Lystfiskeri
i Grønland
En udførlig instruktion i stangfiskeri i grønlandsk fersk- og saltvand
Af Peter Steensen
(Angling in Greenland/This instruction is avaible in Danish language only.)
Copyright text and photos: Greenland Tourism a/s 1995
Photo by Peter Steensen
Grønland for sportsfiskere
Om at rejse til og i Grønland
Til Grønland
I Grønland
Indkvartering
Hvor er det bedst at fiske i Grønland?
FJELDØRREDFISKERI
Ishavsrøding
Fjeldørred i elv
Spinnefiskeri i elv
Spinnefiskeri i sø
Fluefiskeri efter fjeldørred i sø
og elv
Fjeldvandring og fiskeri
Kystfluefiskeri efter fjeldørred
Fjeldørredfiskeri fra jolle
Trolling efter fjeldørred
Isfiskeri efter fjeldørred
Genudsætning
Planlæg fjeldørred-eventyret grundigt
hjemmefra
Havfiskeri
Havfiskegrej
Pirkefiskeri
Medefiskeri med naturlig agn
Udtrætning og landing
Fiskearter for havfiskeren
Andre fisk for sportsfiskere
Bølger, vind og vand
Planlæg havfisketuren grundigt hjemmefra
LAKSEFISKERI
De grønlandske laks kommer langvejs
fra
Laksesæson
Hvor er laksen
Trollingfiskeri
Laksetrollingudstyr
Laksetrolling kræver planlægning
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Fisketegn
Midnatssol.
Sikkerhed ombord på skibe.
Litteratur.
Rejsebureauer der tilbyder lystfisketure:
Yderligere information om lystfiskeri og rejser
til Grønland:

Grønland for sportsfiskere
Helleflyndere i sofabords-størrelse, kæmpetorsk og megahavkatte
i 10-20 kilos klassen, vaskeægte laks og hugivrige fjeldørreder
i king size. Lyder det som en drøm. Det er dét ikke - i
Grønland.
Her kan drømmen blive virkelighed, og overalt venter fiskeeventyr
i en enestående natur, der kan veksle fra de frodigste dale med gule
blomster og grønne buske til nøgne stensletter, der rammes
ind af forrevne fjelde med sne på toppen.
Grønland byder på et væld af muligheder for sportsfiskeren.
Verdens største ø er som et stort ta'-selv-bord, men afstandene
er store, og man er nødsaget til at prioritere og planlægge
fisketuren grundigt, for hvor skal man starte, og hvor skal man slutte?
Næsten overalt lokker fiskeeventyr - eller så godt som - i
dybblå
fjorde og længere til havs, hvor helleflyndere - de største
af slagsen findes langs Grønlands kyst, siger biologer, og en gang
imellem går en monster-flynder på krigsstien, og får stangen
til at krumme ryg, linen til at synge i vinden og hjulet til at lyde som
et tandlægebor.
Grønland er også kendt for sine store havkatte og ikke
sjældent
landes fisk op til 15-20 kilo. Og så er der torsk på 10-20 kilo
foruden et hav af mindre på 3-8 kilo, når man kan opspore dem!
Hertil kommer de kønne rødfisk. Flotte rødorange aborrefisk
med skelende øjne og pigge på ryggen. Rødfisk på
1-3 kilo er hverdagskost i de grønlandske farvande.
I sensommeren invaderer stimer af vaskeægte laks de grønlandske
kyster og fjorde. Laks fra nær og fjern samles ved Grønland
til årets store ædegilde. Laksen følger som regel i
kølvandet
på de store fødestimer af lodde, kril eller tobis, og er man
heldig, kan man opspore laksen med båd eller jolle. Periodisk bydes
på et helt uforglemmeligt laksetrollingfiskeri med flotte fangster
af sølvblanke skønheder på de smukke fjorde, hvor man
kan følge de grønlandske landskaber skifte udseende fra
søsiden,
mens man sejler mellem sæler, hvaler og isbjerge.
Hvis man hellere vil have fast fjeld under fødderne, er der et utal
af fossende vildmarkselve og gin-klare søer, der byder på bataljer
med de flotteste kampivrige fjeldørreder. Også langs kysten
er der et glimrende fjeldørredfiskeri i juni og juli, når
fjeldørreden
er på ædevandring i saltvand.
Jo Grønland er fan(g)tastisk i mere end en forstand og samtidig en
verden for sig selv, som man kun kan opleve tilsvarende få steder
på kloden.
Og så er der årstiderne: marts/april er vinter-Grønland
med tindrende snelandskaber, hundeslædekørsel, isfiskeri efter
hellefisk i fjordene og fjeldørreder fra isen på søerne,
klart vejr, minusgrader og høj sol.
I maj og juni afløses det korte grønlandske forår af
den arktiske sommer. Midnatssolen gør dagene lange nord for Polarcirklen.
Fjeldørreden stikker i havet, torsk og helleflynder kommer ind i
fjordene for at spise sig tykke i krill, tobis, rejer og lodder. Hvaler
dukker op, og de første laks rammer Sydgrønland.
I slutningen af august og september ses de første tegn på
efterår.
Fjeldlandskabet skifter farve og gløder i øjnene med smukke
orange, røde og gule farver. Vejret kan være meget flot, myggene
er væk og natten sort som kul. Månedens gennemsnitstemperatur
er stadig over 0 grader. Faktisk ligner vejret lidt det man oplever i juni
og er karakteriseret rolige og stabile vejrforhold.
Er det klart vejr tegner nordlyset i Sydvestgrønland sine
tågelignende
stråler på den mørke nattehimmel - som en løber
der peger helt op til stjernerne. Et uforglemmeligt syn, der kan få
ethvert laserlysshow til at blegne.
Fjeldørrederne er nu på vej op i elvene for at gyde og byder
på spændende bataljer. Havkatten kommer atter i hugget efter
den første nattefrost og trækker ind på lavere vand efter
at have holdt sommerferie med 100-200 meter vand over ryggen. Laksen er
i fuld færd med at fistre rundt efter føde i fjorde og
udenskærs
i Davis Strædet.
I Grønland kan sportsfiskeren næsten få alt, hvad hjertet
kan begære, men det kan være sin sag at vælge, hvilke
af de herlige sportsfisk, man skal gå i hug med.
Hvis man kun har begrænset tid (2-3 uger) til rådighed, kan
det anbefales, at kontakte de regionale og lokale turistkontorer i god tid,
så den helt rigtige fiskeekspedition skrues sammen. Flere rejsebureauer
arrangerer også specialture, og det kan ofte være en fordel
at deltage i en "færdigpakket" tur, hvor alt er lagt til
rette af rejsearrangøren. Man sparer planlægningstid, og man
ved også, hvad der kan forventes af turen.
Man kan også vælge selv at arrangere en helt speciel
fiskeekspedition
på egen hånd eller med en gruppe ligesindede og dyppe snøren
i et af de jomfruelige vande langt fra alfarvej. Det behøver ikke
koste ret meget mere, hvis man er nogle stykker til at dele udgifterne.
Det kan for eksempel være en helt speciel drøm om at opleve
jomfruelige vande i Grønland: At komme ud til en elv eller sø,
hvor ørrederne aldrig nogensinde har set en spinner - eller som
måske
kun besøges af et fåtal hvert år. Det kan også
være fiskeklubben eller en flok gode venner som tager på
havfiskeeventyr
med en kutter blandt isbjerge, sæler og hvaler efter helleflynder
og grov havkat. Her er helt klart en fordel at strikke et specialarrangement
i samarbejde sammen med ligesindede hjemmefra - evt. i samarbejde med de
rejsebureauer der har specialiseret sig i Grønland. Slip idéerne
løs - og gør drømmen virkelig.
Måske fanger man ikke rekordfisken i Grønland, men man fanger
næsten med sikkerhed mange fisk - og som sidegevinst får man
en helt enestående og uforglemmelig natur på nethinden.
Om at rejse til og i Grønland

Til Grønland
I de senere år er det blevet nemt og væsentligt billigere end
tidligere at flyve til Grønland. Flyvetiden er omkring 4-5 timer.
I Grønland findes flere internationale lufthavne, der beflyves af
rutefly: I Sydgrønland er det Narsarsuaq, der betjenes fra
København
(Danmark) og Keflavik (Island). I Østgrønland er der forbindelse
mellem Kulusuk og Keflavik (Island), og Kangerlussuaq har forbindelse til
Canada og København.
I 1995 var prisen for en APEX returbillet Danmark-Kangerlussuaq 4.600 kr.
En APEX-billet København-Nuuk kostede cirka 7.600., mens
København-Ilulisssat
kostede ca 7.200 kr. og København Sisimiut lå på cirka
7.600 kr.
Fra Island til Narsarsuaq i Sydgrønland var prisen for en normal
returbillet 5.400 kr., mens prisen for en APEX-billet var 3.200 kr.
Fra Island til Kulusuk kostede en normal returbillet 4.500 kr. og en APEX-billet
3.500 kr. i 1995.
Yderligere oplysninger om flybilleter, afgange og priser fås hos alle
rejsebureauer, som er IATA-agenter. Derudover henvises til flyselskaberne
SAS, Iceland Air og First Air's kontorer internationalt.
I Grønland
Grønlandsfly A/S varetager den interne flyvning i Grønland
og dækker Narsarsuaq, Nuuk, Ilulissat, Kulusuk og Kangerlussuaq med
mindre rutefly. De øvrige strækninger beflyves enten med store
Sikorsky 61 helikoptere eller mindre helikoptere som Bell 212. Qaanaaq/Thule
bliver befløjet via Kangerlussuaq. Planlægges specielle
fiskeekspeditioner
til fjerntliggende vande, sker dette ofte med mindre fly eller helikopter.
Det er bl.a. muligt at chartre helikoptere hos Grønlandsfly og et
9 personers vandfly hos Suluit Air i de største byer:
Grønlandsfly
P.O.Box 1012, DK-3900 Nuuk
Tel. + 299 28888. Fax + 299 28836
Suluit Air
P.O.Box 860, DK-3900 Nuuk.
Tel. + 299 26666. Fax + 299 26961
Hvis man vil ud til en særlig afsides beliggende elv eller fjeldsø,
kan det være nødvendigt at blive fløjet derud. Det er
en forholdsvis dyr affære, cirka 3.000-4.000 for en halv times flyvning,
men prisen er overkommelig, hvis man er flere til at dele udgiften. For
6 mand vil det fx ca. koste cirka 600 kr. pr. person for 30 minutters flyvning.
Charterpriser på timebasis hos Grønlandsfly er ellers i 95-tal:
25.500 kr. for en SK61 helikopter, en Bell 212 koster 18.900 kr. pr time,
en Bell 206 lejes for ca. 6.000 kr. i timen, en Bell 206 LR koster 8.300
kr. i timen og en AS 350 koster 9.000 kr. i timen (1995 tal). Fastvingede
fly kan også lejes på timebasis, for eksempel koster et Dash
7 fly 21.960 kr. i timen, mens en Twin Otter koster 11.000 kr. pr. time.
Fly- og helikoptertransport kan arrangeres i de største byer og
lufthavne.
Hvis man ikke ønsker at flyve i Grønland, går der også
en rutebåd langs kysten af det sydvestlige Grønland. Det er
selskabet KNI, der besejler kysten med tre skibe. Man kan sove og spise
ombord disse passagerskib til en fornuftig pris, og turen er en oplevelse
i oplevelsen. Derudover findes en række mindre skibe, der lokalt forbinder
bygder og byer.
Det er betydeligt billigere at sejle end at flyve, for eksempel koster en
billet fra Sisimiut til Nuuk med skib fra 800 kr. for en kahytsplads - samme
tur koster 2.250 kr. med fly, men det begrænsede billetudbud på
kystruterne, gør det anbefalelsesværdigt, at turen betilles
i særdeles god tid. Og husk i øvrigt, at Grønlands
befolkning
selv rejser ivrigt i sommerperioden. Det tilrådes derfor at reservere
rejser med skib eller fly i god tid.
Billetbestilling, indhentning af oplysninger om afgangstider og pladsreservation
foretages hos de lokale KNI-passagerkontorer, men også via det
internationale
distributions- og bookingsystem Amadeus, som over 100.000 rejsebureauer,
turoperatører og luftfartsselskaber er koblet til. Et alternativ
er at kontakte KNI's hovedkontor i Grønland:
KNI-Service A/S
P.O.Box 608, DK-3900 Nuuk
Tel. + 299 2 52 11. Fax + 299 2 53 11
Under sejladsen får man mange oplevelser med den prægtige vildmark,
der ustandselig skifter i form og farve. Fjorde blinker, nysgerrige sæler
stikker hovedet oven vande og hilser på for så at vinke adjø
med et "vink" med halen. Isbjerge i alle farver fra jadegrøn
til isblå sejler forbi. Hvaler dukker op og sender meterhøje
sprøjt op fra blåsten.
Vejret er afgørende for transporten, og vejrskift i Grønland
kan hurtigt medføre forsinkelser eller ændringer i rejseplanen,
så sørg for, at der er mindst en ekstra dag i overskud, når
tidsplanen lægges, hvis vejrliget skulle vise sig fra sin mindre gode
side. Det er vilkårene i det arktiske. Ikke mindst flytrafikken er
følsom i forbindelse med tåge eller uvejr. Også
bådtransporten
må til tider indstilles, når en storm kommer ind fra havet,
eller når isbjerge på grund af strøm og vind lukker af
for al sejlads.
Der findes ingen egentlige landeveje i Grønland. Bilkørsel
kan kun finde sted i byer, lufthavne og større bygder, men ellers
er de væsenligste transportmidler fly eller båd. I
vinterhalvåret
foregår landtransport også på snescooter - og nord for
Polarcirklen også med hundeslæde.
Oftest er det umuligt at komme på fiskeri uden en båd på
grund af de store afstande. En passagergodkendt båd med plads til
8-18 personer koster 4.000-6.000 kr. om dagen. Derfor er det en klar fordel
at være en gruppe, hvis man vil på dagture til fjerntliggende
vande. I Kangerlussuaq og Narsarsuaq findes dog tilgængelige søer
og elve i nærheden af lufthavnen, hvor man på egen hånd
kan vandre til fjeldørredeventyr på rimelig kort tid.
Indkvartering
Indkvartering kan ske på privat basis: i hotellejligheder, telt eller
hytte, på vandrerhjem, sømandshjem eller hotel - afhængig
af ens ønsker og økonomiske formåen.
I Grønland findes der hoteller i alle kategorier. De fleste hoteller
er bygget indenfor de seneste 10 år og har faciliteter som bad/toilet,
TV og telefon på værelset. Et enkeltværelse m. bad koster
cirka 750 kr. i døgnet, mens et dobbeltværelse koster omkring
950 kr.
Sømandshjemmene var oprindeligt et tilbud til søfolk om
overnatning,
når skibet lå i havn. I dag kan sømandshjem benyttes
af alle, der ønsker en mere enkel overnatningsmulighed. Et
enkeltværelse
u/bad koster fra 350 kr., mens et dobbeltværelse koster fra 500 kr.
Vandrehjem er en betegnelse, der i det grønlandske dækker over
ret variable faciliteter og kan ikke sammenlignes med et vandrerhjem, som
vi kender det i europæisk forstand. Mange større byer har
vandrehjem
med faciliteter som køkken, sovesale, bad, træk- og sliptoilet,
kiosk m.v. En overnatning koster cirka 150 - 250 kr.
De fleste sportsfiskere vælger at bo i bygd eller by og bruge denne
som udgangspunkt for dagture. Det er særlig tilfældet for havfiskere
og laksetrolling-entusiaster, mens fjeldørredfiskere ofte tager på
ture af længere varighed i landskabet med teltet som bolig.
Skal man ud til fjerntliggende fiskevande og er man indkvarteret i bygd
eller by foregår transporten til fiskevandet i nogen tilfælde
med helikopter eller fly der kan chartres i de største byer: Kulusuk,
Narsarsuaq, Nuuk, Kangerlussuaq, Ilulissat. Det er også muligt at
blive sejlet ud til fx. en bestemt elv eller sø og bo i telt eller
hytte i en periode for så senere at blive afhentet. Man kan også
selv vandre ud til fjeldørredelven - det er naturligvis den billigste
måde at opleve Grønland på, men ikke den dårligste.
Og på en kombineret fiske- og vandretur får man først
rigtigt den enestående natur på kloshold, og hvis man er heldig
og opmærksom, vil man nogle steder opleve ren, moskusokse, polarræv,
rype, havørn eller nogle af de meget almindelige trækfugle-arter,
der gæster landet i sommerhalvåret.
Hvor er det bedst at fiske i Grønland?
