arter, og visse steder er ulken mest af alt en plage ligesom uvakken. Ligegyldig hvad man gør, kan man næsten ikke slippe for de forslugne fisk, der hugger i et væk. Ulken er en værdsat spisefisk i Grønland. Grønlænderne koger suppe på fisken eller steger halerne på panden.
Lodde eller ammasset som den kaldes på grønlandsk, er en af de væsentligste fødefisk i de grønlandske farvande om sommeren. Ammassetten bliver op til 15 cm lange, og den lille laksefisk er er meget udbredt langs kysterne på det lave vand. I juni søger den ind til de sandede kyster for at gyde. Da kan havet næsten koge af de små blanke fisk, der næsten slås om at springe op på land i kådhed over legen. I kølvandet følger stort set samtlige af de grønlandske rovfisk. Ammasetten har i ældre tid haft stor betydning for grønlændernes ernæring og sundhed. Den lille fisks indhold af kalk og olie er bestemt til 18%, hvilket gør den til en lille vitaminbombe i det arktiske miljø. Ammassetten var tidligere så vigtig for østgrønlænderne, at de har opkaldt deres største by efter fisken: Ammassalik.
Tobisen er også en meget udbredt fødefisk i fjordsystemerne og findes ofte i relativt store mængder - ofte på helt specielle pladser afhængig af vejr og vind.

Ud over de nævnte arter findes også en lang række meget sjældne dybhavsfisk i de grønlandske farvande. De fleste af dem opholder sig dog på dybder, som man næsten ikke kan komme ned på med almindeligt havgrej. Desuden er det mindre fisk - mærkelige skabninger - som ikke kan regnes for sportsfisk i gængs forstand. Interesserede bør købe bogen "Fisk i grønlandske farvande", der er skrevet af Jørgen G. Nielsen og Jørgen Bertelsen. Bogen findes både på grønlandsk, dansk og engelsk og sælges i de fleste grønlandske boghandlere.

Bølger, vind og vand
Selvom de grønlandske fjorde på Vestkysten åbner op til det forblæste Davis Stræde, foregår det meste havfiskeri alligevel indenskærs - i og lige uden for fjordene og skærgården, hvor det som regel er muligt at finde læ for vinden.
Alligevel kan vinden godt volde problemer særlig i forbindelse med tidevandsvendingen, der nivellerer vandstanden med på 3-4 meter. Særlig under kraftige "føhn-storme" kan bølgerne vise tænder; med hvide toppe og frådende skum i overfladen.
Vindstuving er også et meget normalt fænomen i de smalle fjorde, som er rammet ind af høje fjeldsider på begge sider. I dagtimerne når temperaturen over land øger, vil luften stige til vejrs. Det vil automatisk forme et lavere tryk over land og hermed også vind. Det er særlig om sommeren, man oplever disse fjordvinde, som begynder ved 2-3 tiden om eftermiddagen, når temperaturen stiger. Resultatet er ofte serier af kraftige vindstød, der uden varsel får bølgerne til at vise tænder.
Vandet i de grønlandske farvande er koldt - ofte ikke mere end et par plus grader. Man afkøles ualmindelig hurtigt, hvis uheldet er ude, så der er mere end god grund til at passe ekstra meget på og vær altid iført flydedragt - eller i hvert fald redningsvest.
Selvom man skulle tro, at man får et chok af at falde i det kolde band, er det kun meget få personer, der dør af chokket i første omgang. Derimod får det kolde vand, kroppen til at trække blodet væk fra kroppens ydre lag for at holde kernetemperaturen konstant. Det betyder, at man på få minutter mister førligheden i fingre, arme og ben. Kroppen begynder at ryste. Efter 5-15 minutter kommer kroppens kernetemperatur ned under 35 grader C, og man svækkes mentalt og bliver apatisk, konfus og irrationel. Lige så snart kropstemperaturen kommer under 28 grader C, dør man af kulde.

Planlæg havfisketuren grundigt hjemmefra
Når man selv planlægger en havfisketur i Grønland, er der flere ting, som skal ordnes inden afrejsen. Ikke mindst booking af båd er vigtig. Ofte vil det være en fordel at bestille havfisketure gennem en rejsearrangør, da disse ture ofte har taget højde for al lokal planlægning: overnatning, leje af båd med skipper og bespisning m.v. Desuden kan man være sikker på, at disse ture vil foregå ombord på både, der lever op til gældende regler og forordninger. Tit er en færdigpakket havfisketur mange gange også billigere, end ture man selv kan planlægge.
Hvis man selv ønsker at tage af sted på fiskeeventyr så kontakt de lokale turistkontorer i god tid og hør hvilke både der kan lejes. Ofte vil det være en fordel hvis man er en gruppe af en vis størrelse, så udgifterne til bådleje kan deles.

