Forhistorien
Under projektet Søforsvaret foretager NMF i disse år undersøgelser af anlæg knyttet til forsvaret af de danske kystegne. I 1994 drejede det sig bl.a. om Homindespærringen i den inddæmmede Rødby Fjord på Lolland, og i 1995 blev det bestemt bl.a. at sætte ind med en undersøgelse af Kanhavekanalen på Samsø.
Fig. 1: Luftfoto af Kanhavekanalen. Nederst i billedet ses spor af den første af udgravningerne i 1995 (det lyse sandområde i vestenden af kanalen), og øverst er årets anden udgravning i gang. Foto Werner Karrasch.
Kanhavekanalen er et af dansk arkæologis mest omtalte bygningsværker. Den består af en gravet rende, der løber på tværs af Samsø på øens smalleste sted fra Sælvig bugt i vest til Stavns Fjorden i øst (fig. 1). Renden er ca 500 m lang, 11 m bred, og brinkerne er i dele af kanalen beklædt med et bolværk af 2-4 vandrette træplanker (fig.2). Det svære tømmer er forsynet med firkantede huller, hvorigennem det fastholdes med lange træpløkke, og det er yderligere forstærket af lange tilspidsede skråstivere slået dybt ned i undergrunden. Kanalen, der idag ligger forholdsvis tørt og græsbeklædt, fremtræder tydeligt i topografien på stedet.
Fig. 2: Hans Stiesdals rekonstruktion af Kanhavekanalen, efter Stiesdal 1964.
Den lokale opfattelse af kanalen var, at den måtte knytte sig til svenskekrigene i 1600-tallet, og betegnelsen Svenskekanalen var hæftet til stedet. Først da Hans Stiesdal i 1960 fik lejlighed til at grave et tværsnit igennem kanalen, blev man klar over, at der var tale om et langt ældre byggeri (Stiesdal 1964). Den første kulstof 14 datering angav kanalen til at være fra omkring år 800 e.Kr. Siden er der foretaget en mindre prøvegravning ved Tage E. Christiansen i 1977, og endnu et tværsnit gravedes af Peter Birkedal i 1979. Ved en omfattende analyse af årringene i de hjemtagne træprøver kunne Kjeld Christensen siden konstatere, at det træ, der var anvendt i kanalen, var fældet i år 726 e.Kr. Der kan være tale om eventuelle senere reparationer i 740-50'erne. Det samlede træmateriale er bestemt af Kjeld Christensen som eg, bøg, bævreasp og lind, og dateringen til 726 er så markant, at selv årringe i bøgematerialet stemmer overens med de daterende egeplanker (Christensen 1995).
Udgravning 1995, I
Denne artikels forfatter har stiftet bekendskab med området ved en udgravning i april 1995 (Kanhave 1995, I) forud for Jysk Telefons kabelnedlægning gennem den vestlige forlængelse af kanalen, ca. 25 m indenfor den nuværende kyst. I denne ende kan voldene, der omgiver kanalen, følges frem til en afstand af 50-60 m fra kysten. Udgravningsområdet dækkede 20 x 2,5 m, og det kunne konstateres, at Kanhavekanalen ikke sætter sig spor så tæt ved Sælvig Bugt. Der er tale om en opbygningskyst i denne del af bugten, og de aflejrede strandvolde har her tydeligvis flyttet kysten vestover siden vikingetiden. Ved undersøgelsen anvendtes dykpumper til at fjerne grundvandet, og en sammenskridning af sandvæggene var da uundgåelig. For indmåling af denne og fremtidige undersøgelser blev der opsat seks punkter med Geodætisk Instituts koter langs med nordsiden af kanalen.
Med ikke mindre end fire undersøgelser og en fornem datering kunne Kanhavekanalen derfor opfattes som velbelyst, men der var dog stadig uafklarede spørgsmål. Yderligere oplysninger om byggeriet ville imidlertid kun kunne fremskaffes ved en ændring af gravemetoden. Kunne man blot for en kort stund holde den høje grundvandstand stangen og tvinge flydesandet til at blive i profilvæggene, ville flere informationer melde sig. Udgravningsteknisk set vil vandpumpesystemer, der trækker vandet ind i en åben grøft, samtidigt trække flydesandet med sig, og en sammenskridning vil finde sted i løbet af de første timer eller døgn efter åbningen. Eneste løsning er at suge vandet væk fra jordvæggene og derved få sandet til at stå fast. Kun et sugespidsanlæg kan opfylde disse krav, og et sådant besluttedes det at benytte ved førstkomne gravelejlighed.