Det spørgsmål er altid det første, som sportsfiskere
stiller, når de er i gang med at planlægge en fisketur til
Grønland.
Spørgsmålet kan besvares meget enkelt: der er et godt fiskeri
over det hele - eller så godt som.
Alle steder giver naturen mulighed for storslåede oplevelser med
fiskestangen,
hvad enten det er i elv, sø eller til havs. Men når det så
er sagt, så glem ikke, at Grønland er en enorm ø, og
visse fiskevande er nemmere at komme til end andre. Vid også at selv
de lettest tilgængelige fiskevande er meget lidt besøgt - oftest
har man her vandet for sig selv.
Når man deltager i et færdigpakket turarrangement, er der ingen
grund til at tænke på den interne transport i Grønland
med fly eller båd, og heller ikke indkvartering eller bespisning -
alt er ordnet hjemmefra.
Arrangerer man derimod turen på egen hånd, er det nødvendigt
at have planlagt og overvejet transportmulighederne grundigt før
afrejsen. Vælger man at fiske i et område, som ligger tæt
på den Atlanthavs-lufthavn, hvor man lander, bliver transporten i
Grønland relativt billigere, end hvis man ønsker at besøge
et fjerntliggende fiskeområde. Som udgangspunkt skal man tillige regne
med, at hver enkelt flystrækning koster mellem ca. 280 kr. til 3.000
kr.
Skal man på havfiskeri, er der behov for bådtransport. I de
større byer findes normalt flere egnede og godkendte både.
I de mindre byer og bygder kan det knibe med at opstøve både
og joller, der er godkendt af Søfartsstyrelsen. Her findes ofte kun
privatbåde, fiskefartøjer eller joller, der ejes af lokale
fangere eller fiskere. Det samme gælder, når man gerne vil
transporteres
til fiskepladsen med båd frem for at vandre til sø eller elv.
I Sydgrønland landet flyet fra Danmark i Narsarsuaq Lufthavn. I byens
udkant er der en lille havn, som anløbes af rutebåde, der besejler
Sydgrønland. Rutebåden er en billig måde at rejse på
sammenlignet med fly- eller helikoptertur. Områdets byer ligger tæt
- efter grønlandske forhold, og meget af sportsfiskeriet i området
er kortlagt af lokale. Desuden er der gode muligheder for at kombinere
fjeldvandring
og fiskeri i området. Der er tillige en række muligheder for
overnatning i Narsarsuaq (137 indb.), Qaqortoq (3.178 indb.), Narsaq (1.753
indb.) og i de omkringliggende bygder. Flere fåreholdere i
Sydgrønland
tilbyder privat indkvartering i nærheden af fiskerige elve og søer.
I Narsarsuaq kan der chartres helikopter, hvis man vil transporteres ud
til afsides vande. Inden for kort afstand af Narsarsuaq er der havfiskeri
efter helleflynder, torsk og havkat. Der er også et glimrende
fjeldørredfiskeri
og et fascinerende trollingfiskeri efter laks i området. I Narsaq
og Qaqortoq kan der lejes både til havfiskeri og laksetrolling. Her
kan transport med båd til områdets lækre
fjeldørredvande
også bestilles.
I Midtgrønland findes de 3 byer: Sisimiut (4.839 indb.), Maniitsoq
(3.067 indb.), Nuuk (12,483 indb.) og tæt på indlandsisen,
lufthavnsbyen,
Kangerlussuaq (281 indb.).
Flere gange ugentligt lander fly fra Danmark i Kangerlussuaq, hvor en
række
elve og søer byder på fjeldørreder tæt på
byen. Det er også muligt at tage på havfiskeri fra den lille
havn i byens udkant - i bunden af den 180 kilometer lange Søndre
Strømfjord.
I Kangerlussuaq Lufthavn er det muligt at chartre helikopter, hvis man
ønsker
at besøge områdets sværttilgængelige vande.
Hvis man ønsker at besøge andre byer eller fiskevande er det
nødvendigt at benytte sig af rutefly eller helikopter. F.eks. koster
en enkeltbillet med helikopter til Sisimiut 1.040 kr. i 1995. Sisimiut er
særlig kendt for sit formidable havfiskeri efter bl.a. helleflynder
og store havkatte, grov torsk og stor rødfisk. Derudover eksperimenteres
med trollingfiskeriet efter laks i området, og flere fiskerige elve
og søer glimrer med velkonditionerede fjeldørreder.
Nuuk, som ligger i mundingen af Godthåbsfjorden, byder på et
interessant og mangesidet fiskeri i det mægtige fjordkompleks. I byen
findes flere både, som kan chartres til lystfiskeri. I Nuuk kan der
også chartres helikopter og vandflyver, hvis man f.eks. vil besøge
det store uberørte område "Nordlandet". Det er et
sandt ørredeldorado med mange, næsten jomfruelige,
fjeldørredsøer.
I Diskobugten ligger byerne forholdsvis tæt. Man kommer til Diskobugten
med indenrigsfly via Kangerlussuaq til Ilulissat (4.057 indb.) eller med
rutebåd. Byerne omkring Diskobugten besejles i sommerhalvåret
af skibe, der dækker området regionalt og med hyppig frekvens.
Det giver gode muligheder for at besøge flere fiskevande og
områder.
Derudover kan der chartres helikopter fra Ilulissat. Området byder
både på spændende havfiskeri efter torsk og helleflynder,
fjeldørredfiskeri i sø og elv og et helt utroligt fascinerende
isfiskeri efter hellefisk med de lokale fiskere og fangere. I Diskobugten
findes i øvrigt meget store isbjerge fra de aktive isbræer
i området, hvilket gør havfiskeri til en helt enestående
oplevelse.
I Østgrønland findes byen Ammassalik (1.561 indb.) med lufthavn
i Kulusuk (327 indb.) og en række omkringliggende bygder. Den nemmeste
vej til Østgrønland går med fly via Island. Området
byder på et spændende havfiskeri efter torsk, hellefisk, havkat,
havkal og helleflynder.
Fra Kulusuk og Ammasalik tilbydes også chartrede heltikopterture til
fjeldørredvande langt fra byerne.
I Thuleområdet, som er det nordligst beboede område i
Grønland,
er der mulighed for isfiskeri efter hellefisk og polartorsk tæt ved
byen Avanersuaq. Transporten til området sker via Kangerlussuaq til
den amerikanske base i Pittufik.
Fjeldørredfiskeri
Zzzzzz - bremsen på hjulet giver line, og stangen slår takten
an i rap staccato. En vilter fjeldørred har angrebet Mepps-spinneren
i den glasklare elv og fistrer nedstrøms i rask fart.
I næste pool er vandet mere roligt, men det er fjeldørreden
ligeglad med, og den kæmper bravt for friheden og katapulter flere
gange ud af vandet. Til slut må den dog give fortabt og glider i al
sin pragt i landingsnettet. En herlig fisk på et par kilo - og et
trofæ for livet for enhver sportsfisker, der drømmer om at
fange den smukke og kampglade torepdoformede ørred med krudt i.
Det er ikke uden grund, at fjeldørreden er en værdsat sportsfisk.
Den er både stærk, hidsig, fandenivoldsk og kæmper som
en norsk laks. En fisk på 2-3 kilo har kræfter, som var den
mindst dobbelt så stor, og utallige steder glimrer søer og
elve med fiskeeventyr i en unik og næsten uspoleret vildmark.
De fleste fjeldørreder, der overlistes, vejer fra 0,3 til 2 kilo.
Tidligere var gennemsnitstørrelsen på Grønlands
fjeldørreder
større, men på grund af ulovlig garnsætning og netfiskeri
i elvmundingerne har gennemsnits-størrelsen på den smukke fisk
været for nedadgående. Når det er sagt, så er fiskeriet
alligevel mange steder i topklasse, og kun få steder i Norden finder
man et lignende trækplaster med så mange flotte fjeldørreder
som i Grønland.
Ishavsrøding
Fjeldørreden kendes også under navnet ishavsrøding,
og man finder både stamfisk og havvandrende eksemplarer af arten -
ikke kun i Grønland men også i hele det cirkumpolare område
som for eksempel i Island, Canada og Nordnorge. På grønlandsk
kaldes fjeldørreden Eqaluk.
Stamfisk findes i visse søer. Det er fjeldørreder, der ikke
vandrer i havet - oftest fordi det givne vand ikke længere har adgang
til havet. Disse stamfisk ligner de havvandrende fjeldørreder, men
lever det meste af tiden i elv eller sø, og vandrer ikke i havet
for at spise om sommeren. Derfor tager stamfisk mindre på i vægt
end de havvandrende, der får rigelig med føde på vandringen
i havet.
Det tager 3-5 år efter fødslen i ferskvandet, før de
små havvandrende fjeldørreder er blevet tilstrækkelig
store til at vandre fra det kolde næringsfattige ferskvand i elv og
sø til det velfyldte spisekammer i havet.
I de 6-10 uger af sommertiden fisken opholder sig i havet, tager
fjeldørreden
ganske meget på i vægt og smovser sig fed i lodder, krill og
rejer og andet godt fra havet.
Ishavsrødingen er i princippet den eneste laksefisk, som man finder
i de grønlandske elve og søer. Det passer nu ikke helt, for
én elv, "Kapisilit-elven" i bunden af Godthåbsfjorden,
har en mindre laksebestand. Alligevel har grønlænderne valgt
at kalde fjeldørreden for "Grønlandslaks. Det kan godt
forvirre og er misvisende på grund af forvekslingen med de
"rigtige"
laks i Kapisilit-elven - de vaskeægte Atlanterhavslaks som i store
stimer kommer trækkende til de grønlandske farvande i sensommeren.
Disse laks kalder grønlænderne for "skællaks"
på grund af laksens løse og store skæl.
Når fjeldørreden vandrer op i elven efter opholdet i saltvand,
vejer den fra nogle hundrede gram til 3-4 kilo. I den første tid
i elven kendetegnes fisken af sine sølvblanke skæl og den
næsten
grøn-blålige ryg med små lyse prikker ned langs siderne.
Efter en tid i ferskvand skifter fisken farve, ryggen bliver mere
grønlig,
og den får lysegule prikker. Hanfisk der skal gyde får
efterhånden
krog, og fjeldørredens bug får den smukkeste orange-rødlige
bug. Den hvide kant på de røde bryst- og bugfinner vidner altid
om, at fisken er gydemoden.
Når legen er overstået i oktober-november tilbringes vinteren
i elven, eller søen som den udspringer fra. Gennem det meste af vinteren
tager fisken næsten ikke føde til sig i det næringsfattige
og kolde ferskvand.
Fjeldørredens gennemsnitsstørrelse varierer betydeligt fra
elv til elv og fra sø til sø - afhængig af
fødeforholdene
og vandets uberørthed. I visse vande, som ligger afsides, og derfor
ikke udsættes for ulovligt netfiskeri, kan fjeldørrederne blive
op til 70-80 cm, men langt størstedelen er sjældent over 60
cm. Oftest vil det være fisk op til 1-3 kilo, sportsfiskeren skal
regne med. Men fisk af den størrelse er i sig selv også et
stykke imponerende biologi, som enhver sportsfisker bør have respekt
for. En fisk på 1-1,5 kilo kan let være 20 år gammel!
Se på den tilvækst og sammenlign den f.eks. med en skandinavisk
laks eller havørred, som når den vægt på blot 1-2
år.
Fjeldørred i elv
Fra juli og 4-6 uger frem regnes for den absolutte højsæson
for fjeldørred, hvor de fleste af de iltre sprintere stikker op i
elvmundingen og opstrøms mod gydepladserne. Da gælder det om
at have spinner eller blink i vandet, for i modsætning til
Atlanterhavs-laksen,
som ikke tager føde til sig i ferskvand, gør fjeldørreden
det - og gerne!
I Sydgrønland begynder elvfiskeriet fra midt i juli, og jo nordligere
man kommer op langs kysten, desto senere vandrer fiskene op i elvene. Det
er som regel altid de store fisk der vandrer først op i elven, mens
de mindre fjeldørreder på 400-800 gram følger trop.
De grønlandske elve kan deles op i grumsede eller uklare smeltevandselve,
og i de klare elve, der som regel udspringer fra søer, hvor grumset
i vandet er blevet bundfældet.
De fleste grønlandske elve er korte, hurtigtstrømmende med
stryg og fosser, og derfor vil fisken næsten uden undtagelse
foretrække
de rolige områder af elven uden for hovedstrømmen.
Husk i øvrigt, at jo større et fald en elv har på de
nederste stykker, desto færre fisk plejer den at tiltrække!
Elve, der har et for brat fald, kan i værste fald være helt
fisketomme, eller kun huse en meget lille fjeldørredbestand i
mundingsområdet.
Når fjeldørreden ikke vandrer, vil den oftest stå bag
sten eller i dybe "høller" eller i kanter eller
"bagvande"
ved de pools, der altid findes nær den ene bred, når elven svinger.
Bagvande er det sted, hvor strømmen i elven næsten løber
modsat hovedstrømmens retning. Et typisk bagvande finder man derfor
ved sving i elven. Fænomenet observeres ved, at strømmen ser
ud til at køre i cirkler rundt og rundt frem for at løbe
nedstrøms.
Da fjeldørreden er socialt anlagt, ynder den at vandre op i elven
med ligesindede i samme størrelse som den selv, og fisken vandrer
også sammen med andre fjeldørreder til gydepladsen. 3-7 fisk
kan komme trækkende en efter en, og man kan ligefrem se fisk for fisk
vandre fra den ene hvileplads til den næste. Når fiskene når
gydepladsen, er der slagsmål om pladserne - her er der ikke noget
om at dele.
I dagtimerne foretrækker fjeldørreden tit pladser i elven,
hvor den kan stå i læ - særlig i klart vejr med høj
solskin. Det kan være bag sten eller mindre vandgevækster, der
vejrer midtstrøms, langs bredden eller bag store sten, som fisk kan
stå i læ af og føle sig tryg. Når solen står
lavere på himlen, vover fisken sig tit til andre steder i strømmen
på sin vandring opstrøms.
Spinnefiskeri i elv
For at få mest ud af fiskeriet er en 6-8 fods (180-240 cm)
enhåndsstang
af grafit eller kul med en forholdsvis hurtig og rap aktion, der er beregnet
til at kunne klare kastevægte fra 6-15 gram, et godt udgangspunkt.
Lette og hurtige stænger, som kaster godt og giver
fingerspidsfølelse
med kunstagnen i enden af linen. Der er absolut ingen grund til at bruge
lange uhandy stænger, alt for store hjul og i det hele taget for kraftig
en udrustning. Det tager meget af spændingen ud af fiskeriet. De bedste
stænger til formålet skal nemlig være så
hugfølsomme,
at man fornemmer selv de mindste nap og uregelmæssige udslag fra
blinket.
Hvis elven er over 15 meter bred, er det dog visse steder en fordel med
en lidt længere spinnestang på fx. 8 fod stang (240 cm), da
man lettere kan holde linen fri af strømmen med denne stanglængde.
Vælg et lille og let fastspolehjul, der passer til stangens dimensioner,
og sørg for at det er fyldt til spolekanten med 0,25 mm line. Tyndere
line kan visse steder være en fordel, særlig i de helt gennemsigtige
elve, hvor sigtbarheden er så god, at man næsten er nødt
til at bukke sig for at finde overfladen. Hvis der for eksempel er mange
sten og klippestykker, skal der mindst spoles 0,25 mm line på hjulet,
ellers sætter man et hav af spinnere og blink til på bunden.
Så lad elvens beskaffenhed afgøre den linetykkelse, der spoles
på hjulet og medbring både 0,20 og 0,25 mm line.
Enhver spinnefisker bør medbringe 200-300 meter ekstra line udover
opfyldningen på hjulet. Bare efter få dages fiskeri har linen
fået så mange skader fra sliddet på sten og klipper under
overfladen, at den let knækker.
Spinnefiskeri efter fjeldørred foregår oftest med små
spinnere, som fx. Vibrax, Mepps no. 2-3 i sølv og kobber evt. med
røde prikker, også Mepps Black Fury er blandt nogle af de mest
velfangende. Rooster Tail spinnere og Panter og Mörrum spinneren er
også glimrende at medbringe i grejæsken i vægte fra 4-15
gram.
Nogle af de mange blink som regnes for grønlandsfavoritter af de
lokale til elv- og søfiskeri er for eksempel: Jensen Tobis, Flipper,
Møresilda, Filur, Toby, Jensen Pirk, Trumf og lignende typer i
vægte
fra 3-12 gram.