LAKSEFISKERI
Grønland byder ikke kun på bataljer for havfiskere og fjeldørred-entusiaster. Der er nemlig også vaskeægte laks i de grønlandske farvande, der byder på et spændende og stemningsfuldt trollingfiskeri langs kysterne og i fjordene. Et fiskeri som eventuelt kan kombineres med havfiskeri og fjeldørredfiskeri - hvis man har lyst til det.
Der er flere grunde til, at trollingfiskeriet vinder indpas i Grønland. Det skyldes ikke mindst, at afstandene i Grønland er så uoverskuelige, og i princippet kan laksene være overalt på deres ædevandring. Og før man fanger dem - skal jo man opspore dem. Til det formål er trolling den mest effektive metode, når man vil dække større afstande for at opspore laksen.
Den eneste lakseførende elv i Grønland hedder Kapisilit-elven og ligger i bunden af Godthåbsfjorden, men dens laksebestand er relativt lille. Elven er spændende, men da der er forholdsvis lang transporttid til elven fra Nuuk og da Kapisilit-laksen bliver sjældent større end 4 kilo er det langt at rejse for at fiske laks. Desuden er sportsfiskeriet i Kapisigdlit-elven forbeholdt lokale fiskere.
Udover Kapisigdlit-elven er der ingen vande, som har lakseopgang i det grønlandske. For nogle år siden blev der af amerikanske biologer lavet en større undersøgelse af 73 udvalgte elves potentiale med hensyn til at kunne bære en laksebestand, men undersøgelsen konstaterede, at ingen af de udvalgte vande havde føde nok til, at lakseyngel ville kunne overleve. Desuden var vandtemperaturen under 10 grader i stort set alle elvene og lakseynglen skal have varmere vand for at overleve.

De grønlandske laks kommer langvejs fra
Atlanterhavslaksen kaldes på grønlandsk kapisilit, men det er altså ikke "rigtige" grønlandske laks, som oprindeligt er født og opvokset i Grønland, man finder i Davis Strædet mellem Grønland og nordlige Canada. Det er i stedet laks som kommer fra begge sider af Atlanterhavet - fra USA's og Canadas fiskerige floder i vest, men også fra og en række vesteuropæiske floder - i bl.a. Storbritannien, Norge, Island, Færøerne, Østersøen, fra elve på vestsiden af Sverige og så langt som fra elve i Nordspanien.
Det har hidtil været en gåde for videnskaben, hvad de mange laks foretager sig ved Grønland. Det var først i midten af 1950'erne, at der blev fanget en
mærket laks, der bragte forskerne en lille smule videre på sporet i løsningen af gåden. Det skete i nærheden af Maniitsoq på Vestkysten, hvor en mærket laks blev landet. Laksens mærke viste, at det var en fisk fra Skotland, der var blevet udsat lidt nord for Aberdeen. Denne laks var vandret 3000 kilometer og tværs over Nordatlanten for at komme til middagsgilde ved Grønland!
En af de mange teorier om, hvorfor laks vandrer helt til Grønland, ligger i tilstedeværelsen af de enorme mængder af føde. Ikke mindst ammasetter (lodder), tobis og krill, der om efteråret er tilstede i så store og massive stimer ved Grønland, at havet visse steder næsten kan koge af liv under overfladen. Her kan laksen finde et yderst velfyldt spisekammer med andre ord.
En anden teori går noget længere tilbage i skabelseshistorien - faktisk til den sidste "lille istid", hvor fastlandssoklen og havet så noget anderledes ud end i dag. I "fastlandsperioden" var det meste af Nordsøen fx. tørt land og de store vesteuropæiske floder havde dengang næsten direkte udløb i Atlanterhavet. Så snart en vandrende laks ramte havet, ville fisken uvilkårligt komme til Grønland, hvis den trak langt nok mod nord. Denne teori skulle altså gå ud på, at laksen har fået "overleveret" mekanismer fra forfædrene, som får den til at smutte en tur om Grønland på ædevandring.
Hvilken løsning der er den rigtige, har videnskaben endnu ikke kunnet konkludere noget sikkert om. Det samme gælder, hvordan laksen finder vej tilbage til sin gydeelv efter besøget, for det har dét jo i praksis vist sig, at den gør. Laks, der er landet i drivgarn ved grønlandske kyster, er blevet mærket og genudsat for senere at være blevet fanget i deres hjemelv.