Udgravningen 1995, II.
Fig. 3. Kanhave 1995, II-udgravningsfeltet med dræningssystemet. Foto ANJ.
Den 14/8-1995 påbegyndtes en 18 dage lang forskningsudgravning i kanalen. Til undersøgelsen valgtes et sted umiddelbart vest for Nordbyvej (fig. 1), hvor kanalen formodedes at være velbevaret. Målet med denne forskningsundersøgelse var at foretage en fuldstændig dokumentation af jordprofilen på tværs af kanalen. Med denne ønskedes først og fremmest en vurdering af, om der var yderligere faser end den kendte fra 726 e.Kr. Var kanalen en kortvarig begivenhed, eller var der tegn på længerevarende vedligeholdelse? Det var dernæst tanken at indmåle alt i forhold til de nyopsatte koter og koordinatpunkter på stedet. Derudover søgtes kanalens bundniveau bestemt, samt oplysninger om vandstand i kanalens brugsperiode. Dette sidste er af særlig stor betydning for vurdering af kystlinien i Stavns Fjord i 700-tallet og det videre forskningsarbejde i selve fjordområdet. Desuden skulle der gennemføres en analyse af de jordlag, der fremtræder i profilvæggen tværs gennem kanalløbet, til vurdering af pålejringsform (vand- eller vindaflejring, marin- eller ikke-marin aflejring etc), og endelig om kanalen havde været åben og vandfyldt i flere omgange. Slutteligt skulle der foretages en analyse af jordvoldene på nord- og sydsiden af Kanhavekanalen. Var det opgravede materiale lagt direkte ovenpå brinkerne og kunne der spores faser?
En del spørgsmål blev umiddelbart besvaret ved undersøgelsen, en del kræver analyse inden svaret foreligger, men bedst af alt var de sidegevinster, der meldte sig, som arbejdet skred frem.
En grøft på 3,5 x 22 m blev gravet ned til netop over grundvandsniveau, og 20 sugespidser af 4 meters længde blev sat ned, dels i og dels udenfor grøften (fig.3). Udgravningsholdet kunne derved i ro og mag fladeskovle ned til først de velbevarede planker i hver side af kanalen og siden ned gennem hele grøftens materiale til et niveau under dansk normal vandstand.
Bolværket
Ved udgravningen genfandtes den velbevarede plankebeklædning på begge sider af kanalen. Uden at en datering af de senest fundne bolværkskonstruktioner endnu foreligger, kan man på nuværende tidspunkt konstatere, at bolværket må være blevet opsat, da kanalen blev anlagt. Øverste planke i både nord- og sydside sad i nøjagtig samme niveau, og bag plankerne sås i begge sider den oprindelige strandvold.
Fig. 4. Bolværket i den nordlige side af Kanhavekanalen. Foto ANJ
I det nordlige bolværk (fig. 4) sad to langsgående planker godt på plads bag kraftige skråstivere. Tømmeret var 4 m langt og meget kraftigt i modsætning til den tidligere kendte konstruktion i Kanhavekanalen med tømmer på ca. 2,5 m's længde. Planke nr. 2 fra oven er halvtømmer i både nord og sydsiden af kanalen, de øvrige planker er radialkløvede. Udover de kraftige skråstivere var plankerne også i denne del af kanalen fastholdt af træpløkke.
I sydsidens bolværk var fire rækker vandrette planker af 3,5 m's længde og af lidt svagere karakter. Der havde tilsyneladende været en udskridning undervejs, som delvis havde revet tømmeret ud af væggen på dette sted.
Voldene
De volde, der idag fremtræder langs brinkerne af kanalen, er på udgravningsstedet kun bevaret i nordsiden. At sydsiden må have haft en tilsvarende vold fremgår dog tydeligt af topografien andre steder langs kanalen. Der er igennem tiden foretaget en del planeringer i kanalen af hensyn til græssende kvæg, og dette kan have udvisket kanalens konturer en del.