Den havvandrende fjeldørred er som regel ikke kræsen med hensyn
til spinnere, blink og fluer, når den er i elven, men den kan godt
være selektiv i sit valg af kunstagn og gider ikke bruge unødig
energi på at skulle forfølge "føden" flere
meter i det strømmende vand. De første 2-4 dage er
fjeldørreden
ofte ikke så aggressiv i sin opførsel, men enhver fisk der
får spinner eller blink serveret for snudeskaftet kan alligevel godt
tirres til hug.
I visse vande kan en spinner med sølvske og røde prikker
være
det eneste saliggørende. I andre skal spinneren helst have en grøn
krop. Og så er der steder, hvor en farvekombination af fx. rød,
gul og sort er mest velfangende. Det afhænger bl.a af vandets farve,
sigtbarhed og fødeforhold. Af den grund er der ikke andet for end
at prøve forskelligt isenkram fra grejæsken og selv finde frem
til de lokale favoritter.
Når det nu er sagt, så er det vigtigste da også, at man
kan fiske spinner eller blink langsomt og præcist, så kunstagnen
arbejder der, hvor fjeldørreden holder til: i strømkanter
og bagvande - og lige over bunden.
Det er fordelagtigt at holde små pauser under indspinningen; spin/stop
pauser, så blink eller spinner får lov til at stoppe op i vandet
- og dale mod bunden. Det er guf, som selv en kræsen fjeldørred
sjældent kan stå for - og haps! Og har man først fået
en fisk, er indspinnings-hastigheden indarbejdet og man har fundet den rette
spinner og en god plads. Herefter er der ikke mange finurligheder i
fiskeriet!
Når den første fisk er landet, har man som regel et godt indtryk
af, hvor fjeldørreden foretrækker at opholde sig i elven. Er
der tale om en større pool eller roligt vand langs en strømkant,
kan flere fisk stå samlet inden for et lille område. Sådanne
steder skal naturligvis altid afsøges ekstra grundigt.
I visse perioder er fjeldørrederne i elven lette at skræmme,
særlig når vandstanden er lav, og fiskene har stået på
den samme plads i længere tid. Da kan fiskeriet brat ende, når
man har landet den første fisk, selvom man kan se, at der er flere
fisk på pladsen. I stedet må man skrive sig pladsen bag øret
og eventuelt komme tilbage senere samme dag eller dagen efter. Så
vil fiskene med garanti atter være i hopla.

Spinnefiskeri i sø
Visse elve er forbundet med søer, hvor fjeldørrederne vandrer
op for at gyde. Andre søer, som ikke har adgang til havet, har som
tidligere nævnt en bestand af stamfisk, som også er spændende
at overliste. Måske er disse ørreder ikke nær så
store, men det er jo ikke altid størrelsen, der er afgørende
for fangstglæden. Og fiskeriet kan være mindst lige så
udfordrende og betagende, fx. er det i søerne meget normalt, at man
på klos hold oplever, at fjeldørreden kommer susende i spinnerens
eller blinkets kølvand. Det får næsten hjertet helt op
i halsen, og hvis fisken ikke hugger med det samme, så kan den måske
overlistes i næste kast, hvis man skifter spinner eller blink eller
fx. prøver en anden farve eller vægt.
I klare søer står fjeldørreden ofte i områder
med stillestående vand - i bugter og vige og ikke sjældent på
grænsen, hvor det stille vand møder lidt strøm, eller
dér hvor vinden rifler overfladen.
Hvis søen har en markant skrænt, er det et oplagt
fjeldørredrevir.
På sådanne pladser oplever man ikke så sjældent,
at der står sort med fisk på grænsen mellem det lave og
dybe vand. Så gælder det om at have bremsen rigtigt justeret
og holde tungen lige i munden! Og det samme gør sig også
gældende
på spidser af odder og pynter med dybt vand nær land.
Hvis der er små elve som har tilløb til søen, så
prøv disse områder. Her ynder mange fisk at stå i det
iltrige vand, og ofte er det netop sådan en plads, der altid disker
op med fjeldørreder.
Når man fisker i mindre klare søer og vil dække en
skrænt
eller lidt dybere vand må spinner eller blink gerne gå så
dybt, så kunstagnen lige akkurat studser over bunden. Stangen holdes
eventuelt lodret, så den peger op i luften under indspinningen, mens
man nøkker lidt med stangspidsen.
Små livlige blink på 6-12 gram ideelle til søfiskeri,
da de kan spinnes dybt, og er lette at tilføre markante bevægelser.
Det samme gælder de spinnere, som man bruger til elvfiskeri, men de
må godt være nummeret større under søfiskeri (se
side..). Og glem ikke blyhoved-spinnere som fx. Mörrum-spinneren og
de franske Mepps blyhovedspinnere i vægte op til 12 gram, som visse
steder er helt suveræne, da deres konstruktion jo gør, at
spinnerens
blad drejer rundt hele tiden, selv når der holdes spin/stop-pauser
under indspinningen.
Fluefiskeri efter fjeldørred i sø og elv
Fluefiskeri i Grønland praktiseres enten i grumsede smeltevandselve
eller i klare elve og søer. I de uklare elve skal man virkelig arbejde
for hver eneste fisk. Og her vil en fluefisker med synkeline og store, buskede,
gerne farvestrålende fluer alligevel kun fange 1 fisk for hver af
de 10 fisk en spinnefisker lander. Fluefiskeri i sådanne vande er
derfor ikke videre anbefalelsesværdig for dem, der blot vil fange
fisk i et væk - men det kan lade sig gøre, hvis man er
tålmodig
og ihærdig nok.
Til formålet er en AFTM 7-8 klasse udrustning med 50-75 meter bagline
og flydeline, sink tip line eller en langsomtsynkende line og fluer og streamers
str. 1-4 i hidsige kulører det bedste valg, og fluemønstre
som March Brown, March Brown Silver og Krogsgaard størrelse 4-6 er
klassikere til de grønlandske fjeldørreder. Også streamers
og vådluer i fluorescerende farver kan være trumf - særlig
ambulancerøde (orangerøde) har vist sig velfangende. Det samme
gælder streamers og vådfluer med rød hale eller rød
krop og mørke fluer med lidt sølv og gult.
Det meste fluefiskeri efter fjeldørred i elv er nedstrømsfiskeri,
og det er nødvendigt at dække fiskens standplads relativt
præcist
med "fjerkræet" i enden af forfanget. Fluen skal også
fiskes meget langsomt og så dybt som muligt. I de grumsede
smeltevandselve,
som næsten er flødefarvede og hurtigtstrømmende, har
fluefiskeren ofte dårlige kort på hånden.
For at få succes med fluestangen i elvene, gælder det om at
afsøge de traditionelle standpladser for fjeldørreden; altså
pools, strømlæ og nær klipper, og de pladser hvor der
dannes bagvande og strømlæ.
I klare eller lavvandede elve og søer er en klasse 6-7, 7-8 med flydeline
og 50-75 meter bagline et udmærket udgangspunkt. I de lidt dybere
elve kan det være en fordel af udskifte flydelinen med en langsomtsynkende
line eller evt. en sink tip line. I nogle søer er langtkastende liner
fx. WF line at foretrække, særlig i de vande, hvor der kræves
lange kast for at nå ud for dybere vand.
I visse af de klare søer er det ikke usædvanligt at se
"ringende"
fjeldørreder, der sutter insekter i sig fra overfladen. Her kan man
i højsommeren opleve et klassisk tørfluefiskeri, når
de store mygge- og knot-klækninger foregår. Vær dog
opmærksom
på, at det kræver sin mand at opleve mange fisk på
tørflue
- og i det hele taget at lokke fjeldørreden til at stige efter
"småkravlet",
men derfor er det også en betagende form for fiskeri for
"Feinschmeckere".
Særlig små fluer i størrelse 8-14 egner sig på
det tidspunkt, men ellers er fluer i hidsige og provokerende farver ofte
med til at tænde op under fjeldørredens huginstinkt.
I søerne kan fjeldørrederne være lette at skræmme,
og lyde fra småsten, der rasler i vandet, eller for uhæmmet
trampen på brinken forplanter sig forbavsende godt i vand. Skulle
fjeldørreden opholde sig nær bredden, går der ikke mange
minutter, før den er skræmt til den anden ende af søen.
Fjeldvandring og fiskeri
Fjeldvandring og fjeldørredfiskeri er en glimrende kombination. Og
kun få steder i verden kan man opleve det arktiske miljø på
tomandshånd som i Grønland, hvor der spredt udover landskabet
findes næsten jomfruelige vande med store og gamle fisk.
Elve rumler, og bække mousserer i fjerntliggende dalstrøg,
hvor forrevne fjeldtoppe rammer herlighederne ind. Stilheden næsten
larmer, og luften smager anderledes tør, men også ren og klar.
Men før en fjeldfisketur bliver en succes, skal den planlægges
grundigt, så man bl.a. sikrer sig, at der er fisk i de vande, som
man satser på at besøge. Og når fjeldfisketuren
planlægges
så HUSK at tage hensyn til fjeldørredens vandringer! I visse
elve vandrer den først sent op efter fødevandringen i havet,
og der er intet værre end at komme til et vand, som man regner med
er fyldt med fisk - og så er der bare ikke en eneste!
Tag derfor altid kontakt med regionale eller lokale turistkontorer, og indhent
oplysninger om fiskevande og gode områder for fjeldvandring i god
tid, før turen planlægges. De lokale turistkontorer kan være
behjælpelige med oplysninger og give gode tips til, hvor, hvornår
og hvordan turen bedst skrues sammen.
Greenland Tourism a/s har de senere år udarbejdet en række
vandrekort,
som kan være en stor hjælp i planlægningen. Med disse
kort i hånden er det meget lettere at lægge vandreturen til
rette og lægge en nøjagtig tidsplan.
Der findes vandrerkort, der dækker Narsarsuaq, Narsaq, Qaqortoq, Alluitsup
Paa og Ivittuut Kommune. I 1996 udgives kort over Ammassalik, Sisimiut,
Ilulissat og Nanortalik. Desuden findes der en række ældre kort
og en række nye under udarbejdelse, som kan rekvireres på lokale
turistkontorer, der også giver oplysninger om evt. fjeldørredvande,
ruter og andre forhold, som man har brug for i planlægningen af turen.
Men sammenlignet med andre fjeldområder i Norden er Grønlands
nogle af de mest uoptegnede - og det skal der tages højde for under
planlægningen. For eksempel skal man passe på ikke at undervurdere
de enorme afstande, der eksisterer i Grønland, og som ofte snyder
på et kort, særligt i 1:250 000 måleforhold. Bruges kortet
rigtigt, kan man hjemmefra opstøve de mere fjerntliggende søer
og elve, som i princippet er uberørte, og sjældent besøges
af de lokale. Det kan være man skal ud på en lang tur med båd,
fly eller til fods, men hvad gør det, hvis man oplever et fiskeeventyr,
der siger sparto.
Tit kan man finde vej ved at gå efter stednavne på kortet. Mange
navne har nemlig en betydning for eksempel betyder Equalit: fjeldørred
og Kapisilit: laks, ligesom Quinqua betyder: elven i bunden af fjorden.
Stednavnene fortæller på den måde meget om lokaliteten
.
Spinnefiskeri efter fjeldørred på kysten
I den første del af sæsonen fra midt i juni måned til
fisken vandrer tilbage til elven, kan man opleve et spændende fiskeri
efter fjeldørreder i elvmundingen, langs kysten og i bunden af fjordene
- og særlig i perioden omkring stigende vand.
Det er først og fremmest et spinnefiskeri med blink. Dette fiskeri
minder i princippet om skandinavisk kystfiskeri efter havørred, men
fluefiskere kan også være med, hvis teknikken er i orden.
Det har vist sig, at fjeldørrederne sjældent vandrer særlig
langt fra fødeeleven - de fleste finder man i nabolaget. Ofte
foregår
fjeldørredens vandring næsten altid langs med kysten, og det
kan derfor ofte betale sig at henlægge fiskeriet til pynter og odder,
hvor fisken kommer nær land p.g.a. gunstige strøm- og
fødeforhold.
Afsøg pynter, odder og rev ved elvmundingen særlig effektivt
med kast i vifteform i ferskvandsudtrækket fra elven. Det er særlig
i den sidste halvdel af perioden med stigende vand, at fiskeriet foregår
og ofte på det helt lave vand. Tit kan det betale sig at vente på
fiskene kommer forbi og afslører sig i overfladen - så gælder
det om at komme i gang med grejerne.
Områder med tangklatter, muslinge- og stenrev der bryder overfladen
og markante stenformationer ved elvmundingen skal afsøges særlig
grundigt. Fjeldørrederne trækker tit i stimer - ofte kan der
være dødt i de første par kast, men så sker der
pludselig ting og sager. Fisk på fisk lokkes på afveje.
Som spinnefisker må man eksperimentere med forskellige kunstagn,
farvekombinationer
og så vidt muligt bruge forskellige indspinningstempi, så blinket
opfører sig sygt i vandet og lokker. Pludselig er der en fisk, som
hugger; man har fundet den rette recept, det helt rigtige blink eller en
god plads.
Tidligt på sæsonen er fjeldørreden som regel sulten,
og foretrækker de lidt større mundfulde, der fx imiterer lodde
og tobis. I juli/august når fjeldørreden efterhånden
kommet i nogenlunde kondition, bliver den mere kræsen og går
nogle gang kun efter små lækkerbiskner, fx. rejer eller mindre
krebsdyr.
Allround udrustningen der bruges til elvfiskeri passer glimrende til kystfiskeri
efter fjeldørred men til tider er en stang på 8-9 fod (240-270
cm) nødvendig for at kunne opnå tilstrækkeligt lange
kast og for at kunne styre kunstagnen ordentligt på grund af bølger
eller vind på land eller langs med kysten.
Kunstagn med en livlig og levende gang, som kan gå højt i vandet
selv ved langsom indspinning, skal der til.
Af blink, der hører til blandt de bedste, kan fx nævnes: Jensen
Tobis, Flipper, Møresilda, Filur, Toby, Jensen Pirk, Trumf, og lignende
slanke og vimsende typer i vægtklasser fra 3-12 gram.
Spinnere skal også bruges flittigt, fx: Vibrax str. 1-3, Mepps Aglia
og Black Fury 1-3, Panter 7 gram, Jensen Insect 7 gram, Mörrum-spinneren
og Droppen 3-12 gram , samt de andre man bruger til elv- og
søfiskeriet.
Det er ikke nødvendigt at medbringe vadebukser i bagagen. De er
både
tunge, upraktiske og fylder urimelig meget.
Kystfluefiskeri efter fjeldørred
Kystfluefiskeri er i rivende udvikling - også i Grønland, selvom
det må siges at være en sport forbeholdt specialister og
feinschmeckere.
Men er man i rimelig god træning med fluegrejet, og i stand til at
opnå rimelige kastelængder og kender fluefiskeriets grundregler,
er det en ualmindelig fascinerende sport i den smukke og dragende kystnatur,
når fjeldørreden er i havet for at æde sig tyk.
Det bedste fiskeri opleves som regel først i juli i elvmundingerne,
når vandet er stigende. På det tidspunkt fistrer
fjeldørrederne
frem og tilbage i ferskvandsudtrækket fra elven og er ofte fit for
fight.
En god standardudrustning til kystfluefiskeri består af en stang på
2,40-3,60 meter (8-12 fod) AFTM klasse 6-7,8-9. Ethvert fluehjul kan i
princippet
anvendes bare det er saltvandsbestandigt, har en ordentlig bremse og kan
rumme mindst 80 meter bagline (Dacron) foruden fluelinen.
Mest udbredt er brugen af flydeline, WF eller shootinghead og et 2,5-3 meters
forfang.
Af gode fluer kan fx anbefales: Mickey Finn, Stickleback, Black Palmer,
Tobis, Blue Dun, Blue Dun Grizzly, Zulu Palmer, reje- og krebsdyrimitationer
og streamers, der efterligner lodde eller hundestejle, men også buskede
fluer som opfører sig tovligt i vandet siger visse dage sparto.
Afsøg pynter, odder og rev i nærheden af elvmundingen særlig
effektivt. Områder med muslinge- og stenrev, der bryder overfladen
og markante stenformationer skal afsøges særlig grundigt. Fiskeriet
er bedst ved stigende vand, særlig den sidste del af tidevandsstigningen
byder på det bedste fiskeri, fordi fjeldørreden da er på
kastehold og nusser rundt efter føde på det helt lave vand.