Laksesæson
Laksesæsonen starter i sensommeren, hvor store mængder Atlanterhavslaks runder Grønlands sydspids og stikker op langs Vestkysten.
I Sydgrønland tager fiskeriet sin begyndelse i august, når de første laksestimer rammer de grønlandske fjordsystemer på deres ædevandring. Sæsonen fortsætter til oktober, men vær opmærksom på, at jo længere nord man kommer op ad Vestkysten, desto tidligere ser laksefiskeriet ud til at stoppe.
Når laksestimerne ankommer til de grønlandske farvande, søger fisken hurtigt ind i fjordmundingerne og begynder sin jagt. Ofte trækker flere fisk sammen i mindre eller større stimer og deres gøren og laden afhænger meget af fødefiskene, og hvor de opholder sig.

Hvor er laksen
Trollingfiskeriet foregår for det meste tæt ved kysten, ofte i fjordsystemerne, hvor laksen trækker rundt. Nogle gange kan man dog komme til at fiske et par sømil fra kysten - men det er kun tilrådeligt, når vejret viser sig fra sin allerbedste side.
Fangstresultater af laks i Sydgrønland omkring Narsaq og Qaqortoq, hvor fiskeriet er mest udviklet, viser, at det bedste fiskeri opleves, når der er bølger og let til frisk vind. Vindstille giver sjældent gode laksefangster. Måske bliver laksen skræmt i det krystalklare vand, når der ikke er bølger - eller måske er det, fordi kunstagn får en mere livlig og lokkende gang, når jollen løftes op og ned af bølgerne.
Gennemsnitsvægten for fisk fanget på trolling ligger omkring 4-5 kilo - men betydeligt større fisk landes regelmæssigt af drivgarnsfiskere.
Langt størstedelen af de laks, der hidtil er fanget på trollingmetoden, har hugget på blot 5-15 meter vand.
Bedst er fiskeriet ved stigende vand, når laks næsten presses ind i fjordene af tidevandet. Generelt er det sådan, at laksen går forholdsvis dybt i klart og stille vejr, mens den går forholdsvis højt i vandet, når det er gråt, mørkt og blæsende. Erfaringer viser desuden, at morgen- og aftenfiskeri normalt giver flest fisk. Om det er solskin eller gråvejr skulle, ifølge de lokale fiskere, ikke betyde så meget for fangstresultaterne, men da laks jo kan fornemme selv den mindste trykforandring, har vejrliget ellers stor betydning for fiskeriet. Andre steder i verden har det fx. vist sig, at laksen kan være fuldstændig uinteresseret i at tage føde til sig ved lavtryk, hvorimod den hugger meget livligt ved højtryk.
Laksen vælger sine ædevandring i forhold til bl.a. vandets temperatur og søger de områder, hvor føden findes i rigelig mængder. Dens trivselstemperatur i vandet er i øvrigt oftest nærmest overfladen, hvor der som regel også altid er mest ilt i vandet. Og husk: laksen kan ikke lide at have meget vand over ryggen - men meget under bugen - som det gamle mundheld blandt laksefiskere siger.