Nordvolden er ikke endeligt analyseret, men som det tog sig ud ved udgravningen, bestod den af to byggefaser. Begge var opbygget af bl.a. græs- eller lyngtørv. Den ældste fase er en ca. 2 m bred og 0,5 m høj vold, som hviler på gammel overflade og formentlig stammer fra kanalens brugstidspunkt. Kun meget lidt eller formentlig intet af det oprindeligt opgravede materiale fra selve kanalløbet har været lagt direkte på brinkerne. Det meste af det opgravede materiale på henved 11.000 m3 må derfor være transporteret væk, og herved får man måske forklaringen på de bagvedliggende klitlignende formationer, der knytter sig til kanalområdet. Den ældste vold er lagt knap 1 m fra kanalens skrå side, og noget tyder på, at sydsiden også har haft en tilbagetrukket vold, der senere er udjævnet. Dette betyder, at man har haft plads til en gangbro eller træksti langs begge kanalsider. Den store mængde jord, der danner en yngre byggefase i nordvolden, kan ikke stamme fra kanalens anlægstidspunkt, men yderligere analyser forestår også her. Spørgsmålet om alderen af voldens to byggefaser vil forhåbentlig kunne belyses ved pollenanalyse af prøver udtaget af et antal tørv forskellige steder i volden.
Fig. 5. Et udsnit af de mange jordlag i tværsnittet af kanalløbet. Foto ANJ.
Kanalløbet
Kanalløbet er tydeligvis nedgravet gennem en bevokset, gammel strandvold med terrænhøjde 1,75 m over nutidens havniveau. Ved anlæggelsen af kanalen i året 726 blev der gravet 1,9 m under denne overflade ned til en dybde af omkring 15 cm under det nuværende havniveau. Kanalen er opfyldt af forskellige lag med en samlet tykkelse på 1,65 m. Nederst fandtes en sandet brun gytje (dynd) med afhuggede grene, forarbejdet træ og store sten; hertil kommer nøddeskaller og enkelte nedbrudte knogler. Laget synes aflejret under forholdsvis rolige forhold, idet der forekommer blade og andre planterester, som ville være blevet ført bort, hvis der havde været gennemstrømmende vand i kanalen (fig.5). Man kan således ikke påvise en gennemstrømning fra havet på kanalens brugstidspunkt. Meget tyder derfor på, at man har ladet kanalen være 'lukket' i vestenden, eller at den hurtigt er blevet lukket af materialeaflejringen langs kysten. Skibe, der ønskedes igennem på dette sted, kan have været trukket ud over strandvoldene i vestenden. De øvre aflejringer i kanalløbet viser tegn på gennemstrømmende vand, hvilket betyder, at kanalen på senere tidspunkter indimellem har modtaget havvand fra vestsiden og derved været gennemstrømmet fra bugten i vest til fjorden i øst.
Vandstandsniveau
Spørgsmålet om vandstanden i kanalen kan nu analyseres nærmere. Det formodes at vandstanden i år 726 har nået op til ca midt på bolværket. Oversiden af bolværket kendes, og den øverste planke er i begge sider af kanalen stærkt forvitret. Vandstanden har formentlig udfra disse iagttagelser været lidt mere end 0,5 m over den nuværende. Øges vandstanden i Stavns Fjordområdet med 0,5 m vand har dele af landområderne i fjorden givetvis været dækket af havet. Disse forhold har stor betydning for, hvordan en overvågning af indsejlingen kan have foregået, men et nærmere studium heraf er nødvendigt, da også andre faktorer såsom materialetransporten langs kysten spiller ind her.
Tillukning af kanalen?
Over halvdelen af det hjembragte træ fra denne forholdsvis lille udgravning stammer ikke fra bolværket, men derimod fra aflejringerne i selve kanalløbet. Til udgravningsholdets undren dukkede der stadig større mængder træ op på bunden af kanalen, efterhånden som undersøgelsen skred frem. Træet var tydeligt tildannet, og nogle få stykker kan stamme fra bolværket. Træstykkerne bestod af planker med tilhugninger af forskellig art, nærmest som almindeligt bygningstømmer, hvoraf et enkelt var afbrændt. Dertil kommer lange rette grene og stammer med tilspidsninger, der antyder, at de var bestemt til at bruges i en lodret position, selv om de på fundstedet lå vandret. En enkelt stamme var 4 m lang og placeret på tværs af kanalen, på dennes dybeste sted. Desuden fandtes en mængde tilhuggede grene og store sten også på det dybeste sted i kanalen.