Tidligt i sæsonen - i juni og juli - tages fluen ind i lange forholdsvis
hurtige bevægelser med små pauser, så
"fjerkræet"
af og til får lov at dale mod bunden. Senere i sæsonen kan det
ofte være en fordel at skifte fra streamers, som jo skal minde om
fiskeyngel, til mindre hackle-fluer, der efterligner rejer, små krebsdyr,
hundestejle, store tanglopper eller snegle. Farvestrålende fluer i
hidsige kulører fx rødorange, ambulancerød og gul er
særlig givtige - det får tit fjeldørreden til at se
rødt!
Det er svært at sige noget præcist om de bedste fisketidspunkter,
men især aften- og morgenfiskeriet give gode fangster. På dette
tidspunkt opholder fjeldørreden sig helt nær land, og man kan
ligefrem høre plask og se "ringe" fra fisk, der møver
rundt på det helt lave vand. Det allerbedste tidspunkt er dog i den
sidste halvdel af perioden omkring stigende vand. Denne del af tidevandsperioden
får ofte fjeldørreden i hopla. Her har fluefiskere de optimale
muligheder for at opleve stram line med viltre fisk, der går fejl
af rejer, tanglopper eller en anden lille lækkerbisken og fluen i
enden af forfanget.
Fjeldørredfiskeri fra jolle
Når man fisker fra jolle og driver over rev og pynter, har man en
glimrende mulighed for at afsøge kysten - fra søsiden. Det
er en effektiv form for fiskeri, når fjeldørreden er i havet
for at æde, da man kan affiske kyststrækningerne og mundingerne,
mens man driver ind over de produktive pladser i bunden af fjorden, hvor
fjeldørreden er på jagt efter føde.
Man kaster i bådens drivretning, og det skal der selvfølgelig
kompenseres for under indspinningen. Når man finder en god plads,
kan man eventuelt ankre op og lægge kast i vifteform ind over det
produktive område. Særlig skrænter i elvmundingens
nærhed
og stenformationer, hvor lavt og dybt vand mødes skal udforskes.
Til fiskeriet anvendes de samme blink, som man bruger til spinnefiskeri
i elv, sø og på kysten.
Trolling efter fjeldørred
"Træk med blink" efter båden eller overfladetrolling,
som dette fiskeri også kaldes, er en effektiv form for fiskeri, når
fjeldørreden er på ædetræk i saltvand.
I stedet for at kaste ud og spinne ind 300 gange, er det lettere at trække
blink 20-40 meter bag jollen, mens man sejler i gåtempo.
Man kan udmærket fiske med 2-4 stænger på samme tid -
1 eller 2 på hver sin side af båden med hvert sit blink fx et
Toby blink på 7-18 gram, en Tasmanian Devil eller en sort og grå
Rapala-wobler på 7-9 cm, en lille Nils Master wobler eller måske
en spinner. I realiteten er blink og spinnere til formålet de samme
som dem man bruger til kystfiskeri. Det samme gælder stang, hjul,
og line.
Blink og woblere kastes 20-40 meter bag båden. Forskellige blink og
spinnere afprøves, mens man zig-zagger frem og tilbage langs kysten
Mange kilometer indbydende kystlinje afsøges hurtigt.
Under fiskeriet er det vigtigt at sørge for, at kunstagnen går
"rigtigt" i bådens kølvand. Kig på stangspidsen.
Hvis den dikker, går blink, spinner eller wobler rigtigt, men står
stangspidsen stille har kunstagnen måske fanget grøde eller
tang, som skal fjernes fra trekrogen.
Hvis man vil fiske mere effektivt og dække et større område
og lægge en større spredning på kunstagnene bag båden,
er fiskeri med planerboard det helt rigtige.
Planerboardet findes i forskellige udformninger, men minder i princippet
om en plov, der trækker ud til siden - 20-50 meter og sejler parallelt
med båden. Det er helt almindeligt, at man fisker med to planerboards
- et på hver side af båden.
Planerboardet er fastgjort til en mast, der rager et par meter op over
båden,
fordi den snor, som er bundet i planerboardet, skal holdes fri af vandet.
Når planerboardet er sat ud, fires det antal meter af hjulet, som
man ønsker kunstagnen skal fiske bag båden. Herefter klemmes
fiskelinen fra hjul og stang i en lineclips og sættes på
planerboardsnoren.
Så snart man giver line på hjulet, vil lineclipsen glide ud
ad planerboardsnoren, og man kan på den fikse vis selv bestemme, hvor
langt ude eller nær båden, lineudløseren og hermed også
hvor kunstagnen skal fiske. Herefter justeres bremsen på hjulet -
den må ikke stå for hårdt og skal stå så stramt,
at linen ikke trækkes af hjulet på grund af vandpresset.
Lad gerne knarren på hjulet være slået til. Den er god
bidmelder, hvis man ikke selv er opmærksom, i det brøkdel af
et sekund fisken hugger.
Stangen sættes i en holder, og linen strammes op. Resten af
stængerne
gøres parate til fiskeri på samme vis, da intet er til hinder
for, at man fisker med flere lineudløsere på planerboardsnoren
på samme tid. Det er faktisk meningen!
Nu gælder det bare om at opspore de sultne fjeldørreder, mens
man sejler i gåtempo langs kysten.
Pludselig bøjer stangen som et suppehår, en fjeldørred
er gået i fælden.
Fjeldørreden, der er kroget, vil som regel straks gå op til
overfladen. Så følger den pænt med det første
stykke, hvis den ikke stikker af i et vildt udløb. Det kan variere
fra fisk til fisk.
Inden fjeldørreden landes, skal dækket ryddes for grej, så
intet er i vejen. Når fisken nærmer sig båden, vil den
ofte forsøge endnu et udløb - et sidste desperat forsøg
på at slippe tilbage i friheden.
Læg et jævnt pres på fisken, og lad den cirkle rundt langs
bådsiden, til den har rendt det gale af sig. Styr den så ind
i landingsnettets masker med hovedet først og løft kalorius
ombord i båden.
Et stort landingsnet er det sikreste landingsredskab. Rammen skal have en
diameter på i hvert fald en meter, og netposen skal være dyb.
Rens altid dagens første fjeldørred med det samme og studer
dens maveindhold. Her finder man sikre fingerpeg i retning af, hvad
fjeldørreden
spiser, og hvilken taktik og kunstagn, man skal vælge.
Isfiskeri efter fjeldørred
Isfiskeri efter fjeldørred er en næsten uudforsket metode at
fange den spændende fisk på, når de overvintrer i de
grønlandske
søer, som ikke bundfryser. Det er ellers et fiskeri, som har vundet
stor udbredelse i nordlige Skandinavien og Canada, men som endnu ikke har
bredt sig med samme entusiasme i det grønlandske.
Til fiskeriet bruges en hel speciel stang - en såkaldt pimpelstang
- der består af en kort klinge på halvmeters længde, som
har et håndtag og et lille hjul monteret.
Hvis man vil prøve dette fiskeri skal grejet anskaffes hjemmefra,
da det ikke forhandles i Grønland. Men man kan nu også klare
sig med spinnegrejet, hvis det skulle være - det eneste man skal skifte
ud er linen, som ikke bør være tykkere end 0,20 mm.
Der findes et utal af jigs og pirke i forskellige udformninger og farver
på 2-12 gram på markedet, der er velegnet til fiskeriet. De
fleste af isfiskepirke er udstyret med en lille tavs over krogen, som kan
agnes op med fx. Power Bait, en reje eller evt. lakseæg af den slags
man kan købe på dåse. Ligegyldig hvilken agntype der
vælges, gælder det først om at finde fjeldørrederne
og lokke dem til hug.
Ofte vil man finde fjeldørrederne nær søens dybe partier,
ud for tilløb til søen eller i nærheden af underjordiske
kildevæld. Ofte må man prøve forskellige pladser før
man har opsporet fiskene - men er den første snøret, er der
som regel andre i nærheden.
Udover isfiskegrejet har man brug for et isbor. De steder man ikke kan leje
isbor, må man selv medbringe det. Kontakt de regionale eller lokale
turistkontorer for yderligere oplysninger.
Genudsætning
Der er ingen grund til at slå flere fjeldørreder ihjel, end
dem man selv ønsker at fortære. Det er en huskeregel, som enhver
sportsfisker, der besøger Grønland bør skrive sig bag
øret.
Fjeldørreder som genudsættes uden skrammer, sår og uden
alt for mange men overlever - for det meste. Men det er vigtigt, at fisken
behandles skånsomt, ikke mindst under landing og
krogløsnings-operationen,
ellers har den ikke mange chancer.
Under fighten stiger fiskens mælkesyre-koncentration i blodet betydeligt
- det kan man mange gange se på fisken, efter den er landet på
fx. blodudtrædninger ved finnerne og hovedregionen. Fisk, der er i
mælkesyrechok, overlever ikke altid, og slet ikke hvis man bare plumper
fisken i vandet. I stedet skal man give fisken "kunstigt
åndedræt".
Det er let gjort og går ud på, at fjeldørredens hoved
holdes op mod strømmen, så der løber frisk vand gennem
gællerne. Er vandet stillestående føres fisken blidt
frem og tilbage i vandet, mens man holder den forsigtigt under bug og hale.
Først når gællerne igen pumper regelmæssigt, giver
man slip på fisken. Hvis fisken først får kunstigt
åndedræt
på denne vis, betyder det i de fleste tilfælde, at
fjeldørreden
genvinder kræfterne og overlever.
Under landingen så pas på, at fiskens beskyttende slimlag ikke
beskadiges, når fisken landes, og hold aldrig fisk, der skal
genudsættes
i øjenhulen - det er dyrplageri.
Når man har landet de fisk, som man skal have til aftensmad i lejren,
kan det være en fordel at fiske med modhageløse kroge. Disse
kroge gør i sig selv fiskeriet ekstra spændende, da man ikke
kan tillade sig at lave fejl, før fisken slår sig løs.
De modhageløse kroge fra fiskens mund med et snuptag, mens almindelige
kroge kræver brugen af krogløser.
Planlæg fjeldørred-eventyret grundigt hjemmefra
Hvis man har helt specielle ønsker om at besøge fjerne vande,
der ligger langt fra by eller bygd, kan man eventuelt vælge at blive
fløjet ud på fiskepladsen af Grønlandsfly. Det er en
oplagt måde at få rigtige fiskeeventyr, hvis man er nogle stykker,
der rejser sammen. Så er prisen også overkommelig. Sådanne
fiskeekspeditioner bør dog planlægges til mindste detalje
hjemmefra.
Bl.a. skal der indhentes de nødvendige tilladelser og helikopter
eller fly skal bestilles i god tid.
Hvis man kun har begrænset tid til rådighed (1-2 uger), kan
det anbefales, at man vælger at deltage i en færdigpakket tur
som flere rejsebureauer tilbyder. Det sparer ikke kun en masse
planlægningstid,
men man ved også hjemmefra, hvad der kan forventes af arrangementet,
da det som regel er gennemprøvet og af en vis kvalitet.
HAVFISKERI

Store helleflyndere, grumme havkatte, herlige torsk i 10-15 kilos klassen,
og rødfisk med store skelende øjne samt en række andre
spændende arter i uforurenede arktiske farvande, gør
Grønland
til et eldorado for havfiskere.
De mange rovfisk, der holder til ved Grønland har kronede dage, for
farvandene er i bogstaveligste forstand et smækfyldt spisekammer.
Her er sprællevende med ammasetter (lodder), krebsdyr, rejer, store
tobis - ja næsten godt fra havet.
Mange steder i det grønlandske er havfiskeriet med stang, hjul og
line så godt som uudforsket. Hver eneste tur kan byde på
overraskelser.
Men manglen på viden og erfaring omkring fiskeriet kan desværre
også være et af problem for besøgende sportsfiskere,
da man kun få steder har sat system i fiskeriet og optegnet de mest
produktive pladser. At udforske og kortlægge de tusindvis af produktive
pladser som er spredt ud over den store ø, er også et stort
og næsten uoverskueligt arbejde, men der gøres meget lokalt
i det grønlandske for at opspore de bedste havfiskepladser og
-områder
til gavn for tilrejsende havfiskere.
Havet omkring Grønland er både stort og dybt. Dybder på
400-600 meter er ikke så usædvanlige, men det er heldigvis ikke
her det meste sportsfiskeri praktiseres. Størstedelen af havfiskeriet
foregår på dybder på 20-90 meter. Indimellem er det
nødvendigt
at kunne affiske større dybder på 150 meter eller mere, fx.
hvis man går efter rødfisk og grov havkat.
Havfiskegrej
Langt det meste sportsfiskeri i havet ved Grønland foregår
med pirke på 150-400 gram. Det er vigtigt med kraftigt grej: 20-50
punds stænger og multiplikatorhjul som fx. Ambassadeur 10 000, Penn
eller Shimano-hjul i samme størrelse, der kan rumme mindst 200 meter
0,60 mm. nylonline. Hjulet af ovennævnte type er robuste og udstyret
med bremser, der er tiptop i orden. Bremsen på hjulet må nemlig
aldrig gå i hug eller uregelmæssigt, når den udsættes
for et jævnt træk. Hvis det er tilfældet skal bremseskiverne
skiftes eller hjulet til eftersyn. Havfiskelinen skal enten være på
0,50-0,60 mm nylon line eller 30-70 punds Dacron, eller spunden line som
det også hedder eller den nye Kevlarline, er et endnu bedre valg.
Fordelen ved den spundne line og Kevlarlinen er, at den næsten ikke
er elastisk. Selv når man fisker på 150 meter vand, har man
så meget "Fingerspitzgefühl" med pirken i vandet, som
var den lige under kølen.
Nylonline er derimod elastisk og giver sig faktisk meget - 20-50%. Af den
grund har man svært ved at fornemme de forsigtige nap, når man
fisker på dybder over 50 meter.
Nogle havfiskere foretrækker at bruge heltrukket stålwire-line,
men det er kun nødvendig på dybder over 150-200 meter. Wiren
er meget tynd i forhold til styrken, og fanges derfor næsten ikke
af strømmen. Den er desuden helt uelastisk og giver sig ikke en
tøddel,
så man har altid god kontakt med agnen i enden af linen. Problemet
med stålwire er bare, at den har tendens til at kinke - og sker det
- knækker wire meget let.
Ligegyldig hvilken linetype man foretrækker, så medbring ekstra
line fx. 300-500 meter hjemmefra, så linen på hjulet kan skiftes,
hvis det skulle blive nødvendigt. Nylonline forhandles ikke alle
steder i Grønland og det kan fx. være svært at få
lige præcis den linetykkelse man leder efter.
De fleste havfisk ved Grønland er ikke videre kræsne, når
de er i hugget, men sølv og farvestrålende pirke slår
sjældent fejl.
Pirke sælges mange steder lokalt, men de er forholdsvis dyre og kan
let koste 90-120 kroner stykket. Og selvom pirke vejer godt til i bagagen,
så regn med at miste et par pirke på hver dagtur. Det kan derfor
anbefales, at et godt arsenal af pirke på 100-400 gram medbringes
- som kan dække det fiskeri, man kommer ud for.
Det er kun sjældent man har brug for pirke over 300 gram, og i de
fleste fjorde har man ingen problemer med at "holde" bunden med
200 grams pirke, og vide at man fisker der. Kun i den heftigste periode
af tidevandsvendingen har man brug for pirke over 300 gram for at fiske
ved bunden, hvor mange rovfisk i øvrigt foretrækker at opholde
sig, når strømmen løber stærkest. Det er altid
en god idé at skifte krogen på købepirkene ud med trekroge
i størrelse 6-8/O. Disse kroge er solide og kan klare hårdere
belastninger, og det er der brug for, særlig når der er helleflynder
i sigtekornet.
Husk ophængere i grejboksen - og brug dem flittigt. I Grønland
kan ophængere bruges til det meste havfiskeri - med eller uden agn.
Norske gummimak, Red Gill, lyskroge, Eddystone Eel og lignende er glimrende,
og giver en ekstra chance for gevinst, men da der i de grønlandske
farvande, er mulighed for virkelig grov fisk, skal man ikke fiske med mere
end en eller allerhøjst to ophængere. Hugger en dublé
torsk på 2 gange 10 kilo, er sådan en dynamisk duo mere end
vanskelig at få til overfladen, selv for den mest erfarne havfisker.
Mange vælger at fiske med agnet ophænger. En fiskestrimmel fra
ulk, torsk eller anden fisk sættes på krogen, så det blottede
kød vimrer frit i strømmen efter pirken. En strimmel kød
på 5-15 centimeter skæres ud af fisken, der bruges til agn.
Strimlen skal være tilspidset og mere tyk i den ene ende end i den
anden, så agnstykket nærmest minder om en spids vimpel. Den
tykke ende af strimlen sættes fast i pirkens trekrog. I vandet vil
fiskestrimlen dingle og lokke som en hale på pirken. Ikke kun med
de vimsende bevægelser i strømmen, men også med sin lugt.