Trollingfiskeri
Flere biologiske undersøgelser har vist, at laksen ofte vælger at svømme rundt om toppe eller undervandsskrænter i stedet for at gå over dem. Det kan derfor betale sig at bruge tid på at trolle ud for områder, hvor dybdekurver løber tæt sammen. Laksen bruger områder med toppe og skrænter for at spærre flugtvejene for byttefiskene og i princippet genner laksen dem sammen i et hjørne. Af den grund er områder med varierende dybder altid oplagte at satse på. Ikke sjældent er det en fordel at fiske i vindsiden (der hvor vinden står på land), da småfisk har tendens til at samle sig her.
Vær opmærksom på mågerne. Hvor mågeflokke slår ned og napper fisk i overfladen, er der ikke sjældent laks i nabolaget. Tit kan stimer af laks ligefrem presse småfiskestimer til overfladen nedefra og fra luften får mågerne deres del af måltidet. Når man ser dette "mågesjov" kan det betale sig at trække rundt i store cirkler om spektaklet - som i en spiral, hvor man arbejder sig ind mod midten.
Hold også et vågent øje med drivgarn. De lokale ved ofte, hvor og hvornår laksene er på færde.
Laksen har det ofte med at følge efter blink eller wobler og hugge et par gange, før den bestemmer sig at tage munden fuld. Hvis man oplever smånap, kan det betale sig at variere farten på motoren. Måske sejle lidt langsommere eller en smule hurtigere. Det er tit, når kunstagnen har en usædvanlig og uregelmæssig gang, at laksens huginstinkt tændes.
Visse dage er det eneste saliggørende at have en vis spredning af agnene, så de arbejder i en halvcirkel i kølvandet, andre dage skal de helst gå samlet, så de minder om en lille stime fisk. Netop den lokkeeffekt har i det grønlandske vist sig effektiv på dage, hvor fødefiskene står dybt.
Da laksene udelukkende er i havet ved Grønland for at spise, er det her de skal fanges. Dette fiskeri foregår udelukkende fra båd eller jolle og er baseret på forskellige former for trolling eller dørgefiskeri, som det også kaldes.
Trollingfiskeri i alle dets afskygninger er en stemningsfuld form fiskeri, der foregår fra båd eller jolle, og som praktiseres på de smukke fjorde, hvor hvaler og sæler dukker op hist og pist, mens isbjerge i alle størrelser og farver sejler forbi i horisonten. Isbjerge finder man i øvrigt kun i Sydgrønland, Diskobugten og Østgrønland.
De områder, hvor trollingfiskeriet hidtil er bedst udviklet, ligger i Sydgrønland bl.a. ud for Narsaq og Qaqortoq. Her har man allerede fået mange fine fangster, men også i flere fjorde op langs Vestkysten er man på lokalt plan i gang med et omfattende testfiskeri for at kortlægge mulighederne - mange steder er de stadig helt uudforskede.
"Træk med blink" efter båden eller overfladetrolling, som dette fiskeri også kaldes, er den traditionelle måde at afsøge større fiskeområder. I stedet for at kaste ud og spinne ind 300 gange, er det lettere at trække blink 20-50 meter bag jollen, mens man sejler i gåtempo - eller hvad der svarer til 1,5-4 knob. Man kan udmærket fiske med to til fire stænger på samme tid - en eller to på hver sin side af båden med hvert sit blink fx et Northern King, Salmon Queen, Trolling Devil, Predator trollingblink, Toby, Inkoo, Flutter Spoon, Diamond King, Krocodile, Rapala's skeblink for nu bare at nævne nogle - i vægte fra 10-30 gram. Eller måske en eller to woblere fx. Rapala Husky, Rapala Magnum, Rapala Shad Deep, Rapala Original, Rapala Jointed, Rapala Sliver, Nils Master, Bomber, Turus Ukko, Abu Hi-Lo Minnow, Rebel wobler m.fl. på 7-20 cm.
Under fiskeriet er det vigtigt at sørge for, at kunstagnen går rigtigt i bådens kølvand. Kig på stangspidsen. Hvis den dikker, går blink eller wobler korrekt, men står stangspidsen stille, har kunstagnens kroge måske fanget grøde eller tang, som skal fjernes.
Planerboardfiskeriet er en videreudvikling af det traditionelle overfladetrolling. Planerboardet er en form for overfladeparavaner, der skærer sig ud fra bådsiden nøjagtig som en plov. Ofte fisker man med to planerboards - et på hver side af båden.
Planerboardet er af træ eller plastik og er konstrueret sådan, at det automatisk trækker ud til siden. Når planerboardet er sat ud langs bådsiden, sætter man kunstagnene ud en efter en i den afstand bag båden, som man ønsker blink eller wobler skal gå.
Før kunstagnen sættes ud kan man evt. montere en af de specielle dybdeparavaner, fx. en af de finske Kuusamo, halvanden til to meter foran kunstagnen. Den sørger for at tynge blink eller wobler ned på dybere vand og ofte er det en fordel, at hver eneste stang fisker på en bestemt dybde, da det gælder om at dække så mange dybder som muligt, indtil man har fået den første laks til at bekende kulør.
Det er svært at sige noget entydigt om, hvor lange linelængder man skal fiske med - altså hvor langt ude bag båden, kunstagnene skal arbejde. Nogle foretrækker at benytte lange linelængder - og har held med det, mens andre siger de korte linelængder, er det eneste rigtige. Det betyder dog ikke, at linelængden ikke har betydning, for der er ingen tvivl om, at der nogle dage er behov for lange linelængder bag båden - og andre korte.
Generelt kan man sige, at linelængder omkring 50-60 meter bag båden kan anbefales, når vandet er spejlblankt - ikke mindst fordi farvandene ved Grønland er så rene og klare. Linelængder på 20-40 meter kan anbefales på dage, hvor det blæser, og der er bølger med hvid top.
Når blink eller wobler går korrekt i kølvandet, monteres en lineudløser-klemme på snoren mellem mast og overfladeparavanen, hvor fiskelinen klemmes fast. Når det er gjort, lader man lineudløseren køre ud ad snoren mod overfladeparavanen og lader den fiske i den afstand fra bådens side, man har bestemt sig for. Dette gøres med samtlige stænger, som man vil have i aktion