Størstedelen af træmaterialet fandtes dog i den øvre del af det ældste gytjelag, og det er dermed fra perioden efter kanalens bygge- og brugstid, jvf. at dele af bolværket var blandt disse stykker. Træopfyldets karakter tyder ikke på affald. Tanken om at fylde affald i en nyligt, og under stort besvær udgravet kanal giver heller ikke mening. Hvad dette skal betyde er lidt af en gåde, men det er vanskeligt at tolke det som andet end en bevidst opfyldning af kanalen. Dateringen af denne aflukning af Kanhavekanalen afventes med spænding.
Historisk baggrund
Kanhavekanalen er et vigtigt monument fra en tid, hvor Danmarkshistorien for en stor dels vedkommende bygger på de arkæologiske levn. Kanalbyggeriet er, som Hans Stiesdal påpeger, så ubetinget en del af et flådeanlæg, hvad enten det var til en effektiv overvågning af farvandene vest og øst for Samsø, eller om det havde en dobbeltfunktion til også at holde flådens skibe (snekkerne) klar i et kombineret havne- og kanalanlæg fra begyndelsen af 700-tallet. Kanalen afspejler derved også en del af den militære organisation under en spirende kongemagt i Danmark.
Det arkæologiske materiale i det første årtusind efter Kristi fødsel er særligt rigt på våben og forsvarsværker. Analyser af dette store materiale kan belyse dele af udviklingen i den militære organisation. Af særlig stor interesse er tillige undersøgelsen af, hvornår en flåde blev aktuel i Danmark. I tilknytning til søforsvarsprojektet i NMF undersøges derfor kendte eller formodede flådehavne i forhistorisk og tidlig historisk tid. Dette emne er stadig et næsten uberørt felt, og det er derfor særlig vigtigt i første omgang at få afklaret en række forhold på de lokaliteter, hvor man med nogenlunde sikkerhed kan regne med, at flåden har været samlet. Fra de skriftlige kilder i tidlig middelalder kender man flere navngivne flådesamlingslokaliteter, som endda kan stedfæstes idag. Andre oplagte flådesamlingspladser må opsøges ved hjælp af geografiske og topografiske kriterier, via lokale stednavne (skib- og snekke-lokaliteterne) og ved søforsvarsværkerne, der ligeledes afspejler sig i stednavnematerialet (pælespærring: stig, steg, stag m.fl.). Ved en gennemgang af samtlige søforsvarsværker i Skibshistorisk Laboratoriums arkiv viser det sig, at stednavne, der kommer af pæl (-stika), knytter sig til søforsvarsværker i hele det første årtusinde og tidlig middelalder. Derimod er netop Kanhavekanalen det foreløbigt ældste flådeanlæg, hvortil stednavnet snekke er knyttet, idet en nu udpløjet høj tæt ved kanalen hedder Snekkehøj. Ved søspærringer fra 1000-1200 tallet øges antallet af stednavnebetegnelser med snekke. Disse mange lokaliteter kan ved nærmere analyse opdeles i mindst tre flådesamlingskategorier; 1) lokal flådesamling svarende til herred, 2) regional samling svarende til et len og 3) landsdækkende flådesamling. Stavns Fjorden hører sandsynligvis til den sidstnævnte kategori. Måske kan vi med tiden blive istand til at skelne disse lokaliteter tydeligt fra hinanden i det arkæologiske materiale. Et godt eksempel på dette stammer fra Selsø-Vestby, hvor man i vikingetiden har haft en anløbsplads, der formentlig også har fungeret som flådesamlingsområde (Sørensen og Ulriksen 1995:25).
Netop på Kanhavekanalens tid skete der tilsyneladende en række forandringer i de militære forhold i Danmark. Meget tyder på, at man sent i 500-tallet gennemførte en militær reform med bl.a. indførelse af en ensartet folkebevæbning. Dette afspejler en kampteknisk ændring fra den gamle slagorden, hvor krigerne havde mange forskellige våbengrupper, til individuel kamp hvor samtlige krigere havde et sværd som hovedvåben. Dertil kom et større indslag af ryttere. Danmark var da stærkt inspireret af magthaverne i Vesteuropa, Frankerriget. I løbet af 600-tallet, hvor frankerne indenrigspolitisk stod svagt, skete der en markant ændring i den nordiske våbenudvikling til en mere lokal nordisk form og samtidig en voldsom markering af den militære elite. Dette kulminerede godt en generation før 700 e.Kr.