Denne fiskemetode er meget udbredt og også et velkendt trick, der
bruges flittigt af lokale af snelle- og håndlinefiskere.
Stangbælte er ikke nødvendigt, men det er alligevel godt at
have et med i bagagen hjemmefra, hvis en 100 kilos helleflynder er på
krigsstien. Havfiskeri på dybder omkring 40-80 meter kan være
anstrengende og tungt, og her kan et stangbælte være behageligt
at bruge - ikke mindst lysken bliver temmelig øm efter få timers
fiskeri.
En grejboks er nødvendig for havfiskeren. Dels har man et sikkert
sted til opbevaring af pirke, ophængere, svirvler, linespoler, tang,
kniv og andre småting. Og dels kan man let finde frem til det, man
har brug for lynhurtigt. På større fiskeekspeditioner til havs
er der altid tendens til, at ting forsvinder, netop når man skal bruge
dem. Hvis grejer og småting har en fast plads i en boks, er de lettere
at finde - i hvert fald i teorien!
Husk varmt tøj. Vejret i Grønland kan skifte meget og hurtigt
- ikke mindst på havet. Fra sommer og sol til vintervejr på
mindre end en time! Visse sommerdage kan man op til midt på dagen
fiske i skjorteærmer, mens det pludselig hen på eftermiddagen
bliver så bidende koldt, at man må iføre sig trøje,
termotøj og jakke.
På overkroppen er det bedst at være iført flere lag tyndt
tøj end en tyk sweater, da det er luften mellem lagene, der isolerer.
Termotøj og fiberpels er ideelt til formålet. Det fylder ikke
kun mindre end almindeligt tøj i bagagen, men det holder også
langt bedre på varmen. Samme isolerende egenskaber har sweatere af
uld eller bomuld. Udover 2-3 lag tøj indvendig er et godt gammeldags
sæt regntøj næsten altid værdsat - dels er det
vind- og vandtæt og dels sker der ikke noget ved, at der kommer skidt
og snavs eller fiskeslim på beklædningen.
Ofte vil havfiskeren have behov for at have et til to lag under fiskebukserne,
fx. lange underbukser og eventuelt termobukser. Hvis det blæser eller
føles råkoldt, er det godt at have et vind- og vandtæt
sæt overtræksbukser ved hånden, der både isolerer,
men også kapsler kroppen af for kulden.
Det kan være koldt om fingrene, og der er næsten intet værre,
når man skal fiske koncentreret. Neopren-handsker er et godt valg
og holder på varmen, også selvom de bliver våde. Uldhandsker
er et glimrende alternativ.
Glem ikke hue eller hat og halstørklæde. Når vinden kommer
direkte fra indlandsisen, er det koldt om ørene.
Varmt fodtøj er nødvendigt. Gummirøjser er det
dårligst
tænkelige, da de overhovedet ikke isolerer. Det ideelle fodtøj
er vandtætte læderstøvler, som er et par numre for store,
og som levner plads til 1-2 par termo- eller uldsokker.
Pirkefiskeri
Der er ingen finurligheder i det grønlandske pirkefiskeri. Når
pirken har nået bunden, laves små nøkkebevægelser
med stangspidsen. Der er på ingen måde grund til de helt store
armbevægelser på dybder under 30-50 meter. Det er bedre at pirken
småhopper og får lov til at lokke og blinke i vandet. Drej en
gang imellem et par meter line ind på hjulet, så pirken
løftes
et par meter over bunden - og lad den så falde ned til bunden. På
dybder over 50 meter skal der laves noget kraftigere pirkebevægelser
for at kompensere for linens elasticitet.
En af de bedste måder at styre pirkefiskeriet er med den såkaldte
"tommelfingermetode". Det er en såre effektiv måde
at betjene pirkegrejet, som hurtig er lært: Når pirken har
nået
bunden, slår man ikke multiplikatorhjulets spole til. I stedet placeres
højre hånds tommel på spolen, så den blokeres og
gør det umuligt for linen at løbe af hjulet. Nu laver man
de karakteristiske pirkebevægelser med stangen. Med mellemrum
slækkes
tommelfingerens pres på spolen, så linen får friløb,
og pirken løber mod bunden. Pirk videre efter samme recept en tid.
Når der er så meget line ude i vandet på grund af bådens
drift og strømmodstanden, at man kun har dårlig kontakt med
pirken, spoles linen på hjulet, og man begynder forfra.
Medefiskeri med naturlig agn
Medefiskeri med naturlig agn er særlig effektivt, hvis man vil fange
visse fisk ved bunden - dem der først og fremmest bruger lugtesansen
for at opspore byttet.
Essensen i dette fiskeri er med andre ord, at fisken skal snuse sig frem
til byttet, der ligger blottet på en krog på bunden. Mange
vælger
at fiske med en agnet pirk, men hvis man satser på fx. havkat kan
bundfiskeri med naturlig agn være ekstra givtigt. Havkatten er en
udpræget bundfisk, der snuser sig frem til byttet og forsigtigt vurderer,
om det er spiseligt eller ej. Bl.a. muslinger står meget højt
på havkattens liste over favoritføde og er en suveræn
agn.
Hvis man vil fiske med muslinger kan man samle dem ved lavvande i bunden
af fjordene eller ved havneanlæg - og det er sjældent noget
problem at samle nok til en dags fiskeri på en time til halvanden.
Problemet kan derimod være at sætte muslingeindmaden på
krogen, for det bløde kød sidder dårligt på
krogskaftet
og ryger let af. For at forhindre det sker, og for at lave en rigtig godbid
til havkatten, er det en god idé at medbringe fintmaskede hårnet
eller bandagenet hjemmefra. Hårnet købes i de fleste
manufakturbutikker.
Alternativet er fintmaskede bandagenet, der forhandles af de fleste
apoteker.
Åbn 4-8 muslinger, tag indmaden ud og pak den klæbrige masse
ind i hår- eller bandagenettet, der agnes op på en krog, str.
3/O-4/O. i. Det er ikke nødvendigt med store agnstykker, for havkatten
foretrækker små mundfulde på størrelse med en
valnød.
Til fiskeriet kan man også bruge tilspidsede strimler af fisk, fx,
ulk, torsk eller fjordtorsk (uvak) på 5-15 cm, der føres en
eller to gange på krogskaftet. Den tykke ende skal på kroge,
så cirka halvdelen af agnen rager ud over krogspidsen og bevæger
sig som en hale i vandet.
Medefiskeri fra drivende båd er den mest udbredte metode til
afdækning
af større områder, mens fiskeri fra opankret båd praktiseres
mere sjældent.
Til medefiskeri kan man snildt gøre brug af den standardudrustning,
som anvendes til pirkefiskeri.
Ligesom ved det traditionelle pirkefiskeri gælder det om at få
forfanget og den naturlige agn til at arbejde på bunden, og det skal
den gøre hele tiden.
Så snart forfanget er firet ned til bunden, strammes linen op, så
man fornemmer loddet i enden af forfanget slæber henover bunden. Med
mellemrum gives line på hjulet, da strømmen og den drivende
båd efterhånden løfter forfang og agn op i vandet. Nu
og da er man også nødt til at rulle line på hjulet, fordi
man driver op over en skrænt eller top.
De fleste fisk er forsigtige, når de hugger. Efter de første
varsomme nap er registreret, skal man give fisken tid til at sluge agnen.
Først når den tager line og svømmer af sted med byttet
i munden, løftes stangen bagover i et behersket modhug.
Til driftfiskeri er et forfang som paternosterforfanget det mest brugte,
men det kan forbedres, hvis man binder dét, som på tegningen.
Her er blyloddet i bunden af forfanget udskiftet med en pirk, hvor krogen
er fjernet. I stedet monterer man en linetavs på 10-15 cm, der går
ud til den agnede krog. Under fiskeriet skal forfanget studse hen over bunden,
og det gælder om ikke at lave for store armbevægelser -
nærmest
tværtimod. Mange fisk er sky fx. havkatten og prøvesmager agnen,
før den sluger mundfulden på krogen. Giv fisken tid og bliv
ikke for ivrig, når de første nap fornemmes. Slå i stedet
koldt vand i blodet og lad fisken få lidt tid, før man laver
et hurtigt men behersket modhug, så krogen får fat i fiskens
mund.
Glidetaklet bruges til fiskeri fra opankret båd. Taklet adskiller
sig fra paternosterforfanget ved at fisken kan tage agnen uden at mærke
modstand fra blyloddet. Når en fisk tygger forsigtigt på agnen,
bliver blyloddet liggende på bunden, og fisken mærker ikke nogen
modstand, når den løfter agnen på krogen op fra bunden.
Udtrætning og landing
Når fisken er fældet og solidt kroget, skal den have mulighed
for at rase ud. Hold hele tiden stram line, og begynd at "pumpe"
fisken mod overfladen. Hæv stangen op ad i en jævn bevægelse,
så det ukendte løftes op fra dybet, og spol så line på
hjulet, mens stangen sænkes. Fortsæt med denne pumpebevægelse,
men vær parat til at give line og justere hjulets bremse, hvis fisken
gør modstand. Metoden er nødvendig at mestre for kunne lande
storfisk. Det er samtidig en god metode til at få selv små
duellanter
op fra dybt vand, for der lægges alt for mange armkræfter i
at køre fisken op på hjulet..
Fiskearter for havfiskeren

Helleflynderen, eller Nataarnaq som den kaldes på
grønlandsk,
regnes af sportsfiskere for Nordatlantens konge og er en helt formidabel
fisk at få på krogen. Helt sikkert det fornemste bytte for
havfiskeren
i Grønland!
Helleflynderen fanges spredt langs hele vestkysten, men er bl.a. særlig
udbredt i områderne ved bankeområdet Paamiut til Sisimiut og
i Diskobugten.. Den er en grådig rovfisk, og en af de fisk som kan
bevæge sig frit i forskellige vandlag, fordi den har en
svømmeblære.
Selvom helleflynderen er grådig, er den en vanskelig fisk at overliste,
da den kun er aktiv i begrænsede perioder af døgnet. Disse
hugperioder ligger ofte i perioden omkring stigende vand .
Fisker man for eksempel udenskærs kan tidevandet betyde meget for
fangstresultatet. Erfaringer viser i øvrigt, at man oplever det bedste
fiskeri, når strømmen mellem skær og smalle fjorde står
stille. Når tidevandsstrømmen er på sit højeste,
søger helleflynderen ofte læ på bunden. På dette
tidspunkt hugger den ikke gerne, men det sker dog.
Helleflynderfiskeriet for sportsfiskere ved Grønland drejer sig for
det meste om fisk fra 10-60 kilo. Større fisk af slagsen landes dog
jævnligt af kroglinefiskerne på vestkysten og de ryger af og
til også i trawlfiskernes netposer. Her kan det være fisk af
andre proportioner, og monster-flyndere på omkring 4 meter i længde
der vejer 100-300 kilo landes hvert år.
I hovedreglen finder man dog de store "flyndere" på over
100 kilo længere til havs - ofte på skråninger og nær
toppe ved de store fiskebanker ud for det sydvest og midtgrønlandske
område.
Helleflynderen er ualmindelig langsomtvoksende, selvom den kan nå
en imponerende størrelse. Det har bl.a. vist sig, at fisken først
kønsmoden, når den er 10-15 år. Da er den omkring en
meter lang og vejer cirka 10-15 kilo.
Gydningen foregår på 300-1000 meter vand - fra december til
maj. Æggene stiger efter klækningen op mod overfladen, og ungerne
lever pelagisk på cirka 100 meters dybde.
Umiddelbart efter legen vandrer helleflynderen ind på lavere vand
for at frådse i de store fødeforekomster nærmere kysten.
Her æder den overdimensionerede fladfisk torsk, håising, fjordtorsk
(uvak), laks og også gerne fjeldørred
Helleflyndere på 10-50 kilo vandrer ofte helt ind i bunden af fjordene.
Og fra midt i juni til oktober har fisk af ovennævnte størrelse
en forkærlighed for at opholde sig på skrænter ud for
ferskvandsudløb, hvor der er aflejringer af sand eller grus.
Hvis man er blandt de heldige og er på dette rette sted på det
rette tidspunkt, kan man 10 meter under kølen pludselig skimte omridset
af en stor fladfisk, der glider lige så elegant og graciøst
hen over det lyse sand eller grusbunden. Flere lokale linefiskere kan berette
om, hvordan de har set sofabords-store helleflyndere sværme rundt
på lavt vand, mens fjeldørrederne næsten hopper ud af
vandet af skræk og rædsel. Ser man en fisk over bunden, gælder
det om at holde godt fast i grejet, bede til Gud og holde krudtet
tørt!
Pirke- og medefiskeri - eller en kombination fra drivende båd over
de produktive pladser er vejen til helleflynder.
Agnet pirk bruges meget til dette fiskeri af lokale håndline og
snellefiskere,
og er en effektiv metode, fordi fiskestrimlen på pirkens trekrog giver
pirken en mere livlig gang og spreder et duftspor i vandet. Helleflynderen
er nysgerrig og kombinationen af den blinkende pirk og den vellugtende
kødstrimmel,
der lokker i vandet, kan få grovæderen til at følge pirken
helt op til få meter under båden, før den pludselig langer
til fadet.
Det er ofte en fordel at vælge pirke på 200-350 gram, der har
en store bæreflade, og som derfor arbejder livligt i strømmen.
Det har også vist sig, at det kan betale sig at lade pirken arbejde
fra bunden og op til midtvandet, hvorefter man atter firer pirken ned til
bunden
- for så at gentage proceduren. Helleflynderen er nemlig nysgerrig
af natur og tiltrækkes ofte af alt, der opfører sig anderledes
i vandet.
Man kan optimere pirkefiskeriet ved at montere en ophænger,
størrelse
1/O-3/O cirka en halv til en meter oppe over pirken, der agnes med en
fiskestrimmel
på 5-8 cm. Den bedste agn til dette formål er fjeldørred,
siger grønlænderne, men en ulkehale eller en strimmel kød
fra torsk eller fjordtorsk (uvak) kan udmærket bruges.
Havkatten i Grønland kan blive stor. Der findes tre arter
ved Grønland, nemlig den blå havkat (Anarhicius denticulutus),
den stribede havkat (Anarhicius lupus) og den plettede havkat (Anarhicius
minor).
Mange tror, at havkatten er en forslugen og hidsig rovfisk, der jager
uhæmmet.
Det er helt forkert. Havkatten er nemlig en meget forsigtig fisk, der
fortrinsvis
lever af muslinger, krabber og andre skaldyr, som det frygtindgydende gebis
og de stærke kæber er som skabt til at knuse. Og skulle der
ryge en tand, når havkatten skruer bisserne om et skaldyr, ja så
sker der ikke noget ved det, fordi fisken skifter tænder hvert
år.
Havkattens vækst er ret langsom i det arktiske - de store havkatte
på omkring en meters længde menes at være omkring 20 år
gamle.
Særlig medefiskeri med naturlig agn og fiskeri med agnet pirk giver
flest fisk. I sidstnævnte tilfælde fisker man den agnede pirk
med meget langsomme og bløde pirkebevægelser lige over bunden.
Lige så forsigtig havkatten kan hugge - lige så hidsig og vild
er de, når den er snøret, kan den få stangen til bøje
i dumpe, men hårde hug - en sej modstander at få på
tomandshånd.
Og selvom fisken ikke kan regnes for en hurtigsvømmer, så
kæmper
den altid bravt for hver centimeter line.
Pas i øvrigt på de store havkattes tænder. De kan være
sylespidse, så de så let som ingenting bider gennem
læderhandsker
og støvler. Gør derfor altid brug af en langnæbbet tang,
når krogen løsnes fra tandsættet.
Den blå havkat kan blive op til 35-40 kilo, og den er den største
af havkatte-arterne. Den er en udpræget dybhavsfisk, som ofte
foretrækker
dybder over 100 til 600 meter og fanges kun meget sjældent af
sportsfiskere.
Den er som regel mørkt blålig i farven med utydelige pletter.
Kødet er temmelig vandet, og den er ikke en populær spisefisk
blandt grønlænderne.
Den stribede havkat er mest udbredt og findes på klippebund, hvor
den lever et ensomt liv med at finde føde. Ellers søger den
det meste af tiden skjul i sprækker og revner på bunden. Den
bliver op til 125 cm og 25 kilo og overlistes bedst på naturlig agn,
men fanges også tit på pirk og ophænger - med eller uden
agn. På grønlandsk kalder kaldes den stribede havkat Qeeraaraq,
og fisken adskiller sig fra de andre havkattearter ved at leve på
lavere vand fortrinsvis klippebund.