På den fikse vis, sørger planerboardfiskeriet for en større spredning af agnene end ved det traditionelle overfladetrollingfiskeri, og man afsøger et langt større område. Og med afstandene og omfanget af fjordsystemerne i Grønland in mente, er der godt brug for netop det.
Alligevel er det nu først og fremmest introduktionen af downriggerfiskeriet, som har givet fangsterne af vaskeægte Atlanterhavslaks nye perspektiver, og gjort grønlænderne opmærksomme på de muligheder og potentiale, som ligger i laksetrollingen på de kanter.
Fiskeriet med downrigger stammer oprindelige fra de store søer på grænsen mellem USA og Canada, hvor det har udviklet sig næsten med eksplosiv fart. Denne form for fiskeri har de senere år også fænget godt an i Norden og nu også i Grønland.
"Downriggeren" er den lille vidundermaskine, som fiskeriet er bygget op om. Downriggeren er fastgjort ombord på båden og består af en arm med en spole med wireline, hvor der placeres et 3-7 kilos blykugle i enden. Den har også en lille triptæller, der viser, hvilken dybde blykuglen befinder sig og et håndtag, der bruges til at fire wirelinen med blyloddet ned langs bådsiden eller spole det op. Ved hjælp af en udløserknap, fires blykuglen ned langs bådsiden og under båden, mens tælleren viser, hvor dybt blykuglen er nede.
I blykuglen monteres en lineklemmeudløser, som fiskelinen fra stang og hjul monteres i. Lineklemmeudløsere, eller lineclips som de også kaldes, findes i flere modeller. Det er vigtigt, at vælge en type, der kan justeres præcist, så den slipper, når fisken hugger Fx. laver fiskegrejsproducenterne Walker og Canon nogle udmærkede lineclips til dette fiskeri. Husk at medbringe nogle ekstra hjemmefra, hvis man skal på trollingfiskeri, for de forhandles ikke i Grønland.
Før fiskelinen monteres i klemmen, skal lineclipsen finjusteres, så den giver line, når en fisk hugger, men ikke udløses alene af modstanden og strømpresset fra vandet.
Over blyloddet kan der oppe ad wiren monteres ekstra klemmer, hvis man ønsker at fiske med mere end en stang. Det er anbefalelsesværdigt, da man på den måde kan affiske flere dybder samtidig.
Downriggeren og blykuglen vil nu få blink eller wobler til at fiske på den ønskede dybde, mens blink og wobler fisker 10-50 meter vandret bagude og fx. 25 fod nede (1 fod=30 cm) eller måske, 30, 40 eller 50. Her må man eksperimentere med dybder og linelængder bag båden, og prøve sig frem indtil man har fundet dagens recept på fangst.
Downriggerfiskeriet er effektivt af flere grunde. For det første eliminerer det, at man hele tiden fanger de store tangplanter, som flyder rundt i overfladen i fjorde og langs kysterne. Tangplanterne gør visse steder overfladetrolling vanskeligt, fordi liner og blink, der trækkes efter båden i overfladen hele tiden vikles ind i de flydende undervandspalmer. Bruger man downrigger sørger den for, at fiskelinen ikke fanger den flydende tang, da line og kunstagn holdes under overfladen af det tunge blylod under kølen.
Allervigtigst er det nu alligevel, at downriggerudstyret gør det muligt at tynge flere blink og woblere ned på forskellige dybder, som man tidligere har haft svært ved at affiske. Før downriggeren kom til, var det et reelt problem at finde woblere og blink, der kunne afsøge dybder under end 4-5 meter nede, da trækket fra båden og vandmodstanden automatisk presser kunstagnen op i vandet. Med downriggeren forsvinder det problem som dug for solen, da blykuglen i enden sørger for at tynge blink eller wobler ned på den dybde, man ønsker det skal arbejde.
Når blink eller woblere er sat til at fiske på den valgte dybde under båden og længde fra båden, sættes stangen i en holder. Sørg for, at linen til wobler og blink er strammet op.
Nu sejler man rundt på den ønskede dybde med en fart på 2-4 knob. Og så er det bare om at vente. Pludselig bøjer stangen vildt, en vaskeægte laks er gået i fælden.
Efter hugget så stop ikke op med det samme, men sejl videre. Laks trækker ofte i småstimer, og hvis man venter lidt efter det første hug, er det ikke så sjældent, at endnu en fisk fra stimen langer til fadet.
I mellemtiden gives line til laksen, som allerede er kroget - men der skal naturligvis holdes stram line til den, ellers har kalorius gode muligheder for at gøre sig fri af krogen.
Laksen, der er kroget, vil som regel straks gå op til overfladen og lave et ordentligt plask. Så følger den pænt med, hvis den ikke stikker af i et vildt udløb. Det varierer fra laks til laks - men kun få ædelfisk i denne verden kan slås i hartkorn med de grønlandske islyn, der som regel kæmper vildt for hver centimeter line. Og så er der synet - det slår alt - når den sølvblanke skønhed dukker op med blink eller wobler i flaben langs bådsiden og nærmest stråler som sølvpapir, der flås af rullen. Et prægtigt syn.
Inden laksen landes, skal dækket ryddes for grej, så intet er i vejen. Idet laksen nærmer sig båden, vil den ofte forsøge endnu et udløb - et sidste desperat forsøg på at slippe tilbage i friheden. Læg et jævnt pres på fisken ,og lad den cirkle rundt langs bådsiden til den har rendt det gale af sig. Styr den så ind i landingsnettet med hovedet først og løft kalorius ombord.
Rens altid dagens første laks med det samme, og studer dens maveindhold. Her finder man tit sikre fingerpeg i retning af, hvad laksen spiser, og hvilken taktik og kunstagn, man skal vælge.

