offerfund
Udtrykkene "offer-" eller "votivfund" bruges om genstande fra oldtiden, der findes uden sammenhæng med en grav eller boplads, og som er af en sådan kvalitet, at de næppe kan være tilfældig tabt. Normalt skal et fund bestå af flere - som regel kostbare - genstande, før det betegnes som et offer, men i nogle tilfælde må enkeltgenstande også henføres til kategorien. Selve begrebet "offerfund" er udtryk for en nutidig tolkning af fænomenet, nemlig at de pågældende genstande er nedlagt som gaver til en form for guddom. Arkæologer foretrækker tit det mere neutrale ord "depotfund". De tidligste offerfund er fra begyndelsen af bondestenalderen, hvor de bl.a. består af flintøkser, lerkar og ravperler, og offerskikken fortsætter igennem hele bronze- og jernalderen, men i en varierende form. Det er gerne i moser, søer, enge og åer eller på steder, der tidligere har været vådområde, at disse fund gøres, og mange er dukket op i forbindelse med tørvegravning eller opdyrkning af vådområder. Offergaverne kan dog også være nedlagt på højere liggende land, fx ved en stor sten. Igennem hele bronzealderen er det enorme mængder af bronze, der er forsvundet i moser m.v. Offerfundene fra ældre bronzealder omfatter bl.a. Solvognen, flere store kultøkser og mange større og mindre samlinger af våben og smykker. Som hovedregel indeholder et offerfund enten genstande med tilknytning til mændenes verden, dvs. våben og værktøj, eller til kvindernes, dvs. smykker.