Den plettede havkat, eller Qeeraq Milattoq som den hedder på
grønlandsk,
kan blive stor. Fisk på 120-140 cm og 30-35 kilo landes jævnligt
af kroglinefiskere. Den er udbredt i de grønlandske farvande mod
nord til Upernavik og Ammassalik.
Verdensrekorden for plettet havkat stammer i øvrigt fra Grønland.
Ud for Sisimiut blev der i først i 1980'erne landet en fisk på
23,35 kilo på stang og line. Den rekord er endnu aldrig slået.
Den plettede havkat foretrækker at opholde sig på muslingebund
og også en lidt blød bund med enkelte sten. Den er en
udpræget
bundfisk, som færdes på dybder fra 25-600 meter, men findes
oftest på 100-150 meter, hvor den støvsuger bunden for muslinger
krabber, søpindsvin.
Torsken, som kaldes Saarullik på grønlandsk, findes
visse steder i rigelige mængder og den kan blive kolossal i de
grønlandske
farvande. Hvert år landes der torsk op til 20-30 kilo, og for havfiskeren
er en fisk af den kaliber noget af en udfordring, der siger sparto, for
grønlandske torsk kæmper altid til ug - uanset størrelsen.
Desværre er torskefiskeriet på Grønland gået gradvist
tilbage de senere år, og i visse områder er det sparsomt med
den sjove duellant, men der er stadig et utal spændende og næsten
jomfruelige områder med store torsk bl.a. i det midtgrønlandske
hav- og fjordområder fx. ved Sisimiut og videre mod nord.
Torsken opholder sig det meste af tiden ved bunden, men i Grønland
hænder det ikke sjældent, at man finder de populære sportsfisk
i de frie vandmasser. Her er det særlig i kanter af fødefiskestimer
og knolde med god vandventilation, der holder på regel torsk i rigelige
mængder.
Så snart lodderne (ammasetterne) kommer på gydetræf i
de grønlandske fjorde om sommeren, er der torsk i kølvandet.
Og så længe ammasetterne er i nabolaget findes torsken på
det lavere vand, dvs. 20-80 meter.
Indenskærs og i fjordene findes torsken talrigst på og nær
knolde og toppe på 40-80 meter vand - ofte står fiskene lige
over bunden, så det gælder om at holde et vågent øje
med ekkoloddet, og se hvor det tegner fisk.
Torskefiskeriet indenskærs varer som regel til den første rigtige
frostperiode, herefter søger torsken mod dybere vand. Vinteren igennem
opholder fiskene sig ofte på dybder på 150-200 meter og
nedefter.
Morgen- og aftenfiskeriet samt fiskeriet i perioden omkring stigende vand
er i reglen det mest givtige. Det skyldes bl.a, at fødefiskestimer
henholdsvis splittes og samles på disse tidspunkt, og så har
torsken optimale jagtmuligheder. Og kan man for eksempel opspore toppe,
strømsteder med god vandventilation og godt med fødefisk under
kølen, er der ofte torsk på kastehold.
Havområderne og fjordsystemerne er store og fiskepladserne mange,
og hvis man ønsker at opleve et godt torskefiskeri kræves
lokalkendskab.
Selv med lokalkendskab kan det kan alligevel visse dage være sin sag
at opspore torsk af god størrelse.
Når det gælder torsk er pirkefiskeri den mest udbredte metode.
Agnet pirk og agnede ophængere er et ligeså effektivt våben,
hvis man vil fælde den formidable fighter.
Rødfisk smager herligt og er lidt af en arktisk specialitet.
Der findes 3 arter rødfisk ved Grønland, og den største
af arterne, Sebastes marinus, kan blive op til 1 meter lang og veje op til
10-15 kilo. Fisk af den kaliber regner biologer for at være omkring
60 år gamle, men dem er der ikke mange af. De fleste rødfisk
man fanger har en gennemsnitsstørrelse på et til halvanden
kilo, men uanset størrelsen er det altid en ualmindelig smuk fisk,
som man ikke kan undgå at blive betaget af.
Rødfisken er en udpræget bundfisk og ynder at opholde sig ved
eller lige over bunden. De største rødfisk fanges i reglen
på det dybt vand omkring 80-200 meter, og det har i øvrigt
vist sig, at den vandrer meget op og ned i vandmasserne i løbet af
døgnet. Men der er undtagelser, og det har vist sig, at selv store
rødfisk nu og da ynder at opholde sig på 20-50 meter vand -
på helt specielle pladser. Rødfisken føder levende
unger.
Rødfisken er en aborrefisk, og den ligner også familiemedlemmet
- i formen, den har de samme skarpe gællelåg og spidse pigge.
Vær i øvrigt forsigtig, når fisken tages af krogen, for
de spidse pigge og de skarpe gællelåg er ikke ufarlige at
skære
eller stikke sig på.
Rødfisk lever primært af krebsdyr, bløddyr eller rejer
og fanges på pirk og ophænger. Ophængerne er dog fiskens
favorit - særlig de kulørte og livlige af slagsen.
Det kan være svært at fornemme rødfiskens forsigtige
hug, når man fisker i 100 meters dybde eller mere. Men så snart
man mærker en varsom rusken i linen, er der sikkert rødfisk
på spil. Vent dog lidt med at rulle pirk og forfang op, og lad tacklet
blive i vandet. På kort tid bliver der "fuldt hus" - og
hver eneste krog kan være pyntet med hver sin fisk. Når
rødfisken
bekender kulør i dybet, har den ikke så sjældent fået
dykkersyge på grund af trykforandringen. Øjnene står
næsten på stilke, og mavesækken hænger ud af munden
på den flotte rødorange fisk. Af den grund kan rødfisk
der er fanget på dybt vand ikke genudsættes på grund af
tryksyge. Vær forsigtig når rødfisken løftes
indebords,
for den drysser let af krogene.
Fjordtorsk, eller uvak som den kaldes på grønlandsk,
optræder talrigt næsten overalt i de grønlandske farvande.
Uvakken minder lidt om torsken i udseende, men her holder sammenligningen
op, for den kæmper langt fra så godt som den rigtige torsk og
bliver heller nær så stor - sjældent over 3-4 kilo. Man
kan i øvrigt let skelne mellem de to fisk, for uvakken er mere plump
af udseende, og så er finnerne mindre og afrundede i forhold til torskens.
Uvakken har også en mørkere farve og kan visse steder have
et rødligt skær. Derudover har den en mørkere sidelinje
en torsken.
Uvakken finder man som regel på alle dybder, men den optræder
talrigst på dybder ned til 80 meter. Visse steder er antallet af uvakker
så overvældende, at de udgør et reelt problem for
sportsfiskerne.
Her kan uvakker hugge uophørligt, og hvis andre rovfisk er i farvandet,
levner den forslugne fjordtorsk dem ikke en chance for at komme først
til pirken eller den naturlig agn.
Hellefisken, kan forveksles med en helleflynder, men den bliver
sjældent
større end 1 meter og 10-15 kilo. Hellefisken har også en mere
gråblå farve - på begge sider - og er mere slank og symmetrisk
i sin form end sin storebror helleflynderen. Desuden kan den skelnes fra
helleflynderes ved sin lige sidelinje over brystfinnen og så sidder
venstre øje placeret lige foran rygfinnen. Hellefisken er en
udpræget
arktisk fisk og træffes ofte pelagisk i de frie vandmasser, hvor
biologerne
antager at den svømmer på tværs i vandet.
I sydlige Grønland findes hellefisk især i isfjorde, men den
er mest udbredt i Nordgrønland - mod nord til Qaanaaq og
Ittoqqortoormiit.
Hellefisk foretrækker de store dybder på 200-400 meter vand,
ofte på isfjordens bløde og lidt slammede bund. Hellefisken,
som hedder Qalerarik på grønlandsk, er ikke så almindelig
en fangst for sportsfiskere, men overlistes nu og da på specielle
pladser. Føden består fortrinsvis af rejer og småfisk.
Om vinteren fanges hellefisk direkte fra isen med håndline og krogline
bl.a. i Ummannaq-området og fra isen i Ilulissat. Dét fiskeri
må siges at være en usædvanlig udfordring for sportsfiskeren,
der ønsker en hel speciel isfiske-oplevelse i det arktiske.
Isfjordsfiskeriet har sin helt specielle charme. Det er en ultimativ form
for fiskeri, der foregår om vinteren fra isen blandt andet i Ilulissat.
Her kan man vinteren igennem tage på tur med lokale fiskere og få
en ultimativ oplevelse på hundeslæde og lande hellefisk fra
isen. Hellefisken vejer 10-15 kilo i gennemsnit og er et prægtigt
bytte at lokke på afveje - og den er underlig nok en af de fisk, som
det endnu ikke har været mulig at aldersbestemme, fordi den lever
ved en konstant temperatur.
Havkal, eller Grønlandshaj, som sportsfiskere ynder at kalde
den underlige skabning lever på dybder fra 200-600 meter. Den er
Grønlands
største fisk og kan blive op til 6,5 meter lang. Havkalen er en stor
brun haj. Den er altædende, men føden består hovedsagelig
af fisk og ådsler. Da Grønlandshajen, som grønlænderne
i øvrigt kalder Eqalussuaq, ser meget dårligt benytter den
primært sin lugtesans for at finde sin føde.
Grønlandshajen er udbredt i flere af de store fjordsystemer mod nord
til Quaanaaq og Danmarkshavn, men kun få steder fiskes der efter den
mystiske skabning, som er særlig kendt for sin fine lever, der
gennemsnitlig
vejer 20-25 kilo. For sportsfiskere er den ikke nogen fremragende og hurtig
fisk, men lever i stedet helt op til sit latinske navn "somnious",
der betyder: "det søvnige". De sportsfiskere, som har dystet
med en sådan karl siger for det meste, at det næsten er som
at have en tung sæk kartofler i den anden ende af linen, men den er
nu alligevel fascinerende at overliste , for de sportsfiskere, som ønsker
noget mere specielt - og mest af alt på grund af sin enorme
størrelse.
Havkalen har ofte faste pladser, den søger hen til for at spise.
Erfaringer fra Norge siger, at det derfor er en fordel at koncentrere fiskeriet
om bestemte pladser, og at man skal forfodre før og under fiskeriet.
Til det formål er en gammel kartoffelsæk med friskkværnet
fisk, der er iblandet hvaltran, sælspæk eller fiskeolie - lige
hvad der tænder havkalens appetit. Forfodret i kartoffelsækken
fires ned sammen med ankret på 200-300 meter vand eller mere. Her
vaskes indholdet af sækken langsomt ud i vandet, og der dannes et
duftspor, som lokker havkalen til. For at duftsporet kan holde sig konstant
skal der laves en ny portion forfoder efter et par timers fiskeri.
Havkalen kan blive stor, men i de fleste tilfælde kan man klare sig
med forholdsvis lette grejer. En 30-50 punds stang og et hjul, der kan rumme
en passende linekapacitet, fx. Penn 6/O-10/O, men ethvert multiplikatorhjul,
der kan rumme mellem 300-600 meter 0,60 mm line kan bruges.
Da der fiskes på dybt vand, er spunden line (Dacron), Kevlarline eller
wireline ofte en fordel, da man har større følsomhed med de
første forsigtige hug. I enden af linen er der brug for et wireforfang
på 5-7 meter. Riggen bindes af to stykker 200-kilos wireforfang: 1,5
meter wire med krogen, der kobles til en svirvel som så følges
af endnu 3-5 meter wire. Den indskudte kobling, som svirvlen i realiteten
er, hindrer at linen kinker under fiskeriet, og wiren filtrer sig sammen.
Vælg en enkeltkrog i størrelse 10/O-12/O, der agnes med
hvalkød,
sælspæk, fiskestykker eller råddent kød - og gerne
med en ordentlig luns!
Havkalen er ikke kendt for sin kampvilje, alligevel kan det være
nødvendigt
med stangbælte og skuldersele, når en 3 meters haj skal op fra
300 meters dybde.
Havfiskeri efter Grønlandshaj kan arrangeres for de sportsfiskere,
der er interesserede i det. Turen kræver dog meget planlægning
hjemmefra. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er meget
lidt viden og erfaring at trække på lokalt for de sportsfiskere,
der ønsker at være pionere inden for dette fiskeri. En ekspedition
efter Grønlandshaj vil ofte være lettest at tilrettelægge
for en lille gruppe entusiaster, der sammen hyrer en båd en periode.
Håisingen er som uvakken en af de fisk, der ofte landes, når
man står til søs på havfiskeri. Håisingen minder
om den almindelige ising, og den kan blive stor - 3-4 kilo er ikke unormalt.
Håisingen regnes ikke for en særlig god spisefisk, da dens
kød
er vandet, men den smager faktisk ikke dårligt, hvis fileterne fra
fisken udvandes med salt en dags tid, så noget af væsken
trækkes
ud af kødet.
Håisingen er grådig, har en stor mund og kan let finde på
at sluge en 300 grams pirk i en mundfuld - eller så godt som - og
den fanges både på pirk og ophænger med eller uden agn
samt på bundfiskeri med naturlig agn.
Andre fisk for sportsfiskere
Havfiskeri rummer altid overraskelser, og man ved aldrig med sikkerhed,
hvad der hugger i den anden ende af linen. Det er også tilfældet
i det arktiske, hvor der udover de ovennævnte arter nu og da også
er andre spændende duellanter tilstede i de grønlandske
farvande.
Forsøgsfiskeri i Sydgrønland har fx. afsløret, at den
nordatlantiske tun fra tid til anden opholder sig i sydgrønlandske
farvande i kortere perioder. Tunen trækker ofte langt til havs, og
det er den lune Golfstrøm kan transporterer dem så langt mod
nord.
Den nordatlantiske tun er en spændende sportsfisk. Den bliver stor
- op til 400 kilo og er en fabelagtig fighter. Men kendskabet til tunens
tilstedeværelse ved Grønland er meget beskeden på nuværende
tidspunkt.
Sildehajen er en anden spændende sportsfisk, som forsøgsfiskeri
har afsløret findes i de farvandene omkring Grønland - og
særlig i det sydgrønlandske. Den er ligesom tunen glad for
varmt vand, og når den er på besøg er det ofte fordi
den er kommet på afveje med den lune Golfstrøm. Men alene
tilstedeværelsen
af den prægtige sportsfisk i Sydgrønland kan nok få mange
havfiskere til at få fiskefeber - hvis de altså ikke har det
på forhånd.
I perioder er der også store sild, som kommer nær land og i
fjordene. Det foregår særlig i Sydgrønland i sensommeren.
Her er det periodisk også muligt under varme somre at støde
på sej og lubber på afveje, men disse arter til
sjældenhederne.
Ulken er meget almindelige i de grønlandske farvande, og de bliver
store. Der findes flere arter, og visse steder er ulken mest af alt en plage
ligesom uvakken. Ligegyldig hvad man gør, kan man næsten ikke
slippe for de forslugne fisk, der hugger i et væk. Ulken er en
værdsat
spisefisk i Grønland. Grønlænderne koger suppe på
fisken eller steger halerne på panden.
Lodde eller ammasset som den kaldes på grønlandsk, er en af
de væsentligste fødefisk i de grønlandske farvande om
sommeren. Ammassetten bliver op til 15 cm lange, og den lille laksefisk
er er meget udbredt langs kysterne på det lave vand. I juni søger
den ind til de sandede kyster for at gyde. Da kan havet næsten koge
af de små blanke fisk, der næsten slås om at springe op
på land i kådhed over legen. I kølvandet følger
stort set samtlige af de grønlandske rovfisk. Ammasetten har i
ældre
tid haft stor betydning for grønlændernes ernæring og
sundhed. Den lille fisks indhold af kalk og olie er bestemt til 18%, hvilket
gør den til en lille vitaminbombe i det arktiske miljø.
Ammassetten
var tidligere så vigtig for østgrønlænderne, at
de har opkaldt deres største by efter fisken: Ammassalik.
Tobisen er også en meget udbredt fødefisk i fjordsystemerne
og findes ofte i relativt store mængder - ofte på helt specielle
pladser afhængig af vejr og vind.
Ud over de nævnte arter findes også en lang række meget
sjældne dybhavsfisk i de grønlandske farvande. De fleste af
dem opholder sig dog på dybder, som man næsten ikke kan komme
ned på med almindeligt havgrej. Desuden er det mindre fisk -
mærkelige
skabninger - som ikke kan regnes for sportsfisk i gængs forstand.
Interesserede bør købe bogen "Fisk i grønlandske
farvande", der er skrevet af Jørgen G. Nielsen og Jørgen
Bertelsen. Bogen findes både på grønlandsk, dansk og
engelsk og sælges i de fleste grønlandske boghandlere.