Laksetrollingudstyr
Til overfladefiskeri, hvor man fisker med et par stænger på hver side af båden, klarer man ærterne med almindelige spinnestænger på 8-9 fod, fastspolehjul og 0,35 mm line. Det er dog ikke den optimale udrustning, og hvis det er muligt, så anvend rigtige trollingstænger til dørgefiskeriet.
Til downriggerfiskeri er dette helt påkrævet, da mange almindelige spinnestænger simpelthen er ubrugelige, da de i værste tilfælde vil knække på grund af belastningen. Trollingstænger til downriggerfiskeriet skal nemlig være meget bløde og bøjelige for at kunne klare at stå spændt op i downriggeren. Kun få steder i Grønland kan disse stænger lejes - og langt de fleste steder kræves der, at de medbringes hjemmefra. Kontakt de lokale turistkontorer for nærmere oplysninger herom og undersøg hvilke både der er til rådighed og hvilket udstyr de er rigget op med.
Trollingstængerne bør være udstyret med multiplikatorhjul. Det gælder både til overfladetrolling og downriggerfiskeriet. Denne hjultype er særlig velegnet, da multiplikatorhjul er udstyret med en særlig god og jævn bremse, så man kan lægge et jævnt pres på fisken efter hugget. Hertil kommer, at multiplikatorhjul som oftest kan rumme mere line end fastspolehjul, og det er der ofte god brug for, når en laks på blot 4-6 kilo stikker af med blinket i flaben - udløb på 50-75 meter eller mere er helt normalt.
Multiplikatorhjul til trollingfiskeriet skal have en størrelse, der svarer til fx. et Ambassadeur 7000 eller tilsvarende, og skal som minimum kunne rumme 200 meter 0,30-0,45 mm..
Woblere og blink, der har matte men klare kulører, fx. sølv og guld har vist sig særligt velfangende. Laksens egne farver sort og blank sølv er også glimrende farver - det samme gælder kulører, der minder om lodde og tobis. Når vejret er klart, kan blå woblere eller sølvblink med blå striber være sagen. Er det skyet, er det måske de guldfarvede woblere eller blink, der skal bindes i enden af linen.
De wobler- og blinkmodeller, der bruges i skandinaviske farvande er stort set de samme som anvendes i Grønland.
Af blink kan man fx. nævne Northern King, Salmon Queen, Trolling Devil, Predator trollingblink, Toby, Inkoo, Flutter Spoon, Diamond King, Krocodile og Rapala's skeblink i vægte fra 10-30 gram. Blinkene må gerne være forholdsvis store, ca. 7-20 cm lange.
Woblere til fiskeriet er fx. Rapala Husky, Rapala Magnum, Rapala Shad Deep, Rapala Original, Rapala Jointed, Rapala Sliver, Nils Master, Bomber, Turus Ukko, Hi-Lo Minnow, Rebel wobler m.fl. Woblere i størrelse 7-15 cm er de mest brugte.

