Midt i nutidens Roskilde, umiddelbart nord for domkirken, ligger der en mark, som på forunderlig vis ikke har været bebygget de sidste 400 år. I middelalderen var området del af Skt. Hans sogn, som strakte sig nordud mellem domkirken og byvolden. Skønt Roskilde var en havneby, havde den med sin beliggenhed på en bakketop ikke direkte adgang til fjorden. I stedet gjorde byen brug af to havneforstæder: Skt. Jørgensbjerg og Vindeboder.
Marken kaldes i dag for Provstevænget og har i 1994 været genstand for arkæologiske undersøgelser. I denne forbindelse fik Roskilde Museum overdraget en bemærkelsesværdig seglstampe, der var fundet på overfladen nogle år forinden. Seglstampen er fremstillet af bronze med et cirkulært seglfelt, 2,6 cm i diameter. På bagsiden er stampen forsynet med et greb med gennemboring, så den har kunnet bæres i en kæde omkring ejermandens hals, i bæltet etc. I dette greb har ejeren holdt, når han med stampen satte sit mærke i voks.
En seglstampe var i middelalderen en
yderst værdifuld og personlig ting, som
måtte opbevares så sikkert som muligt.
Det var nemlig med stampen, at breve
og dokumenter blev gjort retsgyldige.
Man beseglede, hvor man i vore dage
underskriver. Derfor havde middelalderens seglstamper alle en personlig
udførelse, der på forskellig vis kunne
identificere ejermanden, oftest en kombination af tekst og billede. I dette
tilfælde er forbindelsen særlig udsegt:
Den latinske omskrift, skrevet med gotiske bogstaver, lyder: S' Nicholai Tink Sacerdotis (Sognepræst Nicolai (Niels) Tinks Segl). Billedet forestiller den hellige Nicolaus i en situation fra hans helgenlegende, hvor han redder et mandskab i havsnød. Sognepræsten har altså valgt sin navnehelgen til motiv, og seglbilledet er dermed blevet 'talendé, et fænomen der er velkendt inden for heraldikken.
Sankt Nicolaus var en af de mest yndede helgener i middelalderen, kendt som de søfarendes beskytter og børnenes velgører. Han kendes fra utallige afbildninger, ikke mindst i kirkerne: Kalkmalerier, træskulpturer etc.
Nicolai (Niels) Tink kender vi derimod alene fra den fundne seglstampe. Der er ikke bevaret breve med hans segl. Sandsynligheden taler for, at han har været præst i Roskilde, måske netop i Skt. Hans sogn. Stampen blev fundet meget tæt ved den nedlagte Skt. Hans kirkegård, og det er således rimeligt at forestille sig, at han har fået sin stampe med sig i graven, som skik var, for at undgå misbrug efter ejerens død: Vi ved således ikke, hvornår Nicolai Tink leve- de, men stampen lader sig datere til tiden omkring 1400 ud fra bogstaverne i omskriften.
Skibet på Niels Tinks seglstampe er en holk, et stort klinkbygget handelsskib. De enkelte bordplanker og naglerne ses tydeligt. For og agter bærer det kasteller, som indgår organisk i skibets opbygning, ja måske har de ligefrem en konstruktiv funktion ved at holde sammen på skibets planker. På ældre fremstillinger af denne skibstype kan man nemlig se, at plankerne her har været bundet sammen af reb.
Holken er vist som et skib uden synlig køl og stævn. Det er karakteristisk ved skrogets halvmåneformede krumning, som er et resultat af, at alle planker er krummede og ført helt ud til spidsen af stævn og agterstavn. Holken fører en enkelt mast og et råsejl. De ses tydeligt på Tinks stampe, hvor den øverste del af den knækkede mast med sejlet er ved at forsvinde ud af billedfeltet. Skibets mandskab udgøres på afbildningen af tre mænd, som alle er iført lange kjortler og tidens karakteristiske hovedbeklædning strudhætten. Man skal nok ikke tage disse folks størrelse og antal for bogstaveligt. Selvfølgelig må skibet tænkes forholdsmæssigt større end på seglbilledet. Det har imidlertid været vigtigt for signetstikkeren at udtrykke dramaet i situationen ved at fremhæve personerne og ikke mindst deres gestus: Søfolkenes foldede hænder og biskoppens store velsignende højrehånd. Heri lå nemlig et budskab fra den fromme sognepræst Nicolai Tink, - men i tilgift har vi så fået endnu et skibsbillede fra Danmarks middelalder.
Michael Andersen, Roskilde Museum