Bølger, vind og vand
Selvom de grønlandske fjorde på Vestkysten åbner op til
det forblæste Davis Stræde, foregår det meste havfiskeri
alligevel indenskærs - i og lige uden for fjordene og
skærgården,
hvor det som regel er muligt at finde læ for vinden.
Alligevel kan vinden godt volde problemer særlig i forbindelse med
tidevandsvendingen, der nivellerer vandstanden med på 3-4 meter.
Særlig
under kraftige "føhn-storme" kan bølgerne vise
tænder;
med hvide toppe og frådende skum i overfladen.
Vindstuving er også et meget normalt fænomen i de smalle fjorde,
som er rammet ind af høje fjeldsider på begge sider. I dagtimerne
når temperaturen over land øger, vil luften stige til vejrs.
Det vil automatisk forme et lavere tryk over land og hermed også vind.
Det er særlig om sommeren, man oplever disse fjordvinde, som begynder
ved 2-3 tiden om eftermiddagen, når temperaturen stiger. Resultatet
er ofte serier af kraftige vindstød, der uden varsel får
bølgerne
til at vise tænder.
Vandet i de grønlandske farvande er koldt - ofte ikke mere end et
par plus grader. Man afkøles ualmindelig hurtigt, hvis uheldet er
ude, så der er mere end god grund til at passe ekstra meget på
og vær altid iført flydedragt - eller i hvert fald redningsvest.
Selvom man skulle tro, at man får et chok af at falde i det kolde
band, er det kun meget få personer, der dør af chokket i
første
omgang. Derimod får det kolde vand, kroppen til at trække blodet
væk fra kroppens ydre lag for at holde kernetemperaturen konstant.
Det betyder, at man på få minutter mister førligheden
i fingre, arme og ben. Kroppen begynder at ryste. Efter 5-15 minutter kommer
kroppens kernetemperatur ned under 35 grader C, og man svækkes mentalt
og bliver apatisk, konfus og irrationel. Lige så snart kropstemperaturen
kommer under 28 grader C, dør man af kulde.
Planlæg havfisketuren grundigt hjemmefra
Når man selv planlægger en havfisketur i Grønland, er
der flere ting, som skal ordnes inden afrejsen. Ikke mindst booking af båd
er vigtig. Ofte vil det være en fordel at bestille havfisketure gennem
en rejsearrangør, da disse ture ofte har taget højde for al
lokal planlægning: overnatning, leje af båd med skipper og
bespisning
m.v. Desuden kan man være sikker på, at disse ture vil foregå
ombord på både, der lever op til gældende regler og
forordninger.
Tit er en færdigpakket havfisketur mange gange også billigere,
end ture man selv kan planlægge.
Hvis man selv ønsker at tage af sted på fiskeeventyr så
kontakt de lokale turistkontorer i god tid og hør hvilke både
der kan lejes. Ofte vil det være en fordel hvis man er en gruppe af
en vis størrelse, så udgifterne til bådleje kan deles.
LAKSEFISKERI
Grønland byder ikke kun på bataljer for havfiskere og
fjeldørred-entusiaster.
Der er nemlig også vaskeægte laks i de grønlandske farvande,
der byder på et spændende og stemningsfuldt trollingfiskeri
langs kysterne og i fjordene. Et fiskeri som eventuelt kan kombineres med
havfiskeri og fjeldørredfiskeri - hvis man har lyst til det.
Der er flere grunde til, at trollingfiskeriet vinder indpas i Grønland.
Det skyldes ikke mindst, at afstandene i Grønland er så
uoverskuelige,
og i princippet kan laksene være overalt på deres ædevandring.
Og før man fanger dem - skal jo man opspore dem. Til det formål
er trolling den mest effektive metode, når man vil dække
større
afstande for at opspore laksen.
Den eneste lakseførende elv i Grønland hedder Kapisilit-elven
og ligger i bunden af Godthåbsfjorden, men dens laksebestand er relativt
lille. Elven er spændende, men da der er forholdsvis lang transporttid
til elven fra Nuuk og da Kapisilit-laksen bliver sjældent større
end 4 kilo er det langt at rejse for at fiske laks. Desuden er sportsfiskeriet
i Kapisigdlit-elven forbeholdt lokale fiskere.
Udover Kapisigdlit-elven er der ingen vande, som har lakseopgang i det
grønlandske.
For nogle år siden blev der af amerikanske biologer lavet en større
undersøgelse af 73 udvalgte elves potentiale med hensyn til at kunne
bære en laksebestand, men undersøgelsen konstaterede, at ingen
af de udvalgte vande havde føde nok til, at lakseyngel ville kunne
overleve. Desuden var vandtemperaturen under 10 grader i stort set alle
elvene og lakseynglen skal have varmere vand for at overleve.
De grønlandske laks kommer langvejs fra
Atlanterhavslaksen kaldes på grønlandsk kapisilit, men det
er altså ikke "rigtige" grønlandske laks, som oprindeligt
er født og opvokset i Grønland, man finder i Davis Strædet
mellem Grønland og nordlige Canada. Det er i stedet laks som kommer
fra begge sider af Atlanterhavet - fra USA's og Canadas fiskerige floder
i vest, men også fra og en række vesteuropæiske floder
- i bl.a. Storbritannien, Norge, Island, Færøerne,
Østersøen,
fra elve på vestsiden af Sverige og så langt som fra elve i
Nordspanien.
Det har hidtil været en gåde for videnskaben, hvad de mange
laks foretager sig ved Grønland. Det var først i midten af
1950'erne, at der blev fanget en
mærket laks, der bragte forskerne en lille smule videre på sporet
i løsningen af gåden. Det skete i nærheden af Maniitsoq
på Vestkysten, hvor en mærket laks blev landet. Laksens mærke
viste, at det var en fisk fra Skotland, der var blevet udsat lidt nord for
Aberdeen. Denne laks var vandret 3000 kilometer og tværs over Nordatlanten
for at komme til middagsgilde ved Grønland!
En af de mange teorier om, hvorfor laks vandrer helt til Grønland,
ligger i tilstedeværelsen af de enorme mængder af føde.
Ikke mindst ammasetter (lodder), tobis og krill, der om efteråret
er tilstede i så store og massive stimer ved Grønland, at havet
visse steder næsten kan koge af liv under overfladen. Her kan laksen
finde et yderst velfyldt spisekammer med andre ord.
En anden teori går noget længere tilbage i skabelseshistorien
- faktisk til den sidste "lille istid", hvor fastlandssoklen og
havet så noget anderledes ud end i dag. I "fastlandsperioden"
var det meste af Nordsøen fx. tørt land og de store
vesteuropæiske
floder havde dengang næsten direkte udløb i Atlanterhavet.
Så snart en vandrende laks ramte havet, ville fisken uvilkårligt
komme til Grønland, hvis den trak langt nok mod nord. Denne teori
skulle altså gå ud på, at laksen har fået
"overleveret"
mekanismer fra forfædrene, som får den til at smutte en tur
om Grønland på ædevandring.
Hvilken løsning der er den rigtige, har videnskaben endnu ikke kunnet
konkludere noget sikkert om. Det samme gælder, hvordan laksen finder
vej tilbage til sin gydeelv efter besøget, for det har dét
jo i praksis vist sig, at den gør. Laks, der er landet i drivgarn
ved grønlandske kyster, er blevet mærket og genudsat for senere
at være blevet fanget i deres hjemelv.
Laksesæson
Laksesæsonen starter i sensommeren, hvor store mængder
Atlanterhavslaks
runder Grønlands sydspids og stikker op langs Vestkysten.
I Sydgrønland tager fiskeriet sin begyndelse i august, når
de første laksestimer rammer de grønlandske fjordsystemer
på deres ædevandring. Sæsonen fortsætter til oktober,
men vær opmærksom på, at jo længere nord man kommer
op ad Vestkysten, desto tidligere ser laksefiskeriet ud til at stoppe.
Når laksestimerne ankommer til de grønlandske farvande,
søger
fisken hurtigt ind i fjordmundingerne og begynder sin jagt. Ofte trækker
flere fisk sammen i mindre eller større stimer og deres gøren
og laden afhænger meget af fødefiskene, og hvor de opholder
sig.
Hvor er laksen
Trollingfiskeriet foregår for det meste tæt ved kysten, ofte
i fjordsystemerne, hvor laksen trækker rundt. Nogle gange kan man
dog komme til at fiske et par sømil fra kysten - men det er kun
tilrådeligt,
når vejret viser sig fra sin allerbedste side.
Fangstresultater af laks i Sydgrønland omkring Narsaq og Qaqortoq,
hvor fiskeriet er mest udviklet, viser, at det bedste fiskeri opleves, når
der er bølger og let til frisk vind. Vindstille giver sjældent
gode laksefangster. Måske bliver laksen skræmt i det krystalklare
vand, når der ikke er bølger - eller måske er det, fordi
kunstagn får en mere livlig og lokkende gang, når jollen
løftes
op og ned af bølgerne.
Gennemsnitsvægten for fisk fanget på trolling ligger omkring
4-5 kilo - men betydeligt større fisk landes regelmæssigt af
drivgarnsfiskere.
Langt størstedelen af de laks, der hidtil er fanget på
trollingmetoden,
har hugget på blot 5-15 meter vand.
Bedst er fiskeriet ved stigende vand, når laks næsten presses
ind i fjordene af tidevandet. Generelt er det sådan, at laksen går
forholdsvis dybt i klart og stille vejr, mens den går forholdsvis
højt i vandet, når det er gråt, mørkt og
blæsende.
Erfaringer viser desuden, at morgen- og aftenfiskeri normalt giver flest
fisk. Om det er solskin eller gråvejr skulle, ifølge de lokale
fiskere, ikke betyde så meget for fangstresultaterne, men da laks
jo kan fornemme selv den mindste trykforandring, har vejrliget ellers stor
betydning for fiskeriet. Andre steder i verden har det fx. vist sig, at
laksen kan være fuldstændig uinteresseret i at tage føde
til sig ved lavtryk, hvorimod den hugger meget livligt ved højtryk.
Laksen vælger sine ædevandring i forhold til bl.a. vandets
temperatur
og søger de områder, hvor føden findes i rigelig
mængder.
Dens trivselstemperatur i vandet er i øvrigt oftest nærmest
overfladen, hvor der som regel også altid er mest ilt i vandet. Og
husk: laksen kan ikke lide at have meget vand over ryggen - men meget under
bugen - som det gamle mundheld blandt laksefiskere siger.
Trollingfiskeri
Flere biologiske undersøgelser har vist, at laksen ofte vælger
at svømme rundt om toppe eller undervandsskrænter i stedet
for at gå over dem. Det kan derfor betale sig at bruge tid på
at trolle ud for områder, hvor dybdekurver løber tæt
sammen. Laksen bruger områder med toppe og skrænter for at
spærre
flugtvejene for byttefiskene og i princippet genner laksen dem sammen i
et hjørne. Af den grund er områder med varierende dybder altid
oplagte at satse på. Ikke sjældent er det en fordel at fiske
i vindsiden (der hvor vinden står på land), da småfisk
har tendens til at samle sig her.
Vær opmærksom på mågerne. Hvor mågeflokke
slår ned og napper fisk i overfladen, er der ikke sjældent laks
i nabolaget. Tit kan stimer af laks ligefrem presse småfiskestimer
til overfladen nedefra og fra luften får mågerne deres del af
måltidet. Når man ser dette "mågesjov" kan det
betale sig at trække rundt i store cirkler om spektaklet - som i en
spiral, hvor man arbejder sig ind mod midten.
Hold også et vågent øje med drivgarn. De lokale ved ofte,
hvor og hvornår laksene er på færde.
Laksen har det ofte med at følge efter blink eller wobler og hugge
et par gange, før den bestemmer sig at tage munden fuld. Hvis man
oplever smånap, kan det betale sig at variere farten på motoren.
Måske sejle lidt langsommere eller en smule hurtigere. Det er tit,
når kunstagnen har en usædvanlig og uregelmæssig gang,
at laksens huginstinkt tændes.
Visse dage er det eneste saliggørende at have en vis spredning af
agnene, så de arbejder i en halvcirkel i kølvandet, andre dage
skal de helst gå samlet, så de minder om en lille stime fisk.
Netop den lokkeeffekt har i det grønlandske vist sig effektiv på
dage, hvor fødefiskene står dybt.
Da laksene udelukkende er i havet ved Grønland for at spise, er det
her de skal fanges. Dette fiskeri foregår udelukkende fra båd
eller jolle og er baseret på forskellige former for trolling eller
dørgefiskeri, som det også kaldes.
Trollingfiskeri i alle dets afskygninger er en stemningsfuld form fiskeri,
der foregår fra båd eller jolle, og som praktiseres på
de smukke fjorde, hvor hvaler og sæler dukker op hist og pist, mens
isbjerge i alle størrelser og farver sejler forbi i horisonten. Isbjerge
finder man i øvrigt kun i Sydgrønland, Diskobugten og
Østgrønland.
De områder, hvor trollingfiskeriet hidtil er bedst udviklet, ligger
i Sydgrønland bl.a. ud for Narsaq og Qaqortoq. Her har man allerede
fået mange fine fangster, men også i flere fjorde op langs
Vestkysten
er man på lokalt plan i gang med et omfattende testfiskeri for at
kortlægge mulighederne - mange steder er de stadig helt uudforskede.
"Træk med blink" efter båden eller overfladetrolling,
som dette fiskeri også kaldes, er den traditionelle måde at
afsøge større fiskeområder. I stedet for at kaste ud
og spinne ind 300 gange, er det lettere at trække blink 20-50 meter
bag jollen, mens man sejler i gåtempo - eller hvad der svarer til
1,5-4 knob. Man kan udmærket fiske med to til fire stænger på
samme tid - en eller to på hver sin side af båden med hvert
sit blink fx et Northern King, Salmon Queen, Trolling Devil, Predator
trollingblink,
Toby, Inkoo, Flutter Spoon, Diamond King, Krocodile, Rapala's skeblink for
nu bare at nævne nogle - i vægte fra 10-30 gram. Eller måske
en eller to woblere fx. Rapala Husky, Rapala Magnum, Rapala Shad Deep, Rapala
Original, Rapala Jointed, Rapala Sliver, Nils Master, Bomber, Turus Ukko,
Abu Hi-Lo Minnow, Rebel wobler m.fl. på 7-20 cm.
Under fiskeriet er det vigtigt at sørge for, at kunstagnen går
rigtigt i bådens kølvand. Kig på stangspidsen. Hvis den
dikker, går blink eller wobler korrekt, men står stangspidsen
stille, har kunstagnens kroge måske fanget grøde eller tang,
som skal fjernes.
Planerboardfiskeriet er en videreudvikling af det traditionelle
overfladetrolling.
Planerboardet er en form for overfladeparavaner, der skærer sig ud
fra bådsiden nøjagtig som en plov. Ofte fisker man med to
planerboards
- et på hver side af båden.
Planerboardet er af træ eller plastik og er konstrueret sådan,
at det automatisk trækker ud til siden. Når planerboardet er
sat ud langs bådsiden, sætter man kunstagnene ud en efter en
i den afstand bag båden, som man ønsker blink eller wobler
skal gå.
Før kunstagnen sættes ud kan man evt. montere en af de specielle
dybdeparavaner, fx. en af de finske Kuusamo, halvanden til to meter foran
kunstagnen. Den sørger for at tynge blink eller wobler ned på
dybere vand og ofte er det en fordel, at hver eneste stang fisker på
en bestemt dybde, da det gælder om at dække så mange dybder
som muligt, indtil man har fået den første laks til at bekende
kulør.
Det er svært at sige noget entydigt om, hvor lange linelængder
man skal fiske med - altså hvor langt ude bag båden, kunstagnene
skal arbejde. Nogle foretrækker at benytte lange linelængder
- og har held med det, mens andre siger de korte linelængder, er det
eneste rigtige. Det betyder dog ikke, at linelængden ikke har betydning,
for der er ingen tvivl om, at der nogle dage er behov for lange
linelængder
bag båden - og andre korte.
Generelt kan man sige, at linelængder omkring 50-60 meter bag båden
kan anbefales, når vandet er spejlblankt - ikke mindst fordi farvandene
ved Grønland er så rene og klare. Linelængder på
20-40 meter kan anbefales på dage, hvor det blæser, og der er
bølger med hvid top.