Laksetrolling kræver planlægning
Laksetrollingfiskeriet har store udviklingsmuligheder i Grønland, men turen skal planlægges nøje. De bedste muligheder for laksetrolling findes på vestkysten og særlig i Sydgrønland. I Sisimiut testfiskes der også i disse år med trollingudstyr, og flere joller og både er ved at blive rigget op til fiskeriet på disse kanter.
Som regel er der ikke lang transporttid til fiskepladserne, som oftest befinder sig inden for en rimelig afstand fra den by eller bygd, som er udgangspunkt for trollingturen.
Ud over fiskeriet får man altid mange smukke oplevelser i kystnaturen oven i købet, når man stille og roligt sejler rundt på fjordene med laks i sigtekornet.
Men de grønlandske farvande er ikke alene smukke, de er også farlige. Det er ikke tilrådeligt at stævne til søs uden lokal guide eller skipper, da vejr og vindforhold kan ændre karakter som lyn fra en klar himmel. Desuden er der i hver eneste fjord et utal af lumske skær og strømområder, der ikke er til at spøge med. Vær derfor altid iført redningsvest eller overlevelsesdragt ombord. Vandet er koldt og er uheldet først ude, kan det hurtigt gå gruelig galt .
Det er nødvendigt at være i besiddelse af en forholdsvis søstærk båd, som er rigget op til fiskeriet med downrigger, planerboardmast, stangholdere, ekkolod, GPS og alt det andet nødvendige trollingudstyr for at få det optimale ud af laksefiskeriet.
I øjeblikket er der kun få egnede fartøjer med det rette udstyr, og dem, der er tilgængelige, skal bestilles i god tid. Regn med at dagsprisen for bådleje og skipper ligger på omkring 4.000-8.000 pr. dag - afhængig af bådens størrelse og udrustning. På flerdages arrangementer får man dog de fleste steder en eller anden form for rabat, men det vil nu alligevel være en fordel at tage af sted med et par fiskekammerater, så trollingturen kan gøres for en rimelig penge pr. person.
Hvis man kun gæster Grønland i en kortere periode for at fiske laks eller tage på havfiskeri, er det nemmeste at bestille turen gennem de lokale turistkontorer eller turarrangører. Her er man sikker på, at båd eller jolle og evt. guide lever op til gældende regler inden for sejlads med passagerer.
Pakkeløsninger med rejse, ophold, bådleje og pension er ofte billigere, end hvis man arrangerer det hele på egen hånd - og så sparer man samtidig al planlægningstiden.