Man kender ikke til eksistensen af en dansk flåde på dette tidspunkt, og udformningen af datidens krigsskibstype er ukendt, bortset fra det store Sutton Hoo krigsskib i England (ca. 625 e.Kr.). Søforsvarsværkerne er derimod en overvældende kilde. Ud over Kanhavekanalen, med den urokkelige datering til 726 e.Kr., kendes der flere tidlige søspærringer, der formentlig kan knyttes til en gammel flåde. Søforsvarsværket i Slien er dateret til få år efter 734, og dette anlæg er formentlig samtidigt med udbygningen af Nord- og Hovedvolden i Danevirke, der er dateret til 737; 11 år senere end Kanhavekanalen. Anlægget i Slien tolkes af undersøgeren Willy Kramer som beskyttelse af en flådesamlingsplads (Kramer 1992). Endnu et søforsvarsværk kendes fra den ideelle naturhavn i Gudsø Vig i Kolding Fjord. Værket er undersøgt af Flemming Rieck, der ligeledes tolker dette som beskyttelse af en flådehavn (Rieck 1991; 1992). Den ældste gruppe af kulstof 14 dateringer efter Kristi fødsel fra Gudsø Vig er efter nyeste omregning dateret til perioden omkring 690-780 e.Kr.
Udviklingen af flåden skal givetvis søges i skibstekniske fremskridt, men sandsynligvis også i et forsvarssystem mod oversøiske trusler. En enkelt efterretning i det fragmentarisk overleverede skriftlige kildemateriale fra denne tid giver omend et svagt billede af hvilke trusler, der kan have været årsagen til udbygning af landets sydlige grænse. For første gang i disse århundreder optrådte det landbaserede militære apparat i det frankiske Vesteuropa i en sømilitær situation. Frankerkongen Carl Martel (død 741), der forsøgte at genrejse frankernes militære magt i Vesteuropa, angreb i 734 friserne med en flåde (Haywood 1991:88). Frisernes hær besejredes, landets militære leder dræbtes og omfattende plyndringer fandt sted. Selvom friserne var Martels mål, kan denne ubehagelige sømilitære overraskelse meget vel have været en af årsagerne til etablering af sikre tilholdssteder for den spirende danske flåde i 700-tallet. At en dansk flåde med havgående fartøjer eksisterede i slutningen af århundredet vides dels fra de talrige vikingeoverfald i landene udenfor Danmark (første gang nævnt i 792), og fra kong Godfreds møde med det karolingiske Frankerrige omkring år 800, hvor kongen medbragte en flåde på 200 skibe.
Anne Nørgård Jørgensen
Litteratur:
Christensen, K. 1995: Kanhave-Kanalen. I Stavns Fjord - et natur- og kulturhistorisk forskningsområde på Samsø. Red. H.H.Hansen og B.Aaby. København.
Haywood, J. 1991: Dark Age Naval Power. A Re-assessment of Frankish and Anglo-Saxon Seafaring Activity. London.
Kramer, W. 1992: Ein hölzernes Sperrwerk in der Grossen Breite der Schlei als Teil des Danewerk-Baues von 737 n. Chr.Geb. Archäologische Nachrichten aus Schleswig-Holstein Heft 3, Schleswig 1992.
Rieck, F. 1991: Aspects of Coastal defence in Denmark. I: O.Crumlin-Pedersen (red.): Aspects of Maritime Scandinavia AD 200-1200. Roskilde.
- 1992: Gudsø Vig - En Vikingetidig Samlingshavn. 11. Vikingetidssymposium 1992. Højbjerg.
Stiesdal, H 1964: Kanhavekanalen, Samsø. Christiani og Nielsen, C.N.Post. nr. 6.
Sørensen, S.A & Ulriksen, J. 1995: Selsø-Vestby. Vikingernes anløbsplads ved Selsø. Roskilde.