Når blink eller wobler går korrekt i kølvandet, monteres
en lineudløser-klemme på snoren mellem mast og overfladeparavanen,
hvor fiskelinen klemmes fast. Når det er gjort, lader man
lineudløseren
køre ud ad snoren mod overfladeparavanen og lader den fiske i den
afstand fra bådens side, man har bestemt sig for. Dette gøres
med samtlige stænger, som man vil have i aktion
På den fikse vis, sørger planerboardfiskeriet for en større
spredning af agnene end ved det traditionelle overfladetrollingfiskeri,
og man afsøger et langt større område. Og med afstandene
og omfanget af fjordsystemerne i Grønland in mente, er der godt brug
for netop det.
Alligevel er det nu først og fremmest introduktionen af
downriggerfiskeriet,
som har givet fangsterne af vaskeægte Atlanterhavslaks nye perspektiver,
og gjort grønlænderne opmærksomme på de muligheder
og potentiale, som ligger i laksetrollingen på de kanter.
Fiskeriet med downrigger stammer oprindelige fra de store søer på
grænsen mellem USA og Canada, hvor det har udviklet sig næsten
med eksplosiv fart. Denne form for fiskeri har de senere år også
fænget godt an i Norden og nu også i Grønland.
"Downriggeren" er den lille vidundermaskine, som fiskeriet er
bygget op om. Downriggeren er fastgjort ombord på båden og
består
af en arm med en spole med wireline, hvor der placeres et 3-7 kilos blykugle
i enden. Den har også en lille triptæller, der viser, hvilken
dybde blykuglen befinder sig og et håndtag, der bruges til at fire
wirelinen med blyloddet ned langs bådsiden eller spole det op. Ved
hjælp af en udløserknap, fires blykuglen ned langs bådsiden
og under båden, mens tælleren viser, hvor dybt blykuglen er
nede.
I blykuglen monteres en lineklemmeudløser, som fiskelinen fra stang
og hjul monteres i. Lineklemmeudløsere, eller lineclips som de også
kaldes, findes i flere modeller. Det er vigtigt, at vælge en type,
der kan justeres præcist, så den slipper, når fisken hugger
Fx. laver fiskegrejsproducenterne Walker og Canon nogle udmærkede
lineclips til dette fiskeri. Husk at medbringe nogle ekstra hjemmefra, hvis
man skal på trollingfiskeri, for de forhandles ikke i Grønland.
Før fiskelinen monteres i klemmen, skal lineclipsen finjusteres,
så den giver line, når en fisk hugger, men ikke udløses
alene af modstanden og strømpresset fra vandet.
Over blyloddet kan der oppe ad wiren monteres ekstra klemmer, hvis man
ønsker
at fiske med mere end en stang. Det er anbefalelsesværdigt, da man
på den måde kan affiske flere dybder samtidig.
Downriggeren og blykuglen vil nu få blink eller wobler til at fiske
på den ønskede dybde, mens blink og wobler fisker 10-50 meter
vandret bagude og fx. 25 fod nede (1 fod=30 cm) eller måske, 30, 40
eller 50. Her må man eksperimentere med dybder og linelængder
bag båden, og prøve sig frem indtil man har fundet dagens recept
på fangst.
Downriggerfiskeriet er effektivt af flere grunde. For det første
eliminerer det, at man hele tiden fanger de store tangplanter, som flyder
rundt i overfladen i fjorde og langs kysterne. Tangplanterne gør
visse steder overfladetrolling vanskeligt, fordi liner og blink, der
trækkes
efter båden i overfladen hele tiden vikles ind i de flydende
undervandspalmer.
Bruger man downrigger sørger den for, at fiskelinen ikke fanger den
flydende tang, da line og kunstagn holdes under overfladen af det tunge
blylod under kølen.
Allervigtigst er det nu alligevel, at downriggerudstyret gør det
muligt at tynge flere blink og woblere ned på forskellige dybder,
som man tidligere har haft svært ved at affiske. Før downriggeren
kom til, var det et reelt problem at finde woblere og blink, der kunne
afsøge
dybder under end 4-5 meter nede, da trækket fra båden og
vandmodstanden
automatisk presser kunstagnen op i vandet. Med downriggeren forsvinder det
problem som dug for solen, da blykuglen i enden sørger for at tynge
blink eller wobler ned på den dybde, man ønsker det skal
arbejde.
Når blink eller woblere er sat til at fiske på den valgte dybde
under båden og længde fra båden, sættes stangen
i en holder. Sørg for, at linen til wobler og blink er strammet op.
Nu sejler man rundt på den ønskede dybde med en fart på
2-4 knob. Og så er det bare om at vente. Pludselig bøjer stangen
vildt, en vaskeægte laks er gået i fælden.
Efter hugget så stop ikke op med det samme, men sejl videre. Laks
trækker ofte i småstimer, og hvis man venter lidt efter det
første hug, er det ikke så sjældent, at endnu en fisk
fra stimen langer til fadet.
I mellemtiden gives line til laksen, som allerede er kroget - men der skal
naturligvis holdes stram line til den, ellers har kalorius gode muligheder
for at gøre sig fri af krogen.
Laksen, der er kroget, vil som regel straks gå op til overfladen og
lave et ordentligt plask. Så følger den pænt med, hvis
den ikke stikker af i et vildt udløb. Det varierer fra laks til laks
- men kun få ædelfisk i denne verden kan slås i hartkorn
med de grønlandske islyn, der som regel kæmper vildt for hver
centimeter line. Og så er der synet - det slår alt - når
den sølvblanke skønhed dukker op med blink eller wobler i
flaben langs bådsiden og nærmest stråler som sølvpapir,
der flås af rullen. Et prægtigt syn.
Inden laksen landes, skal dækket ryddes for grej, så intet er
i vejen. Idet laksen nærmer sig båden, vil den ofte forsøge
endnu et udløb - et sidste desperat forsøg på at slippe
tilbage i friheden. Læg et jævnt pres på fisken ,og lad
den cirkle rundt langs bådsiden til den har rendt det gale af sig.
Styr den så ind i landingsnettet med hovedet først og løft
kalorius ombord.
Rens altid dagens første laks med det samme, og studer dens maveindhold.
Her finder man tit sikre fingerpeg i retning af, hvad laksen spiser, og
hvilken taktik og kunstagn, man skal vælge.
Laksetrollingudstyr
Til overfladefiskeri, hvor man fisker med et par stænger på
hver side af båden, klarer man ærterne med almindelige
spinnestænger
på 8-9 fod, fastspolehjul og 0,35 mm line. Det er dog ikke den optimale
udrustning, og hvis det er muligt, så anvend rigtige trollingstænger
til dørgefiskeriet.
Til downriggerfiskeri er dette helt påkrævet, da mange almindelige
spinnestænger simpelthen er ubrugelige, da de i værste
tilfælde
vil knække på grund af belastningen. Trollingstænger til
downriggerfiskeriet skal nemlig være meget bløde og bøjelige
for at kunne klare at stå spændt op i downriggeren. Kun få
steder i Grønland kan disse stænger lejes - og langt de fleste
steder kræves der, at de medbringes hjemmefra. Kontakt de lokale
turistkontorer
for nærmere oplysninger herom og undersøg hvilke både
der er til rådighed og hvilket udstyr de er rigget op med.
Trollingstængerne bør være udstyret med multiplikatorhjul.
Det gælder både til overfladetrolling og downriggerfiskeriet.
Denne hjultype er særlig velegnet, da multiplikatorhjul er udstyret
med en særlig god og jævn bremse, så man kan lægge
et jævnt pres på fisken efter hugget. Hertil kommer, at
multiplikatorhjul
som oftest kan rumme mere line end fastspolehjul, og det er der ofte god
brug for, når en laks på blot 4-6 kilo stikker af med blinket
i flaben - udløb på 50-75 meter eller mere er helt normalt.
Multiplikatorhjul til trollingfiskeriet skal have en størrelse, der
svarer til fx. et Ambassadeur 7000 eller tilsvarende, og skal som minimum
kunne rumme 200 meter 0,30-0,45 mm..
Woblere og blink, der har matte men klare kulører, fx. sølv
og guld har vist sig særligt velfangende. Laksens egne farver sort
og blank sølv er også glimrende farver - det samme gælder
kulører, der minder om lodde og tobis. Når vejret er klart,
kan blå woblere eller sølvblink med blå striber være
sagen. Er det skyet, er det måske de guldfarvede woblere eller blink,
der skal bindes i enden af linen.
De wobler- og blinkmodeller, der bruges i skandinaviske farvande er stort
set de samme som anvendes i Grønland.
Af blink kan man fx. nævne Northern King, Salmon Queen, Trolling Devil,
Predator trollingblink, Toby, Inkoo, Flutter Spoon, Diamond King, Krocodile
og Rapala's skeblink i vægte fra 10-30 gram. Blinkene må gerne
være forholdsvis store, ca. 7-20 cm lange.
Woblere til fiskeriet er fx. Rapala Husky, Rapala Magnum, Rapala Shad Deep,
Rapala Original, Rapala Jointed, Rapala Sliver, Nils Master, Bomber, Turus
Ukko, Hi-Lo Minnow, Rebel wobler m.fl. Woblere i størrelse 7-15 cm
er de mest brugte.
Laksetrolling kræver planlægning
Laksetrollingfiskeriet har store udviklingsmuligheder i Grønland,
men turen skal planlægges nøje. De bedste muligheder for
laksetrolling
findes på vestkysten og særlig i Sydgrønland. I Sisimiut
testfiskes der også i disse år med trollingudstyr, og flere
joller og både er ved at blive rigget op til fiskeriet på disse
kanter.
Som regel er der ikke lang transporttid til fiskepladserne, som oftest befinder
sig inden for en rimelig afstand fra den by eller bygd, som er udgangspunkt
for trollingturen.
Ud over fiskeriet får man altid mange smukke oplevelser i kystnaturen
oven i købet, når man stille og roligt sejler rundt på
fjordene med laks i sigtekornet.
Men de grønlandske farvande er ikke alene smukke, de er også
farlige. Det er ikke tilrådeligt at stævne til søs uden
lokal guide eller skipper, da vejr og vindforhold kan ændre karakter
som lyn fra en klar himmel. Desuden er der i hver eneste fjord et utal af
lumske skær og strømområder, der ikke er til at spøge
med. Vær derfor altid iført redningsvest eller overlevelsesdragt
ombord. Vandet er koldt og er uheldet først ude, kan det hurtigt
gå gruelig galt .
Det er nødvendigt at være i besiddelse af en forholdsvis
søstærk
båd, som er rigget op til fiskeriet med downrigger, planerboardmast,
stangholdere, ekkolod, GPS og alt det andet nødvendige trollingudstyr
for at få det optimale ud af laksefiskeriet.
I øjeblikket er der kun få egnede fartøjer med det rette
udstyr, og dem, der er tilgængelige, skal bestilles i god tid. Regn
med at dagsprisen for bådleje og skipper ligger på omkring
4.000-8.000
pr. dag - afhængig af bådens størrelse og udrustning.
På flerdages arrangementer får man dog de fleste steder en eller
anden form for rabat, men det vil nu alligevel være en fordel at tage
af sted med et par fiskekammerater, så trollingturen kan gøres
for en rimelig penge pr. person.
Hvis man kun gæster Grønland i en kortere periode for at fiske
laks eller tage på havfiskeri, er det nemmeste at bestille turen gennem
de lokale turistkontorer eller turarrangører. Her er man sikker på,
at båd eller jolle og evt. guide lever op til gældende regler
inden for sejlads med passagerer.
Pakkeløsninger med rejse, ophold, bådleje og pension er ofte
billigere, end hvis man arrangerer det hele på egen hånd - og
så sparer man samtidig al planlægningstiden.
Praktiske oplysninger

Fisketegn
Alle over 18 år, som vil fiske i Grønland, skal være
i besiddelse af et gyldigt fisketegn. Fiskekort tegnes på det lokale
turistkontor eller hos politiet. Tegn A koster 200 kr. og giver ret til
fiskeri i en måned. Tegn B koster 500 kr. og gælder i 3
måneder.
Hjemtagning af fangst. Hjemtagning af fangsten fra Grønland til
hjemadressen
kan godt lade sig gøre.
Husk dog hele tiden på, at fiskebestandene i det arktiske miljø
er sårbare. Alle arter er næsten uden undtagelse lang tid om
at vokse sig store. Disse fisk skal man have respekt for og behandle som
et stykke værdifuldt natur!
I de fleste grønlandske byer findes fryseanlæg, hvor man kan
få fisken frosset ned. Visse steder kan det også klares på
overnatningsstedet, og benyt evt. det gamle trick med at hælde et
halvt glas vand i fryseposen for hver kilo fisk før nedfrysningen.
Vandet formindsker både fordampning og udtørring og holder
fisken frisk i længere tid - op til 50% længere. Det betyder
med andre ord: "frisk fisk" i 4-5 måneder frem. Husk at
fede fisk som laks og ørred ikke tåler længere tids
nedfrysning,
så begynder fedtet at blive harsk.
Flere steder langs kysten kan fisken transporteres til hjemadressen som
frysegods. Det letteste er at kontakte det lokale KNI-kontor eller få
overnatningsstedet eller turarrangøren til at arrangere hjemtransport
af fangsten. Royal Arctic Line opbevarer og sørger for forsendelsen
til Ålborg hvorefter den køres ud med fragtmand.
Hvis man ønsker det kan laks og fjeldørreder eventuelt blive
røget lokalt, så fangsten kan tages med hjem i håndbagagen.
Yderligere oplysninger kan indhentes på de lokale turistkontorer.
Midnatssol.
I Nordgrønland betyder det, at der er sol - og lys - døgnet
rundt om sommeren. Ved Sisimiut er der midnatssol i juni, men man skal op
i fjeldene for at se den, fordi solen står lavt på himlen. Nuuk
ligger for sydligt til at have midnatssol, men sommernatten er meget kort
og lys.
Sikkerhed ombord på skibe.
Før et skib eller jolle kan benyttes til sejlads med passagerer skal
det godkendes af det danske Skibstilsyn.
Fartøjet skal opfylde meget høje krav med hensyn til skibets
konstruktion, sikkerhedsudstyr til passagerer, brandsluknings-, signal-
og kommunikationsudstyr samt til besætningens uddannelse. Der
foregår
et obligatoriske eftersyn hvert år på alt sikkerheds- og
kommunikationsudstyr,
og hvert andet år skal skrog og maskineri synes, hvis sejltilladelsen
skal opretholdes.
Hvis man på egen hånd arrangerer sejlads med en lokal fisker
eller fanger fra hans jolle eller kutter vil Søfartsstyrelsens krav
normalt ikke være opfyldt. Det samme gælder sejlads med private
lystfartøjer.
Litteratur.
Hos Greenland Tourism og hos de forskellige rejsearrangører, der
sælger ture til Grønland, kan man altid henvende sig og få
yderligere råd og vejledning. Her kan man også få et eksemplar
af det store Grønlandskatalog og andre informationer om at rejse
i Grønland.
Derudover kan følgende bøger varmt anbefales for besøgende
sportsfiskere:
"Vildmarksliv for begyndere", Peter Bang
"Fjeldfisker i Norden", Jens Ploug Hansen
"Politikens Lystfiskerbog", Lars Nielsen
"Fisk i grønlandske farvande", Jørgen G. Nielsen
& E. Bertelsen
"Turen går til Grønland", Lone Madsen
"Vandreture i Grønland", Torbjørn Ydegaard
"Grønlandsk parlør", Birgitte Hertling
"Grønland i dag - en introduktion", Mads Fægterborg
"Grønlandsguiden", Phillip Lauritzen
"Grønlandsk Atlas", Christian Berthelsen, Inger H. Mortensen,
Ebbe Mortensen
Desuden findes der en række kort, som er nødvendige under
planlægningen
af turen.
Rejsebureauer der tilbyder lystfisketure:
Team ArcticAmager Landevej 171 CDK-2770 Kastrup
DanmarkTlf. +45 32 52 52 30 66Fax. +45 32 52 30 86
Polar RejserSolhøjvej 81,DK-9210 Aalborg SØ
Danmark
Tlf. +45 98 14 85 22Fax. +45 98 14 85 23
Vejle RejserVolmers Plads 4,DK-7100 Vejle
Danmark
Tel. + 45 75 82 26 88Fax. + 45 75 83 76 66
Yderligere information om lystfiskeri og rejser til
Grønland:
Greenland Tourism a/s
Postboks 1139,
1010 København K.
Danmark
Tlf. + 45 33 13 69 75
Fax. + 45 33 93 38 83
Greenland Tourism a/s
Postboks 1552,
DK-3900 Nuuk
Grønland
Tlf. + 299 2 28 88
Fax. + 299 2 28 77
E-mail Greenland Tourism a/s
Top of page
Greenland Tourism Info-desk
Greenland Guide Index
Provided by Greenland Guide & Greenland Tourism
http://www.greenland-guide.dk