Praktiske oplysninger


Fisketegn
Alle over 18 år, som vil fiske i Grønland, skal være i besiddelse af et gyldigt fisketegn. Fiskekort tegnes på det lokale turistkontor eller hos politiet. Tegn A koster 200 kr. og giver ret til fiskeri i en måned. Tegn B koster 500 kr. og gælder i 3 måneder.

Hjemtagning af fangst. Hjemtagning af fangsten fra Grønland til hjemadressen kan godt lade sig gøre.
Husk dog hele tiden på, at fiskebestandene i det arktiske miljø er sårbare. Alle arter er næsten uden undtagelse lang tid om at vokse sig store. Disse fisk skal man have respekt for og behandle som et stykke værdifuldt natur!
I de fleste grønlandske byer findes fryseanlæg, hvor man kan få fisken frosset ned. Visse steder kan det også klares på overnatningsstedet, og benyt evt. det gamle trick med at hælde et halvt glas vand i fryseposen for hver kilo fisk før nedfrysningen. Vandet formindsker både fordampning og udtørring og holder fisken frisk i længere tid - op til 50% længere. Det betyder med andre ord: "frisk fisk" i 4-5 måneder frem. Husk at fede fisk som laks og ørred ikke tåler længere tids nedfrysning, så begynder fedtet at blive harsk.
Flere steder langs kysten kan fisken transporteres til hjemadressen som frysegods. Det letteste er at kontakte det lokale KNI-kontor eller få overnatningsstedet eller turarrangøren til at arrangere hjemtransport af fangsten. Royal Arctic Line opbevarer og sørger for forsendelsen til Ålborg hvorefter den køres ud med fragtmand.
Hvis man ønsker det kan laks og fjeldørreder eventuelt blive røget lokalt, så fangsten kan tages med hjem i håndbagagen. Yderligere oplysninger kan indhentes på de lokale turistkontorer.

Midnatssol.
I Nordgrønland betyder det, at der er sol - og lys - døgnet rundt om sommeren. Ved Sisimiut er der midnatssol i juni, men man skal op i fjeldene for at se den, fordi solen står lavt på himlen. Nuuk ligger for sydligt til at have midnatssol, men sommernatten er meget kort og lys.

Sikkerhed ombord på skibe.
Før et skib eller jolle kan benyttes til sejlads med passagerer skal det godkendes af det danske Skibstilsyn.
Fartøjet skal opfylde meget høje krav med hensyn til skibets konstruktion, sikkerhedsudstyr til passagerer, brandsluknings-, signal- og kommunikationsudstyr samt til besætningens uddannelse. Der foregår et obligatoriske eftersyn hvert år på alt sikkerheds- og kommunikationsudstyr, og hvert andet år skal skrog og maskineri synes, hvis sejltilladelsen skal opretholdes.
Hvis man på egen hånd arrangerer sejlads med en lokal fisker eller fanger fra hans jolle eller kutter vil Søfartsstyrelsens krav normalt ikke være opfyldt. Det samme gælder sejlads med private lystfartøjer.

Litteratur.
Hos Greenland Tourism og hos de forskellige rejsearrangører, der sælger ture til Grønland, kan man altid henvende sig og få yderligere råd og vejledning. Her kan man også få et eksemplar af det store Grønlandskatalog og andre informationer om at rejse i Grønland.
Derudover kan følgende bøger varmt anbefales for besøgende sportsfiskere:

"Vildmarksliv for begyndere", Peter Bang
"Fjeldfisker i Norden", Jens Ploug Hansen
"Politikens Lystfiskerbog", Lars Nielsen
"Fisk i grønlandske farvande", Jørgen G. Nielsen & E. Bertelsen
"Turen går til Grønland", Lone Madsen
"Vandreture i Grønland", Torbjørn Ydegaard
"Grønlandsk parlør", Birgitte Hertling
"Grønland i dag - en introduktion", Mads Fægterborg
"Grønlandsguiden", Phillip Lauritzen
"Grønlandsk Atlas", Christian Berthelsen, Inger H. Mortensen, Ebbe Mortensen

Desuden findes der en række kort, som er nødvendige under planlægningen af turen.


Rejsebureauer der tilbyder lystfisketure:

Team ArcticAmager Landevej 171 CDK-2770 Kastrup
DanmarkTlf. +45 32 52 52 30 66Fax. +45 32 52 30 86

Polar RejserSolhøjvej 81,DK-9210 Aalborg SØ
Danmark
Tlf. +45 98 14 85 22Fax. +45 98 14 85 23
Vejle RejserVolmers Plads 4,DK-7100 Vejle
Danmark
Tel. + 45 75 82 26 88Fax. + 45 75 83 76 66

Yderligere information om lystfiskeri og rejser til Grønland:

Greenland Tourism a/s
Postboks 1139,
1010 København K.
Danmark
Tlf. + 45 33 13 69 75
Fax. + 45 33 93 38 83

Greenland Tourism a/s
Postboks 1552,
DK-3900 Nuuk
Grønland
Tlf. + 299 2 28 88
Fax. + 299 2 28 77



E-mail Greenland Tourism a/s

Top of page
Greenland Tourism Info-desk
Greenland Guide Index

Provided by Greenland Guide & Greenland Tourism
http://www.greenland-guide.dk